TfK 2010.459 ØLD


Ø.L.D. 19. februar 2010 i anke 15. afd. S-3365-09

 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Hanne Reumert, besk.).


(B. Vollmond, Steen Mejer og Henrik Riis Andreasen (kst.) med domsmænd).

Glostrup Rets dom af 16. november 2009:


Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrifter modtaget den 14. oktober 2009.

T er tiltalt for overtrædelse af

1. Principalt medvirken til røveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 23, ved den 24. juni 2009 i tidsrummet mellem ca. 10.34-10.41, i nærheden af vandskiklubben beliggende Vejlegårdsvej 131 i Vallensbæk, ved tilskyndelse at have medvirket til røveri af særlig grov beskaffenhed, idet tiltalte arrangerede at mødes med A, som skyldte tiltalte penge, og ved dette møde udleverede en skarpladt pistol af mærket IP Shuer & Sohn Suhl Caliber 7,65, serie nr. - - - til A og udtalte »her har du dit værktøj, så du kan lave dine penge, og så har du ingen undskyldninger« eller lignende, og herefter have demonstreret ladegreb, hvilket medførte at A den 29. juni 2009 ca. kl. 12.55 følte sig presset til at udføre røveri mod Arbejdernes Landsbank beliggende Tåstrup Hovedgade i Høje Taastrup, hvor han under trussel med det af tiltalte udleverede våben fik tiltvunget sig ca. 51.950 kr.,
subsidiært ulovlig tvang efter straffelovens § 260, nr. 1, ved under de ovennævnte omstændigheder, ved trusler om vold mod A's nærmeste, idet tiltalte udtalte, at »tiltalte vidste hvor A's onkel boede, og at det også ville gå ud over sigtedes familie, hvis sigtede ikke gjorde som tiltalte sagde«, eller lignede, at have tvunget A til at fremskaffe penge ved anvendelse af den af tiltalte udleverede pistol.

2. overtrædelse af straffelovens § 192a, stk. 1, ved under de i forhold 1 angivne omstændigheder, at have været i besiddelse af en skarpladt pistol mærket JP Schuer & Sohn Suhl, caliber 7,65 nr. - - -, med dertil hørende 8 skarpe patroner, hvilket blev udleveret til A.
Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en langvarig fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, jf. stk. 1, udvises med indrejseforbud for bestandig.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forklaringer
- - -
Tiltalte er straffet blandt andet ved

- dom af 23. marts 2007 af Retten i Glostrup med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, løsladt den 19. november 2007 med 2 års prøvetid, reststraf 41 dage,

- dom af 25. september 2008 af Retten i Glostrup med fængsel i 1 år og 2 måneder for overtrædelse af straffelovens § 266, § 123 og § 260, nr. 1, samt med bøde efter færdselsloven. Udvist betinget af Danmark i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 32, jf. § 24B mod en prøvetid på 2 år fra endelig løsladelse. Løsladt den 10. juni 2009. Der er i dommen ikke taget stilling til betinget dom af 25. oktober 2007.
Udlændingeservice har i udtalelse af 4. november 2009 oplyst, at T ved sin fødsel - - - april 1981 fik opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold efter udlændingeloven. Tilladelsen er den 30. august 1999 meddelt tidsubegrænset. T har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 27 år og ½ måned. Om § 26-forhold fremgår følgende:

»Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold kan antages at gøre en beslutning om udvisning særligt belastende for T, bemærkes det, at pågældende ikke aktuelt har ønsket at lade sig afhøre vedrørende udlændingelovens § 26, stk. 1. Der er foretaget en § 26-afhøring den 25. marts 2008 i forbindelse med anden straffesag.

Det fremgår heraf, at T er født i Danmark, og at han bor sammen med sin ægtefælle og deres fællesbarn på 4 år. Pågældendes forældre og søskende bor i Danmark. Pågældende er ved godt helbred. Pågældende oplyser, at han ikke taler så godt tyrkisk og at han har en farmor i Tyrkiet.

Pågældende er tilmeldt forældrenes bolig i Det centrale personregister«.

Styrelsen har henledt opmærksomheden på associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet, hvoraf følger, at visse tyrkisk statsborgere alene kan udvises, såfremt den pågældendes tilstedeværelse eller adfærd udgør en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussen mod grundlæggende, samfundshensyn.

Uden at tage stilling til associeringsaftalen har Udlændingeservices tiltrådt anklagemyndighedens indstilling om nedlæggelse af påstand om udvisning.

Af § 26 afhøring af 14. maj 2008 fremgår bl.a.:

»1. T er født i Danmark, men er tyrkisk statsborger. T har altid boet i Danmark. T bor sammen med sin muslimske kone, - - - og deres fælles barn, en pige på 4 år, - - -. De bor - - -, mens T står tilmeldt hos sine forældre, - - -, - - -. Faderen kom til Danmark omkring 1970 som gæstearbejder. Moderen kom senere sammen med sigtedes 2 storebrødrer. T har også en lillesøster, der også bor på - - -. T har arbejdet som chauffør for kurerfirmaet »- - -«.

2. T er 27 år og helbredstilstanden er fin.

3. T's familie bor i Danmark.

4. Det ville være en katastrofe for T, hvis han blev udvist, da han har sin datter og familie her i Danmark.

5. T har en gammel farmor i en lille landsby: - - - i byen Konya i Tyrkiet. Der er også en onkel dernede. T taler heller ikke så godt tyrkisk.«

Tiltalte har oplyst, at farmoren i Tyrkiet er afgået ved døden.

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 17. september 2009.

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten lægger efter tiltaltes forklaring og på baggrund af SMS'er til grund, at var et møde den 24. juni 2009 mellem tiltalte og A, selv om mødet har været meget kortvarigt, idet der har været telefonopkald i tidsrummet kl. 10.34 og 10.41, hvor mødet kunne finde sted.
Retten finder vidnet A's forklaring troværdig, herunder henset til den risiko, som retten lægger til grund, at vidnet løber ved at afgive forklaringen.

Retten lægger derfor til grund, at A af tiltalte er blevet truet med, at tiltalte vidste, hvor vidnets onkel boede, og at det ville komme til at gå ud over onklen, hvilket A havde grund til at opfatte som trusler. Det lægges videre til grund, at det var tiltalte, der viste A, hvordan pistolen virkede, og dermed havde pistolen i besiddelse.

Retten finder, at der med udleveringen af pistolen, med T's omtale af pistolen og med beskeden om, at der skulle skaffes hurtige penge, foreligger forsæt til medvirken til røveri, idet tiltalte må have indset det som overvejende sandsynligt, at A herefter ville begå røveri. Der er herunder henset til størrelsen af det beløb, der skyldtes. Det er dog ikke bevist som det mest sandsynligt, at der ville blive begået bankrøveri, hvorfor der alene er sikkerhed for et forsæt til medvirken vedrørende et mere udefineret røveri, hvilket har betydning for straffastsættelsen.
Tiltalte findes med disse bemærkninger skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192a, stk. 1, og § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 23.
Straffen fastsættes til fængsel i 2 år og 6 måneder.

Retten har ved straffastsættelsen ud over overtrædelsen af straffenlovens § 192a, stk. 1, lagt vægt på, at tiltaltes medvirken til røveriet ikke har været af mindre betydningsfuld karakter, men har bestået i tilskyndelse hertil ved trusler samt ved udlevering af skarpladt pistol, som røveriet blev begået med.

Vedrørende udvisningsspørgsmålet bemærkes, at der ikke foreligger aktuelle oplysninger om tiltaltes forhold efter udlændingelovens § 26, og at der efter udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 6 og nr. 8, skal ske udvisning, medmindre de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold taler afgørende derimod. Henset hertil, at der er domfældt for medvirken til røveri og våbenbesiddelse under skærpede omstændigheder, samt at der allerede foreligger en betinget udvisning, som tiltalte har forset sig imod kort tid efter sin løsladelse, finder retten ikke, at det oplyste om tiltaltes tilknytning til henholdsvis Danmark og Tyrkiet taler afgørende mod udvisning, hvorfor tiltalte må udvises.
Retten finder efter tiltaltes kriminalitet og strafbare fortid, at tiltaltes tilstedeværelse i Danmark vil udgøre et virkeligt og alvorlig trussel mod grundlæggende samfundshensyn, hvorfor accocieringsaftalen med Tyrkiet ikke hindrer udvisning.

Efter udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 5, sker udvisningen med indrejseforbud for bestandig.

Østre Landsrets dom:


Glostrup Rets dom af 16. november 2009 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse og frifindelse for påstanden om udvisning.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet samt skærpelse.

Det fremgår af en udtalelse af 15. februar 2010 fra Udlændingeservice blandt andet:

»...
Ad § 26, stk. 1, nr. 3

Pågældendes forældre samt søskende er bosiddende i Danmark.

Pågældende er muslimsk gift siden oktober 2003. Pågældende og dennes ægtefælle har en datter på 5 år. Pågældende oplyser, at han ikke har boet sammen med ægtefællen siden han blev fængslet i 2008, men at han mener, at de fortsat er sammen. Pågældende har besøgt ægtefællen og skriver breve til hende.

Pågældende så sin datter 2-3 gange om ugen inden han blev varetægtsfængslet. Pågældendes datter besøger ham ugentligt i fængslet.
Pågældende er tilmeldt forældrenes bolig i Det centrale personregister og har aldrig haft officiel adresse sammen med ægtefællen.
...
Ad § 26, stk. 1, nr. 5

Pågældende oplyser, at han ikke har familie i Tyrkiet. Pågældende har været på ferie i Tyrkiet hvert andet år.

Pågældende taler og læser både kurdisk og tyrkisk.
...«

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og A, der begge har forklaret i det væsentlige om i byretten. Der er endvidere afgivet vidneforklaring af politiassistent B.
- - -

Landsrettens begrundelse og resultat


Efter forklaringen afgivet af A, der ved Østre Landsrets dom af 2. november 2009 er dømt for røveriet den 29. juni 2009 mod Arbejdernes Landsbank i Høje Taastrup, og efter teleoplysningerne, herunder indholdet af sms'erne, finder landsretten det godtgjort, at A på foranledning af tiltalte, som han skyldte et beløb på omkring 60.000 kr. mødtes med denne i Vallensbæk den 24. juni 2009. Det findes endvidere efter A's forklaring godtgjort, at tiltalte på dette møde udleverede en skarpladt pistol af kaliber 7,65 til A, at tiltalte under mødet viste A, hvordan man tog ladegreb, og at tiltalte udtalte »her har du dit værktøj, så kan du godt skaffe nogle penge« eller noget lignende. Det findes tillige efter A's forklaring godtgjort, at tiltalte udtalte, at det ville gå ud over A eller dennes familie, hvis ikke A gjorde, som han fik besked på. Under de anførte omstændigheder, herunder at tiltalte fremsatte krav om betaling af omkring 60.000 kr., findes det endelig godtgjort, at det bankrøveri, A herefter begik, lå inden for, hvad tiltalte forventede, således at tiltalte havde forsæt hertil.

Tiltalte findes herefter i det hele skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet i medvirken til røveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 23, og i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1.

Under hensyn til at tiltalte er fundet skyldig i medvirken til røveri af særlig farlig karakter mod et pengeinstitut og i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, findes straffen at burde forhøjes til fængsel i 3 år og 6 måneder.

For så vidt angår udvisningsspørgsmålet bemærkes, at tiltalte, der er 28 år, er født i Danmark og siden sin fødsel har boet her. Han har alene besøgt Tyrkiet i forbindelse med ferier. Hans forældre og søskende er bosiddende i Danmark, og han har ikke nær familie i Tyrkiet. Han er muslimsk gift med en kvinde, som han ikke bor sammen med, og som ikke ønsker at forlade Danmark, hvis tiltalte udvises. Han har med ægtefællen en datter på 5 år, som bor hos ægtefællen, men som tiltalte har jævnlig kontakt med.

3 voterende udtaler:

Uanset at tiltalte på ny har begået kriminalitet i prøvetiden for den idømte betingede udvisning, finder vi efter det anførte om tiltaltes forhold efter en samlet vurdering, at afgørende hensyn taler imod nu at udvise tiltalte, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, hvorfor der ikke findes at være fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udvise tiltalte. Vi stemmer derfor for at frifinde tiltalte for påstanden om udvisning. Disse voterende stemmer endvidere for på ny at udvise tiltalte betinget i medfør af udlændingelovens § 24 b, således at prøvetiden udløber 2 år efter tiltaltes løsladelse.
 
3 voterende udtaler:

Under hensyn til karakteren og grovheden af den nu begåede kriminalitet og til, at kriminaliteten er begået i prøvetiden for den ved Glostrup Rets dom af 25. september 2008 idømte betingede udvisning, finder vi, uanset oplysningerne om tiltaltes tilknytning til Danmark, ikke, at der er forhold, der afgørende taler imod udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, ligesom associeringsaftalen med Tyrkiet ikke er til hinder for udvisning af tiltalte. Vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens bestemmelse om udvisning af tiltalte med indrejseforbud for bestandig.

Der træffes i spørgsmålet om udvisning afgørelse efter det for tiltalte gunstigste resultat.

Tiltalte har under anken fortsat været frihedsberøvet.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at T straffes med fængsel i 3 år og 6 måneder.

Tiltalte udvises af Danmark betinget på vilkår, at han i en prøvetid, der regnes fra landsrettens dom og udløber 2 år efter løsladelsen, ikke begår strafbart forhold, som kan give anledning til udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.