Kapitel 1

Indledning

1 Løsladelse sker efter endt strafudståelse eller i forbindelse med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benådning, jf. straffuldbyrdelseslovens § 79, stk. 1.

Spørgsmålet om, hvornår der kan ske prøveløsladelse, vilkårene herfor m.v. er reguleret i straffelovens §§ 38-42.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 80, stk. 1, skal afgørelse om prøveløsladelse – hvis den straf, der fuldbyrdes, efter straffelovens § 38, stk. 1, giver mulighed for prøveløsladelse af dømte, der udstår tidsbestemt fængselsstraf – træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af 2/3 af straffen. Ved spørgsmål om prøveløsladelse af livstidsdømte efter straffelovens § 41, stk. 1, skal afgørelse om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af 12 år af straffetiden.

2 Straffuldbyrdelseslovens § 79, stk. 2, indeholder en bestemmelse om, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om tidspunktet for løsladelsen og om adgang til en kortere fremrykning af dette tidspunkt, herunder i tilfælde, hvor en fremrykning er begrundet i væsentlige beskæftigelsesmæssige eller andre særlige hensyn.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 80, stk. 2, fastsætter justitsministeren regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, herunder om pligt til fornyet afgørelse af spørgsmålet om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid senest 1 år efter en afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse eller genindsættelse til udståelse af sådan straf.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 89 skal bl.a. spørgsmålet om prøveløsladelse jævnligt tages op til overvejelse, uanset om den indsatte anmoder herom. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om denne pligt til sagsbehandling.

3 Bekendtgørelse om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf (løsladelsesbekendtgørelsen), er udstedt i medfør af disse bestemmelser og indeholder regler om løsladelsestidspunkt, fremrykning af løsladelsen, sagsbehandling, kompetenceregler m.v. for så vidt angår sager om løsladelse efter endt strafudståelse og løsladelse på prøve. Bekendtgørelsen indeholder også regler om løsladelse af dømte, der udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Der henvises til kapitel 11 nedenfor. Endvidere er udstedt cirkulære om behandling m.v. af sager, hvor afgørelse om prøveløsladelse træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Cirkulæret indeholder bestemmelser om ”papirgangen” i disse sager.

Spørgsmålet om løsladelse ved benådning og strafafbrydelse er reguleret i henholdsvis bekendtgørelse om udsættelse med fuldbyrdelsen af fængselsstraf og om den administrative behandling af sager om benådning og bekendtgørelse om tilladelse til strafafbrydelse.

Kapitel 2

Prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1 (indsatte, der udstår tidsbestemt straf)

Regelgrundlaget

4 Efter § 38, stk. 1, kan løsladelse på prøve finde sted, når 2/3 af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået. Løsladelse på prøve kan dog ikke ske med hensyn til den ubetingede del af en dom efter straffelovens § 58, stk. 1 (kombinationsdom).

Forberedelse af spørgsmålet om løsladelse på prøve

5 Prøveløsladelse er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelse af fængselsstraffe på 3 måneder og derover.

I nogle tilfælde er det imidlertid oplagt, at prøveløsladelse ikke skal ske.

I andre tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om prøveløsladelse skal ske, påhviler det institutionen løbende, så vidt det er muligt, at overveje og iværksætte tiltag, som kan bidrage til, at der skabes en situation, hvor betingelserne for prøveløsladelse er til stede. Udover kontakten med den indsatte selv vil det almindeligvis være relevant, at institutionens personale fører en eller flere samtaler med de pårørende bl.a. med henblik på at skabe større klarhed om familiemæssige eller andre problemer, der er knyttet til selve afsoningen og den senere løsladelse og eventuelle tilsynsforløb. Som et væsentligt led i forberedelsen af løsladelsen kan indgå, at der aflægges besøg i den indsattes hjem enten af institutionens personale eller af den kommende tilsynsmyndighed. Besøg af institutionens personale bør i almindelighed foretrækkes i tilfælde, hvor nærmere oplysninger om hjemlige forhold skønnes at have betydning ikke alene for tilsynsarbejdet efter løsladelsen, men også for arbejdet med den indsatte under afsoningen og for forberedelsen af løsladelsen. Besøg af den kommende tilsynsmyndighed kan navnlig være hensigtsmæssigt i tilfælde, hvor afdelingen kender hjemmet i forvejen fra en tidligere personundersøgelse, tidligere tilsyn eller fra kontakt med hjemmet under den indsattes forudgående varetægtsfængsling eller afsoning.

Utilrådelighedsvurderingen

6 Efter § 38, stk. 5, forudsætter prøveløsladelse, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelse utilrådelig. Dette betyder, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle særvilkår. Det er en forudsætning, at betingelserne for prøveløsladelse er til stede, både når afgørelsen om prøveløsladelse træffes, og når prøveløsladelse faktisk skal ske.

Om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig beror på en konkret vurdering. I denne vurdering indgår kriminalitetens art, tidligere kriminalitet og den indsattes personlige forhold. Længden af den straf, som kan idømmes, vil ikke i sig selv være afgørende for, om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig, men vil sammen med kriminalitetens art være et moment, der indgår i vurderingen. Det bemærkes, at voldskriminalitet, uanset straffens længde, ikke betragtes som bagatelagtig kriminalitet.

Afgørelsen om prøveløsladelse skal, når sagen er tilstrækkeligt oplyst, træffes ud fra en samlet afvejning af alle omstændigheder, som taler enten for eller imod prøveløsladelse. Ved denne vurdering skal der i alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. Der er således ikke mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes.

Visse momenter vil dog typisk indgå med særlig vægt:

7 Antallet af tidligere løsladelser og betingede domme. Afslag vil kunne komme på tale, hvis der inden for de seneste år har foreligget flere løsladelser eller betingede domme med tilbagefald til ny kriminalitet, uden at man dog tillægger en betinget dom helt samme negative vægt som en forudgående prøveløsladelse.

Afslag vil kunne komme på tale, selvom den indsatte ikke tidligere har været prøveløsladt. Der sigtes herved navnlig til personer, der under en tidligere tilsynsperiode i henhold til betinget dom, samfundstjenestedom, behandlingsdom eller lignende har udvist en udtalt grad af manglende vilje til samarbejde med tilsynsmyndigheden, jf. vejledning om tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v., kapitel 2, pkt. 3 og 4.

8 Den indsattes forhold under tidligere tilsynsperioder. Der lægges vægt på, hvor hurtigt den indsatte er recidiveret efter den sidste løsladelse. Endvidere lægges vægt på den indsattes forhold til tilsynsmyndigheden, herunder foreliggende erfaringer med hensyn til gennemførelse af tilsynsforanstaltninger.

9 Den nu foreliggende løsladelsessituation. Prøveløsladelse vil – selvom at de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set måtte føre til afslag – kunne komme på tale, hvor der skønnes at foreligge en særlig gunstig løsladelsessituation, f.eks. med hensyn til arbejds-, opholds- eller uddannelsesmuligheder, den indsattes forhold til pårørende m.v., og/eller at der under den aktuelle strafudståelse må antages at være sket en væsentlig holdningsændring hos den indsatte, som mindsker risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet.

Omvendt vil afslag kunne komme på tale, hvis der foreligger en særlig dårlig løsladelsessituation med deraf følgende forhøjet recidivrisiko, også selv om de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set ville have ført til en positiv afgørelse. Ved vurderingen af løsladelsessituationen kan en verserende sag, der kan forventes at føre til fængselsstraf, medføre afslag, hvis det skønnes, at en forestående fængselsstraf vil forværre den pågældendes mulighed for social tilpasning og dermed forværre løsladelsessituationen. I disse sager vil der ofte være et særligt behov for tilsyn, hvis der træffes afgørelse om prøveløsladelse.

Det understreges, at de under pkt. 7, 8 og 9 anførte forhold skal indgå med lige stor vægt i utilrådelighedsvurderingen.

I vurderingen af, om prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, bør finde sted, indgår andre momenter end de ovenfor nævnte, herunder bl.a. følgende:

10 Ung alder. For unge indsatte (under 21 år) vil prøveløsladelse kunne komme på tale, uanset at en samlet vurdering af de øvrige nævnte momenter taler herimod.

11 Kriminalitetens art. Kriminalitetens art vil have en vis betydning for bedømmelsen af risikoen for ny kriminalitet. Risiko for tilbagefald til personfarlig kriminalitet vil med større vægt tale mod prøveløsladelse end risiko for tilbagefald til (ikke professionel) berigelseskriminalitet.

12 Forhold under afsoningen. Indsattes forhold under afsoningen tillægges vægt, i det omfang disse kan give anledning til at formode, at der er risiko for recidiv til fornyet kriminalitet. Dette kan eksempelvis være oplysninger om ny kriminalitet under afsoningen, stofmisbrug, misbrug af udgang og eventuelle undvigelser.

Genoptagelse af spørgsmålet om løsladelse på prøve

13 Er der givet afslag på prøveløsladelse, når 2/3 af straffen er udstået, skal institutionen tage spørgsmålet om prøveløsladelse op, hvis det på et senere tidspunkt må antages, at betingelserne for prøveløsladelse er til stede, jf. bekendtgørelsens § 3. Af bekendtgørelsens § 4, stk. 1, fremgår det, at spørgsmålet om prøveløsladelse i disse situationer (hvor der tidligere er meddelt afslag) endvidere skal tages op med jævne mellemrum. Om sagsbehandlingen i disse sager henvises til pkt. 55 nedenfor.

Reststraf under 30 dage

14 Der vil normalt ikke ske prøveløsladelse, hvis den indsatte ved to eller flere domme er idømt fængsel på i alt 90 dage eller derunder, idet løsladelse på prøve, når den resterende straffetid er under 30 dage, i almindelighed kun kan ske, når der foreligger særlige omstændigheder, som taler derfor, jf. straffelovens § 38, stk. 3. Der kan f.eks. være tale om ønskeligheden af iværksættelse af tilsyn, af en alkoholistbehandling eller lignende, som også den indsatte lægger vægt på at få iværksat.

For at undgå, at en indsat, der ved en dom er idømt fængsel i 70-80 dage, kommer til at udstå mere end den person, der prøveløslades på en 3-måneders dom, skal prøveløsladelse imidlertid i disse tilfælde normalt finde sted, hvis de almindelige betingelser for prøveløsladelse er opfyldt. Ud fra tilsvarende lighedsbetragtninger gælder det samme i situationer, hvor en tillægsstraf på f.eks. 20 dages fængsel afsones sammen med en straf på f.eks. 60 dage. Dette skyldes, at den kriminalitet, der har ført til tillægsstraffen, er begået før den første dom og således kunne være pådømt samtidig med den kriminalitet, der har ført til dommen på 60 dages fængsel, jf. principperne i straffelovens § 89.

Endelig bemærkes, at der skal ske prøveløsladelse - forudsat at betingelserne i øvrigt er opfyldt - i de tilfælde, hvor reststraffen er under 30 dage som følge af, at datoen for prøveløsladelse indtræffer i februar måned. Dette har sammenhæng med, at indsættelsestidspunktet ikke bør have indflydelse på muligheden for prøveløsladelse efter en dom på 3 måneders fængsel.

Kapitel 3

Prøveløsladelse efter straffelovens § 41, stk. 1 (indsatte, der udstår straf af fængsel på livstid)

Regelgrundlaget

15 Efter straffelovens § 41, stk. 1, kan løsladelse på prøve finde sted, når en indsat, der udstår straf af fængsel på livstid, har udstået 12 år af denne straf.

Utilrådelighedsvurderingen

16 Straffelovens § 41, stk. 2, indeholder en bestemmelse, der svarer til straffelovens § 38, stk. 5, vedrørende prøveløsladelse af indsatte, der udstår tidsbestemt fængselsstraf. Af § 41, stk. 2, fremgår det således, at løsladelse på prøve efter § 41, stk. 1, forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 41, stk. 3, 3. pkt.

Også ved prøveløsladelse af livstidsdømte skal der foretages en konkret og aktuel vurdering af den dømtes forhold. I denne vurdering skal bl.a. indgå oplysninger om risikoen for recidiv til kriminalitet og oplysninger om den dømtes farlighed. Desuden skal oplysninger om det hidtidige afsoningsforløb, herunder om den indsatte har været i stand til at administrere de lempelser i afsoningsforløbet, den pågældende har fået, herunder udgang, ophold i åbent fængsel, frigang m.v., indgå i vurderingen.

Om utilrådelighedsvurderingen se i øvrigt ovenfor under pkt. 6-12 om bestemmelsen i § 38, stk. 5, som svarer til bestemmelsen i § 41, stk. 2.

Genoptagelse af spørgsmålet om prøveløsladelse

17 Er der givet afslag på prøveløsladelse, når 12 år af straffen er udstået, skal institutionen tage spørgsmålet om prøveløsladelse op, hvis det på et senere tidspunkt må antages, at betingelserne for prøveløsladelse er til stede, jf. bekendtgørelsens § 3. Af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, fremgår det, at spørgsmålet om prøveløsladelse i disse situationer (hvor der tidligere er meddelt afslag) endvidere skal tages op, således at der kan tages stilling til spørgsmålet om prøveløsladelse senest 1 år efter prøveløsladelse sidst er nægtet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 80, stk. 2.

Kapitel 4

Løsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2 (indsatte, der udstår tidsbestemt straf)

Regelgrundlaget

18 Efter straffelovens § 38, stk. 2, kan prøveløsladelse finde sted efter udståelse af halvdelen af straffen, dog mindst 2 måneder, når særlige omstændigheder taler derfor. Prøveløsladelse i henhold til straffelovens § 38, stk. 2, kan efter ordlyd og forarbejder kun ske i ekstraordinære tilfælde.

Afgørelsen træffes af institutionens leder

19 Udenlandske indsatte, der skal udvises, løslades på prøve, når 7/12, dog mindst 2 måneder af straffen, er udstået, såfremt de er udvist med et tidsbegrænset indrejseforbud. Udenlandske indsatte, der er udvist med indrejseforbud gældende for bestandig, løslades, når 1/2, dog mindst 2 måneder af straffen, er udstået. Det er dog en forudsætning, at den indsatte i øvrigt vil kunne løslades på prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 1. Det er endvidere en forudsætning for prøveløsladelsens iværksættelse, at den pågældendes udvisning umiddelbart kan gennemføres. En retlig hindring for at gennemføre udvisningen kan f.eks. foreligge, hvis den indsatte har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, og den indsatte efter udlændingeloven har ret til at opholde sig her i landet, mens ansøgningen om opholdstilladelse behandles. Foreligger den retlige hindring for at gennemføre udvisningen fortsat, når den indsatte har udstået 2/3 af straffetiden, men er betingelserne for løsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, til stede, vil prøveløsladelse efter denne bestemmelse kunne ske på dette tidspunkt.

Kan udvisningen gennemføres, men modsætter den indsatte sig prøveløsladelse efter udståelse af 1/2 af straffetiden (indsatte, der er udvist for bestandig) eller efter 7/12 af straffetiden (indsatte med et tidsbegrænset indrejseforbud), vil løsladelse ikke ske på dette tidspunkt, men skal som altovervejende hovedregel ske som tvangsprøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af straffetiden. Sager om tvangsprøveløsladelse skal forelægges for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. bekendtgørelsens § 26, stk. 1, nr. 3, hvis institutionen finder, at prøveløsladelse skal ske.

Afgørelse om prøveløsladelse af udenlandske indsatte efter udståelse af 1/2 af straffetiden (indsatte, der er udvist for bestandig) eller efter 7/12 af straffetiden (indsatte med et tidsbegrænset indrejseforbud), træffes efter bekendtgørelsens § 29, nr. 1 og nr. 2, af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, hvis den indsatte udstår straf af fængsel i indtil 8 år, se dog § 29, stk. 2. Som følge af forudsætningen om, at den pågældendes udvisning kan gennemføres, skal den på formularsættet trykte bestemmelse, hvorefter løsladelsen forudsætter, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, erstattes af følgende formulering: "Det er en forudsætning for afgørelsen, at den pågældendes udvisning gennemføres"

Opmærksomheden henledes i øvrigt på udlændingelovens § 50 b. Det følger af denne bestemmelse, at EU-statsborgere og andre statsborgere omfattet af EU-reglerne, der ved dom er udvist af landet, i visse tilfælde har krav på at få indbragt spørgsmålet om udvisningen for retten på ny. Indbringelse for domstolene skal ske i de tilfælde, hvor udvisningen ikke er iværksat to år efter afgørelsen herom, og anklagemyndigheden har i sager omfattet af § 50 b en pligt til af egen drift at indbringe spørgsmålet om opretholdelse af udvisningen for retten, umiddelbart inden udvisningen kan forventes iværksat.

Der er fastsat nærmere bestemmelser om behandlingen af disse sager i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5/2006 om behandlingen af sager mod udlændinge, hvor der er spørgsmål om udvisning på grund af strafbart forhold.

Det fremgår bl.a. heraf, at bestemmelsen i § 50 b forudsætter, at kriminalforsorgen underretter anklagemyndigheden, når det bliver aktuelt at løslade eller prøveløslade en udvist udlænding.

Som følge heraf skal politidirektøren derfor i forbindelse med, at dommen sendes til kriminalforsorgen til fuldbyrdelse, anmode kriminalforsorgen om, at der ikke sker løsladelse (prøveløsladelse) uden forudgående underretning af politidirektøren.

Kriminalforsorgen sender herefter strafberegning med oplysning om det forventede løsladelsestidspunkt til politidirektøren.

Når løsladelse/prøveløsladelse bliver aktuel, skal det fængsel eller arresthus, hvor domfældte opholder sig, underrette politidirektøren og Rigspolitiets Nationale Udlændinge Center om, hvornår domfældte forventes løsladt eller prøveløsladt, således at anklagemyndigheden i medfør af udlændingelovens § 50 b kan tage skridt til at indbringe spørgsmålet om eventuel ophævelse af udvisningen for retten i god tid inden iværksættelse af udvisningsbeslutningen.

20 Militærnægtere. Indsatte, der udstår straf af fængsel for totalnægtelse af værnepligtstjeneste m.v., løslades på prøve, når halvdelen, dog mindst 2 måneder af straffetiden er udstået. Det er dog en forudsætning, at den indsatte i øvrigt vil kunne løslades på prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 1. Efter bekendtgørelsens § 29, nr. 3, træffes afgørelse herom af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, se dog § 29, stk. 2.

Afgørelsen træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen

21 For at løsladelse efter § 38, stk. 2, kan komme på tale, skal der foreligge et eller flere af følgende momenter:

22 Konkrete behandlingshensyn. Foreligger der gode arbejds- uddannelses- eller bopælsmuligheder, som ellers ville forspildes, kan prøveløsladelse ske ca. 1 måned før udståelse af 2/3 af straffetiden.

23 Vægtige humanitetshensyn svarende til sædvanlige benådningsgrunde, uden at der dog til prøveløsladelse kræves, at disse hensyn fremtræder med samme styrke som ved benådning for hele den idømte straf. Det kan f.eks. være den indsattes helbredsforhold, alvorlig sygdom hos ægtefælle eller børn eller forhold i hjemmet i øvrigt, som bevirker, at fortsat afsoning skønnes at ville medføre alvorlige skadevirkninger for familien.

Løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, skal i øvrigt overvejes, hvis det efter en konkret vurdering af hensyn til indsattes barn skønnes særligt væsentligt, at den indsatte bliver løsladt før tid. I sådanne tilfælde kan der ske en kort fremrykning af prøveløsladelsen (normalt indtil ca. 1 måned).

Dokumentation for de forhold, som eventuelt kan begrunde fremrykning af prøveløsladelsen, må tilvejebringes af den indsatte, der forudsættes vejledt nærmere herom.

24 Efter løsladelsesbekendtgørelsens § 14 skal institutionen overveje, om indsatte, der på gerningstidspunktet var under 18 år, kan løslades på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2. Institutionen skal sende indstilling herom til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, medmindre løsladelse efter denne bestemmelse anses for klart utilrådelig.

Desuden skal løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, altid overvejes for så vidt angår indsatte, der er under 18 år, jf. § 12 i bekendtgørelse om behandlingen af 14-17 årige, der anbringes i kriminalforsorgens institutioner.

Løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, skal i øvrigt overvejes, hvis den indsatte på gerningstidspunktet var under 24 år, ikke tidligere har udstået fængselsstraf og udstår en straf af fængsel i under 2 år for ikke farlig kriminalitet.

25 Indsatte, der har et udtalt behov for behandling mod alkoholmisbrug, og som er dømt for kriminalitet begået i alkoholpåvirket tilstand, vil have mulighed for løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, under forudsætning af, at der inden løsladelsen er iværksat en behandling mod misbrug af alkohol, og at løsladelsen sker på vilkår af bl.a. fortsat behandling. Det forudsættes endvidere, at kriminalforsorgen også efter løsladelsen kontrollerer, at behandlingen følges, og at der ikke sker svigt, ligesom det også skal ske i forhold til personer, der har fået betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling. Der henvises til § 3, stk. 2, i bekendtgørelse om tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v. og vejledning om tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v.

En overvejelse om løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, på ovennævnte vilkår vil ofte være relevant for voldsdømte. (Se også kapitel 5 om muligheden for prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a.)

26 Herudover kan følgende momenter indgå i vurderingen af sagen:

 

– At indsatte på gerningstidspunktet var under 21 år eller over 50 år.

– At den indsatte ikke tidligere har udstået fængselsstraf eller fået tiltalefrafald eller betinget dom. En indsat anses i denne forbindelse som førstegangsstraffet, hvis der er forløbet 5 år efter, at den sidste straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet.

– At straffetiden er langvarig, og at løsladelsestidspunktet, efter et længerevarende udslusningsforløb, anses for velegnet.

– At indsatte under straffesagen har haft særlig langvarigt ophold i varetægtsfængsel i forhold til den idømte straf.

– At fortsat strafudståelse formodes at være skadelig ud fra et specialpræventivt synspunkt.

 

27 Ved den samlede vurdering af de hensyn, der er nævnt under pkt. 22-26, vil der i almindelighed ikke blive lagt vægt på arten eller omfanget af den pådømte kriminalitet. Det vil dog kunne tale imod løsladelse på prøve i henhold til § 38, stk. 2, at den indsatte er dømt for farlig kriminalitet, f.eks. overtrædelse af straffelovens § 191, grovere vold eller røveri.

Løsladelse af indsatte, der afsoner en nordisk hash- eller khatdom

28 Indsatte, der er dømt for hash- eller khatkriminalitet i et af de andre nordiske lande, og som er overført til Danmark til udståelse af straffen, kan prøveløslades i medfør af straffelovens § 38, stk. 2.

Dette forudsætter efter praksis, at den indsatte har haft et rimeligt godt afsoningsforløb og har en rimelig god løsladelsessituation, samt at det vurderes, at den indsatte, såfremt han var dømt i Danmark, ville have fået en langt lavere straf, end tilfældet rent faktisk har været. Det er endvidere en forudsætning, at den indsatte i øvrigt vil kunne løslades på prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 1.

Afgørelse om, hvorvidt der kan ske tidlig prøveløsladelse, træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen (Klientkontoret), efter en konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder.

Det er således ikke tilstrækkeligt, at der alene er tale om en nordisk hash- eller khatdom.

I de tilfælde, hvor en person overføres til Danmark til udståelse af en fængselsstraf for hash- eller khatkriminalitet idømt i et af de andre nordiske lande, vil Direktoratet for Kriminalforsorgen forud for afgørelse om valg af afsoningsinstitution vurdere, om den dømte, såfremt han var dømt i Danmark, ville have fået en langt lavere straf, end tilfældet rent faktisk har været. I givet fald vil Direktoratet for Kriminalforsorgen anmode den relevante institution om, såfremt den indsattes forhold og løsladelsessituation i øvrigt taler herfor, at overveje og eventuelt indstille den pågældende til løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, særligt under henvisning til, at den afsagte dom vedrører hash eller khat.

Utilrådelighedsvurderingen

29 Medmindre andet følger af ovenstående, er det en forudsætning for løsladelsen, at risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet skønnes at være ringe.

Kapitel 5

Løsladelse efter straffelovens § 40 a (indsatte, der udstår tidsbestemt straf)

Anvendelsesområde

30 Efter straffelovens § 40 a om tidlig prøveløsladelse kan visse kategorier af dømte ud over de i § 38, stk. 2, nævnte tilfælde prøveløslades, når halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder er udstået.

31 Efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, kan prøveløsladelse finde sted, hvis den dømte har ydet en særlig indsats for ikke på ny at begå kriminalitet. Som eksempel på en særlig indsats nævnes i bestemmelsen deltagelse i behandlings- og uddannelsesforløb og fra 1. juli 2011 arbejdstræning.

En særlig indsats kan ifølge forarbejderne til loven f.eks. bestå i, at den indsatte under fængselsopholdet gennemfører et relevant uddannelsesforløb eller deltager i afvænningsbehandling for et eventuelt alkohol- eller stofmisbrug eller i et særligt adfærdskorrigerende program. Som eksempler på behandlingsprogrammer nævnes Cognitive Skills, Samtaler om Kriminalitet, Vredesprogrammet (Anger Management), ophold på behandlingsafdeling for stofmisbrugere eller kontraktafdeling eller placering i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78 i en behandlingsinstitution for stof- eller alkoholmisbrugere.

Endvidere kan arbejdstræning efter en konkret vurdering udgøre en særlig indsats.

Ved arbejdstræning forstås ifølge forarbejderne til loven (lovændring i 2011) forløb, hvor den indsatte lærer basale funktioner knyttet til varetagelsen af et arbejde. Disse funktioner kan bl.a. være social omgang på arbejdspladsen, at modtage og udføre en ordre fra en overordnet, samarbejde med øvrige ansatte, rettidighed og undervisning i arbejdsmarkedsregler. Arbejdstræning kan foregå i fængslet, f.eks. i tilknytning til et eller flere af fængslets værksteder, eller i en godkendt virksomhed i forbindelse med frigang efter § 44 i udgangsbekendtgørelsen.

Målgruppen for arbejdstræning er indsatte, der ikke tidligere har varetaget et arbejde over en længere sammenhængende periode på grund af manglende basale jobkvalifikationer, og indsatte, der har været uden for arbejdsmarkedet i et længere stykke tid og af den grund ikke længere kan siges at have de nødvendige basale kvalifikationer til varetagelsen af et job.

Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om den indsatte kan anses for at have ydet en særlig indsats ved arbejdstræningen, der kan begrunde tidlig prøveløsladelse.

32 Efter § 40 a, stk. 1, nr. 2, kan prøveløsladelse ifølge forarbejderne finde sted i tilfælde, hvor den indsattes forhold samlet set taler for, at det er unødvendigt, at den pågældende afsoner resten af straffen i fængsel, hvis der i stedet fastsættes vilkår om samfundstjeneste.

Det vil dreje sig om indsatte, som typisk har gode og stabile personlige forhold og et godt socialt netværk, er uden misbrugsproblemer, og hvis forbrydelse ikke er udtryk for et kriminelt mønster. Bestemmelsen vil også kunne anvendes, hvor indsattes gode og stabile forhold forelå allerede ved domsafsigelsen. Det vil dog også i sådanne tilfælde bl.a. være en forudsætning, at den indsattes afsoningsforløb har været i det væsentlige problemfrit, jf. pkt. 33.

Særligt om retshåndhævelseshensyn m.v. ved løsladelse efter straffelovens § 40 a

33 Efter straffelovens § 40 a er det en betingelse, at hensynet til retshåndhævelsen ikke skønnes at tale imod løsladelse.

Ordningen vedrørende tidlig prøveløsladelse kan som udgangspunkt anvendes, uanset hvilken kriminalitet den indsatte er dømt for. Over for indsatte, der afsoner straffe for de groveste forbrydelser, bør der imidlertid ifølge forarbejderne udvises meget betydelig varsomhed med at anvende adgangen til tidlig prøveløsladelse. For personer, der har begået grov kriminalitet med fare for personers liv eller helbred, eller som har deltaget i omfattende organiseret kriminalitet (f.eks. rockerkriminalitet), vil hensynet til retshåndhævelsen således normalt tale imod løsladelse efter § 40 a.

Der vil dog i praksis kunne forekomme enkeltstående tilfælde, hvor det efter en konkret vurdering vil være rimeligt og forsvarligt, at den indsatte løslades, selvom den pågældende er dømt for en meget alvorlig lovovertrædelse. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en indsat har begået drab i stærk affekt, ikke tidligere har været straffet og har særdeles gode personlige forhold og et meget positivt afsoningsforløb. Det kan f.eks. også være tilfældet, hvis en indsat er dømt for alvorlig narkokriminalitet begået ved i et enkelt tilfælde at fungere som narkokurer for at finansiere et tidligere stofmisbrug, og hvis den indsatte under afsoningen gør en særlig indsats for at komme ud af stofmisbruget.

Som nævnt vil hensynet til retshåndhævelsen normalt tale imod, at der træffes afgørelse om tidlig prøveløsladelse over for indsatte, der afsoner straf for grov personfarlig kriminalitet, eller som har deltaget i omfattende organiseret kriminalitet. I tilknytning hertil fremgår det af forarbejderne, at det forhold, at en indsat f.eks. er medlem af en rockergruppe, ikke i sig selv vil være diskvalificerende.

Indsatte, der er dømt for sædelighedsforbrydelser, befinder sig som udgangspunkt inden for det område, hvor der skal udvises meget betydelig varsomhed med at anvende reglerne i straffelovens § 40 a. Det kan imidlertid ifølge forarbejderne ikke generelt anses for udelukket, at dømte, der har gennemgået sexologisk behandling, kan få tilladelse til tidlig prøveløsladelse ud fra en samlet konkret vurdering.

Det fremgår videre af forarbejderne til loven (lovændring i 2011), at hensynet til retshåndhævelsen typisk ikke vil tale imod tidlig prøveløsladelse i de sager, som er undtaget fra reglen om, at der skal ske høring af anklagemyndigheden ved domme for de groveste forbrydelser – dvs. sager, hvor den indsatte er idømt under 8 måneders fængsel, og hvor den indsatte har været på fri fod mellem domfældelsen og iværksættelsen af straffuldbyrdelsen. Se bekendtgørelsens § 8, nr. 3, 2. pkt.

Det understreges samtidig, at der i ordet ”typisk” ligger en forudsætning om, at der kan være tilfælde, hvor det strafbare forhold – uanset at straffen er under 8 måneders fængsel, og at den indsatte har været på fri fod mellem domfældelsen og straffens fuldbyrdelse – er af en sådan karakter, at hensynet til retshåndhævelsen taler imod tidlig prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a. I disse tilfælde vil der – uanset at anklagemyndigheden ikke høres – ikke kunne træffes afgørelse om tidlig prøveløsladelse.

Det fremgår af forarbejderne, at muligheden for tidlig prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, ikke bør omfatte personer, som udviser en negativ eller kriminel adfærd i institutionen, f.eks. begår vold, fremsætter trusler mod fængselspersonale eller medfanger eller sælger narkotika eller andre ulovlige stoffer i institutionen. Med udtrykket ”negativ adfærd” tænkes på tilfælde, hvor den indsatte på trods af deltagelse i et behandlings- eller uddannelsesforløb (fortsat) udviser en adfærd, der er uforenelig med de ordens- og sikkerhedsmæssige forhold i afsoningsinstitutionen.

Ifølge bemærkningerne til reglen i § 40 a, stk. 1, nr. 2, er det en forudsætning, at den indsattes afsoningsforløb har været i det væsentlige problemfrit, dvs. at den indsatte ikke for eksempel flere gange er udeblevet fra udgang eller har begået kriminalitet under afsoningen eller alvorligt har chikaneret fængselspersonale eller andre indsatte. Med formuleringen ”alvorligt har chikaneret fængselspersonale eller andre indsatte” sigtes til forhold, der ikke nødvendigvis er strafbare, men hvor der alligevel er tale om grovere eller oftere gentagne disciplinære forhold.

Også forhold, som ikke vedrører den indsattes adfærd under afsoningen i fængslet, vil kunne indgå i den samlede vurdering af, om den pågældende opfylder betingelserne for tidlig prøveløsladelse. Særligt om betydningen af udeblivelse fra tilsigelse til afsoning i forhold til muligheden for prøveløsladelse efter § 40 a fremgår det af forarbejderne, at det er forudsat, at hvis den pågældende er udeblevet efter tilsigelse til afsoning, vil dette tale imod løsladelse efter § 40 a. Afhængig af de konkrete omstændigheder vil udeblivelsen dog ikke på forhånd udelukke tidlig prøveløsladelse, navnlig hvis den indsatte efterfølgende gør en stor indsats for at rette op på sin situation og undgå på ny at begå kriminalitet, jf. § 40 a, stk. 1, nr. 1.

Forberedelse af spørgsmålet om løsladelse på prøve

34 Der er i løsladelsesbekendtgørelsens §§ 17-18 fastsat særlige regler om sagsbehandlingen i sager om løsladelse efter straffelovens § 40 a.

Ifølge de gældende regler skal der senest 4 uger efter indsættelsen være udarbejdet en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Uanset at institutionen ikke har pligt til at tage spørgsmålet om prøveløsladelse efter § 40 a op af egen drift, er det i løsladelsesbekendtgørelsens § 17 fastsat, at spørgsmålet om prøveløsladelse efter § 40 a drøftes i forbindelse med, at der udarbejdes handleplan for den dømte. Det bør i den forbindelse overvejes, om den indsatte vil kunne være omfattet af målgruppen for reglerne om løsladelse efter § 40 a. I bekræftende fald bør det drøftes med den indsatte, hvilken særlig indsats den indsatte eventuelt skal yde for at komme i betragtning til tidlig prøveløsladelse. Kravene til den indsattes indsats kan eventuelt beskrives i handleplanen. Det er i forarbejderne understreget, at en sådan beskrivelse i en handleplan ikke vil være en forhåndstilkendegivelse om løsladelse efter halvdelen af straffetiden, men vil fastsætte retningslinier for, hvad den pågældende skal gøre for at komme i betragtning til tidlig prøveløsladelse. Der bør følges op på spørgsmålet om løsladelse efter § 40 a i forbindelse med den almindelige løbende evaluering af handleplanen.

Det fremgår af forarbejderne, at institutionen foretager utilrådelighedsvurderingen, mens den afdeling af kriminalforsorgen, der skal føre tilsyn med den pågældende, vurderer den indsattes egnethed til at overholde et eventuelt vilkår om samfundstjeneste. Se om utilrådeligheds- og egnethedsvurderingerne nedenfor under pkt. 35.

Ifølge bekendtgørelsens § 17, stk. 3, sender institutionen indstilling om prøveløsladelse efter § 40 a til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis institutionen finder, at tidlig prøveløsladelse skal ske, eller hvis den indsatte ansøger om tidlig prøveløsladelse. Denne indstilling skal så vidt muligt være direktoratet i hænde senest 6 uger før prøveløsladelsesdatoen. Der er oprettet en elektronisk blanket med tilhørende vejledning til brug for udarbejdelse af indstillingen.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 18, at hvis institutionen finder, at der er grundlag for prøveløsladelse efter § 40 a, skal institutionen indhente oplysninger og foretage høringer, der følger af bekendtgørelsens §§ 5-9. Høringsreglerne er nærmere omtalt nedenfor under pkt. 54.

Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse træffes så vidt muligt senest 4 uger inden løsladelsesdatoen. Såfremt den indsatte foretager handlinger mv., der kan føre til, at grundlaget for direktoratets afgørelse om tilladelse til prøveløsladelse ændres, inden den faktiske prøveløsladelse har fundet sted, sender institutionen en begrundet indstilling om, hvad institutionen finder, reaktionen bør være.

Utilrådelighedsvurdering og egnethedsvurdering mv.

35 Tidlig prøveløsladelse i medfør af straffelovens § 40 a forudsætter ifølge straffelovens § 40 a, stk. 6, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret den indsatte passende ophold og arbejde eller andet underhold, samt at den indsatte er egnet til og erklærer sig villig til at overholde de fastsatte vilkår.

Det er i forarbejderne forudsat, at vurderingen af risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet foretages efter samme kriterier, som gælder i forbindelse med prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2. Det er således en forudsætning for prøveløsladelse efter § 40 a, at risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet skønnes at være ringe.

Vurderingen af den dømtes egnethed til at overholde et eventuelt vilkår om samfundstjeneste foretages af den afdeling af kriminalforsorgen, der skal føre tilsyn med den pågældende, på baggrund af institutionens indstilling. Egnethedsvurderingen svarer ifølge forarbejderne til, hvad der efter straffelovens § 62, stk. 1, gælder med hensyn til fastsættelse af samfundstjeneste som vilkår for en betinget dom. Det indebærer bl.a., at hvis den indsatte tidligere ikke har overholdt en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, vil det være en omstændighed, der taler imod prøveløsladelse med vilkår om samfundstjeneste.

Kapitel 6

Vilkårsfastsættelse

Samarbejde mellem institutionen og kriminalforsorgens afdeling

36 Vilkårsfastsættelsen finder sted i samarbejde mellem institutionen og tilsynsmyndigheden, normalt en afdeling af kriminalforsorgen i frihed, jf. kapitel 2 i vejledning om tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v. I nogle tilfælde aftales det konkret, at tilsyn føres af en af kriminalforsorgens pensioner. I disse tilfælde sker vilkårsfastsættelsen i samarbejde med den pågældende pension. I øvrigt henvises til retningslinjerne i kriminalforsorgsudvalgets betænkning nr. 519/1969 om vilkår ved betingede domme og prøveløsladelser og indstilling om kriminalforsorgens tilsynsvirksomhed (1994). Det er endvidere forudsat, at institutionen ved udarbejdelse af handleplan for den indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 31, stk. 2, inddrager tilsynsmyndigheden i planlægningen af tiden efter løsladelsen, hvis institutionen vurderer, at der skal fastsættes vilkår om tilsyn efter løsladelsen.

Prøvetid – tidsbestemt straf

37 Med hensyn til fastsættelse af vilkår om prøvetid henledes opmærksomheden særligt på, at prøvetiden som udgangspunkt fastsættes til 2 år. Hvis den resterende straffetid er under 2-3 måneder, kan der dog fastsættes en prøvetid på 1 år, hvis forholdene særligt taler derfor, f.eks. hvis den pågældende ikke tidligere har været idømt fængselsstraf, betinget eller ubetinget, eller sådan domfældelse ligger adskillige år tilbage i tiden, eller hvor recidivrisikoen anses for meget ringe. Overstiger den resterende straffetid 1 år, vil der over for personer med gentagne tilbagefald til ny kriminalitet være relevant at fastsætte en prøvetid på 3 år.

Er reststraffen over 2 år, bør prøvetiden i almindelighed fastsættes til 3 år. Er reststraffen over 3 år, bør prøvetiden fastsættes til 4 eller 5 år.

Prøvetid – livstidsstraf

38 Efter straffelovens § 41, stk. 3, betinges prøveløsladelse af, at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at den pågældende overholder de vilkår, som måtte være fastsat. Prøvetiden kan ikke overstige 5 år, og straffelovens § 57 om fastsættelse af vilkår finder tilsvarende anvendelse ved prøveløsladelse af livstidsdømte. Hvis det vurderes, at der ved prøveløsladelse af en livstidsdømt er behov for en prøve- og tilsynstid på mere end 5 år, f.eks. fordi den pågældende er dømt for seksualkriminalitet, og længerevarende behandling med kønsdriftsdæmpende medicin er nødvendig, må prøveløsladelse anses for utilrådelig. I disse særlige tilfælde vil det, hvis særlige omstændigheder i den enkelte sag taler derfor, kunne være aktuelt at overveje spørgsmålet om benådning, hvortil der kan knyttes vilkår om en længere tilsyns- og prøvetid.

Ved prøveløsladelse af livstidsdømte skal prøvetiden fastsættes bl.a. under hensyn til, at der er tale om prøveløsladelse fra en tidsubestemt fængselsstraf. I relation til livstidsdømte, er der ingen regel om, at prøvetiden i almindelighed ikke kan overstige 3 år, således som det gælder for indsatte, der udstår tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 39, stk. 1. I mange tilfælde vil der skulle fastsættes en prøvetid på 5 år, men en konkret vurdering kan føre til fastsættelse af en kortere prøvetid.

Hvis en livstidsdømt har været prøveløsladt, men er genindsat og derefter senere prøveløslades på ny, kan prøvetiden (igen) sættes til 5 år, jf. straffelovens § 41, stk. 3. For indsatte, der er i en tilsvarende situation, men udstår tidsbestemt fængselsstraf, skal der derimod ske fradrag af den tid, i hvilken den pågældende senest har været prøveløsladt, jf. straffelovens § 40, stk. 6, 2. pkt.

Udenlandske indsatte, der skal udvises

39 Ved prøveløsladelse af udenlandske indsatte, der skal udvises, fastsættes alene vilkår om prøvetid.

Opmærksomheden henledes dog på, at der i henhold til lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. (lovbekendtgørelse nr. 555 af 25. maj 2011) er mulighed for at overføre tilsyn mellem de nordiske lande. Regler herom findes i Justitsministeriets cirkulære af 16. december 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., cirkulæreskrivelse af 10. februar 1964 om overførsel af tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte mellem de nordiske lande og cirkulæreskrivelse af 1. marts 1972 om overførsel af tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte mellem de nordiske lande. I alle tilfælde, hvor der er konkret behov herfor, skal der fastsættes vilkår om tilsyn. Hvis en indsat i et sådant tilfælde modsætter sig tilsyn, eller tilsyn skønnes formålsløst, bør konsekvensen være afslag på prøveløsladelse.

Tilsyn

40 Tilsynsperioden fastsættes i almindelighed til 1 år.

Hvis længerevarende tilsyn skønnes uhensigtsmæssigt eller unødvendigt med henblik på begrænsning af risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet, vil der undtagelsesvist kunne fastsættes tilsynsperioder på 3 eller 6 måneder. Dette gælder i særlig grad, når den idømte straf ikke overstiger 9 måneder.

Er der tale om længerevarende straffe, typisk 8 år eller længere tidsbestemt straf, kan tilsynsperioden efter en konkret vurdering fastsættes til 3-5 år.

Ved prøveløsladelse af livstidsdømte vil udgangspunktet være, at tilsynsperioden fastsættes til 3-5 år.

Ved prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a skal der ifølge bestemmelsens stk. 2 fastsættes vilkår om tilsyn indtil det tidspunkt, hvor der er forløbet 2/3 af straffetiden. Efter bestemmelsen kan der desuden fastsættes vilkår om tilsyn efter dette tidspunkt i overensstemmelse med almindelig praksis.

Særvilkår

41 I forbindelse med prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1 og 2, fastsættes særvilkår efter straffelovens § 39, stk. 2, jf. § 57, under hensyn til den indsattes individuelle forhold med henblik på at støtte den dømtes indsats for en kriminalitets- og misbrugsfri tilværelse.

Fastsættelse af særvilkår bør ske efter en nøje vurdering af, om fastsættelse af det enkelte særvilkår er formålstjenligt med henblik på begrænsning af den indsattes recidivrisiko. I de tilfælde, der er nævnt i løsladelsesbekendtgørelsens § 9 (volds- og sædelighedskriminalitet), skal der indhentes en udtalelse fra den pågældendes bopælskommune (de sociale myndigheder) om vilkårsfastsættelsen. Hvis den indsatte modsætter sig særvilkår, der skønnes formålstjenlige med henblik på begrænsning af den indsattes recidivrisiko, bør der gives afslag på prøveløsladelse.

Også i forbindelse med prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, fastsættes særvilkår efter straffelovens § 57 under hensyn til den indsattes individuelle forhold med henblik på at støtte den dømtes indsats for en kriminalitets- og misbrugsfri tilværelse. Der kan ifølge forarbejderne ud over vilkår om uddannelse eller afvænningsbehandling f.eks. være behov for at fastsætte vilkår om, at den dømte fuldfører et af kriminalforsorgens særlige adfærdskorrigerende programmer. Desuden kan der fastsættes vilkår om samfundstjeneste, jf. nedenfor under pkt. 44.

Med hensyn til prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 2, af dømte, hvis forhold taler herfor, vil der ikke være anledning til at overveje vilkår om afvænningsbehandling eller anden behandling med henblik på at forebygge fremtidig kriminalitet, idet det er forudsat, at der er tale om personer med så gode personlige forhold mv., at særlige vilkår af denne karakter vil være unødvendige. Tilsvarende gælder særlige vilkår om uddannelse. Derimod kan det ikke udelukkes, at der i visse tilfælde vil være behov for at fastsætte andre vilkår efter reglen i straffelovens § 57, f.eks. om opholdssted, arbejde, anvendelse af fritiden eller samkvem med bestemte personer. Desuden er det en forudsætning for tidlig prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 2, at der fastsættes vilkår om samfundstjeneste, jf. nedenfor under pkt. 44.

Voldsdømte

42 Der vil hyppigt være grund til at fastsætte særvilkår for voldsdømte i form af f.eks. alkoholistbehandling, vilkår om ikke at indfinde sig bestemte steder, vilkår om ikke at bære våben af nogen art m.v., herunder vilkår der er mere vidtgående end de begrænsninger, der fremgår af våbenlovens bestemmelser.

Seksualkriminelle

43 For seksualkriminelle vil der hyppigt være behov for at fastsætte vilkår om fortsat behandling. Vil en seksualkriminel ikke acceptere et relevant vilkår om i prøvetiden at fortsætte en påbegyndt psykiatrisk behandling, eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende medicin, vil dette i højere grad end sædvanligt medføre, at der gives afslag på prøveløsladelse.

Vilkår om samfundstjeneste ved prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a

44 I straffelovens § 40 a, stk. 3 og 4, er det bestemt, at der i forbindelse med prøveløsladelse efter stk. 1, nr. 1, kan fastsættes vilkår om samfundstjeneste, og at der ved prøveløsladelse efter stk. 1, nr. 2, skal fastsættes vilkår herom.

Tilsynet med personer, der er prøveløsladt med vilkår om samfundstjeneste, føres ligesom ved betinget dom med vilkår om samfundstjeneste af en af kriminalforsorgens afdelinger, jf. straffuldbyrdelseslovens § 81.

I forbindelse med prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, vil samfundstjenestevilkår ifølge forarbejderne være relevant, hvor der bør sikres et fortsat pønalt element, som samtidig er egnet til at støtte den dømtes resocialisering. Det vil navnlig være aktuelt i tilfælde, hvor der er mere end 1 år fra løsladelsen og frem til 2/3-tidspunktet, eller hvis der ikke (længere) er særlige behandlingsbehov eller behov for uddannelse m.v., som kan følges op med mærkbare vilkår efter § 57.

Ligeledes er grunden til, at der efter § 40 a, stk. 4, skal fastsættes vilkår om samfundstjeneste ved prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 2, ifølge forarbejderne dels et ønske om at sikre et pønalt element, dels at støtte den dømtes resocialisering.

Efter § 40 a, stk. 5, kan vilkår om samfundstjeneste ikke udstrækkes ud over 2/3 af straffetiden, med mindre særlige grunde taler derfor. Dette skyldes, at indsatte som hovedregel ville være blevet løsladt på dette tidspunkt, og at løsladelse efter § 40 a med et vilkår om samfundstjeneste ud over 2/3-tidspunktet ville kunne opfattes som mindre attraktivt end løsladelse efter § 38, stk. 1.

Som eksempler på særlige grunde, der kan føre til, at samfundstjenestevilkåret kan udstrækkes ud over 2/3-tidspunktet – men højst frem til straffetidens udløb – nævner forarbejderne tilfælde, hvor den prøveløsladte på grund af sygdom, graviditet eller lignende ikke har kunnet udføre den fastsatte arbejdsforpligtelse inden for 2/3 af straffetiden, og hvor det derfor ville virke urimeligt, såfremt den prøveløsladte måtte genindsættes i fængslet, alene fordi samfundstjenesten ikke kunne kræves udført efter 2/3-tidspunktet. I disse særlige situationer er det i forarbejderne desuden forudsat, at den myndighed, der har fastsat samfundstjenestevilkåret, vil kunne nedsætte samfundstjenestens varighed, i stedet for at det tillades, at samfundstjenesteperioden forlænges. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære om tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v. Endvidere kan nævnes, at det ved kortere fængselsstraffe i nogle tilfælde vil vise sig praktisk umuligt for kriminalforsorgen at tilrettelægge samfundstjenesten således, at den er fuldt afviklet inden for 2/3 af straffetiden. Det er også tænkeligt, at nogle indsatte selv ønsker, at samfundstjenesten afvikles over en lidt længere periode. Det forudsættes efter forarbejderne til loven (lovændring i 2011), at der i begge de nævnte tilfælde i henhold til den gældende bestemmelse i straffelovens § 40 a, stk. 5, kan træffes afgørelse om, at vilkåret om samfundstjeneste skal have en varighed ud over 2/3 af straffetiden, dog ikke ud over den samlede straffetid.

Som følge af reglen i straffelovens § 40 a, stk. 5, er der ifølge forarbejderne ikke grundlag for – som ved samfundstjeneste som vilkår for betinget dom – at fastsætte regler om en særlig længstetid for samfundstjenesten. Dette skyldes, at der i forvejen ligger en tidsmæssig begrænsning i, at samfundstjenestens varighed som udgangspunkt ikke må have en udstrækning ud over den tid, der resterer indtil 2/3-tidspunktet. Der er på den anden side ikke noget til hinder for, at der fastsættes en længstetid for samfundstjenesten, der er kortere end den tid, der resterer inden udløbet af 2/3 af straffetiden.

Derimod skal der træffes bestemmelse om omfanget af samfundstjenesten. Antallet af timer, der skal afvikles som samfundstjeneste, beregnes som udgangspunkt således, at den indsatte skal afvikle 0,5 times samfundstjeneste for hver dag, den pågældende bliver løsladt forud for 2/3-tidspunktet. Sker løsladelsen f.eks. 120 dage før 2/3-datoen, fastsættes vilkår om afvikling af samfundstjeneste i 60 timer. Der kan, ligesom det er tilfældet ved betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, fastsættes vilkår om samfundstjeneste på mellem 30 og 240 timer. Dette følger af straffelovens § 40 a, stk. 7, jf. § 63, stk. 1, 1. pkt.

Ved fastsættelse af arbejdspligtens omfang må der ifølge forarbejderne ud over længden af perioden frem til tidspunktet for udståelse af 2/3 af straffetiden også lægges vægt på andre forhold, herunder omfanget af eventuelle andre vilkår om f.eks. behandling, samt på den prøveløsladtes muligheder for fast beskæftigelse. Vilkår om samfundstjeneste må ikke være til hinder for, at den prøveløsladte kommer i reelt arbejde eller på anden måde på ny bliver integreret i samfundet.

Ifølge forarbejderne antages det i almindelighed, at muligheden for en resocialiserende effekt af samfundstjeneste er størst, når samfundstjenesten har en længere periode end tre måneder. Under hensyn til, at adgangen til prøveløsladelse med vilkår om samfundstjeneste forudsættes anvendt med hensyn til personer, der har særligt gode personlige forhold, skal der imidlertid ifølge forarbejderne ikke gælde en sådan tidsmæssig begrænsning. Da det i praksis kan vise sig vanskeligt at gennemføre samfundstjenesteforløb på under 2 måneders varighed, vil sådanne forløb ifølge forarbejderne dog have undtagelsens karakter. Se dog ovenfor vedrørende kortere fængselsstraffe.

Den samlede vilkårsfastsættelse ved løsladelse efter straffelovens § 40 a

45 Det er forudsat, at der ved fastsættelsen af eventuelle særlige vilkår efter straffelovens § 57 ved siden af vilkår om samfundstjeneste tages hensyn til samfundstjenestens omfang, således at forpligtelsen, som de fastsatte vilkår samlet set indebærer, ikke bliver urimelig eller står i misforhold til reststraffen. Dette gælder både prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 1 og nr. 2.

Vejledning af indsatte

46 Den indsatte skal inden prøveløsladelsen nøje instrueres om betydningen af vilkårene og konsekvensen af ikke at overholde disse, jf. bekendtgørelsens § 11. I den forbindelse bør den indsatte have udleveret kriminalforsorgens pjece om tilsyn og eventuelt tillige pjecen om særvilkår. Den indsatte bør - fortrinsvis i forbindelse med en § 31-udgang - have kontakt med den fri kriminalforsorg inden løsladelsen og ellers umiddelbart efter løsladelsen med henblik på at planlægge forløbet af tilsynsperioden.

Kapitel 7

Reaktioner ved vilkårsovertrædelser

Indberetning m.v.

47 Der skal være konsekvens i tilsynene. Det vil for prøveløsladte sige, at der skal ske indberetning til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, med henblik på eventuel § 40-reaktion (advarsel, vilkårsændring, genindsættelse) i alle tilfælde, hvor en vilkårsovertrædelse begrunder en nærliggende risiko for kriminalitet. I tilfælde af vilkårsovertrædelse i øvrigt skal afdelingen give den prøveløsladte et pålæg og i gentagelsestilfælde afgive indberetning til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Der skal desuden ske indberetning med henblik på eventuel § 40-reaktion i sager, hvor der foreligger både strafbart forhold og anden vilkårsovertrædelse, men hvor der ikke rejses tiltale for det strafbare forhold.

For så vidt angår fremgangsmåden ved indberetning af vilkårsovertrædelse henvises til cirkulære om tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v. Opmærksomheden henledes på muligheden for anholdelse og varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 756 og § 763.

Særligt for så vidt angår personer, der er prøveløsladt i medfør af straffelovens § 40 a, følger det af straffuldbyrdelseslovens § 86, stk. 2, at indberetningspligten i forbindelse med overtrædelse af et vilkår om samfundstjeneste gælder uanset vurderingen af risikoen for ny kriminalitet. Der henvises herved til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære om tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v.

Særligt med hensyn til reaktioner ved overtrædelse af vilkår for prøveløsladelse efter § 40 a fremgår det endvidere af forarbejderne, at hvis vilkårsovertrædelsen er af ikke ubetydelig karakter, f.eks. gentagne udeblivelser fra samfundstjeneste uden lovligt forfald, bør den pågældende som hovedregel genindsættes til afsoning, idet den pågældende i så fald ved sin adfærd har vist sig uegnet til den særlige ordning om tidlig prøveløsladelse.

Kapitel 8

Løsladelsestidspunktet

Regelgrundlaget

48 Efter § 1, stk. 3, i bekendtgørelse om strafberegning udløber straffetiden ved døgnets påbegyndelse på dagen for endt strafudståelse.

Kapitel 2, §§ 19-24, i bekendtgørelse om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf, indeholder nærmere regler om løsladelsestidspunktet og om fremrykning af løsladelsen, herunder regler om, at løsladelse efter endt strafudståelse skal ske på et sådant tidspunkt, at den løsladte ved benyttelse af offentlige trafikmidler kan nå til en bopæl her i landet inden straffetidens udløb.

Som det fremgår af bekendtgørelsens § 19 vedrører disse bestemmelser alene løsladelse efter endt strafudståelse eller løsladelse på prøve. Bestemmelserne finder således ikke anvendelse, når indsatte løslades ved strafafbrydelse eller efter udståelse af de(n) første del(e) af en straf, hvis afsoning er tilladt opdelt.

Ved fremrykning af løsladelsen tages udgangspunkt i den faktiske løsladelsesdato. For indsatte, der skal prøveløslades, forstås herved den beregnede dato for prøveløsladelse. For indsatte, der skal løslades efter endt straf, er den faktiske løsladelsesdato næsten altid dagen før endt straf, som følge af at løsladelse efter endt strafudståelse skal ske på et sådant tidspunkt, at den løsladte ved benyttelse af offentlige trafikmidler kan nå til en bopæl her i landet inden straffetidens udløb.

Fremrykning i forbindelse med weekend og søgnehelligdage

49 § 21 regulerer situationer, hvor løsladelsesdatoen falder på en lørdag, søndag eller søgnehelligdag. Efter denne regel kan fremrykning ske til den nærmest forudgående hele hverdag, i påsken dog også påskelørdag. Løsladelsen kan dog højst fremrykkes med 3 dage. Fremrykning fra påskedag og 2. påskedag til onsdag før påske kan således ikke ske, idet der højst kan fremrykkes 3 dage. I stedet kan der i disse tilfælde ske fremrykning til påskelørdag.

§ 21, stk. 3, indeholder en regel, der giver adgang til at undlade fremrykning, hvis undvigelse eller udeblivelse fra udgang på et tidligere tidspunkt end 4 uger før løsladelsesdatoen er sket for at udnytte de særlige fremrykningsregler. Fremrykning bør i disse tilfælde undlades, medmindre særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler for at fremrykning sker.

Fremrykning af særlige grunde

50 § 22 giver mulighed for i situationer, hvor særlige grunde – herunder bl.a. hensynet til at den pågældende kan påbegynde beskæftigelse – gør det nødvendigt at fremrykke løsladelsen indtil 3 dage for personer, der udstår fængselsstraf i 30 dage eller derover. Særligt for så vidt angår muligheden for at fremrykke løsladelsen, hvis der opstår akut pladsmangel i institutionen, bemærkes, at denne mulighed kun forudsættes anvendt, hvis institutionen er fuldt udnyttet, og hvis problemerne ikke umiddelbart har kunnet løses ved at overføre indsatte til de nærmestliggende institutioner.

§ 23 indeholder mulighed for at løslade indsatte, der udstår straf af fængsel i under 30 dage tidligere i tilfælde, hvor der ellers ville blive givet tilladelse til udgang med henblik på at besøge en nærstående person, som er alvorligt syg, eller at være til stede ved en nærstående persons begravelse. Fremrykning i medfør af denne regel vil kunne gives i et tidsrum svarende til det tidsrum, der ellers ville kunne gives udgang til formålet.

Fremrykning i forbindelse med julen

51 § 24 indeholder regler om fremrykning i forbindelse med julen. Bestemmelsen omfatter alene indsatte, der udstår fængsel i 3 måneder eller derover. Afgørende for, om reglen kan anvendes, er, om den faktiske løsladelsesdato falder i perioden fra og med den 23. december til og med den 3. januar. Er den faktiske løsladelsesdato den 22. december eller tidligere, kan der ikke ske fremrykning efter denne bestemmelse.

Da det er den faktiske løsladelsesdato, der er afgørende, kan fremrykning efter denne regel ikke ske i kombination med fremrykning i forbindelse med lørdag, søndag eller søgnehelligdag.

At løsladelsen kan fremrykkes indtil 5 dage før jul, åbner mulighed for at foretage den nødvendige koordination, når et større antal indsatte løslades inden for samme tidsrum.

Også denne bestemmelse indeholder en regel, hvorefter fremrykning kan undlades i visse situationer, hvor den pågældende er undveget eller den pågældende er udeblevet fra tilsigelse. Fremrykning bør i disse tilfælde undlades, medmindre særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler for at fremrykning sker.

Tidspunktet for løsladelse af genindsatte, der har været prøveløsladt med vilkår om samfundstjeneste efter straffelovens § 40 a

52 I tilfælde, hvor der på grund af vilkårsovertrædelse er sket genindsættelse af en person, der har været prøveløsladt efter § 40 a, skal der i forbindelse med en senere beslutning om prøveløsladelse i medfør af § 38, stk. 1, § 38, stk. 2, eller § 40 a tages hensyn til omfanget af eventuel samfundstjeneste, som den pågældende har udført som vilkår for den tidligere prøveløsladelse, jf. straffelovens § 40, stk. 6, 2. pkt. Det betyder, at den indsatte – hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt herfor - prøveløslades efter genindsættelse, inden 2/3 af straffetiden er udstået, således at det tidligere løsladelsestidspunkt afspejler den udførte samfundstjeneste. Da løsladelse i sådanne tilfælde vil finde sted, før 2/3 af straffetiden er afsonet, skal sagen forelægges for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen til afgørelse, se dog løsladelsesbekendtgørelsens § 30, 2. pkt.

Kapitel 9

Kompetence og sagsbehandling

Kompetencefordeling

53 I bekendtgørelsens kapitel 3, §§ 25-31, er kompetencefordelingen mellem Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, og institutionerne reguleret. Udgangspunktet er, at institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, har kompetence til at træffe afgørelse om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, for så vidt angår indsatte, der udstår straf af fængsel i under 8 år, mens kompetencen ligger hos Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, for så vidt angår indsatte, der udstår straf af fængsel i 8 år eller længere tidsbestemt fængselsstraf. Afgørelse om prøveløsladelse af livstidsdømte efter straffelovens § 41, stk. 1, træffes i alle tilfælde af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, ligesom direktoratet efter bekendtgørelsens §§ 28 og 30 har kompetencen til at træffe afgørelse om prøveløsladelse af indsatte efter straffelovens § 38, stk. 2, og § 40 a. Hvis den dømte udstår fængselsstraf i under 8 måneder, træffes afgørelse om, hvorvidt den indsatte skal løslades på prøve efter straffelovens § 40 a, dog af fængslets eller arresthusets leder eller den, der bemyndiges dertil, jf. bekendtgørelsens § 30, 2. pkt. Af bekendtgørelsens § 26 og § 29 fremgår, at der for så vidt angår prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2, dog for visse sagstyper er undtagelser fra denne fordeling af kompetencen vedrørende prøveløsladelse.

Tilfælde, hvor indsatte opfylder betingelserne for at blive løsladt på prøve alene på vilkår om straffrit liv, når 2/3 af straffetiden er udstået, men som af forskellige grunde ikke ønsker at blive prøveløsladt (tvangsprøveløsladelse), skal forelægges Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis fængslet eller arresthuset finder, at prøveløsladelse skal ske, jf. bekendtgørelsens § 26, stk. 1, nr. 3. Det bemærkes, at indsatte ikke har krav på at være indsat til endt straf. Fængslet eller arresthuset har kompetencen til at bestemme, at tvangsprøveløsladelse ikke skal ske. I forhold til udlændinge, som skal og kan udvises umiddelbart efter prøveløsladelse, skal tvangsprøveløsladelse som altovervejende hovedregel ske, jf. ovenfor under pkt. 19.

§ 27 regulerer spørgsmålet om, hvem der skal træffe afgørelse vedrørende såkaldte ”tekniske” prøveløsladelser, dvs. prøveløsladelse i sager, hvor en domfældt på fri fod har udstået 2/3 af straffetiden ved varetægtsfængsling. Når der træffes afgørelse om ”teknisk” prøveløsladelse, anses prøveløsladelse for sket på datoen for løsladelsen fra varetægt, hvilket skal anføres på prøveløsladelsesresolutionen.

Afgørelser efter bekendtgørelsen i øvrigt er ved § 25 henlagt til institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.

Høring

54 Det påhviler den myndighed, som skal træffe afgørelse om prøveløsladelse, at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse.

I bekendtgørelsens §§ 5-9 er fastsat regler om, at høring af andre myndigheder m.v. skal ske i visse situationer. Særligt for så vidt angår livstidsdømte, skal der som udgangspunkt altid ske høring af Retslægerådet og anklagemyndigheden.

I alle tilfælde skal det imidlertid overvejes, om det for at oplyse sagen tilstrækkeligt er nødvendigt tillige at indhente oplysninger fra andre. F.eks. bør det for seksualdømte undersøges, om Anstalten ved Herstedvester, i forbindelse med at den pågældendes sag er visiteret i denne institution, har oplysninger af relevans for utilrådelighedsvurderingen og vilkårsfastsættelsen. Har et hospital den seksualdømte i behandling, skal der også herfra indhentes oplysninger af relevans for utilrådelighedsvurderingen og vilkårsfastsættelsen.

I de sager, hvor afgørelsen skal træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, er det institutionen, der indhenter udtalelse om tilsyn m.v. fra kriminalforsorgens afdelinger og eventuelt tillige udtalelse fra de sociale myndigheder, jf. bekendtgørelsens § 6 og § 9. Høring af anklagemyndigheden og Retslægerådet vil derimod blive foretaget af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, medmindre direktoratet i den konkrete sag bemyndiger institutionen til at foretage høringen.

Det følger dog af løsladelsesbekendtgørelsens § 18 , at i de tilfælde, hvor institutionen finder, at der er grundlag for tidlig prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a, foretager institutionen høring af anklagemyndigheden i sager vedrørende indsatte, der afsoner straffe for de groveste forbrydelser, jf. løsladelsesbekendtgørelsens § 8, nr. 3, 1. pkt. Det fremgår af forarbejderne, at der i tvivlstilfælde altid skal ske høring af anklagemyndigheden. Høringen foretages bl.a. med henblik på, at politiet kan få lejlighed til at udtale sig om, hvorvidt hensynet til retshåndhævelsen efter anklagemyndighedens vurdering taler imod prøveløsladelse. Efter bestemmelsens 2. pkt. (indsat med virkning fra den 1. juli 2011) skal der dog ikke ske høring af anklagemyndigheden for så vidt angår indsatte, der er idømt under 8 måneders fængsel, og som har været på fri fod mellem domfældelsen og iværksættelsen af straffuldbyrdelsen. I sager med domme på under 8 måneders fængsel er kompetencen til at meddele tilladelse til prøveløsladelse henlagt til institutionen, se bekendtgørelsens § 30, 2. pkt. Om retshåndhævelseshensyn i de tilfælde, hvor der ikke skal ske høring af anklagemyndigheden, henvises til pkt. 33 ovenfor.

Udtalelser fra de myndigheder, der er nævnt i §§ 5-9, bør så vidt muligt indhentes skriftligt. Dette udgangspunkt bør kun fraviges, hvor sagens særligt hastende karakter kan begrunde dette.

Sagsbehandlingsregler

55 Som anført ovenfor i indledningen fremgår det af straffuldbyrdelseslovens § 80, stk. 1, at afgørelse om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, skal træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af 2/3 af straffen. For livstidsdømte skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af 12 år af straffetiden. Herudover fremgår det af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at afgørelse om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, eller § 41, stk. 1, skal træffes 4 uger inden prøveløsladelsesdatoen, medmindre det ikke kan lade sig gøre af helt særlige grunde.

Selvom afgørelse om prøveløsladelse således som hovedregel skal træffes en vis tid inden prøveløsladelsedatoen, er det en forudsætning for, at prøveløsladelse sker, at betingelserne fortsat er til stede på prøveløsladelsestidspunktet.

Bekendtgørelsens §§ 10-13 indeholder sagsbehandlingsregler, herunder regler om inddragelse af den indsatte, forkyndelse af afgørelser om løsladelse på prøve, notatpligt ved institutionens afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse og frist for indbringelse af sager, hvor den indsatte klager over institutionens afslag på prøveløsladelse, for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Bekendtgørelsens § 10, stk. 2, indeholder en regel om, at når institutionen efter reglerne i bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 2, stk. 2 eller 3, tager spørgsmålet om prøveløsladelse op til fornyet overvejelse og fortsat ikke finder, at betingelserne for prøveløsladelse er opfyldt, orienterer institutionen den indsatte herom i de tilfælde, hvor afgørelse om prøveløsladelse i medfør af reglerne i bekendtgørelsens § 26, stk. 1, nr. 1, eller § 31 træffes af direktoratet. Institutionen orienterer i disse tilfælde den indsatte om institutionens indstilling og spørger den indsatte, om sagen ønskes forelagt for direktoratet. Reglen indebærer, at institutionen kan undlade at foretage videre i sagen, hvis den indsatte tilkendegiver, at sagen ikke ønskes forelagt for direktoratet.

Forkyndelse og vejledning

56 Det fremgår bl.a. af § 11, at afgørelser om, at prøveløsladelse skal ske, skal forkyndes for den indsatte ved institutionens foranstaltning, og at den indsatte samtidig skal vejledes udførligt om forståelsen af de fastsatte vilkår. Når afgørelsen om, at prøveløsladelse skal ske, træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, vil institutionen af direktoratet blive pålagt at udfærdige resolutionen og foretage forkyndelse for og vejledning af den indsatte. Hvis forkyndelse skal ske på et tidspunkt, hvor den indsatte f.eks. er udstationeret efter udgangsreglerne, overført efter straffuldbyrdelseslovens § 78 eller er midlertidigt overført til arresthus med henblik på frigang, kan institutionen anmode en afdeling af kriminalforsorgen (f.eks. tilsynsmyndigheden eller afdelingen i det område, hvor den indsatte opholder sig) eller arrestinspektøren om at foretage forkyndelsen og vejledningen samt iværksætte selve løsladelsen. Institutionen skal i disse sager sikre sig besked fra afdelingen/arrestinspektøren om, at forkyndelse er sket, og – når datoen for prøveløsladelsen er indtrådt – at løsladelse er sket.

Notatpligt

57 Bestemmelsen i § 12 indebærer, at institutionen ved afslag på prøveløsladelse skal udfærdige et notat, som bl.a. skal indeholde en begrundelse, der opfylder kravene i forvaltningslovens § 24. Heri ligger, at begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og hvis afgørelsen beror på et skøn, skal det angives, hvilke hovedhensyn der har været bestemmende for udøvelsen af skønnet. Om fornødent skal det tillige angives, hvilke faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Begrundelsen kan begrænses, i det omfang hensynet til den indsattes interesse findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 3, jf. § 15.

Det fremgår endvidere af § 12, at det notat, der skal udfærdiges, bl.a. skal indeholde oplysning om, hvornår afgørelsen er meddelt den indsatte, og hvornår fristen for at indgive klage til justitsministeren udløber. Baggrunden for denne regel er navnlig, at straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2, indeholder en bestemmelse om, at klage til justitsministeren skal være indgivet inden 2 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den indsatte.

Af bekendtgørelsens § 12, stk. 2, fremgår det, at der skal gøres notat om, at den indsatte er vejledt om muligheden for at indbringe den endelige administrative afgørelse om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, for retten. Om baggrunden for denne regel se nedenfor under pkt. 59.

Reglerne i §§ 10-13 finder anvendelse både ved prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1 og 2, og ved prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a og § 41. Herudover indeholder bekendtgørelsens §§ 14-16 og §§ 17-18 særlige regler om behandling af ansøgninger om løsladelse på prøve efter henholdsvis straffelovens § 38, stk. 2, og § 40 a.

Behandling af sager, der skal forelægges Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen

58 I cirkulære om behandling m.v. af sager, hvor afgørelse om prøveløsladelse træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, er fastsat regler om ”papirgangen” ved forelæggelse af sager m.v. for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Kapitel 10

Domstolsprøvelse i sager vedrørende prøveløsladelse

Regelgrundlaget

59 Efter straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6, kan endelige administrative afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, og endelige administrative afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse efter straffelovens § 41, stk. 1, når 14 år af livstidsstraffen er udstået, af den dømte kræves indbragt for retten, inden 4 uger efter afgørelsen er meddelt den pågældende.

Da det er den endelige administrative afgørelse, der kan kræves indbragt for retten, vil det i alle tilfælde være Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse, der indbringes for retten, uanset om der er tale om en afgørelse i første eller anden instans.

Når Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, træffer afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse, vil denne afgørelse blive meddelt skriftligt til den indsatte. Dette indebærer, at afgørelsen skal indeholde bl.a. skriftlig vejledning om muligheden for at kræve afgørelsen indbragt for retten og fristen herfor. Den indsatte bør imidlertid i alle tilfælde allerede i forbindelse med, at afslag på prøveløsladelse meddeles i første instans, vejledes om muligheden for at kræve den endelige administrative afgørelse indbragt for retten og fristen herfor. Når institutionerne meddeler afslag på prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, skal institutionen derfor allerede på dette tidspunkt vejlede den indsatte om muligheden for domstolsprøvelse, jf. også bekendtgørelsens § 12, stk. 2.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 7, kan også endelige administrative afgørelser vedrørende genindsættelse af prøveløsladte kræves indbragt for retten af den indsatte.

Fornyet domstolsprøvelse

60 Straffuldbyrdelseslovens § 122 indeholder regler om, hvornår spørgsmålet om prøveløsladelse eller genindsættelse på ny kan kræves indbragt for retten, når retten har opretholdt en afgørelse herom truffet af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Bestemmelsen indebærer, at spørgsmålet om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, først kan indbringes for retten igen, når der er forløbet 6 måneder, siden retten afsagde kendelse om spørgsmålet. Ved prøveløsladelse af livstidsdømte skal der være forløbet 1 år.

Endelige administrative afgørelser om genindsættelse af prøveløsladte kan af den indsatte kræves indbragt for retten efter straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 7, men kan – hvis retten opretholder afgørelsen – ikke indbringes for retten på ny, jf. straffuldbyrdelseslovens § 122, stk. 1.

Hvis en prøveløsladt efter genindsættelse på et senere tidspunkt får afslag på prøveløsladelse, kan spørgsmålet om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, eller § 41, stk. 1, først kræves indbragt for retten henholdsvis 6 måneder og 1 år fra afgørelsen om genindsættelse.

Sagens indbringelse for retten

61 Efter straffuldbyrdelseslovens § 114 skal sager, som den indsatte ønsker indbragt for domstolene, uden unødigt ophold indbringes for retten af justitsministeren. Den indsatte skal således blot fremsætte sit krav rettidigt, mens det påhviler justitsministeren at sørge for, at sagen uden unødigt ophold indbringes for retten. Om institutionens behandling af indsattes anmodninger om, at Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens afslag på prøveløsladelse indbringes for retten, henvises til bekendtgørelse om behandlingen af begæringer om domstolsprøvelse af visse endelige administrative afgørelser.

Kapitel 11

Dømte, der udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a (Bekendtgørelsens afsnit II)

Kompetence og sagsbehandling

62 I bekendtgørelsens § 32, er det fastsat, at det som udgangspunkt er tilsynsmyndighedens leder eller den, der bemyndiges dertil, der har kompetencen til at træffe afgørelse om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, og § 40 a, når der er tale om en dømt, der udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol. Afgørelser efter bekendtgørelsen i øvrigt er også henlagt til tilsynsmyndighedens leder eller den, der bemyndiges dertil. I bekendtgørelsens § 33 er det imidlertid fastsat, at afgørelse om prøveløsladelse efter § 32 i en række nærmere opregnede tilfælde træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Det fremgår videre af § 34, at afgørelse om, hvorvidt dømte skal løslades på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, efter indstilling fra tilsynsmyndigheden.

63 Når tilsynsmyndigheden skal behandle spørgsmål om prøveløsladelse eller i øvrigt træffe afgørelser efter bekendtgørelsen i relation til dømte, der udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol, følges som udgangspunkt samme procedurer m.v., som gælder ved institutionernes behandling af disse spørgsmål i relation til indsatte (bekendtgørelsens afsnit I). På grund af afsoningsformens særlige karakter vil reglerne i sagens natur ikke i alle tilfælde kunne finde anvendelse. Bekendtgørelsens kapitel 5 og 6, §§ 35-39, fastsætter således, hvilke regler der i bekendtgørelsens afsnit I tillige finder anvendelse for dømte, der udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol.

Prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1

64 Når tilsynsmyndigheden skal vurdere spørgsmålet om prøveløsladelse, skal det ske i overensstemmelse med principperne i kapitel 2 ovenfor. I relation til spørgsmålet om genoptagelse af spørgsmålet om prøveløsladelse, når der er givet afslag på prøveløsladelse, jf. bekendtgørelsens § 35, jf. § 3, skal man være opmærksom på, at prøveløsladelse i almindelighed ikke kan ske, når den resterende straffetid er mindre end 30 dage, jf. pkt. 13 og 14 ovenfor.

65 I bekendtgørelsens § 36 er fastsat regler om, at høring af andre myndigheder m.v. skal ske i visse situationer. Det er fastsat, at der ved tilsynsmyndighedens behandling af spørgsmål om løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 1, skal indhentes oplysninger om eventuelle verserende straffesager mod den dømte fra Det centrale Kriminalregister, jf. § 36, jf. § 5, samt i visse tilfælde indhentes en udtalelse fra den afdeling af kriminalforsorgen, der i givet fald skal føre tilsyn med den pågældende, jf. § 36, jf. § 6, stk. 1. Sidstnævnte høring skal naturligvis kun finde sted, hvis det ikke er den afdeling, der træffer afgørelse om prøveløsladelse, som i givet fald skal føre tilsyn med den pågældende. Med disse tillempninger finder principperne i pkt. 54 ovenfor i øvrigt anvendelse.

66 I relation til spørgsmålet om vilkårsfastsættelse samt spørgsmålet om reaktioner ved vilkårsovertrædelser følges principperne i henholdsvis kapitel 6 og 7 ovenfor.

67 I bekendtgørelsens §§ 10-13 er fastsat regler om sagsbehandlingen i relation til prøveløsladelse. Disse bestemmelser gælder med en enkelt undtagelse også for dømte, der udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a, jf. § 37. Sagsbehandlingsreglerne er nærmere beskrevet ovenfor under pkt. 54-57.

68 Efter straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6, kan endelige administrative afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, af den dømte kræves indbragt for retten, inden 4 uger efter afgørelsen er meddelt den pågældende. Se nærmere ovenfor under kapitel 10.

Prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2, og § 40 a

69 §§ 38 og 39 fastsætter, hvilke regler i bekendtgørelsens afsnit I der tillige finder anvendelse i forbindelse med tilsynsmyndighedens behandling af spørgsmålet om prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2, og § 40 a.

70 I forbindelse med iværksættelsen af straffuldbyrdelsen, jf. § 19 i bekendtgørelse om strafudståelse på bopælen, skal tilsynsmyndigheden bl.a. vejlede den dømte om de rettigheder og pligter, som tilsynet og de for fuldbyrdelsen fastsatte vilkår indebærer, herunder om virkninger af vilkårsovertrædelse, jf. § 4 i cirkulære om visse sagsbehandlingsspørgsmål ved behandling af sager om fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol.

Uanset at tilsynsmyndigheden ikke har pligt til at tage spørgsmålet om prøveløsladelse efter § 40 a op af egen drift, bør spørgsmålet om prøveløsladelse efter § 40 a drøftes med den dømte i forbindelse med ovennævnte vejledning. Det bør i den forbindelse overvejes, om den dømte vil kunne være omfattet af målgruppen for reglerne om løsladelse efter § 40 a. I bekræftende fald bør det drøftes med den dømte, hvilken særlig indsats den dømte eventuelt skal yde for at komme i betragtning til tidlig prøveløsladelse.

Løsladelsestidspunktet

71 Efter § 1, stk. 3, i bekendtgørelse om strafberegning udløber straffetiden ved døgnets påbegyndelse på dagen for endt strafudståelse.

Kapitel 2, §§ 19-24, i bekendtgørelse om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf, indeholder nærmere regler om løsladelsestidspunktet og om fremrykning af løsladelsen. Disse regler gælder med nogle få undtagelser også for dømte, der udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol, jf. bekendtgørelsens § 40.

I bekendtgørelsens § 41 er fastsat, at løsladelse, som sker efter endt strafudståelse, skal finde sted på et sådant tidspunkt, at afmontering af det elektroniske overvågningsudstyr er sket inden straffetidens udløb.

Kapitel 12

Ikrafttræden

72 Vejledningen træder i kraft den 1. juli 2011. Vejledning nr. 29 af 19. april 2006 om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf (løsladelsesvejledningen), ophæves samtidig.

 

William Rentzmann

Jeppe Lund