Medicinsk kastration i
Anstalten ved Herstedvester

Krænkerbehandling – i tv og i virkeligheden

En DR1-dokumentarudsendelse i oktober gav et forvrænget billede af virkeligheden. Udsendelsens påstande imødegås af behandlerne på Herstedvester i dette indlæg

Af psykologerne Tommy Lillebæk og Sten Mollerup, på vegne af behandlere, m.fl., på Anstalten ved Herstedvester

DR1 Dokumentar viste den 24. oktober 2001 udsendelsen „De kastrerede“. Trods skepsis overfor visse af udsendelsens påstande betegnede Helle Hellmann i sin TV-anmeldelse i Politiken den følgende dag udsendelsen som „et vægtigt og grundigt dokumentarprogram“.

Dette er foruroligende, idet man må gå ud fra, at også andre kan have fået den opfattelse, at man med det pågældende program har fået et sandfærdigt, sobert og balanceret indblik i antihormonal behandling eller såkaldt medicinsk kastration af svært recidivtruede sexkriminelle. Dette er ikke tilfældet.

Vi kan ikke påstå, at dokumentarprogrammet er det mest tendentiøse tv, vi nogen sinde har set. Dette alene fordi vi ikke kender præmisserne for andre tilsyneladende afslørende programmer. Imidlertid giver „De kastrerede“ et svært forvrænget billede af den virkelighed, programmet giver sig ud for at beskrive. Hvorvidt der er tale om et forbløffende pauvert udbytte af en lang research-periode eller snarere om bevidst manipulation, er derimod vanskeligt at afgøre. Set i lyset af de informationer, journalisterne bag udsendelsen har haft til deres disposition, tyder mest desværre på det sidstnævnte.

I perioden 1935-70 blev et væsentligt antal dømte for sexkriminalitet kirurgisk kastreret for at modvirke recidiv. Efter massiv kritik, som bl.a. fokuserede på indgrebets irreversibilitet og brede kriterier for dets anvendelse, ophørte denne praksis 1970. Frem til slutningen af 1980'erne var behandling af recidivfarlige sexkriminelle herefter baseret på psykoterapi. I få tilfælde blev behandlingen suppleret med forskellige former for kønsdriftdæmpende medikamentel behandling. Med hensyn til recidivrate var udkommet af dette imidlertid ikke tilfredsstillende. (Hansen & Lykke-Olesen, 1997).

I 1989 påbegyndte Anstalten ved Herstedvester medicinsk kastration af recidivfarlige sexkriminelle ved hjælp af depotbehandling med præparaterne Androcur og Decapeptyl Depot (nu Enanton). Begge præparater virker hæmmende på organismens produktion af mandlig kønshormon, testosteron. Androcur nedsætter desuden testosterons vanlige effekt i organismen og modvirker derved også effekten af eventuel illegal indtagelse af mandlig kønshormon. Medicinsk kastration efter denne nye model indbefatter vurdering ved endokrinologisk konsulent og regelmæssige samtaler med psykiater eller psykolog. Siden 1997 har sager, der omhandler medicinsk kastration som vilkår for frihedsgoder, obligatorisk været forelagt Retslægerådet.

I sammenligning med tidligere kønsdriftdæmpende behandling, inklusiv kirurgisk kastration, udmærker den moderne medicinske kastration sig ved at være såvel reversibel som mere effektiv. Indikationsområdet har samtidig begrænset sig til at omfatte sexkriminelle, som vurderes i høj risiko for recidiv til personfarlig sexkriminalitet.

Impotens ikke et formål

Dokumentarprogrammet om „De kastrerede“ synes at have haft til formål at så tvivl om det fagligt etiske grundlag for og det behandlingsmæssige udkomme af den medicinske kastration af recidivtruede sexkriminelle, som overlæge Heidi Hansen på Anstalten ved Herstedvester siden 1989 har været lægefaglig ansvarlig for. Man fremfører i den sammenhæng, at Heidi Hansen på et fejlagtigt grundlag har fremstillet behandlingen som succesrig og derved har medvirket til at vildlede Folketinget.

Således hævder programmet, at flere behandlede har bevaret evnen til at få erektion og gennemføre samleje, og at flere har recidiveret til fornyet sexkriminalitet, mens de har været medicinsk kastreret. Desuden fremføres det, at behandlingen skulle medføre øget aggressivitet eller – med en besynderlig form for paradoksal logik – at den øgede aggressivitet i al fald vil indtræffe, når behandlingen ophører!!!

I dokumentarprogrammet klippes der utallige gange tilbage til en TV-udsendelse fra 1995, hvori Heidi Hansen giver udtryk for, at de medicinsk kastrerede mister evnen til erektion. Dette modgås i programmet af nogle tidligere indsatte, som har været i antihormonal behandling, og det er ikke ualmindeligt, at personer i denne patientgruppe giver udtryk for fortsat at være i stand til at få rejsning og gennemføre samleje, selvom dette angiveligt skulle forgå sjældnere og med væsentlig større besvær end før –behandlingen. Når det drejer sig om mænds virilitet og potens generelt er selvrapporterede data næppe de mest reliable. Trods dette er det efterhånden opfattelsen, at nogle medicinsk kastrerede ligesom nogle kirurgisk kastrerede patienter bevarer en vis seksuel potens, hvilket Heidi Hansen da også ved flere senere lejligheder har givet udtryk for.

Det væsentlige her er imidlertid, at eventuel fortsat potens ikke diskvalificerer medicinsk kastration i behandlingen af recidivfarlige sexkriminelle. Behandlingens formål er ikke at gøre patienten impotent. Den medicinske kastration har derimod til formål i forening med psykoterapi at befri den sexkriminelle patient for hyppigt tvangsprægede og voldelige seksuelle fantasier og dæmpe hans seksuelle driftspres for derigennem at nedsætte risikoen for gentagelseskriminalitet. Følgelig bør det være på dette grundlag, behandlingens udkomme vurderes.

Kan den medicinsk kastrerede undgå tvangsprægede tilskyndelser til sexkriminalitet, men samtidig bevare lyst og evne til seksuel intimitet, kan dette desuden synes ideelt, hvad angår reduktion af recidivfarlighed.

Manipulation med tid og sted

I tv-programmet sættes der spørgsmålstegn ved recidivrisikoen blandt medicinsk kastrerede sexkriminelle. Man afviser således den vurdering, at ingen sexkriminel, som er prøveløsladt/prøveudskrevet med vilkår om fortsat medicinsk kastration, har recidiveret til fornyet personfarlig sexkriminalitet mens behandlingen har været opretholdt. Dette gøres blandt andet under inddragelse af en tidligere indsat i Anstalten ved Herstedvester, som i 1977 recidiverede, mens han var i kønsdriftdæmpende medikamentel behandling. Man undlader imidlertid behændigt at gøre opmærksom på, at den kønsdriftdæmpende behandling på dette tidspunkt ikke var den behandling, som Heidi Hansen introducerede på Herstedvester 12 år senere. Det oplyses ikke, hvorvidt den pågældende indsatte var kønsdriftsdæmpet til kastrationsniveau, og det forekommer helt urimeligt at lade en sag fra 1977 underminere tiltroen til en behandlingsform, som blev iværksat i 1989 efter en længere stilstandsperiode, hvor man netop var skeptisk overfor udkommet af den tidligere medikamentelle behandling.

Derudover henviser dokumentarprogrammet til kønsdriftdæmpende behandling af to udviklingshæmmede beboere fra Kofoedsminde. Angiveligt måtte behandlingen opgives på grund af utilstrækkelig effekt. Der mangler imidlertid information om, hvorvidt den kønsdriftdæmpende behandling, som foregik på Rigshospitalet, kan sammenlignes med medicinsk kastration, som det praktiseres på Anstalten ved Herstedvester. Under alle omstændigheder virker det usagligt og desperat at modgå Heidi Hansens vurdering af recidivraten hos medicinsk kastrerede fra Herstedvester under henvisning til personer og sager, som ligger uden for den nævnte personkreds og tillige uden for Heidi Hansens og Herstedvesters behandlingsmæssige ansvarsområde.

Recidiv og recidivrate

Tilbage i udsendelsen står et tilfælde, hvor en medicinsk kastreret indsat under et vredesudbrud har truet en kvindelig fængselsfunktionær med voldtægt, samt et tilfælde, hvor en medicinsk kastreret tidligere indsat er dømt for besiddelse af børnepornografisk materiale. I det første tilfælde var den pågældende indsatte fortsat i fængsel. I det andet tilfælde er det uoplyst, hvorvidt det pågældende materiale blev anskaffet forud for, under eller efter ophør af den medikamentelle behandling.

Den heri beskrevne kriminalitet skal på ingen måde bagatelliseres. Alligevel skal det påpeges, at recidiver i dette omfang og på dette niveau i personkredsen af medicinsk kastrerede, som netop er defineret ved høj risiko for recidiv til personfarlig sexkriminalitet, vel ret beset støtter vurderingen af behandlingen som effektiv.

Man har på Anstalten ved Herstedvester ikke kendskab til andre tilfælde af fornyet sexkriminalitet under behandlingen hos de 41 svært recidivtruede sexkriminelle, som siden 1989 har været behandlet med medicinsk kastration i kombination med psykoterapi. Det er vanskeligt at fremdrage andre former for behandling, hvortil et lignende udkomme både fordres og præsteres.

Kastration og aggression

I „De kastrerede“ lader man psykolog Marianne Gram vurdere, at medicinsk kastration skulle medføre øget aggressivitet. Psykologen baserer denne vurdering på, at patienterne kan opleve frustration ved tab af kønsdrift og seksuel funktionsduelighed på linje med frustration ved sult, tørst og mangel på søvn. Overfladisk betragtet kan synspunktet synes plausibelt, og det kan ikke afvises, at nogle patienter, især i behandlingens indledningsfase, kan fremvise sådanne paradoksale reaktioner (Høgland & Nerdrum).

At medicinsk kastrerede generelt og på længere sigt skulle reagere ved øget aggressivitet og voldelighed synes imidlertid uden teoretisk og klinisk konsistens. Som nævnt virker behandlingen ved at nedsætte produktion og vanlig funktion af testosteron i organismen. Hvor nogle videnskabelige undersøgelser ikke har kunnet påvise effekt heraf på aggressionsniveauet, har andre undersøgelser vist signifikant effekt i aggressionsdæmpende retning. (Blackburn, 1994, Høgland & Nerdrum).

Ved medicinsk kastration er det reaktioner i retning af det mere samlede, rolige og eftertænksomme samt det mindre provokerbare, affektspændte og impulsive, der præger det kliniske billede.

Trods dette er antagelsen om øget aggressivitet og voldelighed blandt medicinsk kastrerede temmelig udbredt, og man lader i tv-programmet lektor Beth Grothe Nielsen informere om, at dette skulle være et i forskningen velkendt og velbeskrevet fænomen. Vi har ikke i Herstedvester kunnet finde videnskabelig dokumentation for antagelsen, hvilket man i øvrigt heller ikke har kunnet i en gruppe retspsykiatere og –psykologer i Holland, som interesserer sig for emnet. Såfremt lektoren ligger inde med videnskabelige undersøgelser, som dokumenterer en sådan effekt af moderne medicinsk kastration, er vi derfor flere, som vil være taknemlige for referencer.

Krænkerbehandling

Hvad angår øget aggressivitet og voldelighed efter behandlingsophør, har vi ikke erfaringer for en såkaldt rebound-effekt. Dette udelukker naturligvis ikke, at en sådan kan forekomme. Imidlertid er behandlingen reversibel, og man må som udgangspunkt antage, at patienten – fraset den udvikling, som erfaringer med en ændret tilværelse, psykoterapeutisk behandling og modning i løbet af den medikamentelle behandlingsperiode har givet grundlag for – vil returnere til sin tidligere tilstand og sit tidligere funktionsniveau, når behandlingen ophører

Psykolog Marianne Gram får i tv-udsendelsen mulighed for at fremføre den vurdering, at problemet (!) skyldes mangel på en ordentlig krænkerbehandling i Danmark. Anstalten ved Herstedvester har en langvarig tradition for behandling af recidivtruede sexkriminelle, hvoraf kun en mindre brøkdel tilbydes medikamentel kønsdriftdæmpende behandling. Hovedparten behandles på et psykodynamisk grundlag ved samtaler med psykiater eller psykolog. De indsatte har desuden samtaler med socialrådgiver, sygeplejerske m.fl., mens alle institutionens faggrupper medvirker i en tværfaglig, daglig psykosocial påvirkning af de indsatte i et terapeutisk miljø. Også landets retspsykiatriske afdelinger og Sexologisk Klinik på Rigshospitalet har årelang erfaring med behandling af sexkriminelle. Siden 1997 har det i medfør af den såkaldte forsøgsordning og via samarbejde imellem rets-, sundheds- og socialvæsen og de nævnte institutioner været muligt at tilbyde ambulant psykiatrisk/sexologisk behandling til sexkriminelle med relativt korte domme. For at imødekomme forskellighed blandt sexkriminelle, hvad angår personlighedsmæssige forstyrrelser, sexologiske problemer, psykosociale funktionsniveauer og ressourcer, er der tale om et bredspektret behandlingsudbud. I et projekt under Nordisk Ministerråd har man bl.a. sammenlignet behandlingsudbuddet i de nordiske lande. I den efterfølgende statusrapport vurderes det, at Danmark har været først ude med et systematiseret samarbejde imellem retsvæsen og behandlingsapparat og er kommet længst, hvad angår tilbud om behandling til voksne krænkere. (Mossige, 2000).

Om Marianne Grams ovennævnte vurdering skyldes uvidenhed om krænkerbehandling i Danmark eller noget mere angribeligt må stå uafklaret.

Marianne Gram og Beth Grothe-Nielsen har ved flere lejligheder advokeret for gruppebaseret behandling af sexkriminelle på et kognitivt, adfærdsteoretisk grundlag. Jf. betragtninger i Forsøgsordningens evalueringsrapport, er vi ikke uenige i, at specifikke grupper af sexkriminelle vil kunne profitere af intensiv gruppebehandling under indsættelsen. Dette indebærer imidlertid ikke naive forestillinger om, at gruppebaseret psykoterapi kan udgøre et realistisk alternativ for de recidivfarlige sexkriminelle, som i dag tilbydes medicinsk kastration. Dette med mindre man, som i Canada, uanset behandlingsprogrammer fastholder denne gruppe i fængsel i årevis udover, hvad vi i Danmark har tradition og behov for.

DR-journalisternes etik

Når man lader sig interviewe til et tv-program er man i høj grad beroende på TV-jornalisternes etiske niveau. Enhver journalist med sans for udvælgelse og blot en smule klippeteknisk tæft kan få enhver person til at fremstå, som det tjener formålet bedst. Med et ideal om åbenhed og tillid til sine medmennesker har Heidi Hansen talrige gange valgt at løbe den risiko, som er involveret i dette. I tilfældet „De kastrerede“ var åbenheden og tilliden malplaceret. Heidi Hansen blev interviewet om medicinsk kastration i fire sammenhængende timer. Når journalisterne herefter udvælger et klip, hvori Heidi Hansen er i tvivl om en bestemt persons mere detaljerede behandlingsforløb, efterlader man os med det indtryk, at man har haft mere fokus på at fremstille Heidi Hansen som usikker og utroværdig end på indhentning af information om det, der tilsyneladende var udsendelsens tema. Når journalisternes egne vurderinger på billedsiden blev ledsaget af panoreringer henover et pc-tastatur, mens helheden blev indsvøbt i dramatiserende underlægningsmusik, tilføjer dette blot til helhedsindtrykket af manipulation.

De ansvarlige journalister havde valgt at lade Heidi Hansen gøre en figur, der kunne understøtte udsendelsens mere eller mindre direkte påstande om kynisme og utroværdighed. Vi der kender Heidi Hansen som person og langvarigt har arbejdet tæt sammen med hende indenfor det kontroversielle felt, som behandling af sexkriminelle repræsenterer, kan fastslå, at dette er helt igennem uretfærdigt og ufortjent. Med et humant menneskesyn, et stærkt engagement i sine patienter og en faglig dygtighed, som også har omfattet mod til at konfrontere disse på urealistiske idylliseringer, har Heidi Hansen været primus motor for og inspirator i fremme af behandlingsmomentet i samfundets håndtering af sexkriminelle. I den sammenhæng har den psykoterapeutiske indsats altid været det primære. Med introduktion af moderne medicinsk kastration har Heidi Hansen tillige ydet sit væsentlige bidrag til, at også de mest recidivtruede og ressourcefattige sexkriminelle har kunnet omfattes af behandling fremfor straf. Heidi Hansens pionerarbejde har således betydet, at sexkriminelle, som ellers ville skulle tilbringe halve liv i fængsel, har kunnet løslades/udskrives på et tidligere tidspunkt i forløbet. Dette er ikke alene væsentligt fra en human synsvinkel.

Det er også væsentligt udfra det synspunkt, at den heri indeholdte mulighed for reetablering eller fastholdelse af et socialt netværk, tilknytning til arbejdsmarkedet og funktion i samfundet generelt under tilsyn og støtte kan medgå til væsentlig reduktion af recidivfarlighed (Webster et al. 1997, Boer et al. 1997). Det skal tilføjes, at Heidi Hansen i erkendelse af medicinsk kastration som en særdeles omfattende intervention altid har fastholdt behandlingens begrænsede indikationsområde.

Journalisterne bag dokumentarprogrammet om „De kastrerede“ har såvel i research som i programmets form og indhold anvendt metoder, som vi ikke kan forestille os, er i overensstemmelse med god presseetik. Dette får antageligt et selvstændigt efterspil, ligesom vi er overbeviste om, at resultater af et igangværende forskningsprojekt inden for området vil kunne gendrive tv-udsendelsens uhyrlige påstande og fordrejninger.

Referencer

Hansen. H. & Lykke-Olesen. L. : „Treatment of dangerous offenders in Denmark“

Høgland & Nerdrum: „Variable som forutsier tilbakefallsfrekvens hos seksualovergripere“

Blackburn. R: „The Psychology of Criminal Conduct“. Wiley, N.Y. (1994).

Evalueringsrapporten om „Forsøgsordningen vedrørende øget behandlingsindsats over for personer, som er dømt for sædelighedskriminalitet“. Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2000.

Mossige. S (Ed): „Personer som begår seksuelle overgrep mot barn. Forståelse, behandling og straff“ Nordisk Ministerråd. Tema Nord. Kbh. (2000).

Webster. CD, Douglas. KS, Eaves. D & Hart. SD: „HCR-20. Assessing risk for violence“ Fraser University Press. Vancouver (1997).

Boer. DP, Hart. SD, Kropp. PR & Webster. CD: „Manual for the Sexual Violence Risk –20“ Fraser University Press. Vancouver (1997).

Fængselsinspektør:

„Modbydeligt tv-program“

„Jeg overværede DR-journalisternes fire timer lange interview med overlæge Heidi Hansen, og jeg syntes faktisk, der kunne være kommet mange fine udsendelser ud af det. Men i stedet havde journalisterne på forhånd bestemt sig til at lave en udsendelse, der nedgør behandlingen af de sexkriminelle og gør os utroværdige i forhold til befolkningen og Folketinget.

Det var en i enhver henseende modbydelig og groft manipulerende udsendelse. Det er i øvrigt påfaldende, at journalisterne ikke tjekker flere af de oplysninger, de har fået fra de indsatte, mens de har krydstjekket oplysningerne herfra både forlæns og baglæns,“ siger fængselsinspektør Erik Taylor om Danmarks Radio's tv-dokumentarudsendelse, „De kastrerede“.
/mbi ..."