Lovforslag nr. 201 fremsat
den 28. marts 2007 af
justitsministeren (Lene
Espersen)
Forslag
til
Lov om
ændring af lov om
euforiserende stoffer,
straffeloven, lov om
fuldbyrdelse af straf og
retsplejeloven
(Højere bøder i narkosager
og kriminalisering af at
besidde mobiltelefoner i
fængsler mv.)
§ 1
I
lov om euforiserende
stoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 391 af
21. juli 1969, som senest
ændret ved § 1 i lov nr. 445
af 9. juni 2004, foretages
følgende ændring:
1.
§ 3, stk. 1, 2. pkt.,
ophæves og i stedet
indsættes:
»Ved udmåling
af straffen, herunder ved
fastsættelse af bøder, skal
der lægges vægt på
skadevirkningerne af de
pågældende stoffer. Advarsel
kan i almindelighed ikke
meddeles, medmindre sociale
forhold taler for at meddele
en advarsel, og besiddelsen
af stoffet er udslag af en
stærk afhængighed som følge
af et længere- og vedvarende
misbrug af euforiserende
stoffer.«
§ 2
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1000
af 5. oktober 2006,
foretages følgende
ændringer:
1.
§ 124, stk. 4,
ophæves og i stedet
indsættes:
»Stk. 4.
Den, der i et arresthus
eller lukket fængsel som
anholdt eller fængslet
uretmæssigt besidder en
mobiltelefon eller lignende
kommunikationsudstyr,
straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder. På
samme måde straffes
besøgende og andre
udefrakommende, som
uretmæssigt medtager en
mobiltelefon eller lignende
kommunikationsudstyr i et
arresthus eller lukket
fængsel.
Stk. 5.
Bestemmelserne i stk.
1-3 gælder også i forhold
til personer i forvaring
samt personer, der i stedet
for varetægtsfængsel, i
forbindelse med
straffuldbyrdelse uden for
kriminalforsorgen eller i
medfør af straffelovens § 74
a er frihedsberøvet i
institution mv. Bestemmelsen
i stk. 4, 1. pkt., gælder
også i forhold til personer
i forvaring.«
2.
§ 135 affattes
således:
» § 135.
Med bøde eller fængsel
indtil 3 måneder straffes
den, som ved ugrundet
påkaldelse af hjælp, misbrug
af faresignal eller lignende
forårsager udrykning af
politi, ambulance,
redningsberedskabet eller
sø- eller
luftredningstjenesten.
«
§ 3
I
lov om fuldbyrdelse af straf
m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 207 af 18. marts 2005,
som senest ændret ved lov
nr. 1558 af 20. december
2006, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 36 indsættes som
stk. 4:
»Stk. 4.
En indsat har ikke ret til
at medtage, besidde og råde
over mobiltelefon og
lignende
kommunikationsudstyr i
institutionen, medmindre
dette er foreneligt med
ordens- og sikkerhedsmæssige
hensyn. Justitsministeren
fastsætter regler om
indsattes adgang til at
medtage, besidde og råde
over mobiltelefoner og
lignende
kommunikationsudstyr i
institutionen. «
§ 4
I
lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1001
af 5. oktober 2006, som
senest ændret ved § 1 i lov
nr. 181 af 26. februar 2007,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 792 a, stk. 2, nr. 1,
indsættes efter
»straffelovens«: »§ 124,
stk. 4, eller«.
§ 5
Loven træder i kraft den 1.
juli 2007.
§ 6
Stk. 1. Loven gælder
ikke for Færøerne og
Grønland, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Lovens § 1 kan ved
kongelig anordning sættes i
kraft helt eller delvist for
Grønland med de afvigelser,
som de særlige grønlandske
forhold tilsiger. Lovens
§§ 1-3 kan ved kongelig
anordning sættes helt eller
delvist i kraft for Færøerne
med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til
lovforslaget
Almindelige bemærkninger
|
Indholdsfortegnelse
|
|
1. |
Indledning
;............................................................................
....................
|
|
2. |
Skærpede
bødestraffe for
ulovlig besiddelse
af euforiserende
stoffer til eget
forbrug
;............................................................................
..................
|
|
2.1. |
Gældende ret
;............................................................................
................
|
|
2.2. |
Bødeniveauet på
andre lovområder
..........................................................
|
|
2.3. |
Udvikling i
narkokriminalitetens
omfang siden
lovændringen i 2004
....... |
|
2.4. |
Justitsministeriets
overvejelser
..................................................................
|
|
3. |
Uretmæssig
besiddelse af
mobiltelefoner og
lignende
kommunikationsudstyr
i arresthuse og
lukkede fængsler
..........................
|
|
3.1. |
Gældende ret
;............................................................................
................
|
|
3.2. |
Omfanget af
mobiltelefoner i
kriminalforsorgens
institutioner
..................
|
|
3.3. |
Indstilling om
sikkerhed i
kriminalforsorgens
institutioner
.......................
|
|
3.4. |
Justitsministeriets
overvejelser
..................................................................
|
|
4. |
Økonomiske og
administrative
konsekvenser
...........................................
|
|
5. |
Hørte myndigheder
mv.
;.............................................................................
|
|
6. |
Sammenfattende
skema
;.............................................................................
|
|
1. Indledning
1.1. Formålet med
lovforslaget er for det
første, at bødestraffen ved
ulovlig besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug bliver skærpet.
Hermed understreges det, at
ulovlig besiddelse af
euforiserende stoffer har
klare strafferetlige
konsekvenser.
Samtidig lægges der op til,
at sådanne sager i videre
omfang end i dag skal kunne
afgøres med advarsel i
tilfælde, hvor sociale
forhold taler for at meddele
en advarsel, og vedkommendes
brug af euforiserende
stoffer skyldes en stærk
afhængighed.
Lovforslaget går for det
andet ud på at indføre en
bestemmelse i straffeloven
om straf for uretmæssigt at
besidde eller medtage
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr i
arresthuse og lukkede
fængsler. Baggrunden herfor
er blandt andet, at
mobiltelefoner kan anvendes
til at begå
narkotikakriminalitet inden
for fængslerne, og forslaget
om den nævnte
kriminalisering er derfor
også et led i regeringens
politik om nul-tolerance
over for narkotika og andre
ulovlige stoffer i
fængslerne.
1.2. Det er med
lovforslaget forudsat, at
bødestraffene for ulovlig
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug
skærpes markant, således at
bødeniveauet for besiddelse
af hash og lignende stoffer
til eget forbrug bliver på
2.000 kr. eller mere, og at
bøderne for besiddelse af
særligt farlige eller
skadelige stoffer – f.eks.
heroin, kokain, amfetamin og
ecstasy – til eget forbrug i
intet tilfælde bliver på
mindre end 3.000 kr. Desuden
er det forudsat, at
bøderne forhøjes med 50
procent i andengangstilfælde
og 100 procent ved senere
gentagelsestilfælde .
Det
forudsættes samtidig, at den
gældende praksis med en
halvering af bøder til
personer under 18 år og
personer med en særlig lav
indtægt bevares.
En
markant forhøjelse af
bødestraffene for besiddelse
af euforiserende stoffer til
eget forbrug kan i praksis
indebære, at personer, der
misbruger euforiserende
stoffer som udslag af en
stærk afhængighed, risikerer
at oparbejde en stor gæld
til det offentlige i form af
skyldige sagsomkostninger og
bøder. Som en lempelse af
gældende praksis forudsættes
det derfor under henvisning
til sociale hensyn, at
advarsel skal kunne anvendes
ikke kun i
førstegangstilfælde, som det
sker i dag, men også i
gentagelsestilfælde
(andengangs- og senere
gentagelsestilfælde) over
for personer, som findes i
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug,
når brugen af de
euforiserende stoffer er
udslag af en stærk
afhængighed som følge af et
længere- og vedvarende
misbrug af euforiserende
stoffer.
Lovforslaget indebærer
endvidere, at det gennem en
ny bestemmelse i
straffeloven bliver
strafbart for anholdte og
fængslede personer
uretmæssigt at besidde og
for besøgende og andre
udefrakommende personer
uretmæssigt at medtage
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr i
arresthuse og lukkede
fængsler. Det foreslås, at
strafferammen fastsættes til
bøde eller fængsel indtil 6
måneder.
Herudover indebærer
lovforslaget, at
justitsministeren bemyndiges
til at fastsætte regler om
indsattes adgang til at
medtage, besidde og råde
over mobiltelefoner og
lignende
kommunikationsudstyr i
kriminalforsorgens
institutioner. Hermed vil
det blandt andet være muligt
at friholde visse typer af
kommunikationsudstyr fra den
nævnte kriminalisering.
Lovforslaget medfører også,
at der indføres en særskilt
hjemmel til at kunne
foretage legemsundersøgelse
over for sigtede, der er
mistænkt for overtrædelse af
den foreslåede bestemmelse
om straf for uretmæssigt at
besidde eller medtage
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr i
arresthuse og lukkede
fængsler.
2. Skærpede bødestraffe for
ulovlig besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug
2.1. Gældende ret
2.1.1. Efter lov om
euforiserende stoffer
straffes med bøde eller
fængsel indtil 2 år ind- og
udførsel, salg, køb,
udlevering, modtagelse,
fremstilling, forarbejdning
samt besiddelse af de
farlige stoffer, som
indenrigs- og
sundhedsministeren ved
bekendtgørelse bestemmer,
skal være omfattet af loven,
jf. lovbekendtgørelse nr.
391 af 21. juli 1969 med
senere ændringer.
Den
gældende oversigt over
euforiserende stoffer, der
er omfattet af loven,
fremgår af bekendtgørelse
nr. 698 af 31. august 1993
med senere ændringer. Det
fremgår af § 1 i
bekendtgørelsen, at der ved
euforiserende midler i
bekendtgørelsen forstås de
stoffer, vækster og droger,
der er opført på de
vedføjede lister A, B, C, D
og E i bekendtgørelsens
bilag 1. Som eksempler kan
nævnes, at hash og heroin
findes på liste A, der
omfatter stoffer, der ikke
må forefindes her i landet,
mens kokain, amfetamin og
ecstasy findes på liste B,
der omfatter stoffer, der
kun må benyttes til
medicinsk og videnskabeligt
brug.
Efter
straffelovens § 191 straffes
den, som i strid med
lovgivningen om
euforiserende stoffer til et
større antal personer eller
mod betydeligt vederlag
eller under andre særligt
skærpende omstændigheder
overdrager euforiserende
stoffer, med fængsel indtil
10 år. Angår overdragelsen
en betydelig mængde særlig
farligt eller skadeligt
stof, eller har
overdragelsen af et sådant
stof i øvrigt haft en særlig
farlig karakter, kan
straffen stige til fængsel i
16 år.
2.1.2. Den gældende lov
om euforiserende stoffer
bygger på en betænkning fra
1953 om misbrug af
euforiserende stoffer
afgivet af et udvalg nedsat
af Indenrigsministeriet
(betænkning nr. 81/1953).
Det blev under
udvalgsarbejdet påpeget, at
et besiddelsesforbud ville
være af betydning for
politiets arbejde med
bekæmpelsen af det ulovlige
salg af euforiserende
stoffer, idet en sådan regel
ville give politiet mulighed
for at gribe ind over for
personer, der må formodes at
handle med euforiserende
stoffer, uden at der dog i
det enkelte tilfælde kan
tilvejebringes
tilstrækkeligt bevis herfor.
Udvalget foreslog blandt
andet på den baggrund et
besiddelsesforbud.
På
baggrund af betænkningen
blev der i 1954 fremsat et
forslag til lov om
euforiserende stoffer. I
bemærkningerne til
lovforslaget er det anført,
at et besiddelsesforbud vil
give mulighed for at skride
ind med passende reaktioner
over for »eufomane, der
henter deres forsyninger på
den sorte børs«.
Lovforslaget blev vedtaget
som lov nr. 169 af 24. maj
1955. Der henvises til
Folketingstidende 1954-55,
Tillæg A, sp. 641.
2.1.3. Straffelovens
§ 191 blev indsat ved lov
nr. 276 af 18. juni 1969. I
forbindelse med forslaget
til straffelovens § 191 blev
det fremhævet, at man med
lovændringen ikke tilsigtede
nogen skærpelse af
strafforfølgningen over for
personer, der var omfattet
af lov om euforiserende
stoffer, jf. FT 1968-69,
Tillæg A, sp. 2848.
Under
behandlingen af lovforslaget
havde Folketingets
Retsudvalg lejlighed til at
gøre sig bekendt med et
udkast til et cirkulære fra
Rigsadvokaten, hvor der var
fastsat nærmere
retningslinjer for den
tiltalepraksis, der skulle
følges for at sikre, at
denne forudsætning blev
opfyldt, jf. FT 1968-69,
Tillæg B, sp. 2643.
Rigsadvokaten udsendte efter
vedtagelsen af straffelovens
§ 191 cirkulære nr. 144 af
15. juli 1969 om
forfølgningen af sager
vedrørende overtrædelse af
lovgivningen om
euforiserende stoffer.
Cirkulæret blev
efterfølgende uddybet ved
Rigsadvokatens
cirkulæreskrivelse nr. 43/71
af 16. august 1971. Det
fremgik heraf, at besiddelse
af euforiserende stoffer til
eget forbrug i
førstegangstilfælde normalt
burde afgøres med, at der
meddeles den pågældende en
advarsel. Advarsel ville
også kunne meddeles i
gentagelsestilfælde, men i
grovere gentagelsestilfælde
og i tilfælde af gentagen
besiddelse af andre
euforiserende stoffer end
hash burde der efter
cirkulæret søges pålagt
bødestraf.
2.1.4. I
overensstemmelse med
Rigsadvokatens cirkulære
udviklede der sig i perioden
frem til 2004 en fast
praksis, hvorefter
besiddelse af små mængder
euforiserende stoffer til
eget forbrug i
førstegangstilfælde alene
medførte en advarsel.
Ved
lov nr. 445 af 9. juni 2004
blev det ved en tilføjelse
til lov om euforiserende
stoffer § 3 fastsat, at
advarsel i almindelighed
ikke kan meddeles for
overtrædelse af loven. Ved
advarsel forstås såvel
advarsler meddelt af
politiet eller
anklagemyndigheden som
advarsler tildelt af retten
i henhold til
retsplejelovens § 900.
Det
fremgår af lovens
forarbejder, at
lovgivningsinitiativet
blandt andet byggede på en
rapport fra en arbejdsgruppe
vedrørende politiets indsats
på beværterområdet.
Arbejdsgruppen blev nedsat
af Politimesterforeningen i
1997 og fik særligt til
opgave at vurdere og
fremkomme med idéer til
fremtidige initiativer
vedrørende udskænkning af
alkohol til unge mennesker.
Justitsministeriet anmodede
i juni 1998 arbejdsgruppen
om tillige at inddrage
spørgsmålet om handel med og
misbrug af narkotika i
restaurationsmiljøet i sine
overvejelser. Endvidere
anmodede Justitsministeriet
om, at det i den forbindelse
blev belyst, om der i de
seneste år kunne konstateres
en udvikling i antallet og
karakteren af overtrædelser
af narkotikalovgivningen i
restaurationsmiljøet. I 2000
blev arbejdsgruppen
yderligere anmodet om at
belyse problemerne omkring
ecstasy og fremsætte forslag
til en forbedret indsats på
området.
Arbejdsgruppen afleverede i
maj 2002 sin rapport
»Ecstasy«. I rapporten
anføres det blandt andet, at
forbrug af ecstasy mv.
navnlig forekommer i fest-
og musikmiljøer, f.eks. på
diskoteker samt ved
technokoncerter og
festivaler.
Det
var arbejdsgruppens
opfattelse, at
Rigsadvokatens cirkulære fra
1969, hvorefter sager om
ulovlig besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug afgøres med en
advarsel, havde den uheldige
konsekvens, at børn og unge
– og formentlig også
forældre og personale i
behandlersystemet – i et
vist omfang opfattede
anvendelsen af advarsel
således, at besiddelse af
visse euforiserende stoffer
ikke var strafbar.
Arbejdsgruppen anbefalede på
den baggrund, at besiddelse
af og handel med ecstasy,
amfetamin og lignende
stoffer skulle straffes med
bøde uden mulighed for
advarsel.
På
tilsvarende måde fandt
arbejdsgruppen, at en
præcisering af, at det er
strafbart at handle med
euforiserende stoffer, som
minimum kunne være et
væsentligt og nyt signal
over for forældre og de børn
og unge, som var på vej ind
i misbrug af ecstasy mv.
Arbejdsgruppen anbefalede på
den baggrund, at besiddelse
af og handel med alle typer
euforiserende stoffer i
festmiljøerne, og især hvor
ganske unge færdes, blev
straffet med bøde uden
mulighed for advarsel.
I
forlængelse heraf fremlagde
regeringen i oktober 2003
handlingsplanen »Kampen mod
Narko«, der var udarbejdet i
samarbejde mellem Indenrigs-
og Sundhedsministeriet,
Justitsministeriet,
Socialministeriet,
Finansministeriet,
Kulturministeriet og
Undervisningsministeriet.
Planen indeholdt en lang
række initiativer om blandt
andet forebyggelse,
behandling og
retshåndhævelse som led i
bekæmpelsen af narkomisbrug.
I handlingsplanen anføres
det blandt andet, at der
efter regeringens opfattelse
i forhold til ikke mindst
unge, lejlighedsvise
narkotikabrugere i
restaurations- og
festmiljøet er behov for at
sende et klart signal om, at
enhver besiddelse af og
handel med euforiserende
stoffer er ulovlig og har
klare strafferetlige
konsekvenser.
Det
anføres i det pågældende
lovforslag, at den
dagældende praksis med at
meddele advarsel for
førstegangsbesiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug ikke havde
været tilstrækkelig til at
dæmme op for misbruget af
ulovlige euforiserende
stoffer. Det påpeges i den
forbindelse, at unge i
Danmark misbruger hash i
større omfang end unge i de
fleste andre lande.
På den
baggrund blev det foreslået,
at den hidtil fulgte faste
praksis med meddelelse af en
advarsel ved ulovlig
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug
blev ændret, sådan at det
som udgangspunkt skulle
udløse mindst en bødestraf
at besidde ulovlige
euforiserende stoffer. Det
blev i den forbindelse
anført, at man hermed sendte
et klarere signal om, at
misbrug af ulovlige
euforiserende stoffer fra
starten følges op med en
strafferetlig reaktion, der
afspejler samfundets
afstandtagen fra denne
adfærd.
Lovændringen indebar, at
anklagemyndigheden ændrede
den hidtidige
tiltalepraksis. Det blev
således forudsat i lovens
forarbejder, at de forhold
vedrørende ulovlig
besiddelse af euforiserende
stoffer, der efter hidtidig
praksis havde været
sanktioneret med advarsel,
fremover som udgangspunkt
skulle straffes med bøde.
Det blev endvidere forudsat,
at bødestraffen for
besiddelse af euforiserende
stoffer skulle udmåles i
overensstemmelse med de
gældende bødetakster.
Det
fremgår samtidig af lovens
forarbejder, at en advarsel
fortsat vil kunne anvendes
for overtrædelse af loven,
såfremt dette efter
omstændighederne forekommer
formålstjenligt. Advarsel,
herunder advarsel tildelt af
retten i medfør af
retsplejelovens § 900, vil
efter lovændringen
imidlertid alene kunne
meddeles i særlige tilfælde,
hvor det på baggrund af en
konkret vurdering er mest
formålstjenligt at anvende
denne sanktion. Advarsel vil
i sådanne
undtagelsestilfælde kunne
gives i overensstemmelse med
de hidtil gældende
retningslinjer, dvs. som
hovedregel kun i
førstegangstilfælde,
medmindre der er tale om
besiddelse af hash.
En
sådan undtagelsesvis
anvendelse af advarsel for
ulovlig besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug, jf. nærmere
herom nedenfor under pkt.
2.1.5, vil blandt andet
kunne komme på tale, såfremt
hensynet til en effektiv
strafforfølgning tilsiger
dette. Det vil for eksempel
være tilfældet, hvis
anklagemyndigheden vurderer,
at der kan blive behov for,
at køberen af euforiserende
stoffer kan afhøres som
vidne i en straffesag mod
sælgeren, og der med dette
formål ikke skønnes at være
tid til at afvente
gennemførelsen af en bødesag
mod køberen.
Ifølge
forarbejderne til
2004-lovændringen vil
advarsel endvidere f.eks.
kunne meddeles, hvis
anvendelse af en bødestraf
vil medføre administrativt
besvær, der ikke står i
rimeligt forhold til sagens
beskaffenhed. Dette vil for
eksempel kunne være
tilfældet i relation til
udlændinge, der alene
opholder sig her i landet
som turister, og som ud over
advarslen vil kunne udvises
på grund af sagen.
Herudover kan sociale hensyn
efter omstændighederne tale
for anvendelse af advarsel,
hvor brugen af et stof er
udslag af en stærk
afhængighed. Advarsel under
henvisning til sociale
hensyn kan ikke meddeles til
unge personer, som
lejlighedsvis f.eks. i
weekenden eller til fester
misbruger euforiserende
stoffer, og hvor misbruget
derfor ikke kan antages at
være et udslag af stærk
afhængighed.
Der
henvises til
Folketingstidende 2003-2004,
Tillæg A, side 6313.
Advarsel kan efter samme
retningslinjer som nævnt
ovenfor meddeles i
gentagelsestilfælde for
besiddelse af hash til eget
forbrug.
2.1.5. I praksis spiller
mængden af euforiserende
stoffer en stor rolle ved
vurderingen af, om de
euforiserende stoffer, som
en person findes i
besiddelse af, er bestemt
til eget forbrug, eller om
der er tale om besiddelse af
euforiserende stoffer med
henblik på
videreoverdragelse, herunder
videresalg. Større kvanta
kan almindeligvis ikke anses
for bestemt til eget
forbrug.
I
forarbejderne til lov nr.
445 af 9. juni 2004, jf.
lovforslag nr. L 175 af 26.
februar 2004, pkt. 2.1.4, er
det anført, at mængder
indtil det nedenfor angivne
som udgangspunkt anses som
bestemt til eget forbrug,
medmindre andre oplysninger
peger på det modsatte:
10,0 gram hash
50,0 gram marihuana
100,0 gram hampeplanter
0,2 gram
heroin/kokain/morfinbase
1,0 gram råopium
0,5 gram amfetamin
1,0 gram cannabiol/hasholie
10 stk. lægemiddeltabletter
5 stk. morfinpiller
1-2 stk. ecstasypiller
I
Rigsadvokatens meddelelse
nr. 6/2006, pkt. 4.2, nævnes
en række konkrete
omstændigheder, der kan pege
på, at besiddelse af mindre
mængder euforiserende
stoffer end de ovenfor
angivne mængder er bestemt
til videreoverdragelse.
Når
det skal afgøres, hvorvidt
euforiserende stoffer må
anses for at være bestemt
til videreoverdragelse, vil
det for det første udover
mængden af euforiserende
stoffer skulle indgå i
overvejelserne, om den
mængde, som den pågældende
er i besiddelse af, er
opdelt i mindre portioner,
og om den pågældende er i
besiddelse af værktøj (vægt
mv.) til opvejning af små
mængder narkotika eller
genstande til opbevaring af
mindre portioner stof. Det
antages endvidere, at der må
anses at være tale om
besiddelse med henblik på
videreoverdragelse, hvis den
pågældende findes i
besiddelse af et regnskab.
Det
kan endvidere indgå som et
element i overvejelserne,
hvor den pågældende findes i
besiddelse af euforiserende
stoffer, idet besiddelse af
små opdelte mængder
narkotika, herunder
eventuelt sammen med et
større pengebeløb, blandt
andet på steder, hvor der
normalt foregår salg af
euforiserende stoffer, kan
pege på, at der er tale om
besiddelse med henblik på
videreoverdragelse.
Det
samme gælder, hvis den
pågældende findes i
besiddelse af større
kontantbeløb, der ikke står
i rimeligt forhold til den
pågældendes indkomst.
2.1.6. I forbindelse med
den seneste ændring af lov
om euforiserende stoffer i
2004, jf. pkt. 2.1.4
ovenfor, er det i forslaget
til loven anført, at
forslaget ikke tilsigtede at
ændre på de hidtil gældende
bødesatser for overtrædelse
af lov om euforiserende
stoffer. Det er dog samtidig
anført, at Rigsadvokaten vil
foretage en revision af
bødetaksterne som følge af
den almindelige pris- og
lønudvikling.
På den
baggrund udsendte
Rigsadvokaten i november
2006 meddelelse nr. 6/2006
om sanktionspåstande mv. i
narkotikasager, der
indeholder vejledende
bødetakster for overtrædelse
af lov om euforiserende
stoffer. Det fremgår af
meddelelsen, at
bødetaksterne er revideret
som følge af den almindelige
pris- og lønudvikling.
Forhøjelsen udgør som
udgangspunkt 32 procent i
forhold til Rigsadvokatens
seneste bødekatalog fra
1991, hvilket svarer til
satsreguleringsprocenten
(uden tilpasningsprocent).
Forhøjelsen er dog samtidig
foretaget således, at
bødepåstanden er afrundet
til et beløb, der er
deleligt med 100.
Endvidere er de laveste
bøder på 300 kr. forhøjet
til 500 kr., selv om dette
medfører en forhøjelse, der
overstiger 32 procent.
Rigsadvokaten anfører i
meddelelsen, at dette er
sket i lyset af den
almindelig økonomiske
udvikling i samfundet, og
idet bøder, der er mindre
end de nævnte beløb, næppe
kan antages at have nogen
reel præventiv virkning. Der
er herved samtidig lagt vægt
på, at der for personer med
særlig ringe indtægt er
mulighed for nedsættelse af
bøden.
I
Rigsadvokatens meddelelse
angives en række vejledende
bødepåstande, der kan
anvendes i tilfælde, hvor en
person findes i besiddelse
af euforiserende stoffer,
hvis det må antages, at
stoffet er bestemt til eget
forbrug. Overstiger mængden
ikke et vist nærmere fastsat
kvantum, kan sagen afgøres
med bøde og konfiskation af
de euforiserende stoffer.
Bødetaksterne for besiddelse
til eget forbrug af de mest
almindelige euforiserende
stoffer – hash, heroin,
amfetamin, kokain og ecstasy
– er angivet nedenfor. Der
henvises i øvrigt til
lovforslagets bilag 2, der
indeholder den fuldstændige
oversigt over vejledende
bødepåstande i
Rigsadvokatens meddelelse
nr. 6/2006.
Liste nr./stofnavn
|
Stofmængde |
Bøde |
A 1 Hash |
– 9,9 gram |
500 kr. |
|
10 – 49,9 gram |
700 kr. |
|
50 – 99,9 gram |
1.400 kr. |
A 3 Heroin |
– 0,49 gram |
800 kr. |
|
0,5 – 0,9 gram |
1.400 kr. |
|
1 – 1,9 gram |
2.000 kr. |
|
2 – 2,9 gram |
2.600 kr. |
|
3 – 3,9 gram |
3.300 kr. |
|
4 – 4,9 gram |
4.000 kr. |
B 12 Amfetamin |
– 0,9 gram |
800 kr. |
|
1 – 2,9 gram |
1.400 kr. |
|
3 – 4,9 gram |
2.000 kr. |
B 29 Kokain |
– 0,9 gram |
800 kr. |
|
1 – 1,9 gram |
1.400 kr. |
|
2 – 2,9 gram |
2.000 kr. |
|
3 – 3,9 gram |
2.600 kr. |
|
4 – 4,9 gram |
3.300 kr. |
B 74 Ecstasy |
1 – 3 tabletter |
800 kr. |
|
4 – 11 tabletter
|
1.400 kr. |
|
12 – 19 tabletter
|
2.000 kr. |
Som
det fremgår, afhænger bødens
størrelse af stoffets art og
mængde, idet bøderne for
besiddelse af særligt
farlige eller skadelige
stoffer er højere end
bøderne for besiddelse af
andre stoffer som f.eks.
hash. Endvidere er grænsen
for den mængde, hvor
besiddelse til eget forbrug
kun straffes med bøde,
lavere for særligt farlige
eller skadelige stoffer end
for andre stoffer.
Den
laveste bødetakst er på 500
kr. for besiddelse af under
10 gram hash. I øvrigt er de
laveste bøder på 800 kr. for
besiddelse af særligt
farlige eller skadelige
stoffer. Den højeste bøde er
på 4.000 kr. for besiddelse
af mellem 4 - 4,9 gram
heroin.
Der
findes for tiden ni
bødepositioner (500 kr., 700
kr., 800 kr., 1.100 kr.,
1.400 kr., 2.000 kr., 2.600
kr., 3.300 kr. og 4.000 kr.)
for besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug.
Findes
en person i besiddelse af
euforiserende stoffer, der
overstiger disse kvanta,
afgøres sagen som
udgangspunkt med
frihedsstraf, selv om det
ikke konkret kan bevises, at
der har været tale om
besiddelse med henblik på
videreoverdragelse.
Det er
ligeledes udgangspunktet, at
sager om ulovlig besiddelse
af euforiserende stoffer med
henblik på
videreoverdragelse straffes
med frihedsstraf. I enkelte
tilfælde kan overdragelse og
besiddelse med henblik på
videreoverdragelse af
euforiserende stoffer dog
straffes med bøde. Det
gælder således salg af hash
under 50 gram og lægemidler
under 10 tabletter, som i
førstegangstilfælde straffes
med bøde. Bøden fastsættes
som udgangspunkt til det
dobbelte af de bødepåstande
for hash og lægemidler, som
er gengivet ovenfor og i
lovforslagets bilag 2.
Overdrages de euforiserende
stoffer ved salg eller
vederlagsfri overdragelse
med henblik på senere salg
på restaurationer, herunder
diskoteker, eller ved
koncerter, musikfestivaler
eller andre arrangementer,
hvor det typisk hovedsagelig
er børn eller unge
mennesker, der deltager,
skal der fastsættes en kort
fængselsstraf, jf.
bemærkningerne til
bestemmelsen i § 3, stk. 2,
nr. 2, i lov om
euforiserende stoffer, der
blev indsat ved lov nr. 445
af 9. juni 2004. Det fremgår
af denne bestemmelse, at det
ved straffens udmåling skal
betragtes som en betydelig
skærpende omstændighed, at
der er tale om salg eller
vederlagsfri overdragelse
med henblik på senere salg
af de i §§ 1 og 2 omhandlede
stoffer på restaurationer,
herunder diskoteker, eller
ved koncerter eller
musikfestivaler. Tilsvarende
gælder ved andre
arrangementer, hvor det
typisk hovedsagelig er børn
eller unge mennesker, der
deltager.
Formålet med bestemmelsen
var at skærpe straffen for
salg i visse miljøer af
ulovlige euforiserende
stoffer med henblik på at
sikre en bedre beskyttelse
af unge, der færdes på
diskoteker, restauranter og
lignende.
Der
henvises til
Folketingstidende 2003-2004,
tillæg A, side 6414 f.
2.1.7. Bøder for
besiddelse af euforiserende
stoffer nedsættes for unge
under 18 år og for personer
med særlig lav indtægt. Det
er alder og indtægtsforhold
på gerningstidspunktet, der
er afgørende.
Bøden
til unge under 18 år skal
generelt nedsættes til det
halve beløb i
overensstemmelse med
retningslinjerne i afsnit
2.2.2. i
Rigsadvokatmeddelelse nr.
4/2000 om sanktionspåstande
mv. i færdselssager.
Nedsættelsen af bøden skal
ske ved anklagemyndighedens
foranstaltning i forbindelse
med udsendelse af
bødeforelæg eller ved
nedlæggelse af påstand om
bøde.
Bøden
til personer med særlig lav
indtægt kan – hvis den
sigtede fremlægger den
fornødne dokumentation for
sine indtægtsforhold –
nedsættes til det halve
beløb i overensstemmelse med
retningslinjerne i afsnit
2.2.3 i
Rigsadvokatmeddelelse nr.
4/2000 om sanktionspåstande
mv. i færdselssager.
Indtægtsgrænsen var i 2006
ca. 130.000 kr. pr. år
(10.845 kr. pr. måned).
2.1.8. Der er ikke i
Rigsadvokatmeddelelse nr.
6/2006 fastsat
retningslinjer for
gentagelsesvirkningen i
sager om overtrædelse af lov
om euforiserende stoffer.
Det er derefter alene
straffelovens almindelige
regler om
gentagelsesvirkning,
herunder § 81, nr. 1, som
finder anvendelse.
Ifølge
straffelovens § 81, nr. 1,
skal det ved straffens
fastsættelse i almindelighed
indgå som en skærpende
omstændighed, at
gerningsmanden tidligere er
straffet af betydning for
sagen. Det er ikke
udtrykkeligt angivet i § 81,
nr. 1, hvor længe tidligere
afgørelser kan have
betydning for
strafudmålingen. Det fremgår
imidlertid af forarbejderne
til ændringen ved lov nr.
218 af 31. marts 2004 af
straffelovens § 84, der
regulerer anvendelsen af
specifikke lovbestemmelser
om forhøjet straf i
gentagelsestilfælde, at den
i § 84, stk. 3, fastsatte
gentagelsesvirkning i 10 år
vil kunne få en vis
betydning for den vægt, som
domstolene i forbindelse med
strafudmåling tillægger en
straffedom, der ligger
længere tilbage i tid.
Rigsadvokaten har over for
Justitsministeriet oplyst,
at der hidtil ikke har været
en ensartet praksis med
hensyn til anvendelse af
forhøjede bøder i
gentagelsestilfælde ved
overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer. Som
eksempler nævnes, at
Københavns Politi ikke
anvender en højere bøde i
gentagelsestilfælde, mens
det hos Århus Politi (nu
Østjyllands Politi) er
praksis, at bøden i
gentagelsestilfælde – uanset
antallet af tidligere
straffe – forhøjes med 50
procent i forhold til bøden
i førstegangstilfælde, og
således at tidligere
afgørelser tillægges
gentagelsesvirkning i 5 år
fra afgørelsen.
2.1.9. Der er ikke i lov
om euforiserende stoffer
fastsat særlige regler for
så vidt angår straffen for
besiddelse af euforiserende
stoffer hos indsatte i
fængsler mv. I praksis anses
det imidlertid for en
skærpende omstændighed, at
stofferne besiddes i et
fængsel.
Det
fremgår af bemærkningerne
til lov nr. 445 af 9. juni
2004 om ændring af lov om
euforiserende stoffer mv.,
at også indsatte i
kriminalforsorgens
institutioner – ud over en
eventuel disciplinærstraf –
tillige som udgangspunkt
mindst straffes med bøde,
såfremt de findes i
besiddelse af ulovlige
euforiserende stoffer.
Strafniveauet for mindre
besiddelser af hash, typisk
besiddelse af op til 10
gram, skal som udgangspunkt
være det samme for indsatte
i fængsler og arresthuse mv.
som for andre personer, dvs.
mindst en bødestraf. I
praksis straffes besiddelse
i fængsler af selv meget små
mængder af andre
euforiserende stoffer end
hash med fængsel.
Der
vil dog også i forhold til
de indsatte i
kriminalforsorgens
institutioner i særlige
tilfælde kunne meddeles
advarsel ved
førstegangsbesiddelse af op
til 10 gram hash til eget
forbrug. Det gælder blandt
andet i tilfælde, hvor det
på baggrund af en konkret
vurdering af den resterende
strafs længde og den
indsattes sociale forhold må
antages, at den indsatte
ikke vil kunne betale en
bøde, og hvor en advarsel i
øvrigt skønnes at være
tilstrækkelig.
For så
vidt angår besiddelse i
fængsler mv. af
euforiserende stoffer,
herunder hash, med henblik
på videreoverdragelse, er
straffen fængsel. Det skal i
forbindelse med
strafudmålingen betragtes
som en skærpende
omstændighed, at forholdet
er begået i et fængsel mv.
Hvis
indsatte i
kriminalforsorgens
institutioner findes i
ulovlig besiddelse af
euforiserende stoffer, tager
institutionen stilling til,
om der skal indgives
politianmeldelse. Uanset om
der indgives
politianmeldelse eller ej,
kan der ikendes
disciplinærstraf, hvis
overtrædelsen tillige
indebærer en selvstændig
krænkelse af orden eller
sikkerhed i institutionen,
jf. § 67, nr. 6, i
straffuldbyrdelsesloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 207 af
18. marts 2005.
Hvis
der indgives
politianmeldelse, skal
institutionen orientere
politiet, såfremt den
indsatte er ikendt
disciplinærstraf for det
anmeldte forhold, således at
dette kan tages i
betragtning ved en eventuel
strafudmåling, jf.
vejledning nr. 70 af 5. juli
2002, pkt. 11.
Indsmugling af selv små
mængder euforiserende
stoffer til eget eller
andres forbrug i fængsler
mv. straffes også konsekvent
med fængselsstraf. Det
gælder både ved indsmugling
af hash og af andre
euforiserende stoffer.
Der
henvises i øvrigt til
Rigsadvokatens meddelelse
nr. 6/2006 om
sanktionspåstande mv. i
narkotikasager, pkt. 4.5.
2.1.10. Overtrædelser af
lov om euforiserende stoffer
registreres i Det Centrale
Kriminalregister.
Efter
§ 1 i bekendtgørelse om
behandling af
personoplysninger i Det
Centrale Kriminalregister
(Kriminalregisteret) består
registeret af en
afgørelsesdel og en
efterforskningsdel.
Afgørelsesdelen indeholder
oplysninger om personer, om
hvem der er truffet
afgørelse i en straffesag,
jf. § 3 og bekendtgørelsens
bilag 1. Det fremgår heraf,
at der i afgørelsesdelen
optages domme og
bødevedtagelser, herunder
vedtagne udenretlige
bødeforelæg, som omfatter
overtrædelse af
straffeloven. Domme om anden
lovgivning, herunder lov om
euforiserende stoffer,
optages blandt andet, hvis
der idømmes betinget eller
ubetinget frihedsstraf.
Derimod optages
bødeafgørelser om
overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer ikke i
afgørelsesregisteret.
I
efterforskningsdelen optages
oplysninger af politimæssig
betydning, jf. § 4 og bilag
2, herunder samtlige sager
vedrørende lov om
euforiserende stoffer, som
er opdateret med en
sigtelse. Det indebærer, at
også bødeafgørelser
vedrørende overtrædelse af
lov om euforiserende stoffer
registreres. Afgørelser,
hvor der alene er fastsat en
bøde, slettes, når der er
forløbet 10 år fra
afgørelsen, jf. pkt. 2.5 i
bilag 4, mens advarsler
efter retsplejelovens § 722,
stk. 1, nr. 1, og § 900
slettes, når der er forløbet
5 år fra afgørelsen, jf.
pkt. 2.6 i bilag 4.
Da
bødeafgørelser vedrørende
lov om euforiserende stoffer
ikke fremgår af
afgørelsesdelen i
Kriminalregisteret, vil
disse afgørelser ikke fremgå
af den straffeattest, der
normalt anvendes af
anklagemyndigheden. De domme
mv., der fremgår af
straffeattesten til politiet
og anklagemyndigheden,
indgår i de såkaldte
særakter, som ligeledes
fremlægges i retten blandt
andet med henblik på, at
tidligere straffe kan indgå
i straffastsættelsen i den
nu foreliggende sag.
Efter
bekendtgørelsens § 11,
stk. 1, udsteder politiet
straffeattester for private
personer (private
straffeattester), når de
pågældende fremsætter
begæring herom. Den private
straffeattest indeholder
afgørelser, som er tilført
afgørelsesdelen, og som
omfatter overtrædelser af
straffeloven, lov om
euforiserende stoffer eller
udenlandske afgørelser, jf.
stk. 2. Da bødeafgørelser
vedrørende lov om
euforiserende stoffer ikke
optages i afgørelsesdelen,
vil disse afgørelser ikke
fremgå af den private
straffeattest.
2.2. Bødeniveauet på andre
lovområder
I
forbindelse med overvejelser
om en forhøjelse af
bødeniveauet for besiddelse
af euforiserende stoffer til
eget forbrug må det efter
Justitsministeriet
opfattelse indgå, hvorledes
bødeniveauet bør være i
forhold til bødeniveauet på
andre lovområder.
I
flere meddelelser fra
Rigsadvokaten er der på
grundlag af blandt andet
forskellige lovforarbejder
og retspraksis fastsat
vejledende bødetakster for
overtrædelse af blandt andet
straffeloven, færdselsloven,
våbenloven og
ordensbekendtgørelsen.
Der er
ikke lovovertrædelser, som i
deres karakter er direkte
sammenlignelige med
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug.
Nedenfor gennemgås derfor
nogle af de almindeligst
anvendte bødetakster
uafhængigt af
lovovertrædelsens karakter
med henblik på at belyse
bødestørrelserne på
forskellige områder, idet
der hovedsageligt er taget
udgangspunkt i de bøder, der
ikke vedrører overtrædelser
i erhvervsforhold.
2.2.1. Retningslinjer
for strafpåstande i sager om
overtrædelse af
straffeloven findes i
Rigsadvokatmeddelelse nr.
9/2005. Visse overtrædelser
af straffeloven straffes i
mindre alvorlige tilfælde
med bøde.
Ifølge
meddelelsen straffes
tyveri således, at
bødens størrelse afhænger af
det stjålnes værdi. Som
udgangspunkt er straffen det
dobbelte af det stjålnes
værdi dog mindst 500 kr. for
værdier indtil 1.000 kr.
Hvis værdien er på mellem
1.000 - 1.500 kr., er
straffen 2.000 kr. Den
højeste bøde for tyveri er
på 5.000 kr. for værdier
mellem 7.000 - 8.000 kr. Er
der tale om tyveri af
værdier, der overstiger
8.000 kr., er udgangspunktet
frihedsstraf. Disse bøder
gælder, hvis det stjålne er
tilbageleveret, eller der er
betalt i erstatning. I
modsat fald nedlægges
påstand om forhøjede bøder.
Hærværk straffes med
bøde, hvis skadens størrelse
ikke overstiger 15.000 kr.
Ved skadestørrelser indtil
1.600 kr. er bøden på 800
kr., mens der ved
skadestørrelser på 1.600 kr.
eller derover fastsættes en
bøde på halvdelen af skadens
størrelse. Den højeste bøde
for hærværk er på 7.500 kr.
ved hærværk med en
skadestørrelse på
umiddelbart under 15.000 kr.
De nævnte bøder nedsættes
til det halve, hvis
erstatning er betalt.
Brugstyveri af cykel
straffes i
førstegangstilfælde med en
bøde på 1.400 kr. og i
andengangstilfælde med en
bøde på 2.000 kr.
Ved
brugstyveri af knallert
er bøden i
førstegangstilfælde 2.000
kr. og i andengangstilfælde
2.300 kr.
2.2.2. I
Rigsadvokatmeddelelse nr.
4/2000 er der fastsat
nærmere retningslinier for
sanktionspåstande mv. i
færdselssager.
Den
laveste bøde for
overtrædelse af
færdselsloven er på 500 kr.
Visse bøder er graduerede i
forhold til overtrædelsens
grovhed, og nogle bøder
fastsættes i forhold til
gerningsmandens
indtægtsforhold.
2.2.3. Bødetaksterne for
overtrædelse af
ordensbekendtgørelsen
findes i
Rigsadvokatmeddelelse nr.
10/2005.
Den
mindste bøde for
overtrædelse af
ordensbekendtgørelsen er på
400 kr. og gælder f.eks. ved
overtrædelse af § 9, stk. 3,
der forbyder uddeling af
reklamemateriale til
forbipasserende.
Bøden
for gadeuorden (§ 3, stk. 1)
er på 600 kr. Samme bøde
gives for færden på
offentlige veje i så
påvirket tilstand, at det
kan give anledning til
ulempe for andre (§ 3,
stk. 3). Voldelig
optræden/slagsmål uden
personskade (§ 3, stk. 1)
straffes med en bøde på 800
kr., mens voldelig
optræden/slagsmål med
personskade straffes med
bøde på 1.500 kr.
Den
højeste bøde er på 2.500 kr.
for udstilling af anstødelig
karakter (§ 9, stk. 1) i
førstegangstilfælde. I
andengangstilfælde stiger
denne bøde til 3.500 kr.
2.2.4. I 2004 blev
våbenloven ændret blandt
andet således, at der skete
en skærpelse af straffene
for besiddelse af kniv.
Retningslinjer for
sanktionspåstande er fastsat
i Rigsadvokatmeddelelse nr.
6/2005.
Besiddelse på offentligt
tilgængelige steder samt
uddannelsessteder,
ungdomsklubber,
fritidsordninger og lignende
af knive og dolke med
undtagelse af foldeknive med
en klinge på ikke over 7 cm
straffes i
førstegangstilfælde som
udgangspunkt med en bøde på
3.000 kr. Er den pågældende
kniv eller stikvåben
omfattet af
våbenbekendtgørelsen,
herunder f.eks. springknive
og butterflyknive, er bøden
i førstegangstilfælde 5.000
kr. I andengangstilfælde
påstås frihedsstraf.
Ulovlig besiddelse af skarpe
våben på bopælen og andre
ikke offentligt tilgængelige
steder straffes i første- og
andengangstilfælde med en
bøde på 1.000 kr. Er den
pågældende kniv eller
stikvåben omfattet af
våbenbekendtgørelsen,
herunder f.eks. springknive
og butterflyknive, er bøden
i første- og
andengangstilfælde 3.000 kr.
I tredjegangstilfælde
nedlægges påstand om
frihedsstraf.
2.3. Udviklingen i
narkokriminalitetens omfang
siden lovændringen i 2004
2.3.1.
Sundhedsstyrelsens rapport
»Narkotikasituationen i
Danmark 2006« indeholder
blandt andet oplysninger om
brugen af illegale stoffer i
befolkningen, herunder
blandt de unge.
Det
fremgår af rapporten, at der
skønsmæssigt i Danmark
antages at være ca. 27.000
stofmisbrugere, dvs.
personer, der har et mere
vedvarende forbrug af
narkotika, som medfører
fysiske, psykiske og/eller
sociale skader. Godt 7.000
af denne gruppe skønnes
alene at være
hashmisbrugere. Opgørelsen
af stofmisbrugere omfatter
ikke eksperimenterende
stofforbrug. Det fremgår af
rapporten, at den
eksperimenterende brug af
både hash og andre illegale
stoffer ligger på et højt,
men stabilt niveau.
Om
brugen af illegale stoffer i
befolkningen fremgår det
herudover af rapporten, at
46 procent af befolkningen
mellem 16 og 44 år på et
tidspunkt har
eksperimenteret med hash,
mens 13,5 procent af denne
aldersgruppe på et tidspunkt
har prøvet andre illegale
stoffer end hash.
Amfetamin er ifølge
rapporten det næstmest
udbredte illegale stof både
blandt de unge og i
befolkningen som helhed,
mens kokain er det
tredjemest udbredte stof.
Undersøgelsen viser, at det
eksperimenterende brug af
stoffer topper i
aldersgruppen 16-19 år, og
at meget få prøver stoffer
første gang efter 20-års
alderen. I aldersgruppen
over 40 år har kun få
procent brugt nogen form for
stoffer inden for det
seneste år.
Det
konkluderes i rapporten, at
der blandt de 16-24-årige
ikke er tale om en stigende
udbredelse i disse år af
hverken hash eller andre
illegale stoffer, men at der
ses tendenser til en lille
forskydning i stofvalget
blandt disse unge, således
at kokain er på vej frem,
mens brug af amfetamin og
ecstasy går tilbage.
Rapporten viser, at 44
procent af de unge mellem
16-24 år på et tidspunkt har
prøvet hash, og at 21
procent af de 16–24-årige
har et aktuelt brug, dvs. at
de har brugt hash inden for
det seneste år. For så vidt
angår andre illegale stoffer
fremgår det af rapporten, at
4,1 procent af de
16-24-årige har brugt
amfetamin inden for det
sidste år, mens 3,3 procent
har brugt kokain, og 1,5
procent har brugt ecstasy
inden for det sidste år.
2.3.2. Rigspolitiet har
oplyst, at antallet af sager
om besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug i 2004 var
9.549, i 2005 14.965 og i
2006 18.989. Hovedparten af
disse sager endte med, at
gerningsmanden vedtog eller
blev idømt en bøde. Det
skete i 6.495 tilfælde (68
%) i 2004, 11.080 (74 %) i
2005 og 15.421 (81 %) i
2006. De resterende sager
kan eksempelvis være afgjort
i forbindelse med andre
forhold, der har indebåret
en frihedsstraf.
I
tilknytning til de nævnte
tal bemærker Rigspolitiet,
at der pr. 1. juli 2004 blev
indført en bestemmelse i
lovgivningen om, at advarsel
i almindelighed ikke kan
gives i sager om
overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer, jf.
pkt. 2.1.4 ovenfor. Det er
med til at forklare
udviklingen i antallet af
sager, der er afgjort med
bøde.
2.3.3. Rigspolitiet
udarbejder til brug for
strafforfølgning af
narkotikakriminalitet hvert
halve år en liste over
gadepriserne for forskellige
typer af euforiserende
stoffer. Den seneste liste
er fra 1. august 2006,
hvoraf fremgår følgende
gadepriser for København:
Hash 40-100 kr. pr. gram
Kokain 500 kr. pr. gram
Brun heroin 500 kr. pr. gram
Hvid heroin 800-1.200 kr.
pr. gram
Amfetamin 100-200 kr. pr.
gram
Ecstasy 40 kr. ved 100 stk.
Det
fremgår af Rigspolitiets
oversigt, at priserne
varierer i forskellige
områder, og at gadepriserne
i en række mindre byer synes
at være højere end priserne
i København.
2.4. Justitsministeriets
overvejelser
2.4.1. Formålet med
straffebestemmelserne i
narkotikalovgivningen er i
første række at forhindre
udbredelsen af euforiserende
stoffer og dermed beskytte
befolkningen mod
skadevirkninger, som er en
følge af brugen af
narkotika.
Ved
den seneste ændring af lov
om euforiserende stoffer i
2004 blev det anført i
lovforslagets bemærkninger,
at den årelange praksis med
at give advarsel for
besiddelse af små mængder
euforiserende stoffer til
eget forbrug ikke havde
været tilstrækkelig til
dæmme op for misbruget af
ulovlige euforiserende
stoffer. Det blev endvidere
anført, at der efter
regeringens opfattelse var
behov for at sende et
klarere signal om, at
misbrug af ulovlige
euforiserende stoffer fra
starten følges op med en
strafferetlig reaktion, der
afspejler samfundets
afstandtagen fra denne
adfærd.
I
tilknytning til disse
bemærkninger i forarbejderne
til 2004-lovændringen kan
der efter
Justitsministeriets
opfattelse være anledning
til særligt at fremhæve, at
brug af euforiserende
stoffer også kan have
negative konsekvenser for
andre end den, der bruger
stofferne.
Narkotikapåvirkning kan
således blandt andet medføre
en nedsat dømmekraft og
reaktionsevne. Endvidere kan
påvirkning af euforiserende
stoffer formentlig i nogle
situationer være medvirkende
til at udløse visse former
for personfarlig
kriminalitet.
Behovet for at kunne
finansiere køb af narkotika
mv. kan også i nogle
tilfælde medføre
kriminalitet, der har
skadevirkninger for andre.
Misbrug af ulovlige
euforiserende stoffer er
således ikke kun negativt
for brugeren selv, men kan
også medføre skadevirkninger
i det omgivende samfund.
2.4.2. Ved vurderingen
af, hvilken straf der bør
pålægges for besiddelse af
euforiserende stoffer, bør
det efter
Justitsministeriets
opfattelse også indgå, at
omfanget af denne form for
kriminalitet må antages at
være ganske betydelig,
herunder blandt unge, jf.
nærmere pkt. 2.3.1 ovenfor.
Ifølge Sundhedsstyrelsens
rapport har 46 procent af
befolkningen mellem 16 og 44
år prøvet hash, mens 13,5
procent i samme aldersgruppe
på et tidspunkt har prøvet
andre illegale stoffer end
hash.
Det
fremgår endvidere af
Sundhedsstyrelsens rapport,
at den eksperimenterende
brug har lagt sig på et
historisk højt, stabilt
niveau. Forbruget topper
blandt de 16-24-årige, og
der er ofte tale om et mere
lejlighedspræget forbrug,
f.eks. ved diskoteksbesøg,
fester eller lignende. Det
er således navnlig de unge,
der eksperimenterer med brug
af euforiserende stoffer.
Hash er det mest udbredte
illegale stof, men også
amfetamin, kokain og ecstasy
bruges af en del unge.
Som
anført under pkt. 2.3.2
ovenfor er antallet af
afgjorte sager om besiddelse
af euforiserende stoffer til
eget forbrug steget fra
9.549 i 2004 til 18.989 i
2005. Da der på dette
kriminalitetsområde er en
tæt sammenhæng mellem
politiets indsats og
antallet af opdagede og
afgjorte sager, giver disse
tal ikke i sig selv noget
sikkert belæg for at antage,
at kriminalitetens omfang er
stigende. Imidlertid
illustrerer det stigende
antal af sager, at omfanget
af lovovertrædelser er meget
betydeligt, uanset at
muligheden for at give
advarsel i stedet for bøde
som udgangspunkt blev
afskaffet ved lovændringen i
2004.
2.4.3.
Justitsministeriet finder i
lyset af det anførte, at der
er behov for en markant
skærpelse af bødestraffene
for besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug.
Ulovlig besiddelse af
euforiserende stoffer må
således anses for en
lovovertrædelse af en sådan
karakter, at den bør have
klare og mærkbare
konsekvenser, også selv om
stoffet alene besiddes til
eget forbrug. Dette kommer
efter ministeriets
opfattelse ikke i
tilstrækkelig grad til
udtryk med det gældende
bødeniveau. Det bør derfor
ved straffastsættelsen
markeres klarere, at
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug
ikke kan accepteres.
Samtidig vil en mere mærkbar
sanktion forhåbentlig kunne
medvirke til at afholde
navnlig unge fra at begynde
at bruge ulovlige
euforiserende stoffer.
Det må
i den forbindelse være
afgørende, at bøderne får en
sådan størrelse, at de
opleves som en reel og
følelig sanktion. Der bør
derfor ske en væsentlig
forhøjelse af bøderne,
herunder af de mindste
bøder, som i dag er på 500
kr. Det indebærer efter
Justitsministeriets
opfattelse, at de laveste
bøder på dette område
formentlig bør ligge på et
niveau omkring et par
tusinde kroner.
Der
henvises herved også til, at
bøder i den nævnte
størrelsesorden forekommer
på en række andre
lovområder, jf. nærmere pkt.
2.2 ovenfor. Selv om der på
disse områder er tale om
kriminalitet, der ikke
fuldstændig kan sammenlignes
med besiddelse af
euforiserende stoffer, kan
det som eksempler nævnes, at
bøden for brugstyveri af en
knallert i
førstegangstilfælde er 2.000
kr., og at bøden for
besiddelse af en kniv på
offentligt tilgængelige
steder i førstegangstilfælde
er på 3.000 kr. (5.000 kr.,
hvis der er tale om en
springkniv).
Hvis
forhøjede bøder skal
medvirke til at afholde
brugere fra at købe
narkotika, bør bøden
endvidere efter
Justitsministeriets
opfattelse være væsentligt
højere end priserne ved køb
af narkotika på gadeplan.
Som det fremgår af pkt.
2.3.3 ovenfor, varierer
priserne pr. gram mellem 40
og 1.200 kr. afhængig af
stoffets art. Ved køb af
mængder op til 10 gram hash
er bøden i dag på 500 kr.,
mens udgiften til f.eks. ni
gram hash kan være op til
ca. 900 kr. Ved indkøb af et
gram kokain, som koster 500
kr., er bøden i dag på 1.400
kr.
Det må
blandt andet på baggrund af
Sundhedsstyrelsens rapport,
jf. pkt. 2.3.1 ovenfor,
lægges til grund, at hash er
det mest almindelige stof,
men at der også er en
betydelig udbredelse af
hårdere stoffer, herunder
heroin, amfetamin, kokain og
ecstasy. En forhøjelse af
bøderne bør derfor efter
Justitsministeriets
opfattelse ikke begrænses
til visse af de
euforiserende stoffer, men
bør for at skabe sammenhæng
mellem bødestørrelserne på
området og for så vidt
muligt at forhindre, at
forbruget flytter til andre
stoffer, gælde alle de
stoffer, som er omfattet af
de nugældende bødetakster.
Samtidig bør bødestørrelsen
efter Justitsministeriets
opfattelse fortsat afhænge
af stoffets art, således at
de højeste bøder gælder for
de særligt farlige og
skadelige stoffer, ligesom
mængden af det pågældende
stof også bør afspejles i
bødens størrelse.
For så
vidt angår bøderne i
gentagelsestilfælde, bør der
efter Justitsministeriets
opfattelse ske en sådan
forhøjelse, at det tydeligt
fremgår, at der ses med
betydelig alvor på nye
overtrædelser, efter at man
tidligere er straffet for
overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer.
2.4.4.1. Den nærmere
fastlæggelse af bødeniveauet
må efter Justitsministeriets
opfattelse bero på en række
overvejelser, blandt andet
om hvilken nærmere betydning
stofmængde og -art bør have
for bødeudmålingen.
På den
baggrund anmodede
Justitsministeriet ved brev
af 11. oktober 2006
Rigsadvokaten om i
samarbejde med
repræsentanter fra politi og
anklagemyndighed at
udarbejde et oplæg til,
hvordan der kan gennemføres
en markant skærpelse af
bødeniveauet i sager om
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug.
Rigsadvokaten blev i den
forbindelse anmodet om til
brug for overvejelser om
tilvejebringelse af det
nødvendige lovgrundlag at
udarbejde et udkast til
reviderede bødepositioner
for besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget brug, herunder
bødepositioner for
besiddelse i
gentagelsestilfælde.
Rigsadvokaten afgav i
december 2006 en redegørelse
om forhøjelse af bøderne for
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug til
Justitsministeriet. Det
fremgår af redegørelsen, at
Rigsadvokaten foreslår en
tilnærmet firedobling af de
hidtidige bødetakster. Det
foreslås samtidig, at den
gældende praksis med en
halvering af bøderne til
personer under 18 år og
personer med en særlig lav
indtægt bevares.
Rigsadvokaten foreslår
endvidere, at bødetaksterne
forenkles, således at de
nugældende 9 bødepositioner
for besiddelse af
euforiserende stoffer
reduceres til 5
bødepositioner i
førstegangstilfælde, nemlig
bøder på 2.000, 3.000,
5.000, 6.000 og 8.000 kr.
Samtidig foreslås det – i
modsætning til i dag –
udtrykkeligt fastlagt,
hvilke bøder der bør gælde i
gentagelsestilfælde. Det
foreslås i den forbindelse,
at bødetaksterne beregnes på
grundlag af en forhøjelse
med 50 procent i
andengangstilfælde og med
100 procent i senere
gentagelsestilfælde.
2.4.4.2. Besiddelse af
hash, marihuana og
hampeplanter er de
overtrædelser, der straffes
med den mildeste sanktion,
hvilket blandt andet skyldes
disse stoffers karakter. Den
laveste bøde for besiddelse
af euforiserende stoffer til
eget forbrug er på 500 kr.
for besiddelse af op til 10
gram hash. Bødestørrelser på
500 kr. anvendes ligeledes
for besiddelse af op til 50
gram marihuana og op til 100
gram hampeplanter.
Straffene for besiddelse af
disse stoffer stiger med
mængden, således at de
højeste bøder er på 1.400
kr. Er der tale om
besiddelse af større
mængder, idømmes som
udgangspunkt frihedsstraf.
Der
findes i dag tillige
bødetakster for besiddelse
af hasholie, som er højere
end bøderne for hash mv., og
som svarer til bødetaksten
for besiddelse af amfetamin,
jf. nærmere pkt. 2.4.2.2
nedenfor. Hasholie er
imidlertid yderst sjældent
forekommende i dag, og det
er derfor efter
Rigsadvokatens opfattelse
unødvendigt fortsat at have
retningslinjer for straffene
for denne type af narkotika.
Derimod findes der ikke i
dag retningslinjer for
strafpåstandene ved
besiddelse af khat. Da khat
nu forekommer i stort omfang
i visse kredse, finder
Rigsadvokaten det
hensigtsmæssigt som noget
nyt også at fastsætte
retningslinjer for bøderne
for besiddelse af dette
stof.
Rigsadvokaten foreslår, at
de hidtidige bøder på 500
kr. for besiddelse af de
mindste mængder hash,
marihuana og hampeplanter
forhøjes til 2.000 kr.
Den
næste bødeposition for hash,
marihuana og hampeplanter er
– som det fremgår af skemaet
i bilag 2 – 700 kr. Denne
bøde foreslås ved
førstegangstilfælde forhøjet
til 3.000 kr., hvilket
svarer til lidt mere end en
firedobling af den
nugældende bødetakst.
Den
højeste bøde på 1.400 kr.
for besiddelse af hash og
marihuana foreslås i tråd
hermed forhøjet til 5.000
kr., hvilket er en
forhøjelse i en lidt mindre
størrelsesorden end den
foreslåede forhøjelse
ovenfor vedrørende bøderne
på 700 kr.
Med
hensyn til hampeplanter
gælder der i dag en
bødetakst på 1.100 kr. for
besiddelse af mængder mellem
250 og 500 gram og en bøde
på 1.400 kr. for besiddelse
af mængder indtil 1.000
gram. Disse bødetakster
foreslår Rigsadvokaten
forenklet, således at bøden
for besiddelse af mængder
mellem 250 gram og 1.000
gram fastsættes til 5.000
kr.
De
nævnte forslag medfører, at
der kun vil gælde tre
bødepositioner (bøder på
2.000 kr., 3.000 kr. og
5.000 kr.) for besiddelse
til eget brug af hash,
marihuana og hampeplanter
samtidig med, at den
indbyrdes sammenhæng, som i
dag findes mellem
bødepositionerne, stort set
fastholdes. Endvidere er det
ved forslaget om
fastsættelse af den højeste
bøde til 5.000 kr. også
indgået, at der bør
fastsættes endnu højere
bøder for besiddelse af de
særligt farlige og skadelige
stoffer og i
gentagelsestilfælde.
For så
vidt angår khat foreslår
Rigsadvokaten ligeledes, at
der fastsættes
bødepositioner på 2.000 kr.,
3.000 kr. og 5.000 kr.,
således at bøden for
besiddelse op til 1.000 gram
fastsættes til 2.000 kr., at
bøden for besiddelse mellem
1.000 og 5.000 gram
fastsættes til 3.000 kr., og
at den højeste bøde på 5.000
kr. gælder for besiddelse af
mængder indtil 10.000 gram.
Der er herved blandt andet
taget hensyn til, at khats
euforiserende virkning er
betydeligt mindre end
virkningen af hash.
Det
tilføjes, at forhøjelsen af
bøderne også får betydning
for salg af hash under 50
gram og salg af lægemidler
under 10 tabletter, idet
salg af disse mindre mængder
straffes med en bøde i
førstegangstilfælde, jf.
pkt. 2.1.5 ovenfor. Bøden
forudsættes fastsat til det
dobbelte af de bødepåstande,
som fremgår af oversigten,
hvilket indebærer, at salg
af f.eks. 8 gram hash efter
forslaget skal straffes med
en bøde på 4.000 kr.
2.4.4.3. De mest
almindeligt forekommende
stoffer, der anses som
særligt farlige eller
skadelige, er heroin,
kokain, amfetamin og
ecstasy.
Den
laveste bøde for besiddelse
af disse euforiserende
stoffer til eget forbrug er
på 800 kr., der gælder for
besiddelse af op til 0,5
gram heroin, op til 1 gram
kokain eller amfetamin og op
til 4 ecstasytabletter.
Straffene for besiddelse af
disse stoffer – samt for
visse andre særligt farlige
eller skadelige stoffer –
stiger også med mængden. Som
det fremgår af lovforslagets
bilag 2, er den højeste bøde
på 4.000 kr., som gælder for
besiddelse af op til 5 gram
heroin. Foreligger der
besiddelse af større mængder
end nævnt i bilaget, idømmes
som udgangspunkt
frihedsstraf.
Son
anført ovenfor under pkt.
2.4.2.1 foreslår
Rigsadvokaten, at den
laveste bøde for besiddelse
af andre stoffer end de
særligt farlige eller
skadelige stoffer, dvs. hash
mv., fastlægges til 2.000
kr.
Da den
laveste bøde for besiddelse
af særligt farlige eller
skadelige stoffer efter
Rigsadvokatens opfattelse
fortsat bør være højere end
bøden for besiddelse af
f.eks. hash, foreslår
Rigsadvokaten, at den
laveste bødeposition for
besiddelse af særligt
farlige eller skadelige
stoffer bliver 3.000 kr.
Denne forhøjelse svarer
næsten til en firedobling af
den nugældende mindste bøde
på 800 kr., hvilket
harmonerer med den
foreslåede forhøjelse
ovenfor vedrørende hash mv.
Med hensyn til heroin
foreslås det dog – med
henblik på forenkling af
bødepositionerne – at også
bøden for besiddelse af 0,5
– 0,9 gram heroin, som i dag
er 1.400 kr., forhøjes til
3.000 kr., hvilket er lidt
mere end en fordobling.
Der er
herved også taget højde for
det indbyrdes forhold, som
findes i dag, mellem den
laveste bøde for besiddelse
af de to grupper stoffer,
idet den laveste bøde for
besiddelse af f.eks. hash
efter de gældende
bødetakster udgør knap 2/3
af bøden for besiddelse af
de særligt farlige eller
skadelige stoffer.
Der
findes i dag 6
bødepositioner for
besiddelse af heroin, mens
der for kokain og amfetamin
findes henholdsvis 5 og 3
bødepositioner. Baggrunden
for denne differentiering i
bødepositionerne er, at
heroin traditionelt er
blevet betragtet som
farligere end kokain,
amfetamin eller ecstasy,
hvilket også kan ses ved
fastsættelsen af
frihedsstraffe i sager om
salg mv. af disse stoffer,
idet de højeste straffe
idømmes for salg mv. af
heroin.
De 6
forskellige bødepositioner
for besiddelse af heroin
gælder for små mængder op
til 5 gram, således at bøden
for f.eks. besiddelse af 0,4
gram er forskellig fra bøden
for besiddelse af 0,7 gram,
som igen er forskellig fra
bøden for besiddelse af 1,1
gram. For så vidt angår
kokain er der 5
bødepositioner, som f.eks.
indebærer, at bøden for
besiddelse af 0,8 gram
kokain afviger fra bøden for
besiddelse af 1,1 gram.
Rigsadvokaten finder det
unødvendigt at opretholde
dette nugældende meget
differentierede bødesystem,
når der foreslås en generel
forhøjelse af alle bøder på
området. Rigsadvokaten
foreslår derfor en
forenkling, således at der
fremover kun gælder 3
bødepositioner, uanset
hvilket stof overtrædelsen
vedrører. Der er herved også
lagt vægt på, at amfetamin
og kokain i dag anses for at
være de mest anvendte
stoffer efter hash, og at
brugen blandt unge af kokain
er stigende. Det forekommer
derfor velbegrundet at
straffe besiddelsen af
amfetamin, kokain og ecstasy
på niveau med besiddelse af
heroin.
Rigsadvokaten foreslår på
den baggrund, at den
midterste bødeposition
forudsættes fastsat til
6.000 kr. Denne tænkes som
udgangspunkt anvendt i
stedet for bøder, der i dag
er på henholdsvis 1.400 kr.,
2.000 kr. og 2.600 kr.,
hvilket svarer til en
forhøjelse på mellem lidt
over en fordobling til lidt
under en firedobling. Dog
foreslås bøderne på 2.000
kr., som i dag er de højeste
bøder for blandt andet
ecstasy og amfetamin,
forhøjet yderligere, jf.
nærmere nedenfor.
Den
højeste bødeposition for
besiddelse af særligt
skadelige stoffer foreslås
at blive 8.000 kr. Denne
bødestørrelse foreslås at
skulle anvendes for de
bøder, som i dag er 3.300
kr. og 4.000 kr. for
besiddelse af heroin, og på
2.600 kr. og 3.300 kr. for
besiddelse af blandt andet
kokain. Der vil herved være
tale om en forhøjelse
svarende til henholdsvis
lidt over en fordobling og
en fordobling. Rigsadvokaten
har ved dette forslag lagt
vægt på, at denne
bødeposition skal omfatte
besiddelse af de største
mængder af narkotika (f.eks.
4,9 gram heroin eller
kokain), og at der ved
besiddelse af endnu større
mængder, dvs. 5 gram og
derover, som udgangspunkt
idømmes frihedsstraf.
For så
vidt angår ecstasy og
amfetamin, foreslår
Rigsadvokaten, at bøden på
2.000 kr. bliver forhøjet
til 8.000 kr., selv om der
herved er tale om en
firedobling af den
nugældende bødetakst til et
forholdsvis stort beløb. Der
er herved lagt vægt på, at
besiddelse af op til 20
tabletter ecstasy og
amfetamin indtil 5 gram ved
en forenkling af de
hidtidige mange
strafpositioner uden
betænkeligheder kan straffes
på samme niveau som
besiddelse af op til 5 gram
heroin og kokain, selv om
der er forskel i stoffernes
karakter.
For så
vidt angår de øvrige særligt
farlige eller skadelige
stoffer, dvs. morfinpiller,
morfinbase, morfinklorid,
LSD og råopium, foreslår
Rigsadvokaten forhøjelser af
bøderne efter tilsvarende
principper som beskrevet
ovenfor. Det samme gælder
med hensyn til lægemidler.
Der
henvises i øvrigt til
lovforslagets bilag 2, der
indeholder en samlet
oversigt over de foreslåede
bøder.
2.4.4.4. Rigsadvokaten
peger på, at der ikke hidtil
har været fulgt en ensartet
praksis med hensyn til
anvendelse af forhøjede
bøder i gentagelsestilfælde,
jf. nærmere pkt. 2.1.8
ovenfor. På mange andre
lovområder følges imidlertid
en fast praksis om forhøjede
bøder i tilfælde, hvor den
tiltalte tidligere er
straffet for ligeartet
kriminalitet. Det følger
endvidere af straffelovens
§ 81, nr. 1, at det ved
straffens fastsættelse i
almindelighed skal indgå som
en skærpende omstændighed,
at gerningsmanden tidligere
er straffet af betydning for
sagen.
Rigsadvokaten finder det
derfor naturligt – også med
henblik på at opnå en
ensartet praksis – at der
etableres retningslinjer for
bødestørrelserne i
gentagelsestilfælde.
Sådanne retningslinjer bør
efter Rigsadvokatens
opfattelse udformes, så det
bliver meget enkelt at
fastsætte straffen i
gentagelsestilfælde.
Rigsadvokaten foreslår
derfor, at bøderne forhøjes
med 50 procent i
andengangstilfælde. Dette
forslag indebærer, at bøden
for besiddelse af f.eks. 8
gram hash forhøjes til 3.000
kr., mens bøden for
besiddelse af f.eks. 0,3
gram heroin forhøjes til
4.500 kr., hvis den
pågældende tidligere er
straffet én gang. Ved
besiddelse af større mængder
narkotika, f.eks. 4,5 gram
kokain, forhøjes bøden i
andengangstilfælde til
12.000 kr.
Disse
forhøjede bøder i
andengangstilfælde tænkes af
Rigsadvokaten anvendt
således, at
gentagelsesvirkningen
indtræder i forhold til alle
tidligere afgørelser efter
lov om euforiserende stoffer
og straffelovens § 191,
uanset hvilket stof den
tidligere afgørelse
vedrørte, uanset om den
tidligere sag vedrørte
besiddelse eller videresalg
mv. og ligeledes uafhængigt
af, om den tidligere sag er
afgjort med bøde eller
frihedsstraf.
Ved
senere gentagelsestilfælde
foreslås bøderne forhøjet
med 100 procent i forhold
til bøden i
førstegangstilfælde. Dette
medfører, at bøden for
besiddelse af f.eks. 8 gram
hash i tredjegangstilfælde
forhøjes til 4.000 kr., mens
bøden for besiddelse af
f.eks. 0,3 gram heroin
forhøjes til 6.000 kr., hvis
den pågældende tidligere er
straffet to gange. Ved
besiddelse af større mængder
narkotika, f.eks. 4,5 gram
kokain, forhøjes bøden i
tredjegangstilfælde til
16.000 kr.
Denne
forhøjelse af bøderne er så
markant, at Rigsadvokaten
ikke finder grundlag for at
foreslå yderligere
forhøjelser ved den fjerde
overtrædelse eller senere
overtrædelser.
Rigsadvokaten bemærker, at
der med forslagene bliver
tale om meget store bøder i
gentagelsestilfælde, når der
foreligger besiddelse af
betydelige mængder stof. I
stedet for den foreslåede
forhøjelse med henholdsvis
50 procent og 100 procent i
gentagelsestilfælde kunne
det derfor overvejes at
fastsætte forhøjelserne i
gentagelsestilfælde til
henholdsvis 25 procent og 50
procent.
Rigsadvokaten bemærker dog,
at bøderne fortsat foreslås
nedsat til det halve for
personer under 18 år og for
personer med særlig lav
indtægt, hvilket vil medføre
væsentligt lavere
bødestørrelser også ved
gentagelse. Endvidere
bemærker Rigsadvokaten, at
de foreslåede bøder med
tillæg af 50 procent og 100
procent i
gentagelsestilfælde ikke
medfører så markant store
bøder for besiddelse af små
mængder stoffer, at det ikke
vil være muligt for de
fleste at betale disse.
Således vil bøderne på 2.000
kr. og 3.000 kr. i
førstegangstilfælde blive
forhøjet til bøder på
henholdsvis 3.000 og 4.500
kr. i andengangstilfælde og
til 4.000 og 6.000 kr. i
tredjegangstilfælde.
Endelig må det ifølge
Rigsadvokaten antages, at
mange af de personer, der
har et vedvarende misbrug og
en stærk afhængighed af
stoffer (de egentlige
narkomaner), under alle
omstændigheder vil kunne
idømmes så mange bøder, at
de på grund af deres
økonomiske forhold kun
undtagelsesvis vil være i
stand til at betale disse,
uanset om forhøjelsen i
gentagelsestilfælde bliver
på 50/100 procent eller på
25/50 procent. Dette gælder
uanset, om de pågældende kan
indgå aftaler om afdragsvis
betaling af bøderne.
2.4.5.1.
Justitsministeriet kan
tilslutte sig Rigsadvokatens
oplæg.
Det
foreslås derfor, at der i
lov om euforiserende stoffer
indsættes en ny bestemmelse,
der præciserer, at der ved
udmåling af straffen,
herunder ved fastsættelse af
bøder, for overtrædelse af
loven skal lægges vægt på
skadevirkningerne af de
pågældende stoffer, det vil
sige de forhold, som også
begrunder kriminaliseringen
af at besidde stofferne, jf.
lovens § 1, stk. 2, og § 2,
stk. 4. Med forslaget
forudsættes det, at bøderne
for besiddelse af
euforiserende stoffer
fremover fastsættes i
overensstemmelse med det
udkast til nye bødetakster,
som Rigsadvokaten har
udarbejdet (bilag 2). Det
forudsættes også, at bøderne
fremover beregnes på
grundlag af en forhøjelse
med 50 procent i
andengangstilfælde og med
100 procent i senere
gentagelsestilfælde.
Straffastsættelsen vil i
sidste ende bero på
domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige sagens
omstændigheder, og det
angivne bødeniveau vil
derfor kunne fraviges i op-
eller nedadgående retning,
hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder.
Det
forudsættes endvidere, at
Rigsadvokaten – som på andre
områder – i fremtiden
fortsat vil kunne revidere
bødetaksterne som følge af
den almindelige pris- og
lønudvikling.
Den
foreslåede lovændring
tilsigter alene at skærpe
straffene inden for det
område, der efter gældende
ret straffes med bøde. Det
er således ikke hensigten,
at der fremover skal idømmes
frihedsstraf i videre omfang
end i dag for besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug. Med
lovforslaget tilsigtes
heller ikke i øvrigt
ændringer af strafniveauet i
sager om overtrædelse af lov
om euforiserende stoffer.
2.4.5.2. I tilfælde,
hvor brugen af stoffer er
udslag af en stærk
afhængighed, kan sociale
hensyn med meget betydelig
vægt tale for anvendelse af
en advarsel i stedet for
bøde.
Som
nævnt under pkt. 2.1.4 kan
der efter lovændringen i
2004 som udgangspunkt alene
meddeles en advarsel i
førstegangstilfælde. Med den
markante forhøjelse af
bøderne, som lovforslaget
lægger op til, vil personer,
som er stærkt afhængige af
euforiserende stoffer på
grund af et længerevarende
og vedvarende misbrug, i
væsentligt større omfang end
hidtil kunne blive pålagt
bøder, som de ikke vil have
realistisk mulighed for at
betale. Det kan på denne
baggrund overvejes også i
gentagelsestilfælde at give
mulighed for at meddele
advarsel til denne gruppe af
personer.
Det
bemærkes, at der ikke vil
kunne blive tale om afsoning
af bødestraffe, hvis
inddrivelse er umulig på
grund af manglende
betalingsevne. Af reglerne
om afsoning af bødestraffe i
straffuldbyrdelsesloven
følger det således, at hvis
en bøde ikke betales,
inddrives den af
restanceinddrivelsesmyndigheden,
medmindre
inddrivelsesmyndigheden
skønner, at inddrivelse ikke
er mulig eller væsentligt
vil forringe den pågældendes
levevilkår, jf.
straffuldbyrdelseslovens
§ 91, stk. 1. Efter § 34 i
bekendtgørelse nr. 995 af
19. oktober 2005 om
inddrivelse af gæld til det
offentlige skal
restanceinddrivelsesmyndigheden
oversende sagen til politiet
med henblik på afgørelse af,
hvorvidt den pågældende skal
udstå forvandlingsstraf,
hvis det ikke er muligt at
inddrive en bøde helt eller
delvist, og skyldneren efter
en konkret vurdering findes
at have betalingsevne.
Når
der ikke kan blive tale om
afsoning af bødestraffe i de
tilfælde, hvor inddrivelse
er umulig på grund af
manglende betalingsevne, vil
en markant forhøjelse af
bødestraffene for besiddelse
af euforiserende stoffer til
eget forbrug i praksis
indebære, at personer, der
misbruger euforiserende
stoffer som udslag af en
stærk afhængighed, vil kunne
oparbejde en stor gæld til
det offentlige i form af
skyldige sagsomkostninger og
bøder.
Det er
på den baggrund
Justitsministeriets
opfattelse, at der ud fra
sociale hensyn også bør
kunne meddeles advarsel for
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug i
gentagelsestilfælde
(andengangs- og senere
tilfælde), når brugen af
stoffer er udslag af en
stærk afhængighed som følge
af et længere og vedvarende
misbrug af euforiserende
stoffer.
Det
foreslås derfor, at der
fremover som en lempelse af
gældende praksis også i
gentagelsestilfælde
(andengangs- og senere
gentagelsestilfælde) skal
kunne anvendes advarsel som
sanktion for ulovlig
besiddelse af euforiserende
stoffer, hvis sociale hensyn
taler for at meddele en
advarsel, og besiddelsen af
stoffet er udslag af en
stærk afhængighed som følge
af et længere- og vedvarende
misbrug af euforiserende
stoffer .
Det
bør som anført efter
Justitsministeriets
opfattelse være en
forudsætning for at anvende
advarsel som sanktion, at
gerningsmandens sociale
forhold taler herfor. Det
vil i almindelighed være
tilfældet, hvis den
pågældende f.eks. modtager
kontanthjælp eller
førtidspension og ikke har
anden indkomst eller en
opsparing af en vis
størrelse. Derimod vil de
sociale forhold – uanset
misbrugets karakter – i
almindelighed ikke tale for
at anvende advarsel, hvis
den pågældende har
arbejdsindtægter ved lovligt
arbejde eller får dagpenge.
Det er
yderligere en forudsætning
for at anvende advarsel ud
fra sociale hensyn, at
brugen af euforiserende
stoffer er udslag af en
stærk afhængighed som følge
af et længere og vedvarende
misbrug af euforiserende
stoffer. Denne betingelse
for at meddele en advarsel
indebærer, at der som
hovedregel kun kan meddeles
advarsel til personer, som
igennem år har opbygget en
så stærk afhængighed af
hårde stoffer, f.eks.
heroin, kokain og amfetamin,
at de bruger disse stoffer
dagligt. Er dette tilfældet,
kan der også meddeles en
advarsel som sanktion over
for en sådan stofmisbruger,
der ulovligt besidder andre
stoffer, eksempelvis hash,
til eget forbrug.
Uanset
om en indkomst alene består
af kontanthjælp eller SU,
indebærer det anførte, at
der ikke kan meddeles
advarsel til personer,
herunder unge, som kun
lejlighedsvis f.eks. i
weekender eller til fester
bruger euforiserende
stoffer, selv om de
pågældende kan antages at
have en vis afhængighed af
stoffet.
Politiet har i almindelighed
et godt kendskab til den
gruppe af personer, hvor
både de sociale hensyn og
karakteren af
narkotikamisbruget taler for
anvendelse af advarsel. Det
vil derfor normalt ikke være
nødvendigt at indhente
oplysninger fra andre
myndigheder om den
pågældendes indtægtsforhold,
og der vil formentlig kun i
sjældne tilfælde være behov
for at indhente en
lægeerklæring om den
pågældendes misbrug.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 1.
2.4.5.3. Forslaget om
forhøjede bøder i
gentagelsestilfælde rejser
yderligere spørgsmål om,
hvor længe en afgørelse skal
have gentagelsesvirkning.
Som
nævnt ovenfor under pkt.
2.1.8 gælder efter
straffelovens § 81, nr. 1,
at det ved straffens
fastsættelse i almindelighed
skal indgå som en skærpende
omstændighed, at
gerningsmanden tidligere er
straffet af betydning for
sagen. Det fremgår ikke af
bestemmelsen eller af
forarbejderne til
bestemmelsen, hvor længe
denne gentagelsesvirkning
præcist kan udstrækkes.
Efter
straffelovens § 84, stk. 3,
er den tidsmæssige
udstrækning af
gentagelsesvirkningen 10 år
i de tilfælde, hvor der er
fastsat regler om forhøjet
straf i gentagelsestilfælde.
Det fremgår af
forarbejderne, at den i
§ 84, stk. 3, fastsatte
gentagelsesvirkning på 10 år
vil kunne få en vis
betydning for den vægt, som
domstolene i forbindelse med
strafudmåling inden for
normalstrafferammen
tillægger en straffedom.
Af
hensyn til anvendelsen i
praksis af forhøjede bøder i
gentagelsestilfælde bør der
efter Justitsministeriets
opfattelse lægges op til, at
der skal være faste
retningslinjer for, hvor
længe en tidligere afgørelse
skal have betydning for
fastsættelse af straffen ved
efterfølgende overtrædelser,
der består i besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug. Det netop
anførte kan tale for, at der
anvendes en periode på 10
år, inden for hvilken en
tidligere afgørelse kan få
gentagelsesvirkning. Herved
bemærkes også, at der ikke
foreslås forhøjelser af
bøderne ud over
tredjegangstilfælde. Selv om
den samme person inden for
en 10-årig periode f.eks.
begår flere end 3
overtrædelser vedrørende
besiddelse af euforiserende
stoffer, vil bøden derfor
højst blive det dobbelte af
bøden i førstegangstilfælde
(maksimalt 16.000 kr.).
En
kortere periode for
gentagelsesvirkningen end 10
år, f.eks. således at den
fastsættes til 5 år, vil
ikke ligge på linje med den
omtalte tilkendegivelse i
forarbejderne til
straffelovens § 84.
På den
baggrund er
Justitsministeriet enig med
Rigsadvokaten, der i sit
oplæg foreslår, at tidligere
afgørelser om
narkotikakriminalitet skal
have gentagelsesvirkning i
10 år ved senere
lovovertrædelser, der består
i besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug. Det
forudsættes derfor, at det i
de administrative
bødetakster, som
Rigsadvokaten udarbejder,
lægges til grund, at
tidligere afgørelser om
narkotikakriminalitet skal
have gentagelsesvirkning i
10 år.
2.4.5.4. En forhøjelse
af bøderne i
gentagelsestilfælde
forudsætter i praksis, at
bødeafgørelser for
overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer
fremgår af de
straffeattester, der
anvendes af politiet og
anklagemyndigheden.
Som
anført i pkt. 2.1.10 ovenfor
optages bødeafgørelser for
overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer ikke i
afgørelsesdelen i
kriminalregisteret.
Afgørelserne fremgår derfor
hverken af den
straffeattest, der udstedes
til politiet og
anklagemyndigheden til brug
for behandlingen af
straffesager, eller af den
straffeattest, der efter
anmodning kan udstedes til
en privatperson vedrørende
den pågældende selv.
Hvis
anklagemyndigheden og
domstolene skal kunne tage
hensyn til tidligere
afgørelser i forbindelse med
bødefastsættelsen i sager om
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug,
kræver det, at afgørelserne
fremgår af en straffeattest,
der fremlægges i retten, og
at afgørelserne indgår i de
såkaldte særakter.
Justitsministeriet vil
derfor foretage en ændring
af bekendtgørelsen om
behandling af
personoplysninger i
Kriminalregisteret, således
at der til politi og
anklagemyndighed udstedes en
straffeattest, som ud over
afgørelserne i
afgørelsesdelen indeholder
bødeafgørelser fra
efterforskningsdelen om
overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer.
Hermed vil disse afgørelser
fremover indgå i særakterne,
mens de pågældende
afgørelser fortsat ikke vil
fremgå af den straffeattest,
som kan udstedes til den
pågældende selv f.eks. til
brug ved jobansøgning.
2.4.5.5. Forslaget om
forhøjede bøder ved
gentagelse gælder i de
tilfælde, hvor der
foreligger en ny
overtrædelse efter en
tidligere dom eller et
bødeforelæg, dvs. hvor
bøderne fastsættes under to
forskellige sager. Det
forekommer imidlertid også,
at en person begår flere
overtrædelser, der skal
bedømmes samtidig.
Denne
situation kan f.eks.
foreligge, hvis den
pågældende på to forskellige
tidspunkter findes i
besiddelse af euforiserende
stoffer, og hvor begge
forhold inddrages i samme
sag. Endvidere kan det
tænkes, at en person ved én
lejlighed er i besiddelse af
flere forskellige
euforiserende stoffer, der
medfører bøder af forskellig
størrelse.
For
sådanne tilfælde gælder det
ifølge straffelovens § 88,
at der skal fastsættes en
fælles straf inden for den
foreskrevne strafferamme.
Bestemmelsen anvendes i
sager om overtrædelse af lov
om euforiserende stoffer
således, at der ikke sker en
sammenlægning af bøderne med
deres fulde beløb (absolut
kumulation), men fastsættes
en noget lavere bøde efter
en skønsmæssig samlet
vurdering af forholdene
(modereret kumulation).
Under
hensyn til de markant
forhøjede bøder, som
foreslås ovenfor både ved
førstegangsovertrædelser og
senere overtrædelser af lov
om euforiserende stoffer,
finder Justitsministeriet
ikke grundlag for at foreslå
en ændring af retstilstanden
på dette område.
Der
skal således som hidtil ske
en skønsmæssig, samlet
vurdering af bødens
størrelse, når flere
overtrædelser bedømmes under
én sag.
Der
henvises i øvrigt til
bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 1.
3. Uretmæssig besiddelse af
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr i
arresthuse og lukkede
fængsler
3.1. Gældende ret
3.1.1. Indsatte i
Kriminalforsorgens
institutioner har ret til at
medtage, besidde og råde
over egne genstande i
institutionen, medmindre
dette er uforeneligt med
ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn,
jf. straffuldbyrdelseslovens
§ 36, stk. 1.
Justitsministeren har i
genstandsbekendtgørelsen,
jf. bekendtgørelse nr. 208
af 18. marts 2005 om
indsattes adgang til at
medtage, besidde og råde
over egne genstande m.v. og
penge i kriminalforsorgens
institutioner, fastsat
regler om begrænsninger i
indsattes ret til at
medtage, besidde og råde
over egne genstande og penge
i institutionerne.
Det
følger af
genstandsbekendtgørelsen, at
indsatte ikke må medtage,
besidde eller råde over
mobiltelefon, trådløs
telefon, personsøger og
lignende samt computer,
telefax og modem, jf.
bekendtgørelsens § 2,
stk. 1, nr. 11 og 15. Dette
forbud finder dog ikke
anvendelse i
kriminalforsorgens
pensioner, jf.
genstandsbekendtgørelsens
§ 2, stk. 3.
I de
åbne fængsler kan
institutionens leder eller
den, der bemyndiges dertil,
tillade, at indsatte får
udleveret computer til
opstilling i eget
opholdsrum, hvis
uddannelses- eller
arbejdsmæssige hensyn i det
enkelte tilfælde taler for
det. Der kan endvidere
tillades udlevering af
telefax og modem, når
særlige grunde taler for
det, jf.
genstandsbekendtgørelsens
§ 2, stk. 3.
Såfremt særlige uddannelses-
eller arbejdsmæssige hensyn
i det enkelte tilfælde taler
for det, kan indsatte i
lukkede fængsler låne
computere indkøbt af
institutionen og opstillet i
særlige lokaler. Indsatte,
der ikke har mulighed for at
udarbejde skriftlige opgaver
mv. inden for det tidsrum,
hvor disse lokaler er
tilgængelige, kan
undtagelsesvis få tilladelse
til at få udleveret en
computer til opstilling i
egen celle, jf.
genstandsbekendtgørelsens
§ 15. Direktoratet for
Kriminalforsorgen kan
endvidere i ganske særlige
tilfælde tillade udlevering
af computer til indsatte i
lukkede fængsler og
arresthuse (Københavns
Fængsler), jf.
genstandsbekendtgørelsens
§ 2, stk. 3. De nævnte
genstande kan udleveres til
den indsatte til brug under
udgang og lignende, hvis det
i det enkelte tilfælde er
foreneligt med ordens- og
sikkerhedsmæssige hensyn,
jf.
genstandsbekendtgørelsens
§ 2, stk. 2.
Indsatte i lukkede fængsler
må endvidere almindeligvis
ikke medtage, besidde eller
råde over fjernsyn, dvd- og
cd-afspillere,
spillekonsoller, radioer og
lignende samt a ndre
genstande, der kræver
tilslutning til el-net eller
batterier. Det samme gælder
for tilbehør til disse
genstande, jf.
genstandsbekendtgørelsens
§ 3, stk. 1. De nævnte
genstande kan udleveres til
brug under udgang, hvis
dette i det enkelte tilfælde
er foreneligt med ordens- og
sikkerhedsmæssige hensyn,
jf.
genstandsbekendtgørelsens
§ 3, stk. 3.
Indsatte i lukkede fængsler
har dog, i det omfang det er
praktisk muligt, ret til at
leje fjernsyn, radio,
dvd-afspiller, cd-afspiller
og spillekonsol (dvs.
tv-spil) til brug i eget
opholdsrum. Spillekonsoller,
der udlejes til indsatte,
skal være af en type, der er
godkendt af direktoratet,
jf.
genstandsbekendtgørelsens
§§ 12 og 13.
Genstandsbekendtgørelsen
finder tilsvarende
anvendelse for
varetægtsarrestanter, jf.
§§ 1, stk. 3, og 26 i
varetægtsbekendtgørelsen,
jf. bekendtgørelse nr. 897
af 6. november 2003 om
ophold i varetægt. Politiet
og retten kan af hensyn til
varetægtsfængslingens øjemed
fastsætte andre
begrænsninger med hensyn til
varetægtsarrestanters adgang
til at medtage, besidde og
råde over genstande og penge
i institutionen, jf.
retsplejelovens § 773, samt
træffe bestemmelse om ophør
af sådanne begrænsninger,
jf. herved
genstandsbekendtgørelsens
§ 1, stk. 2.
Afgrænsningen i
varetægtsbekendtgørelsens
§ 1, stk. 3, indebærer, at
anholdte er omfattet af
bekendtgørelsens
anvendelsesområde, når de
pågældende har ophold i
arresthus mv.
Om
anholdte personer i
politiets varetægt følger
det af retsplejelovens
§ 758, at politiet under
iagttagelse af
bestemmelserne i
retsplejelovens § 792 e kan
foretage besigtigelse og
undersøgelse af den
anholdtes legeme og tøj med
henblik på at fratage
vedkommende genstande, som
kan benyttes til vold eller
undvigelse, eller som i
øvrigt kan medføre fare for
den anholdte eller andre.
Politiet kan tage sådanne
effekter samt penge, der
findes hos den anholdte, i
bevaring. Under anholdelsen
er den pågældende i øvrigt
ikke undergivet andre
indskrænkninger i sin
frihed, end anholdelsens
øjemed og ordenshensyn
nødvendiggør.
I
praksis fratages anholdte
alle genstande, herunder
mobiltelefoner og andet
elektronisk udstyr, idet det
kan befrygtes, at
genstandene kan benyttes til
vold eller undvigelse, eller
i øvrigt kan medføre fare
for den anholdte eller
andre. Der kan herved også
henvises til principperne i
Rigspolitiets kundgørelse A
II, nr. 55 om anbringelse af
berusede personer i
politiets detentioner § 11,
hvoraf det følger, at den
frihedsberøvede skal
visiteres inden anbringelse
i detentionen. Ved
visitationen skal den
frihedsberøvede fratages
penge og værdigenstande samt
i øvrigt alle genstande, som
kan benyttes til at forvolde
skade på den pågældende
selv, på andre personer
eller på ting. Samtlige
lommer skal tømmes og
krænges, hvis det er muligt,
jf. kundgørelsens § 11,
stk. 2.
For
besøgende i
kriminalforsorgens
institutioner følger det af
§ 7 i besøgsbekendtgørelsen,
jf. bekendtgørelse nr. 376
af 17. maj 2001 om adgangen
til besøg mv. til indsatte,
der udstår fængselsstraf
eller forvaring i
kriminalforsorgens
institutioner, at
institutionens leder, under
hensyn til forholdene i den
enkelte institution og i det
omfang ordens- og
sikkerhedsmæssige hensyn
taler herfor, kan fastsætte
begrænsninger for, hvilke
genstande de besøgende må
medtage eller være i
besiddelse af under besøget.
Institutionens leder kan
herunder fastsætte
bestemmelser om, at de
besøgende ikke må medbringe
genstande, som er vanskelige
at undersøge og andre
genstande, som det ikke er
tilladt for de indsatte at
have i institutionen.
Mobiltelefoner må ikke
medbringes ved besøg. Dette
gælder dog ikke, hvis den
besøgende er advokat og
beskikket for eller valgt af
den pågældende som forsvarer
i den straffesag, der har
ført til indsættelse i
institutionen, eller i en
verserende straffesag, eller
efter retsplejelovens § 733
er antaget af
justitsministeren til at
beskikkes som offentlig
forsvarer, jf.
besøgsbekendtgørelsens § 7
og varetægtsbekendtgørelsens
§ 49.
I
lukkede institutioner er det
et vilkår for
besøgstilladelse, at den
besøgende lader medbragte
genstande og sin
yderbeklædning undersøge. I
åbne institutioner kan det
gøres til et vilkår for
besøgstilladelse, at den
besøgende lader medbragte
genstande og sin
yderbeklædning undersøge,
jf. besøgsbekendtgørelsens
§§ 8 og 9.
Undersøgelse af
yderbeklædning foretages
ved, at den besøgende
opfordres til at fremvise
genstande, som den besøgende
har i lommer mv.
Undersøgelsen kan endvidere
omfatte eftersyn af den
besøgendes yderbeklædning
ved anvendelse af
metaldetektor. I lukkede
institutioner kan der
foretages videregående
undersøgelse af besøgendes
yderbeklædning, hvis der i
det enkelte tilfælde er en
begrundet mistanke om, at
den besøgende vil foretage
indsmugling. Videregående
undersøgelse af besøgendes
yderbeklædning foretages
ved, at den besøgende
opfordres til at aftage sin
yderbeklædning med henblik
på, at institutionen kan
foretage en nærmere
undersøgelse, jf.
besøgsbekendtgørelsens § 10.
Hvis undersøgelse af den
besøgendes yderbeklædning
skal finde sted, skal det
forinden tilkendegives den
besøgende, at undersøgelsen
kun kan gennemføres med den
besøgendes samtykke, og at
det vil medføre afvisning,
hvis den pågældende nægter
at lade sig undersøge, jf.
besøgsbekendtgørelsens § 11.
Der er
endvidere i flere af
kriminalforsorgens
institutioner fastsat lokale
retningslinjer om muligheden
for at medtage
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr for
andre personer end
besøgende.
For de
ansatte i kriminalforsorgen
gælder der yderligere et
generelt forbud mod at
anvende private
mobiltelefoner og
personsøgere i
kriminalforsorgens
institutioner. Hvis der på
tjenestestedet opstår et
konkret behov for at lade
enkelte medarbejdere benytte
mobiltelefon i tjenesten,
kan tjenestestedet dog give
tilladelse hertil. En sådan
tilladelse er betinget af,
at tjenestestedet forinden
har afprøvet, at
mobiltelefonen ikke
fremkalder forstyrrelser i
den elektroniske
overvågning,
radiokommunikationsudstyret
mv. Det følger således af en
meddelelse om ansattes brug
af private mobiltelefoner
m.v. i kriminalforsorgens
administrative regelsamling,
at forbuddet er begrundet
med hensynet til at undgå,
at signalerne fra
mobiltelefoner kan forstyrre
andre former for
elektroniske apparater, der
indeholder følsom
elektronik.
Det
nævnte forbud er i de
seneste år kun blevet
håndhævet i begrænset
omfang, idet de
bagvedliggende hensyn ikke
længere gør sig gældende i
fuldt omfang.
3.1.2. Der findes ikke i
dag bestemmelser, der gør
det strafbart for anholdte
og fængslede at være i
uretmæssig besiddelse af en
mobiltelefon eller andet
lignende
kommunikationsudstyr.
Der
findes heller ikke
bestemmelser, der gør det
strafbart at bistå en
anholdt eller fængslet
person med at sætte sig i
besiddelse af
kommunikationsudstyr.
Indsmugling af en
mobiltelefon til en anholdt
eller fængslet person (eller
forsøg herpå) er således
ikke selvstændigt
kriminaliseret. Det er
heller ikke strafbart for
besøgende og andre personer
at medtage
kommunikationsudstyr i
kriminalforsorgens
institutioner.
Den,
som ulovligt sætter sig i
forbindelse med nogen
fængslet eller tvangsanbragt
person, kan efter
straffelovens § 124, stk. 3,
straffes med bøde eller
fængsel indtil 3 måneder.
Handlinger, der sigter mod
at etablere en sådan
forbindelse, herunder f.eks.
ved indsmugling af en
mobiltelefon, kan ikke
straffes som forsøg på at
etablere forbindelsen, jf.
straffelovens § 21, stk. 3,
hvorefter forsøg – for så
vidt ikke andet er bestemt –
kun straffes, når der for
lovovertrædelsen kan idømmes
en straf, der overstiger
fængsel i 4 måneder.
3.1.3. I stedet for
strafansvar kan der over for
indsatte, som findes i
uretmæssig besiddelse af en
mobiltelefon, computer mv.,
reageres med
disciplinærstraf i form af
strafcelle, jf.
straffuldbyrdelseslovens
§ 67, nr. 7, og § 68,
stk. 2, nr. 7, jf.
genstandsbekendtgørelsen
§ 35, stk. 2, jf. § 2,
stk. 1, nr. 11 og 15. Det
samme gælder for indsatte i
de lukkede fængsler og
arresthuse, der findes i
uretmæssig besiddelse af
fjernsyn, spillekonsoller og
lignende.
Indsatte i de lukkede
fængsler, som findes i
besiddelse af en
mobiltelefon, bliver i dag
normalt ikendt en
disciplinærstraf på 5 dages
ubetinget strafcelle. Bliver
den indsatte på ny fundet i
besiddelse af en
mobiltelefon inden for de
næste 6 måneder, ikendes
vedkommende efter praksis
normalt en disciplinærstraf
på 7 dages ubetinget
strafcelle.
Indsatte i de åbne fængsler,
som findes i besiddelse af
en mobiltelefon, bliver i
dag normalt ikendt en bøde
som disciplinærstraf. I
gentagelsestilfælde vil
bøden blive forhøjet.
Udover
ikendelse af henholdsvis
strafcelle og en bøde vil
telefonen normalt blive
konfiskeret i medfør af
straffuldbyrdelseslovens
§ 73.
Indsatte i arresthusene, som
findes i besiddelse af en
mobiltelefon, bliver i dag
normalt ikendt en
disciplinærstraf på 7 dages
ubetinget strafcelle. Bliver
den pågældende på ny fundet
i besiddelse af en
mobiltelefon, ikendes
vedkommende efter praksis en
disciplinærstraf på op til
14 dages ubetinget
strafcelle.
Forsøger en besøgende at
indsmugle en mobiltelefon
eller lignende
kommunikationsudstyr, vil
kriminalforsorgen kunne
afvise vedkommende fra besøg
og inddrage
besøgstilladelsen, jf.
herved
besøgsbekendtgørelsens § 4.
Nægter en besøgende at
deltage i en undersøgelse af
vedkommendes taske,
beklædning eller lignende,
vil vedkommende ligeledes
kunne afvises fra besøg, jf.
besøgsbekendtgørelsens § 11.
3.2. Omfanget af
mobiltelefoner i
kriminalforsorgens
institutioner
Det
fremgår af
kriminalforsorgens
statistiske årsoversigt, at
der i 2005 i de lukkede
fængsler blev fundet i alt
288 mobiltelefoner. I de
åbne fængsler blev der i alt
fundet 1320 mobiltelefoner.
I Københavns Fængsler,
Sandholmlejren og
arresthusene blev der fundet
i alt 375 mobiltelefoner.
Der er således samlet set
blevet fundet 1983
mobiltelefoner i fængsler og
arresthuse i 2005. I 2004
var det samlede antal
mobiltelefoner, som blev
fundet i fængsler og
arresthuse, i alt 1739, og i
2003 var antallet 1165.
Det
fremgår ikke af de
statistiske oplysninger for
2003-2005, om de enkelte
mobiltelefoner er fundet,
før de har været i indsattes
besiddelse i fængslet.
Findes en mobiltelefon, før
den kan have været i en
indsats besiddelse, er det
udtryk for, at de
sikkerhedsmæssige
foranstaltninger har virket,
som f.eks. visitationer og
undersøgelse af indsatte og
besøgende i detektorkarm.
Bliver mobiltelefonen
derimod fundet i en indsats
besiddelse inde i fængslet,
er det udtryk for, at de
sikkerhedsmæssige
foranstaltninger er blevet
omgået.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen har fra 3.
kvartal 2006 anmodet
institutionerne om at ændre
indberetningerne om fundne
mobiltelefoner således, at
institutionerne nu skal
oplyse, om indsatte har
eller kan have haft rådighed
over de mobiltelefoner, der
findes, eller om
mobiltelefonerne er opdaget
på et tidspunkt, hvor
indsatte endnu ikke kan have
haft mobiltelefonerne i
deres besiddelse.
Indberetningerne fra 3.
kvartal i 2006 viser, at der
er fundet 344
mobiltelefoner, som indsatte
har eller kan have haft i
deres besiddelse, mens der
er fundet i alt 142
mobiltelefoner, som indsatte
ikke kan have haft i deres
besiddelse. Af de 344
mobiltelefoner, der er
fundet inden for indsattes
rådighed, er de 43 fundet i
lukkede fængsler, 55 er
fundet i Københavns
Fængsler, Sandholmlejren og
i arresthusene, mens de
resterende 247 er fundet i
åbne fængsler. Af de 142,
der er fundet, inden
indsatte fik rådighed over
dem, er 24 fundet i åbne
fængsler, 22 er fundet i
Københavns Fængsler,
Sandholmlejren og i
arresthusene, mens de
resterende 96 er fundet i
åbne fængsler.
3.3. Indstilling om
sikkerhed i
kriminalforsorgens
institutioner
I 2005
nedsatte Direktoratet for
Kriminalforsorgen en
arbejdsgruppe, der skulle
analysere og vurdere
sikkerheden i
kriminalforsorgens
institutioner.
Baggrunden herfor var blandt
andet, at man i Sverige
havde oplevet en række
voldsomme gidseltagninger i
forbindelse med
fangeflugter, hvilket gav
anledning til en
gennemgribende revurdering
af sikkerheden i de svenske
fængsler.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen ønskede –
blandt andet på baggrund af
en svensk redegørelse
vedrørende et antal
undvigelser (»Säkert
inlåst«) – en vurdering af
det almindelige
sikkerhedsmæssige niveau i
Danmark. Den nedsatte
arbejdsgruppe skulle derfor
med udgangspunkt i denne
redegørelse analysere
indsatsen på det
sikkerhedsmæssige område i
kriminalforsorgen og komme
med forslag til
forbedringer.
Arbejdsgruppen afgav i
efteråret 2006 sin
indstilling. Heri anføres
det, at det er nødvendigt,
at sikkerheden i
kriminalforsorgens
institutioner får større
opmærksomhed, og at der
derfor skal sættes fokus på
et forbedret og mere
effektivt samarbejde mellem
institutionerne inden for
kriminalforsorgen. Desuden
anføres det blandt andet, at
der skal arbejdes for at
opnå en højere grad af
ensartet og standardiseret
sikkerhed for så vidt angår
de tekniske løsninger i
institutionerne.
Arbejdsgruppen fremkom også
med en række konkrete
anbefalinger, herunder
anbefalinger vedrørende
elektronisk
kommunikationsudstyr. Blandt
anbefalingerne var et
forslag om at kriminalisere
uretmæssig besiddelse af
mobiltelefoner mv. i
kriminalforsorgens
institutioner.
3.4. Justitsministeriets
overvejelser
3.4.1. Frihedsberøvelse
bør ske under forhold, der
væsentligt begrænser
risikoen for flugt og
hindrer risikoen for ny
kriminalitet. I
overensstemmelse hermed
foretager kriminalforsorgen
løbende en vurdering af
forholdene i fængsler og
arresthuse med henblik på at
kunne afpasse de forskellige
sikkerhedsforanstaltninger.
Kriminalforsorgen har
igennem de senere år fundet
et stadigt større antal
mobiltelefoner i
kriminalforsorgens
institutioner.
Kommunikationsudstyr af
denne karakter gør det
muligt for blandt andet
varetægtsarrestanter, der
enten er fængslet i
isolation eller underlagt
brev- og besøgskontrol, at
omgå disse
kontrolforanstaltninger og
derved eventuelt modvirke
politiets efterforskning.
Hertil kommer, at
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr kan
være med til at gøre det
nemmere for indsatte at
planlægge blandt andet
undvigelse fra fængsler og
arresthuse samt at begå ny
kriminalitet, herunder
narkokriminalitet inden for
kriminalforsorgens
institutioner.
I
erkendelse af, at
indsmugling af
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr udgør
et alvorligt problem for en
effektiv strafforfølgning og
straffuldbyrdelse, er der
blandt andet som led i
regeringens politik om
nul-tolerance over for
narkotika og andre ulovlige
stoffer i kriminalforsorgens
institutioner iværksat en
række initiativer, som skal
modvirke indsmugling af
mobiltelefoner i fængsler og
arresthuse.
Kriminalforsorgen har
således blandt andet indkøbt
bærbare mobilsøgere, som
personalet anvender til
sporing af mobiltelefoner.
Der er endvidere opsat faste
metaldetektorkarme og
indkøbt håndholdte
metaldetektorer til alle
arresthuse og lukkede
fængsler. Disse detektorer
anvendes blandt andet til
stikprøvevis undersøgelse af
indsatte efter gårdtur,
fritidsaktiviteter og
arbejde mv. I alle
arresthuse, hvor det
umiddelbart har været muligt
at kaste ulovlige genstande,
herunder mobiltelefoner, ind
på gårdtursarealet, er
arealerne blevet overdækket
med net.
Herudover udføres der et
stort antal visitationer af
de indsatte og af deres
celler, opholdslokaler mv.
Der gennemføres også
såkaldte storrazziaer, hvor
en hel institution visiteres
blandt andet under
anvendelse af hunde.
På
trods af den øgede indsats
er det fortsat ikke lykkedes
for kriminalforsorgen at
dæmme op for blandt andet
indsmuglingen af
mobiltelefoner i
kriminalforsorgens
institutioner, jf. nærmere
pkt. 3.2 ovenfor. Det er
kriminalforsorgens
opfattelse, at en stor del
af de mobiltelefoner, som
bliver fundet i fængsler og
arresthuse, bliver
indsmuglet i forbindelse med
besøg.
3.4.2.
Justitsministeriet finder,
at en kriminalisering af
tilfælde, hvor en indsat
uretmæssigt besidder en
mobiltelefon eller lignende
kommunikationsudstyr, samt
tilfælde, hvor andre,
udefrakommende personer
uretmæssigt medtager en
mobiltelefon mv., kan være
et effektivt middel til at
nedbringe antallet af
sådanne. Det må således
blandt andet formodes, at
truslen om en dom for et
strafbart forhold og
eventuelt en fængselsstraf
vil kunne afholde en række
besøgende fra at forsøge at
indsmugle
kommunikationsudstyr. Da
indsatte som anført ovenfor
kan benytte mobiltelefoner
mv. til at begå blandt andet
narkotikakriminalitet, vil
en kriminalisering også
indgå som et naturligt led i
regeringens politik om
nul-tolerance over for
narkotika og andre ulovlige
stoffer i kriminalforsorgens
institutioner.
Kriminaliseringen foreslås
afgrænset således, at den
omfatter arresthuse og
lukkede fængsler, hvor
uretmæssig tilstedeværelse
af mobiltelefoner og
lignende
kommunikationsudstyr
indebærer de alvorligste
problemer.
På den
anførte baggrund foreslår
Justitsministeriet, at
straffelovens § 124 ændres,
således at det i fremtiden
bliver muligt at straffe en
person, der i et arresthus
eller lukket fængsel som
anholdt eller fængslet
uretmæssigt besidder en
mobiltelefon eller lignende
kommunikationsudstyr.
Kriminaliseringen vil også
omfatte alle, der ved
tilskyndelse, råd eller dåd
har medvirket til gerningen,
jf. herved straffelovens
§ 23, stk. 1. Det bliver
dermed også strafbart for
andre personer at (forsøge
at) indsmugle en
mobiltelefon mv. til en
indsat.
Det
foreslås endvidere, at
justitsministeren bemyndiges
til at fastsætte regler om
indsattes adgang til at
medtage, besidde og råde
over mobiltelefoner og
lignende
kommunikationsudstyr i
kriminalforsorgens
institutioner. Hermed vil
besiddelsen af visse typer
af kommunikationsudstyr
generelt kunne friholdes fra
kriminaliseringen i
kriminalforsorgens
institutioner. Det vil
f.eks. kunne gælde for
besiddelsen af såkaldte
stand-alone computere, dvs.
computere der ikke er
tilknyttet noget netværk,
ligesom der i enkeltstående
tilfælde vil kunne meddeles
tilladelse til, at en indsat
under helt særlige
omstændigheder besidder
elektronisk
kommunikationsudstyr.
Desuden foreslås det, at det
skal være strafbart for
besøgende og andre
udefrakommende personer
uretmæssigt at medtage
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr i et
arresthus eller lukket
fængsel. Det indebærer, at
det ikke vil være en
betingelse for strafansvar,
at det bevismæssigt kan
lægges til grund, at f.eks.
en besøgende har haft forsæt
til at overdrage en medbragt
mobiltelefon til en indsat.
Kriminalforsorgen vil som
hidtil skulle fastsætte
administrative regler om, i
hvilket omfang og i givet
fald på hvilke vilkår
forskellige persongrupper,
herunder besøgende, ansatte
og eksterne håndværkere,
retmæssigt kan medtage
f.eks. mobiltelefoner.
3.4.3. Den foreslåede
bestemmelse om straf for
uretmæssig besiddelse af
mobiltelefoner mv. omfatter
anholdte og fængslede
personer i arresthuse og
lukkede fængsler.
Ved en
fængslet forstås en person,
der afsoner fængselsstraf
eller forvandlingsstraf for
bøde, eller som er
varetægtsfængslet.
Udtrykket arresthus omfatter
arresthusene i provinsen,
Københavns Fængsler (Vestre
Fængsel, Blegdamsvejens
Fængsel og Politigårdens
Fængsel mv.) samt
Institutionen for
frihedsberøvede asylansøgere
i Sandholmlejren. Omfattet
af udtrykket lukket fængsel
er de lukkede fængsler, der
for tiden er Statsfængslet
i Vridsløselille, Anstalten
ved Herstedvester,
Statsfængslet i Nyborg,
Statsfængslet i Ringe og
Statsfængslet Østjylland.
Hertil kommer to lukkede
fængselsafdelinger, som er
beliggende i de åbne
institutioner Statsfængslet
på Kragskovhede og
Statsfængslet Midtjylland.
Det
foreslås, at bestemmelsen om
straf for uretmæssig
besiddelse af mobiltelefoner
og lignende
kommunikationsudstyr også
skal gælde for personer, der
i medfør af straffelovens
§ 70 er anbragt i forvaring
i arresthuse og lukkede
fængsler.
Den
foreslåede bestemmelse
omfatter desuden udlændinge,
som er frihedsberøvet i et
arresthus eller lukket
fængsel efter de særlige
regler i udlændingeloven.
Bestemmelsen om uretmæssig
besiddelse omfatter ikke
tvangsanbragte personer.
Uden for bestemmelsen falder
således f.eks. personer, der
i medfør af straffelovens
§§ 68 og 69 er dømt til
anbringelse i hospital for
sindslidende eller i
institution for personer med
vidtgående psykiske
handicap.
Det
fremgår som anført, at der
skal være tale om, at den
anholdte eller fængslede
uretmæssigt besidder en
mobiltelefon eller lignende
kommunikationsudstyr. Heri
ligger, at den pågældende
skal have det omhandlede
udstyr enten på sin person
eller i sit opholdsrum, i
sit skab på institutionens
arbejdsplads eller andre
steder, der er undergivet
vedkommendes rådighed. Der
kan i den forbindelse
afhængigt af
omstændighederne foreligge
besiddelse, selv om den
pågældende har gemt udstyret
på institutionens
fællesareal. Det bemærkes,
at selv en meget kortvarig
besiddelse af udstyret vil
være strafbar efter
bestemmelsen.
Strafbar medvirken (eller
forsøg herpå) til en indsats
uretmæssige besiddelse vil
eksempelvis kunne foreligge,
hvis en person kaster en
mobiltelefon ind over muren
til et arresthus eller
lukket fængsel med henblik
på at bringe telefonen i en
indsats besiddelse. På samme
måde vil det kunne udgøre
strafbar medvirken at sende
en mobiltelefon med posten
til en indsat.
For så
vidt angår besøgende og
andre, der opdages med
udstyret i et arresthus
eller lukket fængsel, må det
bero på en konkret
vurdering, om udstyret
opbevares af den pågældende
med henblik på at sætte en
indsat i besiddelse af
udstyret.
3.4.4. Som nævnt
foreslås det også, at det
skal være strafbart
uretmæssigt at medtage en
mobiltelefon eller lignende
kommunikationsudstyr i et
arresthus eller lukket
fængsel.
Denne
del af forslaget omfatter
besøgende og andre
udefrakommende, der får
adgang til et arresthus
eller lukket fængsel.
Besøgende og andre
udefrakommende omfatter
personer, der – som f.eks.
pårørende, forsvarere eller
journalister – opholder sig
i institutionen for at
besøge indsatte eller bliver
vist rundt på institutionens
område, og andre personer,
der opholder sig i
institutionen i forbindelse
med deres arbejde mv., uden
at de gør tjeneste i
kriminalforsorgen.
Med
det anførte vil besøgende og
andre udefrakommende kunne
straffes for uretmæssigt at
medtage en mobiltelefon mv.,
selv om det i det pågældende
tilfælde ikke kan lægges til
grund, at f.eks. en
besøgende har haft forsæt
til at overdrage en medbragt
mobiltelefon til en anholdt
eller fængslet person.
Hermed
vil eksempelvis en besøgende
i et lukket fængsel, der
medtager (eller forsøger at
medtage) en mobiltelefon
uden om
sikkerhedsforanstaltningerne,
kunne straffes, selv om
vedkommende gør gældende, at
telefonen blev medbragt med
henblik på, at den
pågældende selv kunne
gennemføre telefonsamtaler i
fængslet.
Den
nævnte afgrænsning
indebærer, at ansatte i
kriminalforsorgen, der
opholder sig i et arresthus
eller lukket fængsel som led
i tjenesten – som f.eks.
fængselsfunktionærer,
-præster og -inspektører
samt kontorpersonale,
socialrådgivere,
værkstedledere mv. – ikke er
omfattet af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 124, stk. 4, 2. pkt.
Udefrakommende – som f.eks.
narkotika-behandlerpersonale,
præster, praktikanter,
vagtlæger og honorarlønnede
personundersøgere – der
opholder sig i institutionen
i forbindelse med deres
arbejde, uden at de er
ansatte i kriminalforsorgen,
er derimod omfattet af den
foreslåede bestemmelse.
Justitsministeriet har
overvejet, om bestemmelsen
tillige burde omfatte
ansatte i kriminalforsorgen,
som er på institutionen som
led i deres tjeneste.
Kriminalforsorgen har i den
forbindelse oplyst, at det
for tiden overvejes, om der
er behov for at ændre
reglerne om ansattes brug af
mobiltelefoner i
kriminalforsorgens
institutioner, jf. herved
pkt. 3.1.1 om indholdet af
reglerne.
I det
omfang, der på grundlag af
kriminalforsorgens
overvejelser fortsat skal
gælde særlige regler om
ansattes brug og besiddelse
af mobiltelefoner i
kriminalforsorgens
institutioner, vil
kriminalforsorgen fastsætte
administrative regler herom.
Overtræder en ansat i
kriminalforsorgen sådanne
administrative regler om
ansattes forhold i
tjenesten, kan vedkommende
blive mødt med disciplinære
eller ansættelsesretlige
reaktioner, ligesom mere
alvorlige tilfælde vil kunne
udgøre en overtrædelse af
bestemmelserne i
straffelovens kapitel 16 om
forbrydelser i offentlig
tjeneste eller hverv mv.
Hvis
en ansat i kriminalforsorgen
måtte sætte en indsat i
besiddelse af mobiltelefon
eller medtage en
mobiltelefon i fængslet med
henblik på at (forsøge) at
overlevere den til en
indsat, vil den pågældende
desuden kunne straffes for
(forsøg på) medvirken til
overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 124, stk. 4,
1. pkt.
På den
baggrund finder
Justitsministeriet, at der
ikke er tilstrækkelig grund
til at foreslå, at ansatte i
kriminalforsorgen, som er på
institutionen som led i
deres tjeneste, skal være
omfattet af denne del af
bestemmelsen.
Det
bemærkes i øvrigt, at
kriminalforsorgen har peget
på, at forholdene for
ansatte i kriminalforsorgens
institutioner i nærværende
sammenhæng adskiller sig
markant fra andre personer,
der uden at være indsat til
afsoning opholder sig i
institutionerne. I
modsætning til andre
opholder de ansatte sig
således almindeligvis i
institutionerne i hele deres
daglige arbejdstid. Særlige
hensyn kan derfor gøre sig
gældende ved en regulering
af adgangen for ansatte i
kriminalforsorgens
institutioner til at medtage
mobiltelefoner mv.
3.4.5. Det er en
betingelse for strafansvar,
at der foreligger forsæt til
alle dele af
gerningsindholdet.
Det
bemærkes i den forbindelse,
at der vil blive opsat
informationsmateriale til
besøgende i fængsler og
arresthuse om forbudet mod
at medbringe mobiltelefoner
og lignende
kommunikationsudstyr i de af
kriminalforsorgens
institutioner, der bliver
omfattet af den foreslåede
bestemmelse. Forbudet vil
endvidere fremgå af
besøgstilladelsen, og
kriminalforsorgens personale
vil blive givet anvisning
om, at der skal ske
påmindelse om forbudet,
inden der foretages
visitation af besøgende.
Oplyser en besøgende om
besiddelsen på dette
tidspunkt, vil der
formentlig i almindelighed
ikke være grundlag for at
rejse tiltale for (forsøg
på) overtrædelse af de
foreslåede bestemmelser.
3.4.6. Har
kriminalforsorgens personale
en formodning om, at en
besøgende har forsøgt at
indsmugle eller medtage en
mobiltelefon eller lignende
kommunikationsudstyr i en af
kriminalforsorgens
institutioner – eksempelvis
fordi en detektorkarm har
opdaget metalgenstande på
vedkommendes person – og
ønsker den besøgende
herefter at forlade
institutionen, vil
personalet kunne anholde og
tilbageholde den pågældende
på grundlag af en mistanke
om overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse,
indtil politiet kommer til
stede og kan visitere den
pågældende for besiddelse af
udstyret. Det fremgår
således af retsplejelovens
§ 755, stk. 2, at enhver,
der træffer nogen under
eller i umiddelbar
tilknytning til udøvelsen af
et strafbart forhold, har
samme beføjelser som
politiet til at anholde den
pågældende. Den anholdte
skal dog snarest muligt
overgives til politiet med
oplysning om tidspunktet og
grundlaget for anholdelsen.
3.4.7. Som et led i
efterforskningen af en
overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse vil
politiet efter de gældende
regler i retsplejelovens
kapitel 72 kunne foretage
legemsbesigtigelse (dvs.
blandt andet besigtigelse af
legemets ydre samt
visitation af det tøj, som
den pågældende er iført) af
en mistænkt, hvis indgrebet
må antages at være af
væsentlig betydning for
efterforskningen. Der vil
derimod ikke kunne foretages
en legemsundersøgelse (dvs.
blandt andet nærmere
undersøgelse af legemet,
herunder af dets hulrum),
idet retsplejelovens
bestemmelse herom alene
gælder i sager om
lovovertrædelser, der efter
loven kan medføre fængsel i
1 år og 6 måneder eller
derover.
Justitsministeriet finder,
at det vil kunne lægge
afgørende hindringer i vejen
for en effektiv håndhævelse
af den foreslåede
kriminalisering, hvis det
ikke bliver muligt at
foretage legemsundersøgelser
af indsatte, besøgende mv.,
der er mistænkt for (forsøg
på) uretmæssigt at besidde
eller medtage
kommunikationsudstyr. Det
skyldes, at der er grund til
at formode, at kroppens
hulrum i en række tilfælde
anvendes som gemmesteder ved
(forsøg på) indsmugling i
kriminalforsorgens
institutioner.
På den
baggrund foreslår
Justitsministeriet, at der
indføres hjemmel til at
kunne foretage
legemsundersøgelser over for
sigtede, der er mistænkte
for overtrædelse af de
foreslåede bestemmelser om
straf for uretmæssigt at
besidde eller medtage
mobiltelefoner mv.
De almindelige betingelser
for foretagelse af
legemsindgreb i
retsplejelovens kapitel 72
vil finde anvendelse. Det
indebærer blandt andet, at
en legemsundersøgelse alene
må foretages under medvirken
af en læge. Lægen tager
stilling til, om indgrebets
gennemførelse under hensyn
til den hermed forbundne
smerte og risiko samt den
undersøgte persons tilstand
er lægeligt forsvarligt, jf.
retsplejelovens § 792 e,
stk. 3.
Der
henvises i øvrigt til
bemærkningerne til
lovforslagets § 4, nr. 1.
Det
bemærkes, at de beskrevne
legemsindgreb allerede i dag
kan foretages af
kriminalforsorgens personale
under medvirken af en læge
over for indsatte (men altså
ikke over for besøgende mv.)
i kriminalforsorgens
institutioner ved mistanke
om besiddelse af
mobiltelefoner og lignende,
jf. straffuldbyrdelseslovens
§ 60. Vil en indsat ikke
medvirke til en undersøgelse
af kroppens hulrum, kan den
indsatte udelukkes fra
fællesskab efter reglerne i
bekendtgørelse om
udelukkelse fra fællesskab,
jf. bekendtgørelse nr. 826
af 26. juli 2004 om
undersøgelse af indsattes
person og opholdsrum i
kriminalforsorgens
institutioner § 4.
3.4.8. D et
kommunikationsudstyr, som er
omfattet af forbuddet, er
elektronisk udstyr, der
sætter – eller sammen med
andre enheder vil kunne
sætte – en person i stand
til at kommunikere med andre
i lyd, tale eller på skrift.
Det
vil f.eks. være tilfældet,
når der er tale om
besiddelse af hele
mobiltelefoner,
satellittelefoner, walkie
talkie enheder, (håndholdte)
computere og personsøgere.
Omfattet er også f.eks.
trådløse telefoner og
trådløse hovedtelefonsæt
(såkaldte headset), der
sætter besidderen i stand
til at kommunikere via en
enhed, der er tændt i det
omgivende område. Visse
tv-spil (såkaldte
spillekonsoller) vil også
kunne være omfattet.
Besiddelse af tilbehør eller
enkelte dele af
kommunikationsudstyret,
herunder f.eks. et batteri
til en mobiltelefon, en
enhed, der kan oplade et
sådant batteri, eller et
sim-kort, der etablerer
forbindelsen fra en
mobiltelefon, kan straffes
som forsøg, hvis det
bevises, at der foreligger
forsæt til at fuldbyrde en
overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse.
Kriminalforsorgen kender i
dag eksempler på, at der
gemmes en mobiltelefon på et
fængsels fællesareal, og at
brugerne af telefonen
opbevarer hver deres
sim-kort, som de sætter i
telefonen inden brug. Hertil
kommer, at indsmugling af
kommunikationsenheder vil
kunne ske ad flere omgange
for at forsøge at hindre
fængselspersonalet i at
opdage udstyret.
3.4.9. Efter de
foreslåede bestemmelser er
det strafbart uretmæssigt at
besidde eller medtage
mobiltelefon eller lignende
kommunikationsudstyr i et
arresthus eller lukket
fængsel.
Kriminalforsorgen vil, hvis
lovforslaget vedtages,
fastsætte regler om, hvornår
anholdte og fængslede
retmæssigt kan besidde
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr i
blandt andet arresthuse og
lukkede fængsler.
Kriminalforsorgen vil også
fastsætte regler om, i
hvilket omfang andre,
herunder besøgende og
eksterne håndværkere,
retmæssigt kan medtage det
pågældende udstyr. Det er
herved forudsat, at disse
regler udformes således, at
eksterne håndværkere mv. i
det konkrete tilfælde kan
medtage mobiltelefon og
lignende
kommunikationsudstyr, når
dette er påkrævet for
udførelsen af deres arbejde.
Kriminalforsorgen agter
tillige at ændre de gældende
administrative regler for
forsvareres almindelige
adgang til at medbringe en
mobiltelefon ved besøg i
arresthuse og lukkede
fængsler. Det forudsættes
herved, at der fastsættes
regler, som sikrer, at
forsvarere fortsat kan
medtage en mobiltelefon ved
klientbesøg i arresthuse og
lukkede fængsler, dog kun på
betingelse af, at
forsvareren i forbindelse
med besøget fremviser
mobiltelefonen, således at
det kan dokumenteres, at den
bliver taget med ud af
institutionen efter besøget,
og eventuelt lader
mobiltelefonen registrere.
Tilsvarende forudsættes det,
at personer fra politi og
anklagemyndighed, som har
adgang til arresthuse mv. i
forbindelse med behandling
af straffesager mv., vil
kunne medtage deres
mobiltelefoner.
3.4.10. I praksis kan
der tænkes at opstå særlige
tilfælde, hvor
kriminalforsorgen får viden
om, at en indsat i strid med
kriminalforsorgens regler er
kommet eller vil komme i
besiddelse af en
mobiltelefon mv., men
undlader at håndhæve reglen,
fordi politiet i medfør af
retsplejelovens regler som
led i efterforskningen af en
konkret straffesag foretager
eller ønsker at foretage
aflytning af mobiltelefonen.
I givet fald vil det dreje
sig om situationer, hvor et
hensyn til at håndhæve
kriminalforsorgens regler
findes at måtte vige for et
afgørende hensyn til at
opklare alvorlig
kriminalitet. Myndighederne
bør også fremover i sådanne
særlige tilfælde have
mulighed for med henblik på
aflytning efter
retsplejelovens regler at
undlade at gribe ind over
for en indsats besiddelse af
f.eks. en mobiltelefon, og
herunder at en anden person
medtager en mobiltelefon for
at lade den komme i en
indsats besiddelse. Samtidig
findes det rigtigt, at der i
en sådan sag ikke
efterfølgende pålægges straf
for overtrædelse af de
foreslåede bestemmelser i
straffeloven. Det
forudsættes derfor, at der i
givet fald ikke vil være
tale om et strafbart
forhold, jf. herved
udtrykket »uretmæssigt« i de
foreslåede bestemmelser. Ved
ikke at kriminalisere
sådanne særlige tilfælde
undgås det også, at
myndighedernes adfærd i en
sag af den nævnte karakter
eventuelt kunne siges at
udgøre medvirken til at begå
et strafbart forhold, og
herunder rejse spørgsmål i
forhold til retsplejelovens
§§ 754 a - 754 e
(agentvirksomhed).
3.4.11. Det foreslås, at
overtrædelse af de
foreslåede bestemmelser i
straffelovens § 124, stk. 4,
straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.
Hermed vil det også være
muligt at straffe forsøg på
at overtræde bestemmelserne,
jf. herved straffelovens
§ 21, stk. 3.
Som et
udgangspunkt for
strafudmålingen forudsættes
det, at en overtrædelse af
bestemmelsen i stk. 4, 1.
pkt., om indsattes
uretmæssige besiddelse i
førstegangstilfælde straffes
med fængsel i 7 dage.
For
indsatte i
kriminalforsorgens
arresthuse og lukkede
fængsler bør
fængselsstraffen
almindeligvis fastsættes
ubetinget, da gerningsmanden
er tidligere straffet og
udstår straf eller er
varetægtsfængslet på
gerningstidspunktet. Hvis en
ikke-indsat indsmugler eller
forsøger at indsmugle
ulovligt
kommunikationsudstyr til en
indsat, således at der kan
straffes for (forsøg på)
medvirken til uretmæssig
besiddelse, vil
fængselsstraffen for den
ikke-indsatte i
førstegangstilfælde normalt
kunne fastsættes betinget,
hvis betingelserne herfor i
øvrigt er opfyldt. Er en
ikke-indsat under 18 år og
ikke tidligere straffet af
relevans for sagen, bør
overtrædelsen i
førstegangstilfælde dog
normalt kunne afgøres med
bøde.
Medtager en besøgende mv.
uretmæssigt en mobiltelefon
eller lignende
kommunikationsudstyr i et
arresthus eller lukket
fængsel under
omstændigheder, hvor der
ikke kan føres bevis for, at
den pågældende har forsøgt
at indsmugle
kommunikationsudstyret til
en indsat, og hvor straf
derfor pålægges efter
stk. 4, 2. pkt., bør
overtrædelsen i
førstegangstilfælde normalt
kunne afgøres med bøde.
Det
angivne strafniveau er
vejledende og kan fraviges
af domstolene i op- eller
nedadgående retning, hvis
der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder.
Navnlig præventive hensyn
taler for, at der – ved
siden af et strafansvar –
skal være mulighed for
hurtigt at kunne reagere med
disciplinærstraf over for
indsatte i tilfælde af
besiddelse af mobiltelefoner
og lignende
kommunikationsudstyr.
Justitsministeriet finder
derfor, at der fortsat – ved
siden af straf for
overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 124, stk. 4
– skal kunne ikendes
disciplinærstraf som hidtil,
jf. pkt. 3.1.2 ovenfor.
På den
baggrund er der ved
fastsættelsen af det angivne
strafniveau taget hensyn
til, at vedkommende for
samme besiddelse af en
mobiltelefon eller lignende
kommunikationsudstyr eller
forsøg herpå ofte kan være
ikendt en disciplinærstraf,
jf. straffuldbyrdelseslovens
§ 67, nr. 7. En ikendt
disciplinærstraf skal
således ikke indebære en
fravigelse af det forudsatte
strafniveau i nedadgående
retning.
Overtrædes et forbud mod
besiddelse af mobiltelefoner
og lignende
kommunikationsudstyr, vil
dette i øvrigt kunne få
betydning for spørgsmålet om
nægtelse af udgang mv.,
udelukkelse fra fællesskab
og prøveløsladelse.
Har en
ikke-indsat smuglet
eksempelvis en mobiltelefon
ind til en indsat, og sætter
vedkommende sig
efterfølgende i forbindelse
med den indsatte ved at
ringe på mobiltelefonen, vil
den pågældende tillige
skulle straffes for
overtrædelse af
straffelovens § 124, stk. 3.
Det forudsættes herved, at
der i den beskrevne
situation ved overtrædelse
af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 124, stk. 4, straffes i
sammenstød med § 124,
stk. 3, dvs. at der skal
straffes for overtrædelse af
begge bestemmelser.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser
mv.
Forslaget om at gøre det
strafbart for anholdte og
fængslede i arresthuse og
lukkede fængsler at besidde
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr
indebærer en
nykriminalisering og vil
medføre en vis forøgelse af
strafmængden. Den forøgede
strafmængde vurderes samlet
set at være begrænset og vil
således kunne håndteres
inden for den nuværende
fængselskapacitet.
Lovforslaget skønnes i
øvrigt ikke at have
økonomiske og administrative
konsekvenser for det
offentlige af betydning.
Lovforslaget har ingen
økonomiske og administrative
konsekvenser for
erhvervslivet og borgerne.
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
5. Hørte myndigheder mv.
Lovforslaget har været sendt
til høring hos:
Østre
Landsret, Vestre Landsret,
alle byretter,
Domstolsstyrelsen, Den
Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten, Rigspolitiet,
Direktoratet for
Kriminalforsorgen,
Foreningen af offentlige
anklagere i Danmark,
Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet,
Landsforeningen af
Beskikkede Advokater, Det
Danske Center for
Menneskerettigheder,
Retspolitisk Forening,
Foreningen af
Fængselsinspektører og
Vicefængselsinspektører,
Kriminalforsorgsforeningen,
Dansk Fængselsforbund,
HK-Landsklubben for
Kriminalforsorgen og Dansk
Socialrådgiverforening.
6. Sammenfattende skema
|
Positive
konsekvenser/
mindreudgifter |
Negative
konsekvenser/
merudgifter |
Økonomiske
konsekvenser for
stat, kommuner og
regioner |
Ingen af betydning
|
Lovforslaget vil
medføre en mindre
stigning i
strafmængden.
Stigningen vil dog
kunne håndteres
inden for den
nuværende
fængselskapacitet.
|
Administrative
konsekvenser for
stat, kommuner og
regioner |
Ingen |
Ingen af betydning
|
Økonomiske
konsekvenser for
erhvervslivet |
Ingen |
Ingen |
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet |
Ingen |
Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser |
Ingen |
Ingen |
Administrative
konsekvenser for
borgerne |
Ingen |
Ingen |
Forholdet til
EU-retten |
Lovforslaget
indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
|
Bemærkninger til
lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Det foreslås, at der
ved udmåling af straffen for
overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer,
herunder ved fastsættelse af
bøder, skal lægges vægt på
skadevirkningerne af de
pågældende stoffer, jf.
nr. 1.
Med dette forslag
forudsættes det, at der sker
en markant skærpelse af
bødeniveauet i sager om
overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer for
ulovlig besiddelse af
euforiserende stoffer til
eget forbrug.
Det forudsættes således
nærmere bestemt, at der – i
overensstemmelse med
Rigsadvokatens udtalelse om
en forhøjelse af bøderne for
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug,
jf. pkt. 2.4 i de
almindelige bemærkninger
ovenfor og bilag 2 til
lovforslaget – sker en
tilnærmet firedobling af
bødestraffene i forhold til
de vejledende bødesatser i
Rigsadvokatens meddelelse
nr. 6/2006 om
sanktionspåstande mv. i
narkotikasager.
Straffastsættelsen vil som
altid i sidste ende bero på
domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige sagens
omstændigheder, og det
angivne bødeniveau vil
derfor kunne fraviges i op-
eller nedadgående retning,
hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder.
Det forudsættes, at bøderne
forhøjes med 50 procent i
andengangstilfælde og 100
procent ved senere
gentagelsestilfælde.
Gentagelsesvirkningen
indtræder i forhold til alle
tidligere afgørelser efter
lov om euforiserende stoffer
og straffelovens § 191,
uanset hvilket stof den
tidligere afgørelse
vedrørte, uanset om den
tidligere sag vedrørte
besiddelse eller videresalg
mv. og ligeledes uafhængigt
af, om den tidligere sag er
afgjort med bøde eller
frihedsstraf. Det
forudsættes, at
gentagelsesvirkningen gælder
i 10 år.
Det
foreslås endvidere, at der
fremover som en lempelse af
gældende praksis også i
gentagelsestilfælde
(andengangs- og senere
gentagelsestilfælde) skal
kunne anvendes advarsel som
sanktion for ulovlig
besiddelse af euforiserende
stoffer, hvis sociale hensyn
taler for at meddele en
advarsel, og besiddelsen af
stoffet er udslag af en
stærk afhængighed som følge
af et længere- og vedvarende
misbrug af euforiserende
stoffer, jf. nr. 1.
Det er
en forudsætning for at
anvende advarsel som
sanktion, at gerningsmandens
sociale forhold taler
herfor. Det vil i
almindelighed være
tilfældet, hvis den
pågældende f.eks. modtager
kontanthjælp eller
førtidspension og ikke har
anden indkomst eller en
opsparing af en vis
størrelse. Derimod vil de
sociale forhold – uanset
misbrugets karakter – i
almindelighed ikke tale for
at anvende advarsel, hvis
den pågældende har
arbejdsindtægter ved lovligt
arbejde eller får dagpenge.
Det er
yderligere en forudsætning
for at anvende advarsel ud
fra sociale hensyn, at
brugen af euforiserende
stoffer er udslag af en
stærk afhængighed som følge
af et længere og vedvarende
misbrug af euforiserende
stoffer. Denne betingelse
for at meddele en advarsel
indebærer, at der som
hovedregel kun kan meddeles
advarsel til personer, som
igennem år har opbygget en
så stærk afhængighed af
hårde stoffer, f.eks.
heroin, kokain og amfetamin,
at de bruger disse stoffer
dagligt. Er dette tilfældet,
kan der også meddeles en
advarsel som sanktion over
for en sådan stofmisbruger,
der ulovligt besidder andre
stoffer, eksempelvis hash,
til eget forbrug.
Uanset
om en indkomst alene består
af kontanthjælp eller SU,
indebærer det anførte, at
der ikke kan meddeles
advarsel til personer,
herunder unge, som kun
lejlighedsvis f.eks. i
weekender eller til fester
bruger euforiserende
stoffer, selv om de
pågældende kan antages at
have en vis afhængighed af
stoffet.
Politiet har i almindelighed
et godt kendskab til den
gruppe af personer, hvor
både de sociale hensyn og
karakteren af
narkotikamisbruget taler for
anvendelse af advarsel. Det
vil derfor normalt ikke være
nødvendigt at indhente
oplysninger fra andre
myndigheder om den
pågældendes indtægtsforhold,
og der vil formentlig kun i
sjældne tilfælde være behov
for at indhente en
lægeerklæring om den
pågældendes misbrug.
Den
forslåede lempelse af
praksis vedrørende
meddelelse af advarsel af
sociale hensyn indebærer
ingen ændring i praksis
vedrørende meddelelse af
advarsel for ulovlig
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug i
øvrigt. Der vil således
fortsat kunne meddeles
advarsel i særlige tilfælde,
hvor det på baggrund af en
konkret vurdering er mest
formålstjenligt at anvende
denne sanktion, herunder
f.eks. såfremt hensynet til
en effektiv strafforfølgning
tilsiger dette, eller hvis
anvendelse af bødestraf vil
medføre et administrativt
besvær, der ikke står i
rimeligt forhold til sagens
beskaffenhed.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2.4 i de almindelige
bemærkninger til
lovforslaget.
Til § 2
Til nr. 1 (straffelovens
§ 124, stk. 4 og 5)
Bestemmelsen indebærer, at
det bliver strafbart for
anholdte og fængslede
personer uretmæssigt at
besidde en mobiltelefon
eller lignende
kommunikationsudstyr i et
arresthus eller lukket
fængsel, jf. § 124,
stk. 4, 1. pkt.
Efter
bestemmelsen er en fængslet
en person, der afsoner
fængsels- eller
forvandlingsstraf for bøde
eller er varetægtsfængslet.
Den foreslåede bestemmelse
omfatter endvidere
udlændinge, som er
varetægtsfængslet eller i
øvrigt frihedsberøvet efter
de særlige regler i
udlændingeloven, herunder i
Institutionen for
frihedsberøvede asylansøgere
i Sandholmlejren.
Bestemmelsen omfatter også
anholdte personer, der er
frihedsberøvede i arresthuse
eller lukkede fængsler.
Det
foreslås endvidere, at
bestemmelsen i stk. 4, 1.
pkt., også skal gælde i
forhold til personer i
forvaring, jf. forslaget til
stk. 5, 2. pkt. Dette
indebærer, at den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 124, stk. 4, 1. pkt.,
omfatter personer, der i
medfør af straffelovens § 70
er anbragt i forvaring i et
arresthus eller lukket
fængsel.
Bestemmelsen omfatter ikke
tvangsanbragte personer.
Uden for bestemmelsen falder
således f.eks. personer, der
i medfør af straffelovens
§§ 68 og 69 er dømt til
anbringelse i hospital for
sindslidende eller i
institution for personer med
vidtgående psykiske
handicap.
Bestemmelsen indebærer
endvidere, at det bliver
strafbart for besøgende og
andre udefrakommende
personer uretmæssigt at
medtage en mobiltelefon
eller lignende
kommunikationsudstyr i et
arresthus eller lukket
fængsel, jf. § 124,
stk. 4, 2. pkt. Det er i
den forbindelse forudsat, at
kriminalforsorgen fastsætter
administrative regler om, i
hvilket omfang blandt andet
forsvarere og andre
besøgende samt eksterne
håndværkere retmæssigt kan
medtage f.eks.
mobiltelefoner i de nævnte
institutioner.
Besøgende og andre
udefrakommende omfatter
personer, der – som f.eks.
pårørende og forsvarere –
opholder sig i institutionen
for at besøge indsatte eller
blive vist rundt på
institutionens område, og
andre personer – som f.eks.
narkotika-behandlerpersonale,
præster, praktikanter,
vagtlæger og honorarlønnede
personundersøgere – der
opholder sig i institutionen
i forbindelse med deres
arbejde, uden at de er
ansatte i kriminalforsorgen.
Afgrænsningen indebærer, at
ansatte i kriminalforsorgen,
der opholder sig i et lukket
fængsel eller et arresthus
som led i tjenesten – som
f.eks. fængselsfunktionærer,
-præster og -inspektører
samt kontorpersonale,
socialrådgivere,
værkstedledere mv. – ikke er
omfattet af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 124, stk. 4, 2. pkt.
Efter
bestemmelsen er det
kommunikationsudstyr, som
ikke må besiddes (medmindre
besiddelsen er retmæssig,
jf. lovforslagets § 3),
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr. Dette
udstyr omfatter alt
elektronisk udstyr, der
sætter – eller sammen med
andre enheder vil kunne
sætte – vedkommende i stand
til at kommunikere med andre
i lyd, tale eller på skrift.
Det
vil f.eks. være tilfældet,
når der er tale om
besiddelse af
mobiltelefoner,
satellittelefoner, walkie
talkie enheder, (håndholdte)
computere og personsøgere.
Omfattet er også f.eks.
trådløse telefoner og
trådløse hovedtelefonsæt
(såkaldte headset), der
sætter besidderen i stand
til at kommunikere via en
enhed, der er tændt i det
omgivende område, ligesom
visse tv-spil (såkaldte
spillekonsoller) også vil
kunne være omfattet.
Besiddelse af tilbehør eller
enkelte dele af
kommunikationsudstyret,
herunder f.eks. et batteri
til en mobiltelefon, en
enhed, der kan oplade et
sådant batteri, eller et
sim-kort, der etablerer
forbindelsen fra en
mobiltelefon, kan straffes
som forsøg, hvis det er
muligt at bevise, at der
foreligger forsæt til at
fuldbyrde en overtrædelse af
den foreslåede bestemmelse.
Det
foreslås, at strafferammen
fastsættes til bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.
Der
henvises i øvrigt til pkt.
3.4 i de almindelige
bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 2 (straffelovens
§ 135)
Med
lov nr. 1054 af 23. december
1992 (beredskabsloven) blev
brandvæsenet og
civilforsvaret lagt sammen
til redningsberedskabet. Med
den foreslåede ændring
foretages en
konsekvensrettelse af
straffelovens § 135, således
at den anvendte terminologi
bringes i overensstemmelse
med beredskabsloven.
Til § 3
Det
foreslås, at en indsat ikke
skal have ret til at
medtage, besidde og råde
over mobiltelefon og
lignende
kommunikationsudstyr i
kriminalforsorgens
institutioner, medmindre
dette er foreneligt med
ordens- og sikkerhedsmæssige
hensyn.
Det
foreslås endvidere, at
justitsministeren bemyndiges
til at fastsætte regler om
indsattes adgang til at
medtage, besidde og råde
over mobiltelefoner og
lignende
kommunikationsudstyr i
institutionen. Hermed vil
det ved forskrifter fra
Direktoratet for
Kriminalforsorgen kunne
afgrænses, hvad der udgør
henholdsvis lovlig og
ulovlig besiddelse af
mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr i
kriminalforsorgens
institutioner.
Det
anførte indebærer, at der
administrativt kan
fastsættes regler, der
indebærer, at det vil kunne
være lovligt i alle
arresthuse og lukkede
fængsler at besidde visse
typer af
kommunikationsudstyr (og
eventuelt i enkelte
arresthuse at besidde alt
kommunikationsudstyr),
ligesom der i enkeltstående
tilfælde vil kunne meddeles
tilladelse til, at f.eks. en
fængslet person under helt
særlige omstændigheder
besidder elektronisk
kommunikationsudstyr.
Til § 4
Det foreslås, at der i sager
om overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse i
lovforslagets § 2, nr. 1, om
kriminalisering af
uretmæssig besiddelse og
medtagelse af mobiltelefoner
og lignende
kommunikationsudstyr i
arresthuse og lukkede
fængsler skal kunne
foretages legemsundersøgelse
af en sigtet, når der er
begrundet mistanke om, at
den pågældende har gjort sig
skyldig i overtrædelse af
den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 124, stk. 4,
og indgrebet må antages at
være af afgørende betydning
for efterforskningen.
De almindelige betingelser
for foretagelse af
legemsindgreb i
retsplejelovens kapitel 72
vil finde anvendelse. Det
indebærer blandt andet, at
en legemsundersøgelse alene
må foretages under medvirken
af en læge. Lægen tager
stilling til, om indgrebets
gennemførelse under hensyn
til den hermed forbundne
smerte og risiko samt den
undersøgte persons tilstand
er lægeligt forsvarligt, jf.
retsplejelovens § 792 e,
stk. 3.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 i de almindelige
bemærkninger til
lovforslaget.
Til § 5
Det
foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2007.
De
skærpede bødestraffe for
besiddelse af euforiserende
stoffer til eget forbrug
finder anvendelse på
forhold, der er begået efter
lovens ikrafttræden. Med
hensyn til de skærpede
bødestraffe for besiddelse
af euforiserende stoffer i
gentagelsestilfælde
forudsættes det, at der ikke
knyttes gentagelsesvirkning
til forhold begået før
lovens ikrafttræden.
Til § 6
Bestemmelsen vedrører lovens
territoriale gyldighed og
indebærer, at loven ikke
gælder for Færøerne og
Grønland. Lovens § 1 kan dog
ved kongelig anordning
sættes i kraft helt eller
delvist for Grønland med de
afvigelser, som de særlige
grønlandske forhold
tilsiger, og lovens §§ 1-3
kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne
helt eller delvist med de
afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende lov
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
§ 1 |
|
|
I lov om
euforiserende
stoffer, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 391 af 21.
juli 1969, som
senest ændret
ved § 1 i lov
nr. 445 af 9.
juni 2004,
foretages
følgende
ændring: |
|
|
|
|
|
1.
§ 3, stk. 1, 2.
pkt.,
ophæves og i
stedet
indsættes: |
Ȥ 3.
Overtrædelse af
denne lov eller
de i medfør af
den udfærdigede
forskrifter
straffes med
bøde eller
fængsel indtil 2
år. Advarsel kan
i almindelighed
ikke meddeles.
På samme måde
straffes den,
der ved
meddelelse af
urigtige eller
vildledende
oplysninger
eller ved
svigagtig
fortielse opnår
eller søger at
opnå tilladelse
i henhold til
loven eller
forskrifterne,
eller som
handler i strid
med vilkår for
en given
tilladelse. På
samme måde
straffes
endvidere den,
der ved
henvendelse om
en recept eller
rekvisition på
et af de i § 2
eller § 2 a, jf.
§ 2, omhandlede
stoffer eller om
anden ordination
af stoffet giver
urigtig
skriftlig
oplysning om sit
navn, sin bopæl
eller sin
stilling.« |
|
»Ved udmåling af
straffen,
herunder ved
fastsættelse af
bøder, skal der
lægges vægt på
skadevirkningerne
af de pågældende
stoffer.
Advarsel kan i
almindelighed
ikke meddeles,
medmindre
sociale forhold
taler for at
meddele en
advarsel, og
besiddelsen af
stoffet er
udslag af en
stærk
afhængighed som
følge af et
længere- og
vedvarende
misbrug af
euforiserende
stoffer.« |
|
|
§ 2 |
|
|
I straffeloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1000 af 5.
oktober 2006,
foretages
følgende
ændringer: |
|
|
|
Ȥ 124.
Den, der flygter
som anholdt
eller fængslet,
straffes med
bøde eller
fængsel indtil 2
år.
|
|
|
Stk. 2.
På samme måde
straffes den,
der befrier en
anholdt, fængslet
eller
tvangsanbragt
person, såvel
som den, der
tilskynder eller
hjælper en sådan
person til at
undvige eller
holder den
undvegne skjult.
|
|
|
Stk. 3.
Den, som
ulovligt sætter
sig i
forbindelse med
nogen fængslet
eller
tvangsanbragt
person, straffes
med bøde eller
fængsel indtil 3
måneder. |
|
|
|
|
1.
§ 124, stk. 4,
ophæves
og i stedet
indsættes: |
Stk. 4.
Bestemmelserne i
stk. 1-3 gælder
også i forhold
til personer i
forvaring samt
personer, der i
stedet for
varetægtsfængsel,
i forbindelse
med
straffuldbyrdelse
uden for
kriminalforsorgen
eller i medfør
af straffelovens
§ 74 a er
frihedsberøvet i
institution mv.«
|
|
»Stk. 4.
Den, der i et
arresthus eller
lukket fængsel
som anholdt
eller fængslet
uretmæssigt
besidder en
mobiltelefon
eller lignende
kommunikationsudstyr,
straffes med
bøde eller
fængsel indtil 6
måneder. På
samme måde
straffes
besøgende og
andre
udefrakommende,
som uretmæssigt
medtager en
mobiltelefon
eller lignende
kommunikationsudstyr
i et arresthus
eller lukket
fængsel. |
|
|
Stk. 5.
Bestemmelserne i
stk. 1-3 gælder
også i forhold
til personer i
forvaring samt
personer, der i
stedet for
varetægtsfængsel,
i forbindelse
med
straffuldbyrdelse
uden for
kriminalforsorgen
eller i medfør
af straffelovens
§ 74 a er
frihedsberøvet i
institution mv.
Bestemmelsen i
stk. 4, 1. pkt.,
gælder også i
forhold til
personer i
forvaring.« |
|
|
|
|
|
2.
§ 135
affattes
således: |
Ȥ 135.
Med bøde eller
fængsel indtil 3
måneder straffes
den, som ved
ugrundet
påkaldelse af
hjælp, misbrug
af faresignal
eller lignende
forårsager
udrykning af
politi,
brandvæsen,
ambulance, sø-
eller
luftredningstjenesten
eller
civilforsvaret.
« |
|
» § 135.
Med bøde eller
fængsel indtil 3
måneder straffes
den, som ved
ugrundet
påkaldelse af
hjælp, misbrug
af faresignal
eller lignende
forårsager
udrykning af
politi,
ambulance,
redningsberedskabet
eller sø- eller
luftredningstjenesten.
«
|
|
|
§ 3 |
|
|
I lov om
fuldbyrdelse af
straf m.v., jf.
lovbekendtgørelse
nr. 207 af 18.
marts 2005, som
senest ændret
ved lov nr. 1558
af 20. december
2006, foretages
følgende
ændring: |
|
|
|
Ȥ 36. En
indsat har ret
til at medtage,
besidde og råde
over egne
genstande i
institutionen,
medmindre dette
er uforeneligt
med ordens-
eller
sikkerhedsmæssige
hensyn.
Stk. 2.
Justitsministeren
fastsætter
regler om
begrænsninger i
indsattes ret
til at medtage,
besidde og råde
over egne
genstande i
institutionen.
Stk. 3.
Justitsministeren
fastsætter
regler om
indsattes adgang
til at medtage,
besidde og råde
over egne penge
i
institutionen.«
|
|
1. I
§ 36
indsættes som
stk. 4:
»Stk. 4.
En indsat har
ikke ret til at
medtage, besidde
og råde over
mobiltelefon og
lignende
kommunikationsudstyr
i institutionen,
medmindre dette
er foreneligt
med ordens- og
sikkerhedsmæssige
hensyn.
Justitsministeren
fastsætter
regler om
indsattes adgang
til at medtage,
besidde og råde
over
mobiltelefoner
og lignende
kommunikationsudstyr
i institutionen.
« |
|
|
|
§ 4 |
|
|
I lov om rettens
pleje, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1001 af 5.
oktober 2006,
som senest
ændret ved § 1 i
lov nr. 181 af
26. februar
2007, foretages
følgende
ændring: |
Ȥ 792 a.
[ ] |
|
1. I
§ 792 a, stk. 2,
nr. 1,
indsættes efter
»straffelovens«:
Ȥ 124, stk. 4,
eller«. |
Stk. 2.
Legemsundersøgelse
af en sigtet må
kun foretages,
såfremt |
|
|
1) der er
begrundet
mistanke om, at
den pågældende
har gjort sig
skyldig i en
lovovertrædelse,
der efter loven
kan medføre
fængsel i 1 år
og 6 måneder
eller
derover, eller i
en overtrædelse
af straffelovens
§ 249, 1. led,
og |
|
|
2) indgrebet må
antages at være
af afgørende
betydning for
efterforskningen.«
|
|
|
Bilag 2
|
Stofmængde |
Gældende
bødetakster |
Forslag
1. gangstilfælde
|
Forslag
2. gangstilfælde
(50 pct.)
|
Forslag
3. gangstilfælde
og senere
(100 pct.)
|
A 1 Hash |
– 9,9 gram |
500 kr. |
2.000 kr. |
3.000 kr. |
4.000 kr. |
|
10 – 49,9 gram
|
700 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
50 – 99,9 gram
|
1.400 kr. |
5.000 kr. |
7.500 kr. |
10.000 kr. |
A 1 Marihuana
|
– 49,9 gram |
500 kr. |
2.000 kr. |
3.000 kr. |
4.000 kr. |
|
50 – 249,9 gram
|
700 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
250 – 499,9 gram
|
1.400 kr. |
5.000 kr. |
7.500 kr. |
10.000 kr. |
A 1 Hampeplanter
|
– 99,9 gram |
500 kr. |
2.000 kr. |
3.000 kr. |
4.000 kr. |
|
100 – 249,9 gram
|
700 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
250 – 499,9 gram
|
1.100 kr. |
5.000 kr. |
7.500 kr. |
10.000 kr. |
A 2 Khat |
- 999 gram |
Ingen takst |
2.000 kr. |
3.000 kr. |
4.000 kr. |
|
1.000 – 4.999
gram |
Ingen takst |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
5.000 – 9.999
gram |
Ingen takst |
5.000 kr. |
7.500 kr. |
10.000 kr. |
A 3 Heroin |
– 0,49 gram |
800 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
0,5 – 0,9 gram
|
1.400 kr. |
|
|
|
|
1 – 1,9 gram
|
2.000 kr. |
6.000 kr. |
9.000 kr. |
12.000 kr. |
|
2 – 2,9 gram
|
2.600 kr. |
|
|
|
|
3 – 3,9 gram
|
3.300 kr. |
8.000 kr. |
12.000 kr. |
16.000 kr. |
|
4 – 4,9 gram
|
4.000 kr. |
|
|
|
A 4 LSD |
– 9 dosis |
800 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
10 –19 dosis
|
1.400 kr. |
6.000 kr. |
9.000 kr. |
12.000 kr. |
|
20 – 49 dosis
|
2.000 kr. |
8.000 kr. |
12.000 kr. |
16.000 kr. |
B 12 Amfetamin
|
– 0,9 gram |
800 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
1 – 2,9 gram
|
1.400 kr. |
6.000 kr. |
9.000 kr. |
12.000 kr. |
|
3 – 4,9 gram
|
2.000 kr. |
8.000 kr. |
12.000 kr. |
16.000 kr. |
B 29 Kokain |
– 0,9 gram |
800 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
1 – 1,9 gram
|
1.400 kr. |
6.000 kr. |
9.000 kr. |
12.000 kr. |
|
2 – 2,9 gram
|
2.000 kr. |
|
|
|
|
3 – 3,9 gram
|
2.600 kr. |
8.000 kr. |
12.000 kr. |
16.000 kr. |
|
4 – 4,9 gram
|
3.300 kr. |
|
|
|
B 74 Ecstasy 1)
|
– 3 tabletter
|
800 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
4 – 11 tabletter
|
1.400 kr. |
6.000 kr. |
9.000 kr. |
12.000 kr. |
|
12 – 19
tabletter |
2.000 kr. |
8.000 kr. |
12.000 kr. |
16.000 kr. |
B 93 Morfinbase
og morfinklorid
|
– 0,9 gram |
800 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
1 – 1,9 gram
|
1.400 kr. |
6.000 kr. |
9.000 kr. |
12.000 kr. |
|
2 – 2,9 gram
|
2.000 kr. |
|
|
|
|
3 – 3,9 gram
|
2.600 kr. |
8.000 kr. |
12.000 kr. |
16.000 kr. |
|
4 – 4,9 gram
|
3.300 kr. |
|
|
|
B 93
Morfinpiller 1)
|
– 9 tabletter
|
800 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
10 – 19
tabletter |
1.400 kr. |
6.000 kr. |
9.000 kr. |
12.000 kr. |
|
20 – 29
tabletter |
2.000 kr. |
|
|
|
|
30 – 49
tabletter |
2.600 kr. |
8.000 kr. |
12.000 kr. |
16.000 kr. |
B 106 Råopium
|
– 0,9 gram |
800 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
1 – 2,9 gram
|
1.400 kr. |
6.000 kr. |
9.000 kr. |
12.000 kr. |
|
3 – 4,9 gram
|
2.000 kr. |
8.000 kr. |
12.000 kr. |
16.000 kr. |
Lægemidler bl.a.
dobesin,
stesolid,
metadon, ketogan
|
– 49 tabletter
|
800 kr. |
3.000 kr. |
4.500 kr. |
6.000 kr. |
|
50 – 99
tabletter |
1.400 kr. |
6.000 kr. |
9.000 kr. |
12.000 kr. |
1) Det
bemærkes, at både
morfinpiller og ecstasy
angives i antal piller
og ikke i gram, men det
antages, at fire
ecstasy-tabletter svarer
til ca. 1 gram
amfetamin.