
	UfR 1973.824 HD
		H. D. 28. august 1973 i sag II 197/1973 Inspektøren ved Stats- og Ungdomsfængslet i Nyborg (Km.adv. v/ hrs. Søby) mod A m. fl. (lrs. Ph. Ingerslev e. o.). Københavns byrets kendelse 25. maj 1973 (16. afd.). Den 2. april 1973 traf inspektøren ved Stats- og ungdomsfængslet i Nyborg beslutning om, at strafafsonerne A m. fl. for »deltagelse i kollektiv arbejdsvægring og opretholdelse af arbejdsvægringen« som disciplinærstraf skulle hensættes 3 dage strafcelle. Beslutningen blev truffet i henhold til bestemmelsen i § 31 i anordning af 3. juli 1962 om fuldbyrdelse af fængselsstraf i statsfængsel, som ændret senest den 2. februar 1970, jfr. straffelovens § 47. Efter at spørgsmålet om lovligheden af de trufne beslutninger om hensættelse i strafcelle af de pågældende var begæret indbragt for retten, har fængselsinspektøren med henvisning til retsplejelovens § 469 ved skrivelser af 6. april 1973 indbragt dette spørgsmål dels for nærværende ret, dels for en række andre retter. I overensstemmelse med parternes vedtagelse er samtlige de indbragte sager behandlet ved nærværende ret, som i medfør af retsplejelovens § 286, stk. 1, har bestemt, at sagerne skal forhandles under ét. Fængselsinspektøren har nedlagt påstand om, at sagerne afvises, subsidiært at det ved dom statueres, at de trufne bestemmelser om hensættelse i strafcelle som lovlige bør stå ved magt. Den til varetagelse af de disciplinærstraffedes tarv beskikkede advokat har nedlagt påstand om, at fængselsinspektørens beslutninger om ikendelse af strafcelle som disciplinærstraf ved rettens dom ophæves som ulovlige. En af fængselsinspektøren fremsat begæring om, at den nedlagte afvisningspåstand forhandles og påkendes særskilt, er ved rettens kendelse af 10. maj 1973 taget til følge. Til støtte for afvisningspåstanden har fængselsinspektøren anført, at disciplinærstraf i form af strafcelle ikke har karakter af en sådan særlig og selvstændig form for frihedsberøvelse, at lovligheden af de af ham den 2. april 1973 trufne beslutninger vil kunne prøves af domstolene i medfør af grundlovens § 71, stk. 6. Udståelsen af de omhandlede disciplinærstraffe må nemlig anses som en integrerende del af den straffuldbyrdelse, som iværksættes med grundlag i de afsagte straffedomme. Kun ved at sætte sig ud over en naturlig forståelse af ordene i grundlovens § 71, stk. 6, og retsplejelovens regler om retslig prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse vil domstolene kunne antage sig retten til i henhold til disse bestemmelser at prøve spørgsmål som de i nærværende sager behandlede, og en sådan prøvelsesadgang har ikke støtte i forarbejderne til grundlovens § 71, stk. 6, eller til lov nr. 173 af 11. juni 1954 om ændringer i retsplejeloven. Ej heller retspraksis kan påberåbes til støtte for en prøvelsesadgang, og til fordel for en sådan kan ikke fremføres afgørende reale grunde, medens derimod en prøvelsesret for domstolene på uhensigtsmæssig måde ville kunne gribe ind i hele det af lovgivningen i detaljer regulerede, sammenhængende område vedrørende straffuldbyrdelsen, der er overladt til administrationen, jfr. herved straffelovens § 49 og de med hjemmel i denne udfærdigede bestemmelser, herunder anordningen af 3. juli 1962. Inspektøren har videre anført, at den med indsætning i strafcelle forbundne skærpelse af vilkårene for frihedsberøvelsen ikke er af en sådan karakter, at strafcelleopholdet retligt kan betragtes som en i forhold til den tidligere afsoning selvstændig og væsensforskellig form for frihedsberøvelse. Vilkårene skærpes nemlig, jfr. cirkulære af 5. august 1968 om anvendelse af strafcelle i fængselsvæsenets anstalter, alene derved, at den disciplinærstraffede i et vist omfang udelukkes fra deltagelse i fællesskabet med andre afsonere, at der sker nærmere angivne begrænsninger i dispositionsretten over indtjente penge, og at adgangen til at råde over egne effekter begrænses. Der er endvidere med hjemmel i straffelovens § 49 på andre områder inden for straffuldbyrdelsen tillagt administrationen beføjelser, der kan være af mere indgribende karakter i forhold til de domfældte. f. eks. til at bestemme overførelse fra en åben til en lukket anstalt, og det ville ikke være naturligt, om domstolene efter grundlovens § 71, stk. 6, skulle kunne tage stilling ikke til sådanne dispositioner, men til de relativt mindre vidtgående ændringer i vilkårene for frihedsberøvelsen, som en afsoning af disciplinærstraf i strafcelle medfører. Det forhold, at den tid i hvilken de disciplinærstraffede har været hensat i strafcelle ikke medregnes til straffetiden, jfr. straffelovens § 46, stk. 2, fører ej heller de heromhandlede sager indenfor området af grundlovens § 71, stk. 6. Det er nemlig for alle dømte en konsekvens af de afsagte straffedomme og den om straffuldbyrdelsen gældende lovgivning, jfr. herved straffelovens § 46, stk. 2, at frihedsberøvelsen vil blive af længere varighed, hvis de under afsoningen pådrager sig et ophold i strafcelle, end hvis dette ikke er tilfældet. Også strafcelleopholdet dækkes derfor af de afsagte straffedomme. Beslutninger om, hvorvidt prøveløsladelse skal ske, og om overtrædelse af de for en prøveløsladelse gældende vilkår bør medføre genindsættelse til udståelse af reststraffen, vil oftest for en domfældt være af mere indgribende betydning end spørgsmålet om hensættelse i strafcelle. Det har imidlertid ikke været gjort gældende og kan ikke antages, at administrationens nægtelse af at bestemme prøveløsladelse eller dens bestemmelse om, at genindsættelse skal ske, kan prøves af domstolene i medfør af grundlovens § 71, stk. 6, og beslutninger om ikendelse af strafcelle bør behandles på linie hermed. For det tilfældes skyld, at det ikke skulle blive antaget, at domstolenes prøvelsesret efter grundlovens § 71, stk. 6, er afskåret allerede fordi de ikendte disciplinærstraffe som hævdet ovenfor er dækket af de afsagte straffedomme, har fængselsinspektøren gjort gældende, at prøvelsesretten i så fald må være udelukket, fordi der i de foreliggende sager er tale om administrativt bestemt frihedsberøvelse indenfor strafferetsplejen. Inspektøren har overfor retten nærmere redegjort for det bestemte område, indenfor hvilket der efter de gældende bestemmelser og fast praksis kan blive tale om ikendelse af strafcelle, for strafudmålingspraksis og for de processuelle regler, der til værn for de indsatte følges i disciplinærsagerne. De disciplinærstraffedes advokat har gjort gældende, at den skete ikendelse af strafcelle må karakteriseres som anordning af selvstændig frihedsberøvelse, på hvilken reglerne i grundlovens § 71, stk. 6, og i retsplejelovens kap. 43 a finder anvendelse. Han har herved henvist til, at frihedsberøvelsen er besluttet, ikke af den ret, som har afsagt straffedommen, men af fængslets inspektør; >> 826 >> ikendelsen er sket med særlig hjemmel i straffeloven og i anordningen om fuldbyrdelse af fængselsstraf i statsfængsel og med grundlag i hændelsesforløb, som ikke har relation til de forhold, med hvilke der er gjort op ved straffedommen. Endvidere er vilkårene for frihedsberøvelsen andre og mere byrdefulde, end det er tilfældet med den frihedsberøvelse, der sker til afsoning af den ved dommen ikendte straf. Endelig kan der ved vurderingen ikke bortses fra det faktum, at opholdet i strafcelle efter gældende ret ikke medregnes i straffetiden. Advokaten har videre anført, at under Rigsdagens behandling af forslaget til den gældende grundlovs § 71 gav statsministeren, som havde været formand for forfatningskommissionen, uimodsagt udtryk for den opfattelse, at enhver frihedsberøvelse, der ikke var besluttet af en domstol, skulle kunne forelægges til prøvelse for en sådan med hjemmel i den pågældende bestemmelse. Under behandlingen af forslaget blev der i Rigsdagen foretaget en begrænsning af området for § 71, stk. 6, men alene af betydning for udlændinges retsstilling. Udgangspunktet må herefter være, at paragraffen i det hele skal undergives ikke en snæver ordfortolkning, men en friere formålsbestemt fortolkning, der ikke i forhold til danske borgere begrænser området for bestemmelsen på en ikke ønskværdig måde. Der må i de foreliggende sager lægges vægt på, at de personer, som ønsker rettens prøvelse af den administrativt bestemte frihedsberøvelse, er en særlig svagt stillet gruppe, og at sanktionerne er iværksat i anledning af påståede »brud på orden og disciplin«, et begreb af lige så vag og ubestemt karakter, som flere af de begreber, der har afgørende betydning ved anordning af frihedsberøvelse i medfør af den lovgivning, der redegøres for i bemærkningerne til lov af 11. juni 1954 om ændring af retsplejeloven. Den der givne opregning af de i betragtning kommende former for frihedsberøvelse er sikkert forudsat at være udtømmende, men der er allerede gennem retspraksis (U.1959.346) i forhold til denne opregning sket en udvidelse af området for grundlovens § 71 og retsplejelovens kap. 43 a, og en yderligere udvidelse bør ske med hensyn til sager som de heromhandlede, der slet ikke har været overvejet af lovgivningsmagten. De skete ikendelser af disciplinærstraffe må naturligt opfattes som faldende »udenfor strafferetsplejen«, jfr. grundlovens § 71, stk. 6, og retsplejelovens § 468. Det må i øvrigt antages, at de citerede ord i den givne sammenhæng ikke bør tillægges et sådant indhold, at der derved bliver et område for administrativt bestemt frihedsberøvelse, der hverken efter stk. 3 eller stk. 6 i grundlovens § 71 vil kunne underkastes prøvelse ved domstolene. Når fængselsinspektøren har henvist til, at retsplejelovens § 998 - sålænge bestemmelsen i straffelovens § 46, stk. 2, er gældende - formentlig vil kunne påberåbes som hjemmel til at lade inspektørens beslutninger om ikendelse af strafcelle prøve ved domstolene, må det heroverfor anføres, at den mulige prøvelsesret efter denne bestemmelse ikke kan antages at være så vidtgående som en prøvelsesret efter grundlovens § 71, stk. 6, og at området for sidstnævnte bestemmelse i hvert fald ikke kan indskrænkes af retsplejelovens § 998. Retten finder at måtte give de disciplinærstraffedes advokat medhold i, at de af ham anførte grunde, at der ved fængselsinspektørens beslutninger er anordnet en selvstændig frihedsberøvelse, hvis lovlighed kan prøves af domstolene i medfør af grundlovens § 71, stk. 6. Det bemærkes, at ordene »udenfor strafferetsplejen« i den nævnte bestemmelse ikke findes at afskære en sådan, efter rettens opfattelse i sig selv ønskelig prøvelsesret for domstolene. - - - Østre Landsrets kendelse 10. juli 1973 (XIII afd.) (Taul, Bjerregaard, Thestrup (kst.)). Den påkærede kendelse er afsagt af Københavns byrets 16. afdeling den 25. maj 1973 og påkæret af inspektøren ved Stats- og ungdomsfængslet i Nyborg med påstand om afvisning. De indkærede A m. fl. har påstået stadfæstelse. Kæremålet er forhandlet mundtligt. Ved lov nr. 319 af 13. juni 1973 er straffelovens § 46, stk. 2, ændret med virkning fra den 1. juli 1973 derhen, at straffetiden ikke længere forlænges som følge af hensættelse i strafcelle. Det er for landsretten oplyst, at de indkærede, - - - (fem af dem) - - - er løsladt fra fængslet inden den 1. juli 1973, og at disses straffetid blev forlænget med den tid, de hensad i strafcelle. For de øvrige indkærede vil en sådan forlængelse ikke finde sted. Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten. De indkæredes advokat har bemærket, at hensættelse i strafcelle også efter den nævnte lovændring er så væsensforskellig fra almindelig strafafsoning, at den må anses som en særlig form for frihedsberøvelse og derfor være underkastet domstolsprøvelse i medfør af grundlovens § 71, stk. 6. Landsretten skal udtale: Der er mellem parterne enighed om, at hensættelse i strafcelle besluttes af fængselsinspektøren og ikke af en dømmende myndighed. Henset til at hensættelse i strafcelle er en disciplinærstraf, som ikendes for adfærd udvist efter straffedommen, og at ikendelse sker administrativt uden de sædvanlige straffeprocessuelle garantier, findes afgørelsen herom at falde uden for strafferetsplejen. For så vidt angår tiden frem til 1. juli 1973 tiltrædes det af de i kendelsen anførte grunde, at hensættelsen i strafcelle er en sådan selvstændig form for frihedsberøvelse, at den er omfattet af reglen i grundlovens § 71, stk. 6. Også efter den fra 1. juli 1973 gennemførte ændring af straffelovens § 46, stk. 2, findes hensættelse i strafcelle, der ifølge straffelovens § 47 er en form for disciplinær straf, der medfører en yderligere indskrænkning i de dømtes bevægelsesfrihed, at være en sådan særlig form for frihedsberøvelse, at den ligeledes er omfattet af den nævnte grundlovsbestemmelse. Herefter vil kendelsen være at stadfæste. - - - Højesterets dom. Den af Østre Landsret afsagte kendelse er med Justitsministeriets tilladelse påkæret til Højesteret af inspektøren ved Stats- og Ungdomsfængslet i Nyborg med påstand om, at kendelsen ændres, således at sagerne afvises fra domstolene. De indkærede, A m. fl., har påstået stadfæstelse. Kæremålet har været forhandlet mundtligt. I afgørelsen har deltaget syv dommere: Gjerulff, Theodor Petersen, H. A. Sørensen, Vetli, Schaumburg, Høyrup og Høeg. Hensættelse i strafcelle i medfør af straffelovens § 47 under de vilkår, der er gengivet i byrettens kendelse, jfr. cirkulære af 5. august 1968, findes på baggrund af den af straffedommen følgende frihedsberøvelse og de for afsoningen af fængselsstraf i det hele gældende regler ikke i sig selv at kunne anses som en frihedsberøvelse, der er omfattet af grundlovens § 71, stk. 6. Ifølge den før 1. juli 1973 gældende regel i straffelovens § 46, stk. 2, medregnedes den tid, i hvilken fangen hensattes i strafcelle, vel ikke til straffetiden, men den forlængelse af frihedsberøvelsen, som hensættelsen således medførte, fulgte direkte af loven. Anvendelse af strafcelle indgår dernæst - ligesom anvendelse af disciplinærstraffe i øvrigt - som led i straffelovens regulering af fuldbyrdelsen af frihedsstraf. Dette regelsæt, hvortil slutter sig retsplejelovens regler i fjerde bog om strafferetsplejen, ottende afsnit, om fuldbyrdelsen af domme i straffesager, findes at måtte anses omfattet af udtrykket »strafferetsplejen« i grundlovens § 71, stk. 6, og en herved hjemlet administrativ frihedsberøvelse således at være undtaget fra den domstolsprøvelse, som denne bestemmelse foreskriver, og som i øvrigt efter retsplejeloven foretages i den borgerlige retsplejes former. Herefter findes prøvelse af lovligheden af hensættelse i strafcelle ej heller efter de før 1. juli 1973 gældende regler at være omfattet af grundlovens § 71, stk. 6. Herefter vil kærendes påstand om afvisning være at tage til følge. Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for nogen af retterne til den anden part. Thi kendes for ret: Disse sager afvises fra Københavns byret. Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for nogen af retterne til den anden part. 2)