Europæiske Fængselsregler     


 


Iværksættelse af opholdsvilkårene for dømte indsatte

103.1 Opholdsvilkårene for dømte indsatte skal være gældende fra det tidspunkt, en person indsættes i fængsel med status som dømt, medmindre de allerede har været gældende inden da.

103.2 Snarest muligt efter indsættelsen skal der udarbejdes rapporter vedrørende de dømte om deres personlige forhold, forslag til afsoningsplaner for hver enkelt og en strategi for forberedelsen af deres løsladelse.

103.3 Dømte indsatte skal opmuntres til at være med til at udarbejde deres individuelle afsoningsplaner.

103.4 Så vidt det er muligt, skal sådanne planer omfatte:
a.
arbejde,
b.
uddannelse,
c.
andre aktiviteter, og
d.
forberedelse af løsladelse.

103.5 Socialt arbejde og lægelig og psykologisk omsorg kan også være omfattet af opholdsvilkårene for dømte indsatte.

103.6 De overordnede opholdsvilkår for dømte indsatte skal som en integreret del omfatte regler for udgang fra fængslet.

103.7 Indsatte, der giver deres samtykke, kan deltage i et program om genopretning og tilbagebetaling for deres forbrydelser.

103.8 Der skal være særligt fokus på at sørge for passende afsoningsplaner og opholdsvilkår for livstidsdømte og andre langtidsfanger.

Organisatoriske aspekter af at frihedsberøve dømte indsatte

104.1 Der skal så vidt muligt og med forbehold af kravene i regel 17 anvendes separate fængsler eller separate fængselsafdelinger for at gøre det lettere at administrere de forskellige opholdsvilkår, der gælder for bestemte kategorier af indsatte.

104.2 Der skal forefindes procedurer til at udfærdige og regelmæssigt revidere individuelle afsoningsplaner for de indsatte efter overvejelse af relevante indberetninger og samråd med det relevante personale og vedkommende indsatte, som i så vid udstrækning som muligt bør involveres heri.

104.3 Sådanne indberetninger skal altid omfatte indberetninger fra de medarbejdere, der har det direkte ansvar for den pågældende indsatte.