|
|
|
||
|
Af advokat Claus Bonnez 9. oktober 2008 Når indsatte i danske fængsler ønsker at føre sag ved domstolene om den behandling, som de modtager under fuldbyrdelse af straf i fængsel eller under varetægtsfængsling, er de normalt henvist til at benytte sig af den adgang til domstolsprøvelse, der følger af grundlovens § 63. Dette gælder dog ikke de sager, der er omfattet af reglerne om særlig domstolsprøvelse i straffuldbyrdelseslovens § 112. Sidstnævnte sager kan for eksempel være tvister om den indsattes adgang til prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af straffen. I sagerne, der er omfattet af straffuldbyrdelseslovens særlige regler om domstolsprøvelse, er det som udgangspunkt myndighedernes pligt at indbringe sagen for retten på den indsattes begæring. Reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 112 har således den fordel for de indsatte, at sagen skal indbringes for retten på den indsattes begæring, uden at den indsatte behøver at anlægge en civil sag ved domstolene, der kan være en tung og dyr proces, som indsatte sjældent har midler til at gennemføre. Sager der indbringes efter straffuldbyrdelseslovens § 112 har dog den væsentlige begrænsning, at de normalt skal behandles på skriftligt grundlag jævnfør samme lovs § 116, stk. 1. I de fleste tilfælde, hvor en indsat kan have behov for at anlægge en retssag mod fængselsmyndighederne, vil den indsatte formentlig være henvist til den domstolsprøvelsesadgang, der følger af grundlovens § 63. Denne adgang til domstolsprøvelse synes imidlertid at have nogle meget væsentlige begrænsninger, når det gælder indsattes muligheder for at opnå domstolsprøvelse af de straffuldbyrdende myndigheders forvaltningsretlige skøn. Dette ses af praksis, som denne blandt andet er beskrevet i en artikel i Juristen, nr. 8, 2001, af kontorchef Jens Kruse Mikkelsen, Justitsministeriet. Kontorchefen skriver i artiklen blandt andet: |
|||
| Tidligere har der alene været adgang at få prøvet kriminalforsorgens afgørelser ved domstolene ved et almindeligt civilt sagsanlæg, jf. grundlovens § 63 om domstolenes adgang til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Det antages, at domstolene kan tage stilling til ethvert spørgsmål om afgørelsens lovmæssighed, hvorimod domstolene anses for afskåret fra at efterprøve afgørelsens hensigtsmæssighed. I sådanne sager har domstolene udvist en betydelig tilbageholdenhed med at prøve det af kriminalforsorgen udøvede skøn, sml. U 1978.805 H. (note 27) | |||
|
I ovennævnte note 27 skriver kontorchefen videre: |
|||
| (Note 27). I denne sag fastslog Højesteret i et obiter dictum, at »de straffuldbyrdende myndigheders afgørelse af, i hvilken anstalt en domfældts afsoning skal ske, i almindelighed ikke kan antages underkastet domstolenes prøvelse«. I den konkrete sag hjemviste Højesteret dog sagen til landsretten til behandling af sagens realitet (landsretten havde afvist sagen), idet sagen efter Højesterets opfattelse angik spørgsmålet om, hvorvidt kriminalforsorgens afgørelse havde været båret af usaglige hensyn. Det var således gjort gældende, at sagsøger var overført fra Vridsløselille Statsfængsel til Anstalten ved Herstedvester for at undgå, at den pågældende blev valgt til fællestalsmand i Vridsløselille. Se også Østre Landsrets utrykte dom af 12. januar 2001 (19. afd. - nr. B-0063-00), hvor landsretten fastslog, at Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse om enrumsanbringelse (på grund af undvigelsesrisiko) af sagsøger »er en skønsmæssig afgørelse, der ikke kan underkastes domstolsprøvelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder som f.eks. varetagelse af usaglige formål«. Også i denne sag afviste landsretten sagen. Sagen er anket til Højesteret. Ud fra en nutidig opfattelse af domstolenes adgang til efterprøve forvaltningens skøn forekommer det umiddelbart rigtigere, hvis retten i en sådan situation frifinder den offentlige myndighed (og ikke afviser sagen), hvis der ikke findes grundlag for at tilsidesætte afgørelsen. | |||
|
Sagen om manglende mulighed for ved danske domstole at få prøvet en
"skønsmæssig afgørelse" om enrumsanbringelse (i dag kaldet
"udelukkelse fra fællesskab") med mindre det gøres gældende, at
afgørelsen er båret af usaglige hensyn, er næppe i overensstemmelse
med praksis ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den europæiske Menneskerettighedskonvention fordrer, at der i medlemslandene er adgang til "effektive retsmidler" for enhver, hvis rettigheder og friheder efter konventionen er blevet krænket. Dette følger af konventionens artikel 13. Uberettiget udelukkelse fra fællesskab, også selv om afgørelsen ikke hviler på usaglige hensyn, kan udgøre en krænkelse af artikel 3. Gøres dette gældende, er det udgangspunktet, at den indsatte/tidligere indsatte skal have stillet de retsmidler til sin rådighed, der følger af konventionens artikel 13. Får den pågældende ikke dette, kan dette være en selvstændig krænkelse af artikel 13 udover, at artikel 3 også kan være krænket. I Pfeifer og Plankl mod Østrig (sagsnr. 10802/84) fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, idet et fængsel havde fjernet nogle fornærmende passager om fængselspersonalet i breve fra en varetægtsfængslet til en anden indsat, der var varetægtsfængslet i samme sag som afsenderen, og hvor det fulgte af nationale regler, at brevet skulle censureres af myndighederne. Af afgørelsen kan blandt andet udledes, at EMD fordrer en meget grundig prøvelse ved de nationale myndigheder, når en indsat gør gældende, at dennes menneskerettigheder er krænket. I sager om krænkelse af EMRK artikel 2 eller 3 synes kravet til prøvelsens intensitet at være større. Se for eksempel Colibaba mod Moldova (sagsnr. 29089/06). Se navnlig § 55. |
|||
|
|
|||