
	UfR 2004.1110 HK
		H.K. 28. januar 2004 i sag 302/2003 Anklagemyndigheden mod A (adv. Gunnar Homann, Kbh., e.o.). Kriminalretten i Hillerøds kendelse 14. april 2003. Ved Hillerød Kriminalrets dom af 21. februar 2001, afsagt i medfør af retsplejelovens § 925, idømtes A for overtrædelse af straffelovens § 191 og forsøg derpå, indførsel, forhandling, besiddelse og forsøg på besiddelse af i alt 520 gram heroin fordelt på fire transaktioner, fængsel i 4 år, medens en påstand om udvisning af domfældte, som er statsborger i Tanzania, ikke toges til følge. Ved Østre Landsrets ankedom af 2. maj 2001 ændredes dommen, således at domfældte udvistes af riget med indrejseforbud for bestandig, idet dog to dommere af seks dissentierede for at stadfæste kriminalrettens dom om dette punkt. Domfældte må, såfremt udvisningen står ved magt, forventes prøveløsladt den 29. april 2003 efter afsoning af syv tolvtedele af straffen og udvist i forbindelse hermed. Ved skrivelse af 9. december 2002 har den beskikkede forsvarer begæret spørgsmålet om opretholdelse af udvisningen indbragt for retten i medfør af udlændingelovens § 50. Anklagemyndigheden, som har indbragt sagen ved skrivelse af 13. marts 2003, har påstået udvisningen opretholdt. Med hensyn til udvisningspåstanden fremgår det af Udlændingestyrelsens skrivelse af 12. februar 2001 blandt andet, at tiltalte har haft lovligt ophold i Danmark i 5 år og 4½ måned. Den 14. august 1995 blev han meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og denne tilladelse er senest forlænget den 20. april 1998, hvor han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Dommen af 21. februar 2001 indeholder følgende bemærkninger om udvisningsspørgsmålet: Med hensyn til tiltaltes personlige forhold i relation til udlændingelovens § 26 bemærkes, at tiltalte første gang var i Danmark fra august 1990 til den 6. juni 1991, hvor han havde midlertidig opholdstilladelse som studerende. I december 1990 lærte han sin nuværende ægtefælle, H, der er dansk statsborger, at kende, og efter hun havde besøgt ham to gange i Tanzania, og han havde besøgt hende her i landet, blev de gift den 19. november 1994. Fra 1995 har tiltalte haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført. Tiltalte var 30 år, da han i 1995 tog ophold i Danmark, og er i dag 36 år. Tiltalte taler og forstår dansk, og derudover taler han engelsk, swahili og haya. Han er under uddannelse til bygningstekniker med henblik på at videreuddanne sig til bygningskonstruktør, og han er medlem af en fagforening. Sammen med sin ægtefælle har han to børn, B på 4½ år og C på 10 måneder, der begge er danske statsborgere. Tiltaltes forældre og otte af hans søskende bor i Tanzania, og dem har han telefonisk kontakt med, ligesom han, efter det oplyste, har været på besøg hos familien i Tanzania i sommeren 1999 sammen med sin kone og deres to børn. Under disse omstændigheder findes afgørende hensyn at tale imod udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4. Henset hertil, og da tiltalte findes at være så velintegreret og have en så stærk tilknytning til Danmark, at en udvisning på grund af hans kriminalitet, uanset at der er tale om grov narkotikakriminalitet, vil være i strid med proportionalitetskravet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, vil tiltalte være at frifinde for påstanden om udvisning. Under domsforhandlingen for landsretten afhørtes både tiltalte og hans hustru H om tiltaltes personlige forhold. Af tiltaltes forklaring fremgik bl.a., at han og hans hustru var kærester fra 1990-1991, men at de først kunne indgå ægteskab og blive familiesammenført i Danmark, efter at hans hustru havde bestået sin eksamen og fået fast arbejde, så hun kunne forsørge ham. De havde overvejet, men opgivet at tage bopæl i hans hjemland. Han var i gang med en uddannelse som byggetekniker i Danmark med henblik på at kunne arbejde her. Han har deltaget meget i pasningen af sine og sin hustrus to børn. Af tiltaltes hustrus forklaring, som i vidt omfang svarer til det under nærværende sag anførte, jf. nedenfor, fremgik bl.a., at hun ikke mente at kunne bosætte sig i Tanzania, »idet det ville være at ofre børnene. Så egoistisk må hun ikke være«. Hvis hun skulle bo i Tanzania, skulle det være som ansat i Danida eller som missionær. Endelig var det oplyst, at en ansøgning fra tiltalte om at blive dansk statsborger var afslået. Under nærværende sag er oplyst, at domfældtes og hans hustrus tredje barn blev født den 21. februar 2003, samt at domfældtes søster D søger om opholdstilladelse med henblik på en uddannelse. Domfældte forklarede, at han sidst har arbejdet som kartograf i Tanzania i 1993 og da var ansat under en offentlig myndighed med en gage på 35.000 shilling pr. måned, dvs. 350 danske kr., næppe nok til at forsørge en person endsige familie. Ganske vist har han nu fået en god dansk uddannelse som byggetekniker, men af klimatiske grunde vil denne uddannelse næppe give ham en velbetalt stilling i Tanzania, og desuden er den offentlige sektor blevet meget nedskåret, således at han vil få vanskeligheder ved overhovedet at få et arbejde. Hans fader er 77 år gammel og får næsten ingen pension, men må nærmest leve af sit landbrug; hans moder er 67 år gammel og blind. Af hans søskende i Tanzania - nu kun 5, idet en er død af aids - bor tre på en blindeskole i en fjerntliggende del af landet, og han har heller ikke særlig forbindelse med de sidste to. Hans hustru og børn vil få mere end vanskelige forhold i Tanzania. Hvide mennesker skal ganske simpelt beskyttes og transporteres, og det koster dyrt. Endvidere vil hans børn på grund af opvækst i Danmark have vanskelige helbredsforhold. Hans børn taler bortset fra ganske få ord overhovedet ikke swahili, kun dansk, og hans hustru har efterhånden helt glemt sit swahili, hvorfor også hendes arbejdsmuligheder i Tanzania vil være begrænsede. Sundhedstilstanden er dårlig i landet, og både lægebehandling og medicin koster meget dyrt. Domfældtes hustru H forklarede, at hun har arbejdet som volontør i Tanzania i 10 måneder i 1989-90 og senere sammen med domfældte har aflagt to familiebesøg senest i 1999. I forbindelse med disse rejser og ophold har hun lært sig selv noget swahili, men har glemt det meste igen. Hun er tilknyttet Luthersk Mission og er medlem af det lokale menighedsråd. Hun har undersøgt mulighederne for at blive udsendt som missionær til Tanzania. Luthersk Mission har afslået, idet man aldrig anvender missionærer, som er gift med lokale. Danmissions lokale folk har endvidere sagt nej, idet det på grund af domfældtes udvisningsdom vil være mere end vanskeligt at give hende en sædvanlig tidsbegrænset kontrakt. En hvid kvinde i Tanzania vil nødvendigvis skulle bo i en »compound« med betalte vagter, og det er kun muligt med lønninger som udsendt. Hun anser det for mere end usikkert, om hun overhovedet vil kunne finde et lokalt arbejde, og økonomisk vil hun aldrig kunne klare sig. Ganske vist er mad og andre daglige livsfornødenheder billige, men dyrere effekter som f.eks. elektronisk udstyr er meget dyrt, f.eks. vil det koste 30 kr. pr. minut at tale i telefon mellem Tanzania og Europa. Sundhedsmæssigt vil det også være uforsvarligt at føre børnene derned; da hun var der sidst, pådrog B sig resistent malaria og var syg i en måned. Som et eksempel på, hvor umuligt det vil være for hende at bosætte sig dernede, nævner hun, at hun ikke engang kan lave mad og vaske på samme måde som de lokale kvinder og derfor ikke vil kunne gennemføre en daglig tilværelse. Hun har derfor efter nøje overvejelse besluttet, at hun ikke vil kunne rejse til Afrika med børnene og bosætte sig der. Hendes verserende videreuddannelse i Danmark, hvor hun læser pædagogisk antropologi, er målrettet mod højere stillinger og bedre lønninger i det danske skolevæsen. At hun har ladet et tredje barn blive undfanget, skyldes, at hun altid har ønsket mange børn, så barnet var et ønskebarn. Hendes danske familie har ydet hende og domfældte meget betydelig hjælp, men dette store netværk vil naturligvis kun kunne bistå dem i Danmark. Hun tilføjede spontant, at både hun og børnene elsker domfældte, så den manglende mulighed for bosættelse i Tanzania betyder ikke, at de vil afbryde forbindelsen med ham i tilfælde af hans udsendelse. For retten er fremlagt diverse udtalelser om domfældtes forhold under afsoning, herunder om hans uddannelse. Retten skal udtale: Som udgangspunkt vil en proportionalitetsovervejelse, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, med endog meget betydelig sikkerhed føre til, at udvisningen af domfældte bør stå ved magt henset særlig til alvoren af de pådømte forbrydelser, indsmugling af heroin, og den idømte straf, fængsel i 4 år, hvilket yderligere støttes af domfældtes kortvarige lovlige ophold i riget, under 6 år, og det forhold, at domfældtes forældre og næsten alle hans søskende fortsat bor i hjemlandet. Hertil kommer, at der ikke i domfældtes egne forhold er indtruffet væsentlige ændringer siden dommen. Selv de mest byrdefulde forhold for domfældte personligt ville ikke kunne føre til et andet resultat. Derimod vil konsekvenserne af udvisningens opretholdelse være nærmest ødelæggende for domfældtes herboende hustru og børn, herunder det siden dommen fødte tredje barn, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 4. Som nye og ændrede forhold siden dommen kan anføres dels den seneste nedkomst, dels den nu opnåede klarhed over, at domfældtes hustru, som er dansk og i lighed med børnene aldrig har boet uden for Danmark, ikke vil have mulighed for at følge med domfældte til Tanzania, jf. den bortfaldne mulighed for ansættelse som missionær el.lign. I denne forbindelse bemærkes, at medens etablering af nyt forhold og et deraf født barn eller genoptagelse af et tidligere brudt forhold efter udvisningsdommen så godt som aldrig bør kunne medføre ophævelse af en tidligere afgørelse om udvisning, når henses til den anden parts kendskab til den forbrydelse, som lå til grund for udvisningsdommen, må der anlægges en anden målestok for fødsel af et nyt barn i et igennem flere år bestående, aldrig afbrudt ægteskab. Idet retten herefter lægger til grund, at der siden dommen er indtrådt væsentlige ændringer i domfældtes forhold, jf. udlændingelovens § 50 sammenholdt med § 26, stk. 1, nr. 4, vil udvisningen være at ophæve. - - - Østre Landsrets kendelse 4. juni 2003 (18. afd.) (Kallehauge, Taber Rasmussen, Lone Bach Nielsen (kst.)). Ved Østre Landsrets ankedom af 2. maj 2001 (20. afd. - - -) blev A for overtrædelse af straffelovens § 191 straffet med fængsel i 4 år og udvist med indrejseforbud i Danmark for bestandig. Da afslutning af afsoningen af den idømte straf nærmede sig, begærede A i medfør af udlændingelovens § 50 spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten. Ved Hillerød Kriminalrets kendelse af 14. april 2003 fik A medhold i sin påstand, og bestemmelsen om udvisning blev ophævet. Denne kendelse er påkæret af Politimesteren i Hillerød ved kæreskrift modtaget den 23. april 2003. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at bestemmelsen om udvisning i Østre Landsrets dom af 2. maj 2001 ikke ophæves. A har påstået stadfæstelse. Kæremålet har været behandlet mundtligt. Om kærendes, A's, tilknytning til Danmark fremgår navnlig følgende oplysninger af sagens akter: 1990-1991: Studieophold i Danmark betalt af Danida. I december 1990 mødte kærende H, som han senere blev gift med. Kærende og H opretholdt brevforbindelse m.v. i de følgende år. 1992: H besøgte kærende i Tanzania. H, som da var lærerstuderende, havde i 1990 virket i 10 måneder som lærer på en skole for missionærbørn i Tanzania. 1993: Kærende har været på besøg i Danmark i julen 1993. 1994: H afslutter sin læreruddannelse. 11. nov. 1994: Kærende indrejst i Danmark. 19. nov. 1994: Kærende blev gift med H. Efter et ophold på ca. 14 dage rejste kærende tilbage til Tanzania. 29. juni 1995: Ansøgning om opholdstilladelse - familiesammenføring. 14. aug. 1995: Opholds- og arbejdstilladelse meddelt. 20. april 1998: Opholds- og arbejdstilladelse gjort tidsubegrænset. Okt. 1998-2000: Kærende begik i løbet af godt 2 år fire overtrædelser af straffelovens § 191 ved ad to gange at indsmugle ikke under 320 gram heroin fra Tyrkiet, ved at sælge ikke under 100 gram heroin og ved at opbevare et lignende kvantum med henblik på salg. 1999: H var på et 6-måneders skoleophold i Tanzania og havde datteren B med. Kærende kom på besøg i 14 dage, som blev anvendt til besøg hos hans familie i Tanzania. 3. jan. 2001: Kærende fængslet sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191. 21. feb. 2001: Hillerød Rets dom, kærende ikendt 4 års fængsel, men frifundet for udvisning. 2. maj 2001: Østre Landsrets dom, stadfæstelse af straffen, men kærende blev udvist for bestandig, med 4 stemmer for og 2 imod. April 2003: Afsoning af 7/12 af straffen er afsluttet. Prøveløsladelse efter ⅔ tid skal finde sted den 29. august 2003. Kærende har haft lovligt ophold her i landet i 5 år og 4 måneder. Han har tre børn med sin hustru H: B født den 11. august 1996: 6 år C født den 29. april 2000: 3 år E født den 21. februar 2003: 3 måneder. Kærendes hustru og børn er danske statsborgere. Der er afgivet fornyet forklaring af A og hustruen H. A har supplerende forklaret blandt andet, at den uddannelse som byggetekniker, som han har færdiggjort under afsoningen, er baseret på danske og til dels europæiske forhold og derfor ikke uden videre er anvendelig i Tanzania, hvor huse bygges på en helt anden måde. Det er hans vurdering, at han vil få svært ved at finde job i Tanzania til en løn, der giver ham mulighed for at forsørge en familie, højst ham selv, og for at kunne betale vagter, der kan give hans hustru den beskyttelse, hun som hvid kvinde ikke vil kunne undvære. H har supplerende forklaret blandt andet, at hun under sit ophold i Tanzania som volontør i 1990 boede på Den Danske Skole, en særlig kostskole for børn af danske missionærer og andre udsendte, beliggende i en »compound« med vagter. Det vil ikke være muligt for hende som hvid kvinde at tage ophold i Tanzania, uden at hun får særlig beskyttelse. Hun kender selv kun til to blandede ægteskaber i Tanzania, men i begge tilfælde boede de pågældende i en »compound« med beskyttelse og havde råd til at betale herfor. Hun blev gift med A den 19. november 1994, da hun var blevet færdig som lærer og derfor kunne opfylde forsørgelseskravet for familiesammenføring. I 1992 besøgte hun A's familie i Tanzania for første gang. Deres ældste barn, B, blev født den 11. august 1996. B var med, da hun i 1999 for anden gang og foreløbig sidste gang besøgte A's familie i Tanzania. Familien bor på landet i en bolig uden vand og el. Køkkenet er beliggende i en egentlig hytte, og toilettet er blot et hul i jorden. Familien har ingen møbler, men sidder på græs strøet på gulvet. Besøget skete i forbindelse med, at hun var på sprogskole i 6 måneder i Tanzania for at lære swahili og herunder fik besøg af A i 14 dage. Deres mellemste barn, C, blev født den 29. april 2000. I en periode på ca. 2 år forud for 2001 var A's søster, D, au pair pige hos dem. D har kun kunnet blive her i landet, hvor hun nu er i gang med en uddannelse til social- og sundhedshjælper, fordi afhørtes forældre har lånt afhørte de 50.000 kr., der skulle til for at kunne stille den kaution for D's forsørgelse, som kræves. Det yngste barn, E, blev født 21. februar 2003. Alle tre børn er tæt knyttet til deres far, A, og de taler i telefon med ham hver dag og besøger ham hver uge. Hun er selv netop blevet færdig med første del af uddannelsen til cand.pæd. Hun læser videre med sigte på at kunne blive seminarielærer, konsulent, forsker eller lignende her i landet. Hun har imidlertid løbende undersøgt mulighederne for at kunne blive udsendt til Tanzania af Danida, Ibis, Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp, men der har ikke været nogen stillinger, som hendes uddannelse og baggrund gav mulighed for at søge. Også på den baggrund vil hun ikke have nogen mulighed for at følge med A til Tanzania, hvis udvisningen opretholdes. En stilling som missionær kan hun heller ikke få, fordi hverken Danmission eller de andre missionsselskaber vil ansætte en dansk missionær, der er gift med en person, der er statsborger i Tanzania. Anklagemyndigheden har navnlig gjort gældende, at der ikke foreligger væsentligt forandrede forhold, og at Hillerød Kriminalrets kendelse allerede af den grund savner fornøden hjemmel. En opretholdt forbindelse imellem ægtefæller, medens den ene er strafafsoner, er ikke tilstrækkeligt hertil. At hustruen og børnene, måske meget forståeligt, ikke ser sig i stand til at følge kærende til Tanzania, er heller ikke nyt, idet dette også fremgår af den forklaring, kærendes hustru afgav under ankesagen i landsretten i maj 2001. Ved vurdering af udvisningens konsekvenser er det ikke hensynet til kærende, men alene hensynet til hustruen og børnene, der kan tillægges vægt, og man må i den forbindelse se bort fra det tredje barn, som hustruen har valgt at føde med fuldt kendskab til risikoen for udvisning. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har, som det fremgår af dens praksis på dette område, valgt at indrømme staterne en vis margin ved udøvelse af skønnet over, hvornår det er nødvendigt at foretage udvisning i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd for at forebygge blandt andet forbrydelser, jf. artikel 8, stk. 2, og denne margin er blevet udvidet i de seneste 10 års praksis. En fastholdelse af udvisningen er i denne sag særdeles velbegrundet og helt klart ikke i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Forsvareren har heroverfor navnlig gjort gældende, at der ikke er påstået afvisning af kæremålet i henhold til udlændingelovens § 50, stk. 2, fordi det ikke er åbenbart, at der ikke foreligger væsentligt forandrede forhold. De væsentligt forandrede forhold består i, at parterne har et nyfødt barn, at begge har fortsat deres videreuddannelse med henblik på at leve og arbejde her i landet, og at et længe forud for kærendes kriminalitet bestående ægteskab er bevaret og undergået en fortsat positiv udvikling. Hustruens endelige stillingtagen til, om hun og børnene eventuelt ville følge kærende til Tanzania, er naturligt nok først truffet, efter at enhver mulighed for, at hun kunne blive udsendt som missionær eller ulandskonsulent til Tanzania, har vist sig uigennemførlig. Dette er derfor også en ny væsentlig forandring i forhold til stillingen, da landsretten i maj 2001 traf bestemmelse om udvisning. Afgørende er alene, om udvisning er nødvendig i et demokratisk samfund for at forebygge forbrydelse. Man må i den forbindelse lægge vægt på, at kærende ikke har opholdt sig i Tanzania siden 1995, at der nu er gået adskillige år, siden kærende begik de kriminelle forhold, at hans senere adfærd har været eksemplarisk, at kærendes ægteskab, der har varet i næsten 8 år, er velfungerende, at han er en god far for sine børn, og at en udvisning vil få voldsomme, negative virkninger for kærendes hustru og de tre børn. En udrejse til Tanzania er den eneste mulighed, kærende har, idet ingen andre lande vil tage imod ham. Der findes intet alternativ til og mulighed for familieliv for kærende end fortsat ophold i Danmark. Udvisningen er derfor med føje ophævet, hvorfor den påkærede kendelse bør stadfæstes. Landsrettens begrundelse og resultat: Det må lægges til grund, at kærende er blevet ikendt en straf på 4 års fængsel for fire særdeles alvorlige overtrædelser af straffelovens § 191, hvilket som udgangspunkt for en udlænding, der kun har haft lovligt ophold her i landet i godt 5 år, og som også har bevaret tilknytning til sit hjemland, vil medføre udvisning for bestandig. Kærende er således hverken en udlænding, der er født her i landet, eller en udlænding, som er flyttet til Danmark i en så ung alder, at vedkommende bør nyde en særlig beskyttelse mod udvisning, fordi han i realiteten hører til her som en integreret del af den danske befolkning. Kærende har ikke mistet forbindelse til sit hjemland, idet hans forældre og 5 søskende stadig bor i Tanzania. Han har også under sit ophold i Danmark sammen med sin hustru og B besøgt sit hjemland i 14 dage i 1999. Hele hans opvækst, skolegang og uddannelse til landmåler er foregået i Tanzania, hvor han også har arbejdet som landmåler. Han er således fortsat knyttet til Tanzania ved sit statsborgerskab, sin familie - bortset fra hustru, børn og en herboende søster - og ved sit modersmål. Kærende var 30 år, da han via sit ægteskab med en dansk kvinde fik opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Hverken kærendes alder eller helbred - hans dårlige ryg - taler afgørende imod, at udvisningen effektueres. Kærendes tilknytning til arbejdsmarkedet, den uddannelse til byggetekniker m.v., han har gennemført, til dels under strafafsoning, og hans forholdsvis gode danskkundskaber samt de mange gode udtalelser, der er afgivet om ham af flere fængselspræster, en organist og fra Kriminalforsorgens side, jf. erklæring af 22. maj 2002 vedrørende ledsaget udgang afgivet af to funktionærer i Horsens Statsfængsel, er selvsagt ikke uden betydning, men ej heller, hverken hver for sig eller i forening, afgørende. Afgørende er derimod, om disse for kærendes sag positive elementer i forening med hans familiemæssige tilknytning her til landet - i form af et ægteskab, der trods langvarig strafafsoning er bevaret, og hvori der nu er 3 mindreårige børn, herunder et nyfødt barn - udgør så væsentlige ændringer i hans forhold i medfør af udlændingelovens § 50, jf. § 26, at dette må antages at medføre, at en udvisning vil udgøre et indgreb, der står i misforhold til den kriminalitet, han har begået, og derfor må anses for at stride imod kærendes ret til familieliv i henhold til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ved vurderingen af, om udvisning vil være uforenelig med respekten for den proportionalitetsgrundsætning, som danske myndigheder skal overholde i denne forbindelse, må det lægges til grund, at kærendes hustru dels har undersøgt og konstateret, at hun ikke har mulighed for at blive udsendt som ulandskonsulent eller missionær til Tanzania, dels at hun, som kender de forhold, børnene og hun vil komme til at leve under i Tanzania, hvis de ikke lever som udsendt af Danida, et missionsselskab eller lignende, med føje har måttet erkende, at det hverken tør eller bør hun byde børnene af hensyn til deres sundhed, skolegang og uddannelse. En udvisning af kærende for bestandig er derfor ensbetydende med, at børnene mister deres far, hustruen sin ægtefælle og kærende sin familie, idet det af såvel økonomiske som tekniske årsager ikke vil være muligt for dem at bevare andet end brevforbindelse og kun en yderst begrænset telefon- og mailkontakt samt sporadiske feriebesøg, formentlig med års mellemrum. Dette kan ikke anses som en opfyldelse af kærendes ret til familieliv, i den forstand hvori dette begreb anvendes i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Selvom sagen må anses som et grænsetilfælde, findes det dog overvejende betænkeligt at lade en udvisning effektuere dels på grund af hustruens meget loyale og overbevisende fastholdelse af ægteskabet, blandt andet demonstreret ved hyppige besøg i fængslet og ved at føde barn nummer 3, dels fordi familien med god grund ikke kan følge kærende til Tanzania. Disse forhold må anses som nye væsentligt ændrede forhold, der er indtrådt siden Østre Landsrets dom af 2. maj 2001. Under de således nu foreliggende omstændigheder må en udvisning for bestandig i dette tilfælde tilsidesættes som uforenelig med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fordi dette indgreb vil stå i misforhold til - ikke er proportionalt i forhold til - selv den alvorlige kriminalitet, kærende har begået. Landsretten stadfæster derfor Hillerød Kriminalrets kendelse af 14. april 2003. - - - Statskassen betaler sagens omkostninger Højesterets kendelse. Afgørelser i tidligere instans I tidligere instanser er truffet afgørelser af Kriminalretten i Hillerød den 14. april 2003 og af Østre Landsrets 18. afdeling den 4. juni 2003. Landsrettens kendelse er med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret. Dommere I påkendelsen har deltaget fem dommere: Wendler Pedersen, Poul Sørensen, Torben Melchior, Per Walsøe og Niels Grubbe. Påstande Kendelsen er med Procesbevillingsnævnets tilladelse kæret af anklagemyndigheden med påstand om, at bestemmelsen om udvisning i Østre Landsrets dom af 2. maj 2001 ikke ophæves. A har påstået stadfæstelse. Østre Landsrets 18. afdeling har henholdt sig til afgørelsen. Anbringender Anklagemyndigheden har bl.a. anført, at der ikke er indtrådt sådanne nye og væsentlige ændringer i A's forhold, at der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 50, stk. 1, jf. § 26, at ophæve udvisningen. Fastholdelsen af ægteskabet og oplysningerne om familiens vanskeligheder ved at følge med til Tanzania kan således ikke betegnes som nye væsentligt ændrede forhold indtrådt siden landsrettens dom af 2. maj 2001. Den omstændighed, at han og ægtefællen efter beslutningen om udvisning har fået et tredje barn, kan heller ikke antages at udgøre en væsentlig ændring af betydning for udvisningsspørgsmålet. Det forhold, at ægtefællen nu har fået oplyst, at hun ikke vil have mulighed for at blive udsendt som missionær for Luthersk Mission eller Danmission, udgør heller ikke en sådan ny og væsentlig ændring i forhold til det, der allerede kunne lægges til grund under sagen i 2001 med hensyn til de vanskeligheder, familien ville få ved at følge med A til Tanzania. Endelig kan ægtefællens beslutning om ikke at ville følge med ham til Tanzania ikke føre til, at en effektuering af udvisningen vil indebære en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 8. A har bl.a. anført, at der i medfør af udlændingelovens § 50, jf. § 26, skal ske en ny retlig prøvelse af spørgsmålet om udvisning. Denne prøvelse må indebære en fuld, ny realitetsprøvelse af udvisningsspørgsmålet baseret på de nu foreliggende oplysninger om ham og hans families forhold og ikke kun en prøvelse af, om forholdene måtte have ændret sig væsentligt. Der foreligger væsentligt forandrede forhold. Han har opretholdt kontakten til ægtefælle og børn under afsoningen, og han og hans ægtefælle har fået endnu et barn. Begge ægtefæller har forbedret deres erhvervsmæssige kompetencer, og disse kompetencer vil kunne udnyttes i Danmark. Hans ægtefælle har måttet konstatere, at hun ikke har mulighed for at blive udsendt til Tanzania, og har måttet drage den konsekvens, at hun af hensyn til børnenes sundhed, skolegang og uddannelse hverken tør eller bør byde dem at følge med til Tanzania med de vilkår, som hun og børnene vil komme til at leve under, hvis de blot skal følge med som familie til ham. Højesterets begrundelse og resultat Tre dommere - Torben Melchior, Per Walsøe og Niels Grubbe - finder, at det efter de nu foreliggende oplysninger må anses for reelt udelukket for familien at fortsætte familielivet i Tanzania, hvis A udvises for bestandig. Under henvisning hertil og til det, som landsretten i øvrigt har anført, tiltræder vi, at bestemmelsen om udvisning ophæves, jf. udlændingelovens § 50 sammenholdt med § 26, stk. 1, nr. 4, og stk. 2, således som disse bestemmelser må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Vi stemmer derfor for at stadfæste kendelsen. To dommere - Wendler Pedersen og Poul Sørensen - udtaler: A blev ved Østre Landsrets dom af 2. maj 2001 for overtrædelse af straffelovens § 191 straffet med fængsel i 4 år og udvist med indrejseforbud for bestandig. Det oplyste om, at ægtefællen under hans afsoning har født ægteparrets tredje barn, og at ægtefællen definitivt har besluttet, at hun ikke med børnene vil bosætte sig sammen med domfældte i Tanzania, kan ikke anses for så væsentlige ændringer i hans forhold, jf. udlændingelovens § 50, stk. 1, jf. § 26, at udvisningen af ham kan ophæves. De øvrige oplysninger om hans forhold under og efter afsoningen kan ikke begrunde en anden vurdering. Under hensyn til den afgørende vægt, der må tillægges straffen på fængsel i 4 år for narkotikakriminalitet, kan heller ikke en proportionalitetsafvejning, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, føre til ophævelse af udvisningen. Vi stemmer derfor for at tage anklagemyndighedens påstand til følge. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet, og Højesteret stadfæster derfor kendelsen. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes.