Cirkulære nr 7. af 22. januar 1987  
om anvendelse af håndjern over for indsatte. (* 1)

 


 

I henhold til § 31, stk. 2, i Justitsministeriets bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf fastsættes følgende regler om anvendelse af håndjern over for indsatte:

A. UNDER TRANSPORT m.v.

§ 1. Såfremt det er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, kan indsatte under transport m.v. belægges med håndjern.

Stk. 2. Under transport uden for institutionens område skal håndjernene så vidt muligt være skjult under den pågældendes klæder eller lignende, såfremt diskretionshensyn taler derfor.

§ 2. Bestemmelse om anvendelse af håndjern træffes af anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren eller den, han bemyndiger dertil. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.

Stk. 2. Reglerne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til bestemmelse om ophør af anvendelse af håndjern.

§ 3. Lægetilsyn skal finde sted,

  • 1) når magt har været anvendt, medmindre institutionens vagthavende leder/arrestforvareren finder det åbenbart unødvendigt,
  • 2) såfremt forholdene taler derfor.

B. I STEDET FOR ANBRINGELSE I SIKRINGSCELLE.

§ 4. Såfremt det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, og umiddelbar hensættelse i sikringscelle ikke er mulig, kan en indsat belægges med håndjern.

Stk. 2. Håndjern må kun anvendes, når forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige.

§ 5. Bestemmelse om anvendelse af håndjern træffes af anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer lederens afgørelse, træffes bestemmelsen af overvagtmesteren, eller hvis dette ikke er muligt, af vagtmesteren eller dennes stedfortræder eller den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal normalt omgående underrettes om anvendelse af håndjern.

Stk. 2. For så vidt angår arresthusene skal arrestinspektøren snarest muligt underrettes om anvendelse af håndjern.

§ 6. Indsatte, der er belagt med håndjern, skal tilses af personalet med korte mellemrum, der i intet tilfælde må overstige en time.

Stk. 2. Lægetilsyn skal normalt finde sted omgående.

§ 7. Anvendelse af håndjern må kun under ganske særlige omstændigheder udstrækkes ud over 24 timer.

Stk. 2. Bestemmelse om ophør af anvendelse af håndjern træffes af anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren eller den, han bemyndiger dertil.

C. I FORBINDELSE MED VISITATION.

§ 8. Hvis en indsat nægter at lade sig visitere i nødvendigt omfang, og visitationen ikke kan gennemføres uden betydelig magtanvendelse, kan vedkommende belægges med håndjern. Kan visitationen fortsat ikke gennemføres uden betydelig magtanvendelse, kan anvendelsen af håndjern opretholdes, dog højst i 3 timer.

Stk. 2. Håndjern må kun anvendes, når andre lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige.

§ 9. Bestemmelse om anvendelse af håndjern træffes af anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren eller den, han bemyndiger dertil. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.

§ 10. Indsatte, der er belagt med håndjern, skal tilses af personalet med korte mellemrum, der i intet tilfælde må overstige en time.

Stk. 2. Lægetilsyn skal normalt finde sted omgående.

§ 11. Reglerne i § 9 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til bestemmelse om ophør af anvendelse af håndjern.

D. FÆLLESREGLER.

§ 12. Der må kun anvendes håndjern af en type, der er godkendt af direktoratet.

Stk. 2. Anvendelse af håndjern må ikke udstrækkes længere, end formålet gør det absolut påkrævet.

§ 13. Der skal straks udfærdiges rapport om det passerede på særlig rapportblanket (Dfk. 118), der rekvireres fra statsfængslet i Nyborg.

Stk. 2. Ved hvert kvartals udløb indsendes genpart af rapportblanketten til direktoratet.

E. IKRAFTTRÆDEN.

§ 14. Cirkulæret træder i kraft den 15. februar 1987.

Stk. 2. Direktoratets cirkulære nr. 235 af 16. december 1975 om anvendelse af håndjern over for indsatte ophæves.

E.B.

J. Waagensen

Til kriminalforsorgens anstalter og arresthusene.

  • (* 1) Forskriften er optaget i Kriminalforsorgens cirkulæresamling (KC K-2-4)