|
|
|
||
|
|
|||
|
Ø.L.K. 13. november 2009 i kære 6. afd. S-2462-09 (Ulla Langholz, Rosenløv, Per Frydenreim Møller (kst.)). Anklagemyndigheden mod T (adv. Hugo Steinmetz, Frederiksberg, besk.). Glostrup Rets kendelse 1. september 2009. Politiassessor Helene Schrøder var mødt for anklagemyndigheden og fremlagde anmodning om fristforlængelse med bilag. Advokat Hugo Steinmetz var mødt som beskikket forsvarer. T blev fremstillet. - - - Dørene blev lukket. Anklageren fremsatte herefter begæring om fortsat varetægtsfængsling af T på det hidtidige grundlag og henviste til retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, og anførte, at der ikke fra forsvareren er protest mod selve mistankegrundlaget. T forklarede på spørgsmål fra sin forsvarer, at han i går var på gårdtur. Han taler ikke med nogen, når han er på gårdtur og har ikke talt med andre indsatte gennem de sidste 3 måneder. Han sidder nu igen på Politigården. Der er altid 4 vagter til stede, når han er sammen med sin læge. Hans tv, dvd-afspiller og lys er repareret. Anklageren anførte supplerende, at retsmødet i dag efter anklagemyndighedens opfattelse alene vedrører en begæring om fristforlængelse af varetægtsfængslingen af T. Forsvareren har anført, at grundlaget for en fortsat varetægtsfængsling ikke bestrides. De forhold, der anføres af forsvareren omkring sigtedes forhold, henhører under Direktoratet for Kriminalforsorgen , idet de vedrører forhold omkring T's forhold i arresten. Forsvareren anførte, at han begærede sin klient løsladt, idet de forhold, han sidder varetægtsfængslet under, er i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 3, og en fortsat varetægtsfængsling vil derfor være i strid med retsplejelovens § 770c, stk. 4, jf. § 762, stk. 3. Forsvareren henviste i det hele til sin skrivelse af 29. august 2009 til retten. T havde lejlighed til at udtale sig. Retten afsagde Kendelse: Af de grunde, der er anført i rettens tidligere kendelser senest af 6. august 2009, og som ikke er bestridt af T og dennes forsvarer, findes grundlaget for en fortsat varetægtsfængsling af T på det hidtidige grundlag opfyldt. Retten bemærkede, at de af forsvareren anførte betragtninger omkring de facto-isolationsfængsling af T ikke findes at henhøre under rettens kompetence. Derfor bestemmes: T skal fortsat være varetægtsfængslet. - - - Forsvareren erklærede, at kendelsen kæres til Østre Landsret, og at der fremsættes begæring om mundtlig forhandling af kæremålet. Østre Landsrets kendelse. T, der har været frihedsberøvet fra den 24. december 2008, og som sigtes for røveri efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1. nr. 1, har ved sin beskikkede forsvarer, advokat Hugo Steinmetz, kæret Glostrup Rets kendelse af 1. september 2009 - - - om fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, til den 15. september 2009. Københavns Vestegns Politi har indgivet processkrift af 2. september 2009. Østre Landsret besluttede den 3. september 2009 ikke at imødekomme forsvarerens anmodning om mundtlig forhandling af kæremålet, og forsvareren har herefter indgivet kæreskrift af 9. september 2009. På den baggrund anmodede landsretten den 14. september 2009 Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn om en udtalelse om spørgsmålet om overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter indhentet udtalelse af 8. oktober 2009 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen fremkom statsadvokaten den 19. oktober 2009 med en udtalelse, der med bilag har været forelagt forsvareren, som ved processkrift af 22. oktober 2009 med bilag har fremsat bemærkninger hertil. Statsadvokaten har ved påtegning af 4. november 2009, modtaget den 6. november 2009, oplyst, at processkriftet ikke giver anledning til yderligere bemærkninger. Forsvareren, der ikke har bestridt, at fængslingsgrundlaget er til stede, har i sit kæreskrift påstået T løsladt, under henvisning til at han er udsat for en række overtrædelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, subsidiært at landsretten afsiger kendelse om ændring af den nuværende situation, så det garanteres, at isolationen af T også reelt ophæves. Forsvareren har videre anført, at byretten fejlagtigt har anset sig uden kompetence til at behandle hans indsigelse herom, idet enhver myndighed i Danmark, der bliver opmærksom på en overtrædelse af menneskerettighederne, bør skride ind. Til støtte for sit anbringende om, at T udsættes for overtrædelser af konventionens artikel 3, har forsvareren nærmere gjort gældende, at hans klient reelt er fængslet i isolation, idet han ikke siden fængslingen har talt med andre indsatte, haft besøg eller har talt i telefon med andre end sin forsvarer. I processkriftet af 2. september 2009 er anført bl.a., at forholdene i arresten ikke vedrører varetægtsgrundlaget og henhører således ikke under rettens kompetence, men »må behandles efter det veldefinerede klagesystem til Justitsministeriet, der er opregnet i bekendtgørelse nr. 738 af 25. juni 2007 (varetægtsbekendtgørelsen).« Statsadvokaten har i sin udtalelse af 19. oktober 2009 tilsluttet sig vurderingen fra Direktoratet for Kriminalforsorgen af, at forholdene, hvorunder T er varetægtsfængslet, ikke kan anses for værende i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. I udtalelsen er bl.a. følgende gengivet fra direktoratets udtalelse af 8. oktober 2009: »at man for at imødekomme en »total social isolation« [. . .] er blevet givet T mulighed for besøg af en gejstlig, talrige gange er blevet tilset af psykiater, ligesom han er informeret om sine muligheder for at tale med læge eller sygeplejerske. Her til kommer, at der dagligt søges en tæt kontakt mellem personalet og T - en kontakt, som han angiveligt ikke ønsker.« Af direktoratets udtalelse fremgår i øvrigt bl.a., at »T er ikke og har ikke været administrativt bestemt udelukket fra fællesskab. . . . På Politigårdens Fængsel gennemføres fællesskabet som cellefællesskab mellem 2 indsatte. Cellefællesskabet er et styret fællesskab, hvilket betyder, at det er institutionen, som afgør mellem hvilke indsatte, der kan være fællesskab. . . . T, har ifølge oplysningerne fra Københavns Fængsler, udvist en så negativ stærkt styrende adfærd, at det ikke har været muligt for fængslet blandt de øvrige indsatte i Politigårdens Fængsel at finde en person, som er egnet til at have fællesskab med ham. Københavns Fængsel har videre oplyst, at der konstant arbejdes på at finde en sådan person. . . . Direktoratet er opmærksomt på, at T skønt han ikke er administrativt bestemt udelukket fra fællesskab, endsige (længere) retligt isoleret, de facto er underlagt foranstaltninger, der medfører, at det for ham må opleves på en stort set tilsvarende måde. Direktoratet skal i relation hertil bemærke, at isolation (når der er truffet en beslutning herom) ikke i sig selv er i strid med EMRK, art. 3. Der må foretages en vurdering af, hvilke tiltag der ydes for at kompensere for foranstaltningen. Direktoratet lægger i denne forbindelse vægt på, at Københavns Fængsler, sådan som sagen foreligger oplyst i det omfang det har været muligt har bestræbt sig på, at kompensere for T's manglende faktiske fællesskab med andre indsatte [. . .]. Direktoratet har i denne forbindelse bemærket, at T af personlige grunde i vidt omfang har søgt at undgå for tæt kontakt med personalet. Det regime, som T er underlagt skyldes tungtvejende sikkerhedsmæssige hensyn, herunder, at han af såvel politi som fængselspersonale vurderes som stærkt undvigelsestruet.« Forsvareren har heroverfor i processkriftet af 22. oktober 2009 bl.a. anført, at »det er irrelevant at myndighederne har bestræbt sig på noget, hvis de ikke har udmøntet sig i andet end en hensigt hos myndighederne. Vurderingen af en eventuel overtrædelse af artikel 3 relaterer sig til hvordan forholdene faktisk er for den som klager over at blive udsat for en overtrædelse.« Landsrettens begrundelse og resultat: Under henvisning til Højesterets dom af 12. oktober 2001, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 55, findes vurderingen af forholdene under T's varetægtsfængsling at være omfattet af den prøvelsesret, der tilkommer domstolene i medfør af grundlovens § 63, stk. 1. Landsretten anser sig derfor ikke afskåret fra at behandle T's påstand om løsladelse begrundet i en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen. Efter de oplysninger, der foreligger for landsretten, om de bestræbelser, der er udvist af fængslet for at kompensere for foranstaltningerne under varetægtsfængslingen, og om de tilbud, der er givet T, samt efter oplysningerne om, at han selv i vidt omfang har søgt at undgå tæt kontakt med personalet, finder landsretten ikke, at den fortsatte varetægtsfængsling af T er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Herefter, og da landsretten ikke kan tage den subsidiære påstand under påkendelse, bestemmes: Byrettens kendelse stadfæstes, i det omfang den er kæret. |
|||
|
|
|||