TfK2009.637/1

Ø.L.D. 14. maj 2009 i anke 23. afd. S-3007-08

(Sanne Kolmos, Anne Thalbitzer, Suzanne Holst (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Anders Boelskifte, Frederiksberg, besk.).

Glostrup Rets dom 10. oktober 2008.

Der har medvirket domsmænd under behandlingen af denne sag.

Tiltalen og parternes påstande

Under denne sag har Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn ved tilkendegivelse modtaget af retten den 16. marts 2007 nedlagt påstand om, at T i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, skal frakendes sin danske indfødsret og i medfør af udlændingelovens § 22 udvises af landet.

T har principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Vedrørende sagsbehandlingen:

T blev den 27. oktober 2005 anholdt og samme dag sammen med tre andre varetægtsfængslet som sigtet for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114.

Ved anklageskrift af 31. august 2006 blev T og de tre andre tiltalt for forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1, jf. § 21.

I anklageskriftet blev over for de andre tiltalte taget forbehold om udvisning, for den ene tiltaltes vedkommende tillige om frakendelse af dansk indfødsret.

Ved tilkendegivelse af 30. november 2006 blev der over for T og to af de andre tiltalte nedlagt påstand om frakendelse af deres danske indfødsret og for alle tiltaltes vedkommende om udvisning.

Den 6. december 2006 blev sagen indledt ved nævningeting ved Østre Landsret.

Den 15. februar 2007 blev T fundet skyldig.

Anklageren frafaldt herefter påstanden om frakendelse af dansk indfødsret og udvisning, men tog samtidig forbehold for på et senere tidspunkt at nedlægge disse påstande under en selvstændig sag.

Ifølge retsbogen fra Østre Landsret bemærkede forsvareren hertil, at han ikke mente, at der var grundlag for at udskille disse spørgsmål til senere påkendelse.

Derpå blev sanktionsspørgsmålet procederet, og straffen blev fastsat til fængsel i 7 år.

T ankede dommen til formildelse, mens anklagemyndigheden ankede til skærpelse.

Ved tilkendegivelse af 16. marts 2007 indbragte statsadvokaten spørgsmålet om frakendelse af indfødsret og udvisning for Retten i Glostrup, der udsatte behandlingen på Højesterets afgørelse af strafudmålingsanken.

Under behandlingen ved Højesteret gjorde T's forsvarer blandt andet gældende, at der efter straffelovens § 82, nr. 12, ved strafudmålingen skulle tages hensyn til, at T risikerede at blive frakendt sin danske indfødsret og udvist.

Højesteret stadfæstede strafudmålingen den 3. oktober 2007 med bemærkning, at T var fundet skyldig i forsøg på den alvorligste form for terrorisme; men at det imidlertid samtidig måtte tages i betragtning, at han kun lige var fyldt 16 år på gerningstidspunktet, hvorved Højesteret henviste til straffelovens § 82, nr. 1, og § 33, stk. 3.

Herefter blev der taget skridt til berammelse af sagen ved Retten i Glostrup.

Vedrørende T's statsborgerforhold:

T er født i Danmark. Hans forældre var ved hans fødsel danske statsborgere.

Ifølge oplysningerne i sagen stammer familien oprindeligt fra Palæstina, og alle i familien har jordansk pas. Hans forældre og søskende havde alle inden hans fødsel erhvervet dansk indfødsret.

Ved ransagning i hjemmet i forbindelse med anholdelsen den 27. oktober 2005 blev blandt andet fundet et jordansk pas for T, udstedt den 10. september 2003, et jordansk ID-kort for T, udstedt samme dato, samt en jordansk fødselsattest for T, udstedt den 10. august 1989.

Statsadvokaturen har oplyst, at man ikke ved udfærdigelsen af anklageskriftet af 31. august 2006 var bekendt med, at også T kunne være i besiddelse af dobbelt statsborgerskab, og at det var baggrunden for, at der ikke i anklageskriftet over for T blev taget forbehold om frakendelse af indfødsret og udvisning, således som der blev for de andre tiltalte.

I midten af november 2006 blev man opmærksom på muligheden af dobbelt statsborgerskab, og der blev indhentet en udtalelse fra Udlændingeservice om udvisningsspørgsmålet.

Ved starten på sagen i Østre Landsret påstod T vedrørende påstanden om frakendelse af indfødsret og udvisning principalt afvisning, subsidiært frifindelse, idet han bestred at have dobbelt statsborgerskab.

Derfor forsøgte statsadvokaturen gennem Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration at fremskaffe yderligere dokumentation for, at T var jordansk statsborger.

Den 12. februar 2007 meddelte ministeriet blandt andet, at T's far efter jordansk ret ikke automatisk fortabte sit jordanske statsborgerskab ved erhvervelsen af dansk indfødsret, og da der ikke foreligger noget om, at faderen skulle have frasagt sig sit jordanske statsborgerskab, måtte T's far antages at have bevaret sit jordanske statsborgerskab. Da faderen ved T's fødsel således var jordansk statsborger, har T efter jordansk lov automatisk fået jordansk indfødsret ved sin fødsel. Ministeriet kunne dog ikke udtale sig om, hvorvidt T efter udstedelsen af passet i 2003 måtte være blevet løst fra sit jordanske statsborgerskab. Derfor havde man bedt det danske generalkonsulat i Amman undersøge dette nærmere hos de jordanske myndigheder, men endnu ikke fået svar.

Dette svar forelå endnu ikke, da nævningesagen afsluttedes den 15. februar 2007; men den 20. februar 2007 fremkom bekræftelse fra de jordanske myndigheder på, at T var registreret som jordansk statsborger, og den 6. marts 2007 meddelte ministeriet definitivt, at det måtte lægges til grund, at T er jordansk statsborger.

Udtalelse fra Udlændingeservice

Udlændingeservice har den 21. november 2006 afgivet udtalelse om udvisningsspørgsmålet.

T, der i forbindelse med nævningesagen havde valgt ikke at udtale sig, ønskede heller ikke at lade sig afhøre til brug for denne udtalelse.

I udtalelsen fra Udlændingeservice tiltrædes anklagemyndighedens indstilling om, at der uanset T's mangeårige tilknytning til Danmark nedlægges påstand om udvisning.

Det anføres i udtalelsen blandt andet, at hjemmelen for en udvisning efter frakendelse af indfødsret skal findes i udlændingelovens § 22, nr. 6, som den var gældende på gerningstidspunktet. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger forhold, der kan antages at gøre en udvisning særligt belastende, jf. lovens § 26, bemærkes specielt omkring risikoen for overlast i det land, hvortil udvisning skulle ske, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 6, at man ikke var i besiddelse af oplysninger om, hvorvidt T ville risikere at blive udsat for særligt byrdefulde strafforanstaltninger ved udrejse til Jordan, eller om T dér ville risikere at blive straffet for den samme lovovertrædelse, som han måtte blive dømt for i Danmark.

Under sagen har statsadvokaturen på ny forespurgt Udlændingeservice angående risikoen ved en udvisning, og Udlændingeservice har den 1. oktober 2008 meddelt, at man fortsat ikke har nogen oplysninger om eventuel anvendelse af dobbeltstraf i Jordan eller om, hvorvidt T risikerer at blive udsat for særligt byrdefulde foranstaltninger ved en udrejse til Jordan. Udlændingeservice anvender i dag samme formulering om dette spørgsmål som i udtalelsen af 21. november 2006.

Forklaringerne under hovedforhandlingen

- - -

Rettens begrundelse og resultat:

Vedrørende T's påstand om afvisning:

T har nedlagt påstand om, at anklagemyndighedens påstande skal afvises.

Til støtte herfor har T først gjort gældende, at der er sket en bindende påtalebegrænsning. I anklageskriftet af 31. august 2006 blev over for andre af de tiltalte taget forbehold med hensyn til påstand om ophævelse af indfødsret og udvisning. Der blev ikke taget noget forbehold over for tiltalte, til trods for at hans jordanske fødselsattest, pas og ID-kort var fundet ved ransagningen den 27. oktober 2005, og at politiet således allerede da har været bekendt med, at der sandsynligvis forelå det dobbelte statsborgerskab, der er en betingelse for at kunne nedlægge påstand om frakendelse af indfødsret. Uanset om det manglende forbehold måtte skyldes en fejl fra anklagemyndighedens side, må dette betragtes som en bindende påtalebegrænsning i relation til T, der er bibragt en berettiget forventning om, at der ikke ville blive nedlagt sådanne påstande over for ham, således at anklagemyndigheden ikke efterfølgende kan rejse sag om disse spørgsmål.

T har desuden gjort gældende, at spørgsmålet burde have været afgjort under nævningesagen, og har til støtte herfor blandt andet påpeget, at ved at udskyde spørgsmålet har man afskåret både landsretten og Højesteret fra at lade en eventuel udvisning indgå ved vurderingen af strafudmålingen. En afgørelse dengang ville sandsynligvis også være resulteret i frifindelse for påstanden om ophævelse af indfødsretten, idet den da bestående tvivl om det dobbelte statsborgerskab, som er en betingelse for ophævelse af dansk indfødsret, ville være kommet T til gode. Endelig har T henvist til den tid, der er forløbet siden sagens afgørelse i landsretten.  

Anklagemyndigheden har heroverfor anført, at det skyldes en fejl baseret på manglende oplysninger om T's jordanske statsborgerskab, når der ikke i anklageskriftet også blev taget forbehold i relation til tiltalte. Den kompetente myndighed bag tiltalerejsningen var statsadvokaten, og der kan ikke ske identifikation mellem statsadvokaten og det efterforskende politi med hensyn til besiddelse af oplysninger. Straks da man fik oplysning om muligheden for dobbelt statsborgerskab, undersøgte man spørgsmålet nærmere og nedlagde påstanden, der var behørigt tilkendegivet T inden nævningesagens start. Der foreligger derfor ingen bindende påtalebegrænsning, og T, der må have vidst, at han havde jordansk statsborgerskab, er ikke bibragt nogen berettiget forventning om, at der ikke over for ham som over for de andre ville blive nedlagt påstand om frakendelse af dansk indfødsret og udvisning.

Når spørgsmålet ikke blev afgjort i forbindelse med nævningesagen, skyldes det, at forsvareren bestred, at T skulle være jordansk statsborger. Dette gjorde det nødvendigt at indhente yderligere oplysninger, og fordi disse ikke kunne nå at komme frem, inden nævningesagen skulle afsluttes, måtte spørgsmålet udsættes til senere afgørelse, hvilket der udtrykkeligt blev taget forbehold om ved sagens afslutning.

Retten bemærker, at efter forklaringerne, herunder T's egen, har T været klar over, at han som resten af familien havde jordansk pas. Da anklageskriftet fremkom med forbehold om frakendelse af indfødsret og udvisning over for en af de andre tiltalte, må T have været klar over, at det måtte bero på en fejl eller uvidenhed om hans dobbelte statsborgerskab, at der ikke over for ham blev taget tilsvarende forbehold. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at anklagemyndighedens manglende forbehold i anklageskriftet har skabt en berettiget forventning hos T om, at påstanden ikke ville blive nedlagt[an lægges en bindende påtalebegrænsning,] og desuden var der allerede inden nævningesagens start sket behørig forkyndelse for T af påstandene om frakendelse og udvisning.

Påstandene var som anført nedlagt under nævningesagen, og det blev ved sagens afslutning udtrykkeligt meddelt, at selvom det på grund af de manglende oplysninger måtte frafaldes at afgøre spørgsmålet under nævningesagen, blev der taget forbehold om efterfølgende at rejse det under en særskilt sag. Anklagemyndigheden indbragte spørgsmålet for retten, så snart den yderligere dokumentation for det jordanske statsborgerskab indløb, kun lidt over en måned efter at landsrettens dom var afsagt, og som det blandt andet fremgår af henvisningen dertil i forsvarerens procedure i forbindelse med ankesagen for Højesteret, har T ikke på noget tidspunkt kunnet have en forventning om, at påstanden var endeligt frafaldet.

Retten finder derfor ikke grundlag for at afvise sagen.

Vedrørende T's frifindelsespåstand:

Efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, kan der ske frakendelse af dansk indfødsret, hvis der sker domfældelse for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 eller 13, idet det dog er en yderligere betingelse, at den pågældende ikke derved bliver statsløs.

T er dømt for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1, og ud over at være i besiddelse af dansk statsborgerskab er han også statsborger i Jordan.

Forudsætningerne for anvendelse af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, er derfor til stede.

Om der skal ske frakendelse, beror på en konkret vurdering.

Vedrørende de momenter, der i den forbindelse skal lægges vægt på, er i forarbejderne til loven anført blandt andet:

»I overensstemmelse med almindelige betragtninger om proportionalitet er det hermed forudsat, at domstolene ved vurderingen . . . foretager en afvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side en frakendelses betydning for den pågældende . . .

Ved denne vurdering bør der navnlig lægges vægt på personens tilknytning her til landet og til udlandet, herunder det eller de lande, den pågældende tillige er statsborger i. der kan i den forbindelse bl.a. lægges vægt på varigheden og karakteren af en persons ophold i Danmark og i udlandet . . .

I tilfælde, hvor en person dømmes for mere alvorlige forhold, bør den pågældende som udgangspunkt frakendes dansk indfødsret. Den betydning, en frakendelse har for pågældende, kan dog tale afgørende herimod. Herunder bør der ikke ske frakendelse i forbindelse med selv meget alvorlige forhold, hvis den pågældende ikke har nogen eller alene en meget ringe tilknytning til et andet land . . .

Udlændingelovens regler om inddragelse af opholdstilladelse og udvisning bør i et vist omfang indgå i proportionalitetsafvejningen . . .«

Det hedder videre, at hvis der er sammenfald mellem de hensyn, der skal indgå ved vurderingen af spørgsmålet om frakendelse af indfødsret, og de hensyn, der indgår ved vurderingen efter udlændingeloven i relation til inddragelse af opholdstilladelse og udvisning, bør der normalt ikke ske frakendelse af indfødsret, hvis vurderingen efter udlændingeloven ikke ville føre til udvisning.

Efter udlændingelovens § 26 skal der ved udvisning tages hensyn til, om udvisningen må antages at være særligt belastende, navnlig på grund af blandt andet den pågældendes tilknytning til det danske samfund og til herboende personer, den pågældendes manglende eller ringe tilknytning til det land, hvor den pågældende kan ventes at tage ophold, samt til risikoen for, at den pågældende vil lide overlast i det land.

T har den stærkest mulige tilknytning til Danmark. Han har dansk indfødsret, fordi han er født i Danmark af forældre, der var danske statsborgere. Han er vokset op i Danmark. Han taler og skriver dansk flydende med endda topkarakterer i skolen i såvel skriftligt som mundtligt dansk. Alle hans søskende er danske statsborgere, vokset op i Danmark og er i gang med videregående uddannelser her i landet.

T har kun særdeles ringe tilknytning til Jordan. At han i dag er statsborger dér, beror ikke på noget personligt valg fra hans side. Efter de jordanske regler blev han automatisk jordansk statsborger ved fødslen, fordi hans far var jordansk statsborger. Han kan ikke have haft nogen indflydelse, hverken på at der kort efter hans fødsel blev lavet en jordansk fødselsattest, eller på at der, da han var 14 år, blev udstedt jordansk pas og ID-kort. Der ses intet grundlag for at bestride hans oplysning om, at han kun har været i Jordan en eneste gang som 4-årig. Der ses heller intet grundlag for at bestride oplysningerne om, at han af familie i selve Jordan kun har en ældre faster og hendes børn, som han ingen forbindelse har til. At han taler og skriver arabisk, fordi han har modtaget modersmålsundervisning her i Danmark, ses ikke af afgørende betydning.

Vedrørende spørgsmålet om risikoen for dobbeltstraf eller overlast i Jordan bemærkes, at T er dømt for terrorisme, en forbrydelse, der ofte har rækkevidde ud over det enkelte lands grænser, som generelt er stærkt fordømt, og hvor der med henblik på forebyggelse og efterforskning er udbredt internationalt samarbejde.

Udlændingeservice har både i den oprindelige udtalelse fra 2006 og i den helt friske udtalelse fra oktober 2008 meddelt, at man ikke er i besiddelse af oplysninger om risikoen for, at T i Jordan kan blive udsat for at blive tiltalt og dømt for det samme forhold, som han er dømt for her i landet, eller om risikoen for, at han vil kunne blive udsat for særligt byrdefulde foranstaltninger dér.

Heroverfor står de oplysninger om forholdene i Jordan, der under sagen er fremkommet gennem forsvarerens materiale, blandt andet fra Flygtningenævnets eget baggrundsmateriale og gennem Lars Erslev Andersens forklaring, og T's brødres forklaringer om deres erfaringer med myndighederne ved rejse til Jordan og Vestbredden efter T's dom.

Retten finder ikke at kunne bortse fra, at T i Jordan vil risikere at blive tiltalt og dømt for den samme forbrydelse, som han er dømt for her i landet, eller at han risikerer at lide overlast som omhandlet i udlændingelovens § 26, nr. 6.

Endelig finder retten, at der bør lægges vægt på, at T kun lige var fyldt 16 år, da han begik det forhold, som han er dømt for, og at han må antages tilskyndet til den i øvrigt relativt beskedne bistand, som han ydede, af ældre personer. Som blandt andet lovfæstet i straffelovens § 82, nr. 1 og § 33, stk. 3, er det et grundlæggende princip i dansk strafferet, at der i vidt omfang tages hensyn til, at en gerningsmand er under 18 år gammel.

Efter denne samlede vurdering finder retten ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at frakende T hans danske indfødsret.

T frifindes derfor for påstanden om frakendelse af indfødsret og påstanden om udvisning.

Thi kendes for ret:

T frifindes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger.

Østre Landsrets dom.

Glostrup Rets dom af 10. oktober 2008 - - - er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med tilkendegivelsen, således at der sker frakendelse af dansk indfødsret og i givet fald tillige udvisning.

T har påstået stadfæstelse. Den for byretten nedlagte påstand om afvisning er ikke gentaget under anken.

Udlændingeservice har under anken afgivet en udtalelse af 30. januar 2009, hvori det om risikoen for dobbeltstraf i Jordan bl.a. er anført:

»Den danske ambassade i Amman, Jordan, har den 20. januar 2009 oplyst følgende:

. . .

M.h.t. »double jeopardy« [at blive stillet for retten to gange for den samme lovovertrædelse], så er det i henhold til den jordanske straffelov . . . ikke tilladt . . . Der findes en undtagelse for forbuddet i artikel 9, der måske alligevel giver risiko for »double jeopardy«, idet undtagelsen vedrører spørgsmålet om statens sikkerhed, der i Jordan er et begreb, der dækker meget bredt.  . . .«

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af T og vidnerne A, B, C, D, Lars Erslev Andersen og G, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

T har forklaret, at målet med kurset »kognitive færdigheder« var at lære at håndtere sin vrede, at omgås andre og at nå sine mål. Han har afsluttet faget dansk på HF med gode karakterer. Derimod har han fået dårlige karakterer i fagene geografi og religion, fordi han i samme periode var indkaldt som vidne i sagen mod én af de andre tiltalte i nævningesagen, og han havde derfor meget andet i tankerne. Det er stadig hans mål at uddanne sig til it-ingeniør. Han blev i februar måned optaget på VUC i Hillerød, men på grund af problemer med betalingen er skolestarten udskudt til august måned. Han har uledsaget udgang hver tredje weekend, og i forbindelse med julen blev hans udgang forlænget med én dag. Han har drøftet mulighederne for halvtidsløsladelse med fængselspersonalet i Horserød, som mener, at man skal afvente udfaldet af denne sag.

A har forklaret, at hans far stadig er medejer af ejendommen på Vestbredden. Når T er på udgang, henter vidnet eller en af de andre søskende ham i Horserød om fredagen og er sammen med ham det meste af tiden, indtil de kører ham tilbage søndag aften. Han tror, at hans far siden byretssagen har rejst igennem Jordan på vej til Vestbredden. Han ved ikke, om faderen var udsat for problemer i den forbindelse.

B har forklaret, at han, da han blev nægtet indrejse på Vestbredden, kontaktede den israelske ambassade for at få en forklaring. Ambassaden lovede at vende tilbage, men dette skete aldrig. Han opholdt sig i Jordan, indtil hans hustru og børn kunne komme tilbage fra Vestbredden. Han oplevede ikke problemer med de jordanske myndigheder under opholdet i Jordan. Da han i sin tid blev afhørt af de israelske myndigheder, blev han nøje udspurgt om T. De jordanske myndigheder spurgte kun til, hvorfor han havde været tilbageholdt. Til sommer vil han prøve at tage til Vestbredden igen, og i den forbindelse er han i kontakt med nogle familiemedlemmer på Vestbredden om at forhøre sig hos de israelske myndigheder. Han har ikke været i Jordan, siden T's sag var for byretten.

C har forklaret, at han i februar i år er startet på laborantskolen på Nørrebro. Han bor nu i egen bolig, men er meget sammen med tiltalte, når denne er på udgang. Han har aldrig selv været i Jordan eller på Vestbredden.

D har forklaret, at hun siden 2004 har været ansat på Sønderbro, hvor hun fortsat er - - -. I gennemsnit opholder de unge sig på Sønderbro i ca. 60 dage, så T's ophold på 9 måneder var lang tid. T udviste i visse sammenhænge større modenhed end de andre unge. T var helt fortrolig med danske normer m.v.

Lars Erslev Andersen har indledningsvis oplyst, at han på grund af vidneindkaldelse med kort varsel og deltagelse i en konference i udlandet ikke har haft mulighed for at forberede sig til retsmødet i dag. Han forklarede herefter, at der ham bekendt ikke efter byretssagen er kommet indberetninger, som tyder på grundlæggende ændringer i situationen i Jordan. De nyeste informationer bestyrker fortsat det billede af Jordan, som han beskrev i byretten. Han vurderer, at den jordanske efterretningstjeneste vil være interesseret i T, men han kan ikke vide det med sikkerhed. En sådan interesse kan indebære alt fra at blive taget ind til forhør til indskrænkning af mulighederne for at leve et almindeligt liv. I værste fald risikerer T at blive tilbageholdt og hans sag overført til State Security Court. I så fald er man uden for landets lov og ret. I Jordan er man meget opmærksom på at forfølge alle former for terrorvirksomhed og ønsker at beskytte statens sikkerhed. Derfor risikerer T ved udrejse til Jordan at blive underlagt en konstant interesse fra efterretningstjenesten. Valide kilder, herunder Human Rights Watch og Freedom House, beretter om personer, der udsættes for tortur i de jordanske fængsler f.eks. som mistænkt for terrorvirksomhed, uden at der nødvendigvis er fremlagt beviser for deres aktiviteter. Den jordanske stat har iværksat forskellige tiltag for at modvirke tortur, men disse tiltag er ikke nødvendigvis slået igennem, i hvert fald ikke i forhold til sager ved State Security Court.

G har forklaret, at T adskilte sig meget fra det klientel, som de normalt modtager, idet han har et væsentlig bedre fundament. De diskuterede forskelle i skik og brug, og hvilke misforståelser dette kan medføre. Det var ikke sådan, at T tog afstand fra danske skikke eller i øvrigt indtog en bedrevidende holdning.

Landsrettens begrundelse og resultat:

T, der er statsborger i såvel Danmark som Jordan, blev ved Østre Landsrets dom af 15. februar 2007, som stadfæstet ved Højesterets dom af 3. oktober 2007, straffet med fængsel i 7 år for forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1, jf. § 21.

Efter indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, kan den, som dømmes for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, ved dom frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.

Af forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag 138, Folketingstidende 2003-04, tillæg A, sp. 4895 ff.) fremgår under punkt 4.2.1. blandt andet følgende:

»Statsborgerskab er det retlige bånd mellem et individ og en stat og konstituerer gensidige rettigheder og forpligtelser mellem individet og staten.

. . .

Dansk indfødsret og de særlige rettigheder, der er knyttet hertil, må forudsætte loyalitet over for Danmark og vitale interesser for det danske samfund.

Bliver en person dømt for forbrydelser mod statens selvstændighed eller sikkerhed, statsforfatningen eller de øverste statsmyndigheder m.v., har den pågældende efter regeringens og Dansk Folkepartis opfattelse vist sig illoyal over for Danmark og vitale danske interesser på en sådan måde, at der bør være mulighed for at frakende den pågældende dansk indfødsret.  . . .«

Med hensyn til de momenter, der skal indgå i vurderingen af, om der i den enkelte sag bør ske frakendelse af indfødsretten, er der i samme forarbejder, punkt. 4.2.5., anført blandt andet:

»I overensstemmelse med almindelige betragtninger om proportionalitet er det . . . forudsat, at domstolene ved vurderingen af, om en person skal frakendes dansk indfødsret, foretager en afvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side en frakendelses betydning for den pågældende.  . . .   

Den betydning, frakendelse af dansk indfødsret har for en person, må bero på en konkret vurdering af den pågældendes forhold.

Ved denne vurdering bør der navnlig lægges vægt på personens tilknytning her til landet og til udlandet, herunder det eller de lande, den pågældende tillige er statsborger i.

Der kan i den forbindelse bl.a. lægges vægt på varigheden og karakteren af en persons ophold i Danmark og i udlandet. Den tid, en person har tilbragt i Danmark og i udlandet, kan således i sig selv have betydning for den pågældendes tilknytning. Dette må imidlertid sammenholdes med karakteren af opholdene. Det bør således tillægges særlig vægt, hvor den pågældende har fået sin opvækst,  . . .

Der kan endvidere bl.a. lægges vægt på en persons aktuelle familiemæssige forhold her i landet og i udlandet samt den pågældendes rødder, herunder om familien har en langvarig tilknytning til Danmark.

Også sprogkundskaber kan have en betydning, herunder navnlig i hvilket omfang den pågældende behersker dansk og sproget i det eller de lande, den pågældende tillige er statsborger i.

. . .

I tilfælde, hvor en person dømmes for mere alvorlige forhold, bør den pågældende som udgangspunkt frakendes dansk indfødsret. Den betydning, en frakendelse har for pågældende, kan dog tale afgørende herimod. Herunder bør der ikke ske frakendelse i forbindelse med selv meget alvorlige forhold, hvis den pågældende ikke har nogen eller alene har en meget ringe tilknytning til et andet land. I disse situationer bør Danmark tage ansvaret for den pågældende danske statsborgers handlinger.

. . .

Udlændingelovens regler om inddragelse af opholdstilladelse og udvisning bør i et vist omfang indgå i proportionalitetsafvejningen.

. . .

I det omfang, der er sammenfald mellem de hensyn, der efter den foreslåede bestemmelse om frakendelse af dansk indfødsret skal indgå ved vurderingen af, om en person skal frakendes dansk indfødsret, og de hensyn, der skal indgå i vurderingen efter udlændingelovens regler om inddragelse af opholdstilladelse og udvisning, og en vurdering ud fra disse hensyn ikke ville føre til inddragelse af opholdstilladelse og udvisning, bør der normalt ikke ske frakendelse af dansk indfødsret.«

Af de for landsretten foreliggende oplysninger fremgår, at T på gerningstidspunktet kun lige var fyldt 16 år. Han er født i Danmark af forældre, der på tidspunktet for hans fødsel havde opnået dansk statsborgerskab, og han har haft sin opvækst og skolegang her i landet. Han taler og skriver såvel dansk som arabisk, ifølge ham selv taler han dog ikke arabisk som en indfødt. T's mor og far samt 10 søskende, der også alle har dansk statsborgerskab, bor i Danmark, og T har som sin eneste familie i Jordan en faster på 67-68 år, som han ikke har nogen forbindelse til. T har kun været i Jordan én gang på gennemrejse, da han var omkring 4 år. T har således ingen eller i hvert fald kun meget ringe tilknytning til Jordan.

Under disse omstændigheder, og da der på det foreliggende grundlag ikke kan bortses fra risikoen for, at T ved ophold i Jordan på grund af karakteren af den forbrydelse, som han er dømt for, vil kunne lide overlast omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 6, finder landsretten, at der foreligger så afgørende hensyn, som taler mod frakendelse af indfødsretten, at frakendelse må undlades trods alvoren og grovheden af den begåede kriminalitet, jf. indfødsretslovens § 8 B, stk. 1.

Med disse bemærkninger tiltrædes det, at T er frifundet for påstanden om frakendelse af indfødsretten og som følge heraf tillige for påstanden om udvisning.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.