Strafafsoner, der var anholdt for at udeblive fra afsoning, måtte løslades,
da indkaldelse ikke var kommet frem


 

Af advokat Claus Bonnez

27. oktober 2007

En domfældt var ved brev af 19. september 2007 indkaldt til at skulle afsone en dom på 60 dages fængsel i Statsfængslet Midtjylland, hvor han blev bedt om at fremmøde den 16. oktober 2007.

Den pågældende mødte ikke op og blev anholdt af politiet den 22. oktober 2007 med henblik på, at fuldbyrdelsen af straffen kunne begynde.

Ved brev af 24. oktober 2007 klagede den pågældendes advokat og gjorde gældende, at den pågældende ikke havde modtaget en indkaldelse til afsoning.

Ved brev af 26. oktober 2007, journalnummer 2007-403-04412-0003, meddelte Direktoratet for Kriminalforsorgen, "at direktoratet i dag har bedt Københavns Fængsler om at løslade Deres klient, idet Deres klient ikke ses at have modtaget indkaldelse til afsoning".

Vedlagt afgørelsen af 26. oktober 2007 fra direktoratet fandtes en kopi af fængslets indkaldelse af 19. september 2007 til den pågældende. Denne skrivelse blev imidlertid ikke af direktoratet anset for tilstrækkelig dokumentation for, at der faktisk var sket indkaldelse.