	Fortolkning af reglerne om ufrivillige overførsler af såkaldt "negativt stærke" og såkaldt "svage" indsatte mellem fængsler og arresthuse mod disses vilje
	Af Claus Bonnez, formand for KRIM 9. oktober 2008 Med straffuldbyrdelseslovens gennemførelse i 2001 blev det muligt at foretage overførsel af indsatte for eksempel fra åbne fængsler til lukkede fængsler, arresthuse eller særlige afdelinger for "negativt stærke" indsatte alene med henvisning til den pågældendes "fremtræden" kombineret med institutionens eller de medindsattes kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe (således ikke nødvendigvis den "negativt stærke" indsatte selv) vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte. Straffuldbyrdelseslovens §§ 24-29 indeholder reglerne om overførsel af indsatte mellem fængsler og/eller arresthuse mod de indsattes vilje. Hvad lovgivningsmagten forstår ved en "negativt stærk" indsat eller en "svag" indsat kan nedenstående uddrag af en artikel af kontorchef Jens Kruse Mikkelsen, Justitsministeriet, i Juristen nr. 8 fra 2001, muligvis bidrage til. Jens Kruse Mikkelsen anfører i artiklens 3. afsnit om anbringelse og overførsel mod disses vilje af negativt stærke indsatte mellem fængsler blandt andet følgende:
		Med udtrykket »negativt stærke« indsatte sigtes navnlig til de grupper af indsatte, herunder rockere og deres støttepersoner, der i de senere år har skabt sig en sådan magtposition i fængslerne, at de i dag udgør en særdeles negativ styrende faktor i forhold til medindsatte. Deres metoder adskiller sig ikke nævneværdigt fra den fremgangsmåde, der sædvanligvis benyttes af andre »stærke« indsatte, dvs. vold, trusler om vold, økonomisk udnyttelse mv. De pågældendes metoder er imidlertid væsentlig grovere end tidligere, og deres styring retter sig nu mod alle i institutionen. Deres metoder rækker også uden for fængslet, idet de ved hjælp af gruppemedlemmer uden for fængslet kan udstrække deres trusler og pres til de medindsattes familier og pårørende. Som følge af det almindelige kendskab til sådanne gruppers metoder er det sjældent nødvendigt at anvende vold og trusler. Deres blotte fremtræden kombineret med de medindsattes kendskab til gruppetilhørsforholdet er normalt tilstrækkeligt til at skabe den tilsigtede frygt hos medindsatte. Samtidig udøves volden mv. sædvanligvis ikke af de »negativt stærke« indsatte selv, men af »håndlangere«, hvilket gør det særdeles vanskeligt eller umuligt at bevise deres andel. Medvirkende hertil er også, at ingen tør udtale sig af frygt for repressalier. Med udtrykket »svage« indsatte sigtes til personer, der har behov for beskyttelse for at undgå udnyttelse, mobning, trusler, vold eller andre overgreb fra medindsatte. Som eksempel kan peges på stofmisbrugere og andre, der er fysisk og psykisk svagt funderet, og som eventuelt tillige har stiftet gæld til medindsatte. En anden gruppe udgør de indsatte, der på grund af deres kriminalitet, herunder navnlig mishandling af børn og andre seksualforbrydelser, ikke tolereres af fællesskabet. For så vidt angår de negativt stærke indsatte, har anbringelse i og overførsel til arresthus og lukket fængsel tidligere forudsat, at der i det enkelte tilfælde kunne påvises bestemte grunde til at antage eller en særlig bestyrket mistanke om, at den dømte ville udøve vold mod medindsatte eller personale. Efter straffuldbyrdelsesloven er der blevet mulighed for at foretage de nævnte former for anbringelse og overførsel alene med henvisning til den negativt stærke indsattes blotte fremtræden kombineret med institutionens eller de medindsattes kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte. Betingelserne for anbringelse og overførsel er således lempet i tilfælde, hvor anbringelsen eller overførslen sker af hensyn til beskyttelse af medindsatte, personale eller andre i institutionen, således at der alene stilles krav om, at anbringelsen mv. »må anses for nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen".
	Kontorchef Jens Kruse Mikkelsen beskæftiger sig i artiklen også med de såkaldt "svage indsatte". Han peger blandt andet på, at der med straffuldbyrdelsesloven blev gennemført hjemmel til, at disse mod deres vilje kan overføres fra et fængsel eller arresthus til et andet mod deres vilje for at beskytte disse. Han anfører:
		For så vidt angår de svage indsatte er der efter straffuldbyrdelsesloven adgang til at anbringe i og overføre fra fængsel til arresthus mod den dømtes vilje, hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den pågældende mod overgreb fra medindsatte.18 Endvidere kan der ved valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem ensartede afsoningsinstitutioner mv. tages hensyn til muligheden for at beskytte den dømte mod overgreb fra medindsatte.19 Nyt i forhold til hidtil gældende ret er, at der efter straffuldbyrdelsesloven er mulighed for at anbringe i eller overføre fra åbent til lukket fængsel mod den dømtes vilje i beskyttelsesøjemed.20 Det gælder ikke blot i tilfælde, hvor den dømte tilhører gruppen af svage indsatte i den ovennævnte betydning, men også i tilfælde, hvor anbringelsen eller overførslen skal modvirke overgreb, der iværksættes af udefra kommende bander mod indsatte, der tilhører en rivaliserende gruppe.