Krav til indholdet af erklæringer i sager om foranstaltningsophævelse efter straffelovens § 72


 

I Retslægerådets Årsberetning 1994, side 107, findes "Vejledning i udarbejdelse af retspsykiatriske erklæringer i sager vedrørende ændring/ophævelse af idømt særforanstaltning jf. straffelovens § 72. .."

En lægelig erklæring bør ifølge denne artikel indeholde følgende oplysninger:
 
 
 
a: En kortfattet social anamnese samt oplysninger om patientens aktuelle sociale situation, herunder hvilke sociale forhold patienten eventuelt udskrives til.

b: Oplysninger om patientens legemlige helbredstilstand.

c: En psykiatrisk anamnese med gennemgang af sygdomsforløb, behandling og behandlingseffekt. Ved indlæggelser beskrives årsagen til indlæggelsen, varighed, tilstand under indlæggelsen, behandling og udskrivningsdiagnose(r). Gentagne indlæggelser under stort set samme sygdomsbillede kan eventuelt slås sammen.

d: En grundig psykopatologisk beskrivelse og vurdering med diagnostiske overvejelser.

e: Patientens eget syn på den pådømte kriminalitet. Endvidere redegøres for eventuel kriminalitet under behandlingsforløbet.

f: Den aktuelle behandlingsplan bør nøje anføres. Ved psykofarmakologisk behandling nævnes præparat, dosis og administrationsmåde samt hvorvidt behandlingen er - eller på noget tidspunkt har været - givet ved tvang. Patientens holdning til og forståelse af behandlingsplanen bør anføres, herunder hvorvidt patienten kan antages at være motiveret for fortsat behandling, såfremt en sådan er påkrævet, ved ændring/ophævelse af den idømte foranstaltning.

g: Et motiveret forslag til ændring/ophævelse af den idømte foranstaltning, herunder en vurdering af risikoen for recidiv til ligeartet kriminalitet.