Lovforslag nr. 211 fremsat den
29. april 2009 af
justitsministeren (Brian Mikkelsen)
Forslag
til
Lov om ændring
af straffeloven, retsplejeloven,
våbenloven, lov om politiets
virksomhed, lov om fuldbyrdelse
af straf m.v. og
forvaltningsloven
(Styrket indsats mod
bandekriminalitet m.v.)
§ 1
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1068 af 6.
november 2008, som ændret ved
§ 7 i lov nr. 1404 af 27.
december 2008, foretages
følgende ændringer:
1.
I § 57, nr.
9, ændres »§ 40 i lov om
social service« til: »§ 52 i lov
om social service«.
2.
Efter § 81 indsættes:
Ȥ 81
a. Den straf, der er
foreskrevet i denne lovs §§ 119,
123 og 245, § 245, jf. § 247,
§ 246, jf. § 245, § 246, jf.
§ 245, jf. § 247, og § 252,
stk. 1, kan forhøjes indtil det
dobbelte, hvis lovovertrædelsen
har baggrund i et gensidigt
opgør, som foregår mellem
grupper af personer, og hvor der
flere gange som led i opgøret
enten er anvendt skydevåben,
eller anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse omfattet
af denne lovs § 180.
Stk. 2.
Ved fastsættelse af straffen for
overtrædelse af denne lovs
§ 180, § 183, stk. 2, og § 237
skal det i almindelighed indgå
som en særdeles skærpende
omstændighed, hvis
lovovertrædelsen har baggrund i
et gensidigt opgør som nævnt i
stk. 1.«
3.
§ 114,
stk. 1, nr. 6, affattes
således:
»6)
Overtrædelser af lovgivningen om
våben og eksplosivstoffer under
særlig skærpende omstændigheder
efter § 192 a.«
4.
I § 114 a,
nr. 1, 4, 5 og 6, ændres
»§ 192 a, stk. 2,« til: »§ 192
a,«.
5.
I § 119,
stk. 3, ændres »6
måneder« til: »1 år og 6
måneder«.
6.
§ 192 a
affattes således:
Ȥ 192
a. Med fængsel fra 1 år
indtil 6 år straffes den, der
overtræder lovgivningen om våben
og eksplosivstoffer ved under
særlig skærpende omstændigheder
på offentligt tilgængeligt sted
at besidde, bære eller anvende
1)
skydevåben med tilhørende
ammunition eller
2)
andre våben eller
eksplosivstoffer, når våbnet
eller eksplosivstofferne på
grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet
til at forvolde betydelig
skade.
Stk. 2.
Den, der i øvrigt overtræder
lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer under særlig
skærpende omstændigheder,
straffes med fængsel indtil 6
år.«
§ 2
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1069 af 6.
november 2008, som ændret senest
ved lov nr. 187 af 18. marts
2009, foretages følgende
ændringer:
1.
I § 762,
stk. 2, nr. 2, ændres
»§ 192 a, stk. 1« til: »§ 192 a,
stk. 2«.
2.
I § 769
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Er der afsagt dom i sagen,
hvorved den tiltalte er idømt
ubetinget fængsel i mere end 30
dage for en lovovertrædelse, som
er undergivet offentlig påtale,
kan den tiltalte endvidere
varetægtsfængsles, når hensynet
til retshåndhævelsen skønnes at
kræve, at den tiltalte ikke er
på fri fod, under hensyntagen
til, at
1)
der foregår et gensidigt
opgør mellem grupper af
personer, hvor der flere
gange som led i opgøret
enten er anvendt skydevåben,
eller anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade,
eller begået brandstiftelse
omfattet af denne lovs
§ 180, og
2)
den tiltalte har tilknytning
til en af disse grupper.«
Stk. 2 bliver herefter
stk. 3.
3.
§ 769,
stk. 2, der bliver
stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
Indbringes den afgørelse, der er
truffet i sagen, for højere ret,
og er der i medfør af stk. 1
eller 2 truffet afgørelse om
anvendelse af varetægtsfængsling
eller andre foranstaltninger
efter afgørelsen, skal
spørgsmålet om den fortsatte
anvendelse heraf snarest
forelægges for den overordnede
ret, hvortil afgørelsen er
indbragt. Ved denne rets
behandling af spørgsmålet om
varetægtsfængsling eller andre
foranstaltninger finder § 762,
§ 764, stk. 1, 3 og 4, §§ 765 og
766, § 767, stk. 1, 1.-4. pkt.,
og stk. 2 og 3, § 768 samt
§ 769, stk. 2, tilsvarende
anvendelse.«
§ 3
I lov om våben
og eksplosivstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1316 af
26. november 2007, som ændret
senest ved § 3 i lov nr. 500 af
17. juni 2008, foretages
følgende ændring:
1.
§ 10,
stk. 2, ophæves.
Stk. 3-5 bliver herefter
stk. 2-4.
§ 4
I lov nr. 444
af 9. juni 2004 om politiets
virksomhed, som ændret ved § 19
i lov nr. 538 af 8. juni 2006,
foretages følgende ændring:
1.
I § 23,
stk. 3, indsættes efter
»med bøde«: »eller fængsel
indtil 6 måneder«.
§ 5
I lov om
fuldbyrdelse af straf m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1337 af 3.
december 2007, som ændret ved
lov nr. 496 af 17. juni 2008,
§ 4 i lov nr. 500 af 17. juni
2008 og § 17 i lov nr. 1336 af
19. december 2008, foretages
følgende ændringer:
1.
I § 10, nr.
2, indsættes efter
»retshåndhævelsen«: »eller
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed«.
2.
I § 12,
stk. 1, indsættes som 2.
pkt.:
»Det
gælder dog ikke ved ansøgning om
udsættelse eller benådning, hvis
politidirektøren har underrettet
kriminalforsorgen om, at
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder straffuldbyrdelsen
uden at afvente behandlingen af
en sådan ansøgning.«
3.
I § 78 a,
stk. 3, indsættes efter
2. pkt.:
»En
ansøgning kan dog ikke tillægges
opsættende virkning, hvis
politidirektøren har underrettet
kriminalforsorgen om, at
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder straffuldbyrdelsen
uden at afvente behandlingen af
en sådan ansøgning.«
4.
I § 78 b,
stk. 2, indsættes efter
»hensigtsmæssig«: », herunder
hvis der er grund til at antage,
at den dømte ikke vil overholde
de vilkår, som gælder for
fuldbyrdelse på bopælen.«
§ 6
I
forvaltningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1365 af 7.
december 2007, foretages
følgende ændringer:
1.
I § 9,
stk. 4, nr. 3, ændres
»afsoningsinstitution og« til:
»afsoningsinstitution,«.
2.
I § 9,
stk. 4, nr. 4, ændres
»fællesskab.« til: » fællesskab
og«.
3.
I § 9,
stk. 4, indsættes som nr.
5:
»5)
straffuldbyrdelsens
iværksættelse, udsættelse og
benådning samt fuldbyrdelse af
straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol for så
vidt angår oplysninger, der er
indhentet for at belyse hensynet
til politiets forebyggende
virksomhed som nævnt i lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. § 10,
nr. 2, § 12, stk. 1, og § 78 a,
stk. 3.«
§ 7
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 15.
juni 2009.
Stk. 2.
Lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. § 10, nr. 2, § 12, stk. 1,
og § 78 a, stk. 3, som affattet
ved denne lovs § 5, nr. 1-3,
finder anvendelse på personer,
der idømmes fængselsstraf efter
den 15. juni 2009.
Stk. 3.
Forvaltningslovens § 9, stk. 4,
nr. 5, som affattet ved denne
lovs § 6, nr. 3, gælder for
dokumenter, der udarbejdes efter
lovens ikrafttræden.
§ 8
Stk. 1.
Lovens §§ 1-5 gælder ikke for
Færøerne og Grønland, jf. dog
stk. 2 og 3. Lovens § 6 gælder
ikke for sager om færøske eller
grønlandske anliggender, men kan
ved kongelig anordning sættes i
kraft for sådanne sager med de
afvigelser, som de særlige
færøske og grønlandske forhold
tilsiger. Dette gælder dog kun
for sager, der er eller har
været under behandling af
rigsmyndighederne.
Stk. 2.
§§ 1, 4 og 5 kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som
de særlige færøske forhold
tilsiger.
Stk. 3.
§ 4 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Grønland med
de afvigelser, som de særlige
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
|
|
1.1. Baggrunden
for lovforslaget
|
|
1.2.
Lovforslagets
hovedpunkter og
formål
|
|
2. Særlig
bestemmelse om
strafforhøjelse
og skærpet straf
for visse
lovovertrædelser
med baggrund i
rocker- og
banderelaterede
opgør mv.
|
|
2.1. Gældende
ret
|
|
2.2.
Lovforslagets
udformning
|
|
3. Udvidet
straffelovsbestemmelse
om overtrædelse
af
våbenlovgivningen
|
|
3.1. Gældende
ret
|
|
3.1.1.
Våbenlovens § 10
og straffelovens
§ 192 a
|
|
3.1.2.
Besiddelse mv.
af skydevåben på
offentligt
tilgængeligt
sted
|
|
3.1.3.
Besiddelse mv.
af skydevåben på
bopælen og andre
ikke offentligt
tilgængelige
steder
|
|
3.1.4.
Besiddelse mv.
af særdeles
farlige våben og
eksplosivstoffer
|
|
3.1.5.
Strafudmålingen
|
|
3.2.
Lovforslagets
udformning
|
|
3.3. Våbenlovens
§ 10, stk. 2
|
|
3.4. Hemmelig
ransagning efter
retsplejelovens
§ 799
|
|
4. Skærpelse af
straffen for
overtrædelse af
straffelovens
§ 119, stk. 3
|
|
4.1. Gældende
ret
|
|
4.2.
Lovforslagets
udformning
|
|
5.
Varetægtsfængsling
efter dom og
hurtigere
afsoning
|
|
5.1. Indledning
|
|
5.2.
Varetægtsfængsling
efter fældende
dom
|
|
5.2.1. Gældende
ret
|
|
5.2.2.
Lovforslagets
udformning
|
|
5.3.
Fuldbyrdelse af
straf på bopælen
under intensiv
overvågning og
kontrol
(elektronisk
fodlænke) samt
udsættelse af
straffuldbyrdelsen
|
|
5.3.1. Gældende
ret
|
|
5.3.2.
Lovforslagets
udformning
|
|
5.4. Begrænsning
i retten til
aktindsigt
|
|
5.4.1. Gældende
ret
|
|
5.4.2.
Lovforslagets
udformning
|
|
5.5. Øvrige
administrative
tiltag
|
|
6. Bedre
efterforskningsredskaber
|
|
6.1.
Varetægtsfængsling
|
|
6.1.1. Gældende
ret
|
|
6.1.2.
Lovforslagets
udformning
|
|
6.2. Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
|
|
7. Zoneforbud
|
|
8. Andre
initiativer, der
udmønter
regeringens
bandepakke
|
|
9. De økonomiske
og
administrative
konsekvenser for
det offentlige
|
|
10. De
økonomiske og
administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
mv.
|
|
11. De
administrative
konsekvenser for
borgere
|
|
12. De
miljømæssige
konsekvenser
|
|
13. Forholdet
til EU-retten
|
|
14. Hørte
myndigheder mv.
|
|
15.
Sammenfattende
skema
|
|
1.
Indledning
1.1.
Baggrunden
for lovforslaget
Siden
sensommeren 2008 har der navnlig
i hovedstadsområdet været en
række voldelige episoder mellem
forskellige grupper med
tilknytning til rocker- og
bandemiljøet.
Politiet har i
forbindelse med visitationer af
personer i hovedstadsområdet i
flere tilfælde konstateret, at
personer med formodet
tilknytning til rocker- og
bandemiljøet har været bevæbnet
med skarpladte våben og båret
skudsikre veste.
Endvidere har
politiet i forbindelse med
ransagninger af tilholdssteder
for personer og grupper inden
for rocker- og bandemiljøet
konstateret, at der på
tilholdsstederne har været
opbevaret skydevåben, og at der
har været opbevaret skydevåben i
private hjem hos personer med
formodet tilknytning til rocker-
og bandemiljøet.
Der har
endvidere været flere meget
voldsomme episoder med drab og
drabsforsøg, som formodes at
have baggrund i verserende
konflikter mellem nogle
rockergrupper og bander, og hvor
der har været anvendt skydevåben
på offentligt tilgængelige
steder. I nogle af disse
tilfælde er også personer uden
nogen tilknytning til rocker- og
bandemiljøet blevet truet med
skydevåben, kommet alvorligt til
skade eller blevet dræbt.
Rigspolitiet
har således oplyst, at mere end
20 personer er blevet såret og 3
personer er blevet dræbt siden
sensommeren 2008 ved skud på
gaden eller andet frit
tilgængeligt sted i
hovedstadsområdet.
Disse
skudepisoder, der bl.a. har
fundet sted i tæt bebyggede
bolig- og butiksområder i
hovedstadsområdet, har skabt
frygt og utryghed i
befolkningen, således at
konflikterne på rocker- og
bandeområdet har udviklet sig
til at være en trussel mod det
normale samfundsliv i de berørte
områder.
Problemerne
med rocker- og banderelateret
kriminalitet er ikke nye
problemer. Opgør mellem disse
grupperinger, bl.a. om
kontrollen over de kriminelle
markeder mv., er heller ikke et
nyt problem. Der har i de senere
år været stor fokus på at
bekæmpe dette uvæsen både med
nye lovgivningsmæssige tiltag og
med en styrket og bred
myndighedsindsats. Den seneste
udvikling, hvor opgør udkæmpes i
gaderne med skyderier mv., der
også rammer helt tilfældige
almindelige borgere, som færdes
på gaden i deres egen by, har
imidlertid efter regeringens
opfattelse skabt en ny
situation, hvor samfundet må
sige fra med ekstraordinært
skrappe modforholdsregler over
for rockergrupperne og banderne.
På denne dybt
alvorlige baggrund fremlægger
regeringen hermed forslag til
skærpede straffe, bedre
efterforskningsredskaber for
politiet, initiativer med
henblik på at sikre hurtig
indsættelse af dømte til
afsoning samt andre tiltag med
henblik på at skabe sikkerhed og
tryghed for borgerne.
Lovforslaget udmønter en del af
regeringens samlede bandepakke,
som blev fremlagt den 4. marts
2009. Lovforslagets hovedpunkter
og formål er omtalt under pkt.
1.2 nedenfor. De øvrige
initiativer i pakken er omtalt
neden for under pkt. 8.
1.2.
Lovforslagets
hovedpunkter og formål
Lovforslaget
indeholder følgende
hovedpunkter:
Det foreslås
at indføre en særlig bestemmelse
om fordobling af straffen for
visse alvorlige forbrydelser,
når den pågældende forbrydelse
begås med baggrund i et
gensidigt opgør, som foregår
mellem grupper af personer, og
hvor der flere gange som led i
opgøret enten er anvendt
skydevåben, eller anvendt våben
eller eksplosivstoffer, som på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse efter
straffelovens § 180.
Det foreslås
endvidere at indføre en
bestemmelse, hvorefter den, der
overtræder lovgivningen om våben
og eksplosivstoffer ved under
særlig skærpende omstændigheder
på offentligt tilgængeligt sted
at besidde, bære eller anvende
skydevåben med tilhørende
ammunition eller andre våben
eller eksplosivstoffer, når
våbnet eller eksplosivstofferne
på grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade,
straffes med fængsel fra 1 år
indtil 6 år. Bestemmelsen
indebærer bl.a., at der indføres
en minimumsstraf på 1 års
fængsel for under særlig
skærpende omstændigheder at
besidde ulovlige skydevåben på
åben gade.
Der foreslås
desuden en generel bestemmelse i
straffeloven, hvorefter
overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder i
øvrigt skal kunne straffes med
fængsel indtil 6 år.
Bestemmelsen har bl.a. til
formål at skærpe straffen for
ulovlig indførelse af og handel
med skydevåben samt i øvrigt for
ulovlig besiddelse mv. af
skydevåben på bopælen eller et
andet ikke offentligt
tilgængeligt sted. Den
foreslåede strafferamme med et
maksimum på 6 års fængsel vil i
givet fald også indebære, at der
efter omstændighederne vil kunne
foretages bl.a. telefonaflytning
i alle sager om overtrædelse af
våbenlovgivningen, som er
omfattet af den foreslåede
bestemmelse.
I tilknytning
til den foreslåede generelle
bestemmelse om overtrædelser af
våbenlovgivningen foreslås det
endvidere, at der skal være
mulighed for varetægtsfængsling
af hensyn til retshåndhævelsen i
alle sager om overtrædelser af
våbenlovgivningen, som er
omfattet af den foreslåede
generelle bestemmelse i
straffeloven. Den foreslåede
bestemmelse om minimumsstraf på
1 års fængsel vil indebære, at
der i disse tilfælde vil være
grundlag for
retshåndhævelsesarrest i medfør
af retsplejelovens § 762,
stk. 2, nr. 1 (som ikke foreslås
ændret), mens der i de øvrige
tilfælde efter forslaget vil
være mulighed for
varetægtsfængsling i medfør af
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 2.
Det foreslås
desuden, at der indføres en ny
regel om adgang til
varetægtsfængsling efter
fældende dom på grundlag af
retshåndhævelseshensyn af
personer med tilknytning til
rockergrupper eller bander mv.,
når den pågældende rockergruppe
eller bande deltager i voldelige
konflikter, hvor der bruges
skydevåben mv.
Desuden
foreslås det at ændre
straffuldbyrdelsesloven, sådan
at der ved afgørelse af, om en
straffuldbyrdelse kan udsættes,
også skal lægges vægt på, om
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed taler
imod dette. Efter forslaget kan
der ved vurderingen af, hvad
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed kræver,
dels lægges vægt på politiets
vurdering af den dømtes
recidivrisiko i sammenhæng med
karakteren af den begåede
kriminalitet, dels lægges vægt
på, om den dømte på grundlag af
politiets foreliggende
oplysninger må antages at have
en sådan tilknytning til en
gruppe af personer, der udviser
et adfærdsmønster præget af
omfattende kriminalitet af
voldelig karakter, at der er et
væsentligt politimæssigt behov
for, at den pågældende
påbegynder afsoning uden
udsættelse.
Det foreslås
endvidere at ændre
straffuldbyrdelsesloven, sådan
at der ikke er pligt til at
tillægge ansøgninger om
udsættelse af afsoning eller
benådning eller om afsoning på
bopælen med elektronisk fodlænke
opsættende virkning, hvis
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at afsoningen
påbegyndes uden at afvente
behandlingen af en sådan
ansøgning.
Endvidere
foreslås det at lovfæste, at
tilladelse til strafudståelse på
bopælen kan nægtes meddelt, hvis
der er grund til at antage, at
den dømte ikke vil overholde de
vilkår, som gælder for
fuldbyrdelse på bopælen.
I tilknytning
til de foreslåede ændringer af
straffuldbyrdelsesloven foreslås
det at ændre forvaltningsloven,
sådan at afskæringen af retten
til aktindsigt udvides til også
at omfatte sager om
straffuldbyrdelsens
iværksættelse, udsættelse og
benådning samt fuldbyrdelse af
straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol for så
vidt angår oplysninger, der er
indhentet for at belyse hensynet
til politiets forebyggende
virksomhed i medfør af de
foreslåede nye bestemmelser
herom i straffuldbyrdelsesloven.
Det foreslås
endvidere at skærpe straffen i
tilfælde, hvor nogen på anden
måde end ved vold eller trussel
om vold lægger hindringer i
vejen for, at politi, brandvæsen
mv. kan udføre deres hverv, jf.
straffelovens § 119, stk. 3.
Strafmaksimum foreslås således
forhøjet fra fængsel i 6 måneder
til fængsel i 1 år og 6 måneder.
Endelig
foreslås det, at der skal kunne
idømmes frihedsstraf for
overtrædelse af såkaldte
zoneforbud, som vil blive
reguleret i bekendtgørelse nr.
511 af 20. juni 2005
(ordensbekendtgørelsen), jf.
nærmere herom under pkt. 7
nedenfor.
2.
Særlig
bestemmelse om strafforhøjelse
og skærpet straf for visse
lovovertrædelser med baggrund i
rocker- og banderelaterede opgør
mv.
2.1 Gældende
ret
I straffeloven
findes der i dag både
bestemmelser om forhøjelse af
strafferammen i nærmere angivne
straffelovsbestemmelser, og
bestemmelser om forhold, der
skal indgå som skærpende
omstændigheder ved fastsættelsen
af straffen. Disse bestemmelser
kan efter omstændighederne være
relevante at anvende i
forbindelse med kriminalitet,
der har sin baggrund i
bandeopgør eller lignende. I den
forbindelse kan således bl.a.
nævnes følgende bestemmelser:
Straffelovens
§ 247 hjemler
en
forhøjelse af strafferammen
for overtrædelse af §§ 244-246
(voldsbestemmelserne) i
straffeloven med indtil det
halve, hvis forbrydelsen begås
af en person, der tidligere er
dømt for forsætligt legemsangreb
eller for en forbrydelse, der
har været forbundet med
forsætlig vold (stk. 1), eller
hvis forbrydelsen er begået over
for en person, der efter
karakteren af sit arbejde er
særlig udsat for vold (stk. 2).
Straffelovens
kapitel 10 om straffens
fastsættelse indeholder bl.a.
almindelige regler om straffens
fastsættelse og regler om
skærpende og formildende
omstændigheder. Straffelovens
§ 81 angiver således en række
forhold, som skal anses
som
skærpende omstændigheder
ved straffens fastsættelse.
Efter
straffelovens § 81, nr. 2, skal
det f.eks. i almindelighed indgå
som en skærpende omstændighed,
at gerningen er udført af flere
i forening.
Efter § 81,
nr. 3, skal det i almindelighed
indgå som skærpende
omstændighed, at gerningen er
særligt planlagt eller led i
omfattende kriminalitet, typisk,
at der er tale om professionel
eller mere systematisk
kriminalitet med flere personer
indblandet, f.eks. organiseret
økonomisk kriminalitet,
narkotikakriminalitet,
hælerivirksomhed eller
menneskesmugling. Bestemmelsen
kan dog efter omstændighederne
også anvendes, hvor kun en
enkelt person er involveret i
den pågældende forbrydelse. Det
er ikke nødvendigt, at
gerningsmanden har haft en
særlig vigtig rolle ved
planlægningen eller udførelsen
af den omhandlede kriminalitet.
Bestemmelsen vil efter
omstændighederne kunne omfatte
personer, der ikke indtager
overordnede funktioner i en
kriminel organisation.
Efter § 81,
nr. 4, skal det i almindelighed
indgå som skærpende
omstændighed, at gerningsmanden
tilsigtede, at gerningen skulle
have betydeligt alvorligere
følger, end den fik. Ordet
»tilsigtede« antages ikke at
indebære et skærpet forsætskrav.
Som eksempel på tilfælde, hvor
bestemmelsen kan tænkes anvendt,
kan nævnes brandstiftelse på
fremmed ejendom, jf.
straffelovens § 181, stk. 1,
hvor gerningsmanden har haft
forsæt til, at hele ejendommen
brændte ned, men brandstiftelsen
alene førte til, at en mindre
del af ejendommen ødelagdes.
§ 81, nr. 5,
fastslår, at det i almindelighed
skal indgå som en skærpende
omstændighed, at gerningsmanden
har udvist særlig hensynsløshed.
Med ordet »særlig« markeres, at
bestemmelsen er forbeholdt
omstændigheder, der rækker
videre end til den
hensynsløshed, som normalt
indgår i den pågældende
forbrydelse. Som eksempel på
tilfælde, hvor bestemmelsen kan
tænkes anvendt, kan nævnes
væbnet røveri, hvorunder der
tillige affyres skarpe
varselsskud.
Der findes i
dag ikke bestemmelser i
straffeloven, der medfører en
fordobling af den foreskrevne
straf for lovovertrædelser, der
har baggrund i et bandeopgør
eller lignende, eller hvorefter
det i almindelighed skal indgå
som en særdeles skærpende
omstændighed, at
lovovertrædelsen har baggrund i
et bandeopgør eller lignende.
2.2.
Lovforslagets
udformning
2.2.1.
Som nævnt oven for under pkt.
1.1 har der siden sensommeren
2008 i navnlig hovedstadsområdet
med formodet baggrund i
verserende rocker- og
bandekonflikter fundet
skudepisoder sted i tæt
bebyggede bolig- og
butiksområder. Skyderierne har
medført betydelig fare for liv
og helbred også for
udenforstående borgere uden
nogen tilknytning til rocker- og
bandemiljøet. Ved nogle af de
nævnte skudepisoder er personer
uden tilknytning til de
verserende rocker- og
bandekonflikter blevet dræbt,
formentlig på grund af
forveksling mv.
Som det
fremgår af pkt. 3.2.1 nedenfor
har politiet i forbindelse med
visitationer af personer i
hovedstadsområdet konstateret,
at personer med formodet
tilknytning til rocker- og
bandemiljøet i en række tilfælde
færdes med skarpladte våben, og
de pågældende personer har
ligeledes i en række tilfælde
ved antræffelsen båret skudsikre
veste. Der er endvidere blevet
fundet et stort antal våben ved
ransagninger på adresser med
formodet tilknytning til bande-
og rockermiljøet.
Det verserende
bandeopgør har på denne baggrund
skabt frygt og utryghed i
befolkningen, og opgøret har på
tidspunkter udviklet sig på en
sådan måde, at det har været en
trussel mod det normale
samfundsliv i de mest berørte
områder og bydele.
Omfanget og
karakteren af skudepisoder, brug
af skudsikre veste, besiddelsen
af skarpladte våben og
forekomsten af våben ved bl.a.
ransagninger af tilholdssteder
for rocker- og banderelaterede
grupper (jf. pkt. 3.2.1
nedenfor), viser således efter
regeringens opfattelse, at
rocker- og banderelaterede
gensidige opgør kan udvikle sig
på en måde, der truer det
normale samfundsliv og den
almindelige befolkning, som
risikerer at blive tilfældige
ofre i forbindelse med farlige
personangreb på frit
tilgængelige steder.
Det indgår som
et væsentligt element i denne
vurdering, at rocker- og
banderelaterede opgør som det,
der for tiden verserer i
hovedstadsområdet, efter sin
karakter indebærer en betydelig
risiko for optrapning både med
hensyn til intensitet og med
hensyn til de midler, der
anvendes.
Regeringen
foreslår på denne baggrund, at
der indføres en særlig
bestemmelse om
strafskærpelse/strafforhøjelse
med henblik på, at straffen som
udgangspunkt
fordobles
for visse grovere
lovovertrædelser, der har
baggrund i gensidige opgør
mellem grupper af personer, hvor
der flere gange som led i
opgøret enten er anvendt
skydevåben, eller anvendt våben
eller eksplosivstoffer, der på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse som
omfattet af straffelovens § 180.
Den foreslåede
bestemmelse tager sigte på
situationer, hvor visse
alvorlige forbrydelser begås i
forbindelse med verserende
opgør af en
karakter, der kan udgøre
en trussel mod det normale
samfundsliv i de berørte områder
og/eller bydele.
Den foreslåede
bestemmelse, hvorefter straffen
fordobles for visse grovere
lovovertrædelser, der har sin
baggrund i et gensidigt opgør,
hvor der flere gange som led i
opgøret er anvendt skydevåben
mv., vil kunne indebære, at der
i nogle tilfælde bliver tale om
at udmåle straffe, som er
strengere end straffene for
forbrydelser, som ellers i
almindelighed anses for grovere.
Regeringen lægger imidlertid
vægt på, at overtrædelser
omfattet af den foreslåede
bestemmelse foretages som led i
et gensidigt voldeligt opgør,
der efter sin karakter kan være
en helt meningsløs trussel mod
det normale samfundsliv i de
berørte områder, bl.a. fordi
skyderier mv. på åben gade kan
ramme helt tilfælde almindelige
borgere, som færdes der. Derfor
er det efter regeringens
opfattelse nødvendigt med
ekstraordinært skrappe
modforholdsregler over for de
grupperinger, som deltager i
sådanne opgør.
Det må
forventes, at det i en række
tilfælde vil kunne være meget
vanskeligt at bevise, at de
foreslåede betingelser for, at
bestemmelsen finder anvendelse,
er opfyldt, herunder betingelsen
om, at der er et igangværende
opgør af den omhandlede
karakter, og at den pågældende
forbrydelse er begået med
baggrund i opgøret, jf. nedenfor
under pkt. 2.2.3 og 2.2.4. Der
vil imidlertid efter regeringens
opfattelse også være en række
tilfælde, hvor det vil stå
klart, at kriterierne er
opfyldt.
2.2.2.
Det foreslås, at der i
straffelovens § 81 a
indføres en bestemmelse,
hvorefter den straf, der er
foreskrevet i straffelovens
§§ 119, 123 og 245, § 245, jf.
§ 247, § 246, jf. § 245, § 246,
jf. § 245, jf. § 247, og § 252,
stk. 1, kan
forhøjes indtil det dobbelte,
hvis lovovertrædelsen har
baggrund i et gensidigt opgør,
som foregår mellem grupper af
personer, og hvor der flere
gange som led i opgøret enten er
anvendt skydevåben, eller
anvendt våben eller
eksplosivstoffer, der på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse efter
straffelovens § 180 (§ 81 a,
stk. 1). Endvidere foreslås det,
at det ved fastsættelse af
straffen for overtrædelse af
straffelovens § 180, § 183,
stk. 2, § 237, hvorefter
straffen kan gå op til fængsel
på livstid, i almindelighed skal
indgå som en
særdeles
skærpende omstændighed,
hvis lovovertrædelsen har
baggrund i et gensidigt opgør af
den nævnte karakter (§ 81 a,
stk. 2).
2.2.3.
Det er en betingelse for at
anvende den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 81
a, at der foreligger et
»opgør«.
Herved sigtes der til en
konflikt mellem to
(rivaliserende) parter af en
betydelig intensitet, som gennem
en vis periode giver sig udslag
i angreb. Enkeltstående
voldelige angreb eller lignende
uden indbyrdes sammenhæng vil
således ikke være tilstrækkeligt
til at udgøre et opgør omfattet
af den foreslåede bestemmelse.
Det er uden
betydning for vurderingen af, om
et opgør er omfattet af den
foreslåede bestemmelse, hvad der
er årsagen til konflikten, og
hvad konflikten drejer sig om.
Dernæst er det
en betingelse, at opgøret mellem
de pågældende grupper af
personer er
»gensidigt«. Den
foreslåede bestemmelse vil
således ikke finde anvendelse,
hvis der er tale om, at én
gruppe forfølger en anden gruppe
ved (flere gange) at angribe den
anden gruppe, der ikke går til
modangreb med brug af strafbare
midler.
Endvidere er
det en betingelse, at det
pågældende opgør finder sted
mellem
»grupper af personer«,
det vil sige mere end én person
på hver side i konflikten.
Som
»grupper«
anses ikke kun formaliserede
grupper med en fast struktur og
rollefordeling medlemmerne
imellem, et fast tilholdssted og
med fast navn eller lignende.
Bestemmelsen omfatter også mere
løse grupperinger, hvis gruppen
dog virker med et fælles sigte
eller mål og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte
situationer, f.eks. at
personerne i gruppen som regel
bliver alarmeret og instrueret
via telefon- eller sms-kæder i
forbindelse med bestemte
voldelige eller truende
begivenheder, som indtræffer.
I det omfang
der således foreligger et
gensidigt opgør mellem grupper
af personer, er det en
betingelse for, at bestemmelsen
kan finde anvendelse, at der
flere gange som led i opgøret
enten er anvendt skydevåben,
eller anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse efter
straffelovens § 180. Det
forhold, at der flere gange som
led i opgøret skal være anvendt
skydevåben mv. indebærer, at et
enkelt angreb ikke vil medføre,
at bestemmelsen finder
anvendelse, men der skal være
tale om to eller flere tilfælde.
Betingelsen om »flere gange« vil
være opfyldt, uanset om der
flere gange er anvendt
skydevåben eller f.eks.
eksplosivstoffer eller begge
dele tilsammen.
De våbentyper,
der er omfattet af den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 81 a, svarer til
de våbentyper, der er omfattet
af den foreslåede § 192 a,
stk. 1, i straffeloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 6, jf.
neden for under pkt. 3.2.2.
Det er ikke en
betingelse, at de nævnte
skydevåben mv. anvendes af begge
eller alle grupper, der deltager
i opgøret. Det vil efter
forslaget være tilstrækkeligt,
hvis blot en af grupperne gør
brug af skydevåben mv., idet der
i så fald også vil være risiko
for optrapning mv. af
konflikten.
2.2.4.
Det foreslås, at den særlige
strafskærpelses- og
strafforhøjelsesregel skal
omfatte visse meget grove
forbrydelser, der typisk vil
kunne indgå i banderelaterede
opgør, hvor der anvendes
skydevåben mv.
Det foreslås
således, at bestemmelsen skal
omfatte vold eller trusler om
vold mv. mod personer, der
handler i medfør af offentlig
tjeneste eller hverv (§ 119),
trusler mod vidner (§ 123),
brandstiftelse (§ 180),
bombesprængning mv. (§ 183,
stk. 2), drab (§ 237), grov vold
(§ 245 og § 246, jf. § 245),
grov vold i gentagelsestilfælde
og mod personer, der efter
karakteren af sit arbejde er
særlig udsat for vold (§ 245,
jf. § 247, og § 246, jf. § 245,
jf. § 247) samt hensynsløs
fareforvoldelse (§ 252, stk. 1).
Det er ikke en
betingelse for, at den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 81 a kan
anvendes, at der er anvendt
skydevåben mv. ved
den enkelte
lovovertrædelse, som
begås med baggrund i et
verserende opgør omfattet af
bestemmelsen. F.eks. vil også et
drab begået ved slag, spark
eller brug af andre redskaber
være omfattet af bestemmelsen,
hvis betingelserne i øvrigt er
opfyldte. Baggrunden herfor er,
at selv om den enkelte
forbrydelse begås uden brug af
skydevåben mv., vil den, når den
begås som led i et verserende
gensidigt opgør af den
omhandlede karakter, kunne være
med til at fastholde og optrappe
opgøret.
Det er efter
forslaget en betingelse for at
anvende bestemmelsen om
forhøjet/skærpet straf, at den
pågældende lovovertrædelse, har
»baggrund
i« et opgør,
»som
foregår«.
Det er således
en betingelse, at et gensidigt
opgør er i gang på det
tidspunkt, hvor den pågældende
kriminalitet begås. Afgørelsen
af, om der foregik et opgør i
bestemmelsens forstand på
gerningstidspunktet, vil bero på
en vurdering af de foreliggende
oplysninger om omfanget og
hyppigheden af gensidige angreb
med baggrund i konflikten på det
pågældende tidspunkt. F.eks. vil
en voldshandling, som begås mod
et medlem af en rivaliserende
gruppe efter, at den gensidige
konflikt er ophørt, ikke være
omfattet af bestemmelsen, heller
ikke selv om forbrydelsen
eventuelt begås med et hævnmotiv
i forhold til tidligere
forbrydelser, der blev begået,
mens konflikten var i gang, og
selv om forbrydelsen således kan
skabe risiko for, at den
gensidige konflikt blusser op
igen. Ved denne afgrænsning af
bestemmelsens anvendelsesområde
er der lagt vægt på, at det må
anses for særlig strafværdigt at
deltage i en gensidig væbnet
konflikt af den omhandlede
karakter. Der vil efter
omstændighederne kunne blive
tale om at straffe for forsøg,
jf. straffelovens § 21, hvis det
må antages, at den pågældende
havde forsæt til at deltage i en
verserende konflikt.
Herudover er
det en betingelse, at det angreb
mv., som foretages, har
baggrund
i opgøret. Heri ligger, at det
skal kunne lægges til grund, at
den pågældende lovovertrædelse
helt eller delvis har været
motiveret af at ville deltage i
eller reagere på den
igangværende konflikt. Det er
uden betydning, om der tillige
er andre motiver for angrebet,
herunder f.eks. personlige
uoverensstemmelser, hævn for
tidligere krænkelser,
fornærmelser eller lignende.
Hvis f.eks. en
person med tilknytning til en af
de stridende grupper får en
udenforstående til som led i
opgøret at begå en af de
omfattede forbrydelser mod en
person, der tilhører en
rivaliserende gruppe, vil
bagmanden kunne straffes i
medfør af den foreslåede
bestemmelse, jf. straffelovens
§ 23 om strafbar medvirken, mens
den udenforstående gerningsmands
handling vil være omfattet, hvis
den pågældende har haft det
fornødne forsæt til, at
forbrydelsen har baggrund i
bandeopgøret.
Den foreslåede
bestemmelse kan også omfatte
lovovertrædelser, der begås over
for andre personer end dem, der
tilhører eller har tilknytning
til en gruppe, der er involveret
i opgøret, f.eks. hvis der i
forbindelse med politiets
arrestation af gerningsmanden
til en forbrydelse, der er
begået som led i et gensidigt
opgør som nævnt i bestemmelsen,
udøves vold mod en politibetjent
for at få denne til at undlade
at gennemføre arrestationen,
eller hvis der fremsættes
trusler mod et vidne til et
angreb, der er foretaget som led
i opgøret. Angreb, hvor
gerningsmanden fejlagtigt
troede, at offeret havde
tilknytning til en rivaliserende
gruppe, vil også kunne være
omfattet af den foreslåede
bestemmelse.
2.2.5.
Den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 81 a, stk. 1,
går ud på, at den straf, der er
foreskrevet i straffelovens
§§ 119, 123 og 245, § 245, jf.
§ 247, § 246, jf. § 245, § 246,
jf. § 245, jf. § 247, og § 252,
stk. 1, kan
forhøjes indtil det dobbelte,
hvis de oven for omtalte
betingelser er opfyldt. De
straffelovsbestemmelser, som er
nævnt i bestemmelsen, har
strafferammer på fængsel indtil
6, 8 og 10 år, og
strafferammerne forhøjes således
til fængsel indtil henholdsvis
12, 16 og 20 år.
En
overtrædelse af straffelovens
§ 246, jf. § 245, jf. § 247,
indebærer dog, at strafferammen
for vold begået under særdeles
skærpende omstændigheder i
gentagelsestilfælde, eller når
volden er begået mod en person,
som efter karakteren af sit
arbejde er særlig udsat for
vold, er fængsel indtil 15 år,
og i disse tilfælde vil det
følge af straffelovens § 33,
stk. 2 (som ikke foreslås
ændret), at der uanset den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 81 a højst kan
udmåles en straf på fængsel i 20
år.
Den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 81
a, stk. 2, går ud på, at det ved
fastsættelse af straffen for
overtrædelse af straffelovens
§ 180, § 183, stk. 2, og § 237 i
almindelighed skal indgå som en
særdeles
skærpende omstændighed,
hvis lovovertrædelsen har
baggrund i et gensidigt opgør af
den ovenfor nævnte karakter. De
straffelovsbestemmelser, der er
omfattet af denne bestemmelse,
har en strafferamme på fængsel
indtil livstid, det vil sige
lovens strengeste straf.
Det
forudsættes, at
strafudmålingsniveauet i sager
omfattet af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 81
a som udgangspunkt
fordobles i
forhold til den straf, der i dag
ville blive fastsat af
domstolene. I tilfælde,
hvor domstolene i dag ville
udmåle en straf på fængsel i 1
år og 6 måneder f.eks. i en
sag om grov vold er det
således forudsat, at der
fremover som udgangspunkt
fastsættes en straf på fængsel i
3 år. I tilfælde, hvor
domstolene i dag ville udmåle en
straf på mere end 10 års fængsel
f.eks. i en drabssag er det
forudsat, at der fremover som
udgangspunkt straffes med
fængsel på livstid. Det er
forudsat, at fordoblingen sker i
forhold til den konkrete straf,
der ville være blevet udmålt i
den enkelte sag.
Fastsættelsen
af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde, og
straffelovens almindelige regler
om straffens fastsættelse mv.
vil fortsat finde anvendelse i
sager omfattet af den foreslåede
bestemmelse. Det gælder bl.a.
straffelovens § 81 om skærpende
omstændigheder, § 82 om
formildende omstændigheder og
§ 83 om fastsættelse af straffen
under den angivne strafferamme
eller strafbortfald.
Endvidere vil
de øvrige almindelige regler i
straffeloven om bl.a.
strafbarhedsbetingelser og
straffe mv. finde anvendelse.
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 2, (forslag til
straffelovens § 81 a) og
bemærkningerne hertil.
3.
Udvidet
straffelovsbestemmelse om
overtrædelse af
våbenlovgivningen
3.1.
Gældende ret
3.1.1. Våbenlovens § 10 og
straffelovens § 192 a
Overtrædelser
af lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer (herefter
»våbenlovgivningen«) straffes
enten efter våbenlovens § 10, i
medfør af våbenlovens § 10 eller
hvis der er tale om grovere
overtrædelser efter
straffelovens § 192 a. Hvilken
bestemmelse en
våbenlovsovertrædelse skal
straffes efter afhænger bl.a. af
våbnets art, og om et skydevåben
er opbevaret på bopælen eller er
båret på et offentligt
tilgængeligt sted.
Hvis en
overtrædelse af våbenloven skal
straffes efter
våbenlovens
§ 10, følger det af
stk. 1 i den nævnte bestemmelse,
at straffen er bøde, fængsel
indtil 4 måneder eller under
skærpende omstændigheder fængsel
indtil 2 år. Består
overtrædelsen af våbenloven i
besiddelse af (et ulovligt)
skydevåben under særlig
skærpende omstændigheder,
herunder flere tilfælde af
besiddelse af skydevåben, er
straffen fængsel indtil 2 år,
jf. våbenlovens § 10, stk. 2. Er
der tale om ulovlig besiddelse
af visse knive på offentligt
tilgængelige steder mv., er
straffen fængsel indtil 2 år,
under særlig formildende
omstændigheder dog bøde, jf.
våbenlovens § 10, stk. 3.
Foreligger der en overtrædelse
af forskrifter udfærdiget efter
loven, kan der i forskrifterne
være fastsat straf af bøde,
fængsel indtil 4 måneder eller
under skærpende omstændigheder
fængsel indtil 2 år for
overtrædelsen, jf. § 10 stk. 4.
Som nævnt kan
en overtrædelse af
våbenlovgivningen være omfattet
af
straffelovens § 192 a.
Hvis en overtrædelse af
våbenlovgivningen sker ved, at
et skydevåben under særlig
skærpende omstændigheder
besiddes, bæres eller anvendes
på et offentligt tilgængeligt
sted, er straffen fængsel indtil
4 år, jf. straffelovens § 192 a,
stk. 1. Er der tale om en
overtrædelse af
våbenlovgivningen, hvor der
indføres, udføres,
transporteres, erhverves,
overdrages, besiddes, bæres,
anvendes, tilvirkes, udvikles
eller med henblik på udvikling
forskes i våben eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter (f.eks. maskingeværer)
er egnet til at forvolde
betydelig skade, jf.
straffelovens § 192 a, stk. 2,
er straffen fængsel indtil 6 år.
3.1.2. Besiddelse mv. af
skydevåben på offentligt
tilgængeligt sted
Det følger af
straffelovens § 192 a, stk. 1,
der blev indsat ved lov nr. 500
af 17. juni 2008 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
våbenloven og lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.
(Styrkelse af indsatsen mod
ulovlige skydevåben og knive på
offentligt tilgængelige steder),
at ulovlig besiddelse mv. af
skydevåben under særlig
skærpende omstændigheder på
offentligt
tilgængelige steder skal
straffes efter den nævnte
bestemmelse, der som anført
under pkt. 3.1.1 har en
strafferamme på fængsel indtil 4
år.
Det fremgår af
lovens forarbejder, jf.
Folketingstidende 2007-08, 2.
samling, Tillæg A, side 5984, at
der med betingelsen om, at der
skal være tale om besiddelse mv.
af skydevåben på offentligt
tilgængelige steder
under
særlig skærpende omstændigheder,
først og fremmest sigtes til det
medtagne skydevåbens farlighed.
Det er hermed forudsat, at
(ulovlig) besiddelse mv. af
skydevåben på offentligt
tilgængelige steder som
udgangspunkt er omfattet af
§ 192 a, stk. 1, medmindre der
er tale om mindre farlige
skydevåben, som det alene er
forbudt at besidde for personer
under 18 år, jf. våbenlovens
§ 1, stk. 2, litra a, jf. § 2,
stk. 1, 2. pkt. (som
udgangspunkt luft- og
fjederbøsser, bortset fra
armbrøster og slangebøsser).
Udgangspunktet
er således, at besiddelse mv. af
skydevåben på et offentligt
tilgængeligt sted, skal straffes
efter § 192 a, stk. 1, i
straffeloven, og ikke (længere)
efter våbenlovens § 10, stk. 2.
Det fremgår
dog af forarbejderne til lov nr.
500 af 17. juni 2008, jf.
Folketingstidende 2007-08, 2.
samling, Tillæg A, side 5985, at
der gælder nogle enkelte
undtagelser fra det nævnte
udgangspunkt. Udover at
mindre
farlige skydevåben
(f.eks. luft- og fjederbøsser)
som nævnt ikke bedømmes efter
straffelovens § 192 a, stk. 1,
kan der i forbindelse med
besiddelse mv. af skydevåben på
offentligt tilgængelige steder
foreligge
specielle konkrete
omstændigheder, der
indebærer, at besiddelsen mv. af
skydevåbnet ikke kan anses for
særlig skærpende, og hvor der
derfor ikke er grundlag for at
henføre forholdet under
straffelovens § 192 a, stk. 1. I
forarbejderne nævnes som
eksempel den situation, hvor en
person transporterer våbnet for
en anden, som har
våbentilladelse, f.eks. et
medlem af en skytteforening, som
efter skydetræning har et
hastende ærinde og derfor beder
et familiemedlem, som ikke har
våbentilladelse, om at
transportere våbnet til bopælen.
Herudover
nævnes det, at tilfælde, hvor en
person har tilladelse til at
besidde et skydevåben, men
besidder det på et offentligt
tilgængeligt sted under
omstændigheder, der er i strid
med tilladelsen, i almindelighed
heller ikke skal henføres under
§ 192 a, stk. 1. Som eksempel
herpå nævnes det tilfælde, at et
medlem af en skytteforening, som
har tilladelse til at
transportere våbnet mellem
hjemmet og skydebanen, efter et
besøg på skydebanen under
undskyldelige omstændigheder
medtager våbnet under et ærinde
i byen, hvor der i øvrigt ikke
er grund til at antage, at den
pågældende kan tænkes at bruge
våbnet uden for foreningen.
Sådanne tilfælde skal derimod
bedømmes efter våbenlovens § 10,
stk. 1.
3.1.3. Besiddelse mv. af
skydevåben på bopælen og andre
ikke offentligt tilgængelige
steder
Som det
fremgår af pkt. 3.1.2 skal
ulovlig besiddelse af skydevåben
på offentligt tilgængelige
steder, bortset fra ulovlig
besiddelse af mindre farlige
skydevåben (f.eks. luft- og
fjederbøsser), som udgangspunkt
straffes efter straffelovens
§ 192 a, stk. 1. Dette
indebærer, at våbenlovens § 10,
stk. 2, hvorefter ulovlig
besiddelse af skydevåben under
særlig skærpende omstændigheder,
herunder flere tilfælde af
besiddelse af skydevåben, skal
straffes med fængsel indtil 2
år, ikke længere omfatter
besiddelse af ulovlige
skydevåben på offentligt
tilgængelige steder under særlig
skærpende omstændigheder.
Derimod omfatter bestemmelsen
ulovlig besiddelse af skydevåben
på bopælen og andre
ikke
offentligt tilgængelige steder
(f.eks. i en klub eller
lignende) under særlig skærpende
omstændigheder.
Ulovlig
besiddelse af skydevåben på
bopælen og andre ikke offentligt
tilgængelige steder vil blive
betragtet
som særlig skærpende
omstændigheder og
således henføres under
våbenlovens § 10, stk. 2
bl.a., hvis
der er tale om besiddelse af
flere våben (især hvis der er
tale om særligt farlige våben
som f.eks. pistoler eller
halvautomatiske rifler),
hvis
våbenet besiddes på
tilholdssteder for rockergrupper
eller hos personer med
tilknytning til rockermiljøet,
så der er risiko for, at våbenet
vil blive anvendt i f.eks. opgør
mellem forskellige grupper,
hvis
besidderen har skaffet sig
våbnene på strafbar vis, f.eks.
ved tyveri eller hæleri, eller
hvis
der er tale om
gentagelsestilfælde.
Ulovlig
besiddelse af skydevåben på
bopælen og andre ikke offentligt
tilgængelige steder
uden særlig
skærpende omstændigheder
straffes efter våbenlovens § 10,
stk. 1. Det kan f.eks. være
personer uden kriminel baggrund
i øvrigt, der igennem en længere
årrække i strid med
våbenlovgivningen har haft et
skydevåben liggende ubenyttet og
måske glemt på bopælen f.eks.
personer, som har arvet et
våben.
3.1.4. Besiddelse mv. af
særdeles farlige våben og
eksplosivstoffer
Den nuværende
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 2, om ulovlig
besiddelse mv. af
særdeles
farlige våben, der ved
lov nr. 378 af 6. juni 2002 om
ændring af bl.a. straffeloven
fik forhøjet strafferammen fra
fængsel indtil 4 år til fængsel
indtil 6 år, blev med en anden
formulering sat ind i
straffeloven som § 192 a ved nr.
lov nr. 411 af 10. juni 1997 om
ændring af straffeloven,
retsplejeloven og våbenloven
(Styrkelse af politiets
muligheder for at efterforske
alvorlig kriminalitet,
konfiskation, øget
vidnebeskyttelse og skærpelse af
straffen for våbenbesiddelse
mv.).
Bestemmelsen
indebærer, at besiddelse mv. af
særdeles
farlige våben skal
henføres under § 192 a, stk. 2,
uanset om det pågældende våben
besiddes på et offentligt
tilgængeligt sted, på bopælen
eller et andet ikke offentligt
tilgængelige sted. Bestemmelsen
forudsættes efter forarbejderne,
jf. Folketingstidende 1996-97,
Tillæg A, side 2512, at finde
anvendelse på våben, som typisk
har karakter af egentligt
krigsmateriel, og som ikke
lovligt kan besiddes af andre
end militæret, herunder
hjemmeværnet. Som eksempler
nævnes panserværnsraketter,
morterer, håndgranater, bomber,
miner og automatiske skydevåben,
herunder maskinpistoler og
maskingeværer. Afgrænsningen
mellem særdeles farlige
skydevåben efter § 192 a,
stk. 2, og andre skydevåben
fastsættes i forarbejderne
således, at automatiske
skydevåben omfattes af
bestemmelsen, mens det ikke
gælder halvautomatiske,
repetervåben og
enkeltskudsvåben.
Også
besiddelse af
eksplosivstoffer kan
efter omstændighederne være
omfattet af straffelovens § 192
a, stk. 2, hvis der er tale om
stoffer i en sådan mængde og af
en sådan farlighed, at det vil
kunne bruges til at forvolde
betydelig skade, jf.
Folketingstidende 1996-97,
Tillæg A, side 2513. Der skal
efter forarbejderne endvidere
lægges vægt på de konkrete
omstændigheder omkring
besiddelsen af stofferne,
herunder f.eks. om der er tale
om personer med tilknytning til
rockermiljøet, således at der er
risiko for, at stofferne vil
blive anvendt til angreb mod
beboede bygninger. Det er ikke
afgørende om de, der besidder
eksplosivstofferne samtidig er i
besiddelse af detonatorer, men
hvis eksplosivstofferne er
anvendt til fremstilling af
bomber, vil de kunne være
omfattet af bestemmelsen.
Hvis
besidderen af eksplosivstofferne
kan sandsynliggøre, at
besiddelsen har et lovligt
formål, vil straffelovens § 192
a, stk. 2, ikke finde
anvendelse, jf.
Folketingstidende 1996-97,
Tillæg A, side 2513. Som
eksempel kan nævnes en
virksomhed, som besidder eller
anvender eksplosivstoffer til et
i sig selv lovligt formål, men
som ikke har den fornødne
tilladelse hertil. I sådanne
tilfælde vil der alene kunne
blive tale om straf efter
våbenloven.
Straffelovens
§ 192 a, stk. 2, omfatter efter
vedtagelsen af lov nr. 378 af 6.
juni 2002 om ændring af bl.a.
straffeloven også udvikling af
og forskning i faste stoffer,
væsker eller luftarter, som ved
spredning virker skadevoldende
eller irriterende. Endelig
omfatter bestemmelsen efter
vedtagelsen af lov nr. 503 af 7.
juni 2006 om ændring af
våbenloven, straffeloven og
krigsmaterielloven også alle
overtrædelser af våbenlovens
§ 5, stk. 1, vedrørende
masseødelæggelsesvåben, bortset
fra fremføringsmidler til
kemiske, biologiske,
radiologiske og nukleare våben
samt midler til sådanne
fremføringsmidler og våben.
3.1.5. Strafudmålingen
3.1.5.1. Straffen for besiddelse
mv. af skydevåben på offentligt
tilgængeligt sted (straffelovens
§ 192 a, stk. 1)
Indsættelsen
af straffelovens § 192 a,
stk. 1, ved lov nr. 500 af 17.
juni 2008 indebar en væsentlig
skærpelse af straffen for
ulovlig besiddelse af skydevåben
på offentligt tilgængelige
steder under særlig skærpende
omstændigheder.
Det
forudsættes således i
forarbejderne, jf.
Folketingstidende 2007-08, 2.
samling, Tillæg A, side 5985, at
straffen for besiddelse af
skydevåben
med tilhørende ammunition på
offentligt tilgængelige steder
i førstegangstilfælde
normalt vil være 6 måneders
fængsel (mod 4 måneders fængsel
tidligere for overtrædelse af
våbenlovens § 10, stk. 2). I
gentagelsestilfælde, herunder
når der foreligger flere forhold
til samtidig pådømmelse,
forudsættes straffen at være
8-10 måneders fængsel (mod 6-8
måneders fængsel tidligere for
overtrædelse af våbenlovens
§ 10, stk. 2).
Ved besiddelse
af skydevåben
uden
tilhørende ammunition på
offentligt tilgængelige steder
forudsættes det i forarbejderne,
at straffen i
førstegangstilfælde fremover
normalt vil være 4 måneders
fængsel. I gentagelsestilfælde,
herunder når der foreligger
flere forhold til samtidig
pådømmelse, forudsættes straffen
at være 6-8 måneders fængsel.
Hvis der
herudover foreligger
yderligere
skærpende omstændigheder,
f.eks. såfremt skydevåbenet
bæres i forbindelse med et
indbrud eller brugstyveri af en
bil eller anvendes til trusler,
hvor der kan være særlig fare
for, at våbnet anvendes,
afhænger straffen for
våbenbesiddelsen af karakteren
af de forhold, hvorunder våbnet
er båret, men det forudsættes i
forarbejderne, at der i sådanne
tilfælde bliver tale om en straf
for våbenbesiddelsen, der ligger
noget over de angivne
strafniveauer.
Såfremt
skydevåbnet ikke blot har været
i gerningsmandens besiddelse,
men også har været
affyret på
offentligt tilgængeligt sted,
men uden konkret at have medført
fare for andre menneskers liv
eller førlighed, forudsættes
straffen efter forarbejderne at
være noget over de ovennævnte 6
måneders fængsel i
førstegangstilfælde. Dette vil
f.eks. være tilfældet, hvis et
skydevåben affyres, hvor der
ikke er andre mennesker til
stede, som kan blive ramt.
Hvis
affyringen af skydevåbnet har
indebåret en overtrædelse af
straffelovens § 252 om
fremkaldelse af nærliggende fare
for andres liv eller førlighed,
straffes der både for
overtrædelse af bestemmelsen i
straffelovens § 192 a, stk. 1,
og straffelovens § 252. Det vil
f.eks. kunne være tilfældet,
hvis et skydevåben affyres et
sted, hvor en eller flere
personer risikerer at blive
ramt. Den samlede strafudmåling
for overtrædelse af både
straffelovens § 192 a, stk. 1,
og § 252 vil efter forarbejderne
i sådanne tilfælde bero på
sagens konkrete omstændigheder,
herunder bl.a. de nærmere
omstændigheder omkring
affyringen af våbnet og den
fare, der har været for andre
personers liv eller førlighed.
Det forudsættes således også i
forarbejderne, at straffen under
alle omstændigheder vil ligge
betydeligt over de 6 måneders
fængsel, der som nævnt
forudsættes at være straffen,
hvor skydevåbnet alene har været
i gerningsmandens besiddelse (og
ikke affyret) på offentligt
tilgængeligt sted.
3.1.5.2. Straffen for besiddelse
mv. af skydevåben på bopælen og
andre ikke offentligt
tilgængelige steder (våbenlovens
§ 10)
Hensigten med
indførelsen af § 192 a, stk. 1,
i straffeloven og den samtidige
ændring af § 10, stk. 2, i
våbenloven (ved lov nr. 500 af
17. juni 2008) var alene at
skærpe straffen for ulovlig
besiddelse af skydevåben på
offentligt tilgængelige steder
under særlig skærpende
omstændigheder. Derimod var det
ikke hensigten at foretage
ændringer af straffen for
overtrædelser af våbenloven ved
besiddelse mv. af skydevåben
på bopælen
og andre ikke offentligt
tilgængelige steder, jf.
Folketingstidende 2007-08, 2.
samling, Tillæg A, side 5986.
Ved besiddelse
mv. af skydevåben på bopælen og
andre ikke offentligt
tilgængelige steder
uden særlig
skærpende omstændigheder
er udgangspunktet (fortsat)
bødestraf, jf. våbenlovens § 10,
stk. 1. Det fremgår således af
forarbejderne til lovændringen
fra 1997, hvorved § 10, stk. 2,
blev indsat, at det ikke er
hensigten, at personer uden
kriminel baggrund i øvrigt, som
igennem en længere årrække i
strid med våbenloven har haft et
skydevåben liggende ubenyttet og
måske glemt på bopælen, skal
idømmes frihedsstraf, jf.
Folketingstidende 1996-97,
Tillæg A, side 2510. Der kan dog
idømmes frihedsstraf, hvis
opbevaringen af våbnet har været
uforsvarlig, f.eks. fordi
våbenet er opbevaret ladt eller
sammen med ammunition.
Det er i de
nævnte forarbejder forudsat, at
straffen for besiddelse mv. af
skydevåben på ikke offentligt
tilgængelige steder
under
skærpende omstændigheder
vil være fra 60 dages til 4
måneders fængsel afhængig af, om
en eller flere skærpende
omstændigheder er til stede
samtidig. I gentagelsestilfælde,
som også skal betragtes som
særlig skærpende omstændigheder,
forudsættes straffen at være fra
3 til 6 måneders fængsel.
3.1.5.3. Straffen for besiddelse
mv. af særdeles farlige våben og
eksplosivstoffer
Det er i
forarbejderne til § 192 a,
stk. 2, jf. Folketingstidende
1996-1997, Tillæg A, side 2513,
forudsat, at straffen for
overtrædelse af bestemmelsen som
udgangspunkt vil være mindst
10-12 måneders fængsel. Er
våbnet anvendt til f.eks.
trusler, jf. straffelovens
§ 266, bliver der tale om en
betydeligt højere straf.
Herudover er det i tilfælde,
hvor særdeles farlige våben
stjæles, f.eks. ved indbrud i
forsvarets våbendepoter,
forudsat, at straffen for den
ulovlige våbenbesiddelse vil
blive skærpet betydeligt.
Den forhøjelse
af bestemmelsens strafferamme
fra 4 til 6 års fængsel, som
blev gennemført ved lov nr. 378
af 6. juni 2002, blev indført
for, at også de mest alvorlige
overtrædelser skulle kunne
rummes inden for strafferammen.
Forarbejderne til denne lov
indeholder ikke nogen
bemærkninger om, at det
tidligere forudsatte
udgangspunkt for strafudmålingen
(10-12 måneders fængsel) skulle
ændres. Det samme gælder den
senere ændring af straffelovens
§ 192 a, stk. 2, og indsættelsen
af § 192 a, stk. 1, der blev
foretaget ved lov nr. 500 af 17.
juni 2008.
3.2
Lovforslagets udformning
3.2.1.
Som det fremgår af pkt. 1.1
ovenfor, har der siden
sensommeren 2008 navnlig i
hovedstadsområdet bl.a. været en
række voldsomme skudepisoder på
offentligt tilgængelige steder,
hvor bl.a. udenforstående
personer uden tilknytning til
det verserende bande- og
rockerrelaterede konflikter er
blevet ramt af skud.
Det er
Rigspolitiets vurdering, at der
er en betydelig mængde
skydevåben i omløb blandt
kriminelle grupper og netværk,
og at der har været en øget
anvendelse af skydevåben i
forbindelse med konfrontationer.
Politiet registrerede i 2008 i
alt 167 episoder, hvor
skydevåben har været anvendt i
det offentlige rum. Rigspolitiet
vurderer, at personer fra
rocker- og bandemiljøet har
været involveret i en betydelig
del af disse episoder.
Som følge af
optrapningen af konflikterne i
rocker- og bandemiljøet
intensiverede politiet i løbet
af efteråret 2008 indsatsen mod
medlemmerne af rockerklubberne
og banderne. Den intensiverede
indsats indebar bl.a., at
politiet øgede tilstedeværelsen
i de berørte områder, at der i
medfør af politiloven blev
indført visitationszoner, at den
målrettede efterforskning mod
medlemmerne blev intensiveret,
og at der blev foretaget
systematiske ransagninger efter
ulovlige våben og narkotika.
Politiets
visitationer og ransagninger i
anledning af konflikterne i
rocker- og bandemiljøet har i
2008 ført til beslaglæggelse af
mere end 400 skydevåben, hvoraf
størstedelen er pistoler og
revolvere. Der er tillige
beslaglagt et antal
automatvåben.
Rigspolitiet
har pr. 16. marts 2009
registreret i alt 38 episoder i
2009, hvor skydevåben har været
anvendt i det offentlige rum.
Rigspolitiet vurderer, at
personer fra rocker- og
bandemiljøet har været
involveret i mindst 14 af disse
episoder.
Endvidere er
det politiets erfaring, at der
foregår en ikke ubetydelig
ulovlig indførsel af skydevåben
til Danmark fra en række andre
lande, herunder navnlig fra
lande omkring Balkan. Den
ulovlige indførsel af våben
foregår typisk som led i
organiseret kriminalitet og
indebærer bl.a., at medlemmer af
rockergrupper og
bandegrupperinger har adgang til
ulovlige skydevåben.
Herudover har
politiet i forbindelse med
visitationer af personer i
navnlig hovedstadsområdet
konstateret, at personer med
formodet tilknytning til
rockergrupperne og banderne i en
række tilfælde har været
bevæbnede med skarpladte våben.
Politiet har endvidere i
forbindelse med visitationer
konstateret, at personer med
formodet tilknytning til
konflikterne på rocker- og
bandeområdet ved antræffelsen
har båret skudsikre veste,
hvilket tyder på, at de
pågældende personer regner med
at kunne møde modstandere i
opgøret, som er i besiddelse af
skydevåben.
Der foregår
således fortsat mange grove
våbenlovsovertrædelser trods
skærpelsen af straffen for
besiddelse mv. af skydevåben på
offentligt tilgængelige steder,
som trådte i kraft i 2008. I
forbindelse med høringen over et
udkast til lovforslaget er det
bl.a. blevet anført, at det
endnu er for tidligt at vurdere,
hvilken præventiv effekt
strafskærpelsen fra 2008 vil få.
Navnlig den
skærpede situation med de
igangværende voldelige
konflikter med tilknytning til
rocker- og bandemiljøet har
imidlertid skabt en sådan
trussel mod det normale
samfundsliv, at der efter
regeringens opfattelse er behov
for, at samfundet træffer meget
skrappe modforholdsregler med
henblik på at få bragt de
gentagne skyderier mv. på åben
gade til ophør. Endvidere er det
regeringens opfattelse, at der
behov for, at samfundet helt
utvetydigt slår fast også
gennem det strafferetlige værn
at man ikke under nogen
omstændigheder vil acceptere en
udvikling, hvor ulovlige
skydevåben mv. bliver
almindeligt »udstyr« for
kriminelle grupperinger.
Regeringen
foreslår på den baggrund for det
første, at strafferammen for
besiddelse mv. af ulovlige
skydevåben med tilhørende
ammunition på offentligt
tilgængeligt sted under særlig
skærpende omstændigheder
forhøjes til fængsel indtil 6
år, og regeringen foreslår
endvidere, at der for sådanne
våbenlovsovertrædelser i lyset
af den aktuelle situation
indføres en minimumsstraf på
fængsel i 1 år. Forslaget
omfatter også besiddelse mv. på
offentligt tilgængeligt sted af
andre våben eller
eksplosivstoffer, når våbnet
eller eksplosivstofferne på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade.
Regeringen
bemærker, at indførelse af
minimumsstraffe rejser en række
vanskelige principielle
spørgsmål, som i de senere år
også har været debatteret i
Folketinget flere gange. Der har
endvidere i en række tilfælde
været kritik af, at Folketinget
er gået langt med hensyn til i
forarbejderne at normere
strafudmålingen i
typesituationer. Regeringen vil
på den baggrund anmode
Straffelovrådet om fremadrettet
at vurdere det principielle
spørgsmål om, på hvilken måde
lovgivers ønske om at
tilkendegive, hvordan straffen
for visse lovovertrædelser bør
være i typesituationer, mest
hensigtsmæssigt kan udtrykkes i
lovgivningen med respekt for
domstolenes rolle som den
dømmende magt, der har den
endelige afgørelse om skyld og
straf i hver enkelt konkrete
sag. Straffelovrådet vil i den
forbindelse også skulle vurdere
spørgsmålet om minimumsstraffe.
Det foreslås
for det andet, at besiddelse mv.
af ulovlige skydevåben generelt
undergives en strafferamme på
fængsel indtil 6 år, når der
foreligger særlig skærpende
omstændigheder. Begrundelsen
herfor er den potentielle fare
for, at våbnet vil blive anvendt
til fare for menneskers liv
eller helbred. Det gælder,
uanset om lovovertrædelsen begås
på offentligt tilgængeligt sted
eller på bopælen eller andre
ikke offentligt tilgængelige
steder.
Skærpelsen af
strafferammen til fængsel i
indtil 6 år foreslås således
også at omfatte besiddelse mv.
af ulovlige skydevåben uden
tilhørende ammunition på
offentligt tilgængelige steder,
fordi også ikke-skarpladte våben
vil kunne medvirke til, at en
konflikt optrappes og udvikler
sig betydeligt mere voldeligt,
end det ellers ville have været
tilfældet, hvis f.eks. våbnet
anvendes til trusler eller
lignende, og hvis andre aktører
i konflikten også er i
besiddelse af våben.
Den foreslåede
skærpelse omfatter desuden
ulovlig besiddelse mv. under
særlig skærpende omstændigheder
af skydevåben på bopælen og
andre ikke offentligt
tilgængelige steder (f.eks. en
rockerborg eller lignende), idet
tilstedeværelsen af skydevåben
også i sådanne tilfælde kan
indebære en risiko for, at de
vil blive anvendt til fare for
andre, og idet forekomsten af
våbenlagre mv. indebærer en fare
for yderligere optrapning af
igangværende konflikter mv. Det
kan således ofte være
tilfældigt, om politiet finder
og beslaglægger f.eks. ulovlige
skydevåben på gaden eller på
ikke offentligt tilgængelige
steder eventuelt i et
våbenlager. I begge tilfælde vil
der være en øget risiko for, at
våbnene vil blive brugt. Det
samme gælder med hensyn til
ulovlig indsmugling og handel
med skydevåben under særlig
skærpende omstændigheder.
De foreslåede
skærpelser vil gælde, uanset om
våbenlovsovertrædelsen begås i
forbindelse med bandeopgør eller
lignende. Regeringen lægger som
ovenfor nævnt vægt på, at der er
tale om forbrydelser, som
potentielt indebærer betydelig
fare for menneskers liv eller
helbred, hvor der normalt ikke
vil være nogen som helst
undskyldende omstændigheder, og
som er uforenelige med
almindelige borgeres ønske om at
leve i et fredeligt og trygt
samfund, hvor man ikke skal være
bange for at blive et tilfældigt
skudoffer.
Det foreslås
at indsætte en ændret
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1, om besiddelse
mv. under særlig skærpende
omstændigheder på offentligt
tilgængeligt sted af ulovlige
skydevåben med tilhørende
ammunition eller andre våben
eller eksplosivstoffer, når
våbnet eller eksplosivstofferne
på grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade. I
disse tilfælde skal
strafferammen efter forslaget
være
fængsel fra 1 år indtil 6 år.
Det foreslås således, at det
gældende strafmaksimum i § 192
a, stk. 1, om besiddelse mv. af
skydevåben (med tilhørende
ammunition) på offentligt
tilgængelige steder under særlig
skærpende omstændigheder
forhøjes fra 4 års fængsel til 6
års fængsel, og at der
fastsættes en minimumsstraf.
Endvidere
foreslås det at indsætte en
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 2, om alle øvrige
overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder,
hvorefter der skal gælde en
strafferamme på
fængsel
indtil 6 år. Det vil
bl.a. indebære, at besiddelse
mv. under særlig skærpende
omstændigheder af ulovlige
skydevåben på bopælen eller
andre ikke offentligt
tilgængelige steder samt ulovlig
indførsel af og handel med
skydevåben, som i dag højst kan
straffes med fængsel i 2 år
efter våbenloven, vil blive
omfattet af en strafferamme på
fængsel indtil 6 år.
Den foreslåede
strafferamme på fængsel indtil 6
år vil medføre, at der i
forbindelse med efterforskning
af alle overtrædelser af
straffelovens § 192 a, herunder
bl.a. i sager om indsmugling og
handel med skydevåben, bl.a.
bliver adgang til at foretage
indgreb i
meddelelseshemmeligheden efter
retsplejelovens § 781, stk. 1,
nr. 3, og mulighed for
varetægtsfængsling efter
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 1 (retshåndhævelsesarrest).
Samtidig
foreslås våbenlovens § 10,
stk. 2, om besiddelse af
skydevåben under særlig
skærpende omstændigheder
ophævet, jf. pkt. 3.3 nedenfor.
3.2.2.
Den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 1,
vil i givet fald omfatte den,
der overtræder våbenlovgivningen
ved under særlig skærpende
omstændigheder på offentligt
tilgængeligt sted at besidde,
bære eller anvende skydevåben
med tilhørende ammunition (nr.
1) eller andre våben eller
eksplosivstoffer, når våbnet
eller eksplosivstoffer på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade (nr.
2).
Hvorvidt
lovovertrædelsen med
skydevåben
sker under særlig skærpende
omstændigheder, afhænger bl.a.
af det pågældende skydevåbens
farlighed, hvilket som hidtil
fastlægges med udgangspunkt i
våbenlovgivningens regulering af
skydevåben, som er baseret på en
generel vurdering af våbnenes
farlighed. Det er således
forudsat, at besiddelse mv. af
skydevåben på offentligt
tilgængeligt sted vil være
omfattet af den foreslåede § 192
a, stk. 1, nr. 1, medmindre der
er tale om skydevåben, som det
alene er forbudt at besidde for
personer under 18 år, jf.
våbenlovens § 1, stk. 2, litra
a, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt. (som
udgangspunkt luft- og
fjederbøsser, bortset fra
armbrøster og slangebøsser).
Udgangspunktet
vil således være, at besiddelse
mv. af skydevåben, der er
omfattet af det generelle forbud
i våbenlovens § 1, stk. 1, nr.
1, vil være omfattet af
forslaget til straffelovens
§ 192 a, stk. 1, nr. 1. Det er
forudsat, at dette gælder,
uanset om det pågældende
skydevåben er i samlet eller
adskilt stand, hvis de adskilte
dele hurtigt og enkelt kan
samles til et funktionsdygtigt
skydevåben.
»Skydevåben« omfattet af
den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 1,
nr. 1, vil både kunne omfatte
skydevåben, der er omfattet af
den gældende bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 1
(f.eks. pistoler), og
skydevåben, der på grund af
deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde
betydelig skade, som i dag er
omfattet af bestemmelsen i
straffelovens § 192 a, stk. 2
(f.eks. maskinpistoler).
Udtrykket
»med
tilhørende ammunition«
indebærer ligesom efter gældende
ret ikke et krav om, at
skydevåbnet er skarpladt, men
den, der er i besiddelse mv. af
skydevåbnet, skal samtidig være
i besiddelse af ammunition på
sin person, i en medbragt taske,
i det køretøj, hvori den
pågældende antræffes, eller på
anden lignende lettilgængelig
måde.
Der vil kunne
forekomme tilfælde, hvor
besiddelse mv. af de omhandlede
skydevåben på offentligt
tilgængeligt sted uanset
våbnets karakter, jf. ovenfor -
sker under
ikke særlig skærpende
omstændigheder, således
at det konkrete forhold ikke
skal henføres under den
foreslåede bestemmelse i § 192
a, stk. 1, nr. 1. Det samme
gælder efter den gældende
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1, og der
tilsigtes ingen ændringer heri.
Som eksempel kan således nævnes
en situation, hvor en person
transporterer våbnet for en
anden, som har våbentilladelse,
f.eks. et medlem af en
skytteforening, som efter
skydetræning har et hastende
ærinde og derfor beder et
familiemedlem, som ikke har
våbentilladelse, om at
transportere våbnet til bopælen.
Tilsvarende vil tilfælde, hvor
en person har tilladelse til at
besidde et skydevåben, men
besidder det på et offentligt
tilgængeligt sted under
omstændigheder, der er i strid
med tilladelsen, i almindelighed
heller ikke skulle henføres
under den foreslåede
bestemmelse. Sådanne tilfælde
skal i stedet bedømmes efter
våbenlovens § 10, stk. 1.
Den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1, nr. 2, omfatter
endvidere besiddelse mv. af
andre våben
end skydevåben, der på grund af
deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde
betydelig skade.
Våbentyperne, der hermed sigtes
til, er de samme, som er
omfattet af den gældende
bestemmelse i § 192 a, stk. 2,
om bl.a. våben af særdeles
farlig karakter (bortset fra
skydevåben), som på grund af
deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde
betydelig skade. Det vil således
typisk være våben, som har
karakter af egentligt
krigsmateriel, og som ikke
lovligt kan besiddes af andre
end militæret, herunder
hjemmeværnet. Som eksempler kan
nævnes morterer, håndgranater,
bomber og miner.
Eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade,
kan efter omstændighederne også
være omfattet af den foreslåede
bestemmelse i § 192 a, stk. 1,
nr. 2. Der sigtes hermed til de
samme typer eksplosivstoffer,
der i dag er omfattet af den
gældende bestemmelse i § 192 a,
stk. 2. Eksplosivstoffer vil
således kunne være omfattet,
hvis der er tale om stoffer i en
sådan mængde og af en sådan
farlighed, at det vil kunne
bruges til at forvolde betydelig
skade.
Begrebet
»offentligt
tilgængeligt sted« skal
ligesom efter gældende ret
forstås som steder, hvortil der
er almindelig adgang, herunder
veje, parker, offentlige
transportmidler, restauranter,
forlystelsessteder og offentlige
kontorer. Besiddelse mv. af
skydevåben i en bil, som
befinder sig på et offentligt
tilgængeligt sted, er også
omfattet af begrebet.
3.2.3.
Den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 2,
vil i givet fald omfatte alle
overtrædelser af
våbenlovgivningen, der begås
under særlig skærpende
omstændigheder, og som ikke vil
være omfattet af det foreslåede
stk. 1 om besiddelse af
skydevåben med tilhørende
ammunition mv. på offentligt
tilgængeligt sted, jf. ovenfor.
Den foreslåede
bestemmelse i § 192 a, stk. 2,
forudsættes således som
udgangspunkt at omfatte
overtrædelser af
våbenlovgivningen, der angår
skydevåben
afgrænset på samme måde som i
stk. 1, nr. 1, når overtrædelsen
sker på offentligt tilgængeligt
sted uden tilhørende ammunition.
På samme måde som nævnt ovenfor
vil gerningen kunne begås under
konkrete omstændigheder, hvor
besiddelsen mv. af skydevåbnet
på offentligt tilgængeligt sted
ikke kan anses for at være sket
under særlig skærpende
omstændigheder, og i så fald vil
handlingen ikke være omfattet af
den foreslåede bestemmelse i
§ 192 a, stk. 2.
Den foreslåede
bestemmelse i § 192 a, stk. 2,
vil endvidere omfatte ulovlig
besiddelse mv.
af
skydevåben på bopælen og andre
ikke offentligt tilgængelige
steder under særlig
skærpende omstændigheder. Den
foreslåede bestemmelse i stk. 2
vil således omfatte de
overtrædelser af
våbenlovgivningen med skydevåben
under særlig skærpende
omstændigheder, som i dag er
omfattet af våbenlovens § 10,
stk. 2.
Ulovlig
besiddelse mv. af skydevåben på
bopælen og andre ikke offentligt
tilgængelige steder vil ikke
altid udgøre særlig skærpende
omstændigheder. Det er forudsat,
at personer uden kriminel
baggrund i øvrigt, som f.eks.
har arvet et skydevåben og
igennem en årrække i strid med
våbenlovgivningen har haft
våbnet liggende ubenyttet (måske
glemt) på bopælen, ikke vil være
omfattet af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a. Det samme gælder for
personer uden kriminel baggrund
i øvrigt, der har
våbentilladelse eller jagttegn,
og blot har glemt at forny
våbentilladelsen eller
jagttegnet inden for de
relevante frister. Sådanne
overtrædelser vil i givet fald
være omfattet af våbenlovens
§ 10, stk. 1.
Den foreslåede
bestemmelse i § 192 a, stk. 2,
vil i lighed med, hvad der i
dag følger af den gældende
bestemmelse i § 192 a, stk. 2
også omfatte overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder i
tilfælde, hvor lovovertrædelsen
angår andre
våben (end skydevåben) eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade. De
særdeles farlige våben og
eksplosivstoffer, der er
omfattet af den gældende
straffelovs § 192 a, stk. 2, vil
således være omfattet af den
foreslåede § 192 a, stk. 2, hvis
de ikke er omfattet af den
foreslåede bestemmelse i stk. 1.
Den foreslåede
bestemmelse i § 192 a, stk. 2,
vil også kunne omfatte
overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder, der
angår andre våben end skydevåben
eller særdeles farlige våben
eller eksplosivstoffer. Efter
omstændighederne vil f.eks.
springknive, springstiletter,
faldknive og faldstiletter efter
våbenbekendtgørelsens § 14,
stk. 1, nr. 3 og 4, kunne være
omfattet.
Ved
vurderingen af, om der
foreligger særlig skærpende
omstændigheder, bør der som
ovenfor nævnt først og fremmest
lægges vægt på våbnets
farlighed. Herudover vil der
bl.a. kunne lægges vægt på,
hvilken mængde der f.eks.
indføres, besiddes eller
overdrages, herunder om der er
tale om en mere systematisk
overtrædelse af
våbenlovgivningen, hvor
forholdet har karakter af et
illegalt erhverv, om våben eller
eksplosivstoffer opbevares eller
anvendes under sådanne forhold,
at der er en nærliggende risiko
for, at de vil blive anvendt,
herunder i voldelige opgør mv.,
om våben eller eksplosivstoffer
er skaffet illegalt, om våben
eller eksplosivstoffer bæres i
forbindelse med indbrud eller
brugstyveri, og om
gerningsmanden tidligere har
begået tilsvarende
lovovertrædelser.
3.2.4.
Strafferammen i den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1, er som ovenfor
nævnt fængsel i 1 år indtil 6
år. For lovovertrædelser, der er
omfattet af den gældende
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1, om skydevåben
på offentligt tilgængeligt sted,
indebærer dette både en
væsentlig forhøjelse af
strafferammen fra fængsel i
indtil 4 år til fængsel indtil 6
år og indførelse af en
minimumsstraf på fængsel i 1 år.
For lovovertrædelser, der er
omfattet af den gældende
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 2, vil den
foreslåede bestemmelse i § 192
a, stk. 1, alene indebære, at
der indføres en minimumsstraf på
fængsel i 1 år, idet der
allerede i dag er en
strafferamme på fængsel indtil 6
år for lovovertrædelser omfattet
af den gældende § 192 a, stk. 2.
Med den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 1,
lægges der op til en væsentlig
skærpelse af straffen for
besiddelse mv. på offentligt
tilgængeligt sted af skydevåben
med tilhørende ammunition eller
andre våben eller
eksplosivstoffer, hvis våbnet
eller eksplosivstoffer på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, under
særlig skærpende omstændigheder.
Det
forudsættes, at straffen for
ulovlig besiddelse mv. af
skydevåben
med tilhørende ammunition på
offentligt tilgængeligt sted
som udgangspunkt mindst
fordobles i forhold til i dag.
For ulovlig besiddelse mv. af
skydevåben, der ikke på grund af
sin særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, (f.eks.
enkeltskudsvåben), vil det sige
mindst 1 års fængsel. Også i
gentagelsestilfælde
forudsættes der at ske en
fordobling af straffen. Det
betyder, at straffen i
gentagelsestilfælde som
udgangspunkt forudsættes fastsat
fra fængsel i 1 år og 4 måneder
til fængsel i 1 år og 8 måneder.
Det
forudsættes endvidere, at
straffen for ulovlig besiddelse
mv. af skydevåben med tilhørende
ammunition på offentligt
tilgængeligt sted, der på grund
af sin særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde
betydelig skade (f.eks.
maskinpistoler) som udgangspunkt
fordobles i forhold til i dag.
Det betyder, at straffen for
sådanne førstegangsovertrædelser
forudsættes fastsat fra fængsel
i mindst 1 år og 8 måneder til
fængsel i 2 år.
Ved
fastsættelsen af straffen for
ulovlig besiddelse mv.
på
offentligt tilgængeligt sted af
andre våben end skydevåben
(f.eks. håndgranater) eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade
forudsættes det ligeledes, at
straffen fordobles i forhold til
i dag. Det vil sige, at straffen
i sådanne tilfælde også
forudsættes at være fængsel i
mellem mindst 1 år og 8 måneder
og 2 år.
3.2.5.
Fastsættelse af straffen for
overtrædelse af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 2, vil afhænge af
de konkrete omstændigheder,
f.eks. våbnets eller
eksplosivstoffets farlighed,
mængden af våben eller
eksplosivstoffer, og hvilke
forhold våben eller
eksplosivstoffer opbevares
under.
Den foreslåede
bestemmelse i § 192 a, stk. 2,
indebærer en betydelig
forhøjelse af strafferammen for
overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder, idet
strafferammen for besiddelse mv.
af skydevåben, der tidligere
ville være omfattet af
våbenlovens § 10, stk. 2,
forhøjes fra fængsel indtil 2 år
til fængsel indtil 6 år, ligesom
strafferammen for besiddelse mv.
af skydevåben omfattet af
straffelovens § 192 a, stk. 1,
forhøjes fra fængsel indtil 4 år
til fængsel indtil 6 år.
Strafferammen forhøjes ikke for
overtrædelser af
våbenlovgivningen, der angår
våben eller eksplosivstoffer,
som på grund af deres særdeles
farlige karakter indebærer en
betydelig fare, idet der
allerede i dag er fastsat en
strafferamme på fængsel indtil 6
år for sådanne
våbenlovsovertrædelser, jf.
straffelovens § 192 a, stk. 2.
Straffen for
overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder
omfattet af den foreslåede
bestemmelse i § 192 a, stk. 2,
herunder våbenlovsovertrædelser,
der angår skydevåben,
forudsættes skærpet betydeligt.
Straffen for overtrædelser af
våbenlovgivningen, der angår
skydevåben, forudsættes i den
forbindelse
fordoblet i forhold til i dag.
Det gælder både for besiddelse
af skydevåben på offentligt
tilgængelige steder og på
bopælen og andre ikke offentligt
tilgængelige steder.
Ulovlig
besiddelse mv. af
andre
skydevåben end dem, der på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade (f.eks.
en pistol) uden tilhørende
ammunition på offentligt
tilgængeligt sted
forudsættes som udgangspunkt
straffet med fængsel i 8
måneder. I
gentagelsestilfælde
forudsættes straffen som
udgangspunkt fastsat til fængsel
i fra 1 år til 1 år og 4
måneder. Ulovlig besiddelse mv.
af skydevåben uden tilhørende
ammunition på offentligt
tilgængeligt sted, der på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade (f.eks.
en maskinpistol), forudsættes
for så vidt angår
førstegangsovertrædelser som
udgangspunkt straffet med
fængsel i mindst fra 1 år og 8
måneder til 2 år.
Ulovlig
besiddelse mv. af
andre
skydevåben end dem, der på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade (f.eks.
en pistol), på bopælen og andre
ikke offentligt tilgængelige
steder forudsættes som
udgangspunkt straffet med
fængsel i 4-8 måneder bl.a.
afhængigt af, om våbenet
opbevares med eller uden
ammunition, eller om våbenet
opbevares under forhold, der i
øvrigt indebærer en nærliggende
fare for, at våbenet vil blive
brugt til fare for andre. I
gentagelsestilfælde
forudsættes straffen som
udgangspunkt fastsat til fængsel
i 6-12 måneder. Ulovlig
besiddelse mv. på bopælen af
skydevåben, der på grund af
deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde
betydelig skade, forudsættes for
så vidt angår
førstegangsovertrædelser som
udgangspunkt straffet med
fængsel i mindst fra 1 år og 8
måneder til 2 år.
Straffen for
overtrædelser af
våbenlovgivningen, hvor
besiddelse mv. af
skydevåben
ikke sker under
særlig
skærpende omstændigheder
og dermed skal pådømmes efter
våbenlovens § 10, stk. 1,
forudsættes ikke ændret ved den
foreslåede ændring af
straffelovens § 192 a. I sådanne
tilfælde er udgangspunktet
således fortsat bødestraf.
3.2.6.
Straffen for organiseret
ulovlig
indførsel af bl.a.
skydevåben bør afspejle, at der
er tale om meget alvorlig
kriminalitet, og det
forudsættes, at der i sager,
hvor der foreligger indsmugling,
fastsættes væsentligt strengere
straffe end de oven for angivne
udgangspunkter for
strafudmålingen i sager om
ulovlig besiddelse mv. af
skydevåben. Tilsvarende gør sig
gældende for organiseret
ulovlig
handel med våben. Det vil
sige, at straffen, hvis der er
tale om, at der som led i
ulovlig indførsel eller ulovlig
handel med skydevåben, sker en
besiddelse mv. af skydevåben på
et offentligt tilgængeligt sted
med tilhørende ammunition, vil
skulle fastsættes væsentligt
over den straf på mindst 1 års
fængsel, der forudsættes udmålt
i forhold til
førstegangstilfælde af
besiddelse af skydevåben med
tilhørende ammunition omfattet
af den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 1.
Hvis der derimod er tale om, at
der i de omhandlede tilfælde
alene sker en besiddelse mv. af
skydevåben på bopælen mv.,
hvorfra der f.eks. drives handel
med ulovlige skydevåben, vil der
skulle fastsættes en straf, der
er væsentligt over den straf på
4-8 måneder, der forudsættes
udmålt i forhold til
førstegangstilfælde af
besiddelse mv. af skydevåben på
bopælen mv. omfattet af den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 2.
Straffen for
at have
ulovlige våbenlagre det
vil sige tilfælde, hvor flere
ulovlige våben mv. opbevares det
samme sted forudsættes i
lighed med det netop anførte om
ulovlig indførsel af og ulovlig
handel med våben at afspejle, at
der er tale om en meget alvorlig
lovovertrædelse. Der forudsættes
således også i disse tilfælde
fastsat en væsentligt strengere
straf efter § 192 a, stk. 1
eller 2, end de oven for angivne
udgangspunkter for
straffastsættelsen ved ulovlig
besiddelse mv. af skydevåben.
Ved strafudmålingen kan der i
øvrigt bl.a. lægges vægt på
våbnenes art (er der tale om
almindelige skydevåben eller
maskinpistoler mv.) og på
antallet af de opbevarede våben.
3.2.7.
Strafferammen for overtrædelser
af våbenlovgivningen, som angår
våben og
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade,
som ikke er omfattet af den
foreslåede bestemmelse i § 192
a, stk. 1, foreslås ikke hævet
med lovforslaget, som derfor
fortsat vil være fængsel indtil
6 år. Det forudsættes
imidlertid, at den skærpede
strafferamme for andre
overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder og de
forudsatte forhøjede
udgangspunkter for
straffastsættelsen i disse
tilfælde vil få en afsmittende
virkning på fastsættelsen af
straffen for overtrædelser, der
angår andre våben end skydevåben
(f.eks. håndgranater) og
eksplosivstoffer af særdeles
farlig karakter. Det forudsættes
således, at straffen for
overtrædelser af
våbenlovgivningen, der angår
særdeles farlige våben og
eksplosivstoffer, ligeledes som
udgangspunkt vil blive fordoblet
i forhold til i dag. Det vil
sige, at straffen for sådanne
førstegangsovertrædelser
forudsættes fastsat fra fængsel
i mindst 1 år og 8 måneder til
fængsel i 2 år. Dette gælder
uanset, om de pågældende våben
eller eksplosivstoffer besiddes
mv. på et offentligt
tilgængeligt sted eller på et
ikke offentligt tilgængeligt
sted (f.eks. bopælen).
3.2.8.
Har et våben eller eksplosivstof
ikke blot været i
gerningsmandens besiddelse, men
også været anvendt enten på
offentligt eller ikke offentligt
tilgængeligt sted, forudsættes
det, at straffen som
udgangspunkt fastsættes noget
over de strafpositioner, der er
angivet oven for under pkt.
3.2.4 og 3.2.5. Der kan således
også henvises til det, der
følger af gældende ret, når
skydevåben har været affyret på
offentligt tilgængeligt sted,
jf. herom pkt. 3.1.5.1 ovenfor.
3.2.9.
Fastsættelsen af straffen i
sager om overtrædelse af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder vil i
øvrigt fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde, og de
angivne strafniveauer vil kunne
fraviges i op- eller nedadgående
retning, hvis der i den konkrete
sag er omstændigheder, der taler
herfor, jf. dog ovenfor om den
foreslåede minimumsstraf, som
kun kan fraviges i medfør af den
almindelige regel i
straffelovens § 83.
Straffelovens
øvrige almindelige regler om
straffens fastsættelse vil
således fortsat finde anvendelse
i sager om overtrædelse af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder,
herunder straffelovens § 81 om
skærpende omstændigheder, § 82
om formildende omstændigheder og
§ 83 om fastsættelse af straffen
under den angivne strafferamme
og strafbortfald i særlige
tilfælde.
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 6 (forslag til straffelovens
§ 192 a), og bemærkningerne
hertil.
3.3.
Våbenlovens
§ 10, stk. 2
Som nævnt oven
for under pkt. 3.1.1 er
besiddelse af skydevåben på
offentligt tilgængelige steder
under særlig skærpende
omstændigheder i dag omfattet af
straffelovens § 192 a, stk. 1.
Våbenlovens § 10, stk. 2,
omfatter derfor alene besiddelse
af skydevåben på bopælen og
andre ikke offentligt
tilgængelige steder under særlig
skærpende omstændigheder.
Den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a vil i givet fald omfatte
alle overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder,
herunder som udgangspunkt både
vedrørende skydevåben på
offentligt tilgængelige steder,
på bopælen og på andre ikke
offentligt tilgængelige steder.
Der vil således i givet fald
ikke længere være noget
anvendelsesområde for
våbenlovens § 10, stk. 2, og det
foreslås på den baggrund, at
bestemmelsen ophæves.
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 3,
nr. 1 (forslag til våbenlovens
§ 10, stk. 2), og bemærkningerne
hertil.
3.4.
Hemmelig
ransagning efter retsplejelovens
§ 799
Efter
retsplejelovens § 799, stk. 1,
kan politiet efter rettens
kendelse gennemføre en
ransagning, uden at den
mistænkte eller andre
umiddelbart gøres bekendt
hermed, og uden at der tilkaldes
vidner til ransagningen
(hemmelig ransagning), såfremt
det er afgørende for
efterforskningen.
Reglerne om
hemmelig ransagning finder også
anvendelse i forbindelse med
reglerne i retsplejelovens § 759
om ransagning med henblik på at
finde en mistænkt, der skal
anholdes, og § 761 om ransagning
med henblik på at finde en
person, der skal pågribes for at
fuldbyrde en straffedom eller
forvandlingsstraffen for en
bøde.
Bestemmelsen
er i dag begrænset til
efterforskningen af sager, der
angår forsætlige overtrædelser
af straffelovens kapitel 12
eller 13 (terror mv.), § 180 om
kvalificeret brandstiftelse,
§ 183, stk. 1 og 2, om
forvoldelse af sprængning og
spredning af skadevoldende
luftarter, jernbaneulykke m.m.,
§ 183 a om flykapring, § 186,
stk. 1, om forvoldelse af fare
for menneskers liv eller helbred
ved at tilsætte vandbeholdninger
sundhedsfarlige stoffer mv.,
§ 187, stk. 1, om at tilsætte
gift eller andre lignende
stoffer til ting, som er bestemt
til forhandling eller udbredt
benyttelse mv., § 191 om grov
narkotikakriminalitet, § 192 a,
stk. 2, om
våbenlovsovertrædelser med
særdeles farlige våben og
eksplosivstoffer, § 192 b,
stk. 1-3, om besiddelse og
anvendelse af radioaktive
stoffer mv. og § 237 om drab.
I forbindelse
med indførelsen i 2008 (ved lov
nr. 500 af 17. juni 2008) af den
gældende bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 1,
der omfatter ulovlig besiddelse
mv. af skydevåben på offentligt
tilgængelige steder under særlig
skærpende omstændigheder,
anførte Justitsministeriet, at
der i praksis næppe kunne tænkes
at ville være et behov for en
adgang til hemmelig ransagning i
tilfælde af
våbenlovsovertrædelser omfattet
af bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2007-08, 2.
samling, Tillæg B, side 1182.
Det er således alene i forhold
til våbenlovsovertrædelser
omfattet af § 192 a, stk. 2, der
omfatter sager om særdeles
farlige våben og
eksplosivstoffer, at hemmelig
ransagning kan tænkes anvendt.
Den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1 (lovforslagets
§ 1, nr. 6), vil omfatte
våbenlovsovertrædelser på
offentligt tilgængeligt sted
under særlig skærpende
omstændigheder, hvor der
besiddes, bæres eller anvendes
skydevåben med tilhørende
ammunition eller andre våben
eller eksplosivstoffer, når
våbnet eller eksplosivstofferne
på grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade.
Justitsministeriet finder, at
der ligesom ved
efterforskningen af
overtrædelser af den gældende
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1, om besiddelse
mv. af skydevåben på offentligt
tilgængeligt sted næppe kan
antages at være et praktisk
behov for at foretage hemmelige
ransagninger i sager omfattet af
den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 1,
idet der er tale om
forbrydelser, som begås på
offentligt tilgængeligt sted.
På denne
baggrund foreslås der ingen
ændringer i, at retsplejelovens
§ 799 alene henviser til
straffelovens § 192 a, stk. 2,
og ikke også til stk. 1.
4.
Skærpelse af
straffen for overtrædelse af
straffelovens § 119, stk. 3
4.1.
Gældende ret
Straffelovens
§ 119 indeholder et særligt
strafferetligt værn for
personer, der virker i offentlig
tjeneste eller hverv.
Efter
straffelovens § 119, stk. 1,
straffes således den, som med
vold eller trussel om vold
overfalder nogen, hvem det
påhviler at handle i medfør af
offentlig tjeneste eller hverv,
under udførelsen af tjenesten
eller hvervet eller i anledning
af samme, eller som på lige måde
søger at hindre en sådan person
i at foretage en lovlig
tjenestehandling eller at tvinge
ham til at foretage en
tjenestehandling. Strafferammen
er bøde eller fængsel indtil 8
år.
På samme måde
straffes den, som, uden at
forholdet falder ind under
stk. 1, fremsætter trusler om
vold, om frihedsberøvelse eller
om sigtelse for strafbart eller
ærerørigt forhold mod nogen, der
af det offentlige er tillagt
domsmyndighed eller myndighed
til at træffe afgørelse
vedrørende retsforhold eller
vedrørende håndhævelse af
statens straffemyndighed, i
anledning af udførelsen af
tjenesten eller hvervet, eller
som på lige måde søger at hindre
en sådan person i at foretage en
lovlig tjenestehandling eller at
tvinge ham til at foretage en
tjenestehandling, jf.
straffelovens § 119, stk. 2.
Den, der
ellers lægger de nævnte personer
hindringer i vejen for
udførelsen af deres tjeneste
eller hverv, straffes med bøde
eller fængsel indtil 6 måneder,
jf. straffelovens § 119, stk. 3.
Den
personkreds, der er omfattet af
straffelovens § 119, stk. 1 og
3, er den samme og kan f.eks.
være politibetjente, dommere og
læger på offentlige sygehuse.
Bestemmelsen kan efter
omstændighederne også omfatte
personer, der er ansat i en
virksomhed, der på vegne af det
offentlige udøver en funktion,
der må sidestilles med
udførelsen af offentlig
tjeneste. Som eksempel kan
nævnes Østre Landsrets dom af 9.
april 2002, gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen, side 1644, hvor
en buschauffør i en HT-bus, der
var ansat i det private
busselskab Arriva som bl.a.
drev busdriften på den
omhandlede buslinje blev udsat
for vold. Retten fandt, at selve
den omstændighed, at
buschaufføren var privatansat, i
det foreliggende tilfælde ikke
fandtes at kunne medføre, at
buschaufføren ikke var omfattet
af straffelovens § 119, stk. 1.
Retten lagde i den forbindelse
vægt på, at busdriften blev
udøvet på det offentliges vegne,
og at buschaufførens funktion
således reelt måtte sidestilles
med udførelsen af offentlig
tjeneste.
Rigsadvokaten
har oplyst, at man ikke er
bekendt med, at der i
retspraksis er taget stilling
til, om brandmænd og
ambulancefolk er omfattet af
§ 119, stk. 1 og 3, og
Rigsadvokaten har i den
forbindelse oplyst, at man ikke
er i besiddelse af oplysninger
om domme, hvor straffelovens
§ 119, stk. 1, har været anvendt
i sager om vold og trussel om
vold mod brandmænd og
ambulancefolk, men der er
eksempler på sager, hvor
domstolene efter
anklagemyndighedens påstand har
henført vold mod falckreddere
under straffelovens § 247,
stk. 2, som indebærer en
forhøjelse af strafferammerne
for voldsbestemmelserne i
§§ 244-246 i tilfælde af vold
mod personer, der efter
karakteren af sit arbejde er
særlig udsat for vold.
Rigsadvokaten har tilkendegivet,
at anklagemyndigheden vil
nedlægge påstand om anvendelse
af straffelovens § 119, både når
der er tale om offentligt
ansatte brandfolk mv. og om
privat ansatte brandfolk mv.,
som udfører brandslukning og
andre redningsopgaver efter
aftale med det offentlige.
Straffelovens
§ 119, stk. 1 og 3, omfatter
tilfælde, hvor der lægges
hindringer i vejen for
udførelsen af offentlig tjeneste
eller hverv. Forskellen mellem
de to bestemmelser består i, at
§ 119, stk. 1, finder
anvendelse, når der anvendes
vold eller trussel om vold som
hindring for udførelsen af
tjenesten eller hvervet,
hvorimod § 119, stk. 3, omfatter
tilfælde, hvor gerningsmanden på
anden måde end ved vold eller
trussel om vold lægger
hindringer i vejen for
udførelsen af tjenesten eller
hvervet. Herudover er der en
væsentlig forskel i
strafferammen, idet der efter
stk.1 kan straffes med fængsel
indtil 8 år, mens der efter
stk. 3 kan straffes med fængsel
indtil 6 måneder.
Straffelovens
§ 119, stk. 3, kan omfatte en
række forskellige situationer
som f.eks. tilfælde, hvor en
person forsøger at undgå at
blive taget med på
politistationen ved at holde
fast i en lygtepæl, og tilfælde,
hvor en gruppe unge med
vejspærringer forsøger at hindre
politi og brandvæsen i at komme
frem og hjælpe mennesker i nød.
Straffen for
overtrædelse af straffelovens
§ 119, stk. 3, afhænger af
forholdets karakter. Det fremgår
af Rigsadvokatens meddelelse nr.
9 fra 2005 om strafpåstanden i
sager om overtrædelse af
straffeloven, at overtrædelse af
straffelovens § 119, stk. 3, ved
at modsætte sig anholdelse
isoleret bedømt skal medføre en
bødestraf.
4.2.
Lovforslagets
udformning
Efter
regeringens opfattelse vil der i
en lang række tilfælde kunne
fastsættes en passende straf
inden for den gældende
strafferamme på bøde eller
fængsel indtil 6 måneder for
overtrædelse af straffelovens
§ 119, stk. 3. Det gælder f.eks.
tilfælde, hvor en person
forsøger at modsætte sig en
lovlig anholdelse ved at holde
fast i en lygtepæl eller
lignende.
Regeringen
finder imidlertid, at der bør
være mulighed for at idømme
hårdere straffe i grove
tilfælde, hvor f.eks. politi og
brandvæsen mv. forhindres i at
udføre sit arbejde. Det kan
navnlig dreje sig om tilfælde,
hvor centrale dele af
myndighedsudøvelsen mv. hindres
i at blive udført frit og
sikkert, og hvor hindringen kan
medføre alvorlige følger for
mennesker eller ejendom.
Som eksempel
på indgreb i centrale dele af
myndighedsudøvelsen kan nævnes
hindring af politiets adgang til
at foretage ransagning af et
tilholdssted for en rockergruppe
eller bande, hvor der er en
mistanke om, at der opbevares
skydevåben. Hindringen kan
f.eks. bestå i, at indgangen til
tilholdsstedet spærres.
Endvidere kan
nævnes tilfælde, hvor politi og
brandvæsen mv. forhindres i at
nå frem til brændende huse eller
nødlidende personer med
vejblokader eller »fysiske
blokader«.
Regeringen
foreslår på denne baggrund
strafferammen i straffelovens
§ 119, stk. 3, ændret fra bøde
eller fængsel indtil 6 måneder
til bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder.
Det er
hensigten med den forhøjede
strafferamme, at det skal være
muligt at tage højde for de
groveste tilfælde af
overtrædelser af straffelovens
§ 119, stk. 3, ved udmålingen af
straffen i retspraksis. Som
eksempler kan henvises til de
ovenfor nævnte tilfælde med
blokader, der er sat op for at
forhindre politi og brandvæsen
mv. i at nå frem til nødlidende,
eller tilfælde, hvor man
forsøger at forhindre politiet i
at foretage en ransagning af et
sted, hvor der er mistanke om,
at der opbevares våben.
Det er ikke
hensigten, at straffen i mindre
grove tilfælde skal forhøjes i
forhold til i dag.
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 5 (forslag til straffelovens
§ 119, stk. 3), og
bemærkningerne hertil.
5.
Varetægtsfængsling efter dom og
hurtigere afsoning
5.1.
Indledning
Denne del af
lovforslaget vedrører
varetægtsfængsling efter
fældende dom og hurtig
indsættelse til afsoning, når
dommen er endelig.
Regeringen ser
som omtalt oven for under pkt.
1.1 og pkt. 2.2.1 på problemerne
med voldelige opgør og
omfattende kriminalitet med
tilknytning til rockergrupper og
bander mv. med meget stor alvor,
og regeringen finder, at det er
nødvendigt at gribe til
ekstraordinært skrappe midler
over for de stridende grupper.
Bl.a. er det vigtigt, at dømte
rocker- og bandemedlemmer mv.
varetægtsfængsles, hvis der er
grundlag for det, eller
indsættes til afsoning hurtigst
muligt efter, at dommen er
blevet endelig.
Regeringen
finder, at tallene for, hvor
mange formodede rockere og
bandemedlemmer mv. der endnu
ikke er indsat til afsoning af
en idømt fængselsstraf, efter at
dommen er blevet endelig, bør
søges nedbragt. Det gælder i
lyset af omfanget og karakteren
af den kriminalitet, der
udspringer af rocker- og
bandemiljøet, og det gælder både
ud fra hensynet til
retshåndhævelsen og ud fra et
hensyn til politiets virke for
at forebygge strafbare forhold,
forstyrrelse af den offentlige
fred og orden samt fare for
enkeltpersoners og den
offentlige sikkerhed.
Det anførte
gælder, selv om gruppen af
dømte, der er på fri fod,
varierer fra dag til dag - både
i antal og i sammensætning - og
at tallet alt andet lige vokser,
jo flere personer med
tilknytning til rockergrupper og
bander mv. det lykkes for
politiet og anklagemyndigheden
at få dømt for begået
kriminalitet.
Det foreslås
på den anførte baggrund, at der
indføres en ny regel om adgang
til varetægtsfængsling efter
fældende dom på grundlag af
retshåndhævelseshensyn af
personer med tilknytning til
rockergrupper eller bander mv.,
når den pågældende rockergruppe
eller bande deltager i voldelige
konflikter, hvor der bruges
skydevåben mv.
Desuden
foreslås det at ændre
straffuldbyrdelsesloven, sådan
at der ved afgørelser af, om
straffuldbyrdelsen kan udsættes,
også kan lægges vægt på, om
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed taler
imod udsættelse af
straffuldbyrdelsen.
Det foreslås
endvidere at ændre
straffuldbyrdelsesloven, sådan
at ansøgninger om udsættelse af
afsoning eller benådning eller
om afsoning på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
ikke skal tillægges opsættende
virkning, hvis hensynet til
politiets forebyggende
virksomhed skønnes at kræve, at
afsoningen påbegyndes uden at
afvente behandlingen af en sådan
ansøgning.
Endvidere
foreslås det at lovfæste, at
tilladelse til strafudståelse på
bopælen kan nægtes meddelt, hvis
der er grund til at antage, at
den dømte ikke vil overholde de
vilkår, som gælder for
fuldbyrdelse på bopælen.
I tilknytning
til de foreslåede ændringer af
straffuldbyrdelsesloven foreslås
det at ændre forvaltningsloven,
sådan at afskæringen af retten
til aktindsigt udvides til også
at omfatte sager om
straffuldbyrdelsens
iværksættelse, udsættelse og
benådning samt fuldbyrdelse af
straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol for så
vidt angår oplysninger, der er
indhentet med henblik på at
belyse hensynet til politiets
forebyggende virksomhed.
Desuden vil
regeringen ændre de
administrative regler om
indsættelse til afsoning,
således at kendte rockere,
bandemedlemmer mv. indkaldes til
afsoning i en særlig
hasteprocedure.
5.2.
Varetægtsfængsling efter
fældende dom
5.2.1. Gældende ret
Efter
retsplejelovens § 762, stk. 1,
kan en sigtet varetægtsfængsles,
når der er begrundet mistanke
om, at den pågældende har begået
en lovovertrædelse, som er
undergivet offentlig påtale,
såfremt lovovertrædelsen har en
strafferamme på mindst fængsel i
1 år og 6 måneder eller derover,
og der er bestemte grunde til at
antage, at den sigtede på fri
fod vil unddrage sig
forfølgningen eller
fuldbyrdelsen, eller at den
sigtede på fri fod vil begå ny
kriminalitet af tilsvarende
beskaffenhed eller vil
vanskeliggøre forfølgningen i
sagen, navnlig ved at fjerne
spor eller advare eller påvirke
andre.
Efter
retsplejelovens § 762, stk. 2,
kan en person endvidere under
visse betingelser
varetægtsfængsles af hensyn til
retshåndhævelsen (såkaldt
retshåndhævelsesarrest). Efter
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 1, kan der således ske
varetægtsfængsling, når der
foreligger en særligt bestyrket
mistanke om, at den sigtede har
begået en lovovertrædelse, som
er undergivet offentlig påtale,
og som efter loven kan medføre
fængsel i 6 år eller derover, og
hensynet til retshåndhævelsen
efter oplysningerne om
forholdets grovhed skønnes at
kræve, at den pågældende ikke er
på fri fod. Højesteret har i en
afgørelse, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s.
391, vedrørende den dagældende
§ 762, stk. 2, som er identisk
med den gældende § 762, stk. 2,
nr. 1, udtalt, at
retshåndhævelsesarrest efter
denne bestemmelse efter
forarbejderne forudsætter, at
der må forventes idømt
»langvarig fængselsstraf eller
anden strafferetlig
foranstaltning af tilsvarende
indgribende betydning«. Det
antages, at forudsætningen om en
»langvarig fængselsstraf« vil
kunne anses for opfyldt, hvis
der må forventes idømt en
ubetinget fængselsstraf på
mindst 8-10 måneder.
Efter
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 2, kan en person endvidere
varetægtsfængsles, når der
foreligger en særligt bestyrket
mistanke om, at den sigtede har
begået en af visse nærmere
angivne lovovertrædelser,
såfremt lovovertrædelsen efter
oplysningerne om forholdets
grovhed kan ventes at ville
medføre en ubetinget dom på
fængsel i mindst 60 dage, og
hensynet til retshåndhævelsen
skønnes at kræve, at sigtede
ikke er på fri fod. De
straffelovsbestemmelser, der er
opregnet i nr. 2, angår vold
eller trusler mod personer i
offentlig tjeneste eller hverv
(§ 119, stk. 1), vold eller
trusler mod vidner (§ 123), grov
forstyrrelse af ro og orden på
offentligt sted (§ 134 a), visse
sædelighedsforbrydelser (§ 218,
stk. 1, § 222, §§ 224 eller 225,
jf. § 218, stk. 1, § 222, § 235,
stk. 1, eller en overtrædelse af
straffelovens § 232 over for et
barn under 15 år), ulovlig
besiddelse mv. af skydevåben på
offentligt tilgængeligt sted
(192 a, stk.1), vold
(§§ 244-246), hensættelse i
hjælpeløs tilstand (§ 250) og
hensynsløs fareforvoldelse
(§ 252).
Efter
retsplejelovens § 762, stk. 3,
kan varetægtsfængsling ikke
anvendes, hvis lovovertrædelsen
kan ventes at ville medføre
straf af bøde eller fængsel i
højst 30 dage, eller hvis
frihedsberøvelsen vil stå i
misforhold til den herved
forvoldte forstyrrelse af
sigtedes forhold, sagens
betydning og den retsfølge, som
kan ventes, hvis den pågældende
findes skyldig
(proportionalitetsprincippet).
Bestemmelse om
varetægtsfængsling har kun
virkning efter sagens afgørelse
i retten, hvis retten efter
afgørelsen særskilt bestemmer,
at tiltalte under en eventuel
appel, eller indtil fuldbyrdelse
kan iværksættes, skal
varetægtsfængsles eller forblive
varetægtsfængslet, jf.
retsplejelovens § 769.
Betingelserne for
varetægtsfængsling efter sagens
afgørelse er de samme som før
sagens afgørelse, medmindre
tiltalte samtykker i at forblive
varetægtsfængslet. Samtykker
tiltalte, er dette i sig selv
tilstrækkeligt til fortsat
varetægtsfængsling.
5.2.2. Lovforslagets udformning
Regeringen
finder, at der som led i den
styrkede indsats for at få sat
en stopper for voldelige
bandekonflikter med brug af
skydevåben på åben gade mv. er
behov for at åbne mulighed for
varetægtsfængsling efter
domsafsigelse i sager, hvor den
pågældende er idømt ubetinget
fængsel i mere end 30 dage, og
hvor der foregår et gensidigt
opgør mellem grupper af
personer, hvor der flere gange
som led i opgøret enten er
anvendt skydevåben, eller
anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse omfattet
af straffelovens § 180, og hvor
den tiltalte har et aktivt
tilhørsforhold til en gruppe,
som deltager i det aktuelle
opgør.
Efter
regeringens opfattelse bør
varetægtsfængsling kunne ske i
de nævnte tilfælde, når hensynet
til retshåndhævelsen skønnes at
kræve, at tiltalte ikke er på
fri fod, selv om dommen ikke er
endelig, under hensyntagen til
det pågældende gensidige opgør
og den pågældendes tilknytning
til en rockergruppe eller bande
mv., som deltager i opgøret.
Det foreslås
således, at der indføres en ny
bestemmelse i retsplejelovens
§ 769 (nyt stk. 2), hvorefter en
tiltalt kan varetægtsfængsles,
når der er afsagt
helt eller
delvis fældende dom,
hvorved den pågældende er idømt
ubetinget
fængsel i mere end 30 dage
for en lovovertrædelse, som er
undergivet offentlig påtale, og
hensynet
til retshåndhævelsen
skønnes at kræve, at tiltalte
ikke er på fri fod under
hensyntagen til et
gensidigt
opgør, som på det
tidspunkt, hvor afgørelsen om
varetægtsfængsling træffes,
foregår mellem
grupper af
personer, og hvor der
flere gange som led i opgøret
enten er
anvendt skydevåben, eller
anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse omfattet
af straffelovens § 180, samt
til, at den
tiltalte har tilknytning til en
af disse grupper.
Den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 769, stk. 2 (lovforslagets
§ 2, nr. 2) er således på visse
punkter udformet i
overensstemmelse med den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 81 a
(lovforslagets § 1, nr. 2).
Det er som
nævnt en betingelse for
varetægtsfængsling efter den
foreslåede bestemmelse, at den
pågældende ved dommen er idømt
ubetinget fængsel i mere end 30
dage. Strafferammen for den
pådømte forbrydelse har ikke
betydning.
Det er efter
forslaget
ikke en betingelse, at
det pådømte forhold har baggrund
i det gensidige voldelige opgør
med brug af skydevåben mv.
Med
»opgør«
sigtes der til en konflikt
mellem to (rivaliserende) parter
af en betydelig intensitet, som
gennem en vis periode giver sig
udslag i angreb. Enkeltstående
voldelige angreb eller lignende
uden indbyrdes sammenhæng vil
således ikke være tilstrækkeligt
til at udgøre et opgør omfattet
af den foreslåede bestemmelse.
Det er uden
betydning for vurderingen af, om
et opgør er omfattet af den
foreslåede bestemmelse, hvad der
er årsagen til konflikten, og
hvad konflikten drejer sig om.
Dernæst er det
en betingelse, at opgøret mellem
de pågældende grupper af
personer er
»gensidigt«. Den
foreslåede bestemmelse vil
således ikke finde anvendelse,
hvis der er tale om, at én
gruppe forfølger en anden gruppe
ved (flere gange) at angribe den
anden gruppe, der ikke går til
modangreb med brug af strafbare
midler.
Endvidere er
det en betingelse, at det
pågældende opgør finder sted
mellem
»grupper af personer«,
det vil sige mere end én person
på hver side i konflikten.
Som
»grupper«
anses ikke kun formaliserede
grupper med en fast struktur og
rollefordeling medlemmerne
imellem, et fast tilholdssted og
med fast navn eller lignende.
Bestemmelsen omfatter også mere
løse grupperinger, hvis gruppen
dog virker med et fælles sigte
eller mål og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte
situationer, f.eks. at
personerne i gruppen som regel
bliver alarmeret og instrueret
via telefon- eller sms-kæder i
forbindelse med bestemte
voldelige eller truende
begivenheder, som indtræffer.
I det omfang
der således foreligger et
gensidigt opgør mellem grupper
af personer, er det en
betingelse for, at bestemmelsen
kan finde anvendelse, at der
flere gange som led i opgøret
enten er anvendt skydevåben,
eller anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse efter
straffelovens § 180. Det
forhold, at der flere gange som
led i opgøret skal være anvendt
skydevåben mv. indebærer, at et
enkelt angreb ikke vil medføre,
at bestemmelsen finder
anvendelse, men der skal være
tale om to eller flere tilfælde.
Betingelsen om »flere gange« vil
være opfyldt, uanset om der
flere gange er anvendt
skydevåben eller f.eks.
eksplosivstoffer eller begge
dele tilsammen.
De våbentyper,
der er omfattet af den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 769, stk. 2,
svarer til de våbentyper, der er
omfattet af den foreslåede § 192
a, stk. 1, i straffeloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 6, jf.
oven for under pkt. 3.2.2.
Det er ikke en
betingelse, at de nævnte
skydevåben mv. anvendes af begge
eller alle grupper, der deltager
i opgøret. Det vil efter
forslaget være tilstrækkeligt,
hvis blot en af grupperne gør
brug af skydevåben mv., idet der
i så fald også vil være risiko
for optrapning mv. af
konflikten.
Betingelsen
om, at den tiltalte skal have
»tilknytning til« en
gruppe, som deltager i et
verserende opgør, indebærer
ikke, at der skal lægges vægt på
formelt medlemskab eller
lignende, men at den pågældende
tager aktivt del i gruppens
virke.
Efter den
foreslåede bestemmelse er det en
betingelse for
varetægtsfængsling, at hensynet
til retshåndhævelsen efter
konkret vurdering skønnes at
kræve, at den pågældende ikke er
på fri fod efter den fældende
dom. Hensynet til
retshåndhævelsen skal vurderes
under hensyntagen til den
pågældendes tilknytning til en
gruppe af personer, som deltager
i et verserende voldeligt opgør
af en sådan karakter (hvor der
flere gange er anvendt
skydevåben mv.), som kan true
det normale samfundsliv for
borgerne i de berørte områder
eller bydele. Det ligger i
bestemmelsen, at der med henblik
på at fastholde en fornøden
fasthed og konsekvens i
retshåndhævelsen er behov for at
varetægtsfængsle personer, som
har aktiv tilknytning til
grupper, der deltager i aktuelle
væbnede konflikter af den
omtalte ekstraordinære karakter,
idet det vil kunne virke
krænkende, at den pågældende er
på fri fod, når der ved en
fældende dom foreligger særlig
bestyrket mistanke om, at den
pågældende har begået
kriminalitet af en sådan
grovhed, som har kunnet medføre
en ubetinget straf på mere end
30 dages fængsel. Det vil bero
på en vurdering af de konkrete
omstændigheder, om der eventuelt
foreligger sådanne individuelle
forhold, som kan medføre, at det
trods det nævnte
retshåndhævelseshensyn i det
enkelte tilfælde ikke er
påkrævet, at den pågældende
varetægtsfængsles efter den
fældende dom.
Bestemmelsen
vil ikke have selvstændig
betydning i tilfælde, hvor en
eller flere af de øvrige
fængslingsgrunde i
retsplejelovens § 762, stk. 1 og
2, jf. § 769, kan anvendes. Det
indebærer navnlig, at
bestemmelsen ikke har betydning
i tilfælde, hvor fængsling kan
ske på grund af gentagelsesfare,
jf. § 762, stk. 1, nr. 2, hvor
der er idømt en så langvarig
fængselsstraf, at den pågældende
kan fængsles under hensyn til
grovheden af den begåede
kriminalitet, jf. § 762, stk. 2,
nr. 1, eller hvor der foreligger
et af de særlige tilfælde, som
er omfattet af § 762, stk. 2,
nr. 2.
Det er
forudsat, at bestemmelsen alene
påberåbes i klare tilfælde, hvor
det skønnes, at der utvivlsomt
foregår et gensidigt opgør som
nævnt i bestemmelsen, og hvor
der skønnes ikke at være tvivl
om, at den tiltalte har et
aktivt tilhørsforhold til en
gruppe, som deltager i det
aktuelle opgør.
Politiet og
anklagemyndigheden vil i givet
fald tilrettelægge
hensigtsmæssige arbejdsgange med
henblik på anvendelsen af den
foreslåede bestemmelse, men det
kan ikke forventes, at der vil
blive taget omfattende skridt
til at efterforske f.eks.
ethvert muligt rocker- og
bandetilhørsforhold mv. i
forbindelse med alle
straffesager, hvor der kan
forventes idømt en ubetinget
fængselsstraf af mere end 30
dage. Det er bl.a. forudsat, at
reglen alene vil blive påberåbt
på grundlag af foreliggende
viden og bevismateriale mv., der
vil kunne fremlægges i retten.
Er den dømte
varetægtsfængslet efter dommen i
medfør af den foreslåede
bestemmelse, følger det af
retsplejelovens § 999, stk. 2
(som ikke foreslås ændret), at
straffedommen skal fuldbyrdes,
så snart det kan konstateres, at
dommen er endelig.
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 2,
nr. 2 (forslag til
retsplejelovens § 769, stk. 2),
og bemærkningerne hertil.
5.3.
Fuldbyrdelse
af straf på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
(elektronisk fodlænke) samt
udsættelse af straffuldbyrdelsen
5.3.1 Gældende ret
5.3.1.1.
Efter straffuldbyrdelseslovens
§ 10 kan justitsministeren eller
den, der bemyndiges dertil,
bestemme, at fuldbyrdelsen af en
fængselsstraf eller en del af
denne skal udsættes, når
hensynet til den dømte, herunder
dennes arbejds-, uddannelses-,
familie- eller helbredsmæssige
forhold, taler for det (nr. 1),
og når hensynet til
retshåndhævelsen ikke taler imod
udsættelse af straffuldbyrdelsen
(nr. 2).
Efter
straffuldbyrdelseslovens § 11
fastsætter justitsministeren
regler om behandlingen af sager
om udsættelse af
straffuldbyrdelsen og om den
administrative behandling af
sager om benådning.
Justitsministeren kan i
forbindelse hermed bestemme, at
der kun tillægges ansøgninger
indgivet inden udløbet af
bestemte frister opsættende
virkning efter § 12. Der er med
hjemmel heri fastsat nærmere
regler om behandlingen af sager
om udsættelse af
straffuldbyrdelsen ved
bekendtgørelse nr. 29 af 22.
januar 2009 om udsættelse med
fuldbyrdelse af fængselsstraf og
den administrative behandling af
sager om benådning (udsættelses-
og benådningsbekendtgørelsen).
5.3.1.2.
Søger en dømt på fri fod
rettidigt om udsættelse af
straffuldbyrdelsen eller om
benådning, skal
straffuldbyrdelsen udsættes,
indtil der er truffet afgørelse
i sagen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 12,
stk. 1. Har den dømte tidligere
fået straffuldbyrdelsen udsat
eller fået afslag på en
ansøgning om udsættelse eller
benådning, skal
straffuldbyrdelsen kun udsættes
under behandlingen af den nye
ansøgning, når denne indeholder
nye væsentlige oplysninger, hvis
rigtighed så vidt muligt er
godtgjort, eller der i øvrigt er
særlig grund til at afvente
afgørelsen af den nye ansøgning,
jf. § 12, stk. 2.
5.3.1.3.
Efter straffuldbyrdelseslovens
§ 78 a, stk. 1, kan
justitsministeren eller den, der
bemyndiges dertil, efter
ansøgning fra personer, der er
idømt fængselsstraf i indtil 3
måneder, meddele tilladelse til,
at straffen udstås på bopælen
under intensiv overvågning og
kontrol efter reglerne i lovens
§§ 78 b-78 f.
Tilladelse
efter stk. 1 (til at udstå
straffen på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol)
kan ikke meddeles personer, der
er idømt fængselsstraf i indtil
14 dage for overtrædelse af
lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer, medmindre
straffen tillige er idømt for
overtrædelse af anden
lovgivning, og den eller de
skete overtrædelser af
lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer ikke har været
af væsentlig betydning for
straffens længde, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 78 a,
stk. 2.
Efter
straffuldbyrdelseslovens § 78 a,
stk. 3, fastsætter
justitsministeren regler om den
administrative behandling af
ansøgninger om strafudståelse på
bopælen under intensiv
overvågning og kontrol.
Justitsministeren kan i
forbindelse hermed bestemme, at
der kun tillægges ansøgninger
indgivet inden udløbet af
bestemte frister opsættende
virkning, således at
straffuldbyrdelsen udsættes.
Tilladelse til
at udstå straffen på bopælen
under intensiv overvågning og
kontrol kan meddeles, hvis 1)
den dømtes boligforhold er af en
sådan beskaffenhed, at
straffuldbyrdelse på bopælen kan
gennemføres under intensiv
overvågning og kontrol, 2) den
dømtes beskæftigelsesforhold i
form af arbejde, uddannelse el.
lign. er af en sådan
beskaffenhed, at
straffuldbyrdelsen kan
gennemføres under intensiv
overvågning og kontrol, 3) den
dømte, når denne tidligere har
udstået straf af fængsel efter
bestemmelserne i dette kapitel,
ikke i et tidsrum af 2 år forud
for idømmelsen af den straf, som
ansøgningen vedrører, er idømt
højere straf end bøde, og 4)
personer, der har samme bopæl
som den dømte, og som er over 18
år, meddeler samtykke til, at
straffen kan fuldbyrdes på den
fælles bopæl, jf. § 78 b,
stk. 1.
Tilladelse til
strafudståelse på bopælen nægtes
meddelt, hvis denne
fuldbyrdelsesform som følge af
den dømtes forhold ikke findes
hensigtsmæssig, jf. § 78 b,
stk. 2.
Efter
straffuldbyrdelseslovens § 78 b,
stk. 3, foretager
Kriminalforsorgen til brug for
afgørelsen af, om den dømte
opfylder betingelserne i stk. 1,
nr. 1-4, en nærmere undersøgelse
af den dømtes personlige
forhold, herunder om
vedkommendes boligforhold,
beskæftigelsesforhold samt
fysiske og psykiske tilstand.
Hvis Kriminalforsorgen finder
det fornødent, kan denne i
forbindelse med undersøgelsens
foretagelse bestemme, at den
dømte skal aflægge
udåndingsprøver og urinprøver.
Efter
straffuldbyrdelseslovens § 78 c,
stk. 1, meddeles tilladelse til
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
på vilkår af, at den dømte i
fuldbyrdelsesperioden bl.a. ikke
begår strafbart forhold, ikke
indtager alkohol, euforiserende
stoffer eller andre stoffer, der
er forbudt efter den almindelige
lovgivning, ikke helt eller
delvis udebliver fra sit
arbejde, uddannelse el.lign.,
samt undergiver sig
Kriminalforsorgens tilsyn og
kontrol, herunder elektronisk
kontrol mv., og overholder de
forskrifter, som
Kriminalforsorgen fastsætter til
gennemførelsen af tilsynet.
Der kan
endvidere fastsættes andre
vilkår, der findes
hensigtsmæssige, herunder vilkår
om, at den dømte i
fuldbyrdelsesperioden
underkaster sig en struktureret,
kontrolleret
alkoholistbehandling, jf. § 78
c, stk. 2.
Der er ved
bekendtgørelse nr. 31 af 22.
januar 2009 om fuldbyrdelse af
straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol
(bekendtgørelse om
strafudståelse på bopælen)
fastsat nærmere regler om
ordningen med strafudståelse på
bopælen under intensiv
overvågning og kontrol.
5.3.2. Lovforslagets udformning
5.3.2.1.
Rigspolitiet har over for
Justitsministeriet oplyst, at
der den 25. marts 2009 var 44
personer, der efter politiets
opfattelse har tilknytning til
rockergrupper eller bander mv.,
som havde modtaget en endelig
dom, men endnu ikke var indsat i
enten arresthus eller et
fængsel. Rigspolitiet har
oplyst, at der er tale om et
øjebliksbillede af en konstant
varierende gruppe, hvis antal og
sammensætning ændrer sig fra dag
til dag, og hvis antal alt andet
lige vil stige, jo flere
personer der bliver idømt
ubetingede fængselsstraffe.
Direktoratet
for Kriminalforsorgen har
oplyst, at en betydelig del af
de pågældende personer afventer
direktoratets stillingtagen til
en ansøgning om tilladelse til
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
(elektronisk fodlænke).
5.3.2.2.
Tilladelse til at udstå straf på
bopælen under intensiv
overvågning og kontrol
forudsætter efter de gældende
regler, at der på baggrund af
den dømtes ansøgning gennemføres
en særlig visitationsprocedure,
og der skal i tilknytning hertil
bl.a. udarbejdes en
egnethedsvurdering af den dømte.
Der er således en nødvendig
sagsbehandlingstid, før denne
afsoningsform i givet fald kan
iværksættes, og der går en vis
tid, inden der kan tages
stilling til en ansøgning om
tilladelse til strafudståelse på
bopælen under intensiv
overvågning og kontrol. Er en
ansøgning om tilladelse til
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
indgivet inden nærmere fastsatte
frister, følger det af de
gældende regler, at ansøgningen
skal tillægges opsættende
virkning.
Efter
regeringens opfattelse bør
reglerne på området sikre, at
der tages hensyn til, at der i
nogle tilfælde er et væsentligt
politimæssigt behov for, at den
pågældende påbegynder afsoning
af en idømt fængselsstraf uden
at afvente den tidskrævende
behandling af en ansøgning om
tilladelse til afsoning på
bopælen under intensiv
overvågning og kontrol, og uden
at afvente behandlingen af en
ansøgning om udsættelse af
straffuldbyrdelsen eller om
benådning.
Regeringen
foreslår på denne baggrund en
ændring af
straffuldbyrdelsesloven, således
at der ikke er pligt til at
tillægge en ansøgning om
udsættelse af straffuldbyrdelsen
eller benådning opsættende
virkning for fuldbyrdelsen af
den idømte frihedsstraf, hvis
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder afsoning uden at
afvente behandlingen af en sådan
ansøgning (lovforslagets § 5,
nr. 2). En ansøgning om
udsættelse af straffuldbyrdelsen
eller benådning vil fortsat
kunne tillægges opsættende
virkning, hvis det konkret
skønnes absolut påkrævet under
hensyntagen til de nærmere
omstændigheder i sagen.
Der foreslås
det samme i forhold til en
ansøgning om tilladelse til
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol,
hvis politidirektøren har
underrettet Kriminalforsorgen
om, at hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder afsoning uden at
afvente behandlingen af en sådan
ansøgning (lovforslagets § 5,
nr. 3).
En sådan
underretning vil normalt blive
givet samtidig med, at
politidirektøren giver
fuldbyrdelsesordre, jf.
retsplejelovens § 997, stk. 1
(som ikke foreslås ændret).
Med udtrykket
»politiets forebyggende
virksomhed« sigtes til politiets
virke for at forebygge strafbare
forhold, forstyrrelse af den
offentlige fred og orden samt
fare for enkeltpersoners og den
offentlige sikkerhed, jf.
politilovens § 2, nr. 1 (som
ikke foreslås ændret).
Politidirektøren kan ved sin
vurdering af, hvad hensynet til
den forebyggende virksomhed
kræver, dels lægge vægt på
politiets vurdering af den
dømtes recidivrisiko i
sammenhæng med arten af den
begåede kriminalitet, dels lægge
vægt på, om den dømte på
grundlag af politiets
foreliggende oplysninger må
antages at have en sådan
tilknytning til en gruppe af
personer, der udviser et
adfærdsmønster præget af
omfattende kriminalitet af
voldelig karakter, at der er et
væsentligt politimæssigt behov
for, at den pågældende
påbegynder afsoning af den
idømte fængselsstraf uden at
afvente behandlingen af en
ansøgning om tilladelse til
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
eller behandlingen af en
ansøgning om udsættelse af
straffuldbyrdelsen eller
benådning.
Det
forudsættes, at politiet giver
en sådan underretning til
Kriminalforsorgen baseret på
foreliggende oplysninger og kun,
når der skønnes at være et klart
politimæssigt behov. Det kan
således ikke forventes, at
politiet i samtlige sager, hvor
nogen idømmes en ubetinget
fængselsstraf, vil tage særlige
skridt med henblik på at
efterforske ethvert muligt
tilhørsforhold til f.eks. en
rockergruppe eller en bande mv.
Konsekvensen
af, at en ansøgning om
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
ikke tillægges opsættende
virkning, vil i praksis normalt
være, at afsoningen vil være
påbegyndt, inden der kan tages
stilling til ansøgningen, jf.
neden for om etablering af en
særlig hasteprocedure. Der vil
herefter ikke være mulighed for
at iværksætte denne
afsoningsform, idet den ikke kan
benyttes alene for en del af
straffen. Kriminalforsorgen vil
derfor i givet fald ikke
behandle en ansøgning om
strafudståelse på bopælen, hvis
Kriminalforsorgen skønner, at
ansøgningen ikke vil kunne
færdigbehandles, før afsoningen
er påbegyndt.
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 5,
nr. 2 og 3 (forslag til
straffuldbyrdelseslovens § 12,
stk. 1, og § 78 a, stk. 3), og
bemærkningerne hertil.
5.3.2.3.
Efter den gældende bestemmelse i
straffuldbyrdelseslovens § 78 b,
stk. 2, skal tilladelse til
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
nægtes, hvis denne
fuldbyrdelsesform som følge af
den dømtes forhold ikke findes
hensigtsmæssig. Det foreslås at
lovfæste, at dette bl.a.
omfatter tilfælde, hvor der er
grund til at antage, at den
dømte ikke vil overholde de
vilkår, som gælder for
fuldbyrdelse på bopælen, jf.
herved lovens § 78 c (som ikke
foreslås ændret) (lovforslagets
§ 5, nr. 4).
Det
forudsættes, at
Kriminalforsorgen ved
vurderingen af faren for, at den
dømte vil begå ny kriminalitet,
ikke alene inddrager den begåede
kriminalitet, den dømtes
relevante tidligere forstraffe
og erfaringer fra eventuelle
tidligere strafudståelse på
bopælen under intensiv
overvågning og kontrol, men
bl.a. også kan lægge vægt på
oplysninger, som politiet måtte
fremkomme med angående den
pågældendes tilhørsforhold til
grupper af personer, der udviser
et adfærdsmønster præget af
omfattende kriminalitet.
Den foreslåede
bestemmelse vil i forhold til
dømte med formodet
tilhørsforhold til grupper af
personer, der udviser et
adfærdsmønster præget af
omfattende kriminalitet, kun
have reel praktisk betydning i
tilfælde, hvor politiet ikke har
fundet grundlag for i medfør af
den foreslåede bestemmelse i
straffuldbyrdelseslovens § 78 a,
stk. 3, 3. pkt. (lovforslagets
§ 5, nr. 3), at underrette
Kriminalforsorgen om, at en
ansøgning om tilladelse til
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
ikke bør tillægges opsættende
virkning, men hvor man i
mellemtiden har fået nye
oplysninger.
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 5,
nr. 4 (forslag til
straffuldbyrdelseslovens § 78 b,
stk. 2), og bemærkningerne
hertil.
5.3.2.4.
Efter den gældende bestemmelse i
straffuldbyrdelsesloven er der
ikke mulighed for at nægte
udsættelse på baggrund af en
vurdering af hensynet til
politiets forebyggende
virksomhed. Af de grunde, som er
nævnt oven for under pkt.
5.3.2.2., finder regeringen, at
der bør skabes mulighed herfor,
og det foreslås derfor at ændre
straffuldbyrdelseslovens § 10,
således at udsættelse af
straffuldbyrdelse bl.a.
forudsætter, at hensynet til
politiets forebyggende
virksomhed ikke taler herimod
(lovforslagets § 5, nr. 1).
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 5,
nr. 1 (forslag til
straffuldbyrdelseslovens § 10,
nr. 2), og bemærkningerne
hertil.
5.4.
Begrænsning i
retten til aktindsigt
5.4.1. Gældende ret
Efter
forvaltningslovens § 9, stk. 1,
kan den, der er part i en sag,
hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, forlange
at blive gjort bekendt med
sagens dokumenter. Begæringen
skal angive den sag, hvis
dokumenter den pågældende ønsker
at blive gjort bekendt med.
Efter
forvaltningslovens § 9, stk. 3,
gælder bestemmelserne i
forvaltningslovens kapitel 4 om
partens aktindsigt ikke sager om
strafferetlig forfølgning af
lovovertrædelser.
I forbindelse
med varetægtsfængsling samt
fuldbyrdelse af fængselsstraf og
forvaring gælder lovens
bestemmelser om partsaktindsigt
endvidere ikke sager om valg af
varetægtsfængsel eller
afsoningsinstitution, om
overførsel til andet
varetægtsfængsel eller anden
afsoningsinstitution, om
overførsel til anden afdeling i
et varetægtsfængsel eller en
afsoningsinstitution og om
udelukkelse fra fællesskab, jf.
forvaltningslovens § 9, stk. 4.
Efter
forvaltningslovens § 15, stk. 1,
nr. 3, kan retten til aktindsigt
begrænses, i det omfang partens
interesse i at benytte kendskab
til sagens dokumenter til
varetagelse af sit tarv findes
at burde vige for afgørende
hensyn til den pågældende selv
eller andre private eller
offentlige interesser, herunder
forebyggelse, opklaring og
forfølgning af lovovertrædelser,
straffuldbyrdelse og lignende
samt beskyttelse af sigtede,
vidner eller andre i sager om
strafferetlig eller disciplinær
forfølgning. Anvendelsen af
denne undtagelsesbestemmelse
beror på en konkret afvejning i
hvert enkelt tilfælde af partens
interesse i at få kendskab til
sagens dokumenter over for de
modstående hensyn, der taler for
at begrænse retten til
aktindsigt.
Gør de hensyn,
der efter forvaltningslovens
§ 15, stk. 1, taler for at
begrænse retten til aktindsigt,
sig kun gældende for en del af
et dokument, skal parten gøres
bekendt med dokumentets øvrige
indhold, jf. forvaltningslovens
§ 15, stk. 2.
Det følger af
forvaltningslovens § 19, stk. 1,
at kan en part i en sag ikke
antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af
bestemte oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder,
må der ikke træffes afgørelse,
før myndigheden har gjort parten
bekendt med oplysningerne og
givet denne lejlighed til at
fremkomme med en udtalelse. Det
gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for
den pågældende part og er af
væsentlig betydning for sagens
afgørelse.
Efter
forvaltningslovens § 19, stk. 2,
gælder bestemmelsen i § 19,
stk. 1, bl.a. ikke, hvis parten
ikke har ret til aktindsigt med
hensyn til de pågældende
oplysninger, jf. nr. 4.
Efter
forvaltningslovens § 22 skal en
afgørelse, når den meddeles
skriftligt, være ledsaget af en
begrundelse, medmindre
afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold.
Begrundelsen
skal efter forvaltningslovens
§ 24, stk. 1, indeholde en
henvisning til de retsregler, i
henhold til hvilke afgørelsen er
truffet. I det omfang afgørelsen
efter disse regler beror på et
administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de
hovedhensyn, der har været
bestemmende for skønsudøvelsen.
Begrundelsen skal endvidere om
fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske
omstændigheder, som er tillagt
væsentlig betydning for
afgørelsen, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 2.
Efter
forvaltningslovens § 24, stk. 3,
gælder § 24, stk. 1, 2. pkt. (om
at begrundelsen tillige skal
angive de hovedhensyn, der har
været bestemmende for
skønsudøvelsen, hvis afgørelsen
beror på et administrativt
skøn), og stk. 2 (om at
begrundelsen om fornødent skal
indeholde en kort redegørelse
for de oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen), ikke
i de sager, der er nævnt i
forvaltningslovens § 9, stk. 4.
Begrundelsens indhold kan i
øvrigt begrænses, i det omfang
partens interesse i at kunne
benytte kendskab til denne til
varetagelse af sit tarv findes
at burde vige for afgørende
hensyn til den pågældende selv
eller til andre private eller
offentlige interesser, jf. § 15.
5.4.2. Lovforslagets udformning
I forlængelse
af lovforslagets § 5 om ændring
af straffuldbyrdelsesloven har
Justitsministeriet overvejet, om
sager om afgørelse af
straffuldbyrdelse, hvori der
indgår oplysninger, der er
indhentet for at belyse hensynet
til politiets forebyggende
virksomhed, bør undtages fra
partens ret til aktindsigt efter
forvaltningsloven.
Justitsministeriet finder, at
der alene bør ske begrænsninger
i adgangen til partsaktindsigt
efter forvaltningsloven, hvis
der foreligger tungtvejende
grunde. Der er således tale om
en væsentlig partsrettighed, der
skal være med til at sikre, at
den person, som en
forvaltningsmyndigheds afgørelse
er rettet til, kan varetage sine
interesser. Indskrænkning i
retten til partsaktindsigt bør
derfor kun komme på tale, når
der foreligger særlige grunde.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
taler en række hensyn med
betydelig vægt for at begrænse
retten til partsaktindsigt i
sager om afgørelse om
straffuldbyrdelse, for så vidt
angår oplysninger, der er
indhentet for at belyse hensynet
til politiets forebyggende
virksomhed.
Det drejer sig
om behovet for at beskytte
oplysninger om politiets kilder,
efterforskningsmetoder,
forebyggelse, opklaring og
forfølgning af lovovertrædelser
mv.
Baggrunden
for, at de omhandlede
oplysninger indgår i
Kriminalforsorgens sager
vedrørende afgørelse om
straffuldbyrdelse, er, at det
vil være Kriminalforsorgen, der
i de pågældende sager skal tage
højde for det væsentlige
politimæssige behov, der i nogle
tilfælde er, for, at den dømte
f.eks. begynder afsoning af en
idømt fængselsstraf uden at
afvente den tidskrævende
behandling af en ansøgning om
tilladelse til afsoning på
bopælen under intensiv
overvågning og kontrol, og uden
at afvente behandlingen af en
ansøgning om udsættelse af
straffuldbyrdelsen, jf. oven for
pkt. 5.3.2.2.
I forbindelse
med politiets vurdering af, hvad
hensynet til den forebyggende
virksomhed kræver, kan
politidirektøren dels lægge vægt
på den dømtes recidivrisiko i
sammenhæng med arten af den
begåede kriminalitet, dels lægge
vægt på, om den dømte på
grundlag af politiets
foreliggende oplysninger må
antages at have en sådan
tilknytning til en gruppe af
personer, der udviser et
adfærdsmønster præget af
omfattende kriminalitet af
voldelig karakter, at der er et
væsentligt politimæssigt behov
for, at den pågældende f.eks.
påbegynder afsoning af den
idømte fængselsstraf uden at
afvente behandlingen af en
ansøgning om tilladelse til
afsoning på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
eller behandlingen af en
ansøgning om udsættelse af
straffuldbyrdelsen eller
benådning.
Politiets
underretning til
Kriminalforsorgen om, at
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at f.eks. en ansøgning
om udsættelse ikke tillægges
opsættende virkning, vil derfor
kunne indeholde oplysninger om
politiets kilder,
efterforskningsmetoder,
forebyggelse, opklaring og
forfølgning af lovovertrædelser
mv. Der vil endvidere f.eks.
kunne indgå oplysninger fra en
anden sag, der fortsat
efterforskes, og som kun
politiet har kendskab til.
Hertil kommer, at underretningen
vil kunne indeholde oplysninger,
der er indhentet gennem særlige
efterforskningsmetoder. Får den
dømte ret til aktindsigt i
politiets underretning til
Kriminalforsorgen, vil den dømte
dermed kunne få oplysninger om
en verserende efterforskning med
deraf følgende mulighed for at
kunne videregive denne oplysning
eller hindre forfølgningen af
sagen. Den dømte vil endvidere
kunne få kendskab til
oplysninger, som den pågældende
vil kunne indse er indhentet
gennem særlige
efterforskningsmetoder, hvilket
vil indebære risiko for
afdækning af sådanne
efterforskningsmetoder.
Retten til
aktindsigt og dermed muligheden
for adgang til oplysninger om
politiets kilder,
efterforskningsmetoder mv. vil
således udgøre en væsentlig
risiko dels i forhold til
opklaringen af lovovertrædelser,
hvor efterforskningen eller
forfølgningen endnu ikke er
afsluttet, dels mere generelt i
forhold til politiets
forebyggende virksomhed.
Justitsministeriet finder
således, at hensynet til
beskyttelse heraf må tillægges
betydelig vægt ved
overvejelserne om begrænsning af
den dømtes adgang til
aktindsigt.
I det omfang
de oplysninger, som ligger til
grund for vurderingen af
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed, stammer
fra straffesagen mod den
pågældende, taler de hensyn, der
begrunder den gældende
bestemmelse i forvaltningslovens
§ 9, stk. 3, hvorefter retten
til aktindsigt ikke omfatter
sager om strafferetlig
forfølgning, på tilsvarende måde
for at begrænse adgangen til
aktindsigt i sager om afgørelser
om straffuldbyrdelse, der indgår
for at belyse hensynet til
politiets forebyggende
virksomhed.
Efter de
gældende regler vil
forvaltningslovens § 15, stk. 1,
nr. 3, efter omstændighederne og
efter en konkret vurdering kunne
anvendes til at undtage visse af
de nævnte oplysninger fra
partsaktindsigt. Anvendelsen af
bestemmelsen forudsætter, at den
pågældende myndighed foretager
en konkret afvejning af på den
ene side partens interesse i at
kunne benytte kendskab til
sagens dokumenter til
varetagelse af sit tarv og på
den anden side afgørende hensyn
til bl.a. offentlige interesser.
Afvejningen efter lovens § 15,
stk. 1, nr. 3, skal således
foretages for hver enkelt
oplysning for sig, og
myndigheden kan ikke nægte en
part aktindsigt ud fra mere
generelle overvejelser om
skadevirkningerne ved at give
aktindsigt med hensyn til
oplysninger af en bestemt
karakter.
Det er
Justitsministeriets opfattelse,
at de gældende regler ikke i
tilstrækkeligt omfang vil sikre
en beskyttelse af de omhandlede
oplysninger, og at der er et
særligt behov for i lovgivningen
udtrykkeligt at fastslå, at de
særlige oplysninger, som vil
kunne indgå i de relevante
sager, i alle tilfælde vil kunne
undtages fra partsaktindsigt.
Justitsministeriet finder efter
en samlet afvejning, at den
eksisterende bestemmelse i
forvaltningslovens § 9, stk. 4,
som i forbindelse med visse
sager om straffuldbyrdelse
afskærer retten til
partsaktindsigt i
forvaltningsloven, bør udvides
til også at omfatte sager om
straffuldbyrdelse for så vidt
angår oplysninger i sådanne
sager, der er indhentet for at
belyse hensynet til politiets
forbyggende virksomhed.
Justitsministeriet lægger i den
forbindelse endvidere vægt på,
at forslagets gennemførelse ikke
vil være til hinder for, at der
efter omstændighederne kan gives
aktindsigt i sager af den
angivne karakter, i det omfang
hverken private eller offentlige
interesser taler imod
(»meroffentlighedsprincippet«).
Lovforslaget
indebærer, at der ikke skal ske
partshøring af den dømte, hvis
parten ikke har ret til
partsaktindsigt med hensyn til
de pågældende oplysninger, jf.
forvaltningslovens § 19, stk. 2,
nr. 4.
Den foreslåede
bestemmelse indebærer herudover,
at begrundelsen for afgørelser i
de pågældende sager alene skal
indeholde en henvisning til de
retsregler, i henhold til hvilke
afgørelsen er truffet, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 3.
Herved sikres det, at den dømte
ikke gennem begrundelsen for den
pågældende afgørelse kan få
kendskab til de oplysninger, som
ligger til grund for sagen.
Det bemærkes i
den forbindelse, at den nævnte
begrænsning af begrundelsens
indhold i de pågældende
afgørelser ikke vil være til
hinder for, at der kan gives en
nærmere begrundelse i de
tilfælde, hvor der ikke
foreligger modstående private
eller offentlige interesser.
For så vidt
angår den nærmere afgrænsning af
de typer af sager om
straffuldbyrdelsens
iværksættelse, udsættelse og
benådning samt fuldbyrdelse af
straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol, hvor
retten til aktindsigt begrænses,
jf. lovforslagets § 6, nr. 3,
kan navnlig nævnes afgørelser om
1) at nægte udsættelse af
straffuldbyrdelsen, hvis
politidirektøren har underrettet
Kriminalforsorgen om, at
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed taler
herfor (lovforslagets § 5, nr.
1), 2) ikke at tillægge en
ansøgning om udsættelse
opsættende virkning, hvis
politidirektøren har underrettet
Kriminalforsorgen om, at
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder straffuldbyrdelsen
uden at afvente behandlingen af
en sådan ansøgning
(lovforslagets § 5, nr. 2), og
3) ikke at tillægge en ansøgning
om strafudståelse på bopælen
under intensiv overvågning og
kontrol opsættende virkning,
hvis politidirektøren har
underrettet Kriminalforsorgen
om, at hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder straffuldbyrdelsen
uden at afvente behandlingen af
en sådan ansøgning
(lovforslagets § 5, nr. 3).
Opregningen af afgørelser
omfattet af den foreslåede
bestemmelse kan ikke anses for
udtømmende.
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 6,
nr. 3 (forslag til ændring af
forvaltningslovens § 9, stk. 4),
og bemærkningerne hertil.
5.5.
Øvrige
administrative tiltag
5.5.1.
Rigspolitiet vil tage initiativ
til at sikre, at der etableres
de nødvendige procedurer med
henblik på at sikre, at den
relevante underretning om, at
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at gøre sig gældende, tilgår
Kriminalforsorgen til brug for
Kriminalforsorgens
sagsbehandling samt de
administrative initiativer, som
Direktoratet for
Kriminalforsorgen i øvrigt vil
iværksætte, jf. pkt.
5.5.2.-5.5.3. nedenfor. En sådan
underretning vil normalt blive
givet samtidig med, at
politidirektøren giver
fuldbyrdelsesordre, jf.
retsplejelovens § 997, stk. 1
(som ikke foreslås ændret).
5.5.2.
Med henblik på at indkalde dømte
med formodet tilknytning til
rocker- og bandemiljøet til
fuldbyrdelse af fængselsstraf så
hurtigt som muligt vil
Direktoratet for
Kriminalforsorgen tage initiativ
til, at de nuværende
målsætninger for
sagsbehandlingstiderne i
voldssager mv. udvides til også
at omfatte denne persongruppe.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen vil således
ændre bekendtgørelse nr. 30 af
22. januar 2009 om iværksættelse
af fængselsstraf, forvaring og
forvandlingsstraf for bøde i
fængsel eller arresthus
(iværksættelsesbekendtgørelsen)
med henblik på, at dømte
omfattes af bekendtgørelsens
§ 27, hvis politiet har
underrettet Kriminalforsorgen
om, at hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder straffuldbyrdelsen
inden 30 dage. Efter
bekendtgørelsens § 27 skal
datoen for fremmøde til afsoning
for dømte på fri fod, der er
dømt for en række nærmere
angivne bestemmelser om vold
mv., fastsættes således, at
fuldbyrdelsen kan iværksættes
senest 30 dage efter datoen for
fuldbyrdelsesordre. Samtidig vil
bekendtgørelsens bestemmelse om
indkaldelse til afsoning blive
ændret, så indkaldelse til
afsoning kan ske med en frist på
(mindst) 10 dage før datoen for
fremmøde.
5.5.3.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen har ved
bekendtgørelse nr. 31 af 22.
januar 2009 om fuldbyrdelse af
straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol
(bekendtgørelse om
strafudståelse på bopælen)
fastsæt nærmere regler om
ordningen med elektronisk
fodlænke. Når direktoratet har
modtaget fuldbyrdelsesordre for
en person, sender direktoratet
et orienterende brev til den
dømte, hvis den pågældende
opfylder betingelserne i
straffuldbyrdelsesloven for
udståelse af straf på bopælen. I
brevet orienteres den dømte
bl.a. om muligheden for at
ansøge om tilladelse hertil. I
visse nærmere angivne tilfælde
sender direktoratet dog ikke et
orienteringsbrev.
Direktoratet
for Kriminalforsorgen vil, hvis
lovforslaget vedtages, ændre de
administrative regler, således
at der ikke skal sendes et
orienteringsbrev til den dømte,
hvis politiet har underrettet
Kriminalforsorgen om, at
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder straffuldbyrdelsen
uden at afvente behandlingen af
en ansøgning om strafudståelse
på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol.
6.
Bedre
efterforskningsredskaber
6.1.
Varetægtsfængsling
6.1.1. Gældende ret
6.1.1.1.
Efter retsplejelovens § 762,
stk. 1, kan en person
varetægtsfængsles, når der er
begrundet mistanke om, at den
pågældende har begået en
lovovertrædelse, som er
undergivet offentlig påtale,
såfremt lovovertrædelsen mindst
har en strafferamme på fængsel i
1 år og 6 måneder eller derover.
Herudover skal der være bestemte
grunde til at antage, at den
pågældende vil unddrage sig
retsforfølgning, på fri fod vil
begå ny kriminalitet eller vil
vanskeliggøre forfølgningen i
sagen, navnlig ved at fjerne
spor eller advare eller påvirke
andre.
Efter
retsplejelovens § 762, stk. 2,
kan en person endvidere under
visse betingelser
varetægtsfængsles af hensyn til
retshåndhævelsen (såkaldt
retshåndhævelsesarrest). Efter
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 1, kan der således ske
varetægtsfængsling, når der
foreligger en særligt bestyrket
mistanke om, at den sigtede har
begået en lovovertrædelse, som
er undergivet offentlig påtale,
og som efter loven kan medføre
fængsel i 6 år eller derover, og
hensynet til retshåndhævelsen
efter oplysningerne om
forholdets grovhed skønnes at
kræve, at den pågældende ikke er
på fri fod. Varetægtsfængsling
efter bestemmelsen antages at
forudsætte, at gerningsmanden
forventes idømt en »langvarig
fængselsstraf mv.«, dvs. en
ubetinget fængselsstraf på i
størrelsesordenen mindst 8-10
måneder.
Efter
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 2, kan der endvidere
varetægtsfængsles, når der
foreligger en særligt bestyrket
mistanke om, at den pågældende
har begået en række nærmere
angivne lovovertrædelser
(navnlig vold mv.), såfremt
lovovertrædelsen efter
oplysningerne om forholdets
grovhed kan ventes at ville
medføre en ubetinget dom på
fængsel i mindst 60 dage, og
hensynet til retshåndhævelsen
skønnes at kræve, at sigtede
ikke er på fri fod.
Efter
retsplejelovens § 762, stk. 3,
kan varetægtsfængsling ikke
anvendes, hvis lovovertrædelsen
kan ventes at ville medføre
straf af bøde eller fængsel i
højst 30 dage, eller hvis
frihedsberøvelsen vil stå i
misforhold til den herved
forvoldte forstyrrelse af
sigtedes forhold, sagens
betydning og den retsfølge, som
kan ventes, hvis den pågældende
findes skyldig
(proportionalitetsprincippet).
6.1.1.2.
Som det fremgår af pkt. 3.1.1
ovenfor, er strafferammen for
overtrædelse af våbenloven,
herunder besiddelse af
skydevåben på bopælen og andre
ikke offentligt tilgængelige
steder, op til 2 års fængsel,
jf. våbenlovens § 10, stk. 1 og
2. Endvidere er strafferammen
fængsel i indtil 4 år for
overtrædelse af straffelovens
§ 192 a, stk. 1, om skydevåben
på offentligt tilgængelige
steder, og strafferammen er
fængsel i indtil 6 år for
overtrædelse af straffelovens
§ 192 a, stk. 2, om bl.a. våben
af særdeles farlig karakter. Der
er således efter de gældende
regler i et vist omfang mulighed
for varetægtsfængsling for
våbenlovsovertrædelser omfattet
af våbenlovens § 10 og
straffelovens § 192 a, idet
retsplejelovens § 762, stk. 1,
som udgangspunkt alene kræver,
at lovovertrædelsen har en
strafferamme på fængsel i 1 år
og 6 måneder.
Efter
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 1, er der i dag alene
mulighed for
retshåndhævelsesarrest i sager
om besiddelse af bl.a. særligt
farlige skydevåben omfattet af
den gældende bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 2,
om våben af særdeles farlig
karakter, idet bestemmelsen som
nævnt har en strammeramme på 6
års fængsel. Derimod kan
retshåndhævelsesarrest efter
§ 762, stk. 2, nr. 1, ikke
foretages i sager om mulige
våbenlovsovertrædelser omfattet
af våbenlovens § 10 (der har en
strafferamme på 2 års fængsel)
og straffelovens § 192 a, stk. 1
(der har en strafferamme på 4
års fængsel).
Der er
imidlertid mulighed for efter
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 2, at foretage
retshåndhævelsesarrest i sager
om overtrædelse af den gældende
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1, om ulovlig
besiddelse af skydevåben på
offentligt tilgængelige steder.
Denne mulighed blev indført i
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 2, ved lov nr. 500 af 17.
juni 2008 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
våbenloven og lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.
(Styrkelse af indsatsten mod
ulovlige skydevåben og knive på
offentligt tilgængelige steder).
Det blev i forarbejderne til
lovændringen, jf.
Folketingstidende 2007-08, 2.
samling, Tillæg A, side 5987,
anført, at de hensyn, der
begrunder varetægtsfængsling af
hensyn til retshåndhævelsen i
sager om bl.a. vold og
hensynsløs fareforvoldelse
(straffelovens § 252), taler
for, at der også i sager om
besiddelse mv. af ulovlige
skydevåben på offentligt
tilgængelige steder bør være
mulighed for
retshåndhævelsesarrest navnlig
på grund af risikoen for, at et
medbragt skydevåben faktisk
anvendes med deraf følgende
særlig fare for andre menneskers
liv eller helbred.
Derimod kan
der ikke ske varetægtsfængsling
af hensyn til retshåndhævelsen
efter retsplejelovens § 762,
stk. 2, nr. 2, i sager om
overtrædelse af
våbenlovgivningen, herunder
besiddelse af skydevåben på
bopælen og andre ikke offentligt
tilgængelige steder, som i dag
straffes efter våbenlovens § 10,
stk. 1 og 2.
6.1.2. Lovforslagets udformning
Den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a (lovforslagets § 1, nr.
6) om overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder vil i
givet fald indebære, at der vil
gælde en strafferamme på 6 år
for alle sådanne
lovovertrædelser. Dermed vil der
være mulighed for
varetægtsfængsling på grundlag
af retshåndhævelseshensyn, jf.
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 1. Den konkrete straf vil
imidlertid ikke i alle tilfælde,
som er omfattet af den
foreslåede stk. 2, være på
mindst 8-10 måneder, hvilket som
nævnt under pkt. 6.1.1 efter
forarbejderne til retsplejeloven
er en forudsætning for, at
retshåndhævelsesarrest efter
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 1, kan anvendes. En lavere
straf vil f.eks. normalt blive
udmålt i førstegangstilfælde af
besiddelse mv. af ulovlige
skydevåben (f.eks. en pistol) på
bopælen eller andre ikke
offentligt tilgængelige steder.
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1496/2008 om
retshåndhævelsesarrest i
sædelighedssager indeholder en
række mere generelle
overvejelser om anvendelsen af
retshåndhævelsesarrest, jf.
navnlig betænkningen side 41-48
og pkt. 3.1.4 i de almindelige
bemærkninger til det samtidig
fremsatte lovforslag om ændring
af retsplejeloven
(retshåndhævelsesarrest i visse
sædelighedssager).
Efter
regeringens opfattelse taler
hensyn til retshåndhævelsen for,
at der i alle sager om
overtrædelse af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder efter
den foreslåede bestemmelse i
§ 192 a, stk. 2, bør være
mulighed for varetægtsfængsling
efter retsplejelovens § 762,
stk. 2, nr. 2. Det skyldes
navnlig den særlige potentielle
fare for andre menneskers liv
eller helbred, som
våbenlovsovertrædelser under
særlig skærpende omstændigheder
kan udgøre. F.eks. vil
opbevaring af ulovlige
skydevåben med ammunition, der
ikke er forsvarligt låst inde,
indebære en potentiel fare for,
at våbnet vil blive brugt til
fare for andre menneskers liv
eller helbred.
Det foreslås
på denne baggrund at tilføje den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 2,
til opregningen i
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 2, således at der kan ske
varetægtsfængsling, hvis der
foreligger en særligt bestyrket
mistanke om en overtrædelse af
den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 192 a, stk. 2,
der efter oplysningerne om
forholdets grovhed kan ventes at
ville medføre en ubetinget dom
på fængsel i mindst 60 dage, og
hensynet til retshåndhævelsen
skønnes at kræve, at sigtede
ikke er på fri fod.
Den foreslåede
adgang til
retshåndhævelsesarrest i visse
sager om ulovlig våbenbesiddelse
mv. vil kunne anvendes i
tilfælde, hvor det ud fra de
konkrete omstændigheder skønnes,
at det med henblik på at
fastholde en fornøden fasthed og
konsekvens i retshåndhævelsen er
påkrævet at fængsle den
formodede gerningsmand, selv om
der ikke foreligger en endelig
dom.
Den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1, (lovforslagets
§ 1, nr. 6) om overtrædelse af
lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer, der begås
under særlig skærpende
omstændigheder ved på offentligt
tilgængeligt sted at besidde,
bære eller anvende skydevåben
med tilhørende ammunition eller
andre våben eller
eksplosivstoffer, når våbnet
eller eksplosivstofferne på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade,
indeholder en strafferamme på
fængsel fra 1 år indtil 6 år,
dvs. at der i givet fald vil
gælde en minimumsstraf på
fængsel i 1 år. Ved
overtrædelser af denne
bestemmelse vil forudsætningerne
for varetægtsfængsling efter
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 1, med hensyn til den
forventede strafs længde således
altid være opfyldt, jf. ovenfor.
Der er derfor ikke behov for
tillige at medtage den
foreslåede § 192 a, stk. 1, i
straffeloven i opregningen i
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 2.
Den gældende
henvisning i retsplejelovens
§ 762, stk. 2, nr. 2, til
straffelovens § 192 a, stk. 1,
foreslås således på den anførte
baggrund ændret til § 192 a,
stk. 2.
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 2,
nr. 1 (forslaget til
retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 2), og bemærkningerne
hertil.
6.2.
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
6.2.1.
Efter § 781, stk. 1, kan der kun
foretages indgreb i
meddelelseshemmeligheden, hvis
1) der er bestemte grunde til at
antage, at der på den pågældende
måde gives meddelelser eller
foretages forsendelser til eller
fra en mistænkt, 2) indgrebet må
antages at være af afgørende
betydning for efterforskningen,
og 3) efterforskningen angår en
lovovertrædelse, der kan
straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller en
overtrædelse af en række nærmere
angivne straffelovsbestemmelser.
I
overensstemmelse med den
almindelige
proportionalitetsgrundsætning må
der i medfør af retsplejelovens
§ 782, stk. 1, ikke foretages
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, hvis
det efter indgrebets formål,
sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at
forvolde, ville være et
uforholdsmæssigt indgreb.
Efter
retsplejelovens § 783, stk. 1,
sker indgreb i
meddelelseshemmeligheden efter
rettens kendelse, og der skal i
retskendelser om
telefonaflytning angives, hvilke
telefonnumre der kan aflyttes.
Ved efterforskning af
overtrædelser af straffelovens
kapitel 12 og 13 (terrorisme
mv.) kan der dog efter § 783,
stk. 2, i en retskendelse om
telefonaflytning mv. også
anføres den person, som
indgrebet angår (den mistænkte).
En sådan retskendelse om
aflytning »på personen« giver
politiet mulighed for inden
for den periode, som
retskendelsen omfatter at
iværksætte aflytning af alle de
telefonnumre, der er bestemte
grunde til at antage bliver
benyttet af den mistænkte.
Politiet behøver således ikke at
indhente nye retskendelser, hvis
den mistænkte f.eks. ofte
skifter mobiltelefon.
6.2.2.
Regeringen lægger generelt vægt
på at sikre en effektiv indsats
over for bl.a. banderelateret
kriminalitet, herunder
kriminalitet som led i
bandeopgør mv., der også kan
indebære en betydelig fare for
udenforstående personer, og ikke
mindst i den aktuelle situation
navnlig i hovedstadsområdet med
væbnede opgør mellem forskellige
grupper med tilknytning til
rocker- og bandemiljøet er det
væsentligt at overveje relevante
og hensigtsmæssige forbedringer
af politiets arbejdsvilkår.
Regeringen har på denne baggrund
i denne folketingssamling
fremsat et lovforslag, hvorefter
adgangen til i en retskendelse
om telefonaflytning mv. ud over
bestemte telefonnumre også at
angive den person, indgrebet
angår, udvides til også at
omfatte en række bestemmelser i
straffeloven om alvorlig
personfarlig kriminalitet, jf.
lovforslag nr. L 124 om ændring
af retsplejeloven (Udvidelse af
adgangen til i retskendelser om
telefonaflytning mv. at anføre
den person, som aflytningen
angår). Forslaget omfatter bl.a.
straffelovens gældende § 192 a,
stk. 2, om grove overtrædelser
af våbenlovgivningen med våben,
som på grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade.
Rigsadvokaten
har i forbindelse med høringen
over lovforslag L 124 bl.a.
tilkendegivet, at der er grund
til at overveje en ændring af
reglerne om indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
således at sådanne indgreb også
kan ske ved mistanke om
overtrædelser af
våbenlovgivningen omfattet af
straffelovens § 192 a, stk. 1.
6.2.3.
Den øvre strafferamme i de
foreslåede bestemmelser i
straffelovens § 192 a, stk. 1 og
2, er fængsel indtil 6 år. Der
vil således være en strafferamme
på fængsel indtil 6 år for alle
overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder i
modsætning til efter den
gældende § 192 a, hvor der kun
har været en strafferamme på
fængsel indtil 6 år for
overtrædelser, der vedrører
våben, som på grund af deres
særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, jf. straffelovens § 192
a, stk. 2. De foreslåede
bestemmelser medfører i givet
fald, at der forudsat at de
øvrige betingelser i
retsplejeloven er opfyldt vil
være adgang til at
foretage
indgreb i
meddelelseshemmeligheden
for alle våbenlovsovertrædelser
under særlig skærpende
omstændigheder, der er omfattet
af den foreslåede bestemmelse i
§ 192 a, og således også i
forhold til sager om
våbenlovsovertrædelser, som er
omfattet af den gældende § 192
a, stk. 1, hvor strafferammen i
dag er fængsel indtil 4 år. Det
skyldes, at det følger af
retsplejelovens § 781, stk. 1,
nr. 3 (som ikke foreslås
ændret), at indgreb i
meddelelseshemmeligheden kan
foretages ved lovovertrædelser,
som efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover.
På baggrund af
den seneste tids skudepisoder,
der bl.a. har medført, at
udenforstående personer uden
nogen tilknytning til rocker- og
bandemiljøet er blevet truet med
skydevåben, er kommet alvorligt
til skade, eller er blevet
dræbt, finder regeringen
endvidere, at der i alle sager
om overtrædelse af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder bør
være adgang til at afsige
retskendelser om
aflytning
»på personen«. Regeringen
vil derfor fremsætte et
ændringsforslag til L 124,
hvorefter den foreslåede
henvisning i retsplejelovens
§ 783, stk. 2, 1.pkt., til
straffelovens § 192 a, stk. 2,
ændres til en henvisning til
straffelovens § 192 a. Denne
ændring vil indebære, at de
foreslåede bestemmelser i
straffelovens § 192 a, stk. 1 og
2, vil være omfattet af adgangen
til at afsige retskendelser om
aflytning »på personen«.
7.
Zoneforbud
7.1.
Der er i den seneste tid set
flere eksempler på, at såkaldte
bandevagter standser beboere og
tilfældige forbipasserende på
Nørrebro i København og
udspørger eller visiterer dem.
Det er politiets opfattelse, at
de kriminelle grupper med
sådanne selvbestaltede vagtværn
forsøger at sætte sig på de
områder, som de opfatter som
deres »territorium«. Den blotte
tilstedeværelse af sådanne
bandevagter spreder utryghed i
lokalområdet og kan give
borgerne en oplevelse af ikke at
kunne færdes frit i de berørte
områder.
Med henblik på
at sikre politiet et effektivt
redskab til at forhindre disse
såkaldte bandevagter i at skabe
frygt og chikanere folk på gaden
vil Justitsministeriet derfor
ved en ændring af
ordensbekendtgørelsen
(bekendtgørelse nr. 511 af 20.
juni 2005) skabe adgang for
politiet til at
meddele
såkaldte zoneforbud,
hvorved personer forbydes at
færdes frem og tilbage eller
tage ophold i et bestemt område
med en radius på 500 meter.
Formålet med sådanne zoneforbud
vil være at fjerne bandevagterne
hurtigt og effektivt fra
gadebilledet.
Efter § 6,
stk. 2, i ordensbekendtgørelsen
kan politiet i dag når en
person flere gange har overtrådt
bekendtgørelsens § 3 om visse
former for forstyrrelse af den
offentlige orden meddele
personen forbud mod at færdes
frem og tilbage eller tage
ophold inden for en afstand af
100 meter fra det sted, hvor den
seneste overtrædelse er begået.
Da forbud
efter ordensbekendtgørelsens
§ 6, stk. 2, dels forudsætter et
vist forudgående forløb med
flere overtrædelser af
bekendtgørelsens § 3, dels
omfatter et mindre geografisk
område (en radius på 100 meter),
er denne bestemmelse imidlertid
ikke et tilstrækkeligt redskab
for politiet til effektivt at
gribe ind på stedet bl.a. over
for såkaldte bandevagter.
Ud fra
præventive hensyn er der behov
for, at politiet kan meddele et
forbud mod at færdes frem og
tilbage eller tage ophold i et
bestemt område allerede første
gang, der udvises en særligt
utryghedsskabende adfærd. Der er
endvidere behov for i denne
situation at kunne meddele
forbud med en større geografisk
udstrækning end med en radius på
100 meter.
Justitsministeren vil derfor i
medfør af den gældende
politilovs § 23, stk. 1 og 2,
indsætte en ny bestemmelse i
ordensbekendtgørelsen, hvorefter
politiet får adgang til at
udstede zoneforbud med en radius
på 500 meter til personer, der
udviser en særligt
utryghedsskabende adfærd.
Det vil være
en betingelse for, at politiet
kan meddele et zoneforbud, at
der foreligger særlige
omstændigheder. Ved den konkrete
vurdering af, om en person har
udvist en særligt
utryghedsskabende adfærd,
forudsættes den generelle
situation i området således
inddraget - herunder navnlig om
adfærden formodes at have
tilknytning til et verserende
opgør mellem kriminelle grupper
eller til en aktuel
kriminalitetsbølge i området.
Med en særligt
utryghedsskabende adfærd tænkes
navnlig på såkaldte bandevagter,
der ved deres tilstedeværelse og
adfærd optræder intimiderende
over for beboere og
forbipasserende f.eks. ved at
tage opstilling iført skudsikre
veste og medbringende
metalscannere eller ved at
udspørge, kontrollere og
visitere andre personer, der
færdes i området. Bestemmelsen
vil imidlertid også kunne
anvendes i andre særlige
tilfælde, hvor enkeltpersoner
eller grupper udviser en særligt
utryghedsskabende adfærd i et
lokalområde. Det bemærkes, at
såfremt en bandevagt insisterer
på at visitere en person, vil
det i sig selv efter
omstændighederne bl.a. kunne
være strafbart efter
straffelovens § 260 om ulovlig
tvang.
Et zoneforbud
vil indebære et forbud mod at
færdes frem og tilbage eller
tage ophold i et bestemt område
med en radius på 500 meter fra
det sted, hvor den særligt
utryghedsskabende adfærd, der
har givet anledning til
forbuddet, har fundet sted.
Forbuddet vil omfatte veje eller
andre steder, hvortil der er
almindelig adgang, jf.
ordensbekendtgørelsens § 2. Et
zoneforbud vil skulle have så
kort tidsmæssig udstrækning som
muligt og maksimalt 3 måneder.
Et zoneforbud vil dog kunne
forlænges i op til 3 måneder ad
gangen, hvis der er grundlag for
at tro, at den pågældende ellers
vil gentage den særligt
utryghedsskabende adfærd.
Hvis en person
bor eller arbejder inden for det
område, som er omfattet af
zoneforbuddet, vil den
pågældende naturligvis kunne
bevæge sig frit til og fra sin
bopæl eller arbejdsplads og ud i
sit lokalområde, men vil ikke
ellers kunne opholde sig i
området.
7.2.
Politiets behandling af sager om
zoneforbud vil være omfattet af
forvaltningslovens regler om
partshøring, begrundelse,
klagevejledning mv.
Ligesom det er
tilfældet ved forbud efter
restaurationslovens § 31,
stk. 2, vil politiet kunne
meddele zoneforbud mundtligt på
stedet allerede i forbindelse
med første konstatering af en
særligt utryghedsskabende
adfærd, således at zoneforbuddet
skal iagttages straks. Der vil i
givet fald skulle foretages
mundtlig partshøring umiddelbart
inden, forbuddet bliver meddelt.
Politiets
afgørelse om at meddele et
zoneforbud vil kunne påklages
til Rigspolitiet, jf.
retsplejelovens § 109, stk. 1.
Rigspolitiets afgørelse vil ikke
kunne påklages til
Justitsministeriet, jf.
retsplejelovens § 109, stk. 2.
Desuden vil et forbud kunne
indbringes for domstolene efter
grundlovens § 63. Hverken klage
til Rigspolitiet eller
indbringelse for domstolene vil
have opsættende virkning.
Der vil i
forbindelse med ændringen af
ordensbekendtgørelsen blive
udsendt en vejledning til
politikredsene om behandlingen
af sager om meddelelse af
zoneforbud.
7.3.
Efter den gældende
bemyndigelsesbestemmelse i
politilovens § 23, stk. 3, kan
justitsministeren alene
fastsætte regler om, at
overtrædelse af regler i
ordensbekendtgørelsen straffes
med bøde. Efter
Justitsministeriets opfattelse
bør der imidlertid være mulighed
for, at overtrædelse i visse
tilfælde også kan straffes med
fængsel. Det foreslås derfor i
lovforslagets § 2, at
bemyndigelsen i politilovens
§ 23, stk. 3, udvides, således
at det i regler udstedt i medfør
af politilovens § 23, stk. 1 og
2, kan fastsættes, at
overtrædelse af reglerne eller
overtrædelse eller manglende
efterkommelse af påbud eller
forbud udstedt i medfør af
sådanne regler straffes med bøde
eller fængsel indtil 6 måneder.
Hvis den
foreslåede ændring af § 23,
stk. 3, vedtages, vil
Justitsministeriet fastsætte
regler i ordensbekendtgørelsen
om, at overtrædelse af et
zoneforbud kan straffes med
fængsel indtil 6 måneder.
Det vil være
forudsat, at overtrædelse af et
zoneforbud i førstegangstilfælde
normalt straffes med 7 dages
ubetinget fængsel.
Fastsættelse
af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde af samtlige
sagens omstændigheder, og de
angivne strafpositioner vil
kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i
den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende
omstændigheder.
Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 4,
nr. 1 (forslag til lov om
politiets virksomhed § 23,
stk. 3), og bemærkningerne
hertil.
8.
Andre
initiativer, der udmønter
regeringens bandepakke
Foruden det
foreliggende lovforslag og
ændringen i
ordensbekendtgørelsen om
zoneforbud, jf. pkt. 7 ovenfor,
er eller vil følgende tiltag
blive iværksat som led i en
styrket indsats for at bekæmpe
rocker- og banderelaterede
opgør:
8.1.
Rigspolitiet har siden efteråret
2008 sat ekstra ressourcer ind
på at være synligt til stede i
de områder, der er berørt af
rocker- og bandeopgøret.
Regeringen har herudover afsat
midler til, at der kommer endnu
mere synligt politi i de
pågældende områder.
8.2.
Efter retsplejelovens § 997,
stk. 1, drager politidirektøren
omsorg for straffedommens
fuldbyrdelse såvel i henseende
til straf som i henseende til
dommens øvrige bestemmelser,
herunder erstatning til den
skadelidte, hvis denne begærer
det. Det følger af
retsplejelovens § 999, stk. 1,
at en straffedom ikke kan
fuldbyrdes, før fristen for anke
efter lovens almindelige regel
er udløbet, eller ankeafkald er
meddelt.
Med henblik på
bl.a. at sikre, at den samlede
politimæssige indsats mod
personer med tilknytning til
rocker- og bandemiljøet
tilrettelægges på en sådan måde,
at retshåndhævelsen gennemføres
effektivt, hurtigt og
konsekvent, har Rigspolitiet
udsendt en rundskrivelse om
behandlingen af sager mod
personer med tilknytning til
rocker- og bandemiljøet til
samtlige politikredse. Af
rundskrivelsen fremgår bl.a., at
såfremt der gennemføres
straffesager mod personer med
tilknytning til rocker- og
bandemiljøet, skal sagerne også
efter endelig dom mv. fremmes
straks, således at afsoning mv.
vil kunne iværksættes hurtigst
muligt. Desuden fremgår det af
rundskrivelsen, at hvis
politikredsene fra Direktoratet
for Kriminalforsorgen modtager
underretning om, at en person
med tilknytning til rocker- og
bandemiljøet er udeblevet fra
afsoning, skal politikredsene
ligeledes straks iværksætte
tiltag med henblik på at finde
den pågældende, således at
afsoning kan iværksættes. Målet
er således at sikre, at politiet
i de pågældende sager så hurtigt
som muligt udsteder
fuldbyrdelsesordre, jf.
retsplejelovens § 997, stk. 1,
med henblik på, at
Kriminalforsorgen snarest muligt
kan iværksætte fuldbyrdelsen af
en fængselsstraf, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 8,
stk. 1.
8.3.
Som led i en styrket
kriminalpræventiv indsats
oprettes der særlige banderåd i
de berørte lokalområder. De
lokale banderåd skal være fora,
hvor alle relevante aktører
løbende drøfter de konkrete
problemer og forslag til
forebyggende og tryghedsskabende
tiltag.
Som supplement
til det eksisterende tværgående
kriminalpræventive arbejde i
navnlig lokalrådet og
SSP-samarbejdet skal banderådet
således medvirke til yderligere
at målrette og udvikle indsatsen
for at bryde »fødekæden« til
banderne. Banderådets primære
fokus skal derfor være på de
helt unge potentielle
bandemedlemmer den såkaldte
»lillebrorgruppe«.
Det er
hensigten, at banderådet skal
medvirke til gensidigt at
inddrage og delagtiggøre de
lokale aktører offentlige som
private i den fælles opgave og
det fælles ansvar for at dæmme
op for rekrutteringen til
banderne. Banderådet skal derfor
sammensættes så bredt som
muligt. Ud over politiet, de
sociale myndigheder og skolerne
vil en bred vifte af lokale
foreninger, netværksgrupper mv.
således blive opfordret til at
deltage. Afhængigt af de lokale
forhold vil der f.eks. kunne
deltage repræsentanter fra
beboerforeninger,
daginstitutioner,
idrætsforeninger, fritids- og
ungdomsklubber,
indvandrerforeninger,
fædregrupper, Natteravnene,
forretnings- og erhvervslivet
mv.
Politidirektørerne vil tage
initiativ til, at der hurtigst
muligt etableres banderåd i de
særligt berørte lokalområder.
8.4.
Det er politiets erfaring, at
det kan være vanskeligt at få
vidner til bande- og
rockerkriminalitet og personer
med kendskab til bande- og
rockermiljøet til at komme med
oplysninger til brug for
politiets opklaringsarbejde,
selv ved meget alvorlige
forbrydelser som drab og
drabsforsøg. Dette er baggrunden
for, at Københavns Politi har
oprettet en
særlig hotline, hvor der
eventuelt anonymt kan
indgives tips til politiet.
Som et
yderligere initiativ for at
forbedre politiets mulighed for
at få kendskab til oplysninger,
der kan føre til udpegning af
mulige gerningsmænd, skal
politiet kunne
udlove
markant større dusører
end hidtil.
Politiets
adgang til at udbetale dusører
både til ansatte i politiet og
til private personer er
reguleret i Rigspolitichefens
kundgørelse II nr. 34 af 14.
juni 1995. Til private personer
kan der af statskassen i dag
udbetales dusører på indtil
1.000 kr. som påskønnelse for
resolut og modig handling eller
for bistand til opklaring af
forbrydelser. I helt
ekstraordinære situationer kan
der dog med Justitsministeriets
godkendelse udbetales større
dusører.
Justitsministeriet vil tidoble
den almindelige beløbsgrænse for
politiets dusører til 10.000 kr.
for bl.a. bistand til opklaring
af forbrydelser. Markant større
dusører end hidtil skal skabe et
større incitament for borgerne
til at hjælpe politiet med tips,
der ofte kan være af afgørende
betydning for opklaringen af de
former for voldelige
konfrontationer, som er set i
forbindelse med bande- og
rockerkonflikten. Der vil
fortsat være mulighed for med
Justitsministeriets godkendelse
at udbetale større dusører i
helt ekstraordinære situationer.
8.5.
Politi og SKAT har som led i
bandepakken intensiveret brugen
af den såkaldte
»Al
Capone-model« til at gå
målrettet efter bande- og
rockermedlemmernes penge, som
ikke er lovligt erhvervede.
Dette sker ved at gennemgå alle
rocker- og bandemedlemmers
økonomi med henblik på at
undersøge, om der er grundlag
for at starte en sag for
overtrædelse af afgifts- og
skattelovgivningen eller for
f.eks. socialt bedrageri. Som
led i intensiveringen tages der
tillige nye mere grundige
analysemetoder i brug over for
de bande- og rockermedlemmer,
der udtages til særlig kontrol.
Der sættes således ekstra fokus
på, om der er skjult penge,
f.eks. via familie- eller
selskabskonstruktioner.
Herudover har
SKAT sat et særligt projekt i
værk, der midlertidigt skal
styrke indsatsen mod
våbensmugling. Der er således
sat 50 mand af til projektet,
der indebærer, at SKAT øger
grænsekontrollen af biler, tog,
færger og busser. Derudover vil
SKAT sammen med politiet
gennemføre en række aktioner
inde i landet på blandt andet
motorveje og i områder, hvor der
erfaringsmæssigt er mange
udenlandsk indregistrerede
biler.
Projektet vil
indgå i det allerede etablerede,
tætte samarbejde med politiet,
således at der sikres maksimal
anvendelse af allerede
iværksatte projekter mv. på
dette felt. SKAT vil en måned
efter projektets etablering
evaluere den omhandlede særlige
indsats vedrørende kontrol af
våbensmugling, og resultatet
heraf vil indgå i en vurdering
af den fremtidige indsats på
området.
8.6.
Endvidere vil bandemedlemmer,
som udgør en særlig risiko i
Kriminalforsorgens
institutioner,
blive
anbragt i særligt sikrede
fængsels- og arrestafdelinger
i bl.a. Statsfængslet
Østjylland, Politigårdens
Fængsel og Nyborgs Statsfængsel.
Der indføres
et underretningssystem, som
bl.a. skal anvendes til at
indsamle og strukturere
oplysninger om bandemedlemmer i
fængslerne, så indbyrdes
relationer og
bandekonstruktioner kan
afdækkes.
8.7.
I aftalerne med Dansk Folkeparti
om finansloven for 2008 og 2009
er der afsat en pulje på i alt
12,5 mio. kr. til politiets
opsætning af
tv-overvågningsudstyr ved
offentligt tilgængelige pladser
mv. i kriminalitetsforebyggende
øjemed. Det overvejes, hvordan
tv-overvågning på offentlige
pladser mv. i højere grad kan
anvendes til at modvirke
bandekriminalitet og øge
trygheden for borgerne.
8.8.
Regeringen og Dansk Folkeparti
aftalte i forbindelse med
finansloven for 2007 at øge
sikkerheden i retsbygningerne
ved øget anvendelse af
detektorkarme i byretter og
landsretter, etablering af
vidneventerum mv. i
landsretterne samt ansættelse af
retsbetjente. Der er endvidere i
forbindelse med domstolsreformen
afsat midler til at etablere
vidneventerum i byretterne.
Justitsministeriet vil nu sammen
med domstolene og
anklagemyndigheden overveje,
hvilke
yderligere mere generelle
sikkerhedsforanstaltninger
der er behov for.
Endvidere vil
Justitsministeriet sammen med
domstolene, anklagemyndigheden
og politiet overveje, hvilke
yderligere
særlige sikkerhedsmæssige
foranstaltninger der er
behov for ved gennemførelsen af
straffesager om forbrydelser,
der udspringer af bandeopgør.
Det vil navnlig dreje sig om
effektivt at sikre, at vidner,
der opfylder betingelserne i
retsplejeloven for at kunne
afgive forklaring anonymt, kan
føle sig helt sikre på reelt at
forblive anonyme i forbindelse
med, at den pågældende afgiver
forklaring for retten.
8.9.
Regeringen har endvidere fremsat
lovforslag nr. L 174 af 25.
marts 2009 om ændring af
udlændingeloven (Skærpelse af
udvisningsreglerne og reglerne
om indrejseforbud, udelukkelse
m.v. af udlændinge opført på
FNs og EUs sanktionslister),
hvori det foreslås, at der skal
være en
særlig udvidet adgang til at
udvise udlændinge, der er dømt
for overtrædelse af regler i
lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer.
Efter
lovforslaget vil udgangspunktet
være, at der skal ske udvisning
af udlændinge, der idømmes
ubetinget frihedsstraf for
overtrædelse af straffelovens
§ 192 a og regler i
våbenlovgivningen om besiddelse,
anvendelse mv. af skydevåben,
knive og andre ulovlige våben,
både på offentligt tilgængelige
steder og steder, der ikke er
offentligt tilgængelige. Det
gælder uanset frihedsstraffens
længde og opholdets varighed.
Den konkrete vurdering af, om
der i de enkelte tilfælde skal
ske udvisning, vil skulle
foretages af domstolene,
herunder vurderingen af om
udvisningen er i
overensstemmelse med Danmarks
internationale forpligtelser,
jf. bl.a. artikel 8 i Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
9.
De økonomiske
og administrative konsekvenser
for det offentlige
Med
lovforslaget skærpes straffen
for ulovligt på offentligt
tilgængeligt sted at besidde
skydevåben med tilhørende
ammunition eller andre våben
eller eksplosivstoffer, når
våbnet eller eksplosivstofferne
på grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade og for
anden ulovlig besiddelse af
skydevåben. Endvidere skærpes
straffen for visse alvorlige
forbrydelser, når den pågældende
forbrydelse begås med baggrund i
et bandeopgør.
Strafskærpelserne forventes at
medføre en forøgelse af
strafmassen, når de er slået
fuldt igennem. Med den nuværende
belægssituation i
kriminalforsorgen skønnes
forøgelsen at kunne rummes inden
for den eksisterende kapacitet.
Kriminalforsorgen følger løbende
belægsudviklingen, jf. herved
også Aftale mellem regeringen,
Dansk Folkeparti og Ny Alliance
om flerårsaftale for
kriminalforsorgen 2008-2011 af
28. februar 2008.
Lovforslaget
forventes i øvrigt ikke at have
administrative eller økonomiske
konsekvenser af betydning for
det offentlige.
10.
De økonomiske
og administrative konsekvenser
for erhvervslivet mv.
Lovforslaget
har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
11.
De
administrative konsekvenser for
borgere
Lovforslaget
har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
12.
De
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget
har ingen miljømæssige
konsekvenser.
13.
Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget
indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
14.
Hørte
myndigheder mv.
Et udkast til
lovforslag har været sendt i
høring hos følgende myndigheder
og organisationer mv.:
Østre og
Vestre Landsret, samtlige
byretter, Domstolsstyrelsen,
Rigsadvokaten, Rigspolitiet,
Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Foreningen af
Fængselsinspektører og
Vicefængselsinspektører,
Kriminalforsorgsforeningen,
Dansk Fængselsforbund,
HK-Landsklubben for
Kriminalforsorgen, Landsklubben
af socialrådgivere ansat i
Kriminalforsorgen, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Det
Kriminalpræventive Råd, HK
Landsklubben Danmarks Domstole,
Foreningen af Offentlige
Anklagere, Politiforbundet i
Danmark, Danske Regioner,
Kommunernes Landsforening,
Advokatrådet, Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Institut for
Menneskerettigheder,
Retssikkerhedsfonden, Dansk
Retspolitisk Forening, Amnesty
International og Danske
Advokater.
15.
Sammenfattende skema
|
Positive
konsekvenser/
mindreudgifter
|
Negative
konsekvenser/
merudgifter
|
Økonomiske
konsekvenser for
stat, kommuner
og regioner
|
Ingen
|
Strafskærpelserne
forventes at
medføre en
forøgelse af
strafmassen, når
de er slået
fuldt igennem.
Med den
nuværende
belægssituation
i
Kriminalforsorgen
skønnes
forøgelsen at
kunne rummes
inden for den
eksisterende
kapacitet.
Kriminalforsorgen
følger løbende
belægsudviklingen.
|
Administrative
konsekvenser for
stat, kommuner
og regioner
|
Ingen
|
Ingen af
betydning
|
Økonomiske
konsekvenser for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
borgerne
|
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet til
EU-retten
|
Ingen
|
Ingen
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
I bilag 1 til
lovforslaget er de foreslåede
bestemmelser sammenholdt med de
nugældende regler.
Til
§ 1
(Straffeloven)
Til nr. 1
(§ 57, nr. 9)
Der er tale om
en konsekvensændring som følge
af den nye lov om social
service, der trådte i kraft den
1. januar 2007 (lov nr. 573 af
24. juni 2005, jf. nu
lovbekendtgørelse nr. 979 af 1.
oktober 2008).
Til nr. 2
(§ 81 a)
Den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 81
a, fastsætter i
stk. 1,
at den straf, der er
foreskrevet i straffelovens
§§ 119, 123 og 245, § 245, jf.
§ 247, § 246, jf. § 245, § 246,
jf. § 245, jf. § 247, og § 252,
stk. 1, kan
forhøjes indtil det dobbelte,
hvis lovovertrædelsen har
baggrund i et gensidigt opgør,
som foregår mellem grupper af
personer, og hvor der som led i
opgøret flere gange enten er
anvendt skydevåben, eller
anvendt våben eller
eksplosivstoffer, der på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse efter
straffelovens § 180.
I
bestemmelsens
stk. 2 fastsættes det, at
det ved fastsættelse af straffen
for overtrædelse af
straffelovens § 180, § 183,
stk. 2, § 237 i almindelighed
skal indgå som en
særdeles
skærpende omstændighed,
hvis lovovertrædelsen har
baggrund i et gensidigt opgør af
den nævnte karakter.
Det er en
betingelse for at anvende
bestemmelsen i straffelovens
§ 81 a, at der foreligger et
»opgør«.
Herved sigtes der til en
konflikt mellem to
(rivaliserende) parter af en
betydelig intensitet, som gennem
en vis periode giver sig udslag
i angreb. Enkeltstående
voldelige angreb eller lignende
uden indbyrdes sammenhæng vil
således ikke være tilstrækkeligt
til at udgøre et opgør omfattet
af bestemmelsen.
Det er uden
betydning for vurderingen af, om
et opgør er omfattet af den
foreslåede bestemmelse, hvad der
er årsagen til konflikten, og
hvad konflikten drejer sig om.
Dernæst er det
en betingelse, at opgøret mellem
de pågældende grupper af
personer er
»gensidigt«. Bestemmelsen
vil således ikke finde
anvendelse, hvis der er tale om,
at én gruppe forfølger en anden
gruppe ved (flere gange) at
angribe den anden gruppe, der
ikke går til modangreb med brug
af strafbare midler.
Endvidere er
det en betingelse, at det
pågældende opgør finder sted
mellem
»grupper af personer«,
det vil sige mere end én person
på hver side i konflikten.
Som
»grupper«
anses ikke kun formaliserede
grupper med en fast struktur og
rollefordeling medlemmerne
imellem, et fast tilholdssted og
med fast navn eller lignende.
Bestemmelsen omfatter også mere
løse grupperinger, hvis gruppen
dog virker med et fælles sigte
eller mål og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte
situationer, f.eks. at
personerne i gruppen som regel
bliver alarmeret og instrueret
via telefon- eller sms-kæder i
forbindelse med bestemte
voldelige eller truende
begivenheder, som indtræffer.
I det omfang
der således foreligger et
gensidigt opgør mellem grupper
af personer, er det en
betingelse for, at bestemmelsen
kan finde anvendelse, at der
flere gange som led i opgøret
enten er anvendt skydevåben,
eller anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse efter
straffelovens § 180. Det
forhold, at der flere gange som
led i opgøret skal være anvendt
skydevåben mv. indebærer, at et
enkelt angreb ikke vil medføre,
at bestemmelsen finder
anvendelse, men der skal være
tale om to eller flere tilfælde.
Betingelsen om »flere gange« vil
være opfyldt, uanset om der
flere gange er anvendt
skydevåben eller f.eks.
eksplosivstoffer eller begge
dele tilsammen.
De våbentyper,
der er omfattet af den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 81 a, svarer til
de våbentyper, der er omfattet
af den foreslåede § 192 a,
stk. 1, i straffeloven, som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
6, jf. pkt. 3.2.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Det er ikke en
betingelse, at de nævnte
skydevåben mv. anvendes af begge
eller alle grupper, der deltager
i opgøret. Det er
tilstrækkeligt, hvis blot en af
grupperne gør brug af skydevåben
mv., idet der i så fald også vil
være risiko for optrapning mv.
af konflikten.
Det er
endvidere ikke en betingelse
for, at bestemmelsen kan
anvendes, at der er anvendt
skydevåben mv. ved
den enkelte
lovovertrædelse, som
begås med baggrund i et
verserende opgør omfattet af
bestemmelsen. F.eks. vil også et
drab begået ved slag, spark
eller brug af andre redskaber
være omfattet af bestemmelsen,
hvis betingelserne i øvrigt er
opfyldte.
Det er en
betingelse for at anvende
bestemmelsen om forhøjet/skærpet
straf, at den pågældende
lovovertrædelse, har »baggrund
i« et opgør, »som foregår«.
Det er således
en betingelse, at et gensidigt
opgør er i gang på det
tidspunkt, hvor den pågældende
kriminalitet begås. Afgørelsen
af, om der foregik et opgør i
bestemmelsens forstand på
gerningstidspunktet, vil bero på
en vurdering af de foreliggende
oplysninger om omfanget og
hyppigheden af gensidige angreb
med baggrund i konflikten på det
pågældende tidspunkt. F.eks. vil
en voldshandling, som begås mod
et medlem af en rivaliserende
gruppe efter, at den gensidige
konflikt er ophørt, ikke være
omfattet af bestemmelsen, heller
ikke selv om forbrydelsen
eventuelt begås med et hævnmotiv
i forhold til tidligere
forbrydelser, der blev begået,
mens konflikten var i gang, og
selv om forbrydelsen således kan
skabe risiko for, at den
gensidige konflikt blusser op
igen. Ved denne afgrænsning af
bestemmelsens anvendelsesområde
er der lagt vægt på, at det må
anses for særlig strafværdigt at
deltage i en gensidig væbnet
konflikt af den omhandlede
karakter. Der vil efter
omstændighederne kunne blive
tale om at straffe for forsøg,
jf. straffelovens § 21, hvis det
må antages, at den pågældende
havde forsæt til at deltage i en
verserende konflikt.
Herudover er
det en betingelse, at det angreb
mv., som foretages, har
baggrund
i opgøret. Heri ligger, at det
skal kunne lægges til grund, at
den pågældende lovovertrædelse
helt eller delvis har været
motiveret af at ville deltage i
eller reagere på den
igangværende konflikt. Det er
uden betydning, om der tillige
er andre motiver for angrebet,
herunder f.eks. personlige
uoverensstemmelser, hævn for
tidligere krænkelser,
fornærmelser eller lignende.
Hvis f.eks. en
person med tilknytning til en af
de stridende grupper får en
udenforstående til som led i
opgøret at begå en af de
omfattede forbrydelser mod en
person, der tilhører en
rivaliserende, vil bagmanden
kunne straffes i medfør af den
foreslåede bestemmelse, jf.
straffelovens § 23 om strafbar
medvirken, mens den
udenforstående gerningsmands
handling vil være omfattet, hvis
den pågældende har haft det
fornødne forsæt til, at
forbrydelsen har baggrund i
bandeopgøret.
Bestemmelsen
kan også omfatte
lovovertrædelser, der begås over
for andre personer end dem, der
tilhører eller har tilknytning
til en gruppe, der er involveret
i opgøret, f.eks. hvis der i
forbindelse med politiets
arrestation af gerningsmanden
til en forbrydelse, der er
begået som led i et gensidigt
opgør som nævnt i bestemmelsen,
udøves vold mod en politibetjent
for at få denne til at undlade
at gennemføre arrestationen,
eller hvis der fremsættes
trusler mod et vidne til et
angreb, der er foretaget som led
i opgøret. Angreb, hvor
gerningsmanden fejlagtigt
troede, at offeret havde
tilknytning til en rivaliserende
gruppe, vil også kunne være
omfattet af den foreslåede
bestemmelse.
Det
forudsættes, at
strafudmålingsniveauet i sager
omfattet af bestemmelsen som
udgangspunkt
fordobles i
forhold til den straf, der i dag
ville blive fastsat af
domstolene. I tilfælde,
hvor domstolene i dag ville
udmåle en straf på fængsel i 1
år og 6 måneder f.eks. i en
sag om grov vold er det
således forudsat, at der
fremover som udgangspunkt
fastsættes en straf på fængsel i
3 år. I tilfælde, hvor
domstolene i dag ville udmåle en
straf på mere end 10 års fængsel
f.eks. i en drabssag er det
forudsat, at der fremover som
udgangspunkt straffes med
fængsel på livstid. Det er
forudsat, at fordoblingen sker i
forhold til den konkrete straf,
der ville være blevet udmålt i
den enkelte sag.
Fastsættelsen
af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde, og
straffelovens almindelige regler
om straffens fastsættelse mv.
vil fortsat finde anvendelse i
sager omfattet af den foreslåede
bestemmelse. Det gælder bl.a.
straffelovens § 81 om skærpende
omstændigheder, § 82 om
formildende omstændigheder og
§ 83 om fastsættelse af straffen
under den angivne strafferamme
eller strafbortfald.
Endvidere vil
de øvrige almindelige regler i
straffeloven om bl.a.
strafbarhedsbetingelser og
straffe mv. finde uændret
anvendelse.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 2.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
(§ 114, stk. 1, nr. 6)
Der er tale om
en konsekvensændring som følge
af den foreslåede ophævelse af
våbenlovens § 10, stk. 2
(forslagets § 3, nr. 1).
Til nr. 4
(§ 114 a, nr. 1, 4, 5 og 6)
Der er tale om
konsekvensændringer som følge
af, at den gældende bestemmelse
i straffelovens § 192 a, stk. 2,
vil blive delt op på de
foreslåede bestemmelser i
straffelovens § 192 a, stk. 1 og
2 (forslagets § 1, nr. 6). Alle
overtrædelser af lovgivningen om
våben og eksplosivstoffer under
særlig skærpende omstændigheder
vil herefter som udgangspunkt
kunne være omfattet af den
særlige straffebestemmelse i
straffelovens § 114 a. Forholdet
skal dog samtidig som hidtil
kunne henføres under en af de
konventioner, som er omfattet af
straffelovens § 114 a, nr. 1, 4,
5 og 6.
Til nr. 5
(§ 119, stk. 3)
Strafferammen
i straffelovens § 119, stk. 3,
foreslås ændret fra bøde eller
fængsel indtil 6 måneder til
bøde eller fængsel indtil 1 år
og 6 måneder.
Det er
hensigten med den forhøjede
strafferamme, at det skal være
muligt at tage højde for de
groveste tilfælde af
overtrædelser af straffelovens
§ 119, stk. 3, ved udmålingen af
straffen i retspraksis. Som
eksempel kan nævnes vejblokader,
der er sat op for at forhindre
politi og brandvæsen mv. i at nå
frem til nødlidende, eller
tilfælde, hvor man forsøger at
forhindre politiet i at foretage
en ransagning af et sted, hvor
der er mistanke om, at der
opbevares våben.
Det er derimod
ikke hensigten, at straffen i
mindre grove tilfælde skal
forhøjes i forhold til i dag.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 4.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
(§ 192 a)
Bestemmelsen i
straffelovens § 192 a,
stk. 1,
vil omfatte det tilfælde, hvor
der foretages en overtrædelse af
lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer ved under
særlig skærpende omstændigheder
på offentligt tilgængeligt sted
at besidde, bære eller anvende
skydevåben med tilhørende
ammunition eller andre våben
eller eksplosivstoffer, når
våbnet eller eksplosivstofferne
på grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade.
Hvorvidt
lovovertrædelsen med
skydevåben
sker under særlig skærpende
omstændigheder, afhænger bl.a.
af det pågældende skydevåbens
farlighed, hvilket som hidtil
fastlægges med udgangspunkt i
våbenlovgivningens regulering af
skydevåben, som er baseret på en
generel vurdering af våbnenes
farlighed. Det er således
forudsat, at besiddelse mv. af
skydevåben på offentligt
tilgængeligt sted vil være
omfattet af stk. 1, medmindre
der er tale om skydevåben, som
det alene er forbudt at besidde
for personer under 18 år, jf.
våbenlovens § 1, stk. 2, litra
a, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt. (som
udgangspunkt luft- og
fjederbøsser, bortset fra
armbrøster og slangebøsser).
Udgangspunktet
vil således være, at besiddelse
mv. af skydevåben, der er
omfattet af det generelle forbud
i våbenlovens § 1, stk. 1, nr.
1, vil være omfattet af
forslaget til straffelovens
§ 192 a, stk. 1, nr. 1. Det er
forudsat, at dette gælder
uanset, om det pågældende
skydevåben er i samlet eller
adskilt stand, hvis de adskilte
dele hurtigt og enkelt kan
samles til et funktionsdygtigt
skydevåben.
»Skydevåben«
omfattet af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1, nr. 1, vil både
kunne omfatte skydevåben, der er
omfattet af den gældende
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1 (f.eks.
pistoler), og skydevåben, der på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, som i
dag er omfattet af bestemmelsen
i straffelovens § 192 a, stk. 2
(f.eks. maskinpistoler).
Udtrykket »med
tilhørende ammunition« indebærer
ligesom efter gældende ret ikke
et krav om, at skydevåbnet er
skarpladt, men den, der er i
besiddelse mv. af skydevåbnet,
skal samtidig være i besiddelse
af ammunition på sin person, i
en medbragt taske, i det
køretøj, hvori den pågældende
antræffes, eller på anden
lignende lettilgængelig måde.
Der vil kunne
forekomme tilfælde, hvor
besiddelse mv. af de omhandlede
skydevåben på offentligt
tilgængeligt sted uanset
våbnets karakter sker under
ikke særlig
skærpende omstændigheder,
således at det konkrete forhold
ikke skal henføres under
bestemmelsen i stk. 1. Det samme
gælder efter den gældende
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1, og der
tilsigtes ingen ændringer heri,
jf. således pkt. 3.2.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Bestemmelsen i
stk. 1, nr. 2, omfatter
endvidere besiddelse mv. af
andre våben
end skydevåben, der på grund af
deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde
betydelig skade.
Våbentyperne, der hermed sigtes
til, er de samme, som er
omfattet af den gældende
bestemmelse i § 192 a, stk. 2,
om bl.a. våben af særdeles
farlig karakter (bortset fra
skydevåben), som på grund af
deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde
betydelig skade, der som nævnt
ovenfor vil være omfattet af
begrebet »skydevåben«. Det vil
således typisk være våben, som
har karakter af egentligt
krigsmateriel, og som ikke
lovligt kan besiddes af andre
end militæret, herunder
hjemmeværnet. Som eksempler kan
nævnes panserværnsraketter,
morterer, håndgranater, bomber
og miner.
Eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade,
kan efter omstændighederne også
være omfattet af bestemmelsen i
stk. 1, nr. 2. Der sigtes hermed
til de samme typer
eksplosivstoffer, der i dag er
omfattet af den gældende
bestemmelse i § 192 a, stk. 2.
Eksplosivstoffer vil således
kunne være omfattet, hvis der er
tale om stoffer i en sådan
mængde og af en sådan farlighed,
at det vil kunne bruges til at
forvolde betydelig skade.
Begrebet
»offentligt
tilgængeligt sted« skal
ligesom efter gældende ret
forstås som steder, hvortil der
er almindelig adgang, herunder
veje, parker, offentlige
transportmidler, restauranter,
forlystelsessteder og offentlige
kontorer. Besiddelse mv. af
skydevåben i en bil, som
befinder sig på et offentligt
tilgængeligt sted, er også
omfattet af begrebet.
Lovovertrædelser omfattet af
stk. 1 vil have en særlig
strafferamme på fængsel fra 1 år
indtil 6 år. For
lovovertrædelser, der er
omfattet af den gældende
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 1, (om skydevåben
på offentligt tilgængeligt sted)
indebærer dette både en
væsentlig forhøjelse af
strafferammen fra fængsel i
indtil 4 år til fængsel indtil 6
år og
indførelse af en minimumsstraf
på fængsel i 1 år. For
lovovertrædelser, der er
omfattet af den gældende
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 2, vil stk. 1
alene indebære, at der indføres
en minimumsstraf på fængsel i 1
år, idet der allerede i dag er
en strafferamme på fængsel
indtil 6 år for lovovertrædelser
omfattet af den gældende § 192
a, stk. 2.
Med
bestemmelsen i stk. 1 lægges der
op til en væsentlig skærpelse af
straffen for besiddelse mv. på
offentligt tilgængeligt sted af
skydevåben med tilhørende
ammunition eller andre våben
eller eksplosivstoffer, som på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, under
særlig skærpende omstændigheder.
Det
forudsættes, at straffen for
ulovlig besiddelse mv. af
skydevåben
med tilhørende ammunition på
offentligt tilgængeligt sted
som udgangspunkt mindst
fordobles i forhold til i dag.
For ulovlig besiddelse mv. af
skydevåben, der ikke på grund af
sin særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, (f.eks.
enkeltskudsvåben), vil det sige
mindst 1 års fængsel. Også i
gentagelsestilfælde
forudsættes der at ske en
fordobling af straffen. Det
betyder, at straffen i
gentagelsestilfælde som
udgangspunkt forudsættes fastsat
fra fængsel i 1 år og 4 måneder
til fængsel i 1 år og 8 måneder.
Det
forudsættes endvidere, at
straffen for ulovlig besiddelse
mv. af skydevåben med tilhørende
ammunition på offentligt
tilgængeligt sted, der på grund
af sin særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde
betydelig skade (f.eks.
maskinpistoler) som udgangspunkt
fordobles i forhold til i dag.
Det betyder, at straffen for
sådanne førstegangsovertrædelser
forudsættes fastsat fra fængsel
i mindst 1 år og 8 måneder til
fængsel i 2 år. Det samme gælder
andre våben end særdeles farligt
skydevåben (f.eks. håndgranater)
eller eksplosivstoffer, som på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade.
Bestemmelsen i
stk. 2
vil omfatte alle overtrædelser
af våbenlovgivningen, der begås
under særlig skærpende
omstændigheder, og som ikke vil
være omfattet af det foreslåede
stk. 1 om besiddelse af
skydevåben mv. med tilhørende
ammunition på offentligt
tilgængeligt sted.
Bestemmelsen i
stk. 2 forudsættes således som
udgangspunkt at omfatte
overtrædelser af
våbenlovgivningen, der angår
skydevåben
afgrænset på samme måde som i
stk. 1, når overtrædelsen sker
på offentligt tilgængeligt sted
uden tilhørende ammunition.
På samme måde som nævnt ovenfor
vil gerningen kunne begås under
konkrete omstændigheder, hvor
besiddelsen mv. af skydevåbnet
på offentligt tilgængeligt sted
ikke kan anses for at være sket
under særlig skærpende
omstændigheder, og i så fald vil
handlingen ikke være omfattet af
stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 2 vil endvidere omfatte
ulovlig besiddelse mv. af
skydevåben
på bopælen og andre ikke
offentligt tilgængelige steder
under særlig skærpende
omstændigheder. Bestemmelsen vil
således omfatte de overtrædelser
af våbenlovgivningen med
skydevåben under særlig
skærpende omstændigheder, som i
dag er omfattet af våbenlovens
§ 10, stk. 2.
Ulovlig
besiddelse mv. af skydevåben på
bopælen og andre ikke offentligt
tilgængelige steder vil ikke
altid udgøre særlig skærpende
omstændigheder. Det er forudsat,
at personer uden kriminel
baggrund i øvrigt, som f.eks.
har arvet et skydevåben og
igennem en årrække i strid med
våbenlovgivningen har haft
våbnet liggende ubenyttet (måske
glemt) på bopælen, ikke vil være
omfattet af bestemmelsen. Det
samme gælder for personer uden
kriminel baggrund i øvrigt, der
har våbentilladelse eller
jagttegn, og blot har glemt at
forny våbentilladelsen eller
jagttegnet inden for de
relevante frister. Sådanne
overtrædelser vil i givet fald
være omfattet af våbenlovens
§ 10, stk. 1.
Bestemmelsen i
stk. 2 vil i lighed med, hvad
der i dag følger af den gældende
bestemmelse i § 192 a, stk. 2
også omfatte overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder i
tilfælde, hvor lovovertrædelsen
angår andre
våben (end skydevåben) eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade. De
særdeles farlige våben og
eksplosivstoffer, der er
omfattet af den gældende
straffelovs § 192 a, stk. 2, vil
således være omfattet af den
foreslåede stk. 2, hvis de ikke
er omfattet af den foreslåede
bestemmelse i stk. 1.
Bestemmelsen i
stk. 2 vil også kunne omfatte
overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder, der
angår andre våben end skydevåben
eller særdeles farlige våben
eller eksplosivstoffer. Efter
omstændighederne vil f.eks.
springknive, springstiletter,
faldknive og faldstiletter efter
våbenbekendtgørelsens § 14,
stk. 1, nr. 3 og 4, kunne være
omfattet.
Ved
vurderingen af, om der
foreligger særlig skærpende
omstændigheder, bør der først og
fremmest bl.a. lægges vægt på
våbnets farlighed. Dette bør
fastlægges med udgangspunkt i
våbenlovgivningens regulering af
våbnet, som er baseret på en
generel vurdering af våbnenes
farlighed. Herudover vil der
bl.a. kunne lægges vægt på,
hvilken mængde der f.eks.
indføres, besiddes eller
overdrages, herunder om der er
tale om en mere systematisk
overtrædelse af
våbenlovgivningen, hvor
forholdet har karakter af et
illegalt erhverv, om våben eller
eksplosivstoffer opbevares eller
anvendes under sådanne forhold,
at der er en nærliggende risiko
for, at de vil blive anvendt,
herunder i voldelige opgør mv.,
om våben eller eksplosivstoffer
er skaffet illegalt, om våben
eller eksplosivstoffer bæres i
forbindelse med indbrud eller
brugstyveri, og om
gerningsmanden tidligere har
begået tilsvarende
lovovertrædelser.
Bestemmelsen i
stk. 2 indebærer en betydelig
forhøjelse af strafferammen for
overtrædelser af
våbenlovgivningen under særlig
skærpende omstændigheder, idet
strafferammen for besiddelse mv.
af skydevåben, der tidligere
ville være omfattet af
våbenlovens § 10, stk. 2,
forhøjes fra fængsel indtil 2 år
til fængsel indtil 6 år, ligesom
strafferammen for besiddelse mv.
af skydevåben omfattet af
straffelovens § 192 a, stk. 1,
forhøjes fra fængsel indtil 4 år
til fængsel indtil 6 år.
Strafferammen forhøjes ikke for
overtrædelser af
våbenlovgivningen, der angår
våben eller eksplosivstoffer,
som på grund af deres særdeles
farlige karakter indebærer en
betydelig fare, idet der
allerede i dag er fastsat en
strafferamme på fængsel indtil 6
år for sådanne
våbenlovsovertrædelser, jf.
straffelovens § 192 a, stk. 2.
Straffen for
overtrædelser af
våbenlovgivningen, der angår
skydevåben, og som vil være
omfattet af stk. 2, forudsættes
fordoblet i
forhold til i dag. Det
gælder både for besiddelse af
skydevåben på offentligt
tilgængelige steder (uden
ammunition), besiddelse af
skydevåben med eller uden
ammunition på bopælen og andre
ikke offentligt tilgængelige
steder samt andre våben end
skydevåben og eksplosivstoffer,
som på grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade. Om de
forudsatte strafniveauer
henvises i øvrigt bl.a. til pkt.
3.2.4 og 3.2.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til
§ 2
(Retsplejeloven)
Til nr. 1
(§ 762, stk. 2, nr. 2)
Det foreslås
at ændre den gældende henvisning
i retsplejelovens § 762, stk. 2,
nr. 1, til straffelovens § 192
a, stk. 1, til straffelovens
§ 192 a, stk. 2, således at der
kan ske varetægtsfængsling, hvis
der foreligger en særligt
bestyrket mistanke om en
overtrædelse af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens
§ 192 a, stk. 2, der efter
oplysningerne om forholdets
grovhed kan ventes at ville
medføre en ubetinget dom på
fængsel i mindst 60 dage, og
hensynet til retshåndhævelsen
skønnes at kræve, at sigtede
ikke er på fri fod.
Den foreslåede
adgang til
retshåndhævelsesarrest i visse
sager om ulovlig våbenbesiddelse
mv. vil kunne anvendes i
tilfælde, hvor det ud fra de
konkrete omstændigheder skønnes,
at det med henblik på at
fastholde en fornøden konsekvens
i retshåndhævelsen af hensyn til
retsbevidstheden er påkrævet at
fængsle den formodede
gerningsmand, selv om der ikke
foreligger en endelig dom.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 6.1.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
(§ 769, stk. 2)
Det foreslås,
at der indføres en ny
bestemmelse i retsplejelovens
§ 769 (nyt stk. 2), hvorefter en
tiltalt kan varetægtsfængsles,
når der er afsagt helt eller
delvis fældende dom, hvorved den
pågældende er idømt ubetinget
fængsel i mere end 30 dage for
en lovovertrædelse, som er
undergivet offentlig påtale, og
hensynet til retshåndhævelsen
skønnes at kræve, at tiltalte
ikke er på fri fod under
hensyntagen til et gensidigt
opgør, som på det tidspunkt,
hvor afgørelsen om
varetægtsfængsling træffes,
foregår mellem grupper af
personer, og hvor der flere
gange som led i opgøret enten er
anvendt skydevåben, eller
anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse omfattet
af straffelovens § 180, samt
til, at den tiltalte har
tilknytning til en af disse
grupper.
Der foreslås
en særlig adgang til at
varetægtsfængsle en tiltalt i
visse sager, hvor der er afsagt
en helt eller delvis fældende
dom, og hensynet til
retshåndhævelsen skønnes at
kræve det, selv om dommen ikke
er endelig.
Det er en
betingelse for
varetægtsfængsling efter den
foreslåede bestemmelse, at den
pågældende ved dommen er idømt
ubetinget fængsel i mere end 30
dage. Strafferammen for den
pådømte forbrydelse har ikke
betydning.
Det er efter
forslaget
ikke en betingelse, at
det pådømte forhold har baggrund
i det gensidige voldelige opgør
med brug af skydevåben mv.
Med
»opgør«
sigtes der til en
konflikt mellem to
(rivaliserende) parter af en
betydelig intensitet, som gennem
en vis periode giver sig udslag
i angreb. Enkeltstående
voldelige angreb eller lignende
uden indbyrdes sammenhæng vil
således ikke være tilstrækkeligt
til at udgøre et opgør omfattet
af den foreslåede bestemmelse.
Det er uden
betydning for vurderingen af, om
et opgør er omfattet af den
foreslåede bestemmelse, hvad der
er årsagen til konflikten, og
hvad konflikten drejer sig om.
Dernæst er det
en betingelse, at opgøret mellem
de pågældende grupper af
personer er
»gensidigt«. Den
foreslåede bestemmelse vil
således ikke finde anvendelse,
hvis der er tale om, at én
gruppe forfølger en anden gruppe
ved (flere gange) at angribe den
anden gruppe, der ikke går til
modangreb med brug af strafbare
midler.
Endvidere er
det en betingelse, at det
pågældende opgør finder sted
mellem
»grupper af personer«,
det vil sige mere end én person
på hver side i konflikten.
Som
»grupper«
anses ikke kun formaliserede
grupper med en fast struktur og
rollefordeling medlemmerne
imellem, et fast tilholdssted og
med fast navn eller lignende.
Bestemmelsen omfatter også mere
løse grupperinger, hvis gruppen
dog virker med et fælles sigte
eller mål og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte
situationer, f.eks. at
personerne i gruppen som regel
bliver alarmeret og instrueret
via telefon- eller sms-kæder i
forbindelse med bestemte
voldelige eller truende
begivenheder, som indtræffer.
I det omfang
der således foreligger et
gensidigt opgør mellem grupper
af personer, er det en
betingelse for, at bestemmelsen
kan finde anvendelse, at der
flere gange som led i opgøret
enten er anvendt skydevåben,
eller anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller
begået brandstiftelse efter
straffelovens § 180. Det
forhold, at der flere gange som
led i opgøret skal være anvendt
skydevåben mv. indebærer, at et
enkelt angreb ikke vil medføre,
at bestemmelsen finder
anvendelse, men der skal være
tale om to eller flere tilfælde.
Betingelsen om »flere gange« vil
være opfyldt, uanset om der
flere gange er anvendt
skydevåben eller f.eks.
eksplosivstoffer eller begge
dele tilsammen.
De våbentyper,
der er omfattet af den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 769, stk. 2,
svarer til de våbentyper, der er
omfattet af den foreslåede § 192
a, stk. 1, i straffeloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 6, jf.
pkt. 3.2.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Det er ikke en
betingelse, at de nævnte
skydevåben mv. anvendes af begge
eller alle grupper, der deltager
i opgøret. Det vil efter
forslaget være tilstrækkeligt,
hvis blot en af grupperne gør
brug af skydevåben mv., idet der
i så fald også vil være risiko
for optrapning mv. af
konflikten.
Betingelsen
om, at den tiltalte skal have
»tilknytning til« en
gruppe, som deltager i et
verserende opgør, indebærer
ikke, at der skal lægges vægt på
formelt medlemskab eller
lignende, men at den pågældende
tager aktivt del i gruppens
virke.
Efter den
foreslåede bestemmelse er det en
betingelse for
varetægtsfængsling, at hensynet
til retshåndhævelsen efter
konkret vurdering skønnes at
kræve, at den pågældende ikke er
på fri fod efter den fældende
dom. Hensynet til
retshåndhævelsen skal vurderes
under hensyntagen til den
pågældendes tilknytning til en
gruppe af personer, som deltager
i et verserende voldeligt opgør
af en sådan karakter (hvor der
flere gange er anvendt
skydevåben mv.), som kan true
det normale samfundsliv for
borgerne i de berørte områder
eller bydele. Det ligger i
bestemmelsen, at der med henblik
på at fastholde en fornøden
fasthed og konsekvens i
retshåndhævelsen er behov for at
varetægtsfængsle personer, som
har aktiv tilknytning til
grupper, der deltager i aktuelle
væbnede konflikter af den
omtalte ekstraordinære karakter,
idet det vil kunne virke
krænkende, at den pågældende er
på fri fod, når der ved en
fældende dom foreligger særlig
bestyrket mistanke om, at den
pågældende har begået
kriminalitet af en sådan
grovhed, som har kunnet medføre
en ubetinget straf på mere end
30 dages fængsel. Det vil bero
på en vurdering af de konkrete
omstændigheder, om der eventuelt
foreligger sådanne individuelle
forhold, som kan medføre, at det
trods det nævnte
retshåndhævelseshensyn i det
enkelte tilfælde ikke er
påkrævet, at den pågældende
varetægtsfængsles efter den
fældende dom.
Hvis
lovforslaget vedtages,
forudsættes det, at den
foreslåede bestemmelse om
varetægtsfængsling efter dom
finder tilsvarende anvendelse i
forbindelse med sager, som
fremmes til dom i tiltaltes
fravær, hvis betingelserne
herfor i øvrigt er opfyldt.
Desuden bør
såvel retten som forsvareren
orienteres forud for
hovedforhandlingen, hvis
anklagemyndigheden agter at
begære varetægtsfængsling efter
dom i overensstemmelse med den
foreslåede bestemmelse.
Er den dømte
varetægtsfængslet efter dommen i
medfør af den foreslåede
bestemmelse, følger det af
retsplejelovens § 999, stk. 2
(som ikke foreslås ændret), at
straffedommen skal fuldbyrdes,
så snart det kan konstateres, at
dommen er endelig.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 5.2.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
(§ 769, stk. 2, der bliver
stk. 3)
Der er tale om
en konsekvensændring som følge
af forslaget til retsplejelovens
§ 769, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 2.
Ændringen
indebærer, at spørgsmålet om den
fortsatte anvendelse af
varetægtsfængsling efter dom
snarest skal forelægges for den
overordnede ret, hvortil
afgørelsen er indbragt.
Endvidere
indebærer ændringen, at
retsplejelovens § 765 (om mindre
indgribende foranstaltninger end
varetægtsfængsling) vil kunne
finde anvendelse på sager
omfattet af den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 769, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 2. Bestemmelsen i
retsplejelovens § 765 bør dog
kun finde anvende anvendelse på
disse sager i helt
ekstraordinære tilfælde.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 5.2.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til
§ 3
(Våbenloven)
Til nr. 1
(§ 10, stk. 2)
Våbenlovens
§ 10, stk. 2, foreslås ophævet
som følge af, at alle
overtrædelser af lovgivningen om
våben og eksplosivstoffer under
særlig skærpende omstændigheder
foreslås omfattet af
straffelovens § 192 a (se i
øvrigt bemærkningerne til
forslagets § 1, nr. 2).
Våbenlovens
§ 10, stk. 3-5, bliver herefter
stk. 2-4.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3.3 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til
§ 4
(Lov om politiets virksomhed)
Til nr. 1
(§ 23, stk. 3)
Det foreslås,
at justitsministerens
bemyndigelse udvides, således at
der kan fastsættes regler om, at
overtrædelse af de i medfør af
politilovens § 23, stk. 1 og 2,
fastsatte regler eller
overtrædelse eller manglende
efterkommelse af påbud eller
forbud udstedt i medfør af
sådanne regler straffes med bøde
eller fængsel i indtil 6
måneder.
Formålet med
den foreslåede ændring af
politilovens § 23, stk. 3, er at
skabe hjemmel for
justitsministeren til at
fastsætte regler i
ordensbekendtgørelsen om, at
overtrædelse af zoneforbud med
en radius på 500 meter til
personer, der udviser en særligt
utryghedsskabende adfærd, kan
straffes med fængsel.
Det vil være
forudsat, at overtrædelse af et
zoneforbud i førstegangstilfælde
normalt straffes med 7 dages
ubetinget fængsel.
Fastsættelse
af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde af samtlige
sagens omstændigheder, og de
angivne strafpositioner vil
kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i
den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende
omstændigheder.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 7 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til
§ 5
(Lov om fuldbyrdelse af straf
m.v.)
Til nr. 1
(§ 10, nr. 2)
Efter
forslaget skal hensynet til
politiets forebyggende
virksomhed ligeledes indgå som
et moment ved afgørelsen af, om
fuldbyrdelsen af en
fængselsstraf eller en del af
denne skal udsættes, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 10.
Med udtrykket
»politiets forebyggende
virksomhed« sigtes til politiets
virke for at forebygge strafbare
forhold, forstyrrelse af den
offentlige fred og orden samt
fare for enkeltpersoners og den
offentlige sikkerhed, jf.
politilovens § 2, nr. 1 (som
ikke foreslås ændret).
Politidirektøren kan ved sin
vurdering af, hvad hensynet til
den forebyggende virksomhed
kræver, dels lægge vægt på
politiets vurdering af den
dømtes recidivrisiko i
sammenhæng med arten af den
begåede kriminalitet, dels
lægges vægt på, om den dømte på
grundlag af politiets
foreliggende oplysninger må
antages at have en sådan
tilknytning til en gruppe af
personer, der udviser et
adfærdsmønster præget af
omfattende kriminalitet af
voldelig karakter, at der er et
væsentligt politimæssigt behov
for, at den pågældende
påbegynder afsoning af den
idømte fængselsstraf uden at
afvente behandlingen af en
ansøgning om udsættelse af
straffuldbyrdelsen.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 5.3.2.4 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
(§ 12, stk. 1)
Det foreslås
at ændre
straffuldbyrdelsesloven, således
at der ikke er pligt til at
tillægge en ansøgning om
udsættelse af straffuldbyrdelsen
eller benådning opsættende
virkning for fuldbyrdelsen af
den idømte frihedsstraf, hvis
politidirektøren har underrettet
Kriminalforsorgen om, at
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder afsoning uden at
afvente behandlingen af en sådan
ansøgning.
Formålet med
den foreslåede bestemmelse er at
sikre, at der tages hensyn til,
at der i nogle tilfælde er et
væsentligt politimæssigt behov
for, at den pågældende
påbegynder afsoning uden at
afvente behandlingen af en
ansøgning om udsættelse af
straffuldbyrdelsen eller
benådning.
En ansøgning
om udsættelse af
straffuldbyrdelsen eller
benådning kan dog tillægges
opsættende virkning, hvis det
konkret skønnes absolut påkrævet
under hensyntagen til de nærmere
omstændigheder i sagen.
Med udtrykket
»politiets forebyggende
virksomhed« sigtes til politiets
virke for at forebygge strafbare
forhold, forstyrrelse af den
offentlige fred og orden samt
fare for enkeltpersoners og den
offentlige sikkerhed, jf.
politilovens § 2, nr. 1 (som
ikke foreslås ændret).
Politidirektøren kan ved sin
vurdering af, hvad hensynet til
den forebyggende virksomhed
kræver, dels lægge vægt på
politiets vurdering af den
dømtes recidivrisiko i
sammenhæng med arten af den
begåede kriminalitet, dels lægge
vægt på, om den dømte på
grundlag af politiets
foreliggende oplysninger må
antages at have en sådan
tilknytning til en gruppe af
personer, der udviser et
adfærdsmønster præget af
omfattende kriminalitet af
voldelig karakter, at der er et
væsentligt politimæssigt behov
for, at den pågældende
påbegynder afsoning af den
idømte fængselsstraf uden at
afvente behandlingen af en
ansøgning om udsættelse af
straffuldbyrdelsen eller
benådning.
En sådan
underretning efter den
foreslåede bestemmelse vil
normalt blive givet samtidig
med, at politidirektøren giver
fuldbyrdelsesordre, jf.
retsplejelovens § 997, stk. 1
(som ikke foreslås ændret).
Der henvises i
øvrigt til pkt. 5.3.2.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
(§ 78 a, stk. 3)
Det foreslås
at ændre
straffuldbyrdelseslovens § 78 a,
stk. 3, således at en ansøgning
om tilladelse til strafudståelse
på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol ikke kan
tillægges opsættende virkning
for fuldbyrdelsen af den idømte
frihedsstraf, hvis
politidirektøren har underrettet
Kriminalforsorgen om, at
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder afsoning uden at
afvente behandlingen af en sådan
ansøgning.
Tilladelse til
at udstå straf på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
forudsætter efter de gældende
regler, at der på baggrund af
den dømtes ansøgning gennemføres
en særlig visitationsprocedure,
og der skal i tilknytning hertil
bl.a. udarbejdes en
egnethedsvurdering af den dømte.
Der er således en nødvendig
sagsbehandlingstid, før denne
afsoningsform i givet fald kan
iværksættes, og der går en vis
tid, inden der kan tages
stilling til en ansøgning om
tilladelse til strafudståelse på
bopælen under intensiv
overvågning og kontrol. Er en
ansøgning om tilladelse til
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
indgivet inden nærmere angivne
frister, følger det af de
gældende regler, at ansøgningen
skal tillægges opsættende
virkning.
Formålet med
den foreslående bestemmelse er
at sikre, at der tages hensyn
til, at der i nogle tilfælde er
et væsentligt politimæssigt
behov for, at den pågældende
påbegynder afsoning af en idømt
fængselsstraf uden at afvente
den tidskrævende behandling af
en ansøgning om tilladelse til
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol.
Underretning
efter den foreslåede bestemmelse
vil normalt blive givet samtidig
med, at politidirektøren giver
fuldbyrdelsesordre, jf.
retsplejelovens § 997, stk. 1
(som ikke foreslås ændret).
Konsekvensen
af, at en ansøgning om
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
ikke tillægges opsættende
virkning, vil i praksis normalt
være, at afsoningen vil være
påbegyndt, inden der kan tages
stilling til ansøgningen, jf.
pkt. 5.5.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger om
etablering af en særlig
hasteprocedure. Der vil herefter
ikke være mulighed for at
iværksætte denne afsoningsform,
idet den ikke kan benyttes alene
for en del af straffen.
Kriminalforsorgen vil derfor i
givet fald ikke behandle en
ansøgning om strafudståelse på
bopælen, hvis Kriminalforsorgen
skønner, at ansøgningen ikke vil
kunne færdigbehandles, før
afsoningen er påbegyndt.
Med udtrykket
»politiets forebyggende
virksomhed« sigtes til politiets
virke for at forebygge strafbare
forhold, forstyrrelse af den
offentlige fred og orden samt
fare for enkeltpersoners og den
offentlige sikkerhed, jf.
politilovens § 2, nr. 1 (som
ikke foreslås ændret).
Politidirektøren kan ved sin
vurdering af, hvad hensynet til
den forebyggende virksomhed
kræver, dels lægge vægt på
politiets vurdering af den
dømtes recidivrisiko i
sammenhæng med arten af den
begåede kriminalitet, dels lægge
vægt på, om den dømte på
grundlag af politiets
foreliggende oplysninger må
antages at have en sådan
tilknytning til en gruppe af
personer, der udviser et
adfærdsmønster præget af
omfattende kriminalitet af
voldelig karakter, at der er et
væsentligt politimæssigt behov
for, at den pågældende
påbegynder afsoning af den
idømte fængselsstraf uden at
afvente behandlingen af en
ansøgning om tilladelse til
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 5.3.2.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
(§ 78 b, stk. 2)
Efter den
gældende bestemmelse i
straffuldbyrdelseslovens § 78 b,
stk. 2, skal tilladelse til
afsoning på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
(elektronisk fodlænke) nægtes,
hvis denne fuldbyrdelsesform som
følge af den dømtes forhold ikke
findes hensigtsmæssig. Det
foreslås at lovfæste, at dette
bl.a. omfatter tilfælde, hvor
der er grund til at antage, at
den dømte ikke vil overholde de
vilkår, som gælder for
fuldbyrdelse på bopælen, jf.
herved lovens § 78 c (som ikke
foreslås ændret) (lovforslagets
§ 5, nr. 4).
Det
forudsættes, at
Kriminalforsorgen ved
vurderingen af faren for, at den
dømte vil begå ny kriminalitet,
ikke alene inddrager den begåede
kriminalitet, den dømtes
relevante tidligere forstraffe
og erfaringer fra eventuelle
tidligere strafudståelse på
bopælen under intensiv
overvågning og kontrol, men
bl.a. også kan lægge vægt på
oplysninger, som politiet måtte
fremkomme med angående den
pågældendes tilhørsforhold til
grupper af personer, der udviser
et adfærdsmønster præget af
omfattende kriminalitet.
Den foreslåede
bestemmelse vil i forhold til
dømte med formodet
tilhørsforhold til grupper af
personer, der udviser et
adfærdsmønster præget af
omfattende kriminalitet, kun
have reel praktisk betydning i
tilfælde, hvor politiet ikke har
fundet grundlag for i medfør af
den foreslåede bestemmelse i
straffuldbyrdelseslovens § 78 a,
stk. 3, 3. pkt. (lovforslagets
§ 5, nr. 3), at underrette
Kriminalforsorgen om, at en
ansøgning om tilladelse til
strafudståelse på bopælen under
intensiv overvågning og kontrol
ikke bør tillægges opsættende
virkning, men hvor man i
mellemtiden har fået nye
oplysninger.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 5.3.2.3 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til
§ 6
(Forvaltningsloven)
Til nr. 1
(§ 9, stk. 4, nr. 3)
Der er tale om
en konsekvensændring som følge
af forslaget til
forvaltningslovens § 9, stk. 4,
nr. 5, jf. lovforslagets § 6,
nr. 3.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 5.4.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
(§ 9, stk. 4, nr. 4)
Der er tale om
en konsekvensændring som følge
af forslaget til
forvaltningslovens § 9, stk. 4,
nr. 5, jf. lovforslagets § 6,
nr. 3.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 5.4.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
(§ 9, stk. 4, nr. 5)
Den foreslåede
bestemmelse medfører, at hjemlen
til at afskære partens ret til
aktindsigt i visse sager i
forbindelse med fuldbyrdelse af
fængselsstraf og forvaring
(sager om iværksættelse,
udsættelse, benådning samt
fuldbyrdelse af straf på bopælen
under intensiv overvågning og
kontrol) udvides til også at
omfatte oplysninger i sådanne
sager, der er indhentet for at
belyse hensynet til politiets
forebyggende virksomhed som
nævnt i lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. § 10, nr. 2, § 12,
stk. 1, og § 78 a, stk. 3.
For så vidt
angår den nærmere afgrænsning af
de typer af sager om
straffuldbyrdelsens
iværksættelse, udsættelse og
benådning samt fuldbyrdelse af
straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol, hvor
retten til aktindsigt begrænses,
jf. lovforslagets § 6, nr. 3,
kan navnlig nævnes afgørelser om
1) at nægte udsættelse af
straffuldbyrdelsen, hvis
politidirektøren har underrettet
Kriminalforsorgen om, at
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed taler
herfor (lovforslagets § 5, nr.
1), 2) ikke at tillægge en
ansøgning om udsættelse
opsættende virkning, hvis
politidirektøren har underrettet
Kriminalforsorgen om, at
hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder straffuldbyrdelsen
uden at afvente behandlingen af
en sådan ansøgning
(lovforslagets § 5, nr. 2), og
3) ikke at tillægge en ansøgning
om strafudståelse på bopælen
under intensiv overvågning og
kontrol opsættende virkning,
hvis politidirektøren har
underrettet Kriminalforsorgen
om, at hensynet til politiets
forebyggende virksomhed skønnes
at kræve, at den dømte
påbegynder straffuldbyrdelsen
uden at afvente behandlingen af
en sådan ansøgning
(lovforslagets § 5, nr. 3).
Opregningen af afgørelser
omfattet af den foreslåede
bestemmelse kan ikke anses for
udtømmende.
Om den nærmere
begrundelse for den foreslåede
bestemmelse henvises til
lovforslagets almindelige
bemærkninger, pkt. 5.4.2.
Som efter den
gældende bestemmelse i
forvaltningslovens § 9, stk. 4,
medfører forslaget, at en
anmodning om aktindsigt kan
afslås alene med henvisning til
den foreslåede bestemmelse, og
yderligere begrundelse for
afslaget på aktindsigt er
således ikke nødvendig, jf.
nedenfor.
Der vil efter
omstændighederne kunne gives
aktindsigt i de pågældende
oplysninger i de opregnede
sager, i det omfang hverken
private eller offentlige
interesser taler imod
(meroffentlighedsprincippet).
Med forslagets
§ 6, nr. 3, gøres ingen ændring
i offentlighedslovens regler.
For så vidt angår anmodning om
aktindsigt fra andre end sagens
parter gælder således
offentlighedslovens § 2, stk. 1,
1. pkt., uændret. Efter denne
bestemmelse omfatter
offentlighedsloven ikke sager
inden for strafferetsplejen. Det
indebærer bl.a., at der ikke er
ret til aktindsigt efter
offentlighedsloven i konkrete
sager om straffuldbyrdelse og
varetægtsfængsling.
Endvidere vil
de pågældende afgørelser ikke
være omfattet af reglerne i
persondatalovens kapitel 9 om
den registreredes indsigtsret
som følge af, at oplysningerne
vil være undtaget fra aktindsigt
efter offentlighedslovens § 2,
stk. 1, 1. pkt., jf.
persondatalovens § 32, stk. 2.
Forvaltningslovens kapitel 5
indeholder bl.a. en række
bestemmelser, hvorefter en
myndighed ikke kan træffe
afgørelse i en sag, før
myndigheden har foretaget
partshøring. Efter
forvaltningslovens § 19, stk. 2,
nr. 4, skal der dog ikke ske
partshøring, hvis parten ikke
har ret til partsaktindsigt med
hensyn til de pågældende
oplysninger. Når adgangen til
partsaktindsigt afskæres i
afgørelser af den nævnte
karakter, indebærer det derfor
også, at der i sådanne sager
ikke vil være krav om, at der
foretages partshøring efter
forvaltningslovens § 19, inden
der træffes afgørelse i sagen.
Forvaltningslovens kapitel 6
indeholder en række
bestemmelser, hvorefter en
afgørelse skal være ledsaget af
en begrundelse, medmindre
afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold. Efter
forvaltningslovens § 24, stk. 3,
gælder § 24, stk. 1, 2. pkt. (om
at begrundelsen tillige skal
angive de hovedhensyn, der har
været bestemmende for
skønsudøvelsen, hvis afgørelsen
beror på et administrativt
skøn), og stk. 2 (om at
begrundelsen om fornødent skal
indeholde en kort redegørelse
for de oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen), ikke
i sager, der er nævnt i § 9,
stk. 4. Begrundelsen for
afgørelser i sager, der efter
forvaltningslovens § 9, stk. 4,
er undtaget fra aktindsigt, skal
dermed alene indeholde en
henvisning til de retsregler, i
henhold til hvilke afgørelsen er
truffet, jf. forvaltningslovens
§ 24, stk. 1, 1. pkt. Herved
sikres det, at den dømte ikke
gennem begrundelsen for den
pågældende afgørelse kan få
kendskab til de oplysninger, som
ligger til grund for sagen.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 5.4.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til
§ 7
(Ikrafttræden)
Det foreslås,
at loven træder i kraft den 15.
juni 2009.
Det foreslås
endvidere, at lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. § 10,
nr. 2, § 12, stk. 1 og § 78 a,
stk. 3, som affattet ved denne
lovs § 5, nr. 1-3, finder
anvendelse på personer, der
idømmes fængselsstraf efter den
15. juni 2009. Lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. § 78
b, stk. 2, som affattet ved
lovforslagets § 5, nr. 4, er
ikke omfattet af den særlige
ikrafttrædelsesbestemmelse i
lovforslagets § 7, stk. 2, da
der alene er tale om en
lovfæstelse af, hvad der følger
af gældende ret.
Endelig
foreslås det, at
forvaltningslovens § 9, stk. 4,
nr. 5, som affattet ved
lovforslagets § 6, nr. 3, gælder
dokumenter, der udarbejdes efter
lovens ikrafttræden.
Til
§ 8
(Færøerne og Grønland)
Bestemmelsen
fastsætter lovens territoriale
gyldighed og indebærer, at
lovens §§ 1-5 som udgangspunkt
ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Lovens §§ 1, 4
og 5 kan dog sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som
de særlige færøske forhold
tilsiger.
Endvidere kan
lovens § 4 sættes i kraft for
Grønland med de afvigelser, som
de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Endelig gælder
lovens § 6 ikke for sager om
færøske eller grønlandske
anliggender, men kan ved
kongelig anordning sættes i
kraft for sådanne sager med de
afvigelser, som de særlige
færøske og grønlandske forhold
tilsiger. Dette gælder dog kun
for sager, der er eller har
været under behandling af
rigsmyndighederne.
Bilag 1
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
§ 1
|
|
|
I straffeloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1068 af 6.
november 2008,
som ændret ved
§ 7 i lov nr.
1404 af 27.
december 2008,
foretages
følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 57.
Retten kan som
vilkår for
udsættelsen
bestemme, at den
dømte i hele
prøvetiden eller
en del af denne
skal undergives
tilsyn.
Endvidere kan
retten fastsætte
andre vilkår,
som findes
formålstjenlige,
herunder at den
dømte
1)-8) [udeladt]
|
|
|
9) efter
kommunens
afgørelse
undergives
foranstaltninger
efter § 40 i lov
om social
service,
eventuelt af
nærmere angiven
art, og
efterkommer de
forskrifter,
kommunen
meddeler den
pågældende.
|
|
1. I
§ 57, nr. 9,
ændres »§ 40 i
lov om social
service« til:
Ȥ 52 i lov om
social service«.
|
|
|
|
§ 81. Det
skal ved
straffens
fastsættelse i
almindelighed
indgå som
skærpende
omstændighed,
1)-12) [udeladt]
|
|
|
|
|
|
|
|
2. Efter
§ 81 indsættes:
Ȥ 81 a.
Den straf, der
er foreskrevet i
denne lovs
§§ 119, 123 og
245, § 245, jf.
§ 247, § 246,
jf. § 245,
§ 246, jf.
§ 245, jf.
§ 247, og § 252,
stk. 1, kan
forhøjes indtil
det dobbelte,
hvis
lovovertrædelsen
har baggrund i
et gensidigt
opgør, som
foregår mellem
grupper af
personer, og
hvor der flere
gange som led i
opgøret enten er
anvendt
skydevåben,
eller anvendt
våben eller
eksplosivstoffer,
som på grund af
deres særdeles
farlige karakter
er egnet til at
forvolde
betydelig skade,
eller begået
brandstiftelse
omfattet af
denne lovs
§ 180.
|
|
|
Stk. 2.
Ved fastsættelse
af straffen for
overtrædelse af
denne lovs
§ 180, § 183,
stk. 2, og § 237
skal det i
almindelighed
indgå som en
særdeles
skærpende
omstændighed,
hvis
lovovertrædelsen
har baggrund i
et gensidigt
opgør som nævnt
i stk. 1.«
|
|
|
|
§ 114.
For terrorisme
straffes med
fængsel indtil
på livstid den,
som med forsæt
til at skræmme
en befolkning i
alvorlig grad
eller
uretmæssigt at
tvinge danske
eller
udenlandske
offentlige
myndigheder
eller en
international
organisation til
at foretage
eller undlade at
foretage en
handling eller
at destabilisere
eller ødelægge
et lands eller
en international
organisations
grundlæggende
politiske,
forfatningsmæssige,
økonomiske eller
samfundsmæssige
strukturer begår
en eller flere
af følgende
handlinger, når
handlingen i
kraft af sin
karakter eller
den sammenhæng,
hvori den begås,
kan tilføje et
land eller en
international
organisation
alvorlig skade:
1)-5) [udeladt]
|
|
|
|
|
|
6) Grove
våbenlovsovertrædelser
efter
straffelovens
§ 192 a eller
lov om våben og
eksplosivstoffer
§ 10, stk. 2.
7)-8) [udeladt]
|
|
3.§ 114,
stk. 1, nr. 6,
affattes
således:
»6)
Overtrædelser af
lovgivningen om
våben og
eksplosivstoffer
under særlig
skærpende
omstændigheder
efter § 192 a.«
|
|
|
|
§ 114 a.
Begås en af de i
nr. 1-6 nævnte
handlinger, uden
at forholdet
omfattes af
§ 114, kan
straffen
overstige den
højeste for
lovovertrædelsen
foreskrevne
straf med indtil
det halve. Hvis
den højeste
straf, der er
foreskrevet for
den pågældende
handling, er
mindre end 4 års
fængsel, kan
straffen dog
stige til
fængsel indtil 6
år.
|
|
|
1) Overtrædelse
af § 180, § 181,
stk. 1, § 183,
stk. 1 eller 2,
§ 183 a, § 184,
stk. 1, § 192 a,
stk. 2, § 193,
stk. 1, §§ 237,
244, 245, 246,
250, § 252,
stk. 1, § 266,
§ 288 eller
§ 291, stk. 1
eller 2, når
handlingen er
omfattet af
artikel 1 i
konventionen af
16. december
1970 om
bekæmpelse af
ulovlig
bemægtigelse af
luftfartøjer,
artikel 1 i
konventionen af
23. september
1971 til
bekæmpelse af
ulovlige
handlinger mod
den civile
luftfarts
sikkerhed eller
artikel II i
protokollen af
24. februar 1988
til bekæmpelse
af ulovlige
voldshandlinger
i lufthavne, der
betjener den
internationale
civile luftfart.
2)-3) [udeladt]
|
|
4. I
§ 114 a, nr. 1,
4, 5 og
6, ændres
Ȥ 192 a,
stk. 2,« til:
»§ 192 a,«.
|
4) Overtrædelse
af § 180, § 181,
stk. 1, § 183,
stk. 1 eller 2,
§ 186, stk. 1,
§§ 192 a,
stk. 2, 192 b,
237, 244, 245,
246, 260, 266,
276, 278, 279,
279 a, 281, 288
eller § 291,
stk. 2, når
handlingen er
omfattet af
artikel 7 i
IAEA-konventionen
(Det
Internationale
Atomenergiagenturs
konvention) af
26. oktober 1979
om fysisk
beskyttelse af
nukleare
materialer.
|
|
4. I
§ 114 a, nr. 1,
4, 5 og
6, ændres
Ȥ 192 a,
stk. 2,« til:
»§ 192 a,«.
|
5) Overtrædelse
af § 180, § 181,
stk. 1, § 183,
stk. 1 eller 2,
§ 183 a, § 184,
stk. 1, § 192 a,
stk. 2, § 193,
stk. 1, §§ 237,
244, 245, 246,
§ 252, stk. 1,
§§ 260, 266, 288
eller § 291,
stk. 1 eller 2,
når handlingen
er omfattet af
artikel 3 i
konventionen af
10. marts 1988
til bekæmpelse
af ulovlige
handlinger mod
søfartssikkerheden
eller artikel 2
i protokollen af
10. marts 1988
til bekæmpelse
af ulovlige
handlinger mod
sikkerheden for
fastgjorte
platforme, der
befinder sig på
kontinentalsokkelen.
|
|
4. I
§ 114 a, nr. 1,
4, 5 og
6, ændres
Ȥ 192 a,
stk. 2,« til:
»§ 192 a,«.
|
6) Overtrædelse
af § 180, § 181,
stk. 1, § 183,
stk. 1 eller 2,
§ 183 a, § 184,
stk. 1, § 186,
stk. 1, § 192 a,
stk. 2, § 193,
stk. 1, §§ 237,
244, 245, 246,
250, § 252,
stk. 1, § 266
eller § 291,
stk. 2, når
handlingen er
omfattet af
artikel 2 i den
internationale
konvention af
15. december
1997 til
bekæmpelse af
terrorbombninger.
|
|
4. I
§ 114 a, nr. 1,
4, 5 og
6, ændres
Ȥ 192 a,
stk. 2,« til:
»§ 192 a,«.
|
|
|
|
§ 119.
Den, som med
vold eller
trussel om vold
overfalder
nogen, hvem det
påhviler at
handle i medfør
af offentlig
tjeneste eller
hverv, under
udførelsen af
tjenesten eller
hvervet eller i
anledning af
samme, eller som
på lige måde
søger at hindre
en sådan person
i at foretage en
lovlig
tjenestehandling
eller at tvinge
ham til at
foretage en
tjenestehandling,
straffes med
bøde eller
fængsel indtil 8
år.
|
|
|
Stk. 2.
På samme måde
straffes den,
som, uden at
forholdet falder
ind under
stk. 1,
fremsætter
trusler om vold,
om
frihedsberøvelse
eller om
sigtelse for
strafbart eller
ærerørigt
forhold mod
nogen, der af
det offentlige
er tillagt
domsmyndighed
eller myndighed
til at træffe
afgørelse
vedrørende
retsforhold
eller vedrørende
håndhævelse af
statens
straffemyndighed,
i anledning af
udførelsen af
tjenesten eller
hvervet, eller
som på lige måde
søger at hindre
en sådan person
i at foretage en
lovlig
tjenestehandling
eller at tvinge
ham til at
foretage en
tjenestehandling.
|
|
|
Stk. 3.
Lægger nogen
ellers de nævnte
personer
hindringer i
vejen for
udførelsen af
deres tjeneste
eller hverv,
straffes han med
bøde eller
fængsel indtil 6
måneder.
|
|
5. I
§ 119, stk. 3,
ændres »6
måneder« til: »1
år og 6
måneder«.
|
|
|
|
|
|
6.§ 192
a
affattes
således:
|
§ 192 a.
Den, som
besidder, bærer
eller anvender
skydevåben i
strid med
lovgivningen om
våben og
eksplosivstoffer
under særlig
skærpende
omstændigheder,
straffes med
fængsel indtil 4
år, når
overtrædelsen
sker på
offentligt
tilgængeligt
sted.
|
|
Ȥ 192 a.
Med fængsel fra
1 år indtil 6 år
straffes den,
der overtræder
lovgivningen om
våben og
eksplosivstoffer
ved under særlig
skærpende
omstændigheder
på offentligt
tilgængeligt
sted at besidde,
bære eller
anvende
1) skydevåben
med tilhørende
ammunition eller
2) andre våben
eller
eksplosivstoffer,
når våbnet eller
eksplosivstofferne
på grund af
deres særdeles
farlige karakter
er egnet til at
forvolde
betydelig skade.
|
Stk. 2.
Den, som i strid
med lovgivningen
om våben og
eksplosivstoffer
indfører,
udfører,
transporterer,
erhverver,
overdrager,
besidder, bærer,
anvender,
tilvirker,
udvikler eller
med henblik på
udvikling
forsker i våben
eller
eksplosivstoffer,
som på grund af
deres særdeles
farlige karakter
er egnet til at
forvolde
betydelig skade,
straffes med
fængsel indtil 6
år.
|
|
Stk. 2.
Den, der i
øvrigt
overtræder
lovgivningen om
våben og
eksplosivstoffer
under særlig
skærpende
omstændigheder,
straffes med
fængsel indtil 6
år.«
|
|
|
|
|
|
§ 2
|
|
|
I
retsplejeloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1069 af 6.
november 2008,
som ændret
senest ved lov
nr. 187 af 18.
marts 2009,
foretages
følgende
ændringer:
|
§ 762. En
sigtet kan
varetægtsfængsles,
når der er
begrundet
mistanke om, at
han har begået
en
lovovertrædelse,
som er
undergivet
offentlig
påtale, såfremt
lovovertrædelsen
efter loven kan
medføre fængsel
i 1 år og 6
måneder eller
derover, og
|
|
|
1) der efter det
om sigtedes
forhold oplyste
er bestemte
grunde til at
antage, at han
vil unddrage sig
forfølgningen
eller
fuldbyrdelsen,
eller
|
|
|
2) der efter det
om sigtedes
forhold oplyste
er bestemte
grunde til at
frygte, at han
på fri fod vil
begå ny
lovovertrædelse
af den foran
nævnte
beskaffenhed,
eller
|
|
|
3) der efter
sagens
omstændigheder
er bestemte
grunde til at
antage, at
sigtede vil
vanskeliggøre
forfølgningen i
sagen, navnlig
ved at fjerne
spor eller
advare eller
påvirke andre.
|
|
|
Stk. 2.
En sigtet kan
endvidere
varetægtsfængsles,
når der
foreligger en
særligt
bestyrket
mistanke om, at
han har begået
|
|
|
1) en
lovovertrædelse,
som er
undergivet
offentlig
påtale, og som
efter loven kan
medføre fængsel
i 6 år eller
derover, og
hensynet til
retshåndhævelsen
efter
oplysningerne om
forholdets
grovhed skønnes
at kræve, at
sigtede ikke er
på fri fod,
eller
|
|
|
2) en
overtrædelse af
straffelovens
§ 119, stk. 1,
§ 123, § 134 a,
§ 192 a, stk. 1,
§ 218, stk. 1,
§ 222, §§ 224
eller 225, jf.
§ 218, stk. 1,
eller § 222,
§ 235, stk. 1,
§§ 244-246,
§ 250 eller
§ 252 eller en
overtrædelse af
straffelovens
§ 232 over for
et barn under 15
år, såfremt
lovovertrædelsen
efter
oplysningerne om
forholdets
grovhed kan
ventes at ville
medføre en
ubetinget dom på
fængsel i mindst
60 dage og
hensynet til
retshåndhævelsen
skønnes at
kræve, at
sigtede ikke er
på fri fod.
|
|
1. I
§ 762, stk. 2,
nr. 2,
ændres »§ 192 a,
stk. 1« til:
Ȥ 192 a,
stk. 2«.
|
|
|
|
§ 769.
Bestemmelse om
varetægtsfængsling
eller anden
foranstaltning
har kun virkning
indtil sagens
afgørelse i
retten. På
begæring træffer
retten efter
afgørelsen
bestemmelse om,
hvorvidt
tiltalte under
eventuel appel,
eller indtil
fuldbyrdelse kan
iværksættes,
skal
varetægtsfængsles
eller forblive
varetægtsfængslet
eller undergives
foranstaltninger,
der træder i
stedet herfor.
Ved bestemmelsen
herom finder
reglerne i
§§ 762, 764-766
og 768
tilsvarende
anvendelse,
medmindre
tiltalte
erklærer sig
indforstået med
at forblive
varetægtsfængslet
eller undergivet
anden
foranstaltning.
Har den
pågældende inden
sagens afgørelse
i retten været
varetægtsfængslet
eller undergivet
andre
foranstaltninger,
men finder
retten ikke
grundlag for
fortsat
anvendelse
heraf, kan
retten på
anklagemyndighedens
begæring
bestemme, at
varetægtsfængslingen
eller
foranstaltningen
skal være i
kraft, indtil
afgørelse af
varetægtsspørgsmålet
foreligger fra
den overordnede
ret, hvortil
sagen eller
varetægtsspørgsmålet
er indbragt.
|
|
|
|
|
|
|
|
2. I
§ 769
indsættes efter
stk. 1 som nyt
stykke:
|
|
|
»Stk. 2.
Er der afsagt
dom i sagen,
hvorved den
tiltalte er
idømt ubetinget
fængsel i mere
end 30 dage for
en
lovovertrædelse,
som er
undergivet
offentlig
påtale, kan den
tiltalte
endvidere
varetægtsfængsles,
når hensynet til
retshåndhævelsen
skønnes at
kræve, at den
tiltalte ikke er
på fri fod,
under
hensyntagen til,
at
1) der foregår
et gensidigt
opgør mellem
grupper af
personer, hvor
der flere gange
som led i
opgøret enten er
anvendt
skydevåben,
eller anvendt
våben eller
eksplosivstoffer,
som grund af
deres særdeles
farlige karakter
er egnet til at
forvolde
betydelig skade,
eller begået
brandstiftelse
omfattet af
denne lovs
§ 180, og
2) den tiltalte
har tilknytning
til en af disse
grupper.«
|
|
|
Stk. 2 bliver
herefter stk. 3.
|
|
|
|
Stk. 2.
Indbringes den
afgørelse, der
er truffet i
sagen, for
højere ret, og
er der i medfør
af stk. 1
truffet
bestemmelse om
anvendelse af
varetægtsfængsling
eller andre
foranstaltninger
efter
afgørelsen, skal
spørgsmålet om
den fortsatte
anvendelse heraf
snarest
forelægges for
den overordnede
ret, hvortil
afgørelsen er
indbragt. Ved
denne rets
behandling af
spørgsmålet om
varetægtsfængsling
eller andre
foranstaltninger
finder reglerne
i § 762, § 764,
stk. 1, 3 og 4,
§§ 765 og 766,
§ 767, stk. 1,
1.-4. pkt., og
stk. 2 og 3,
samt § 768
tilsvarende
anvendelse.
|
|
3.§ 769,
stk. 2,
der bliver
stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3.
Indbringes den
afgørelse, der
er truffet i
sagen, for
højere ret, og
er der i medfør
af stk. 1 eller
2 truffet
afgørelse om
anvendelse af
varetægtsfængsling
eller andre
foranstaltninger
efter
afgørelsen, skal
spørgsmålet om
den fortsatte
anvendelse heraf
snarest
forelægges for
den overordnede
ret, hvortil
afgørelsen er
indbragt. Ved
denne rets
behandling af
spørgsmålet om
varetægtsfængsling
eller andre
foranstaltninger
finder § 762,
§ 764, stk. 1, 3
og 4, §§ 765 og
766, § 767, stk.
1, 1.-4. pkt.,
og stk. 2 og 3,
§ 768 samt
§ 769, stk. 2
tilsvarende
anvendelse.«
|
|
|
|
|
|
§ 3
|
|
|
I lov om våben
og
eksplosivstoffer,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1316 af 26.
november 2007,
som ændret
senest ved § 3 i
lov nr. 500 af
17. juni 2008,
foretages
følgende
ændring:
|
§ 10. Med
bøde, fængsel
indtil 4 måneder
eller under
skærpende
omstændigheder
fængsel indtil 2
år straffes den,
der overtræder
§§ 1-2 a, 2 c, 2
d og § 5,
stk. 1, § 6,
stk. 1, § 7, § 7
b, stk. 1, og
§ 7 c, stk. 1.
På samme måde
straffes den,
der forsætligt
eller ved grov
uagtsomhed
overtræder § 7
a, stk. 2.
|
|
|
Stk. 2.
Består
overtrædelsen i
besiddelse af
skydevåben under
særlig skærpende
omstændigheder,
herunder
gentagne
tilfælde af
besiddelse af
skydevåben, er
straffen fængsel
indtil 2 år.
|
|
1.
§ 10, stk. 2,
ophæves.
Stk. 3-5 bliver
herefter
stk. 2-4.
|
Stk. 3.
Overtrædelse af
§ 4, stk. 1,
straffes med
fængsel i indtil
2 år, under
særlig
formildende
omstændigheder
dog med bøde.
|
|
|
Stk. 4. I
forskrifter, der
udfærdiges efter
loven, kan der
fastsættes straf
af bøde, fængsel
indtil 4 måneder
eller under
skærpende
omstændigheder
fængsel indtil 2
år for
overtrædelse af
bestemmelser i
forskrifterne.
|
|
|
Stk. 5.
Der kan pålægges
selskaber mv.
(juridiske
personer)
strafansvar
efter reglerne i
straffelovens 5.
kapitel.
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 4
|
|
|
I lov nr. 444 af
9. juni 2004 om
politiets
virksomhed, som
ændret ved § 19
i lov nr. 538 af
8. juni 2006,
foretages
følgende
ændring:
|
§ 23.
Justitsministeren
fastsætter
regler om
sikring af den
offentlige orden
samt beskyttelse
af
enkeltpersoners
og den
offentlige
sikkerhed,
forebyggelse af
fare eller
ulempe for
færdslen, dyr på
offentligt sted,
offentlige
anlæg, husnumre
og opslag,
erhvervsvirksomhed
på veje,
offentlige
forlystelser,
renholdelse af
veje m.v.
|
|
|
Stk. 2.
De i medfør af
stk. 1 fastsatte
bestemmelser kan
indeholde regler
om, at
politidirektøren
kan udstede
midlertidige
påbud eller
forbud med
henblik på at
forebygge fare
for den
offentlige orden
eller
enkeltpersoners
eller den
offentlige
sikkerhed.
|
|
|
Stk. 3.
Det kan i regler
fastsat i medfør
af stk. 1 og 2
fastsættes, at
overtrædelse af
reglerne eller
overtrædelse
eller manglende
efterkommelse af
påbud eller
forbud udstedt i
medfør af
sådanne regler
straffes med
bøde. Det kan
endvidere
fastsættes, at
der ved
overtrædelser
begået af
selskaber m.v.
(juridiske
personer) kan
pålægges
selskabet m.v.
strafansvar
efter reglerne i
straffelovens 5.
kapitel.
|
|
1. I § 23,
stk. 3,
indsættes efter
»med bøde«:
»eller fængsel
indtil 6
måneder«.
|
|
|
|
|
|
§ 5
|
|
|
I lov om
fuldbyrdelse af
straf m.v., jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1337 af 3.
december 2007,
som ændret ved
lov nr. 496 af
17. juni 2008,
§ 4 i lov nr.
500 af 17. juni
2008 og § 17 i
lov nr. 1336 af
19. december
2008, foretages
følgende
ændringer:
|
§ 10.
Justitsministeren
eller den, der
bemyndiges
dertil, kan
bestemme, at
fuldbyrdelsen af
en fængselsstraf
eller en del af
denne skal
udsættes, når
|
|
|
1) hensynet til
den dømte,
herunder dennes
arbejds-,
uddannelses-,
familie- eller
helbredsmæssige
forhold taler
herfor, og
|
|
|
2) hensynet til
retshåndhævelsen
ikke taler imod
udsættelse af
straffuldbyrdelsen.
|
|
1. I
§ 10, nr. 2,
indsættes efter
»retshåndhævelsen«:
»eller hensynet
til politiets
forebyggende
virksomhed«.
|
|
|
|
§ 12.
Søger en dømt på
fri fod
rettidigt om
udsættelse af
straffuldbyrdelsen
eller om
benådning, skal
straffuldbyrdelsen
udsættes, indtil
der er truffet
afgørelse i
sagen.
Stk. 2.
[udeladt]
|
|
2. I
§ 12, stk. 1,
indsættes som
2. pkt.:
»Det gælder dog
ikke ved
ansøgning om
udsættelse eller
benådning, hvis
politidirektøren
har underrettet
kriminalforsorgen
om, at hensynet
til politiets
forebyggende
virksomhed
skønnes at
kræve, at den
dømte påbegynder
straffuldbyrdelsen
uden at afvente
behandlingen af
en sådan
ansøgning.«
|
|
|
|
§ 78 a.
Justitsministeren
eller den, der
bemyndiges
dertil, kan
efter ansøgning
fra personer,
der er idømt
fængselsstraf i
indtil 3
måneder, meddele
tilladelse til,
at straffen
udstås på
bopælen under
intensiv
overvågning og
kontrol efter
reglerne i
lovens §§ 78
b-78 f.
|
|
|
Stk. 2.
Tilladelse efter
stk. 1 kan ikke
meddeles
personer, der er
idømt
fængselsstraf i
indtil 14 dage
for overtrædelse
af lovgivningen
om våben og
eksplosivstoffer,
medmindre
straffen tillige
er idømt for
overtrædelse af
anden lovgivning
og den eller de
skete
overtrædelser af
lovgivningen om
våben og
eksplosivstoffer
ikke har været
af væsentlig
betydning for
straffens
længde.
|
|
|
Stk. 3.
Justitsministeren
fastsætter
regler om den
administrative
behandling af
ansøgninger om
strafudståelse
på bopælen under
intensiv
overvågning og
kontrol.
Justitsministeren
kan i
forbindelse
hermed bestemme,
at der kun
tillægges
ansøgninger
indgivet inden
udløbet af
bestemte frister
opsættende
virkning,
således at
straffuldbyrdelsen
udsættes.
|
|
3. I § 78
a, stk. 3,
indsættes efter
2. pkt.:
»En ansøgning
kan dog ikke
tillægges
opsættende
virkning, hvis
politidirektøren
har underrettet
kriminalforsorgen
om, at hensynet
til politiets
forebyggende
virksomhed
skønnes at
kræve, at den
dømte påbegynder
straffuldbyrdelsen
uden at afvente
behandlingen af
en sådan
ansøgning.«
|
|
|
|
§ 78 b.
Tilladelse til
strafudståelse
på bopælen under
intensiv
overvågning og
kontrol kan
meddeles, hvis
|
|
|
1) den dømtes
boligforhold er
af en sådan
beskaffenhed, at
straffuldbyrdelse
på bopælen kan
gennemføres
under intensiv
overvågning og
kontrol,
|
|
|
2) den dømtes
beskæftigelsesforhold
i form af
arbejde,
uddannelse el.
lign. er af en
sådan
beskaffenhed, at
straffuldbyrdelsen
kan gennemføres
under intensiv
overvågning og
kontrol,
|
|
|
3) den dømte,
når denne
tidligere har
udstået straf af
fængsel efter
bestemmelserne i
dette kapitel,
ikke i et
tidsrum af 2 år
forud for
idømmelsen af
den straf, som
ansøgningen
vedrører, er
idømt højere
straf end bøde,
og
|
|
|
4) personer, der
har samme bopæl
som den dømte,
og som er over
18 år, meddeler
samtykke til, at
straffen kan
fuldbyrdes på
den fælles
bopæl.
|
|
|
Stk. 2.
Tilladelse til
strafudståelse
på bopælen
nægtes meddelt,
hvis denne
fuldbyrdelsesform
som følge af den
dømtes forhold
ikke findes
hensigtsmæssig.
Stk. 3 og 4.
[udeladt]
|
|
4. I
§ 78 b, stk. 2,
indsættes efter
»hensigtsmæssig«:
», herunder hvis
der er grund til
at antage, at
den dømte ikke
vil overholde de
vilkår, som
gælder for
fuldbyrdelse på
bopælen.«
|
|
|
|
|
|
§ 6
|
|
|
I
forvaltningsloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1365 af 7.
december 2007,
foretages
følgende
ændringer:
|
§ 9. Den,
der er part i en
sag, hvori der
er eller vil
blive truffet
afgørelse af en
forvaltningsmyndighed,
kan forlange at
blive gjort
bekendt med
sagens
dokumenter.
Begæringen skal
angive den sag,
hvis dokumenter
den pågældende
ønsker at blive
gjort bekendt
med.
|
|
|
Stk. 2.
Bestemmelser om
tavshedspligt
for personer,
der virker i
offentlig
tjeneste eller
hverv, begrænser
ikke pligten til
at give
aktindsigt efter
dette kapitel.
|
|
|
Stk. 3.
Bestemmelserne i
dette kapitel
gælder ikke
sager om
strafferetlig
forfølgning af
lovovertrædelser,
jfr. dog § 18.
|
|
|
Stk. 4. I
forbindelse med
varetægtsfængsling
samt
fuldbyrdelse af
fængselsstraf og
forvaring gælder
bestemmelserne i
dette kapitel
endvidere ikke
sager om
|
|
|
1) valg af
varetægtsfængsel
eller
afsoningsinstitution,
2) overførelse
til andet
varetægtsfængsel
eller anden
afsoningsinstitution,
|
|
|
3) overførelse
til anden
afdeling i et
varetægtsfængsel
eller en
afsoningsinstitution
og
|
|
1. I
§ 9, stk. 4, nr.
3, ændres
»afsoningsinstitution
og« til:
»afsoningsinstitution,«.
|
4) udelukkelse
fra fællesskab.
|
|
2. I
§ 9, stk. 4, nr.
4, ændres
»fællesskab.«
til: »fællesskab
og«.
|
|
|
|
|
|
3. I
§ 9, stk. 4,
indsættes som
nr. 5:
|
|
|
»5)
straffuldbyrdelsens
iværksættelse,
udsættelse og
benådning samt
fuldbyrdelse af
straf på bopælen
under intensiv
overvågning og
kontrol for så
vidt angår
oplysninger, der
er indhentet for
at belyse
hensynet til
politiets
forebyggende
virksomhed som
nævnt i lov om
fuldbyrdelse af
straf m.v. § 10,
nr. 2, § 12,
stk. 1, og § 78
a, stk. 3.«
|
|
|
|
|
|
§ 7
|
|
|
Stk. 1.
Loven træder i
kraft den 15.
juni 2009.
|
|
|
Stk. 2.
Lov om
fuldbyrdelse af
straf m.v. § 10,
nr. 2, § 12,
stk. 1, og § 78
a, stk. 3, som
affattet ved
denne lovs § 5,
nr. 1-3 finder
anvendelse på
personer, der
idømmes
fængselsstraf
efter den 15.
juni 2009.
|
|
|
Stk. 3.
Forvaltningslovens
§ 9, stk. 4, nr.
5, som affattet
ved denne lovs
§ 6, nr. 3,
gælder for
dokumenter, der
udarbejdes efter
lovens
ikrafttræden.
|
|
|
|
|
|
§ 8
|
|
|
Stk. 1.
Lovens §§ 1-5
gælder ikke for
Færøerne og
Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Lovens § 6
gælder ikke for
sager om færøske
eller
grønlandske
anliggender, men
kan ved kongelig
anordning sættes
i kraft for
sådanne sager
med de
afvigelser, som
de særlige
færøske og
grønlandske
forhold
tilsiger. Dette
gælder dog kun
for sager, der
er eller har
været under
behandling af
rigsmyndighederne.
|
|
|
Stk. 2.
§§ 1, 4 og 5 kan
ved kongelig
anordning sættes
i kraft for
Færøerne med de
afvigelser, som
de særlige
færøske forhold
tilsiger.
|
|
|
Stk. 3.
§ 4 kan ved
kongelig
anordning sættes
i kraft for
Grønland med de
afvigelser, som
de særlige
grønlandske
forhold
tilsiger.
|