|
|
|
||
|
|
|||
|
V.L.K. 19. november 2009 i kære 8. afd. B-1950-09 (Lis Frost, Marie S. Mikkelsen, Henrik Twilhøj). D (adv. Merethe Stagetorn, Kbh.) mod Direktoratet for Kriminalforsorgen. Retten i Horsens' kendelse 2. september 2009. Denne sag angår prøvelse af Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse af 3. juli 2009, hvorved Direktoratet i medfør af straffelovens § 41 traf afgørelse om, at D ikke kunne prøveløslades. Sagen er i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6, indbragt for retten ved skrivelse af 30. juli 2009. Sagen har været mundtligt forhandlet den 25. august 2009, jf. straffuldbyrdelseslovens § 116, stk. 1. D har nedlagt påstand om, at hun skal prøveløslades senest fra den 28. august 2009. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, (herefter Direktoratet) har principalt påstået stadfæstelse af afgørelsen af 3. juli 2009 og subsidiært hjemvisning med henblik på fastsættelse af vilkår. Direktoratets afgørelse af 3. juli 2009 er sålydende: »Vedrørende Deres ansøgning om prøveløsladelse i medfør af straffelovens § 41 Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har nu behandlet Statsfængslet Østjyllands indstilling om prøveløsladelse i medfør af straffelovens § 41, stk. 1. Direktoratet er nået til det resultat, at De ikke kan prøveløslades på nuværende tidspunkt. Denne afgørelse kan indbringes til prøvelse for retten. Begæring herom skal fremsættes inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt Dem. De kan fremsætte begæringen såvel mundtligt som skriftligt overfor enhver af Kriminalforsorgens institutioner og afdelinger og overfor Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Direktoratet har afgjort sagen, efter at Statsfængslet Østjylland har indsendt sagens bilag sammen med en indstilling. Fængslet har oplyst, at De har fået kopi af indstillingen, og at De har fået lejlighed til at kommentere denne. Direktoratet har ikke modtaget bemærkninger fra Dem til sagen. Her følger en kort gennemgang af sagen og begrundelsen for direktoratets afgørelse. Det fremgår af sagen, at De udstår straf af fængsel på livstid for overtrædelse af straffelovens § 237. Ifølge den foretagne strafberegning vil De have udstået 14 år af straffen den 28. august 2009. Fængslet har blandt andet oplyst, at De er velfungerende og at De har et godt forhold til såvel indsatte som ansatte, at De ikke har noget misbrug af nogen art eller disciplinære forhold under afsoningen. De fremgår endvidere af sagen, at De siden januar 2009 har afviklet regelmæssig weekendudgang, og at De forud herfor har haft et langt og stabilt uledsaget udgangsforløb, som er afviklet uden problemer. Direktoratet kan oplyse, at et typisk afsoningsforløb for en livstidsdømt kort skitseret vil se således ud: påbegyndelse af ledsagede udgange, herefter overgang til uledsagede udgange og overførsel til åbent fængsel. Det vil endvidere efter et længerevarende udslusningsforløb kunne være relevant med frigang til arbejde eller uddannelse og eventuelt udstationering til en pension i en periode, inden endelig løsladelse på prøve finder sted. Direktoratet mener, som tidligere anført, ud fra en samlet vurdering af alle sagens momenter, at det må anses for utilrådeligt at løslade Dem på prøve på nuværende tidspunkt. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at De udstår straf af fængsel på livstid for en meget alvorlig personfarlig forbrydelse, og at De på nuværende tidspunkt ikke har gennemført et udslusningsforløb i fuldt omfang, hvilket ifølge praksis som hovedregel er en forudsætning for prøveløsladelse af langtidsindsatte. Direktoratet kan i den forbindelse bemærke, at der i forbindelse med tildeling af frihedsgoder, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 3, skal varetages et særligt hensyn til retshåndhævelsen, og at det på denne baggrund er nødvendigt at navnlig livstidsdømte gennemfører et meget langt udslusningsforløb. . . .« Direktoratet har den 5. august 2009 udarbejdet en sagsfremstilling til brug for sagens behandling ved retten. Det fremgår heraf bl.a.: - at D ved Østre Landsrets dom af 25. oktober 1996 blev straffet med fængsel på livstid for overtrædelse af straffelovens § 237, og at dommen blev stadfæstet af Højesteret den 4. juni 1997 - at der til brug for afgørelsen om uledsaget udgang den 11. marts 2005 blev udfærdiget en psykiatrisk erklæring af overlæge Lis Middelbo Outzen, og at denne erklæring har været forelagt for Retslægerådet, der den 31. maj 2005 har afgivet en udtalelse. Ifølge udtalelsen fra Retslægerådet var der ikke tegn på, at der forelå en væsentlig eller nærliggende risiko for personfarlig adfærd, såfremt D blev bevilliget uledsaget udgang, og - at det fremgår af Statsfængslet Østjyllands indstilling af 19. juni 2009 vedrørende prøveløsladelse, at D er indstillet til overførsel til åbent fængsel i sommeren 2009. D har gennem sit afsoningsforløb arbejdet som kirketjener. Fængselspræst Benny Birk Mortensen har afgivet en udtalelse den 4. januar 2007 og fængselspræst Annelise Brok har afgivet en udtalelse den 12. august 2008. Fængselslæge Peter Lebech har den 13. august 2008 afgivet en udtalelse, hvoraf fremgår, at D i løbet af det sidste års tid har udvist tiltagende stress-symptomer, og at hun på mistanke om en hjertesygdom har været til undersøgelse på Regionshospital Horsens, hvor hun endnu ikke er afsluttet. Fængselslægen konkluderer, at risikoen for yderligere stressudløste sygdomme er til stede, og anbefaler, at man forsøger at ændre de nuværende afsoningsforhold. D har forklaret, at hun i begyndelsen af afsoningsforløbet havde 2 § 31-udgange. Dette var med henblik på, at udgangsforløbet kunne vurderes. I november 2000 fik hun tildelt 4 ledsagede udgange med to ledsagere. Hun brugte disse udgange i forbindelse med familiebegivenheder. Hun tog ikke imod tilbuddet om arresthusferie. Hun har ikke fået nogen begrundelse for, at der skulle være to ledsagere, selvom hun flere gange har spurgt direktoratet herom. Hun ved heller ikke, hvorfor antallet af ledsagere blev ændret til én ledsager. Af anstalten fik hun oplyst, at to ledsagere var begrundet i transporttiden til - - -, hvor hendes forældre bor. Da hun senere overgik til én ledsager, kørte han dog hele vejen til - - -. 12 timers udgang er inklusive transporttiden til - - -. Overgangen til uledsagede udgange skete, mens hun stadig afsonede i Anstalten ved Herstedvester. Derfor brugte hun en stor del af udgangen på transport. I 2002 blev hun gift. Nu bor hendes ægtefælle i - - -, men i begyndelsen boede han i København. Da Statsfængslet Østjylland blev opført, fik hun tilbud om overflytning hertil. Dette accepterede hun, og hun blev overflyttet i januar 2007. Det har været utroligt sejt at komme igennem indstillingerne i Statsfængslet Østjylland. Der var computerproblemer, så oplysningerne fra Herstedvester var ikke fulgt med til Østjylland. Hun måtte så hjælpe med sine egne oplysninger. Allerede da hun fik uledsaget udgang i Herstedvester, bad hun om et tidsperspektiv af hensyn til prøveløsladelse. Hun har aldrig nægtet at deltage i udarbejdelse af mentalerklæring/farlighedsvurdering med henblik på uledsaget udgang. Tværtimod synes hun, at hun har gjort alt, for at vurderingen skulle sættes i værk. Hun har bedt om at få en forklaring på tilførslen i referatet af fællesmødet den 20. april 2004 herom, men det har hun aldrig fået. Da hun blev tilknyttet overlæge Lis Middelbo Outzen, havde de 5 samtaler, og erklæringen blev udarbejdet. Erklæringen blev først sent sendt til Retslægerådet, der afgav erklæring på en måned. Hun påbegyndte de uledsagede udgange i september 2005. I begyndelsen var udgangen på 12 timer inklusive transport. Hun havde i alt 37 uledsagede udgange på denne måde. De ordinære uledsagede udgange overgik til almindelig weekendudgang i juni 2007. Weekendudgang er fra fredag kl. 15.00 til lørdag kl. 15.00. Hun havde i alt 13 weekendudgange, hvorefter hun overgik til orlov. Orlov gælder fra fredag kl. 15.00 til søndag kl. 20.00. I starten var orloven hver måned. I januar 2009 overgik hun til regelmæssig udgang, hvilket vil sige hver 3. uge. Hun afsoner fortsat i Statsfængslet Østjylland. Hun har intet hørt om Møgelkær eller Pension Skejby. Hun ved, at statsfængslet har rykket direktoratet for svar. Hendes ægtefælle bor på - - - i - - -, og der overnatter hun også, når hun er på orlov. Der er tale om et lejet hus med have. Hun sender 1.000 kr. til lejebetaling til ægtefællen hver måned. Hendes ægtefælle modtager førtidspension. Hendes ægteskab blev kendt i offentligheden, fordi nogle piger, som hun afsonede med, gik til pressen. Herved blev hendes ægtefælle hængt ud, så han mistede sit arbejde. Deres bolig blev endvidere opsøgt. Hun har aldrig udtalt sig til pressen i forbindelse med sagen eller efterfølgende. Hun søgte om tilladelse til at tale med en journalist umiddelbart efter dommen, men hun fik afslag herpå. Hendes mand har heller ikke udtalt sig til pressen. Hendes ægtefælle er dømt for at have slået en dreng, som afgik ved døden. Han blev løsladt i 2001. Hun håber, at hun kan få arbejde som kirketjener, når hun bliver prøveløsladt. Uddannelsen hertil er meget kort, nemlig et 14-dages-kursus på et AMU-center. Hun har generelt et fint forhold til sine medindsatte. Der kan dog godt være nogle stofmisbrugere, der giver uro. De interesserer sig mere for andres ulykker end for sig selv. Hun er blevet mobbet af nogle af disse. På nuværende tidspunkt er der også en indsat, der kan få andre med til at føre smædekampagner mod hende. Der har været en episode, hvor hendes ægtefælle under et besøg i fængslet var gal, og hvor han skubbede hende. Personalet anmeldte forholdet til politiet. Sagen blev trukket tilbage, efter at politiet havde talt med ægtefællen. På nuværende tidspunkt går hun ikke til psykolog, men hun har tidligere gjort det. Til støtte for påstanden om prøveløsladelse har D's advokat gjort gældende, at udgangspunktet for livstidsdømte er, at der sker prøveløsladelse efter 14 års samlet frihedsberøvelse. Der er ikke noget forhold i sagen, der medfører, at dette udgangspunkt skal fraviges. Både den oprindelige mentalundersøgelse og den psykiatriske erklæring af 11. marts 2005, som har været forelagt Retslægerådet, konkluderer, at D på ingen måde er personfarlig. At sagen eventuelt er kendt i offentligheden, beror ikke på D's forhold. D's forhold gør heller ikke prøveløsladelse utilrådelig, jf. straffelovens § 41, da D har bolig og udsigt til arbejde/praktik eller andet underhold. Det hidtidige afsoningsforløb har endvidere været helt uproblematisk, og alle lempelser i afsoningsforholdene i form af først ledsaget udgang og herefter uledsaget udgang er forløbet problemfrit. Det fremgår af Direktoratets afgørelse, at der som altovervejende hovedregel skal have været et udslusningsforløb enten til åbent fængsel eller pension. Dette iværksættes dog normalt på et meget tidligere tidspunkt. D har vedvarende anmodet om, at der blev truffet afgørelse om udslusning og perspektiv, men sagsbehandlingen har været meget langvarig. Det er Direktoratet, der er hovedansvarlig for, at frihedsgoderne ikke er blevet meddelt eller er blevet meddelt meget sent. Der er intet, der tyder på, at D ikke kan administrere en prøveløsladelse på nuværende tidspunkt. Direktoratet har gjort gældende, at det efter en konkret og aktuel vurdering var utilrådeligt at prøveløslade D den 3. juli 2009, hvor Direktoratet traf afgørelse i sagen. For personer med lange straffe indgår den foreliggende løsladelsessituation med betydelig vægt i utilrådelighedsvurderingen, idet det vurderes, om den indsatte er stabiliseret ved f.eks. udslusning via en af Kriminalforsorgens pensioner. Et typisk uproblematisk udslusningsforløb for en langtidsindsat vil sædvanligvis starte med ledsagede og herefter uledsagede udgange, overførsel til åben anstalt, eventuelt frigang til arbejde/uddannelse og eventuel udstationering til pension i en periode, først på fængselsvilkår og siden på almindelige pensionsvilkår. Udslusningsforløbet er nødvendigt, blandt andet for at det kan vurderes, om stadig flere frihedsgoder vil blive misbrugt. Udslusningsforløbet for livstidsdømte er sædvanligvis længere end for andre dømte. Endvidere skal hensynet til retshåndhævelsen tages i betragtning ved utilrådelighedsvurderingen. I denne forbindelse er det tillagt betydning, at D er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, og at hendes sag fortsat er kendt i offentligheden. D afsoner fortsat i lukket fængsel, men det forventes, at D nu får tilladelse til overførsel til åbent fængsel. D har ikke på nuværende tidspunkt opnået tilstrækkelige frihedsgoder til, at det kan vurderes, om hun kan administrere frihedsgoderne uden at overgå til ny kriminalitet. Rettens begrundelse og resultat: Efter sagens oplysninger lægger retten til grund, at D har haft et problemfrit afsoningsforløb, og at hun har administreret tildelte udgange, herunder mange uledsagede udgange, uden problemer. Det fremgår af sagens oplysninger, at D fortsat afsoner i lukket fængsel, men at hun ifølge Statsfængslet Østjyllands indstilling af 19. juni 2009 er indstillet til overførsel til åbent fængsel. Da D afsoner livstidsstraf for grov personfarlig kriminalitet, finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte Direktoratets vurdering af, at prøveløsladelse først kan finde sted efter gennemførsel af et længerevarende udslusningsforløb, der bl.a. indeholder overførsel til åbent fængsel eller pension. På denne baggrund er der heller ikke grundlag for at tilsidesætte Direktoratets vurdering af, at det den 3. juli 2009 var utilrådeligt med prøveløsladelse, jf. straffelovens § 41, stk. 2, hvorfor, det bestemmes: Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, afgørelse af 3. juli 2009 stadfæstes. - - - Vestre Landsrets kendelse. - - - Efter straffelovens § 41, stk. 2, forudsætter løsladelse på prøve af en person, der er idømt fængsel på livstid, blandt andet, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig. I forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.), L 146 fremsat den 8. december 1999, fremgår det under punkt 3.3., at straffelovens §§ 41-43 hviler på Straffelovrådets forslag om indførelse af en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte. Under punkt 3.2. om Straffelovrådets forslag hedder det blandt andet: »Straffelovrådet forudsætter, at de administrative afgørelser om prøveløsladelse træffes på grundlag af en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder af den pågældendes eventuelle farlighed svarende til den vurdering, som i dag foretages ved afgørelser om benådning. Det forudsættes herved også, at der som hidtil sker høring af Retslægerådet og anklagemyndigheden, forinden der træffes afgørelse i sagen. Straffelovrådet finder, at adgangen til domstolsprøvelse først bør indtræde efter afsoning af 14 år af en livstidsstraf. Det er de særlig langvarige afsoninger, der giver mest anledning til at overveje en domstolskontrol . . . Her må det forventes, at spørgsmålet om vurdering af den dømtes farlighed ofte vil stå i forgrunden, men domstolene vil også have lejlighed til at vurdere, om andre grunde end farlighedshensyn, f.eks. kriminalitetens særlige grovhed og hensynet til retsfølelsen, kan begrunde en særlig langvarig frihedsberøvelse.« Af afsnittet »Til nr. 8 (straffelovens §§ 41-43)« fremgår blandt andet følgende: »Det indebærer bl.a., at der i forbindelse med en afgørelse om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid skal foretages en konkret vurdering af den dømtes forhold svarende til den vurdering, der i dag foretages ved afgørelser om løsladelse af livstidsdømte ved benådning. . . . Afgørelsen om, hvorvidt den dømte skal prøveløslades, vil således bero på en afvejning af samtlige sagens omstændigheder. I vurderingen skal bl.a. indgå oplysninger om risikoen for tilbagefald (recidiv) til kriminalitet og oplysninger om den dømtes farlighed. I vurderingen vil desuden skulle inddrages oplysninger om det hidtidige afsoningsforløb, herunder om den indsatte har været i stand til at administrere de lempelser i afsoningsforløbet, der er blevet tildelt den pågældende (udgang, ophold i åben anstalt, udstationering eller frigang mv.).« D er dømt for forsætligt drab af en 4-årig og dennes mor ved at have brændt dem inde i en ejendom, og af en 7-årig, som ved ildspåsættelsen fik forbrændinger, der medførte døden. På den anførte baggrund og af de grunde, som byretten har anført, stadfæster landsretten den påkærede kendelse. |
|||
|
|
|||