TfK 2011.208 ØLD

Ø.L.D. 24. november 2010 i anke 4. afd. S-1745-10
 

  Anklagemyndigheden mod T2 (adv. Michael Meyn, besk.).

(Michael Dorn, Gunst Andersen og Kristine Schmidt Usterud (kst.) med domsmænd).

Svendborg Rets dom af 31. maj 2010:

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 9. april 2010.

T1 og T2 tiltales ved retten i Svendborg med påstand om fængselsstraf og bøde for

- - -.

3. T2

overtrædelse af straffelovens § 192a, stk. 1 nr. 1, ved på et tidspunkt mellem den 14. oktober 2009 ca. kl. 13.00 og den 1. november 2009 ca. kl. 12.00 i forening med S1, S2 og S3 at have besiddet 1 jagtgevær med tilhørende ammunition, ligesom sigtede, S1, S2 og S3 skød ud over vandet ved Lehnskov i Svendborg.

Påstande

Anklagemyndigheden har vedrørende T2 nedlagt påstand om fængselsstraf.

- - -

Tiltalte T2 har nægtet sig skyldig i forhold 1, men erkendt forhold 3.

Sagens oplysninger

- - -

Tiltalte, T2, - - -.

Tiltalte forklarede, at han kunne erkende sig skyldig i forhold 3. Han blev samlet op på sin bopæl af S1 og to andre. S1 spurgte om han ikke ville med ud, og han så nu, at der bag i bilen lå et gevær. S1 spurgte, om han ikke kunne tænke sig at skyde med det, og han syntes det var spændende og tænkte ikke over, at det kunne være en overtrædelse af våbenloven. De kørte ud til Lehnskov, hvor de alle steg ud af bilen. Han fik overleveret geværet. Der var en patron i. Han stod og pegede ud over vandet og klikkede, men der skete intet. Umiddelbart herefter klikkede han igen og skuddet gik af. Han er efterfølgende meget ked af, at han »gik med til det«. De skød op i luften, og han tænkte ikke på, at det kunne være farligt. Herefter pakkede de sammen og kørte fra stedet.

- - -

Tiltalte, T2, er tidligere straffet ved

betinget dom af den 3. november 2005 afsagt af retten i Svendborg med fængselsstraf i 14 dage. Betingelser indtil den 29. august 2007 for overtrædelse af straffelovens § 244, og våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, litra A. I medfør af straffelovens § 56, stk. 2, jf. § 57, stk. 1, nr. 9, mod en prøvetid på 2 år, undergiver sig foranstaltninger i 2 år efter § 40 i lov om social service, herunder med betingelse om ophold, uddannelse og fritidsbeskæftigelse efter de sociale myndigheders nærmere bestemmelse.

afgjort ved bødeforlæg den 20. september 2006 af politimesteren i Svendborg med bøde kr. 5.200 for tyveri efter straffelovens § 276, overtrædelse af straffelovens § 276, overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1, overtrædelse af straffelovens § 293.

betinget dom af den 29. august 2007 afsagt af retten i Svendborg med fængselsstraf i 60 dage. Betingelser indtil den 21. januar 2008 for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1 og ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 1. I medfør af straffelovens § 62, stk. 2, jf. § 56, stk. 2 mod en prøvetid på 2 år og indtil det fyldte 18. år undergiver sig foranstaltninger efter lov om social service § 52, herunder med betingelse om ophold, uddannelse og fritidsbeskæftigelse.

betinget dom af den 21. januar 2008 afsagt af retten i Svendborg med fængselsstraf i 60 dage. Betingelser indtil den 21. januar 2010 for straffelovens § 285, jf. § 276. I medfør af straffelovens § 56, stk. 2 mod en prøvetid på 2 år og indtil det fyldte 18. år undergiver sig foranstaltninger efter lov om social service, § 52, herunder med betingelser om ophold, uddannelse og fritidsbeskæftigelser. I medfør af straffelovens § 61, stk. 2, [fællesstraf] med den betingede dom af 28. august 2007.

Kriminalforsorgen har i konklusionen i § 808-undersøgelse, udarbejdet den 6. januar 2009 vedrørende T2 oplyst:

»Såfremt retten finder, at den verserende sag kan afgøres med en hel eller delvis betinget dom, anses den sigtede for egnet til at modtage en sådan afgørelse, hvortil man skal anbefale, at der tilknyttes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i 1 år. På ovenstående vilkår vurderes pågældende egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.«

- - -

Tiltalte, T2, har om sine personlige forhold forklaret, at han kan bekræfte de oplysninger, Kriminalforsorgen har anført i personundersøgelsen. Han går stadig på Produktionsskolen og vil færdiggøre uddannelsen.

Rettens begrundelse og afgørelse

- - -

Vedrørende forhold 2 og 3:

Ved de tiltaltes uforbeholdne erkendelse, der støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger, er det bevist, at T1 er skyldig i forhold 2 og T2 i forhold 3.

- - -

Straffen for så vidt angår T2 fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 192a, stk. 1, nr. 1.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 2. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 150 timer.

Det har sit forblivende med den betingede dom af 21. januar 2008, jf. straffelovens § 61, stk. 2, nr. 2.

Retten har ved straffens fastsættelse lagt vægt på, at tiltalte på offentlig sted har besiddet et jagtgevær med tilhørende ammunition, samt at han i et tilfælde affyrede geværet. Henset til tiltaltes gode personlige forhold og til de specielle konkrete omstændigheder, hvorunder forholdet er begået, finder retten undtagelsesvis, at straffen kan gøres betinget på vilkår af, at tiltalte udfører samfundstjeneste.

Thi kendes for ret:
- - -

Tiltalte T2 skal straffes med fængsel i 1 år.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:

1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.

2. Tiltalte skal inden for en længstetid på 8 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 150 timer.

3. Tiltalte skal i 1 år være under tilsyn af Kriminalforsorgen, og skal efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelse i denne periode undergive sig behandling mod misbrug af alkohol samt misbrug af narkotika.

Østre Landsrets dom:


Svendborg Rets dom af 31. maj 2010 (- - -) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, således at en del af straffen gøres ubetinget, jf. straffelovens § 58.

Tiltalte har påstået formildelse, herunder at forholdet henføres under våbenloven.

Der er til brug for sagen foretaget personundersøgelse af 18. marts 2010 i henhold til retsplejelovens § 808.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han blev opsøgt på bopælen og fik forevist geværet, der lå i en bils bagagerum. Han blev spurgt, om han havde lyst til at skyde med geværet, da de var på vej til Lehnskov. Han spurgte ikke de andre, hvor de havde geværet fra. Han var klar over, at det var et haglgevær med 2 løb. Der var ikke andre biler parkeret i skoven, hvor bilen blev parkeret. Der var få minutters gang til stranden. En af de andre afgav et skud ud over vandet. Derefter afgav tiltalte et skud. Han skød også ud over vandet. Det var mørkt. Han blev kørt hjem umiddelbart efter. Stranden er beliggende ca. 5 km uden for Svendborg. Nærmeste bebyggelse er 1-1½ km væk fra stranden.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte er fundet skyldig i sammen med 3 nu domfældte at have besiddet et haglgevær med tilhørende ammunition, ligesom han og en af de domfældte afgav skud ud over vandet ved Lehnskov i Svendborg. Under disse omstændigheder tiltræder landsretten, at tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1.

Straffen findes passende fastsat.

Når henses til det fremkomne om tiltaltes personlige forhold, findes det undtagelsesvis forsvarligt, at en del af den forskyldte straf gøres betinget, således at alene 4 måneder af [straffen] skal fuldbyrdes, jf. straffelovens § 58.

Betingelserne for den betingede del af straffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T2 straffes med fængsel i 1 år.

Fuldbyrdelsen af 8 måneder af straffen udsættes og bortfalder på vilkår,

at tiltale ikke begår nyt strafbart forhold i en prøvetid på 1 år,

at tiltalte undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden, og efter

Kriminalforsorgens nærmere bestemmelse i denne periode undergiver sig behandling mod misbrug af alkohol samt misbrug af narkotika.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.