UfR.2013.983Ø
 

 

Ø.L.D. 20. december 2012 i anke 21. afd. S-2300-12

(Taber Rasmussen, Hans Chr. Thomsen, Søren Schou Frandsen (kst.)).

Anklagemyndigheden mod E (adv. Claus Allan Bonnez, Aarhus, besk.).

Af Glostrup Rets dom 27. juni 2012, 15-1580/2008, fremgår bl.a., at »E, der afsoner en dom til forvaring, blev den 19. august 2005, mens han afsonede i Anstalten ved Herstedvester, anbragt i sikringscelle fra den 19. august 2005 kl. 13.05 til den 21. august 2005 kl. 13.05, hvor han blev udtaget af sikringscelle. Anbringelsen skete under anvendelse af tåregas.

E har via sin advokat, advokat Claus Bonnez, fremsat krav om erstatning for anbringelsen i sikringscelle og for anvendelsen af tåregas.


Spørgsmålet om erstatning er i medfør af retsplejelovens § 1018 h indbragt for retten ved Statsadvokatens tilkendegivelse af 18. september 2007, der er modtaget af retten den 6. februar 2008.


Sagens behandling har været sat i bero på Rigsadvokatens principielle overvejelser vedrørende kompetenceforhold og domstolsprøvelse i alle erstatningssager, der vedrører kriminalforsorgens indgreb over for strafafsonere, jf. Rigsadvokaten Informerer 9/2007, pkt. II.


Anklagemyndigheden har ved brev af 19. marts 2012 anmodet om, at sagens behandling genoptages. Anklagemyndigheden har samtidig nedlagt påstand om, at sagen afvises og at, spørgsmålet om afvisning behandles på skriftligt grundlag.


E's advokat har i brev af 24. maj 2012 protesteret imod, at sagen afvises. Han har trods opfordring dertil ikke udtalt sig om, hvorvidt dette spørgsmål kan afgøres på skriftligt grundlag.


Retten har besluttet at afgøre spørgsmålet om afvisning på skriftligt grundlag.


. . .«

Østre Landsrets dom.



Glostrup Rets dom af 27. juni 2012 (- - -) er anket af E med endelig påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten under medvirken af domsmænd.


Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.


Det fremgår af sagen, at Direktoratet for Kriminalforsorgen ved brev af 20. februar 2006 meddelte E afslag på dennes anmodning om erstatning efter retsplejelovens § 1018 a. Samtidig meddelte Kriminalforsorgen, at der ikke var hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 112 til at indbringe spørgsmålet for retten.


Den 20. februar 2007 meddelte Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn afslag på erstatning efter retsplejelovens § 1018 h og vejledte samtidig om, at afgørelsen kunne påklages til Rigsadvokaten, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 3. Endvidere fremgik af afgørelsen, at den administrative klageadgang skulle udnyttes, inden kravet kunne begæres indbragt for retten til prøvelse, jf. retsplejelovens § 1018 f, stk. 1.


Advokat Claus Bonnez indbragte afgørelsen for Rigsadvokaten, der ved afgørelse af 16. juli 2007 i overensstemmelse med statsadvokaten ikke fandt grundlag for erstatning. Rigsadvokaten vejledte om, at afgørelsen kunne indbringes for retten i medfør af retsplejelovens § 1018 f, stk. 1.


Efter anmodning fra advokat Claus Bonnez blev sagen herefter den 18. september 2007 af anklagemyndigheden indbragt for Retten i Glostrup med henvisning til retsplejelovens § 1018 f, stk. 1. Anklagemyndigheden nedlagde ved brev af 19. marts 2012 til Retten i Glostrup endelig påstand om afvisning, med henvisning til at sagen ikke kan behandles efter retsplejelovens kapitel 93 a.


Den 27. juni 2012 afsagde Retten i Glostrup dom, hvorved sagen blev afvist. Ved sagens behandling medvirkede ikke domsmænd.

Rettens begrundelse og resultat:



Landsretten bemærker, at anklagemyndigheden har behandlet erstatningssøgendes begæring om erstatning som en begæring efter retsplejelovens § 1018 h og har behandlet begæringen efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Rigsadvokaten har i afgørelsen af 16. juli 2007 vejledt om, at afgørelsen kunne indbringes for retten i medfør af retsplejelovens § 1018 f, stk. 1.


Det følger af retsplejelovens § 1018 f, stk. 4, at sagen behandles under medvirken af domsmænd. Domsmænd skal dog ikke medvirke, hvis erstatningskravet er fremsat som følge af en sag vedrørende en lovovertrædelse, der efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde eller fængsel i 4 måneder, eller af en sag, der er afgjort i retten uden medvirken af nævninge eller domsmænd. Da denne sag ikke er omfattet af disse undtagelsesbestemmelser, skulle sagen for byretten have været behandlet under medvirken af domsmænd. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at anklagemyndigheden i byretten nedlagde endelig påstand om sagens afvisning.


Med denne begrundelse ophæves byrettens dom, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten.

Thi kendes for ret:


Byrettens dom i sagen mod E ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i byretten under medvirken af domsmænd.


Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.