Europæiske Fængselsregler     


 



indkvartering



 

18.1 Ved indkvartering af de indsatte, og i særdeleshed ved indkvartering i soverum skal den menneskelige værdighed og så vidt muligt privatlivets fred respekteres, og alle sundheds- og hygiejnemæssige krav skal opfyldes, idet der skal tages behørigt hensyn til de klimatiske forhold og i særdeleshed gulvarealet, rumindholdet af luft, belysning, opvarmning og udluftning.

18.2 I alle bygninger, hvor indsatte skal bo, arbejde eller have fællesskab, gælder:
a.
vinduerne skal være store nok til, at de indsatte under normale forhold kan læse eller arbejde ved dagslys, samt give mulighed for at lukke frisk luft ind, undtagen hvor der er et tilstrækkeligt klimaanlæg,
b.
den kunstige belysning skal opfylde anerkendte tekniske standarder, og
c.
der skal være et alarmsystem, der gør det muligt for de indsatte umiddelbart at tilkalde personalet.

18.3 Specifikke minimumskrav med hensyn til de i regel 18.1 og 18.2 anførte forhold skal fastsættes i national lovgivning.

18.4 Den nationale lovgivning skal indeholde forholdsregler, der sikrer, at disse minimumskrav ikke overtrædes ved overbelægning i fængslerne.

18.5 De indsatte skal normalt overnatte i individuelle celler, undtagen hvis det er en fordel for dem, at de deler soverum.

18.6 Fælles indkvartering må kun forekomme, hvis forholdene er egnede hertil, og de indsatte er egnede til at omgås hinanden.

18.7 De indsatte skal så vidt muligt have mulighed for at vælge, inden de bliver pålagt at dele soverum.

18.8 Ved beslutningen om at anbringe indsatte i bestemte fængsler eller i bestemte afdelinger i et fængsel skal der tages behørigt hensyn til behovet for at holde:
a.
varetægtsfængslede adskilt fra dømte indsatte,
b.
mandlige indsatte adskilt fra kvindelige indsatte, og
c.
yngre voksne indsatte adskilt fra ældre indsatte.

18.9 Der kan gøres undtagelser fra kravet i regel 18.8 om adskillelse, således at indsatte sammen kan deltage i organiserede aktiviteter; dog skal de nævnte grupper altid adskilles om natten, medmindre de samtykker i at blive anbragt sammen, og fængselsmyndighederne vurderer, at dette vil være til fordel for alle de berørte indsatte.

18.10 Alle indsatte skal indkvarteres under de mindst restriktive sikkerhedsforhold, der er forenelige med deres undvigelsesrisiko eller risikoen for, at de gør skade på sig selv eller andre.

Hygiejne

19.1 Alle områder af ethvert fængsel skal til enhver tid vedligeholdes ordentligt og holdes rene.

19.2 Når de indsatte indsættes i fængslet, skal de tildelte celler eller andre opholdsrum være rene.

19.3 De indsatte skal have nem adgang til sanitære faciliteter, som er hygiejniske og yder respekt for privatlivets fred.

19.4 Af hensyn til den generelle hygiejne skal der forefindes tilstrækkelige faciliteter til, at alle indsatte kan få et bad eller brusebad ved en passende temperatur i forhold til klimaet, så vidt muligt hver dag, men mindst to gange om ugen (eller hyppigere, hvis det er nødvendigt).

19.5 De indsatte skal have en god personlig hygiejne og holde deres tøj og soverum rent og ordentligt.

19.6 Fængselsmyndighederne skal forsyne dem med midlerne dertil, herunder toiletartikler og almindelige rengøringsredskaber og -artikler.

19.7 Der skal tages særligt hensyn til kvinders sanitære behov.

Tøj og sengetøj

20.1 Indsatte, som ikke selv har egnet tøj, skal forsynes med tøj, der passer til klimaet.

20.2 Dette tøj må ikke være nedværdigende eller ydmygende.

20.3 Alt tøj skal holdes i ordentlig stand og skal udskiftes, når det er nødvendigt.

20.4 Indsatte, som får tilladelse til at færdes uden for fængslet, må ikke være tvunget til at bære tøj, der identificerer dem som indsatte.

21. Alle indsatte skal have egen seng og eget hensigtsmæssigt sengetøj, som skal holdes i god stand, og som skal skiftes tit nok til at sikre, at det er rent.