Retsudvalget 2006-07
L 201 Bilag 5, L 201 A Bilag 5, L 201 B Bilag 5
Offentligt
Folketingets Retsudvalg
Christiansborg
1240 København K
Vedr. lovforslag L201/2006-07 om ændring af lov om euforiserende
stoffer, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf og
retsplejeloven.
I bemærkningerne til ovenstående lovforslag (punkt 3.4.11)
forudsættes, at en indsat, der findes i besiddelse af en
mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr ikendes
disciplinærstraf, samtidig med at forholdet anmeldes til politiet
med henblik på straf efter den foreslåede bestemmelse i
Straffelovens § 124, stk. 4.
I et høringssvar har Fængselsinspektørforeningen fundet det
tvivlsomt, om man kan anvende både disciplinærretlig og
strafferetlig sanktion for den samme forseelse. Endvidere har
foreningen fundet det tvivlsomt, om det er foreneligt med
uskyldsformodningen i EMRK, artikel 6, stk. 2, at der under en
disciplinærsag tages stilling til skyldspørgsmålet i en sag om
strafbart forhold, som en domstol endnu ikke har forholdt sig til.
Justitsministeriet har kommenteret disse spørgsmål i høringsnotatet
(punkt 4.6), og i et svar på spørgsmål nr. 5 fra Folketingets
Retsudvalg angående en uddybning af høringsnotatet.
Det er min opfattelse, at der til Justitsministeriets svar må føjes
nogle væsentlige oplysninger, som Retsudvalget bør være bekendt med.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt en disciplinærsag er
omfattet af EMRK, artikel 6 (”anklage for en forbrydelse”), henviser
Justitsministeriet til Menneskerettighedsdomstolens vejledende dom
Engel m.fl. mod Holland (8. juni 1976), hvorefter der ved
vurderingen af, om en disciplinærsag er omfattet af artikel 6, bl.a.
lægges vægt på intensiteten af den sanktion, som den pågældende
risikerer. Med ordene ”blandt andet” antyder ministeriet, at der
også lægges vægt på andre forhold, men man undlader at omtale
disse.
På baggrund af konventionspraksis kan der opstilles tre kriterier
(de såkaldte ”Engel-kriterier”), som har betydning for, om der
foreligger en ”anklage for en forbrydelse”:
1. Overtrædelsens klassificering efter national ret
2. Overtrædelsens karakter
3. Sanktionens karakter og alvor.
Disse tre kriterier er alternative, hvilket betyder, at de hver for
sig kan danne grundlag for at konstatere, at der foreligger en
”anklage for en forbrydelse”, og dermed bringe sagen ind under
artikel 6.
Det er bemærkelsesværdigt, at Justitsministeriet hverken i
høringssvaret eller i det uddybende svar til Retsudvalget berører de
to førstnævnte kriterier. Efter vedtagelsen af lovforslaget vil der
ikke herske tvivl om, at uretmæssig besiddelse af en mobiltelefon i
et fængsel efter dansk ret vil være klassificeret som en
forbrydelse, jfr. strl. § 124, stk. 4, og ikke længere kun en intern
ordensforseelse. Efter det første af de tre Engel-kriterier vil en
indsat, som under en disciplinærproces anklages for uretmæssig
besiddelse af en mobiltelefon, dermed være anklaget for en
forbrydelse, og sagen vil være omfattet af artikel 6. Det betyder
bl.a., at det vil være uforeneligt med uskyldsformodningen i artikel
6, stk. 2, at der under en disciplinærsag tages stilling til, om den
indsatte er skyldig i uretmæssig besiddelse af en mobiltelefon,
inden dette er afgjort ved en straffesag.
Justitsministeriet oplyser i svaret til Retsudvalget, at selvom en
sådan disciplinærsag skulle anses for omfattet af artikel 6, ville
den foreslåede ordning være forenelig med uskyldsformodningen,
hvilket skyldes ”at Menneskerettighedsdomstolens hidtidige praksis
ikke ses at være til hinder for, at mistanke om et (nyt) strafbart
forhold, som ikke har været prøvet ved domstolene, kan indgå i
fængselsmyndighedernes forvaltningsafgørelse om ikendelse af
disciplinærstraf. Det forudsætter dog, at fængselsmyndighederne i
deres afgørelser i sådanne tilfælde alene konstaterer, at der
foreligger en sådan mistanke, således at fængselsmyndighederne
hverken direkte eller indirekte foretager en vurdering af
skyldspørgsmålet”. Ministeriet synes herved at have overset, at en
disciplinærstraf er en pønal foranstaltning, som forudsætter, at den
indsatte på grundlag af en bevisførelse anses for skyldig i den
indberettede overtrædelse. En mistanke om lovbrud kan eventuelt føre
til visse forebyggende indgreb efter straffuldbyrdelseslovens
kapitel 10 eller efter udgangs- og besøgsreglerne, men der kan ikke
ikendes disciplinærstraf efter kapitel 11 alene på grundlag af en
mistanke.
Justitsministeriet henviser til Menneskerettighedsdomstolens dom af
3. oktober 2002 i sagen Böhmer mod Tyskland. I denne sag udtaler
domstolen klart og tydeligt, at uskyldsformodningen vil blive
overtrådt, hvis en myndighedsperson udtaler, at en person er skyldig
i en forbrydelse, inden en sådan skyldkonstatering er fastslået ved
dom:
”The presumption of innocence will be violated if (…) a statement by
a public official concerning a person charged with a criminal
offence reflects an opinion that he is guilty before he has been
proved guilty according to law”.
Når det gælder spørgsmålet om forbudet mod dobbeltstraf i
tillægsprotokol 7, artikel 4, må det antages, at en sag, som anses
for omfattet af artikel 6 (”anklage for en forbrydelse”), også anses
for en straffesag (”criminal proceedings”) efter tillægsprotokollens
artikel 4. Hvis man gennemfører en disciplinærsag mod en indsat for
ulovlig besiddelse af en mobiltelefon, kan konsekvensen herefter
være, at en senere straffesag herom vil blive afvist med henvisning
til forbudet mod dobbelt strafforfølgning. Tilsvarende vil en
strafferetlig afgørelse spærre for senere rejsning af en
disciplinærsag om samme forhold.
Uanset hvad Justitsministeriet har skrevet i bemærkningerne til
lovforslaget og i det supplerende svar til Retsudvalget, må det i
den praktiske fængselsverden lægges til grund, at en anklage mod en
indsat for ulovlig besiddelse af en mobiltelefon er en anklage for
en forbrydelse/lovovertrædelse i EMRK, artikel 6’s forstand, og at
en sådan sag derfor må afgøres i strafferetsplejens former og ikke
som en administrativ disciplinærsag.
Det tilføjes, at den samme problemstilling gælder sager vedrørende
andre forbrydelser, som begås af indsatte i fængslerne, herunder
strafbar omgang med euforiserende stoffer. I disse tilfælde kan der
ved administrativ beslutning i en vis udstrækning iværksættes
forebyggende indgreb på grundlag af en risikovurdering, medens
disciplinærstraf, som forudsætter, at den indsatte efter
bevisførelsen under disciplinærprocessen findes skyldig i en
overtrædelse af straffelovgivningen, jfr. sfbl. § 67, nr. 6, ikke
kan anvendes, uden at EMRK, artikel 6, stk. 2, krænkes.
Med venlig hilsen
Hans Jørgen Engbo
|