
	TfK 2011.102 ØLD Ø.L.K. 21. oktober 2010 i kære 7. afd. S-2091-10
		Anklagemyndigheden mod D (adv. Gunnar Homann, besk.). (Steen Mejer, K. Wiingaard og Peter Thønnings). Glostrup Rets kendelse af 2. juli 2010: Ved Østre Landsrets dom af 15. november 2000 blev D fundet skyldig i overtrædelse af blandt andet straffelovens § 237, jf. § 21. D blev dømt til anbringelse på hospital for sindslidende og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Højesteret stadfæstede den 16. februar 2001 udvisningen. Ved retten i Nykøbing Falsters kendelse af 30. januar 2006 ændres foranstaltningen til behandling på psykiatrisk hospital med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. D's påstand om ophævelse af bestemmelsen om udvisning blev ikke taget til følge. Østre Landsret stadfæstede den 10. april 2006 kendelsen vedrørende opretholdelse af udvisningen. Anklagemyndigheden har den 19. januar 2010 indbragt sagen for retten, jf. straffelovens § 72. D blev den 1. marts 2010 udskrevet fra døgnindlæggelse. Den 5. marts 2010 blev han varetægtsfængslet i surrogat, jf. udlændingelovens § 50a, stk. 2, sidste pkt. Påstande Anklagemyndigheden har påstået, at foranstaltningen opretholdes, og at bestemmelsen om udvisning opretholdes. D har påstået, at foranstaltningen ophæves, og at bestemmelsen om udvisning ophæves. Sagens oplysninger Af udtalelse fra Retspsykiatrisk Center Glostrup af den 23. juni 2009 fremgår blandt andet følgende: »Patienten er en 44-årig mand med pakistansk baggrund… Patienten blev 30.07.2001 overflyttet til Retspsykiatrisk afd., Nykøbing Sj. sygehus, efter afgørelse ved Statsadvokaten. Patienten har herefter og efter domsændringen opholdt sig på psykiatrihospitalet Dianalund frem til han 04.03.2009 blev overført til herværende afd. Overflyttelsen skete dels fordi den oprindelige bestemmelse fra Statsadvokaten om opholdssted ikke længere var i kraft, dels fordi patienten i perioden forud for overflyttelsen hertil - sandsynligvis forværret af den verserende udvisningsdom - var blevet psykisk dårligere og faktisk havde været så psykotisk, at han blev opfattet som umiddelbart farlig for sine omgivelser: Specielt klagede han på et tidspunkt over at stemmer havde opfordret ham til at »stikke knive i« navngiven læge på Dianalund. Dette havde medført, at han i en periode blev overflyttet til lukket afdeling. Efter ankomsten til herværende sengeafsnit fremstår han først og fremmest tilbagetrukket, aspontan og med tidvise livagtige bizarre hallucinationer, hvor han ser (og hører) forskellige dyr, mennesker og maskiner. Bl.a. ser han hajer og slanger flyve gennem luften. Han er ofte i stand til at bede om akut beroligende medicin, når disse oplevelser bliver for belastende og han har ikke handlet på disse skræmmende og angstforholdende hallucinationer. Til trods for disse oplevelser er patientens oplevelse af sygdom begrænset og sygdomsindsigten mangelfuld. Han er i ret massiv antipsykotisk behandling med Cisordinol, som depot 250 mg hver 14. dag samt støttemedicin i form af Seroquel 25 mg ved behov, Cisordinol 2 mg ved behov, maks. to gange dagligt og antidepressiv medicin i form af tabl. Combar 45 mg dagligt. Patienten er fortsat døgnindlagt, men kan med støtte fra sin bror og sine forældre, klare sig uden for afdelingen i weekenderne. Han har egen bolig, men er ikke i stand til at tage ophold i denne i længere tid ad gangen. Konklusion: Patienten er fortsat og kronisk lidende af paranoid skizofreni - dette på trods af en relativt intensiv antipsykotisk behandling. Ved psykiske belastninger reagerer han med aggressivt farvede vrangforestillinger, som han dog ikke har handlet på, men som for relativ nylig har været aktualiseret i en sådan grad, at det førte til, at patienten blev overflyttet til lukket afdeling. Hans tilstand er nu atter rimeligt stabiliseret og patienten er i stand til at opholde sig uden for afdelingen i flere dage ad gangen. Hvor vidt patienten kan udskrives endeligt fra et døgnafsnit, er det for tidligt at sige. Dels har dette nok ikke været forsøgt på grund af patientens juridiske forhold, dels har han kun opholdt sig hos os i få måneder. Til stadighed tager han dog ophold hos enten sin bror eller sine forældre, som støtter patienten i udstrakt grad, og nok i betydelig grad modvirker en forværring l hans psykiske tilstand. Uden denne støtte og familieopbakningen, er der stor sandsynlighed for at patienten ret hurtigt vil ophøre med den instituerede behandling og risikoen for fremtidig ligeartet kriminalitet vil absolut være til stede. På baggrund af at patientens psykiatriske tilstand og det faktum, at han ikke endnu er fundet endelig skikket til udskrivelse, gør at man må anbefale, at den hidtidige foranstaltning videreføres uændret indtil videre.« Af udtalelse fra Retslægerådet af den 27. oktober 2009 fremgår blandt andet følgende: »Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet henvise til tidligere afgivne udtalelser, senest af 26.10.04, og nu, på baggrund af Retspsykiatrisk erklæring af 23.06.2009 fra overlæge Hans Henrik Ockelmann, Retspsykiatrisk Center Glostrup, om D udtale, at han fortsat er sindssyg, lidende af skizofreni. På trods af behandling med antipsykotisk virkende medicin i depotform samt antidepressivt virkende medicin, er han psykiske tilstand fortsat overvejende dårlig, præget af kontaktaflukkethed, hallucinationer og vrangforestillinger. D er stadig indlagt i psykiatrisk afdeling, og der er ikke planlagt noget tidspunkt for udskrivning. D er uden sygdomsindsigt, og det formodes, at sandsynligheden for behandlingsophør ved ophævelse af den idømte særforanstaltning er nærliggende. På denne baggrund kan Retslægerådet tiltræde den behandlingsansvarlige overlæges anbefaling af foranstaltningen opretholdes uændret.« Af udtalelse fra Retslægerådet af den 8. december 2009 fremgår blandt andet følgende: »Med tilbagesendelse af akterne vedrørende D, skal Retslægerådet udtale, at Psykiatrisk Center Glostrups påtænkte udskrivning af D ikke giver anledning til anden opfattelse end udtrykt i rådets responsum af 27.10.09. Der er ikke fremkommet nye kliniske oplysninger om D's aktuelle psykiske tilstand, og rådet skal bemærke, at der ved nærværende udtalelse ikke er taget stilling til, om D's helbredsmæssige tilstand taler afgørende imod, at en eventuel udsendelse finder sted jævnfør Udlændingelovens § 50 a.« Af udtalelse fra Psykiatrisk Center Glostrup af den 10. marts 2010 fremgår blandt andet følgende: »D har under indlæggelsen vedvarende været psykotisk med symptomer i form af hørelseshallucinationer med stemmer i 2. og 3. person. Har i vekslende grad haft forfølgelsesforestillinger. Mener at andre vil skyde ham, og fratage ham hans ejendele. Endvidere udtalt læderet tolkning af omgivelserne (perceptionsforestyrrelse). D oplever medpatienter og personale ændrer sig til dyr og genstande. Kontakten til D vedvarende læderet på det følelsmæssige plan. D er affektflad og tilbagetrukket i kontakten. Sygdomsindsigten og behandlingsmotivationen er sparsom. Under indlæggelse er den antipsykotiske medicinske behandling intensiveret. Den antipsykotiske medicin i depotform er øget til over vanligt rekommanderet niveau (injektion Cisordinol 300 mg intramuskulært hver 2. uge). Der er suppleret med stærk antipsykotisk medicin i tablet form (Leponex 200 mg x 1), samt antidepressivt virkende medicin. Trods denne behandling er der vedvarende psykotiske symptomer. Pt. blev udskrevet fra døgnindlæggelsen d. 01.03.10. Udskrivelsen blev vurderet forsvarlig på baggrund af at pt. blev fulgt tæt ambulant i Psykiatrisk Center Glostrup, afsnit P7475. Pt. flyttede ind hos sin familie (bror og hustru) der garanterede døgnopsyn og kontrol af medicinindtag. Der var aftalt ugentligt fremmøde til klinisk kontrol, samt blodprøvekontrol med bl.a. måling af koncentration af antipsykotisk medicin i blodet. Af legemlige sygdomme har D: 1. Hepatitis C med let leverpåvirkning. Infektionsinedicinsk afd., Hvidovre Hospital har anbefalet halvårlig kontrol af levertal. Hvis der kommer svær leverpåvirkning, da antiviral behandling. 2. Hypertension. Der aktuelt er velkontrolleret på medicinsk behandling. 3. Diabetes mellitus II. Der er medicinsk behandlet. 4. Forhøjelse af cholesterol. Der er medicinsk behandlet. Konklusion 45-årig mand med anbringelsesdom d. 05.01.00, ændret d. 16.02.01 til dom til behandling på psykiatrisk afd. med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. D har trods indlæggelse siden år 2000 og maksimal antipsykotisk medikamentel behandling fortsat psykotiske symptomer med kontaktaflukkethed, hallucinationer, vrangforestillinger og sparsom sygdomsindsigt. I fald pt. ikke følges tæt i psykiatrisk regi er der stor risiko for behandlingssvigt, hvilket formentlig medfører forværring af de psykotiske symptomer, og pt.'s adfærd vil formentlig igen blive personfarlig. Diagnoser Paranoid skizofreni« D har forklaret, at alle hans bedsteforældre er døde. Hans forældre bor i Albertslund. De er pensionerede. Han kom til Danmark sammen med sin mor og bror. Hans far var kommet forinden. Han har tre brødre. Den ældste bor i England, og de to andre bor i Danmark. Den mellemste, A, bor i Albertslund. Han er gift og har børn. Den yngste, B, bor sammen med forældrene. Han er også gift og har børn. D har ikke noget familie i Pakistan. Han husker ikke, hvornår han sidst var i Pakistan. Han talte engang punjabi. Han kan ikke læse og skrive det, men taler det lidt. Han kan læse og skrive dansk, men ikke 100 %. Han har under behandlingen været hjemme på weekender hos sin familie. Han har en lejlighed i Albertslund, hvor han har gjort rent. Han har ikke sovet i lejligheden, når han er på udgang. Han sover hos A, da han hører stemmer og får selvmordstanker om natten. Han får dagligt medicin. Hver 14. dag får han depotmedicin. Ved udskrivningen var det planlagt, at han skulle bo hos sin bror. Hver 14. dag skulle han komme til kontrol på afdelingen og afgive blodprøve for at tjekke, om han tog sin medicin og for at få depotmedicin. A skulle hjælpe ham med medicinen i det daglige. De dage han nåede at være udskrevet, fungerede det, og han fik sin medicin. Han skal have medicin resten af sit liv. Han skal have hjælp til at huske medicinen. Han kan ikke klare sig selv. Overlæge Marianne Nilsson har forklaret, at der ikke er ændringer i D's tilstand i forhold til hendes udtalelse fra marts 2010. Der er ikke udsigt til forbedringer i hans sygdom. Han skal tage medicin resten af sine dage, da han er vedvarende psykotisk. Han har ikke sygdomsindsigt, og han mener sig overmedicineret. Under tæt ambulant kontrol med møde i afsnittet med blodprøvekontrol kan udskrivning lade sig gøre. Han vil straks blive indlagt, hvis det viser sig, at han ikke tager medicinen. Det var medvirkende for beslutningen om udskrivning, at han er under opsyn ved broderen. Ved manglende medicinering er der risiko for, at den psykotiske tilstand forværres, og for at han igen kan udvise personfarlig adfærd. Han vil falde tilbage til en tilstand som før, han begik kriminaliteten. Udspurgt af forsvareren forklarede vidnet, at de ikke havde turde udskrive ham til eget hjem. Udskrivning er sket til familiens hjem. Det er ikke tilstrækkeligt med den ambulante kontrol. Der skal være tæt daglig kontrol. Udover hovedbehandlingen for den psykotiske sygdom, får han medicin mod sukkersyge, forhøjet blodtryk mv. samt beroligende medicin. Hun ved ikke noget om behandlingsmuligheder i Pakistan. A har bekræftet familieforholdene, som D har forklaret om. Vidnet forklarede, at han og forældrene er danske statsborgere. Deres far kom til Danmark i 1968, og de andre fulgte efter i 1980 ved familiesammenføring. De har ingen slægtninge tilbage, og de har ingen kontakt til Pakistan. De har ingen interesser og ejer intet i Pakistan. Når D har haft udgang, har de hentet ham. De vil gerne hjælpe ham. Han sov hos familien. Han var nok bange for at sove alene. De vil gerne holde øje med, at han har det godt. De sørgede for, at han tog sine piller. Han kører selv deltids hyrevogn. Den anden bror har en købmandsbutik. Han blev kaldt til samtale hos lægen, der gerne ville have, at D kom lidt ud til familien for at få det bedre. Han vidste ikke, det var en udskrivning, men troede det var ligesom, når han var hjemme på weekend. De har hentet ham flere gange i Nykøbing Sjælland og besøgt ham. Det er ligegyldigt, hvor han har været, der har aldrig været problemer. Han tror ikke, D vil kunne klare sig på egen hånd. D kan ikke klare at være alene. Bistandsværgen har oplyst, at hans søn har arbejdet for FN i Pakistan. Myndighederne vil ikke hjælpe. De midler, der er afsat, er alene til regeringens familiemedlemmer. Han mener ikke, det er muligt at få gratis behandling. D er nu på en åben afdeling, og det fungerer godt. Rettens begrundelse og afgørelse Det fremgår af de lægelige oplysninger, at D lider af kronisk paranoid skizofreni, at han er stærkt medicineret herfor, og at han har brug for kontrol af medicinindtagelse. Han har manglende sygdomsindsigt. Udskrivning fra afdelingen er sket under forudsætning af hyppig ambulant kontrol med blodprøveudtagning og af, at han flytter ind hos familie, der kan garantere døgnopsyn og kontrol af medicinindtag. Det vurderes, at der er nærliggende sandsynlighed for behandlingsophør ved ophævelse af foranstaltningen. Overlæge Marianne Nilsson har udtalt, at behandlingsophør formentlig vil medføre forværring af hans psykotiske tilstand, og at hans adfærd formentlig igen vil blive personfarlig. Uanset at der er forløbet knap 10 år fra den oprindelige anbringelsesdom, findes der efter de lægefaglige vurderinger og henset til den særdeles alvorlige kriminalitet, som D har begået, ikke at være grundlag for at antage, at han ikke længere frembyder nærliggende fare for retssikkerheden. Det findes derfor ikke forsvarligt, at ophæve foranstaltningen, hvorfor forsvarerens anmodning herom ikke tages til følge, jf. straffelovens § 72. Ved afgørelsen af spørgsmålet om ophævelse eller opretholdelse af udvisningsbestemmelsen er der lagt vægt på at uanset, at D har begået særdeles grov personfarlig kriminalitet er der forløbet 10 år, hvor han ikke har begået ny kriminalitet. Han og hans familie har boet i Danmark i 30 år. Han har ingen kontakt til Pakistan men taler lidt punjabi. Det har under sagens behandling ikke været muligt at få oplyst, om der i Pakistan er nogen mulighed for forsat behandling af ham. Da han endvidere har manglende sygdomsindsigt og intet personligt netværk i Pakistan, findes det meget usikkert, om han vil kunne opnå behandling i Pakistan. På denne baggrund og henset til de ovennævnte lægelige oplysninger herunder om, at D er vedvarende psykotisk og resten af sit liv vil have brug for stærk medicinering, samt til at han er udskrevet under vilkår om tæt kontrol og støtte, findes hans helbredsmæssige tilstand at tale afgørende imod udvisning, idet det må befrygtes som en nærliggende mulighed, at han i givet fald gør alvorlig skade på sig selv eller andre. Herefter tages forsvarerens påstand om ophævelse af dommens udvisningsbestemmelse til følge, jf. udlændingelovens § 50 a, stk. 2. Østre Landsrets kendelse: Anklagemyndigheden har kæret Glostrup Rets kendelse af 2. juli 2010 (- - -) med påstand om, at bestemmelsen om udvisning opretholdes. D har nedlagt påstand om stadfæstelse. Anklagemyndigheden har indgivet kæreskrift af 8. juli 2010. Den beskikkede forsvarer, advokat Gunnar Homann, har indgivet kæresvarskrift af 13. juli 2010. Kæren har været forhandlet mundtligt. Der er afgivet supplerende forklaring af D, overlæge Marianne Nilsson, A og bistandværgen, C. D har forklaret, at han er på det rene med, at han skal tage medicin resten af livet. Han vil ikke udrejse frivilligt. Han har en halvsøster i Pakistan, som vist nok er gift. Han har hørt, at hun har en del børn. Hun er barn af hans fars første kone. Han har ikke haft kontakt med hende. Han husker ikke at have onkler eller anden familie i Pakistan og har ingen venner og bekendte i landet. Han husker ikke at have haft en pakistansk bankkonto. Hans forældre har været i Pakistan, fordi hans brors hustrus far døde under de nylige oversvømmelser. Efter sin løsladelse har han boet hos sin bror og i forældrenes hjem. Han vil ikke sove i sin lejlighed, fordi han så får selvmordstanker. Hver 14. dag modtager han depotmedicin på hospitalet, hvor han har lejlighed til at tale med lægen. Hver uge henter han anden medicin på hospitalet. Overlæge Marianne Nilsson har forklaret, at D's tilstand er blevet stigende kronificeret i den forløbne tid. Han må følges tæt, for han risikerer tilbagefald, hvis han ikke får den nødvendige medicin. Han kan være svær at fastholde i behandlingen. Han er så dårlig, at han har måttet udsluses over en lang periode. Vidnet har talt med hans familie, der vil overvåge indtagelsen af medicin. Vidnet tager uvarslede blodprøver til kontrol. Kontrollen er afgørende, hvis tilbagefald skal undgås. Ophører medicineringen, er der risiko for personfarlig kriminalitet. A har forklaret, at hans og D's forældre ikke var på besøg i Pakistan i 2000. Forældrene, der nu i alder er tæt på 80 år, rejser til Pakistan med sjældne mellemrum for at besøge vidnets svigerfamilie. Vidnet har aldrig hørt, at deres far har bygget et stort hus i landet. De har en stedsøster, men vidnet har aldrig set hende. D har ingen onkler i Pakistan. Han kender ingen familiemedlemmer og har ikke besøgt venner og bekendte i dette land. Vidnet kender intet til, at D skulle have sendt penge til familie i Pakistan eller skulle besidde en pakistansk bankkonto. D's tidligere forklaring herom skyldes hans sygdom. Vidnet kontrollerer, at D tager sin medicin og overholder aftalerne med sygehuset. Vidnets børn er meget glade for D. C har forklaret, at D skal have hjælp i det daglige, hvis det skal lykkes ham at overholde den nødvendige medicinering. D drømmer om familie i Pakistan, men der er ikke hold i hans forklaringer. Af de grunde, der er anført af byretten om udvisningsspørgsmålet, og da det også efter, hvad der er oplyst for landsretten, er meget usikkert, om behandling kan opnås i Pakistan, bestemmes: Byrettens kendelse stadfæstes, for så vidt den foreligger til prøvelse.