Europæiske Fængselsregler     


 


Orden

Generelle bestemmelser om orden

49. Der skal opretholdes orden i fængslet ved at tage de nødvendige hensyn til sikkerhed og disciplin samtidig med, at de indsatte skal have levevilkår, der respekterer den menneskelige værdighed, og de skal tilbydes et omfattende aktivitetsprogram i overensstemmelse med regel 25.

50. Med forbehold for hensynet til orden og sikkerhed skal de indsatte have ret til at diskutere sager vedrørende de generelle fængselsvilkår, og de skal opmuntres til at kommunikere med fængselsmyndighederne om sådanne sager.

Sikkerhedsforanstaltninger mod undvigelse

51.1 Der må kun anvendes sikkerhedsforanstaltninger over for de enkelte indsatte, i det omfang det er nødvendigt for at opnå, at de er effektivt frihedsberøvet.

51.2 Sikkerhed baseret på fysiske barrierer og andre tekniske midler skal suppleres med dynamisk sikkerhed baseret på en årvågen medarbejderstab, som kender de indsatte, som de har ansvar for.

51.3 Snarest muligt efter indsættelsen skal de indsatte vurderes for at fastslå:
a.
hvilken risiko de udgør for samfundet, hvis de skulle undvige,
b.
hvilken risiko der er for, at de vil forsøge at undvige enten alene eller med bistand udefra.

51.4 Den indsatte skal herefter være underlagt passende sikkerhedsforhold i forhold til risikoniveauet.

51.5 Det nødvendige sikkerhedsniveau skal revurderes med regelmæssige mellemrum under en persons frihedsberøvelse.

Personlig sikkerhed

52.1 Snarest muligt efter indsættelsen skal de indsatte vurderes for at fastslå, om de udgør en sikkerhedsrisiko for andre indsatte, fængselspersonalet eller andre personer, der arbejder i eller besøger fængslet, eller om der er risiko for, at de vil gøre skade på sig selv.

52.2 Der skal være fastsat forholdsregler for at sikre indsatte, fængselspersonalet og alle besøgende og for at minimere risikoen for vold og andre begivenheder, der kan true den personlige sikkerhed.

52.3 Der skal træffes enhver mulig foranstaltning for, at alle indsatte i sikkerhed kan deltage fuldt ud i de daglige aktiviteter.

52.4 Det skal være muligt for indsatte at få kontakt med personalet til enhver tid, også om natten.

52.5 Den nationale sundheds- og sikkerhedslovgivning skal overholdes i fængslerne.

Særlige sikkerhedsforanstaltninger

53.1 Særlige sikkerhedsforanstaltninger må kun anvendes under ganske særlige omstændigheder.

53.2 Der skal være klare procedurer, der skal følges, når sådanne foranstaltninger skal anvendes over for indsatte.

53.3 Arten af sådanne foranstaltninger, deres varighed samt begrundelserne for deres anvendelse skal være fastlagt i den nationale lovgivning.

53.4 Anvendelsen af foranstaltningerne i det enkelte tilfælde skal godkendes af den kompetente myndighed for et bestemt tidsrum.

53.5 En afgørelse om at forlænge det godkendte tidsrum kræver en ny godkendelse fra den kompetente myndighed.

53.6 Sådanne foranstaltninger må kun anvendes på enkeltpersoner og ikke på grupper af indsatte.

53.7 Enhver indsat, der udsættes for sådanne foranstaltninger, har ret til at klage i overensstemmelse med bestemmelserne i regel 70.

Undersøgelser og kontrol

54.1 Der skal være detaljerede procedurer, som personalet skal følge ved undersøgelse af:
a.
alle steder, hvor de indsatte bor, arbejder og har fællesskab,
b.
indsatte,
c.
besøgende og deres ejendele, og
d.
personalet.

54.2 De situationer, hvor sådanne undersøgelser er nødvendige, samt undersøgelsernes art skal være fastlagt i den nationale lovgivning.

54.3 Personalet skal uddannes til at udføre disse undersøgelser på en sådan måde, at ethvert forsøg på at undvige eller skjule ulovlige genstande opdages og forhindres samtidig med, at personalet udviser respekt for de undersøgte personers værdighed samt for deres personlige ejendele.

54.4 Undersøgelsesprocessen må ikke være ydmygende for de personer, der undersøges.

54.5 En person må kun undersøges af personale af samme køn.

54.6 Fængselspersonalet må ikke foretage en intern fysisk undersøgelse af den indsattes person.

54.7 En intim undersøgelse i forbindelse med en undersøgelse må kun udføres af en læge.

54.8 De indsatte skal være til stede, når deres personlige ejendele undersøges, medmindre undersøgelsesteknikken eller den mulige trussel mod personalet umuliggør dette.

54.9 Forpligtelsen til at garantere sikkerheden skal afvejes mod de besøgendes privatliv.

54.10 Procedurer for kontrol af besøgende fagpersoner, såsom advokater, socialrådgivere og læger osv., skal fastlægges efter høring af de relevante faglige organisationer for at sikre en balance mellem sikkerhed og retten til at få adgang til fortrolige professionelle samtaler.