Retsudvalget
(L 145/L 146 - bilag 30)
(Offentligt)

over

(Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslagene i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra:

Der er under udvalgsbehandlingen fremsat ønske om, at lovforslagene henvises til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.

Der er af justitsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag til begge lovforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) de under I og II nævnte lovforslag til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslagene til forkastelse ved 3. behandling og vil ved 2. behandling redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag.

Venstre støtter princippet om, at de vigtigste bestemmelser om straffuldbyrdelse bliver nedfældet i en lov. Partiet ønsker imidlertid regler for en langt mere effektiv afsoning i fængsler og arresthuse samt regler for narkofri fængsler.

Venstre finder det principielt forkert, at afgørelser om strafudmåling, der er truffet ved dom, og som administrativt udvandes gennem prøveløsladelse, kræver en retsafgørelse, såfremt den pågældende skal genindsættes til afsoning af reststraf. Venstre vil derfor i en tillægsbetænkning stille ændringsforslag herom til § 112 i L 145.

Venstre finder, at der bør indføres skærpede regler for udgang og prøveløsladelse og vender sig mod forslaget om, at der skal kunne ske prøveløsladelse af livstidsdømte. Partiet vil derfor i en tillægsbetænkning stille ændringsforslag om, at bestemmelsen udgår.

Venstre nærer betænkelighed ved, at det i § 68 i L 145 er anført, at en række forbrydelser, der normalt ville give frihedsstraf, skal kunne afgøres ved disciplinærstraf, og partiet vender sig imod, at sådanne og andre mere alvorlige forbrydelser ikke engang betyder en obligatorisk overførsel fra eventuelt åbent fængsel til lukket anstalt.

Venstre vil stille ændringsforslag om, at reglerne i den foreslåede § 25 i L 145 skærpes således, at forbrydelser som anført i bestemmelsens stk. 1, nr. 2, 3 og 4, altid indebærer overførsel til lukket anstalt.

Venstre finder i øvrigt, at det bør være hovedreglen, at enhver form for overtrædelse af disciplinære forskrifter, ikke mindst udeblivelse efter udgang og flugt samt kriminalitet begået under afsoning i fængslet eller under udgang og undvigelse, udløser en mærkbar sanktion.

Venstre mener, at retssikkerhed altid er en afvejning af, hvilke gruppers retssikkerhed der vejer højest. Partiet ønsker at understrege, at offerets retssikkerhed altid bør gå forud for forbryderens, og at retssikkerhed også er et spørgsmål om, at samfundet kan beskytte sig mod forbryderne.

Denne afvejning af retssikkerheden må også foretages, for så vidt angår stærke og svage afsonere.

Reglerne om aktindsigt for afsonere tilgodeser i dag efter Venstres opfattelse i alt for høj grad de negativt stærke fanger og anvendes til undertrykkelse af de svage afsonere.

Det virker meget uhensigtsmæssigt, at strafafsonere ved systematisk udnyttelse af reglerne om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse kan forhindre et fornuftigt samarbejde mellem politi og kriminalforsorg om en effektiv afsoning. Endvidere er der risiko for, at reglerne er med til at vanskeliggøre opklaringen af forseelser og forbrydelser i fængslerne, hvilket vil indebære en forringelse af fængselspersonalets og de svage fangers retssikkerhed.

Spørgsmålet om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse er allerede behandlet i handlingsplanen om organiseret kriminalitet, der blev afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet i marts 1995.

I handlingsplanen foreslås det, at forvaltningslovens regler om aktindsigt begrænses i sager om fuldbyrdelse af straf. Også flertallet i Straffelovrådet har i betænkning nr. 1355/1998 givet udtryk for samme standpunkt. Venstre finder, at aktindsigten i den grad strider mod offentlige interesser, at der ikke kan være principielle indvendinger imod at indskrænke aktindsigten på dette punkt. Venstre vil derfor stille ændringsforslag om, a t aktindsigten begrænses. Venstre finder det overordentlig besynderligt, at justitsministeren trods gentagne løfter i forbindelse med Venstres flere gange tidligere fremsatte forslag herom ikke har ændret bestemmelserne om aktindsigt. Det betyder fortsat, at der finder overgreb sted i fængslerne, som ikke bliver opklaret. Det er helt uholdbart. Der er et påtrængende behov for at kunne beskytte indsatte mod de stærke medindsatte, der misbruger adgangen til aktindsig t og skaber frygt hos medindsatte. Derved kan de tvinge medindsatte til at undlade at anmelde overfald og trusler m.v.

Det danske retssystem har skabt en række nuancerede sanktionsmuligheder fra bøde over tiltalefrafald, ungdomskontrakter, samfundstjeneste, behandling, hæfte og betinget samt ubetinget fængsel. Venstre er enig i, at der i et moderne retssamfund bør være en række alternativer til frihedsstraf, ligesom nye muligheder løbende bør afprøves.

Venstre peger her som noget nyt på at indføre weekendfængsel for kortvarige frihedsstaffe som en selvstændig strafferetlig sanktion. Venstre vil stille ændringsforslag herom.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslagene ved 2. behandling, men vil stemme for de af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten henviser generelt til førstebehandlingen og vil herfra fremhæve følgende:

Lovforslagene lever ikke op til en række af de ønsker, de to partier har, når der nu skal ske en regulering af forholdene for indsatte i de danske fængsler.

Der åbnes således op for censur af blade og censur af kontakt med medierne, især tv. Det er Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens opfattelse, at der ikke bør være andre begrænsninger for indsattes ytringsfrihed end dem, der gælder i straffeloven og grundloven. Naturligvis er der et hensyn at tage til ofre og pårørende, men dette hensyn bør og skal varetages af medierne. En afvejning af hensynet til ikke at krænke and res retsfølelse er for væsentlig til at overlade til fængselsledelsen.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten havde også gerne set, at man fra regeringens side i langt højere grad var gået positivt ind i det forslag, som kom frem under førstebehandlingen om at fastsætte en tidsbestemt maksimumsstraf, der er længere end den eksisterende på 16 år, samtidig med at livstidsstraffen afskaffes, jf. retstilstanden i Norge.

Spørgsmålet om brug af udelukkelse fra fællesskabet, eller som det rettelig burde kaldes: isolation, er heller ikke tilstrækkeligt reguleret efter de to partiers opfattelse. Først når det drejer sig om isolation med en varighed på mere end 7 dage, kan der blive tale om domstolskontrol. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten mener, at denne mulighed for administrativt i virkeligheden at omgå grundlovens § 71 burde kunne forelægges do mstolene fra dag 1.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten finder endvidere ikke, at lovforslagene giver de indsatte rettigheder i det omfang, man med rette kunne forlange, når målet er, at der skal ske en resocialisering, mens straffen afsones.

Lovforslagene bærer præg af traditionel tankegang, hvorefter mennesker, der skal afsone, skal straffes, og i den forbindelse have visse retssikkerhedsgarantier, som efter omstændighederne kan give en vis afbalancering set i lyset af den indgribende foranstaltning, det er at miste sin frihed.

Men de indsatte har ikke fået skyggen af rettigheder, der ligner de rettigheder, som man i øvrigt gennem de sidste års lovgivning har forsøgt at tildele, dels i sociallovgivningen og dels i arbejdsmarkedslovgivningen. Dermed menes ikke, at de sidstnævnte rettigheder på nogen måde efter Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens opfattelse er gennemført, så de fungerer i praksis, men alligevel har de nævnte ministerier vær et inde på den tankegang, at også mennesker, der har brug for offentlig støtte, skal have materielle rettigheder, der nøje giver en ret til en ydelse med tilknyttet klageadgang over niveauet for ydelsen.

De øgede rettigheder, som Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har i tankerne, er f.eks. en reel ret til uddannelse set i lyset af, at langt de fleste indsattes uddannelsesniveau er urimeligt ringe. Det er en ret til udarbejdelse af præcise handleplaner ved løsladelse og vel at mærke handleplaner, som Kriminalforsorgen i et samarbejde med kommunerne er forpligtet til at få udført, og hvor den løsladte har ret til at klage over beslutningern e.

En egentlig ret til behandling for alkoholisme og narkomisbrug burde tilsvarende eksistere, men nej! Tværtimod produceres der misbrugere alt for mange steder i såvel de lukkede som de åbne fængsler.

Samlet set er det efter Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens opfattelse betegnende for det under I nævnte lovforslags kapitler om rettigheder for de indsatte og deres muligheder for resocialisering, at lovforslagene ikke flytter mange hegnspæle.

Derfor agter Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten at stille en række ændringsforslag i forbindelse med lovforslagenes videre behandling.

Et fjerde mindretal (Dansk Folkepartis og Frihed 2000´s medlemmer af udvalget) indstiller lovforslagene til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de stillede ændringsforslag.

En del af dette mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) har den opfattelse, at retspolitikken i Danmark generelt er for slap. Strafferammerne for f.eks. vold, røverier, børnepornografi og menneskesmugling er for beskedne. Strafferammerne udnyttes sjældent fuldt ud af domstolene, og mulighederne for afsoning og prøveløsladelse er for lempelige.

Et sjette mindretal (Centrum- Demokraternes medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslagene og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.