Instruks for tilsyn i underbranchen: Fængselsvæsen

At-intern instruks nr. 10/2008
Ressortenhed: VG
Oprettet: Maj 2008
Senest revideret: marts 2010

Emne og baggrund

Fængsler er emnet for denne instruks. Den skal ses som et supplement til vejviser 34, Politi, fængselsvæsen og vagtselskaber. Dvs. at instruksen primært beskriver emner, der ikke allerede er beskrevet i vejviseren.
 
Formålet med tilsynsinstruksen er at orientere om særlige forhold samt opstille en fælles ramme for gennemførelse af tilsyn i fængsler.
 
Det materielle arbejdsmiljø i fængsler fordeler sig på en række typiske funktioner - kontorarbejde, værkstedsarbejde, kantinekøkken og almindelig arbejde med indsatte.
 

Særlige forhold

Kriminalforsorgens institutioner består af en række forskelligartede institutioner som f.eks. store lukkede fængsler, åbne fængsler og større eller mindre arresthuse.
 
Denne instruks omhandler og har fokus på fængselsfunktionærernes arbejdsmiljø, men der findes også en stor gruppe forsorgsmedarbejdere i Kriminalforsorgen, og deres arbejdsmiljø kan ofte også være belastet. Vi møder dem typisk i KIF-afdelingerne (Kriminalforsorg I Frihed, hvor man bl.a. har kontakt med prøveløsladte og løsladte, som har pligt til at holde sig i kontakt med Kriminalforsorgen. KIF hører under samme branchegruppe som Kriminalforsorgen i øvrigt.), men der er også mange forsorgsmedarbejdere i fængslerne. Forsorgsmedarbejdere er typisk socialrådgivere og lærere, men gruppen omfatter også en del administrative medarbejdere. Forsorgsmedarbejdernes arbejdsmiljø kan bedst sammenlignes med arbejdsmiljøet i kommunale forvaltninger, hvor man har vanskelige klientkontakter, eller med skoler, hvor man skal undervise elever med svære problemer. Se også vejviser 27 Kontor og administration og vejviser 48 Undervisning.

Instruksen omhandler også arbejdsmiljøet for indsatte i fængsler og arresthuse, der udfører arbejde på institutionernes særlige arbejdspladser. Indsatte dækker både over afsonere og arrestanter. Principielt er afsonere (personer der har fået en dom) anbragt i de åbne eller lukkede fængsler, mens arrestanter er anbragt i arresthusene. Som følge af kapacitetsmangel samt problemer med grupper af indsatte, der ikke kan afsone sammen (fx indsatte der skal beskyttes mod medfanger), placeres en del afsonere i arresthusene.

Indsatte i fængsler og arresthuse, der arbejder på værksteder mv., vil normalt være omfattet af reglerne om arbejde for en arbejdsgiver (arbejdsmiljølovens almindelige område).

I fængslerne foregår en stor del af arbejdet på deciderede værksteder med egentlig produktion, som f.eks. træ- og metalværksteder, samt i storkøkkener, der leverer mad til et større antal fængsler og arresthuse. Vær opmærksom på at fx kantine med eget P-nummer ikke skal screenes.

I arresthuse er det hovedsaligt mindre montage- og pakkeopgaver der bliver udført, enten i mindre værksteder eller i cellen. Dette arbejde er også omfattet af arbejdsmiljøloven, og foregår mange gange under mere primitive forhold end i fængslerne, da arbejdsopgaverne kan være meget forskelligartede, og der ikke altid er indrettede forhold i arresthusene til at udføre disse opgaver, (fx arbejde med organiske opløsningsmidler uden der er etableret procesventilation).

Rengøringen af fællesarealer, vagtrum, kontorer o.l. i fængsler og arresthuse, udføres i mange tilfælde af de indsatte. På grund af manglende viden om rengøring og til tider manglende motivation til at udføre arbejdet, kan rengøringsstandarden være meget lav, hvilket belaster indeklimaet for de ansatte.

Instruks

Særlige bemærkninger vedr.: Psykisk arbejdsmiljø

Vær opmærksom på, at der foreligger en række afgørelser fra Arbejdsmiljøklagenævnet vedrørende psykisk arbejdsmiljø i fængsler og arresthuse.
 
Fokuspunkter til vurdering af psykisk arbejdsmiljø ved tilsyn i fængsler, arresthuse og KIF-afdelinger:
 
Tidspres og stor arbejdsmængde
  • Højt ”belæg”: Der kan lokalt og periodisk forekomme, at man har pladsmangel i arresterne. Vær opmærksom på, hvilke muligheder stedet har for at håndtere de problemer, der kan opstå som følge heraf - fx at man skal have 2 indsatte i samme celle.
  • Der har i længere tid været en del frustrationer blandt fængselsfunktionærerne over det IT-system (”Klientsystemet”), som skal anvendes til samtlige administrative forhold omkring en indsat. Der er store lokale forskelle på, om problemet fortsat eksisterer.
  • Oplevelsen af stor arbejdsmængde og tidspres har mange gange sammenhæng med at fængselsfunktionærerne kan have meget forskellige holdninger til, hvordan arbejdet med de indsatte skal foregå. Dette kan skabe konflikter mellem indsatte og ansatte, eller konflikter de ansatte imellem. Det er derfor vigtigt, at der er en fælles linje for, hvordan de indsatte behandles.
  • I nogle af fængslerne og arresthusene er der tradition for, at fængselsfunktionærerne efter eget ønske har meget lange vagter (”Dobbeltvagter”). Det kan være problematisk, hvis arbejdet i øvrigt er psykisk belastende, men det er en vanskelig problemstilling at håndtere. Der er ofte et væsentligt positivt element af indflydelse på egen arbejdssituation med i billedet. Eventuelle reaktioner følger praksis, når vi møder skiftende arbejdstider og natarbejde (skiftarbejde).
  • I arresterne har man jævnligt problemer med at skulle håndtere indsatte, som man ikke kender, og som kan være psykisk syge. Det er vigtigt, at fængselsfunktionærerne har kendskab til de mest almindeligt forekommende symptomer på psykisk sygdom, og at de har mulighed for at få hjælp til at håndtere opgaverne omkring denne type indsatte, hvis de er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig.

Risiko for vold, trusler og traumatiske hændelser

  • Kriminalforsorgen arbejder meget med ”Dynamisk sikkerhed” som et væsentligt element i forebyggelsen af vold. Se evt. beskrivelsen heraf på Kriminalforsorgens hjemmeside www.kriminalforsorgen.dk.
  • Man har naturligvis også et udbygget system af såkaldt ”Statisk sikkerhed”, som fx består af:
    - Overfaldsalarmer
    - Perimetersikkerhed
    - Overdækning af gårdtursarealer
  • Risiko for vold og trusler opstår også i forbindelse med gårdture og transport af indsatte.

Mobning

  • I nogle fængsler findes der fængselsfunktionærer, der oplever sig truet af "stærke kolleger", som har sat sig på magten i dele af fængslerne. Fx kan disse fængselsfunktionærer opleve, at de får de dårligste vagter (som tildeles af vagtlederen for det pågældende afsnit), at de får de dårligste arbejdsopgaver, og at de i øvrigt generelt bliver frosset ude. Det kan være i konkrete situationer med indsatte, hvor "stærke kolleger" lader dem i stikken, og de evt. fornemmer, at der ikke er hjælp at hente i ledelsen (føler sig efterladt i et ledelsesmæssigt vakuum).
  • Såfremt den tilsynsførende får oplysninger om, at der finder handlinger sted, der har karakter af mobning eller seksuel chikane fra andre ansatte, spørges der nærmere ind til dette ved hjælp af spørgeguidens afsnit om mobning eller seksuel chikane. Det kan fx være tilfældet, hvis konflikter udvikler sig til mobning eller seksuel chikane.  
Nedenfor er en liste af alle emner, der er særlige for fængsler, arresthuse etc. Ved tilsyn i branchen skal disse som minimum checkes.

 
Emner Beskrivelse og eksempler, der ikke fremgår af vejviseren
Ergonomi Skader i forbindelse med voldsomme indsatte, arbejdsstillinger i forbindelse med kontorarbejdspladser, der ikke kan indstilles, selv om de benyttes af mange forskellige
Ulykker Overfald fra indsatte, skader i forbindelse med håndtering af voldsomme indsatte. Vær opmærksom på magtanvendelse under transport af indsatte på trapper og lign. Vær desuden opmærksom på muligheden for genstande, der kan falde ned ved etageadskillelser uden sikkerhedsnet, og områder der ikke kan overvåges fra vagtkontoret.
 
Arbejde med maskiner i værksteder kræver effektiv instruktion og tilsyn, da de indsatte ikke altid har kendskab til maskiner.
Psykisk arbejdsmiljø Se vejviser, spørgeguide til politi, fængselsvæsen, vagtselskaber mv. samt ovenstående afsnit om psykisk arbejdsmiljø i forbindelse med TT
Støj

 

 

 

Støj fra maskiner i værksteder
Utilfredsstillende akustiske forhold

Indeklima Rengøring og dårlig ventilation
Kemi Vær opmærksom på, om der forefindes arbejdspladsbrugsanvisninger for de anvendte stoffer og materialer og om de anvendes korrekt

De, der er med fed er også med i vejviseren

 

 

Typiske reformreaktioner

Der kan inden for branchen typisk forekomme belastninger, der kan give anledning til afgivelse af rådgivningspåbud efter bekendtgørelsen, inden for nedenstående arbejde:

 

Kemiske belastninger

Manglende procesudsugning, eller procesudsugning hvor der foretages helt eller delvis recirkulation af den forurenede luft.

Psykisk arbejdsmiljø

Psykiske arbejdsmiljøproblemer, hvor virksomheden ikke viser vilje eller evne til at løse problemerne, og der derfor bliver afgivet påbud i sagen.

Links til relevant vejledningsmateriale vedr. fængsler

Se www.politi.at.dk
 
Vold & Trusler - kan og skal forebygges.
Inspiration til ansatte i fængsler og arresthuse. Socialt udviklingscenter.www.sus-net.dk
 
TVIST - Projekt Trusler og Vold, Helbred og Trivsel hos ansatte i statsfængsler
Arbejdsmiljørådets Service Center, 2001
 
Links:
www.vold-som-udtryksform.dk
www.kriminalforsorgen.dk
www.danskfaengselsforbund.dk
www.politi.at.dk
 

Ikrafttræden

Straks

Særligt om tilsyn med de indsattes arbejdsmiljø

For så vidt angår de arbejdsmiljøforhold, der gør sig gældende i institutionernes værksteder, skal de indsatte inddrages i APV – arbejdet i det omfang den enkelte institution med udgangspunkt i de lokale forhold har fundet det hensigtsmæssigt og muligt i praksis. Ved tilsyn spørges om, hvordan de indsatte inddrages i APV – processen, og i givet fald vejledes om, at dette fx kan ske via en arbejdsleder. 

 

Vedligeholdelse

VG har ansvaret for vedligeholdelsen. Instruksen vil som minimum blive efterset, når branchen er screenet færdig.