Ret til uovervågede telefonsamtaler med advokater i klagesag om prøveløsladelse

"....Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen har via Folketinget Ombudsmand mod­taget Deres skrivelse af 25. marts 2007, hvor De klager over direktoratets afgørelse af 20. februar 2007 og over at reglerne i straffuldbyrdelseslovens §§ 56 og 57 kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt EU-konkurrencereglerne.

Vedrørende direktoratets afgørelse af 20 februar 2007

Direktoratet finder det var uberettiget, at Statsfængslet i Nyborg påkørte disse telefon­samtaler. Der er herved lagt til grund, at advokatfuldmægtig Hanne Ziebes henvendelse af 23. august 2006 vedrørte telefonsamtaler mellem Dem eller advokatfuldmægtig Han­ne Ziebe og Deres klient i tiden, hvor De var beskikket for Deres klient i medfør af straf-fuldbyrdelseslovens § 115, stk. 2, så

Iler følger en kort gennemgang af sagen og begrundelsen for direktoratets afgørelse.

Det fremgår af direktoratets afgørelse af 20. februar 2007, at direktoratet ikke fandt at advo­katfuldmægtig Hanne Ziebe som partsrepræsentant for Deres klient i forbindelse med en kla­gesag over fængslets afgørelse om afslag på prøveløsladelse i medfør af straffelovens § 38. stk. 1 havde ret til uovervågede telefonsamtaler med Deres klient.

Det fremgår videre af sagen, at De overfor Folketingets Ombudsmand har præciseret. at Han­ne Ziebes henvendelse af 23. august 2006 skulle forstås som en klage over, at De, i perioden hvor De var beskikket for Deres klient i forbindelse med domstolsprøvelse af direktoratets afgørelse af den 2. juni_. 2005, ikke havde adgang til at føre uovervågede telefonsamtaler med Deres klient.

Statsfængslet i Nyborg har den 5. juli 2007 telefonisk overfor direktoratet oplyst, at fængslet beklageligvist ikke konkret har vurderet, om der var ordens- og sikkerhedsmæssigt hensyn eller hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, der kunne begrunde, at det var nødvendigt at påhøre de påklagede telefonsamtaler. Fængslet bemærker endvidere, at fængslet i overensstemmelse med fængslets udtalelse af 22, september 2006 ikke var af den opfattelse, at fængslet havde påhørt de påklagede telefonsamtaler. Fængslet har endvidere oplyst, at fængslet ikke skønner, at der konkret var hensyn i den konkrete sag, der kunne be­grunde. at de påklagede telefonsamtaler skulle påhøres.

De anfører i Deres henvendelse af 25. marts 2007 blandt andet, at direktoratet i forbindelse med direktoratets afgørelse af 20. februar 2007 ikke er fremkommet med konkrete eller. særli­ge omstændigheder, der kunne begrunde. at de påklagede telefonsamtaler blev påhørt.

De henviser endvidere igen til William Rentzmann m. fl. I "Straffuldbyrdelsesloven med kommentarer", DJØF forlag 2003, side 261 over midten, hvoraf fremgår:

"Det følger af reglerne om besøg og brevveksling i Straffuldbyrdelseslovens § 51. stk. 2 og § 56, stk. I, at en indsat har ret til ukontrolleret brevveksling med og uovervåget besøg af sin beskikkede eller valgte forsvarer uden de sædvanlige tidsmæssige begrænsninger. Det samme gælder advokater, der efter retsplejelovens § 733 er antaget af Justitsministeren til at beskik­kes som offentlige forsvarere (såkaldte beneficerede forsvarere). Efter ordlyden omfatter disse regler ikke en advokat der er valgt af den dømte eller beskikket af retten til at føre en sag efter straffuldbyrdelseslovens § 112, hvis den pågældende ikke er optaget på listen over bene­ficerede forsvarer. Det fremgår ikke af forarbejderne, at man har overvejet dette nærmere, og hvis det undtagelsesvist forekommer, at den dømte vælger eller efter anmodning får beskikket en ikke-beneficeret advokat i en § 1 I2-sag, taler meget for i forhold til reglerne om besøg og brevveksling at sidestille den pågældende med en valgt eller beskikket forsvarer".

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1 at en indsat har ret til ukontrolleret brev­veksling med (. ..) den advokat, der har været beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen eller i den verserende straf­fesag. Det samme gælder brevveksling i øvrigt med advokater, der i medfør af retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.

En indsat har, i det omfang det er praktisk muligt, ret til at føre telefonsamtaler. Dette fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 1.

Telefonsamtaler i lukkede institutioner påhøres eller aflyttes af personalet i institutionen uden retskendelse, medmindre dette ikke findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurenede ved lovovertrædelsen. Såfremt tele­fonsamtalen påhøres eller aflyttes skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed. Dette fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3, jf stk. 2.

Der er i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4 fastsat yderligere regler for aflytning og påhøring af telefonsamtaler i lukkede fængsler. Disse regler findes i bekendtgørelse nr. 378 af 17. maj 2001 om adgang til at telefonere for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (telefonbekendtgørelsen).

Af bekendtgørelsens § 3 fremgår at anmodninger om at føre telefonsamtale med den advokat. der har været beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag. der har ført til indsættelse i institutionen eller andre som de indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, kan brevveksle med. imødekommes i almindelighed.

Det fremgår af punkt 2 i skrivelse nr. 83 af 16. maj 2001 at betydningen af formuleringen "imødekommes i almindelighed i telefonbekendtgørelsen indebærer, at tilladelse til at telefonere til de pågældende kun kan nægtes i helt særlige tilfælde.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 9, stk. 3 at de indsattes telefonsamtaler med en persen, der er nævnt i § 3, ikke påhøres eller aflyttes.

Direktoratet finder det som ovenfor anført uberettiget, at Statsfængslet i Nyborg påhørte de telefonsamtaler, som De og advokatfuldmægtig Hanne Ziebe førte med Deres klient i perio­den, hvor De var beskikket for Deres klient i forbindelse med domstolsprøvelse af direktora­tets afgørelse af den 2. juni 2005.
 

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De på tidspunktet for de påklagede telefon­samtaler var beskikket for Deres klient i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 115, stk. 2 og at det i den konkrete sag ikke har været overvejet, om der var hensyn, der konkret kunne be­grunde, at de påklagede telefonsamtaler blev påhørt. Direktoratet har herudover lagt vægt på, at direktoratet ikke finder, at der konkret var hensyn, der kunne begrunde, at de påklagede telefonsamtaler blev påhørt.

For så vidt angår Deres henvisning til William Rentzmann m. fl. I "Straffuldbyrdelsesloven med kommentarer”. DJØF forlag 2003, side 261 over midten, bemærker direktoratet i øvrigt, at i relation spørgsmålet om, hvorvidt advokater, som beskikkes i medfør af straffuldbyrdel­seslovens § 115, stk. 2. har samme rettigheder, som personkredsen nævnt i straffuldbyrdelses-lovens § 56. stk. 1, fremgår det, som nævnt ovenfor, af den kommenterede straffuldbyrdelses-lov, at dette ikke i forarbejderne har været drøftet nærmere. Det konkluderes dog samme sted at meget taler for "i forhold til reglerne om besøg og brevveksling at sidestille den pågælden­de med en valgt eller beskikket forsvarer".

Direktoratet finder ikke, at en advokat beskikket af retten til at føre en sag efter straffuldbyr­delseslovens § 112 har de samme ubetingede rettigheder som de advokater, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1. Årsagen er, at personkredsen, som kan beskikkes af ret­ten til at føre en sag efter straffuldbyrdelseslovens § 115, stk. 2 kan omfatte andre advokater end advokater, der er nævnt i § 56. stk. 1, herunder f. eks. advokater, som har fået frakendt retten til at føre straffesager, men ikke civile sager.

Det er dog direktoratets opfattelse, at man er ved en konkret vurdering efter straffuldbyrdel­seslovens § 57, stk. 3, 1. pkt. vel typisk vil komme frem fil, at der ikke i forhold til en advo­kat, der er beskikket i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 115, stk. 2 er ordens- og sikker­hedsmæssige hensyn eller hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen som tilsiger, at telefonsamtaler mellem pågældende og indsatte bør påhøres eller aflyttes.

Direktoratet har henledt Statsfængslet i Nyborgs opmærksomhed på direktoratets afgørelse.

Vedrørende spørgsmålet om reglerne i straffuldbyrdelseslovens §§ 56 og 57 kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt EU-konkurrencereglerne

Det er direktoratet opfattelse, at denne del af Deres henvendelse blandt andet forudsætter stil­lingtagen til om Folketinget har behandlet er lovforslag, som ikke lever op til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Direktoratet finder derfor, at denne del af Deres henvendelse rettelig skal besvares af Justitsministeriets departement.

Direktoratet har derfor dags dato videresendt denne del af Deres henvendelse til besvarelse af Justitsministeriets departement.

Direktoratet foretager herefter ikke yderligere i anledning af denne del af Deres henvendelse. Folketingets Ombudsmand har modtaget en kopi af denne. afgørelse.

Med venlig hilsen

Ulrik Sjølin Pedersen ...."

Der klages hermed over afgørelsen, som har Journalnummer 2005-303-00444-0038.

Det skal oplyses, at jeg, da samtalerne, som var genstand for overvågning, blev ført, var beskikket som advokat for min klient. Jeg var beskikket i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 15, stk. 2.

Sagen var rejst i anledning af. at min klient ønskede domstolsprøvelse af et afslag på prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. I.

Det geres principalt gældende, at min klient har en ubetinget ret til at føre uovervågede samtaler med sin advokat. uanset hvilket lovligt emne samtalen måtte dreje sig om. Del gøres subsidiært gældende, at overvågning af samtaler mellem en advokat og dennes fængselsindsatte klient kun i ganske ekstraordinære tilfælde skal kunne aflyttes af fængselsmyndighederne. Det gøres i denne forbindelse gældende, at der i sager, der vedrører indsattes klager over fængselsforholdene eller afgørelser truffet af fængselsmyndighederne, skal foreligge særligt tungtvejende hensyn, førend telefonaflytninger af klienten og dennes advokat (eller andre partsrepræsentanter) kan sættes i værk.

Det skal særligt fremhæves, at Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, ikke under den aktuelle sag har hævdet. at det skyldtes konkrete eller særlige omstændigheder af nogen art, at man tillod indgrebene, som jeg klager over_- Man har således, som jeg læser afgørelsen, fundet, at fængselsmyndighederne uden videre kan foretage aflytning af samtalerne mellem en indsat og dennes advokat i tilfælde, hvor sagen drejer sig om en klagesag vedrørende prøveløsladelse.

Til støtte for mit synspunkt om, at kriminalforsorgen ikke bar ret til at aflytte de omhandlede samtaler, skal jeg henvise til William Rentzmann m. fl. i "Straffuldbyrdelsesloven med kommentarer". DJØF forlag 2003, side 261 over midten. Heraf fremgår blandt andet følgende:
Det følger af reglerne om besøg og brevveksling , sfl. § 51, stk. 2 og § 56, stk. 1, at en indsat har ret til ukontrolleret brevveksling med og uovervåget besøg ar sin beskikkede eller valgte forsvarer uden de sædvanlige tidsmæssige begrænsninger. Det samme gælder advokater. der efter rpl. § 733 er antaget af Justitsministeren til at beskikke som offentlige forsvarere (såkaldte beneficerede forsvarere). Efter ordlyden omfatter disse regler ikke en advokat, der er valgt af den dømte eller beskikket af retten til at føre en sag efter sfl. § 112, hvis den pågældende ikke er optaget på listen over beneficerede forsvarere. Det fremgår ikke af forarbejderne, at man har overvejet dette nærmere. Og hvis det  undtagelsesvis forekommer, at den dømte vælger eller efter anmodning for beskikket en ikke-beneficeret advokat i en § 112-sag, taler meget for i Forhold til reglerne om besøg og brevveksling at sidestille den pågældende med en valgt eller beskikket forsvarer.

En sag som den foreliggende er en'' 112-sag". Mere præcist kan det oplyses, at den er omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 112, stk. 1, nr. 6. Som det fremgår af citatet, vedrører dette kun brevveksling og besøg. Der er imidlertid ingen grund til at tro, at der skulle gælde en anden praksis vedrørende telefonsamtaler. Det er de samme hensyn, som gør sig gældende. Dette vil navnlig sige hensynet til, at en advokat og dennes klient kan drøfte sagen uden risiko for indblanding fra de straffuldbyrdende myndigheder.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (i det følgende EMD) har også taget stilling til spørgsmålet om indsattes ret til ukontrolleret korrespondance med disses partsrepræsentanter.

Dette er blandt andet sket i sagen Campbel I mod Det forenede Kongerige (app. no. 13590/88), som blev afgjort den 25. marts 1992. I denne sag var der også klaget over, at fængselsmyndighederne havde udøvet kontrol af korrespondancen mellem en indsat og dennes advokat. Domstolen henviste under denne sag til en tidligere afgørelse af 28. november 1991 (S. mod Schweiz), hvor domstolen havde udtalt, at korrespondancen mellem en klient og dennes advokat "in principle" er ”privileged" (§ 46). I samme afsnit fremhævede domstolen videre betydningen af "prisoners's right to communicate with counsel out of earshot of the prison authorities”.

EMD udtaler i Campbell mod Det forenede Kongerige endvidere, at der er et særligt behov for at anse korrespondancen mellem en indsat og dennes advokat som privilegeret i forhold til fængselsmyndighedernes kontrolforanstaltninger, når der er tale om korrespondance vedrørende "claims and complaints against the prison authoritics" (§ 47). I samme afsnit uddybes dette med en henvisning til, at "routine scrutiny" er særlig problematisk i tilfælde, hvor denne foretages af individer eller myndigheder, som kan have "direct interest" i den korrespondance, som er genstand for kontrollen (også § 47).

I § 48 udtaler domstolen om korrespondance mellem indsatte og deres advokater, at denne, uanset om korrespondancen måtte have ”little or nothing to do with ligitation”, er ”privileged under Article 8" i Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). I § 54 fastslår EMD, at Det forenede Kongerige ved at foretage indgreb i korrespondancen mellem den omhandlede indsatte og dennes advokat havde krænket EMRK ad. 8 para. 2.

Det bestrides ikke, at fængselsmyndighederne har ret til på rimelig måde at sikre sig, at en person, som beder fængslet om en telefonsamtale med en indsat, er dennes partsrepræsentant. Det gøres imidlertid gældende. at dette ikke må ske på en måde, der indebærer overvågning af selve korrespondancen.

Det er således min opfattelse, at den afgørelse, som jeg klager over, strider såvel mod dansk ret som mod artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Dertil kommer, at den muligvis også strider mod konventionens artikel 6.

Jeg har i min klage nogle gange anvendt ordet ”partsrepræsentant" og andre gange ordet "advokat". Dette er ikke tilfældigt. idet EMD har udtalt, at en partsrepræsentant ikke behøver at være advokat for, at korrespondancen mellem partsrepræsentanten og en indsat nyder særlig beskyttelse i forhold til fængselsmyndighedernes indgreb. Jan Fridik Kjølbro anfører i ”Den europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere", DJØF forlag 2005, side 482 f. følgende:
Indsattes korrespondance med advokater nyder efter praksis særlig beskyttelse. Der samme gælder indsattes korrespondance med andre personer, der repræsenterer den indsatte.

Forfatteren henviser i note 343 nederst samme side til §§ 85-88 i afgørelsen A.B. mod Holland af  29.01.02, der vedrører en indsats korrespondance med en tidligere indsat, der repræsenterede klager i forbindelse med en klage til domstolen. I denne sag fandt domstolen, at der forelå en krænkelse af artikel 8, fordi de hollandske myndigheder havde foretaget indgreb i korrespondancen mellem den indsatte og den tidligere indsatte.

Jeg skal afslutningsvist bemærke. at de ordninger omtalt ovenfor i citatet af William Renzmann m. fl., som findes i straffuldbyrdelsesloven, og som giver såkaldte "beneficerede advokater" særlige privilegier i forhold til restriktioner fra fængselsmyndighedernes side, efter min opfattelse kan være konventionsstridige. Der er efter min opfattelse ikke angivet nogen saglig begrundelse for denne forskelsbehandling hverken i loven eller dennes forarbejder. Sådanne bestemmelser vil alt andet lige begrænse de indsattes muligheder for at vælge advokat sammenlignet med andre borgere, idet det gøres vanskeligere for de indsatte at vælge ikke beneficerede advokater. Der findes mig bekendt ikke offentligt tilgængelige oplysninger om, hvilke kriterier myndighederne lægger til grund, når der skal tages stilling til, hvilke advokater, som kan opnå disse beneficier. Jeg har således ikke indtryk af, at der for eksempel stilles særlige krav til den pågældende advokats erfaring på det straffuldbyrdelsesretlige eller det strafferetlige område. Ordningen med at give et antal advokater hver retskreds "beneficier" er efter min opfattelse udviklet med det sigte at sikre, at domstolene og politiet har bedre muligheder for at skaffe personer adgang til forsvarerbistand i tilfælde, hvor disse ikke har ønsker om at blive repræsenteret af en bestemt advokat, eller hvor ingen advokat "frivilligt" vil påtage sig de pågældende personers forsvar. Ordningen synes i vidt omfang at være begrundet i praktiske forhold. Bestemmelserne i straffuldbyrdelseslovgningen om særlige lempelige restriktioner i fængslerne til advokater, som har opnået beneficium, er derfor efter min opfattelse ikke sagligt begrundede. og kan krænke i hvert tilfælde EMRK artikel 6, som blandt andet giver borgerne ret til at lade sig repræsentere af en advokat, som de vælger selv. Dertil kommer, at ordningen vel også kan stride mod kravene til konkurrence i EU-retten,

Bilag:
Afgørelse af 20. februar 2007 truffet af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen,

Med venlig hilsen

Claus Bonnez
advokat ..."