"Direktoratet for Kriminalforsorgen

24. september 2007


Vedr.: Arresthuse og fængsler, mobiltelefoner, visitation og besøg.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Landsforeningen finder anledning til at rette henvendelse til Direktoratet på baggrund af flere henvendelser fra foreningens medlemmer.

Besøgsrestriktioner

En advokat har i sommer sendt foreningen en henvendelse, hvorfra citeres:

"I forbindelse med et nyligt besøg i Arresten i Holbæk fik jeg indskærpet, at jeg skulle bestille tid på forhånd, at arrestens besøgscelle var optaget og da jeg oplyste, at jeg var kommet kørende fra København alene for dette fængselsbesøg, fik jeg lov til som nødforanstaltning at anvende et andet lokale i fængslet, som normalt anvendes af læger/undervisere med videre. Således foranlediget ringede jeg i onsdags ved halv 7-tiden til arresten og sagde, at jeg nu havde sat mig i min bil og var på vej, og at jeg godt ville bestille tid til at besøge min klient. Jeg fik at vide, at det var for sent, men de måtte prøve, om de kunne finde en ordning, når jeg kom frem. Da jeg var kommet frem, fik jeg overladt en kopi af en skrivelse af 10. maj, hvoraf kopi vedlægges. Jeg fik dog lov til at besøge min klient, da besøgsrummet ikke var optaget.

Det er muligt, at dette reglement med forudbestilling af tider og stramt fastsatte tidsintervaller hvor besøg kan ske, er bærlige for de lokale advokater, men for andre, der måske skal køre 60-70 km. for at komme frem til arresten, ligger der heri en sådan indskrænkning i den ret vi har som forsvarer til at tale med vores klienter, at jeg ikke mener, at det bør accepteres. Jeg har forstået, at tilsvarende regulativer er udformet i andre arresthuse.

Under samtalen med funktionæren i Holbæk gjorde jeg gældende, at jeg naturligvis ikke kunne have noget imod, at man indførte regler, der bedre sikrede arresten mod indsmugling af uønskede effekter, og det forhold, at man kun havde et besøgsrum, var arrestens problem og ikke burde være forsvarerens problem."

Det pågældende reglement er bilagt denne skrivelse som bilag 1.

Bestyrelsen kan tiltræde, at ordningen er uacceptabel, ikke alene fordi tidsinter-vallerne forhindrer, at man kan gennemgå en større sag, men også fordi parkeringsforholdene omkring arresten er så vanskelige, at man ikke kan regne med at være fremme præcis til de afsatte tidspunkter. De rigide besøgsregler er også et indgreb i forsvarerens ret til at tilrettelægge sit arbejde smidigt og hensigtsmæssigt.

Arresten har tidligere - uden at det går ud over sikkerheden - kunnet anvende andre besøgsfaciliteter i den lille administrationsbygning.

Bestyrelsen bemærker, at det pågældende cirkulære, bilag 1, er udtryk for en uantagelig mistænkeliggørelse af forsvarerne for ind- eller udsmugling af effekter fra fængslerne.

Bestyrelsen er fra en anden forsvarer gjort opmærksom på, at man i Statsfængslet Østjylland skal bestille tid for besøg ligesom i Holbæk, skønt der næppe i det nye statsfængsel er de samme pladsproblemer. Foreningen skal anmode om, at der tages imod forsvarere inden for rimelige åbningstider uden forudgående pladsbestilling.

Mobiltelefoner og visitation

Et af bestyrelsens medlemmer oplyser følgende om forholdene i en række institutioner:

”Med hensyn til det nye fængsel ved Horsens, Statsfængslet Østjylland, er situationen den, at man som forsvarer ikke blot skal registrere sin mobiltelefon, men også aflevere denne, idet man slet ikke må tage den med ind. Dernæst skal man gennemgå en ”lufthavnsvisitation”, hvor sko, livrem, jakke, pung og ur skal aftages, lægges i en bakke og køres igennem i et dertil indrettet apparat ligesom i en lufthavn”.

Den pågældende forsvarer tilføjer, at han føler det ganske vidtgående og uacceptabelt for forsvarerne. Der er næppe grund til at indføre amerikanske tilstande her i landet.

Dette er efter det for foreningen oplyste ikke oplevet andre steder i Danmark på nuværende tidspunkt, og det forekommer at være en alt for vidtgående praksis og i strid med forsvarerens rettigheder, og det nærmere hjemmelsgrundlag for denne visitation kendes ikke, men foreningen vil gerne have det oplyst. Foreningen er ikke blevet hørt i anledning af de eventuelle regler, der måtte være fastsat. Der er efter det oplyste ikke udsendt cirkulærer til de beskikkede advokater, der aktuelt besøger fængslet eller har virksomhed i nærområdet.

Med hensyn til Statsfængslet i Ringe følges der forskellig praksis - nogle beneficerede advokater må medbringe deres telefon, andre ikke, inden de kan komme ind og tale med klienten.

Bestyrelsen er opmærksom på ændringen af straffelovens § 124, stk. 4, men henleder tillige opmærksomheden på, at reglerne administreres forskelligt i de enkelte institutioner. Der er både i Vestre Fængsel og arresthusene i Århus og Aalborg udarbejdet cirkulærer efter lovens ikrafttræden, hvorefter forsvarere fortsat kan medtage mobiltelefoner i institutionerne under forudsætning af, at disse deklareres ved ind- og udgang, jfr. bilag 2 - 4. I arresthuset i Randers følges efter det oplyste samme regler, men uskrevne om deklaration af mobiltelefonen som institutionerne nævnt i dette afsnit.

Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger til lovforslag nr. 201 af 28. marts 2007 under pkt. 3.4.9:

"Kriminalforsorgen agter tillige at ændre de gældende administrative regler for forsvareres almindelige adgang til at medbringe en mobiltelefon ved besøg i arresthuse og lukkede fængsler. Det forudsættes herved, at der fastsættes regler, som sikrer, at forsvarere fortsat kan medtage en mobiltelefon ved klientbesøg i arresthuse og lukkede fængsler, dog kun på betingelse af, at forsvareren i forbindelse med besøget fremviser mobiltelefonen, således at det kan dokumenteres, at den bliver taget med ud af institutionen efter besøget, og eventuelt lader mobiltelefonen registrere.

Tilsvarende forudsættes det, at personer fra politi og anklagemyndighed, som har adgang til arresthuse mv. i forbindelse med behandling af straffesager mv., vil kunne medtage deres mobiltelefoner."

Det hedder nu i Besøgsbekendtgørelsen § 7, stk. 2:

"Stk. 2. Mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr samt tilbehør m.v. hertil må ikke medbringes ved besøg. Dette gælder dog ikke, hvis den besøgende er advokat, og hvis denne i forbindelse med besøget fremviser kommunikationsudstyret over for personalet og evt. lader det registrere og samtidig

1) er beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i en straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag, eller
2) efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlig forsvarer."

Bestyrelsen skal anmode Direktoratet om at foranledige, at de enkelte institutioners besøgsregler for forsvarere udarbejdes i overensstemmelse hermed. Som det er nu, synes der visse steder at være tale om en administrativ indskrænkning af forsvarernes rettigheder i strid med loven, dens forarbejder og den ovenfor omtalte bekendtgørelse.

Foreningen imødeser Direktoratets svar på denne henvendelse.

Foreningen har sendt kopi til Advokatrådets Strafferetsudvalg.

På bestyrelsens vegne
Henrik Stagetorn"