|
|
|
||
|
|
|||
|
Ø.L.K. 26. juni 2007 i kære 6. afd. B-1135-07 (Karen-Anke Tørring, Ole Græsbøll Olesen, Peter Pagh (kst.)). T (adv. Henrik Feldt-Rasmussen, Århus) mod Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen . Københavns Byrets kendelse 19. marts 2007. Under denne sag, der er indbragt for retten den 3. oktober 2006, har T nedlagt påstand om, at der ydes ham erstatning for uberettiget indgreb efter straffuldbyrdelseslovens § 103 og reglerne i retsplejelovens § 1018 a. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen , har nedlagt påstand om, at der fortsat ikke er grundlag for at tilkende T erstatning i forbindelse med den foretagne urinprøvekontrol. Sagen er i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 116 behandlet på skriftligt grundlag. Det fremgår af sagen, at T, under afsoning i Vestre Fængsel, den 3. februar 2005 blev tvunget til at aflægge en urinprøve. Analyseresultatet påviste ikke spor af euforiserende stoffer, og ved skrivelse af 23. februar 2005 anmodede T om erstatning for indgrebet, som han fandt var ubegrundet og uberettiget. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen , traf den 3. maj 2005 afgørelse i sagen, hvorefter der ikke var grundlag for at tilkende erstatning i forbindelse med den foretagne urinprøvekontrol. Det fremgår af afgørelsen blandt andet: ». . . Københavns Fængsler har oplyst, at der den 3. februar 2005 blev foretaget stikprøvevis visitation af hele afdeling Vest 1. . . . Direktoratet finder derfor, som nævnt ovenfor, ikke grundlag for at kritisere, at fængslet har truffet bestemmelse om, at De skulle aflægge urinprøve i forbindelse med visitation af Deres afdeling, uanset at det efterfølgende viste sig, at Deres prøve var negativ for euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning. Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at fængslet kan træffe afgørelse om at en eller flere ansatte skal afgive urinprøve, selv om der ikke er konkret mistanke om, at den pågældende har indtaget euforiserende stoffer. . . .« Direktoratet fastholdt ved skrivelse af 29. juli 2005 den trufne afgørelse. Advokat Henrik Feldt-Rasmussen indbragte den 3. oktober 2006 på vegne T sagen for retten. Rettens bemærkninger: Det fremgår ikke af de i sagen foreliggende oplysninger, om T er vejledt om fristen for domstolsprøvelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112, hvorfor retten ikke, uanset fristoverskridelsen, finder fuldt tilstrækkeligt grundlag for at afvise sagen. Adgangen til domsstolsprøvelse efter straffuldbydelseslovens § 112 omfatter alene endelige administrative afgørelser, og da Direktoratet for Kriminalforsorgen alene har truffet afgørelse vedrørende T's aflæggelse af urinprøve den 3. februar 2005, er der ikke ved nærværende afgørelse taget stilling til de efterfølgende urinprøvekontroller. Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 60 a, stk. 1, at institutionens leder, eller den, der bemyndiges dertil, kan træffe bestemmelse om, at en indsat skal afgive urinprøve med henblik på at undersøge for eventuel indtagelse af euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning. I lovforslag nr. 175 af 26. februar 2004, er i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser anført følgende vedrørende § 60 a: ». . . Med den foreslåede bestemmelse gives der i stk. 1 mulighed for at foretage stikprøvevis urinprøvekontrol hos indsatte i kriminalforsorgens institutioner med henblik på at undersøge for eventuelt misbrug af euforiserende stoffer og andre stoffer, som er forbudt efter den almindelige lovgivning, f.eks. anabolske steroider. Indsatte vil således på tilfældige tidspunkter og steder kunne afkræves urinprøver med det formål at kontrollere, om de indsatte misbruger euforiserende stoffer og andre ulovlige stoffer. Iværksættelse af urinprøvekontrol efter den foreslåede bestemmelse forudsætter ikke, at der kan påvises en konkret mistanke mod den indsatte om misbrug af euforiserende stoffer mv. Urinprøve kan herefter afkræves indsatte rutinemæssigt og stikprøvevis, når dette findes hensigtsmæssigt og ud fra en saglig vurdering, herunder navnlig ud fra præventive hensyn. Det er ikke en betingelse, at det konkret kan påvises, at kontrollen er afgørende for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages. Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes over for såvel en større personkreds, f.eks. en eller flere institutioner eller afdelinger, som over for enkelte indsatte. . . .« Herefter, og idet der ikke er oplyst omstændigheder der antageliggør, at indgrebet ikke er foretaget så skånsomt, som omstændighederne tillader, og da den omstændighed, at den pågældende urinprøve var negativ, ikke i sig selv indebærer, at indgrebet var uberettiget eller uforskyldt, findes der ikke grundlag for at tilkende T erstatning efter straffuldbyrdelseslovens § 107, jf. retsplejelovens § 1018 a. Thi bestemmes: Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, afgørelse af 3. maj 2005, stadfæstes. Ingen af parterne skal betale omkostninger til den anden part. Østre Landsrets kendelse. - - - Der fremlagdes kæreskrift af 10. april 2007, hvorved advokat Henrik Feldt-Rasmussen på vegne T har kæret Københavns Byrets kendelse af 19. marts 2007 - - - om erstatning for uberettiget indgreb efter straffuldbyrdelseslovens § 107, og reglerne i retsplejelovens § 1018 a, dommerens fremsendelsesbrev af 29. maj 2007 og udskrift af retsbogen indeholdende den kærede afgørelse. Der fremlagdes endvidere supplerende processkrift af 13. juni 2007 fra advokat Henrik Feldt-Rasmussen vedlagt bilag 1-8. Kærende har til støtte for erstatningskravet efter straffuldbyrdelseslovens § 107 supplerende bl.a. henvist til en skrivelse fra Folketingets Ombudsmand af 7. juli 2003, hvori der udtrykkes kritik af afslag på erstatning for en rektalundersøgelse. Kærende har endvidere henvist til, at Institut for Menneskerettigheder har udtalt, at urinprøver efter straffuldbyrdelseslovens § 60 a udgør indgreb i privatlivets fred efter den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ligesom kærende har henvist til flere domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om pligt til at afgive urinprøve. Endvidere har kærende henvist til, at nægtelse af afgivelse af urinprøve kan medføre bøde, inddragelse af udgang og betinget straffecelle, hvorfor der er tale om et tvangsmæssigt indgreb. Indkærede har ikke udtalt sig vedrørende kæren. Dommeren har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse. De modtagne bilag var til stede. I motiverne til straffuldbyrdelseslovens § 60 a er anført bl.a. (FT 2003-2004, tillæg A, s. 6317): »Det at blive afkrævet en urinprøve må betragtes som et indgreb i privatlivet, der er omfattet af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af retten til privatliv, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder, jf. Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikel 8, stk. 2. Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 60 a er at forstærke kontrollen med ulovlig indsmugling af, handel med og misbrug af euforiserende stoffer mv. Denne forstærkede kontrolindsats sigter mod at undgå en række uheldige følgevirkninger af stofmisbrug mv., der er uforenelige med straffuldbyrdelsen, herunder en atmosfære præget af vold og trusler mod personale og blandt de indsatte. På den baggrund vil den foreslåede bestemmelse efter Justitsministeriets opfattelse være omfattet af de i artikel 8, stk. 2, anførte hensyn til forebyggelse af uro eller forbrydelse samt beskyttelse af andres rettigheder og friheder.« I motiverne til straffuldbyrdelseslovens § 107 er anført (FT 1999-2000, tillæg A, s. 3803): »De indgreb, der omfattes af § 107, er indgreb, som kriminalforsorgen eller andre myndigheder kan foretage over for den dømte m.fl. i medfør af bestemmelser i denne lov eller bestemmelser fastsat med hjemmel i denne lov. Med bestemmelsen sigtes til foranstaltninger af en vis konkret, indgribende karakter. Som eksempel kan nævnes uberettiget overførsel fra åben til lukket institution og uberettiget tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang. Selv om en række af de indgreb, som har hjemmel i denne lov eller kan fastsættes med hjemmel i denne lovs bemyndigelsesbestemmelser, ikke vil være af særlig indgribende karakter, er det dog ikke fundet rimeligt på forhånd at udelukke erstatning i anledning af sådanne indgreb. Selv de mindre indgreb vil kunne foretages under omstændigheder, der opleves som så krænkende, at det kan stille sig naturligt at yde en vis kompensation, dersom indgrebet viser sig at være uforskyldt. At erstatning ikke ved noget indgreb er udelukket på forhånd, er endvidere i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i retsplejelovens § 1018 b.« Efter votering afsagdes sålydende Kendelse: Det er ubestridt, at T inden for en periode af ni måneder i otte tilfælde er blevet pålagt at afgive urinprøve, der i alle otte tilfælde var negativ. Det er ligeledes ubestridt, at udvælgelsen af T i disse otte tilfælde er foretaget ved lodtrækning af en computer. Idet straffuldbyrdelseslovens § 60 a indeholder fornøden hjemmel for en stikprøvevis kontrol af de indsatte, har der været fornøden lovhjemmel til at pålægge T at afgive urinprøve, uden det kan tillægges betydning, at tidligere prøver har været negative. Den stikprøvevise udtagelse af T til at afgive urinprøve kan under hensyn til kontrollens formål ikke anses for uberettiget og må tillige anses hjemlet i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2. Herefter, og idet indgrebet ikke kan anses som særligt indgribende, samt af de af byretten anførte grunde, er der ikke grundlag for at tilkende T erstatning efter straffuldbyrdelseslovens § 107, hvorfor bestemmes: Byrettens kendelse stadfæstes. |
|||
|
|
|||