Side

    1.1. Hovedformålet med dette lovforslag er at gennemføre de ændringer i bl.a. straffeloven og retsplejeloven, som forslaget til en lov om fuldbyrdelse af straf mv. nødvendiggør.

1.2. De gældende bestemmelser om straffuldbyrdelse findes dels i nogle få bestemmelser i straffeloven, dels i to bekendtgørelser og i et betydeligt antal cirkulærer. I forslaget til lov om fuldbyrdelse af straf mv. foreslås en samlet regulering af fuldbyrdelsen af straf mv. i form af en straffuldbyrdelseslov. Lovforslaget bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

1.3. Forslaget til straffuldbyrdelseslov indeholder bl.a. en lovregulering af de indsattes rettigheder og pligter under ophold i fængsel. Det gælder f.eks. med hensyn til adgangen til fællesskab med andre indsatte, medindflydelse, arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter samt forsorgs- og sundhedsmæssig bistand.

    Forslaget regulerer også spørgsmål, der har betydning for de indsattes muligheder for kontakt til samfundet uden for institutionen, f.eks. adgang til udgang, besøg, brevveksling, telefonsamtaler, aviser og bøger mv. samt adgang til i fængslet at udtale sig til medierne.

    Forslaget rummer endvidere en detaljeret regulering af betingelserne for og fremgangsmåden ved indgreb over for indsatte, dvs. adgangen til at undersøge den indsattes person og opholdsrum (visitation), fotografering og optagelse af fingeraftryk, magtanvendelse, udelukkelse fra fællesskab, disciplinærstraf mv. I den forbindelse foreslås også regler, der styrker de indsattes muligheder for at få erstatning for uforskyldte indgreb under straffuldbyrdelsen.

    Herudover indeholder lovforslaget forskellige forslag, der udvider de indsattes muligheder for at gå til domstolene for at få efterprøvet visse indgribende afgørelser, der træffes som led i straffuldbyrdelsen.

1.4. Det lovforslag, der hermed fremsættes, tilsigter på den baggrund at gennemføre de ændringer i navnlig straffeloven og retsplejeloven, som straffuldbyrdelsesloven nødvendiggør. Det indebærer bl.a., at hæftestraffen afskaffes.

    Forslaget om afskaffelse af hæftestraffen bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, jf. pkt. 2 nedenfor.

    Herudover indeholder lovforslaget forslag til en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte. Der henvises herom til pkt. 3 nedenfor.

    Straffelovrådet afgav i december 1996 en udtalelse vedrørende aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse. I denne udtalelse foreslår et flertal af rådets medlemmer bl.a., at forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt ændres, så der ikke er aktindsigt for parten i forbindelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf i sager om valg af afsoningsinstitution, sager om overførsel til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en afsoningsinstitution eller sager om udelukkelse fra fællesskab.

    På den baggrund omtales i pkt. 4 nedenfor spørgsmålet om at begrænse adgangen til aktindsigt i de nævnte typer af sager inden for straffuldbyrdelsen.

    2.1.1. Hæfte er en af de almindelige strafarter i straffeloven, jf. straffelovens § 31, hvorefter de almindelige straffe er fængsel, hæfte og bøde.

    Om den historiske baggrund for indførelse af hæftestraffen i straffeloven af 1930 henvises til betænkning nr. 1355/1998, s. 19-22, og betænkning nr. 1099/1987, s. 49-50.

    Inden for straffelovens specielle del viser de enkelte strafferammer, i hvilke forbindelser hæftestraffen er tiltænkt en rolle. Størst anvendelse har denne strafart i praksis i sager om brugstyveri, tyveri og vold. Langt hyppigere anvendes hæftestraffen dog i sager om særlovsovertrædelser, herunder navnlig overtrædelser af færdselslovens regler om spirituskørsel.

    I straffelovens § 44 er givet en række særregler om hæftestraffen. Om hæftestraffens faste minimum og maksimum fastsættes i § 44, stk. 1, 1. pkt., at hæfte kan idømmes fra 7 dage til 6 måneder. Denne regel skal sammenholdes med straffelovens § 33, stk. 1, hvorefter straf af fængsel ikke kan idømmes under 30 dage. Hæftestraffen giver således mulighed for udmåling af frihedsstraf under fængselsstraffens faste minimum på 30 dage.

    Om de særlige regler vedrørende fuldbyrdelse af hæftestraf i straffelovens § 44, stk. 2 og 3, henvises til pkt. 2.1.2. nedenfor.

    I straffebestemmelser, der indeholder hæfte i strafferammen, står som regel alene »hæfte«, og dette udtryk skal da forstås i overensstemmelse med § 44, stk. 1, 1. pkt. Bestemmelser med afvigende hæfterammer forekommer dog også. F.eks. fastsættes i straffelovens § 126, stk. 2, og § 134 en strafferamme på hæfte indtil 3 måneder som maksimum.

    Endvidere giver straffeloven i visse tilfælde mulighed for at fravige det fastsatte minimum på 7 dage. Ved udmåling af tillægsstraf kan der således idømmes hæfte i kortere tid end foreskrevet i straffelovens § 44, jf. straffelovens § 89, 2. pkt., og ved fastsættelse af bødeforvandlingsstraf gælder et minimum på 2 dage, jf. straffelovens § 54, stk. 1, 4. pkt.

    Til straffelovens § 44 føjes forskellige straffelovsbestemmelser om forholdet mellem hæftestraffen og de øvrige strafarter. I straffelovens § 58, stk. 1, 2. pkt., fastsættes således, at hæfte kan anvendes som ubetinget strafdel i en kombinationsdom, selv om hæfte ikke er hjemlet i den strafferamme, der er foreskrevet for lovovertrædelsen. Over for personer, der ikke er fyldt 21 år, kan straf af hæfte ligeledes bringes i anvendelse, selv om den pågældende strafart ikke er hjemlet for det strafbare forhold, jf. straffelovens § 91, stk. 2. Har den skyldige tidligere udstået straf af fængsel, og overstiger den foreskrevne straf for den pågældende handling ikke hæfte, kan dog omvendt idømmes fængsel i indtil samme tid i stedet for hæfte, jf. straffelovens § 91, stk. 1.

    For det tilfælde, at en person skal afsone straf af fængsel i forbindelse med en hæftestraf, anviser straffelovens § 90, stk. 1, den mulighed, at hæftestraffen omsættes til fængsel efter bestemmelse af den straffuldbyrdende myndighed. Ved omsætningen af hæfte til fængsel regnes da 2 dages fængsel lig med 3 dages hæfte, jf. straffelovens § 90, stk. 3.

2.1.2. Om fuldbyrdelse af hæftestraf indeholder straffelovens § 44, stk. 2 og 3, som nævnt nogle særregler. Hæftedømte må således ikke sættes til afsoning sammen med andre kategorier af indsatte, herunder fængselsdømte. Anbringelse sammen med fængselsdømte antages dog i praksis at kunne ske, såfremt den hæftedømte giver samtykke til en sådan anbringelse. Hæftedømte har endvidere ret til at skaffe sig anden forplejning end fangekosten og til inden for rimelige grænser at skaffe sig ting til personlig brug eller udstyr af cellen. De har desuden ret til selv at skaffe sig arbejde. Gøres der ikke brug af denne ret, skal den dømte mod vederlag pålægges at udføre et »under hensyn til hans dannelsestrin og livsstilling passende arbejde«, jf. straffelovens § 44, stk. 3, 2. pkt.

    I nogle henseender har fængselsdømte imidlertid en fortrinsstilling frem for hæftedømte. Straffeloven giver således alene fængselsdømte mulighed for prøveløsladelse. At hæftedømte er afskåret fra prøveløsladelse, skal ses på baggrund af, at hæftestraffen som nævnt er en i sammenligning med fængselsstraffen særlig kortvarig frihedsstraf. Dertil kommer, at prøveløsladelse fra straf af fængsel forudsætter, at den dømte har afsonet mindst 2 måneder af straffetiden, jf. straffelovens § 38, stk. 1 og 2.

    Om indsattes mulighed for udgang under afsoningen, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 31 af 18. marts 1986 med senere ændringer, gælder også i et vist omfang forskellige regler for hæfte- og fængselsdømte. I cirkulærets § 24, stk. 1, bestemmes således, at alene indsatte, der udstår fængsel i 5 måneder eller derover, kan få udgang for at besøge bestemte personer. Sådan udgang gives normalt for en weekend, men kan i åbne institutioner - og under særlige omstændigheder også i lukkede - i stedet omsættes til 3 udgange af indtil 12 timers varighed.

    Ordningen vedrørende udgang med henblik på besøg hos bestemte personer mv. er indrettet med det formål at give personer, der afsoner længerevarende fængselsstraffe, mulighed for at opretholde den sociale kontakt med pårørende mv. under ophold uden for fængsel. Reglerne tager derimod ikke sigte på hæftedømte og fængselsdømte, der alene udstår en korterevarende frihedsstraf.

    Derimod har såvel hæfte- som fængselsdømte mulighed for at få udgang til særlige formål, f.eks. for at besøge nærtstående personer, der er alvorligt syge, og at være til stede ved en nærtståendes begravelse, jf. cirkulærets § 31, stk. 1. Personer, der udstår frihedsstraf i 30 dage eller derover, har mulighed for at få udgang bl.a. med henblik på at besøge nærtstående personer ved vigtige familiebegivenheder og at varetage personlige interesser, når særlige omstændigheder taler derfor, jf. cirkulærets § 31, stk. 2.

    I visse tilfælde kan indsatte, der udstår straf i åben institution, få tilladelse til udgang af op til 12 timers varighed i forbindelse med, at den pågældende modtager besøg i institutionen, jf. cirkulærets § 34. Under den tidligere ordning kunne der ikke meddeles besøgsudgang til personer, der enten afsonede straf af hæfte i 5 eller 6 måneder eller straf af fængsel i 5 måneder eller derover. Denne ordning er ændret ved et cirkulære af 10. januar 1994. Ændringen indebærer, at der kan meddeles besøgsudgang til personer, der i åben institution udstår hæfte i 30 dage eller derover. Personer, der udstår straf af fængsel i 5 måneder eller derover, kan fortsat ikke meddeles besøgsudgang, jf. cirkulærets § 34. Det skyldes, at sådanne personer som nævnt i stedet har mulighed for at få tilladelse til udgang en hel weekend.

    2.2.1. Forslag om hæftestraffens afskaffelse har tidligere været fremsat flere gange. Et forslag om hæftestraffens afskaffelse blev fremsat i betænkning nr. 650/1972 om nogle af- og nedkriminaliseringsspørgsmål, afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet. Til denne betænkning var optaget et notat af 8. juni 1971 fra Direktoratet for Fængselsvæsenet, i hvilket man konkluderede, at de to former for frihedsstraf, hæfte og fængsel, burde forenes til én strafart. En hovedbetragtning bag denne anbefaling var, at de oprindelige forudsætninger om adskillelsen af samtlige lovovertrædere i et fængsels- og et hæfteklientel ikke længere kunne bære en sondring mellem to principielt forskellige arter af frihedsstraf. I stedet burde sanktionssystemet tilpasses det allerede anerkendte princip om straffuldbyrdelse, hvorefter det om alle frihedsstraffe gælder, at de i hovedsagen - ud over frihedsberøvelse - ikke bør medføre andre restriktioner på de indsattes tilværelse end sådanne, der er nødvendige af hensyn til sikkerheden og ordenen i afsoningsinstitutionen.

2.2.2. Også i den senere betænkning nr. 806/1977 om alternativer til frihedsstraf anbefalede den arbejdsgruppe, der afgav betænkningen, hæftestraffen afskaffet. Til støtte for sin opfattelse gjorde arbejdsgruppen bl.a. gældende, at forskellen mellem hæfte og fængsel bortset fra reglerne om straffens længde var af overvejende terminologisk karakter. Arbejdsgruppen medgav, at selve den terminologiske forskel og de hertil knyttede forestillinger rummede mulighed for at udtrykke varierende bedømmelser af forskellige typer af lovovertrædere. En opretholdelse af de to strafarter kunne således indebære visse fordele af social og emotionel karakter for de personer, der idømmes den efter almindelige forestillinger mindre belastende frihedsstraf af hæfte. For arbejdsgruppen gav disse virkninger af den lovmæssige sondring mellem fængsel og hæfte imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at opretholde hæftestraffen.

2.2.3. Spørgsmålet om hæftestraffens fortsatte berettigelse har været genstand for drøftelse i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse.

    Efter Straffelovrådets opfattelse har de synspunkter, der oprindeligt førte til et system med to forskellige arter af frihedsstraf, mistet deres betydning.

    Således som kriminaliteten og anvendelsen af frihedsstraffene har udviklet sig, kan forudsætningen om adskillelsen af et hæfteklientel fra et fængselsklientel ikke længere opretholdes. Inden for de lovovertrædelser, for hvilke frihedsstraf skønnes nødvendig, kan der ikke uden en høj grad af vilkårlighed gøres en sondring mellem nogle lovovertrædelser, der er »egentlig kriminalitet«, og andre, som ikke er det. At f.eks. grove tilfælde af spirituskørsel eller visse former for vold, tyveri og brugstyveri, der efter gældende udmålingspraksis straffes med hæfte, efter deres beskaffenhed skulle ligge under »den egentlige kriminalitets niveau«, holder efter rådets opfattelse ikke stik. Også om lovovertrædernes personlige forhold må det antages, at f.eks. hæftedømte spirituskørere ikke adskiller sig markant fra andre straffelovsovertrædere.

    Det gøres på denne baggrund gældende, at realiteten i den nuværende sondring mellem hæfte- og fængselsdomme alene består i, at hæfte fortrinsvis anvendes i tilfælde, hvor der er behov for udmåling af frihedsstraffe under fængselsstraffens faste minimum på 30 dage.

    Også straffelovens oprindelige forudsætning om indholdet af frihedsstraffene har efter Straffelovrådets opfattelse mistet sin betydning. At hæftedømte efter straffelovens § 44, stk. 2, ikke må sættes til afsoning sammen med andre kategorier af indsatte, herunder fængselsdømte, antages således i praksis ikke at udelukke anbringelse sammen med fængselsdømte, når den hæftedømte giver samtykke til sådan anbringelse.

    Dertil kommer, at kriminalforsorgens anstaltssystem og principperne for anbringelse og behandling af de dømte er forandret væsentligt siden straffelovens vedtagelse i 1930. Det anses nu for ønskeligt, at alle frihedsstraffe som udgangspunkt fuldbyrdes i åbne institutioner, medmindre sikkerhedshensyn eller andre særlige forhold taler for anbringelse i lukket fængsel.

    Desuden er de fleste af de begunstigelser, der oprindeligt var tiltænkt hæftedømte, efterhånden udstrakt til også at omfatte fængselsdømte. Der består således i dag kun få og praktisk mindre væsentlige forskelle mellem hæftestraffe og korte fængselsstraffe i henseende til de rettigheder, der tilkommer de dømte, og de forhold, hvorunder straffene i øvrigt fuldbyrdes.

    Efter Straffelovrådets opfattelse må det derfor fra et fængselsmæssigt synspunkt antages, at der ikke længere er nogen grund til at opretholde straffelovens sondring mellem strafarterne hæfte og fængsel. Forening af hæfte og fængsel til én strafart synes derimod at muliggøre en mere rationel udnyttelse af kriminalforsorgens anstaltskapacitet.

    Straffelovrådet har på denne baggrund i betænkning nr. 1099/1987 stillet forslag om, dels at hæftestraffen afskaffes, dels at fængselsstraffens faste minimum på 30 dage nedsættes til 7 dage. Endvidere er det som almindelig regel foreslået at ændre hæfterammerne til fængsel indtil 4 måneder med henblik på i videre omfang at tilpasse strafmaksimum til den gældende udmålingspraksis i sager om hæftestraf. Straffelovrådet har ikke med forslaget om hæftestraffens afskaffelse tilsigtet nogen reduktion af udmålingsniveauet. Det er således forudsat, at domstolene som almindelig retningslinie vil udmåle fængsel med samme antal dage som hidtil hæfte.

2.2.4. Spørgsmålet om hæftestraffens afskaffelse har senest været genstand for behandling i betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv., der er afgivet af arbejdsgruppen under Straffelovrådet med henblik på forberedelse af straffuldbyrdelsesloven. I arbejdsgruppens lovudkast er det i overensstemmelse med kommissoriet for arbejdsgruppen forudsat, at hæftestraffen afskaffes. Arbejdsgruppen har i øvrigt tilsluttet sig Straffelovrådets anbefaling om at afskaffe hæftestraffen, jf. betænkningen s. 47-48.

    Straffelovrådet har på den baggrund i betænkning nr. 1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv. på ny overvejet spørgsmålet om hæftestraffens opretholdelse, men har ikke fundet anledning til at ændre sin opfattelse, således som den er kommet til udtryk i betænkning nr. 1099/1987, hvor hæftestraffen foreslås afskaffet og erstattet af fængselsstraf.

    Som det fremgår ovenfor, var et af formålene med indførelsen af hæftestraffen, at man via to forskellige betegnelser for straf ønskede at udtrykke en forskel med hensyn til strafskylden. Det er efter rådets opfattelse lykkedes at opfylde dette formål, idet hæftestraffen generelt opfattes som en mildere strafform, der ikke stigmatiserer den dømte i samme grad som fængselsstraffen.

    Derimod har udviklingen medført, at det andet hovedformål med hæftestraffen, som var at indføre en straf med et mildere indhold, ikke længere er til stede. Hvor hæftestraffen ved sin indførelse hovedsageligt skulle »virke som frihedsberøvelse, medens der i øvrigt skal forbeholdes fangen bevægelsesfrihed inden for de grænser, hensynet til fængselsordenen kræver«, gælder dette princip i dag også for fængselsstraffen. Dette betyder, at indholdet i en frihedsstraf i dag i alt væsentligt er det samme, uanset om den er udmålt som hæfte eller som fængsel.

    Selv om man ikke skal underkende den psykologiske betydning, som det, i hvert fald så længe sondringen mellem fængsel og hæfte opretholdes og måske i en vis overgangstid herefter, for nogle kan have, at en idømt frihedsstraf betegnes som hæfte og ikke fængsel, finder Straffelovrådet dog ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at opretholde den gældende - reelt rent terminologiske - sondring mellem de to strafarter. Rådet foreslår derfor betegnelsen »hæfte« afskaffet og erstattet af »fængsel«.

2.2.5. Om den praktiske gennemførelse af forslaget, herunder overgangsbestemmelser og omsætningsregler, kan Straffelovrådet i det hele henholde sig til betænkning nr. 1099/1987, s. 49-62, 69-71, 103-104 og 282-306. Der henvises herom til pkt. 2.2.5.1.-2.2.5.7. nedenfor. Endvidere henvises til betænkning nr. 1355/1998, s. 17-25.

2.2.5.1. Med henblik på afskaffelse af hæftestraffen skal der ske en række ændringer i straffeloven. De fleste af disse ændringer er rent redaktionelle og rejser ingen problemer. Det gælder navnlig alle de bestemmelser i straffelovens specielle del, hvor strafferammen nu er »bøde, hæfte eller fængsel indtil (f.eks.) 2 år«. Her skal ordet »hæfte« udgå. Tilsvarende udgår ordene »hæfte eller« i bestemmelser, hvis strafferamme nu er »hæfte eller fængsel indtil (f.eks.) 2 år«. Det forudsættes herved, at fængselsstraffens faste minimum på 30 dage nedsættes til et niveau svarende til minimum for hæfte, jf. pkt. 2.2.5.6. nedenfor.

    I andre tilfælde skal der træffes et valg af ny strafferamme, når hæfte udgår. Det er bl.a. tilfældet med bestemmelser, hvis nuværende ramme er »hæfte« eller »bøde eller hæfte«. I sådanne bestemmelser betyder »hæfte« i dag en frihedsstraf på højst 6 måneder, jf. straffelovens § 44, stk. 1, 1. pkt. Nedenfor under pkt. 2.2.5.2. omtales spørgsmålet om, hvilket maksimum for fængsel der i sådanne bestemmelser bør træde i stedet for de 6 måneders hæftemaksimum. Spørgsmålet opstår, fordi man ikke uden videre kan gå ud fra, at der fremtidig bør gælde samme maksimum for fængsel som i dag for hæfte.

    I nogle få bestemmelser er der fastsat et lavere maksimum for hæftestraf end 6 måneder. Også i disse tilfælde skal der sættes et fængselsmaksimum i stedet for hæftemaksimum.

    I en række bestemmelser er den ordinære straframme (hovedrammen) »bøde eller hæfte«, medens fængsel efter en sideramme kan idømmes under skærpende omstændigheder. Spørgsmålet er her, om hæfte skal ændres til fængsel med et lavt maksimum, således at den pågældende straffebestemmelse har to fængselsrammer, den ene beregnet for normaltilfælde, den anden for tilfælde med skærpende omstændigheder. Andre muligheder er at nøjes med bøde i den ordinære ramme, eller omvendt at lade fængsel indgå i den ordinære ramme med et sådant maksimum, at en tilføjelse om skærpende omstændigheder bliver overflødig. Den løsning, der vælges, kan efter Straffelovrådets opfattelse ikke blive den samme i alle de omhandlede tilfælde. Hvor fængselsmaksimum i siderammen i dag er forholdsvis højt (navnlig 1 år eller mere), er det mest nærliggende at bevare fængsel i hovedrammen med et lavere maksimum. Hvis fængselsmaksimum i siderammen derimod er så lavt som f.eks. 6 måneder, kan det virke kunstigt at sætte et maksimum på 3-4 måneder i hovedrammen, og Straffelovrådet har her foreslået enten at fastsætte en fængselsramme (og stryge siderammen) eller nøjes med bøde i hovedrammen og fastsætte et fængselsmaksimum i siderammen.

2.2.5.2. Når en domfældt skal afsone en hæftestraf sammen med en fængselsstraf, gælder der efter straffelovens § 90, stk. 3, at 2 dages fængsel regnes lig 3 dages hæfte. Med udgangspunkt i denne bestemmelse kunne det synes nærliggende at lade et maksimum på 4 måneders fængsel træde i stedet for hæftestraffens maksimum på 6 måneder i de strafferammer, der hidtil har haft hæfte som højeste straf, og i øvrigt mest muligt at følge omsætningsforholdet 2:3 ved ændring af hæfterammer og ved udmåling af fængselsstraf i tilfælde, hvor der hidtil er anvendt hæftestraf.

    Der er dog ifølge Straffelovrådet betænkeligheder ved at basere den fremtidige ordning på det nugældende omsætningsforhold mellem de to strafarter. Ved straffelovens vedtagelse har man forestillet sig, at fuldbyrdelse af hæfte var en mildere og mere begunstiget frihedsberøvelse end fængsel, og at der i omsætningstilfælde opnåedes en form for følelighed, når 3 dages hæfte blev sat lig med 2 dages fængsel. Udviklingen er i betydelig grad løbet fra forudsætninger af denne art. Man bør formentlig i dag tage det udgangspunkt, at frihedsberøvelse i en uge eller en måned må regnes som den samme straf, hvad enten straffen kaldes hæfte eller fængsel.

    På denne baggrund kunne der snarere være grund til at omsætte hæftemaksima og hæftesatser til fængselsstraffe af samme længde og bl.a. lade fængsel indtil 6 måneder træde i stedet for hæfte i samme tid.

    Imidlertid er det praktisk talt aldrig aktuelt at udmåle en hæftestraf, der blot nærmer sig denne strafarts generelle maksimum på 6 måneder. Ingen praktiske behov for en passende udmåling ville blive tilsidesat, hvis man fastsætter et lavere maksimum end 6 måneder - f.eks. 3 eller 4 måneder - på områder, hvor fængsel træder i stedet for hæfte ved denne strafs afskaffelse.

    Efter den gældende ordning med hensyn til prøveløsladelse, som på dette punkt har været uændret siden straffelovens vedtagelse, kan der ikke ske løsladelse på prøve fra udståelse af hæftestraf. Derimod indtræder der regelmæssigt løsladelse på prøve efter udståelsen af to tredjedele af en fængselsstraf, dog tidligst efter 2 måneder. Hvis et fængselsmaksimum på f.eks. 4 måneder træder i stedet for hæfte, vil der ske den ændring, at en frihedsstraf, der hidtil har kunnet blive 6 måneders fuldt udstået straf, ændres til maksimalt 4 måneders frihedsstraf, hvoraf mindre end 3 måneder udstås, før der kan ske løsladelse på prøve. Det forudsættes herved, at der ikke sker nogen ændring i den nævnte regel om prøveløsladelse. På baggrund af niveauet for de i praksis udmålte hæftestraffe mener Straffelovrådet ikke, at de her omtalte forhold taler imod at sætte et lavere maksimum for fængsel end 6 måneder, når fængsel træder i stedet for hæfte ved denne strafs afskaffelse.

    Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at der fastsættes et maksimum på 4 måneder for fængsel, der i strafferammerne træder i stedet for den afskaffede hæftestraf. Til støtte for at sætte grænsen ved 4 og ikke ved 3 måneder kan anføres, at man herved bedst undgår, at maksimumstraffen bliver for hyppigt anvendt, hvilket i almindelighed er ønskeligt med hensyn til strafferammer. Et maksimum på 4 måneder vil også give domstolene en lidt større valgfrihed med hensyn til straffe, der ligger over et niveau på 60 dage. Hvis maksimum sættes ved 3 måneder, og den nugældende regel om prøveløsladelse efter mindst 2 måneder bevares, vil et maksimum på 3 måneder betyde, at maksimumstraffen i realiteten er af samme længde som en idømt straf på 60 dage.

    Med den foreslåede nedsættelse af maksimum i strafferammer, hvor fængsel træder i stedet for hæfte, tilsigter Straffelovrådet alene en tilpasning til udmålingspraksis. Forslaget er således ikke udtryk for et ønske om, at de enkelte udmålte straffe skal undergives en reduktion i forhold til hidtidig praksis. I øvrigt kan der, hvor forholdene i særlig grad taler derfor, i de enkelte strafferammer fastsættes et forhøjet maksimum, f.eks. 6 måneders fængsel.

2.2.5.3. Afskaffelse af hæftestraffen medfører også behov for at ændre en række bestemmelser i straffelovens almindelige del, hvor hæftestraf er nævnt. I de fleste tilfælde er det uden videre klart, at hæfte skal udgå, eller at denne straf skal ændres til fængsel med et fastsat maksimum. Endvidere skal hæfte ændres til fængsel i reglerne om forvandlingsstraf for bøder. Straffelovrådet foreslår i den forbindelse, at en dags hæfte ændres til en dags fængsel.

    Efter straffelovens § 21, stk. 3, straffes forsøg, for så vidt ikke andet er bestemt, kun, når der for lovovertrædelsen er foreskrevet højere straf end hæfte. Afgrænsningen af de straffri forsøgshandlinger overfor de strafbare beror således på, om den pågældende strafferamme alene rummer (bøde og/eller) hæfte, eller der er mulighed for at idømme fængsel. Hvis det sidste er tilfældet, gør det ikke et forsøg straffrit, at overtrædelsen i sin konkrete form efter udmålingspraksis klart hører hjemme på bøde- eller hæfteniveauet.

    Det er Straffelovrådets opfattelse, at man også efter hæftestraffens afskaffelse bør have en generel regel om grænsen mellem strafbart og straffrit forsøg. Det er praktisk at søge grænsen lagt således, at der ikke ofte bliver brug for at fravige hovedreglen ved specialbestemmelser om de enkelte gerningstyper. Såfremt man erstatter de hidtidige hæfterammer med fængsel indtil 4 måneder, dels i de fleste rammer i straffeloven, dels som almindelig omsætningsregel med henblik på særlove, jf. herved pkt. 2.2.5.5. nedenfor, vil det være naturligt at anvende samme regel i § 21, stk. 3, der herefter vil opretholde en i det væsentlige uændret afgrænsning af straffrit forsøg. Det udelukker ikke, at der som hidtil i specielle gerningsindhold sker kriminalisering af forsøg på forhold, hvis strafferamme ikke overstiger den foreslåede grænse på fængsel i 4 måneder.

2.2.5.4. Afskaffelse af hæftestraffen rejser endvidere en række overgangsspørgsmål. Disse vedrører (1) valget af straf for en tidligere begået lovovertrædelse, der ikke er endeligt pådømt ved lovens ikrafttræden, jf. pkt. 2.2.5.4.1. nedenfor, (2) fuldbyrdelsen af en før lovens ikrafttræden endeligt idømt hæftestraf, uanset om fuldbyrdelsen af denne er påbegyndt, jf. pkt. 2.2.5.4.2. nedenfor, og (3) fastsættelse af forvandlingsstraf, jf. pkt. 2.2.5.4.3. nedenfor.

2.2.5.4.1. Sager om lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, men kommer til pådømmelse (eventuelt i ankeinstansen) efter dette tidspunkt, bør efter Straffelovrådets opfattelse føre til idømmelse af fængsel, såfremt frihedsstraf er forskyldt, selv om straffen efter hidtidig praksis ville være blevet hæfte. Anvendelsen af domstidens lov er således i overensstemmelse med princippet i straffelovens § 3, stk. 1, hvorefter spørgsmålet om strafbarhed og straf afgøres efter den senere lov, når den ved en handlings påkendelse gældende straffelovgivning forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse.

    At afgørelsen ikke derved må blive strengere end efter den ældre lov, jf. § 3, stk. 1, udelukker efter Straffelovrådets opfattelse ikke, at fængsel kan træde i stedet for den hidtil forskyldte hæftestraf. Det kan heller ikke antages, at princippet i § 3, stk. 1, er til hinder for anvendelsen af nye og strengere regler om straffuldbyrdelsen, hvilket kunne tænkes at være tilfældet, såfremt fængsel i sin fuldbyrdelsesform er mindre begunstiget end hæfte.

    Det kan imidlertid hævdes, at idømmelsen af fængsel i samme antal dage som hidtil hæfte er en skærpelse efter den ældre lovs tankegang, fordi straffelovens § 90, stk. 3, bestemmer, at 2 dages fængsel skal regnes lig med 3 dages hæfte. Det kan anføres, at den ældre lovs forudsætning kun opfyldes, hvis pådømmelsen efter hæftestraffens afskaffelse sker under anvendelse af en regel om, at straf af fængsel skal - eller skal kunne - udmåles til to tredjedele af det, som hæftestraffen ville have været.

    Heroverfor kan det anføres, at § 90, stk. 3, direkte kun angår den i § 90, stk. 1, nævnte omsætning af hæfte til fængsel ved fuldbyrdelse af både en hæfte- og en fængselsstraf. Endvidere bygger princippet i § 90, stk. 3, utvivlsomt på forudsætningen om, at fængsel efter sin fuldbyrdelsesform er strengere end hæfte, og skærpelser af fuldbyrdelsesformen falder som nævnt uden for princippet i § 3, stk. 1. Således som brugen af de to frihedsstraffe har udviklet sig, må det for langt de fleste korte hæftestraffes vedkommende antages, at domstolenes udmålingssatser - f.eks. standardstraffen på 14 dages hæfte for spirituskørsel - ville have været det samme, hvis straffen havde heddet fængsel. Der må med andre ord antages at være store områder, hvor domstolene anlægger den realistiske betragtning, at en dags frihedsberøvelse er det samme indgreb, hvad enten straffen hedder det ene eller det andet eller i sin fuldbyrdelsesform er mere eller mindre begunstiget.

    Der er på den anden side også holdepunkter for at antage, at domstolene undertiden bygger på den forudsætning, at hæfte og fængsel udmåles med forskellige antal dage, således at f.eks. 30 dages fængsel antages at ækvivalere 40 dages hæfte. Det kan derfor ifølge Straffelovrådet ikke udelukkes, at der i forbindelse med hæftestraffens afskaffelse bør tages hensyn hertil. Hvis der f.eks. ved en påanket byretsdom før lovens ikrafttræden er idømt 40 dages hæfte, kan det meget vel tænkes, at det rette resultat efter landsrettens opfattelse - også før lovens ikrafttræden - ville være 30 dages fængsel, og det kan da være rimeligt, at en overgangsregel ikke generelt forpligter domstolene til at udmåle fængsel med samme antal dage, som en hæftestraf ville have udgjort.

    På denne baggrund foreslår Straffelovrådet en overgangsbestemmelse med følgende indhold:

    »Hvis der efter lovens ikrafttræden skal idømmes straf for en tidligere begået lovovertrædelse, for hvilken straf af hæfte indtil 30 dage ville være forskyldt, idømmes fængsel med samme antal dage som tidligere hæfte.

Stk. 2. Ville højere straf af hæfte end nævnt i stk. 1 være forskyldt, kan en lavere straf af fængsel idømmes, dog ikke mindre end 30 dage eller mere end 4 måneder.«

2.2.5.4.2. At der forud for lovens ikrafttræden er afsagt en endelig dom til hæftestraf, hvis fuldbyrdelse ikke er påbegyndt, kan efter Straffelovrådets opfattelse ikke føre til, at den idømte hæftestraf på straffeattester og i andre sammenhænge skal fremtræde som en fængselsstraf.

    Det ville imidlertid have nogle praktiske fordele, at også allerede idømte hæftestraffe fuldbyrdes efter reglerne om fængsel efter lovens ikrafttræden. Herved ville man undgå, at der efter hæftestraffens afskaffelse opretholdes regler om fuldbyrdelse af hæftestraf med henblik på det stadig aftagende antal tilfælde, hvor straffen fuldbyrdes med forsinkelse, f.eks. som følge af ventetider i kriminalforsorgen.

    På den anden side kan også en regel om fuldbyrdelse efter reglerne om fængsel rejse spørgsmål om en reduktion af de ikke kortvarige idømte hæftestraffe, da nogle af dem måske ville være blevet lidt lavere fængselsstraffe ved endelig pådømmelse efter lovens ikrafttræden.

    Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at idømte hæftestraffe også efter lovens ikrafttræden fuldbyrdes som hæftestraffe.

2.2.5.4.3. Afskaffelsen af hæftestraffen medfører som nævnt ovenfor i pkt. 2.2.5.3., at forvandlingsstraf skal fastsættes som en fængselsstraf af samme varighed som tidligere forvandlingsstraf af hæfte. I den forbindelse opstår dels spørgsmål om valg mellem forvandlingsstraf af hæfte eller fængsel for forhold, der er begået før lovens ikrafttræden, dels spørgsmål om fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf af hæfte, der er fastsat før lovens ikrafttræden.

    Det er også her Straffelovrådets grundsynspunkt, at der efter lovens ikrafttræden ikke længere bør kunne fastsættes forvandlingsstraf af hæfte, men kun fængsel, og at allerede fastsatte forvandlingsstraffe af hæfte fuldbyrdes efter de hidtil gældende bestemmelser om hæfte.

    Straffelovrådet foreslår på den baggrund en overgangsregel, der svarer til den under pkt. 2.2.5.4.1. beskrevne, hvorefter domstolene i alle tilfælde, hvor der efter lovens ikrafttræden skal fastsættes en forvandlingsstraf vedrørende et forhold, der er begået før lovens ikrafttræden, skal anvende forvandlingsstraf af fængsel. Forvandlingsstraffen fastsættes til det samme antal dages fængsel som tidligere hæfte, dog således at domstolene, såfremt en højere forvandlingsstraf end hæfte i 30 dage ville være forskyldt, kan vælge at fastsætte en lavere forvandlingsstraf af fængsel, men ikke mindre end 30 dage. Denne bestemmelse omfatter både det tilfælde, hvor retten samtidig fastsætter bøden for det pågældende forhold, og det tilfælde, hvor retten efter straffelovens § 55, stk. 2, fastsætter forvandlingsstraffen for en bøde, der før eller efter lovens ikrafttræden er vedtaget for en administrativ myndighed. Det følger endvidere forudsætningsvis af bestemmelsen, at bøder på (nu) 10.000 kr. eller derunder for forhold begået før lovens ikrafttræden, skal afsones som fængselsstraf efter den i bestemmelsen angivne skala, når bøden efter lovens ikrafttræden er vedtaget for politiet.

    Straffelovrådet foreslår endvidere, at forvandlingsstraffe, som før lovens ikrafttræden er fastsat som hæftestraf, fuldbyrdes efter de hidtil gældende bestemmelser om hæfte. Dette gælder også bøder på (nu) 10.000 kr. eller derunder, som før lovens ikrafttræden er vedtaget for politiet, og som efter den i straffelovens § 55, stk. 2, fastsatte skala skal afsones som hæftestraf.

2.2.5.5. Indtil der i særlovgivningen foretages ændringer i strafferammerne i overensstemmelse med de retningslinier, som Straffelovrådet foreslår, vil det være nødvendigt at tage stilling til, hvorledes en strafferamme, i hvilken hæftestraffen er nævnt, fremtidig skal anvendes. Straffelovrådet har på den baggrund udarbejdet følgende forslag til almindelige bestemmelser om omsætning af hæfte til fængsel, der svarer til de retningslinier, som rådet har fulgt ved af skaffelse af hæftestraffen i straffeloven:

2.2.5.6. Den faste mindstetid for hæftestraf er som nævnt i pkt. 2.1. ovenfor 7 dage, mens fængselsstraf ikke kan idømmes for kortere tid end 30 dage. Et minimum på 30 dage er således en fast bestanddel af alle strafferammer med fængselsstraf, medmindre der ved den enkelte lovovertrædelse er fastsat et højere minimum. Der forekommer ikke eksempler på, at en lovovertrædelse har et fængselsminimum på mindre end 30 dage.

    Straffelovrådet foreslår, at grænsen ved 30 dage nedsættes til 7 dage i forbindelse med afskaffelsen af hæftestraffen. Rådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at et minimum på f.eks. 14 dage ville være for højt med henblik på de områder, hvor overtrædelser af straffeloven, færdselsloven og andre særlove medfører hæftestraffe på mindre end 14 dage. Endvidere er et minimum på 7 dage efter Straffelovrådets opfattelse ubetænkelig med hensyn til lovovertrædelser, for hvilke der i dag kun er hjemmel til at anvende fængselsstraf, dvs. en frihedsstraf af mindst 30 dages varighed.

    Også efter en nedsættelse af grænsen til 7 dage vil det bero på domstolenes afgørelser, i hvilket omfang de lave udmålingssatser skal anvendes i praksis. Når en grænse på 7 dage fremover kommer til at gælde også for fængselsstraffens hidtidige område, vil det således være domstolenes bedømmelse af lovovertrædelsernes grovhed og andre forhold, der bestemmer, hvorledes de forskellige trin under 30 dage skal anvendes.

2.2.5.7. Efter retsplejelovens § 762, stk. 3, kan varetægtsfængsling ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af bøde eller hæfte. Loven opstiller her et mindstekrav, der ikke er angivet ved en henvisning til strafferammen, men forudsætter et skøn over den konkret forskyldte straf. Henvisningen til hæfte i denne bestemmelse skal ændres ved hæftestraffens afskaffelse.

    Såfremt hæfte i overensstemmelse med Straffelovrådets forslag ændres til fængsel i højst 4 måneder, ville varetægtsfængsling blive udelukket med hensyn til lovovertrædelser, som kan ventes at ville medføre straf af fængsel indtil 4 måneder. Fængsling er i dag ikke udelukket i tilfælde, hvor der kan ventes idømt f.eks. 30 eller 60 dages fængsel. Med henblik på at bevare den gældende adgang til varetægtsfængsling i sager, hvor straffen må ventes at blive fængsel op til 4 måneder, foreslår Straffelovrådet »hæfte« ændret til »fængsel i højst 30 dage«. Ændringen vil i princippet, men næppe i praksis indebære en udvidelse af adgangen til varetægtsfængsling i sager, hvor der efter gældende ret kunne ventes idømt straffe af hæfte i 30 dage eller derover. Varetægtsfængsling i disse sager vil sjældent blive aktuel som følge af den i § 762, stk. 3, fastsatte bestemmelse om, at frihedsberøvelse ikke må stå i misforhold til den retsfølge, der kan ventes idømt.

    Beslægtede synspunkter kan anlægges med hensyn til retsplejelovens § 731, stk. 1, litra e, om forsvarerbeskikkelse i tilfælde, hvor der er rejst tiltale i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde eller hæfte. Her foreslår Straffelovrådet grænsen sat ved straf, der overstiger bøde.

    2.3.1. Justitsministeriet kan af de af Straffelovrådet anførte grunde tiltræde, at hæftestraffen afskaffes, jf. pkt. 2.2.4. ovenfor.

    Justitsministeriet kan endvidere tiltræde de principper, som Straffelovrådet har foreslået med henblik på gennemførelse af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5. ovenfor. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

    Allerede gældende straffebestemmelser uden for Justitsministeriets område, der giver mulighed for straf af hæfte, forudsættes ændret i overensstemmelse med dette lovforslag ved førstkommende lejlighed.

    For tiden indtil disse bestemmelser er ændret, stilles der i lovforslagets § 32 forslag om en overgangsbestemmelse. Navnlig ud fra lovtekniske hensyn finder Justitsministeriet det ikke hensigtsmæssigt, at der i denne lovbestemmelse gengives samtlige de principper for omsætning af hæfte til fængsel, der følger af Straffelovrådets forslag, jf. pkt. 2.2.5.5.

    For at forenkle overgangsbestemmelsen foreslås det således, at den alene udtrykker det generelle princip om, at der i stedet for hæfte kan idømmes fængsel indtil 4 måneder. De øvrige principper, jf. pkt. 2.2.5.5., vil i det væsentligste kunne anvendes inden for rammerne af den foreslåede bestemmelse.

    Uanset der således ikke stilles forslag om ændring af straffebestemmelser uden for Justitsministeriets område, har Justitsministeriet dog fundet det rigtigst at medtage konsekvensændringer af færdselsloven i nærværende lovforslag, da hæftestraffe efter færdselsloven udgør langt den største andel af det samlede antal idømte hæftestraffe.

    Desuden indeholder færdselslovens § 119 særlige regler for den procesuelle behandling af sager vedrørende overtrædelse af færdselsloven. Som følge af forslaget om en ændret systematik i reglerne for behandling af straffesager i byretten foreslås en tilpasning af reglerne i færdselslovens § 119. Det foreslås således, at færdselslovsovertrædelser behandles efter samme principper som andre sager, dvs. at de sager, hvor der ikke skal medvirke domsmænd, hvilket er langt den overvejende del af sagerne, skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81, jf. nedenfor pkt. 2.3.2.

    Den foreslåede ændring er i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag i betænkning nr. 1352/1998 om behandling af nævningesager.

2.3.2. I retsplejelovens kapitel 80 findes reglerne for tiltale og domsforhandling ved byret og Sø- og Handelsretten i sager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde eller hæfte eller om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 73 (dom til anbringelse i hospital for sindslidende, dom til psykiatrisk behandling, forvaring mv.). I kapitel 80 henvises imidlertid i vidt omfang til reglerne for behandling af nævningesager, som således også finder anvendelse ved behandlingen af straffesager ved byret. I kapitel 81 er fastsat en række særlige regler for tiltale og domsforhandling ved byret og Sø- og Handelsretten i sager, hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end bøde eller hæfte. Efter § 939 gælder reglerne i kapitel 80 også for sager, der behandles efter kapitel 81, hvis ikke andet er bestemt i kapitel 81 eller følger af forholdets natur.

    Efter de nugældende regler er det sanktionspåstanden, der er afgørende for, om en straffesag behandles efter kapitel 80 eller 81. Sager, hvor der er påstand om højere straf end bøde eller hæfte behandles efter reglerne i kapitel 80, mens sager med påstand om bøde eller hæfte behandles efter kapitel 81. Sanktionspåstanden er også afgørende for, om sagen skal behandles under medvirken af domsmænd, men kriteriet er et andet. Efter retsplejelovens § 686, stk. 2, medvirker domsmænd således i sager, hvor der er påstand om højere straf end bøde (eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse). Sager, hvor der er påstand om hæftestraf, behandles derfor efter kapitel 81, men under medvirken af domsmænd.

    Efter en afskaffelse af hæftestraffen vil den gældende afgrænsning mellem kapitel 80 og 81 ikke længere kunne opretholdes. Justitsministeriet foreslår derfor, at det afgørende kriterium for, hvorvidt en sag skal behandles efter reglerne i kapitel 80 eller 81 bør være, om der skal medvirke domsmænd til sagens afgørelse.

    Dette vil samtidig indebære, at alle sager, hvori der medvirker domsmænd, skal behandles efter samme processuelle regler. Dette vil medføre en betydelig forenkling af systematikken i reglerne. Det vil derimod ikke medføre væsentlige praktiske ændringer i behandlingen af sagerne, idet en stor del af reglerne i kapitel 81 er begrænset til at gælde for sager, hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end bøde. Dette gælder således § 931 (bødeforelæg), § 934 (udeblivelsesdomme og adgang til at møde ved fuldmagt) og § 936 (bødevedtagelse).

    Justitsministeriet foreslår samtidig, at de nugældende regler i § 925 om tilståelsessager, § 925 a om byretsbehandling ved tilståelse i sager om særforanstaltninger efter straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 73 (som ellers skulle behandles som nævningesager) og § 931 om bødeforelæg flyttes til et særligt kapitel 79 om tilståelsessager. Sager, der behandles efter § 925 eller § 931, afgøres uden udfærdigelse af anklageskrift og uden domsforhandling og hører derfor ikke systematisk hjemme i de øvrige kapitler.

    Den foreslåede systematik er i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag i betænkning nr. 1352/1998 om behandling af nævningesager, hvori der stilles forslag om en ændret opbygning af retsplejelovens regler om behandlingen af straffesager.

    Der henvises til betænkningens kapitel 10.

2.3.3. Efter militær retsplejelovs § 30 kan auditører og visse militære foresatte efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse ikende hæfte indtil 30 dage i militære straffesager. Denne straffekompetence vil bortfalde ved afskaffelsen af hæftestraffen. Bortfaldet vil medføre, at der årligt i yderligere 40-50 militære straffesager må rejses tiltale for domstolene. Det overvejende antal af sagerne vil omhandle alvorlige overtrædelser af militær straffelovs § 23 om ulovligt fravær i tjenesten.

    Et nyligt nedsat udvalg om den militære straffe- og retsplejeordning mv. skal overveje og stille forslag vedrørende bl.a. ændring af den særlige militære straffekompetence. Forsvarsministeriet har på baggrund heraf fundet det rigtigst, at eventuelle overvejelser om at indføre adgang for auditører og visse militære foresatte til at ikende fængselsstraf afventer resultatet af dette udvalgs arbejde.

    3.1.1. Fængsel på livstid er den strengeste straf, der kan idømmes efter dansk ret, jf. straffelovens § 33, stk. 1. Om de forbrydelser, der kan medføre straf af fængsel på livstid, kan bl.a. henvises til kapitel 3.4.2. i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse (s. 76).

    Lovens strengeste tidsbestemte straf er fængsel i 16 år. Denne straf er hjemlet for de forbrydelser, der kan medføre fængsel på livstid, og desuden for nogle andre alvorlige forbrydelser. Hertil kommer, at visse strafferammer kan stige til fængsel i 16 år i medfør af strafforhøjelsesgrunde.

    Der kan efter straffelovens § 33, stk. 2, forekomme en tidsbestemt straf på indtil 20 år, såfremt loven hjemler en forhøjelse af strafferammen, der ikke kan rummes inden for et maksimum af 16 år.

    Straffelovens § 83, stk. 3, indeholder en særlig bestemmelse om fastsættelse af straf for den, der i eller uden for fængslet begår en forbrydelse efter at være dømt til fængsel på livstid uden at være benådet. Da straf for denne forbrydelse ikke kan bevirke en skærpelse af den allerede idømte straf, skal retten ved dommen fastsætte, hvilken frihedsstraf der ville have været forskyldt, såfremt den pågældende ikke havde været dømt til fængsel på livstid.

3.1.2. Efter de gældende regler kan løsladelse fra livstidsstraf kun ske ved benådning, ikke ved prøveløsladelse. Benådningskompetencen er ved grundlovens § 24 tillagt kongen. Benådning sker således ved kongelig resolution efter indstilling fra Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen).

    I praksis tages spørgsmålet om benådning op til overvejelse efter ca. 12 års frihedsberøvelse (regnet fra anholdelsen). Denne praksis er i overensstemmelse med en indstilling fra Den Nordiske Strafferetskomité, som i en betænkning af 25. april 1969 om prøveløsladelse har anført:

    »Der er i komiteen enighed om, at man - hvad enten den ene eller den anden form benyttes - mest muligt bør sikre, at spørgsmålet om løsladelse eller fortsat frihedsberøvelse tages op til overvejelse senest efter 10-12 års forløb og i øvrigt med regelmæssige mellemrum. Der er også enighed om, at frihedsberøvelsen i almindelighed ikke bør opretholdes ud over det nævnte tidspunkt, medmindre det er påkrævet under hensyn til den pågældendes farlighed.«

    Afgørelsen af, om den dømte skal løslades eller ej, afhænger af en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig af den domfældtes farlighed og i forbindelse hermed risikoen for recidiv til kriminalitet af tilsvarende eller anden alvorlig art. I vurderingen indgår med stor vægt dels afsoningsforløbet, herunder om den indsatte har været i stand til at administrere de lempelser, som er tildelt den pågældende (udgang, ophold i åben anstalt, udstationering eller frigang og lignende), dels den situation, den domfældte vil stå i ved en løsladelse. Til brug ved vurderingen af den domfældtes farlighed og recidivrisikoen indhentes i almindelighed en udtalelse fra Retslægerådet og fra anklagemyndigheden. Efter en konkret vurdering vil Retslægerådet og/eller anklagemyndigheden også kunne inddrages på et tidligere tidspunkt i forbindelse med overvejelser om lempelser i afsoningsforløbet.

    En benådning er i alle tilfælde betinget og følger reglerne om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 40 a. Der fastsættes en prøvetid, normalt på fem år, samt vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen i en periode, normalt på mellem to og fem år. Herudover kan der efter en konkret vurdering af behovet fastsættes særlige vilkår.

3.1.3. I betænkning nr. 806/1977 om alternativer til frihedsstraf er det oplyst, at 40 livstidsfanger, der blev løsladt ved benådning i perioden 1962-1976, gennemsnitligt havde været frihedsberøvet i godt 16 år. Den gennemsnitlige afsoningstid havde dog kun været godt 13 år for de personer, der var dømt siden 1955.

    Af betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse fremgår, at der i perioden fra 1975 til august 1985 blev løsladt 13 livstidsfanger ved benådning. Den gennemsnitlige varighed af frihedsberøvelsen var for disse 13 domfældte 12 1/2 år. Flertallet af de livstidsdømte var løsladt efter 10-14 års frihedsberøvelse. Den længste afsoningstid var 19 1/2 år og den korteste 9 1/2 år. Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 81.

    I perioden fra august 1985 til 1. april 1999 er 13 livstidsfanger blevet løsladt ved benådning. Den gennemsnitlige varighed af frihedsberøvelsen har for disse 13 domfældte været 16 år og 9 måneder. Den længste afsoningstid var 33 år og 8 måneder og den korteste godt 12 år. 2 af de løsladte er senere genindsat på grund af vilkårsovertrædelse. Af de 14 livstidsfanger, der afsonede pr. 1. april 1999, havde 5 været frihedsberøvet i mere end 12 år. De havde afsonet henholdsvis 22 år og 2 måneder, 15 år og 9 måneder, 15 år og 9 måneder, 14 år og 8 måneder og 13 år og 5 måneder.

3.1.4. Om gældende regler og praksis i de øvrige nordiske lande henvises til Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998, s. 39.

    3.2.1. Straffelovrådet afgav i 1963 en udtalelse til Justitsministeriet i anledning af et konkret forslag om at indføre mulighed for prøveløsladelse af livstidsdømte. To af rådets medlemmer foreslog, at der ved en tilføjelse til straffelovens § 38 blev indført en bestemmelse om, at der kan ske løsladelse på prøve fra livstidsstraf efter 12 år. To andre medlemmer af rådet fandt det rigtigst, at der ikke gennemførtes regler om prøveløsladelse af livstidsfanger. Disse medlemmer ville foretrække, at løsladelse fortsat skete ved benådning, men de kunne i øvrigt tiltræde, at grænsen blev sat ved 12 år, såfremt der skulle gælde en regel om prøveløsladelse.

    Under Straffelovrådets behandling af spørgsmålet i betænkning nr. 1099/1987 var der enighed om, at løsladelse fra livstidsstraf burde kunne ske ved prøveløsladelse efter forløbet af en mindstetid. Der var endvidere enighed om, at der skulle bestå en pligt for myndighederne til at tage stilling til prøveløsladelsesspørgsmålet ved udløbet af mindstetiden. Før - og i princippet også efter - udløbet af mindstetiden skulle løsladelse som hidtil kunne ske ved benådning.

    Der var imidlertid ikke enighed i Straffelovrådet om, hvilken kompetenceordning der skulle gælde med hensyn til afgørelser om prøveløsladelse, eller hvilken mindstetid der skulle gælde. Der var imidlertid enighed om, at afgørelser om løsladelse fra livstidsstraf er af så speciel karakter, at de burde undergives domstolskontrol.

    Et flertal af Straffelovrådets medlemmer foreslog, at mindstetiden fastsættes til 14 år, og at løsladelsesspørgsmålet herefter umiddelbart indbringes for retten til afgørelse. Flertallet forudsatte, at løsladelse af livstidsdømte i almindelighed som hidtil skulle ske ved benådning, således at domstolenes opgave ville være at udøve kontrol med frihedsberøvelsens varighed for den marginale gruppe af tilfælde med særligt lange afsoningstider.

    Et mindretal af Straffelovrådets medlemmer foreslog, at løsladelse i almindelighed burde ske ved prøveløsladelse i stedet for ved benådning. Afgørelse om prøveløsladelse burde - som med hensyn til alle andre fængselsstraffe - træffes af Justitsministeriet, men der burde være adgang til domstolsprøvelse af et afslag på prøveløsladelse senest efter 12 års afsoning. Mindretallet ville dog ikke udtale sig imod en ordning, hvorefter domstolsprøvelse af et administrativt afslag først kan ske efter 14 års afsoning af livstidsstraf. I så fald anbefalede mindretallet, at en administrativ stillingtagen til løsladelsesspørgsmålet skulle være obligatorisk efter 10 års forløb og herefter - i tilfælde af afslag - med ét års mellemrum.

    Spørgsmålet om prøveløsladelse af livstidsdømte er ikke behandlet af arbejdsgruppen i betænkning nr. 1181/1989, og regler om behandlingen af sådanne sager, herunder om eventuel domstolsprøvelse, er således ikke medtaget i arbejdsgruppens lovudkast.

3.2.2. Både ved afgivelsen af udtalelsen i 1963 og betænkning nr. 1099/1987 var der i Straffelovrådet enighed om, at det i sig selv er et ret formelt problem, om løsladelse fra livstidsstraf skal ske ved benådning eller prøveløsladelse, idet det reelle indhold af løsladelsespraksis bør kunne blive det samme, uanset om afgørelserne træffes ved benådning eller prøveløsladelse. Ved den fornyede drøftelse af spørgsmålet i betænkning nr. 1355/1998 er dette fortsat Straffelovrådets opfattelse.

    Alligevel er det Straffelovrådets opfattelse, at der er visse fordele knyttet til anvendelsen af prøveløsladelse frem for benådning. Dette hænger sammen med, at Straffelovrådet finder, at der bør foreskrives en pligt til at tage spørgsmålet om løsladelse af livstidsdømte op til overvejelse efter en vis årrække. Fastsættelsen af en sådan pligt stemmer mindre godt med benådningens natur. Endvidere finder Straffelovrådet, at spørgsmålet om frihedsberøvelsens varighed er en afgørelse af så væsentlig karakter, at den efter en vis årrække bør være undergivet domstolskontrol. Dette vil være udelukket med den nuværende retstilstand, hvor løsladelse af livstidsdømte kun kan ske ved benådning.

    Der er derfor i Straffelovrådet enighed om, at der bør indføres adgang til at løslade livstidsdømte ved prøveløsladelse efter forløbet af en mindstetid. Ved udløbet af mindstetiden indtræder der en pligt til at tage stilling til løsladelsesspørgsmålet. Før udløbet af mindstetiden bør løsladelse som hidtil kun ske ved benådning. Efter udløbet af mindstetiden vil benådning naturligvis også kunne ske, men dette må antages at få begrænset praktisk betydning ved siden af adgangen til prøveløsladelse.

    Straffelovrådet har herefter overvejet, hvilken kompetenceordning der skal gælde med hensyn til afgørelser om løsladelse fra livstidsstraf, og hvilken mindstetid der skal gælde.

    Straffelovrådet finder det mest naturligt, at afgørelse om prøveløsladelse af livstidsdømte træffes af Justitsministeriet, således som det sker med hensyn til alle andre fængselsstraffe. Den administrative ordning, som er beskrevet i pkt. 3.1. ovenfor, har efter rådets opfattelse fungeret tilfredsstillende, og de dømtes retssikkerhed tilgodeses fuldt ud, hvis der fastsættes regler om adgang til domstolsprøvelse af de administrative afgørelser. Herved bevares også fordelen ved, at den primære afgørelse træffes af en central instans, der har overblik over løsladelsespraksis, og som vil have klarlagt sagens konkrete omstændigheder og formuleret en begrundelse for et eventuelt afslag, som herefter kan efterprøves af retten.

    Ved afgørelse af, hvilken mindstetid der skal gælde, inden prøveløsladelsesspørgsmålet tages op, har Straffelovrådet taget udgangspunkt i den gældende praksis, som den er beskrevet ovenfor i pkt. 3.1., og som man ikke finder anledning til at foreslå ændret. Man har herved lagt til grund, at de seneste 10 års stigning i den gennemsnitlige afsoningstid ifølge oplysning fra Justitsministeriet ikke er udtryk for en bevidst skærpelse af praksis, men en følge af de konkrete sagers særlige omstændigheder, hvorved det må tages i betragtning, at der er tale om et meget lille sagsantal.

    Rådet har endvidere lagt vægt på den omstændighed, at personer, der er idømt lovens strengeste tidsbestemte straf af fængsel i 16 år, normalt vil blive prøveløsladt i medfør af reglen om regelmæssig prøveløsladelse i straffelovens § 38, stk. 1, efter at have udstået knap 11 år af straffen.

    På dette grundlag finder Straffelovrådet, at pligten til at træffe afgørelse om løsladelsesspørgsmålet bør indtræde efter 12 års afsoning, således at der i tilfælde af afslag skal træffes ny afgørelse med ét års mellemrum.

    Straffelovrådet forudsætter, at de administrative afgørelser om prøveløsladelse træffes på grundlag af en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder af den pågældendes eventuelle farlighed svarende til den vurdering, som i dag foretages ved afgørelser om løsladelse af livstidsdømte ved benådning. Det forudsættes herved også, at der som hidtil sker høring af Retslægerådet og anklagemyndigheden, forinden der træffes afgørelse i sagen.

    Straffelovrådet finder, at adgangen til domstolsprøvelse først bør indtræde efter afsoning af 14 år af en livstidsstraf. Det er de særlig langvarige afsoninger, der giver mest anledning til at overveje en domstolskontrol, og en afsoning af mindre end 14 års varighed kræver efter rådets opfattelse ingen domstolsmedvirken, når der er afsagt dom til livsvarigt fængsel. Hensynet til den dømtes retssikkerhed tilgodeses efter rådets opfattelse fuldt ud, selv om den retlige kontrol begrænses til de særlig langvarige afsoninger. Her må det forventes, at spørgsmålet om vurdering af den dømtes farlighed ofte vil stå i forgrunden, men domstolene vil også have lejlighed til at vurdere, om andre grunde end farlighedshensyn, f.eks. kriminalitetens særlige grovhed og hensynet til retsfølelsen, kan begrunde en særlig langvarig frihedsberøvelse.

    Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1355/1998, s. 37- 42.

    Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets forslag om indførelse af en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte, jf. pkt. 3.2. ovenfor.

    Det foreslås på den baggrund, at der i straffelovens §§ 41- 43 indsættes bestemmelser, der bl.a. giver mulighed for at prøveløslade livstidsdømte, når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået. Om det nærmere indhold af den foreslåede ordning henvises til bemærkningerne til de pågældende bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 8.

    Om domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse og af afgørelser om genindsættelse efter prøveløsladelse og betinget benådning henvises til bemærkningerne til § 112, nr. 6-8, i forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    Straffelovrådet afgav i december 1996 en udtalelse vedrørende aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse. Udtalelsen er optrykt som bilag 3 til Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv.

    I udtalelsen foreslår et flertal af Straffelovrådets medlemmer, at forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt ændres, så der ikke er aktindsigt for parten i forbindelse med fuldbyrdelse af frihedsstraf i sager om valg af afsoningsinstitution, sager om overførsel til anden afsoningsinstitution eller afdeling i en afsoningsinstitution eller sager om udelukkelse fra fællesskab. Endvidere foreslås forvaltningslovens § 24 om begrundelse ændret, så afgørelser i de typer af sager, der foreslås undtaget fra aktindsigt, for så vidt angår begrundelsen alene skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

    Et mindretal i Straffelovrådet finder, at der ikke er behov for at foretage ændring på området, jf. herved forvaltningslovens § 15 om adgangen til at begrænse adgangen til aktindsigt efter en konkret vurdering. Mindretallet finder endvidere, at flertallets forslag om yderligere at begrænse adgangen til aktindsigt giver anledning til betænkelighed. Mindretallet fraråder på den baggrund forslaget.

    Om flertallets og mindretallets overvejelser henvises nærmere til udtalelsens pkt. 6 og 7.

    Justitsministeriet finder, at udelukkelse af adgangen til aktindsigt kan give anledning til principielle betænkeligheder.

    En sådan ordning bør derfor kun indføres, hvis meget væsentlige hensyn til de sikkerhedsmæssige forhold taler for det.

    Justitsministeriet har ud fra en samlet vurdering fundet det rigtigst ikke at medtage forslaget om at begrænse adgangen til aktindsigt i dette lovforslag.

    Justitsministeriet vil imidlertid løbende følge udviklingen og vurdere, om der skulle indtræde sådanne forandringer i den sikkerhedsmæssige situation, at en ændring på dette område måtte vise sig påkrævet.

    Lovforslaget indeholder derfor ikke bestemmelser om ændring af forvaltningslovens regler om aktindsigt mv. Spørgsmålet om at afskære den indsatte fra aktindsigt afgøres således som hidtil efter en konkret vurdering i medfør af forvaltningslovens § 15.

    Lovforslaget skønnes ikke at få økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne. Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

    Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

    Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, retterne i Glostrup, Nyborg, Horsens og Svendborg, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Foreningen af Beskikkede Forsvarere i København, Dansk Journalistforbund, TV 2/Danmark, Danmarks Radio, Danske Dagblades Forening, Det danske Center for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Forbundet af Offentligt Ansatte, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogernes Landsforbund, Dansk Sygeplejeråd, Retslægerådet, Dansk Psykologforening, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Procesbevillingsnævnet, Kriminalpolitisk Forening (KRIM), samtlige arrestinspektører, samtlige statsfængsler, samtlige kriminalforsorgens afdelinger og pensioner, Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører, Dansk Fængselsforbund, Kriminalforsorgsforeningen samt HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen.

    I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

    Straffelovens §§ 7 og 8 indeholder bestemmelser om dansk straffemyndighed bl.a. med hensyn til handlinger, der kan medføre højere straf end hæfte. Straffelovens § 23, stk. 3, giver under visse betingelser mulighed for, at straf for medvirken kan bortfalde ved lovovertrædelser, der ikke kan straffes med højere straf end hæfte.

    Ved § 1, nr. 1, ændres hæfte til fængsel i 4 måneder i de pågældende bestemmelser. Ændringerne er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.2. og 2.2.5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 21, stk. 3, straffes forsøg, for så vidt ikke andet er bestemt, kun, når der for lovovertrædelsen er forskrevet højere straf end hæfte.

    Ved § 1, nr. 2, ændres grænsen for straffrit forsøg, så grænsen fremover sættes ved lovovertrædelser, der kan medføre mere end 4 måneders fængsel.

    Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    I straffelovens § 31 fastslås det, at de almindelige straffe er fængsel, hæfte og bøde. Ved § 1, nr. 3, ændres denne bestemmelse, så de almindelige straffe er fængsel og bøde.

    § 1, nr. 3, vedrører i øvrigt bestemmelser med en strafferamme på bøde, hæfte eller (eventuelt under skærpende omstændigheder) fængsel.

    Lovforslaget indebærer, at hæfte udgår af disse bestemmelser, så strafferammen herefter er bøde eller (eventuelt under skærpende omstændigheder) fængsel.

    Ændringerne er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Lovforslaget indebærer, at § 32 om fastsættelse af frihedsstraf ophæves. § 32 videreføres med de ændringer, der følger af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, i § 33, stk. 3, jf. § 1, nr. 5, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

    Endvidere ophæves bestemmelserne i § 44, § 64, 3. pkt., og § 90. Ophævelsen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Lovforslaget indebærer, for så vidt angår § 33, stk. 1, at fængselsstraffens faste minimum i forbindelse med hæftestraffens afskaffelse nedsættes fra 30 dage til 7 dage, hvilket svarer til det hidtidige minimum for hæftestraffe.

    Den foreslåede affattelse af § 33, stk. 3, svarer med de ændringer, der følger af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, til den gældende bestemmelse i straffelovens § 32, jf. herved § 1, nr. 4, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Straffelovens § 34 indeholder en bemyndigelsesbestemmelse vedrørende fuldbyrdelse af fængselsstraf i enrum eller i fællesskab.

    Bestemmelsen foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. § 33 om anbringelse i fællesskab med andre indsatte eller efter den indsattes eget ønske uden sådant fællesskab og §§ 63-64 om institutionens adgang til at udelukke den indsatte fra fællesskab med andre indsatte (enrumsanbringelse) i forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    I straffelovens § 35 fastsættes regler om arbejdspligten for indsatte, der afsoner fængselsstraf. Bestemmelsen suppleres af § 45 om forbud mod beskæftigelse med sundhedsfarligt arbejde og om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

    Bestemmelserne foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. § 6 om erstatning til indsatte for følger af ulykkestilfælde mv. og §§ 38-42 om de indsattes ret og pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, undervisning, uddannelse eller anden godkendt aktivitet under straffuldbyrdelsen i forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    Straffelovens § 36 indeholder regler om udgang til indsatte, der afsoner fængselsstraf.

    Bestemmelsen foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. §§ 46-50 i forslaget til straffuldbyrdelseslov, der indeholder en nærmere regulering af betingelserne for tilladelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang.

    Om straffelovens § 39, stk. 2, 4. pkt., henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16.

    Efter straffelovens § 40 a kan det ved eftergivelse af resten af en straf ved betinget benådning af en person, der har udstået mere end 3 måneder af straffetiden, fastsættes som vilkår for benådningen, at bestemmelserne i straffelovens § 40, stk. 1-5, om tilsidesættelse af vilkår ved prøveløsladelse finder tilsvarende anvendelse.

    Bestemmelsen suppleres af straffelovens § 61 a, hvorefter det ved hel eller delvis eftergivelse af straf ved betinget benådning uden for de tilfælde, der omfattes af § 40 a, kan indsættes som vilkår for benådningen, at bestemmelserne i §§ 59-61 om domstolenes kompetence med hensyn til fuldbyrdelse eller ændring af vilkår i betingede domme finder tilsvarende anvendelse.

    Straffelovens § 61 a foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 21. I lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås reglerne i straffelovens § 40 a videreført i straffelovens § 43 med de tilpasninger, der bl.a. følger af forslaget om at indføre en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte. Forslaget om ophævelse af § 40 a er en følge af dette forslag.

    Der henvises i øvrigt for så vidt angår det anførte om straffelovens § 45 til lovforslagets § 1, nr. 9. Endvidere henvises til pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 39, stk. 2, 1. pkt., kan det fastsættes som vilkår for prøveløsladelse fra tidsbestemt straf, at den pågældende i hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn og fører et ordentligt liv. Det antages, at adgangen til at fastsætte vilkår om, at den pågældende skal føre et ordentligt liv, er uden selvstændigt retligt indhold.

    Det foreslås på den baggrund, at denne del af bestemmelsen udgår, så det af § 39, stk. 2, 1. pkt., fremgår, at det kan fastsættes som vilkår for løsladelsen, at den pågældende i hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn.

    Der kan som hidtil fastsættes yderligere vilkår efter reglerne i straffelovens § 57, jf. § 39, stk. 2, 2. pkt.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    I §§ 41-42 i lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås indført en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte. Om baggrunden for dette forslag henvises til pkt. 3 ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    De foreslåede bestemmelser i §§ 41-42 suppleres af § 80 i forslaget til straffuldbyrdelseslov, der bl.a. fastsætter regler om pligt til administrativt at afgøre spørgsmålet om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid med visse mellemrum og om gennemførelse af tilsyn mv. i forbindelse med prøveløsladelse.

    Endvidere er der i § 112, nr. 6, 2. led, i forslaget til straffuldbyrdelseslov fastsat regler, der giver mulighed for udvidet adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse, når 14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået. Også afgørelser om genindsættelse til udståelse af straf af fængsel på livstid som følge af overtrædelse af vilkår om tilsyn mv. foreslås omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse, jf. § 112, nr. 7.

    Herudover er der i § 123, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 2. pkt., i forslaget til straffuldbyrdelseslov fastsat bestemmelser om adgangen til fornyet domstolsprøvelse af spørgsmålet om prøveløsladelse i tilfælde, hvor prøveløsladelse tidligere er afslået af retten, eller der er sket genindsættelse til udståelse af livstidsstraf.

    I § 43 i lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås de nugældende bestemmelser om betinget benådning i straffelovens § 40 a videreført med de nødvendige tilpasninger.

    De foreslåede bestemmelser i § 43 suppleres af § 88, jf. §§ 81-87, i forslaget til straffuldbyrdelseslov, der bl.a. indeholder bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv. ved betinget benådning.

    Endvidere er der i § 112, nr. 8, i forslaget til straffuldbyrdelseslov fastsat regler, der giver mulighed for udvidet adgang til domstolsprøvelse af afgørelser efter lovens § 88, jf. § 86, stk. 4, om indsættelse af en betinget benådet til udståelse af straf eller reststraf i henhold til den nye straffelovs § 43.

    Bestemmelsen i § 41, stk. 1, indebærer, at der, når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået, administrativt kan træffes beslutning om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid. Om baggrunden for, at prøveløsladelse foreslås først at komme på tale efter 12 års afsoning, henvises til pkt. 3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter § 41, stk. 2, forudsætter løsladelse på prøve, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig. Endvidere skal der være sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og den pågældende skal afgive erklæring om at ville overholde de vilkår om tilsyn mv., der fastsættes i medfør af § 41, stk. 3. 3. pkt., jf. herved også straffelovens 38, stk. 5, om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Det indebærer bl.a., at der i forbindelse med en afgørelse om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid skal foretages en konkret vurdering af den dømtes forhold svarende til den vurdering, der i dag foretages ved afgørelser om løsladelse af livstidsdømte ved benådning. Det forudsættes herved, at der som hidtil sker høring af anklagemyndigheden og Retslægerådet, inden der træffes afgørelse i sagen, jf. pkt. 3.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Afgørelsen om, hvorvidt den dømte skal prøveløslades, vil således bero på en afvejning af samtlige sagens omstændigheder. I vurderingen skal bl.a. indgå oplysninger om risikoen for tilbagefald (recidiv) til kriminalitet og oplysninger om den dømtes farlighed. I vurderingen vil desuden skulle inddrages oplysninger om det hidtidige afsoningsforløb, herunder om den indsatte har været i stand til at administrere de lempelser i afsoningsforløbet, der er blevet tildelt den pågældende (udgang, ophold i åben anstalt, udstationering eller frigang mv.).

    Efter § 41, stk. 3, vil prøveløsladelse altid skulle ske på vilkår, at den prøveløsladte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Prøveløsladelse fra livstidsstraf sidestilles i denne henseende bl.a. med prøveløsladelse fra tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 39, stk. 1, 1. pkt.

    Prøvetiden vil skulle fastsættes bl.a. under hensyn til, at der er tale om prøveløsladelse fra en tidsubestemt fængselsstraf. Det er da også baggrunden for, at der alene stilles forslag om en maksimumgrænse på 5 år for prøvetidens varighed. Ved fastsættelse af prøvetiden for prøveløsladelse fra livstidsstraf er det således ikke foreskrevet, at prøvetiden i almindelighed ikke kan overstige 3 år, jf. herved straffelovens § 39, stk. 1, 2.-3. pkt., om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Den administrative praksis i sager om betinget benådning fra livstidsstraf vil eventuelt kunne være vejledende ved fastsættelsen af prøvetiden ved prøveløsladelse.

    Af § 41, stk. 3, følger også, at prøveløsladelsen kan betinges af yderligere vilkår, og at straffelovens § 57 herved finder tilsvarende anvendelse. Prøveløsladelse fra livstidsstraf sidestilles også i denne henseende med prøveløsladelse fra tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 39, stk. 2. Den administrative praksis i sager om betinget benådning og prøveløsladelse fra længerevarende, tidsbestemt straf vil efter omstændighederne kunne give en vis vejledning ved fastsættelsen af vilkår, herunder vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen.

    Afslås en begæring om prøveløsladelse efter 12 års afsoning, er der ikke mulighed for at anmode om domstolsprøvelse efter forslaget til straffuldbyrdelseslov, idet domstolsprøvelse efter denne lov er betinget af, at 14 år af livstidsstraffen er udstået. Imidlertid følger det af lovens § 80, stk. 2, at der i forbindelse med fastsættelse af administrative regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse også skal fastsættes regler, der sikrer, at spørgsmålet om prøveløsladelse tages op til ny afgørelse senest 1 år efter en afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse.

    Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for forholdet, kan retten ved dom træffe afgørelse om, at den pågældende skal genindsættes til udståelse af livstidsstraffen. Når omstændighederne taler derfor, kan retten i stedet idømme straf alene for det nye forhold eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene for prøveløsladelsen, jf. § 42, stk. 1. Denne bestemmelse er i forenklet form udformet som en parallel til bestemmelsen i straffelovens § 61, stk. 2, om betinget dømte.

    Da der i de tilfælde, der omfattes af § 42, stk. 1, er tale om at pådømme strafbart forhold, indbringes sagen for retten af anklagemyndigheden i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige ordning.

    Herefter vil retten afhængig af sagens konkrete omstændigheder ved dom kunne bestemme, at den dømte genindsættes til afsoning af livstidsstraffen. Når omstændighederne taler derfor, f.eks. ved kriminalitet af mindre grovhed, vil retten i stedet kunne idømme betinget eller ubetinget straf, herunder også bøde, alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene for prøveløsladelse. Prøvetiden vil dog ikke kunne forlænges ud over de i § 41, stk. 3, nævnte 5 år.

    Overtræder den dømte i øvrigt ét eller flere af vilkårene for prøveløsladelse, vil der kunne reageres administrativt inden for den i § 41, stk. 3, fastsatte længstetid for prøvetiden (5 år) på samme måde som ved prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Er der i medfør af § 42, stk. 2, jf. § 40, stk. 2, nr. 3, truffet afgørelse om genindsættelse, kan afgørelsen forlanges domstolsprøvet efter § 112, nr. 7, i forslaget til straffuldbyrdelseslov. Endvidere vil der efter de administrative regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, der fastsættes i medfør af § 80, stk. 2, i forslaget til straffuldbyrdelseslov, være pligt til at træffe ny afgørelse af spørgsmålet om prøveløsladelse senest 1 år efter genindsættelse til udståelse af sådan straf.

    Prøvetiden ved en eventuel ny prøveløsladelse kan efter lovforslaget fastsættes op til 5 år, jf. § 41, stk. 3. Herved afviger lovforslaget fra de gældende regler om prøveløsladelse efter genindsættelse til fortsat afsoning af tidsbestemt straf. Efter straffelovens § 40, stk. 6, 2. pkt., gælder for sådan prøveløsladelse, at der skal ske fradrag af den tid, i hvilken den pågældende tidligere har været prøveløsladt. Justitsministeriet har imidlertid i lighed med Straffelovrådet ikke fundet at burde foreslå en tilsvarende regel for prøveløsladelse af livstidsdømte.

    Efter § 43 i lovforslagets § 1, nr. 8, kan det ved hel eller delvis eftergivelse af en straf ved betinget benådning fastsættes som vilkår for benådningen, at bestemmelserne i § 40, stk. 1-5, om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf eller § 42 om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid finder tilsvarende anvendelse.

    Ordet »straf« i § 43 omfatter i lighed med de nugældende regler i straffelovens § 40 a og § 61 a både tidsbestemt straf og straf af fængsel på livstid. Det er da også baggrunden for, at der om vilkår mv. for benådning henvises både til straffelovens § 40, stk. 1-5, om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf og straffelovens § 42 om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid.

    Begår en betinget benådet nyt strafbart forhold i prøvetiden, vil spørgsmålet om reaktion som hidtil skulle afgøres af domstolene, jf. ved benådning fra tidsbestemt straf straffelovens § 43, jf. § 40, stk. 1, og ved benådning fra straf af fængsel på livstid straffelovens § 43, jf. § 42, stk. 1.

    Overtræder en betinget benådet i øvrigt de fastsatte vilkår, kan justitsministeren tildele advarsel eller ændre vilkårene inden for den gældende længstetid, jf. ved benådning fra tidsbestemt straf straffelovens § 43, jf. § 40, stk. 2, nr. 1-2, og ved benådning fra straf af fængsel på livstid straffelovens § 43, jf. § 42, stk. 2, jf. § 40, stk. 2, nr. 1-2, og § 41, stk. 3. Henvisningen i § 43 til § 40, stk. 2, nr. 3, indebærer, at det under særlige omstændigheder kan bestemmes, at den pågældende skal indsættes til udståelse af reststraffen eller livstidsstraffen. Er der i medfør af § 43 truffet bestemmelse om eftergivelse af hele straffen, vil en afgørelse efter § 40, stk. 2, nr. 3, medføre, at den pågældende skal indsættes til udståelse af hele straffen.

    Er der som følge af overtrædelse af vilkår om tilsyn m.v truffet beslutning om genindsættelse, kan den dømte som nævnt ovenfor forlange domstolsprøvelse i medfør af § 112, nr. 8, i forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    Om straffelovens § 45 vedrørende forsikring mod ulykkestilfælde mv. henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

    Straffelovens § 46 fastsætter regler om straffetidsberegningen. Efter denne bestemmelse medregnes til straffetiden den tid, i hvilken en indsat uden egen skyld indlægges på sygehus. Efter samme bestemmelse medregnes derimod ikke den tid, i hvilken en indsat unddrager sig strafudståelsen.

    Bestemmelsen foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. denne lovs kapitel 6 (§§ 14-19) om beregning af straffetiden og §§ 75 og 77 om strafafbrydelse ved undvigelse, udeblivelse, varetægtsfængsling mv. i rådets udkast til straffuldbyrdelsesloven.

    Straffelovens § 47, stk. 1 og 2, indeholder nærmere bestemmelser om anvendelse af disciplinærstraffe. Hertil føjes i § 47, stk. 3, en bestemmelse om adgang til konfiskation af genstande, der er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen.

    Straffelovens § 47 foreslås erstattet af §§ 67-72, der indeholder en omfattende regulering af anvendelsen af disciplinærstraf, og § 73, der fastsætter regler om konfiskation, i forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    Straffelovens § 48 indeholder regler om anvendelsen af sikringsmidler, f.eks. håndjern og sikringscelle.

    Bestemmelsen foreslås ophævet som led i en samlet regulering af anvendelsen af sikringsmidler i forslaget til straffuldbyrdelseslov, jf. §§ 65 og 66 vedrørende sikringsmidler (håndjern og sikringscelle).

    Efter straffelovens § 49, stk. 1, fastsætter justitsministeren nærmere regler om fuldbyrdelse af fængsel og hæfte.

    Det foreslås, at bestemmelsen udgår som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven.

    Straffelovens § 49, stk. 2, regulerer adgangen til at lade en fængselsstraf fuldbyrde i institution mv. uden for fængsel eller arresthus.

    Bestemmelsen foreslås erstattet af § 78 om fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen i forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 50, stk. 1, tilfalder bøder, der pålægges i henhold til denne lov, statskassen. Bøde kan idømmes som tillægsstraf til anden strafart, når tiltalte ved lovovertrædelsen har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre, jf. § 50, stk. 2.

    Bestemmelsen i § 50, stk. 1, foreslås ændret, så bøde tilfalder statskassen. Baggrunden for ændringen er, at også bøder, der pålægges efter særlovgivningen, i almindelighed tilfalder statskassen. Bestemmelsen i § 50, stk. 2, foreslås videreført i uændret form. Ved § 50, stk. 3, videreføres uændret den nugældende bestemmelse i straffelovens § 52, stk. 8, hvorefter den bødefældte ikke kan kræve bøden betalt eller erstattet af andre.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Straffelovens § 52, stk. 4-7, indeholder bestemmelser om inddrivelse af bøder. Bestemmelserne giver bl.a. mulighed for at inddrive bøder ved lønindeholdelse. Det fastsættes i den forbindelse bl.a. i stk. 5, at politiet hos andre offentlige myndigheder kan indhente de oplysninger, der er nødvendige for at varetage indeholdelsen, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Endvidere kan politiet fra alle af offentlige myndigheder førte registre og de af domstolene førte registre over rettigheder over løsøre og fast ejendom kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning for tvangsfuldbyrdelsen. Oplysningerne meddeles skriftligt eller ved direkte dataoverførsel.

    Straffelovens bestemmelser om lønindeholdelse videreføres for så vidt angår bøder i straffuldbyrdelsesloven med de ændringer, der følger af loven om Det Fælles Lønindeholdelsesregister, jf. bl.a. § 91, stk. 2-3, i forslaget til straffuldbyrdelseslov og bemærkningerne til denne bestemmelse samt bemærkningerne til dette lovforslags § 1, nr. 12, nedenfor.

    Ved lovforslagets § 1, nr. 11, indsættes i § 51 om bødefastsættelse som stk. 4 en bestemmelse svarende til § 91, stk. 3, i forslaget til straffuldbyrdelseslov, der sikrer, at politiet til brug for bødefastsættelsen på samme måde som ved bødeinddrivelsen bl.a. fra registre, der føres af offentlige myndigheder, herunder domstolene, kan indhente de oplysninger om den pågældendes forhold, som findes af betydning for bødefastsættelsen. Oplysningerne kan meddeles skriftligt eller ved direkte dataoverførsel.

    Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 51, stk. 4, vil f.eks. kunne anvendes i sager, hvor der er behov for at indhente oplysninger hos de lokale skattemyndigheder om den pågældendes økonomiske forhold. Bestemmelsen omfatter indhentelse af oplysninger både til brug ved indenretlig og udenretlig bødefastsættelse.

    Efter straffelovens § 52, stk. 1, kan retten fastsætte en frist af indtil 3 måneder til bødens betaling. Denne bestemmelse foreslås ophævet som led i en samlet regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe i kapitel 16 (§§ 90-93) i forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    Efter straffelovens § 52, stk. 2, kan politiet tillade, at en bøde betales i afdrag.

    Ved § 1, nr. 1, i lov nr. 369 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Rejsedommerordning, forkyndelse, udeblivelsesdomme i straffesager samt lønindeholdelse for bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb mv.) blev der i straffelovens § 52, stk. 3-7, tilvejebragt hjemmel til at foretage indeholdelse i løn mv. for bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb.

    § 52, stk. 2-7, foreslås ligeledes ophævet på baggrund af forslaget om en samlet regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe i straffuldbyrdelseslovens kapitel 16.

    For så vidt angår adgangen til at foretage lønindeholdelse mv. for konfiskerede beløb og sagsomkostninger henvises til retsplejelovens § 997, stk. 2, og § 1013, stk. 3, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 20 og 25.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 53 træder en forvandlingsstraf af hæfte eller fængsel, hvis en bøde ikke indgår, i dennes sted.

    Ved § 1, nr. 13, ændres bestemmelsen, så der, når en bøde ikke indgår, i dennes sted træder en forvandlingsstraf af fængsel. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 1, nr. 13, vedrører i øvrigt bestemmelser med en hoved- eller sidestrafferamme på hæfte og fængsel samt en hoved- eller sidestrafferamme på bøde og hæfte. § 1, nr. 13, medfører, at hæfte udgår af disse bestemmelser, så hoved- og sidestrafferammen herefter er henholdsvis fængsel og bøde. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 6 og 7 i pkt. 2.2.5.5., jf. pkt. 2.2.5.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter de gældende regler, afsones bøder, der er idømt eller vedtaget for en domstol, som hovedregel efter reglerne om hæfte, jf. straffelovens § 54, stk. 1. Ved § 1, nr. 14, ændres § 54, stk. 1, så forvandlingsstraf skal fastsættes som en fængselsstraf af samme varighed som tidligere forvandlingsstraf af hæfte. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Om fastsættelse mv. af forvandlingsstraf for bøde i anledning af lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, henvises til lovforslagets § 33 og bemærkningerne til denne bestemmelse samt til pkt. 2.2.5.4.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 55, stk. 1, afsones bøder, der ikke er idømt eller vedtaget for en domstol, efter reglerne om hæfte.

    Ved § 1, nr. 15, ophæves denne bestemmelse. Endvidere foretages enkelte redaktionelle ændringer i § 55, stk. 2, der herefter bliver stk. 1. Ændringerne er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.4.3., jf. pkt. 2.2.5.3., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Straffelovens § 57, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår, der er fastsat som led i en betinget dom, jf. § 57, stk. 1.

    Er der i medfør af § 57 truffet bestemmelse om tilsyn, meddeler tilsynsmyndigheden efter § 59, stk. 1, de forskrifter, der er nødvendige til gennemførelse af tilsynet og de yderligere vilkår, som måtte være fastsat.

    Efter straffelovens § 39, stk. 2, 4. pkt., finder § 57, stk. 2, og § 59, stk. 1, tilsvarende anvendelse på vilkår om tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse.

    I straffelovens § 65 er det fastsat, at bestemmelserne i § 59 om bl.a. tilsynsmyndighedens forskrifter finder tilsvarende anvendelse på de i medfør af § 63 trufne bestemmelser, dvs. bestemmelser om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste.

    Ved lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås bestemmelsen i straffelovens § 57, stk. 2, ophævet, og ved lovforslagets § 1, nr. 6 og 18, foreslås bestemmelserne i § 39, stk. 2, 4. pkt., og § 59, stk. 1, ophævet. Endvidere foreslås § 65 ændret, så henvisningen i § 65 til § 59 alene kommer til at omfatte bestemmelserne om ændring eller ophævelse af vilkår, jf. lovforslagets § 1, nr. 23.

    Baggrunden for disse ændringer er, at der i forslaget til straffuldbyrdelseslov optages nærmere regler om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse, betinget dom og dom med vilkår om samfundstjeneste. Der henvises i den forbindelse til forslaget til straffuldbyrdelseslov §§ 81-87 (prøveløsladelse), §§ 94-100 (betingede domme) og §§ 101-104 (samfundstjeneste).

    Efter straffelovens § 58, stk. 1, om kombinationsdomme kan der idømmes en ubetinget hæftestraf i forbindelse med en betinget fængselsstraf, også selv om hæftestraf ikke er hjemlet for den pågældende lovovertrædelse.

    Ved § 1, nr. 17, foretages de ændringer i § 58, stk. 1, der er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.3., jf. pkt. 2.2.5.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16.

    I straffelovens § 60, stk. 2, henvises om overtrædelse af særvilkår, jf. straffelovens § 57, til straffelovens § 59, stk. 3. Det samme gælder i § 66, stk. 4, om samfundstjeneste, i § 72, stk. 2, om ændring eller endelig ophævelse af en foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70, i § 78, stk. 3, om udelukkelse fra at udøve virksomhed, som kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse, og i § 236, stk. 3, om ophævelse af pålæg meddelt efter stk. 1 eller 2 i § 236 på baggrund af en dom for sædelighedskriminalitet.

    Ændringerne i § 60, stk. 2, § 66, stk. 4, § 72, stk. 2, § 78, stk. 3, og § 236, stk. 3, skyldes de redaktionelle ændringer i straffelovens § 59, der er en følge af, at § 59, stk. 1, ophæves som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

    Ved § 1, nr. 20, ændres henvisningen til § 88 i straffelovens § 61, stk. 2, 2. pkt., om straffastsættelsen i anledning af strafbart forhold begået i prøvetiden for en betinget dom. Ændringen er en følge af den ændrede affattelse af straffelovens § 88, som forslaget om afskaffelse af hæftestraffen nødvendiggør, jf. lovforslagets § 1, nr. 27, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

    Straffelovens § 61 a indeholder særlige regler om ændring og fuldbyrdelse af vilkår i visse tilfælde af betinget benådning.

    Bestemmelsen foreslås ophævet som led i en samlet regulering af dette spørgsmål i straffelovens § 43, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

    Ved § 1, nr. 22, ændres i de nævnte bestemmelser ordet »frihedsstraf« til »fængselsstraf«. »Frihedsstraf« er fællesbetegnelsen for fængselsstraf og hæftestraf. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16.

    Straffelovens § 74 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om behandlingen af personer, der anbringes i forvaring.

    Ved § 1, nr. 24, ophæves § 74 som led i en samlet regulering af fuldbyrdelsen af forvaring i § 105 i forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    Straffelovens § 83, stk. 3, indeholder nærmere regler om følgen af, at den, der er dømt til fængsel på livstid og ikke benådet, i eller uden for fængslet begår en ny forbrydelse.

    § 83, stk. 3, 1. pkt., indebærer, at det i sådanne tilfælde skal fastsættes ved dommen, hvilken frihedsstraf den pågældende ville have forskyldt, hvis den tidligere idømte straf ikke var livsvarig.

    Desuden kan der efter nærmere ved kongelig anordning fastsatte regler idømmes den pågældende straf svarende til en eller flere af de disciplinærstraffe, der nævnes i straffelovens § 47, jf. § 83, stk. 3, 2. pkt.

    Det kan ved anordningen fastsættes, at den i § 47, stk. 1, nr. 1, foreskrevne straf (udelukkelse fra begunstigelser) skal kunne idømmes på ubestemt tid. Det kan endvidere fastsættes, at de i § 47, stk. 1, nr. 2 og 3, foreskrevne største tidsrum kan fordobles, jf. § 83, stk. 3, 3. pkt. Det indebærer, at der kan ske udelukkelse fra arbejde indtil 28 dage og hensættelse i strafcelle indtil 6 måneder.

    Ved § 83, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 25, foreslås de nugældende bestemmelser i § 83, stk. 3, erstattet med en ny bestemmelse, hvorefter det, hvis en person skulle idømmes fængselsstraf, og den pågældende enten afsoner straf af fængsel på livstid eller samtidig indsættes til afsoning af sådan straf, ved dommen skal fastsættes, hvor lang fængselsstraffen skulle have været.

    Som det fremgår, tager bestemmelsen alene sigte på at fastsætte, hvorledes der forholdes i tilfælde, hvor en livstidsdømt begår ny kriminalitet, der medfører fængselsstraf. I lighed med den gældende bestemmelse i straffelovens § 83, stk. 3, 1. pkt., sigter bestemmelsen ikke på at regulere spørgsmålet om, hvilken straf der skal udmåles i anledning af den begåede kriminalitet. Bestemmelsen finder endvidere ikke anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende er endeligt benådet eller ved prøvetidens udløb har opfyldt vilkårene for prøveløsladelsen, idet den pågældende i sådanne tilfælde har udstået livstidsstraffen.

    Adgangen til ved kongelig anordning at fastsætte regler om yderligere disciplinærstraf til livstidsfanger efter straffelovens § 83, stk. 3, 2. og 3. pkt., foreslås ophævet. Der er ved kongelig anordning nr. 356 af 30. december 1932 angående Fuldbyrdelse af Fængselsstraf i Statsfængsel, § 39, stk. 2, fastsat nærmere regler om, at der ved dommen kan ikendes den dømte skærpede disciplinærstraffe. Bestemmelserne er imidlertid uden praktisk betydning.

    Forslaget om ophævelse af straffelovens § 83, stk. 3, 2. og 3. pkt., skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget om ophævelse af straffelovens § 47, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Straffelovens § 87, § 88, stk. 2 og 3, § 89, 2. pkt., og § 91 indeholder forskellige bestemmelser om fastsættelse af hæftestraf i forbindelse med anden straf eller rettighedsfrakendelse. Endvidere fastsættes det i § 97, stk. 2, nr. 1, at forældelsesfristen er 5 år for hæfte og fængsel indtil 1 år.

    Ved § 1, nr. 26-30, foretages de ændringer i bestemmelserne, der er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 1, nr. 31, vedrører bestemmelser, hvor hæfte indgår i en hoved- eller sidestrafferamme uden angivelse af strafmaksimum.

    Ved § 1, nr. 31, ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder i disse bestemmelser. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. og 2.2.5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 1, nr. 32, vedrører bestemmelser, hvor strafferammen nu er bøde, hæfte eller fængsel indtil (f.eks.) 2 år eller hæfte eller fængsel indtil (f.eks.) 2 år.

    Ved § 1, nr. 32, udgår hæfte af disse bestemmelser, så strafferammen ændres til bøde eller fængsel indtil (f.eks.) 2 år eller til fængsel indtil (f.eks.) 2 år. Forslaget skal sammenholdes med lovforslagets § 1, nr. 5, hvor fængselsstraffens faste minimum foreslås nedsat fra 30 dage til det nuværende minimum for hæfte, dvs. 7 dage. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 119, stk. 3, straffes under visse betingelser den, der lægger nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, hindringer i vejen for udførelsen af deres tjeneste eller hverv, med hæfte eller bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder.

    Ved § 1, nr. 33, ændres hoved- og sidestrafferammen i den pågældende bestemmelse til én strafferamme, der indeholder bøde og fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 1, nr. 34, vedrører bestemmelser, hvor strafferammen nu er bøde, hæfte eller (»med«) fængsel indtil (f.eks.) 2 år.

    Ved § 1, nr. 34, udgår hæfte af disse bestemmelser, så strafferammen ændres til bøde eller fængsel indtil (f.eks.) 2 år. Forslaget skal sammenholdes med lovforslagets § 1, nr. 5, hvor fængselsstraffens faste minimum foreslås nedsat fra 30 dage til det nuværende minimum for hæfte, dvs. 7 dage. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 1, nr. 35, vedrører bestemmelser, som har fastsat en lavere maksimumstraf for hæfte end denne strafarts faste maksimum på 6 måneder, jf. straffelovens § 44, stk. 1, 1. pkt.

    Ved § 1, nr. 35, ændres hæfte til fængsel i disse bestemmelser, så strafferammen fremover er fængsel i indtil det for hæfte hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 4 i pkt. 2.2.5.5., jf. pkt. 2.2.5.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 1, nr. 36, vedrører bestemmelser med en strafferamme, der omfatter hæfte indtil et vist maksimum og under skærpende omstændigheder fængsel »i samme tid«.

    Ved § 1, nr. 36, ændres strafferammen til fængsel i indtil det for hæfte hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 8 i pkt. 2.2.5.5., jf. pkt. 2.2.5.1., i de almindelige be mærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 133, stk. 1, straffes den, som fremkalder opløb med forsæt til at øve eller true med vold på person eller gods, med fængsel indtil 3 år eller hæfte.

    Ved § 1, nr. 37, udgår hæfte, så strafferammen herefter er fængsel indtil 3 år. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 138 straffes under visse betingelser den, som forsætligt eller ved grov uagtsomhed bringer sig i beruset tilstand, med bøde eller hæfte. Under skærpende omstændigheder samt i gentagelsestilfælde kan straffen stige til fængsel i 6 måneder.

    Ved § 1, nr. 38, ændres hoved- og sidestrafferammen til én strafferamme, der indeholder bøde eller fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 1, nr. 39, vedrører bestemmelser med en hovedstrafferamme på fængsel indtil 2, 3 eller 4 år og en sidestrafferamme på hæfte.

    Ved § 1, nr. 39, ændres hoved- og sidestrafferammen i de pågældende bestemmelser til én strafferamme, der indeholder fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 7.b. i pkt. 2.2.5.5., jf. pkt. 2.2.5.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 1, nr. 40, vedrører bestemmelser med en hovedstrafferamme på fængsel indtil 1 år og hæfte og en sidestrafferamme på bøde.

    Ved § 1, nr. 40, udgår hæfte, så hovedstrafferammen omfatter fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Forslaget skal sammenholdes med lovforslagets § 1, nr. 5, hvor fængselsstraffens faste minimum på 30 dage foreslås ændret til det nuværende minimum for hæfte, dvs. 7 dage. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 184, stk. 1, straffes under visse betingelser den, der forstyrrer sikkerheden for jernbaners mv. drift eller sikkerheden for færdsel på offentlige færdselsveje, med fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder med hæfte.

    Ved § 1, nr. 41, ændres hoved- og sidestrafferammen i den pågældende bestemmelse til en strafferamme, der omfatter fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 7.b. i pkt. 2.2.5.5., jf. pkt. 2.2.5.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Straffelovens § 192 fastsætter bestemmelser om straf for forvoldelse af fare for udbredelse mv. af visse smitsomme sygdomme. Det fremgår af stk. 4, at straffen, hvis forbrydelsen begås uagtsomt, er bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 måneder.

    Ved § 1, nr. 42, ændres hoved- og sidestrafferammen i den pågældende bestemmelse til én strafferamme, der omfatter fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 7.a. i pkt. 2.2.5.5., jf. pkt. 2.2.5.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 204, stk. 1, straffes den, som på offentligt sted yder husrum til eller foranstalter utilladt hasardspil, med bøde eller hæfte indtil 3 måneder. I gentagelsestilfælde kan straffen stige til en højere grad af hæfte eller til fængsel i 6 måneder.

    Ved § 1, nr. 43, ændres hoved- og sidestrafferammen i denne bestemmelse til én strafferamme, der omfatter fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 7.a. i pkt. 2.2.5.5., jf. pkt. 2.2.5.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Straffelovens § 208 fastsætter bestemmelser om straf i tilfælde, hvor en person indgår ægteskab eller lader sit partnerskab registrere, selvom den pågældende i forvejen er gift eller part i et registreret partnerskab. Når det nye ægteskab eller registrerede partnerskab ikke kan omstødes, kan straffen for den, der i forvejen er gift eller part i et registreret partnerskab, altid gå ned til hæfte og for den person, der hverken er gift eller part i et registreret partnerskab, helt bortfalde, jf. § 208, stk. 4.

    At det for den person, der i forvejen er gift eller part i et registreret partnerskab, skal betragtes som en formildende omstændighed, og for den person, der hverken er gift eller part i et registreret partnerskab, kan føre til, at straffen helt bortfalder, når det seneste ægteskab eller registrerede partnerskab ikke kan omstødes, bør efter Justitsministeriets opfattelse fremgå af lovteksten også efter, at hæftestraffen er afskaffet.

    På den baggrund foreslås § 208, stk. 4, ændret, så det skal betragtes som en formildende omstændighed for den, der i forvejen er gift eller part i et registreret partnerskab, hvis ægteskabet eller det registrerede partnerskab ikke kan omstødes, og at straffen under samme betingelser helt kan bortfalde for den, der hverken er gift eller part i et registreret partnerskab.

    Forslaget skal i øvrigt sammenholdes med lovforslagets § 1, nr. 5, hvor fængselsstraffens faste minimum på 30 dage foreslås nedsat til det nuværende minimum for hæfte, dvs. 7 dage.

    Efter straffelovens § 239 straffes den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, med fængsel indtil 3 år eller med hæfte ikke under 60 dage.

    Ved § 1, nr. 45, udgår minimumsstrafferammen af den pågældende bestemmelse, så strafferammen herefter er fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 251, 1. pkt., straffes en kvinde, der ved sin barnefødsel på uforsvarlig måde udsætter barnet for alvorlig fare, med hæfte, ikke under 60 dage, eller med fængsel indtil 1 år.

    Ved § 1, nr. 46, udgår minimumsstrafferammen af den pågældende bestemmelse, så strafferammen herefter er fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 265, 1. pkt., straffes visse fredskrænkelser med bøde eller hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder.

    Ved § 1, nr. 47, ændres hoved- og sidestrafferammen i denne bestemmelse til én strafferamme, der indeholder fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter straffelovens § 303, 1. pkt., straffes den, som udviser grov uagtsomhed ved at tilforhandle sig mv. ting, der er erhvervet ved en berigelsesforbrydelse, med bøde eller hæfte. I gentagelsestilfælde, samt når den skyldige tidligere har været dømt for en berigelsesforbrydelse, kan straffen stige til fængsel i 6 måneder.

    Ved § 1, nr. 48, ændres hoved- og sidestrafferammen til én strafferamme, der indeholder bøde og fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    De foreslåede ændringer vedrører bestemmelser, hvori der henvises til retsplejelovens §§ 925 og 925 a.

    Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af systematikken i retsplejelovens regler om behandling af straffesager, således at det afgørende kriterium for, hvorvidt reglerne i kapitel 80 eller 81 finder anvendelse, bliver, om domsmænd skal medvirke, jf. lovforslagets § 2, nr. 15 og 19.

    Det ændrede kriterium er en følge af forslaget om hæftestraffens afskaffelse, idet den nuværende afgrænsning mellem kapitel 80 og 81 beror på, om der nedlægges påstand om højere straf end bøde eller hæfte.

    Som følge heraf er de nugældende bestemmelser i § 925 og § 925 a om tilståelsessager foreslået flyttet til § 922 og § 923 i et særligt kapitel 79 om tilståelsessager, jf. lovforslagets § 2, nr. 14 og 16.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    De foreslåede ændringer vedrører bestemmelser, hvori udtrykket »frihedsstraf« indgår. Dette er fællesbetegnelsen for fængselsstraf og hæftestraf.

    Ved forslaget ændres dette udtryk til »fængselsstraf«. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    De foreslåede ændringer vedrører straffebestemmelser, der giver mulighed for at idømme hæfte, bøde eller hæfte samt bøde eller under skærpende omstændigheder hæfte.

    Ved forslaget ændres hæfte i disse bestemmelser til fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 1-3 i pkt. 2.2.5.5., jf. pkt. 2.2.5.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter retsplejelovens § 453, 3. pkt., straffes overtrædelse af navneforbud mv. i sager om ægteskab eller forældremyndighed med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Ved forslaget ændres sidestrafferammen i den pågældende bestemmelse til fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Forslaget skal sammenholdes med lovforslagets § 1, nr. 5, hvor fængselsstraffens faste minimum på 30 dage foreslås ændret til det nuværende minimum for hæfte, dvs. 7 dage.

    I retsplejelovens § 990, stk. 1, 1. pkt., er der fastsat regler om anke af byretsdomme i private straffesager, hvor den pågældende er dømt til hæfte eller fængsel. Forslaget medfører, at hæfte udgår af bestemmelsen.

    Ændringerne er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter retsplejelovens § 456 o, stk. 2, 2. pkt., straffes overtrædelse af navneforbud mv. i faderskabssager med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller med fængsel indtil 6 måneder. Ved forslaget ændres sidestrafferammen i den pågældende bestemmelse til fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum, jf. herved bemærkningerne til retsplejelovens § 453, 3. pkt., i lovforslagets § 2, nr. 5.

    Efter retsplejelovens § 686, stk. 3, nr. 1, medvirker der ikke domsmænd i sager, der fremmes efter retsplejelovens § 925 (tilståelsessager, hvor der bliver spørgsmål om fængselsstraf), § 934 (udeblivelsessager), § 935, stk. 1, (tilståelsessager, hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end bøde eller hæfte), § 936 (indenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation) og § 937 (sager, der kan afgøres med en advarsel).

    På grund af den foreslåede ændring af systematikken i retsplejelovens regler om behandling af straffesager bliver det afgørende kriterium for, hvorvidt reglerne i kapitel 80 eller 81 finder anvendelse, om domsmænd skal medvirke, jf. lovforslagets § 2, nr. 15 og 19.

    Det ændrede kriterium er en følge af forslaget om hæftestraffens afskaffelse, idet den nuværende afgrænsning mellem kapitel 80 og 81 beror på, om der nedlægges påstand om højere straf end bøde eller hæfte.

    Som følge af den ændrede afgrænsning mellem kapitel 80 og 81 er det således ikke længere nødvendigt i § 686, stk. 1, nr. 3, at undtage medvirken af domsmænd i sager, der behandles efter reglerne i §§ 934, 935, stk. 1, 936 og 937, da disse bestemmelser alle hører hjemme i kapitel 81 og derfor efter forslaget aldrig skal afgøres under medvirken af domsmænd.

    Derimod er en henvisning til den nugældende § 925 om tilståelsessager fortsat nødvendig. Som følge af lovforslagets § 2, nr. 14, hvorefter den nugældende § 925 foreslås flyttet til en ny § 922 i et særligt kapitel 79 om tilståelsessager, foretages der ved lovforslagets § 2, nr. 7, som konsekvens heraf en henvisning hertil.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Adgangen til efter § 698, stk. 1, nr. 2, at anlægge en straffesag ved tiltaltes hjemting frem for ved gerningsstedets værneting, jf. § 696, er efter den gældende bestemmelse knyttet til, om der for lovovertrædelsen bliver spørgsmål om højere straf end bøde eller hæfte. Denne bestemmelse foreslås afløst af et afgrænsningskriterium svarende til det i øvrigt foreslåede afgrænsningskriterium for, hvilke sager der skal behandles efter retsplejelovens kapitel 80, og hvilke, der kan behandles efter de forenklede procesregler i kapitel 81. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2. og nedenfor til nr. 15 og 19.

    Forslaget vedrører bestemmelser om påtale i sager, der er undergivet privat påtale, og domstolsbehandling af klager over erstatningsafgørelser i anledning af strafferetlig forfølgelse, hvor spørgsmål om straf af »(bøde eller) hæfte« indgår som et kriterium for reglernes anvendelse.

    Efter retsplejelovens § 1018 f, stk. 4, skal domsmænd medvirke ved behandlingen af sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, medmindre erstatningskravet er fremsat som følge af en sag vedrørende en lovovertrædelse, der efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde eller hæfte, eller af en sag, der er afgjort i retten uden medvirken af nævninger eller domsmænd.

    Således er kriteriet for domsmandsmedvirken i sager om erstatningskrav, fremsat som følge af en sag vedrørende en lovovertrædelse, der ikke er afgjort i retten, et strafferammekriterium, mens spørgsmålet om, hvilke sager der skal behandles efter retsplejelovens kapitel 80, og hvilke, der kan behandles efter de forenklede procesregler i kapitel 81 afgøres ud fra den konkrete strafpåstand.

    Bestemmelsen i retsplejelovens § 1018 f, stk. 4, fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 385 af 20. maj 1992, hvorved sondringen mellem politisager og statsadvokatsager blev ophævet.

    Forud for ændringen i 1992 var kriteriet for domsmandsmedvirken, at erstatningskravet ikke måtte udspringe af en politisag eller af en sag, der var afgjort i retten uden medvirken af nævninger eller domsmænd.

    Af bemærkningerne til denne bestemmelse, der blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 243 af 8. juni 1978, fremgår, at bestemmelsen bygger på sondringen mellem politisager og straffesager, jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 2378 og 2405. Sondringen var baseret på et grovhedskriterium. Politimesterens kompetence var således som udgangspunkt begrænset til påtale af lovovertrædelser, for hvilken loven ikke, bortset fra i gentagelsestilfælde, hjemlede anden straf end bøde eller hæfte.

    Således var kriteriet for domsmandsmedvirken i sager om erstatningskrav, fremsat som følge af en sag vedrørende en lovovertrædelse, der ikke var afgjort i retten, også efter den tidligere § 1018 f, stk. 4, et strafferammekriterium.

    Justitsministeriet foreslår i overensstemmelse hermed, at § 1018 f, stk. 4, ændres i overensstemmelse med den almindelige strafferammeændring, således at domsmænd skal medvirke ved behandlingen af sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, medmindre erstatningskravet er fremsat som følge af en sag vedrørende en lovovertrædelse, der efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde eller fængsel i 4 måneder, eller af en sag, der er afgjort i retten uden medvirken af nævninger eller domsmænd.

    Kriterierne i § 726, 1. pkt., og § 727, stk. 2, 2. pkt., er ligeledes strafferammekriterier, hvorfor hæfte i de pågældende bestemmelser tilsvarende foreslås ændret til fængsel i 4 måneder. Kriteriet bliver herefter, at handlingen ikke kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder.

    Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter retsplejelovens § 731, stk. 1, litra e, skal der, for så vidt sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver, beskikkes en offentlig forsvarer, når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde eller hæfte.

    Ved forslaget udgår hæfte af bestemmelsen, så der under de i bestemmelsen angivne betingelser skal beskikkes offentlig forsvarer i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    I sager, der søges fremmet efter retsplejelovens § 925, og hvor sigtede ikke er anholdt eller fængslet, skal der efter retsplejelovens § 731, stk. 2, kun beskikkes en forsvarer for sigtede, hvis den pågældende anmoder retten om det.

    I lovforslagets § 2, nr. 14, er det som en konsekvens af den foreslåede afgrænsning mellem de processuelle regler i kapitel 80 og 81 foreslået, at de nugældende regler i retsplejelovens §§ 925 og 925 a om tilståelsessager og § 931 om bødeforelæg flyttes til et særligt kapitel 79 om tilståelsessager.

    Som konsekvens heraf forslås henvisningen i § 731, stk. 2, 1. pkt., til § 925, stk. 3, ændret til § 922, stk. 4. § 922, stk. 4, svarer til den gældende bestemmelse i § 925, stk. 3, om beskikkelse af forsvarer i tilfælde, hvor tiltalte ikke er anholdt eller fængslet.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    I den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 762, stk. 3, kan varetægtsfængsling bl.a. ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen højst kan ventes at ville medføre straf af bøde eller hæfte. Bestemmelsen er således ikke til hinder for varetægtsfængsling, hvis straffen må forventes at blive fængsel, som i dag har et minimum på 30 dage. Med henblik på at bevare den nuværende adgang til varetægtsfængsling så vidt muligt uændret, foreslås § 762, stk. 3, ændret således, at der fremover vil gælde et krav om, at den forventede straf skal overstige fængsel i 30 dage. Forslaget skal også ses på baggrund af forslaget om, at fængselsstraffens minimum nedsættes til 7 dage.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.5.7. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter retsplejelovens § 775, stk. 2, finder straffelovens § 48 om anvendelse af sikringsmidler i form af håndjern og sikringscelle mv. tilsvarende anvendelse på varetægtsarrestanter.

    Ved lovforslagets § 1, nr. 9, ophæves straffelovens § 48 som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, jf. § 65 og § 66 om anvendelse af håndjern og sikringscelle.

    Ved § 2, nr. 13, ændres retsplejelovens § 775, stk. 2, så bestemmelserne i § 65 og § 66 i lov om fuldbyrdelse af straf mv. om anvendelse af håndjern og sikringscelle finder tilsvarende anvendelse på varetægtsarrestanter.

    Kapitlet er nyt og en konsekvens af den foreslåede ændring af systematikken i retsplejelovens regler om behandling af straffesager. Efter forslaget skal det afgørende kriterium for, hvorvidt reglerne i kapitel 80 eller 81 finder anvendelse, være, om domsmænd skal medvirke, jf. lovforslagets § 2, nr. 15 og 19.

    Det ændrede kriterium er en følge af forslaget om hæftestraffens afskaffelse, idet den nuværende afgrænsning mellem kapitel 80 og 81 beror på, om der er påstand om højere straf end bøde eller hæfte eller ej.

    Forslaget indebærer, at de nugældende bestemmelser i § 925 om tilståelsessager, § 925 a om byretsbehandling ved tilståelse i sager om særforanstaltninger efter straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 73 (som ellers skulle behandles som nævningesager) samt § 931 om bødeforelæg flyttes til et særligt kapitel 79 om tilståelsessager, idet bestemmelserne efter den foreslåede ændring af afgrænsningen mellem kapitel 80 og 81 ikke hører systematisk hjemme i de to kapitler.

    Der er endvidere foretaget en sproglig modernisering af bestemmelserne.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Bestemmelsen svarer til den nugældende bestemmelse i § 925, idet det dog er præciseret, at bestemmelsen er et alternativ til behandling med domsmænd. Bestemmelsen kan således ikke anvendes i sager, der er omfattet af kapitel 81, dvs. i sager, hvor der ikke medvirker domsmænd. I modsætning til den gældende regel i § 925 vil bestemmelsen derimod kunne anvendes i sager, hvor der alene bliver spørgsmål om bødestraf, og hvor domsmænds medvirken følger af § 686, stk. 2, om særlig indgribende betydning for tiltalte eller særlig offentlig interesse.

    I § 922, stk. 3, er det præciseret, at bestemmelsen om obligatorisk forsvarerbeskikkelse kun gælder, hvis sigtede er anholdt eller fængslet under retsmødet, og ikke hvis sigtede anholdes på grund af udeblivelse fra et tidligere retsmøde og løslades ved retsmødet begyndelse.

    Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 925 a.

    Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 931.

    Efter de gældende regler er det sanktionspåstanden, der er afgørende for, efter hvilke regler i retsplejeloven en straffesag skal behandles. Sager, hvor der er påstand om højere straf end bøde eller hæfte, behandles således efter reglerne i kapitel 80, mens sager med påstand om bøde eller hæfte behandles efter kapitel 81.

    Sanktionspåstanden er også afgørende for, om der ved sagens afgørelse skal medvirke domsmænd, men kriteriet er forskellig, idet domsmænd efter § 686, stk. 2, skal medvirke i sager, hvor der er spørgsmål om højere straf end bøde. Sager, hvor der er påstand om hæftestraf, behandles således efter kapitel 81, men under medvirken af domsmænd.

    Efter en afskaffelse af hæftestraffen vil den gældende afgrænsning af reglerne i kapitel 80 og 81 ikke længere kunne opretholdes.

    Det foreslås derfor, at systematikken i retsplejelovens regler om behandling af straffesager ændres, så det afgørende kriterium for, hvilke regler der finder anvendelse, bliver, om domsmænd skal medvirke.

    Forslaget indebærer, at - efter den foreslåede afskaffelse af hæftestraffen - alle sager, hvor der er påstand om fængselsstraf, vil blive behandlet efter reglerne i kapitel 80, mens sager, hvor der alene er nedlagt påstand om bødestraf, skal behandles efter reglerne i kapitel 81. Derimod skal sager, hvor der er påstand om fængselsstraf, men hvor der i medfør af regler i anden lovgivning - f.eks. færdselslovens regler om sager vedrørende spirituskørsel - ikke medvirker domsmænd, behandles efter reglerne i kapitel 81.

    Forslaget indebærer en forenkling af reglerne, men i praksis vil det ikke indebære væsentlige ændringer i sagsbehandlingen, idet en stor del af sager, der i dag behandles efter reglerne i kapitel 81, alene angår sager, hvor der ikke bliver påstand om højere straf end bøde. Dette gælder således § 931 (bødeforelæg), § 934 (udeblivelsesdomme og adgang til at møde ved fuldmagt) og § 936 (bødevedtagelse).

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Bestemmelserne indeholder en særlig enkel fremgangsmåde i sager, hvor en sigtet kan tilstå de påsigtede forhold. Efter reglen i retsplejelovens § 925 kan sager, hvor der bliver spørgsmål om fængselsstraf, med sigtedes samtykke afgøres uden medvirken af domsmænd og uden udarbejdelse af anklageskrift, hvis den pågældende giver en uforbeholden tilståelse over for retten, og tilståelsen er bestyrket af de i øvrigt foreliggende oplysninger.

    Efter reglen i retsplejelovens § 925 a kan nævningesager, hvor der bliver spørgsmål om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 73, med sigtedes samtykke behandles ved byret under medvirken af domsmænd, hvis den pågældende giver en uforbeholden tilståelse over for retten, og tilståelsen er bestyrket af de i øvrigt foreliggende oplysninger. Reglen i § 925 a finder dog ikke anvendelse på nævningesager vedrørende politiske lovovertrædelser, jf. retsplejelovens § 687, stk. 2, nr. 3.

    For lovovertrædelser, hvor loven ikke hjemler anden straf end bøde, indeholder retsplejelovens § 931 en enklere og endnu mere summarisk procesmåde, idet sådanne sager kan afgøres udenretligt derved, at vedkommende erklærer sig skyldig og villig til at betale bøden.

    Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af systematikken i retsplejelovens regler om behandling af straffesager, således at det afgørende kriterium for, hvorvidt reglerne i kapitel 80 eller 81 finder anvendelse, bliver, om domsmænd skal medvirke, jf. lovforslagets § 2, nr. 15 og 19.

    Som følge heraf foreslås de nugældende bestemmelser i § 925 og § 925 a om tilståelsessager og § 931 om bødeforelæg flyttet til et særligt kapitel 79 om tilståelsessager, idet bestemmelserne efter den foreslåede ændring af afgrænsningen mellem kapitel 80 og 81 ikke hører systematisk hjemme i de to kapitler.

    De gældende bestemmelser i § 925, § 925 a og § 931 foreslås som følge heraf ophævet.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Retsplejelovens § 926 indeholder regler om tiltalerejsning i sager, der behandles efter lovens kapitel 80.

    Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af systematikken i retsplejelovens regler om behandling af straffesager, således at det afgørende kriterium for, hvorvidt reglerne i kapitel 80 eller 81 finder anvendelse, bliver, om domsmænd skal medvirke, jf. lovforslagets § 2, nr. 15 og 19.

    Som følge heraf foreslås bl.a. den nugældende bestemmelse i § 925 om tilståelsessager flyttet til et særligt kapitel 79 om tilståelsessager. Det er derfor ikke længere nødvendigt at anføre i § 926, at kravet om udformning af anklageskrift ikke finder anvendelse på sager, der behandles efter den nugældende § 925.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Bestemmelserne indeholder regler om forkyndelse af anklagemyndighedens tilkendegivelser efter retsplejelovens § 931 om udenretlige bødevedtagelser i tilfælde af, at tiltalte ikke i forbindelse med tilkendegivelsen blev gjort bekendt med tiltalen (jf. § 932, stk. 1, 3. pkt.), og om sagsomkostninger i sager, der afgøres ved en udenretlig bødevedtagelse efter retsplejelovens § 931 (jf. § 1012, stk. 4).

    Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af systematikken i retsplejelovens regler om behandling af straffesager, således at det afgørende kriterium for, hvorvidt reglerne i kapitel 80 eller 81 finder anvendelse, bliver, om domsmænd skal medvirke, jf. lovforslagets § 2, nr. 15 og 19.

    Ændringen er en konsekvens af, at den nugældende bestemmelse i § 931 om bødeforelæg er foreslået flyttet til § 924 i et særligt kapitel 79 om tilståelsessager.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i de almindelige be mærkninger til lovforslaget.

    Der henvises til bemærkninger til § 2, nr. 15.

    Efter retsplejelovens § 997, stk. 2, inddrives erstatning, der under straffesagen er tilkendt nogen, samt andre ydelser, der ved dommen er pålagt den skyldige, efter reglerne i den borgerlige retspleje. Med udtrykket »andre ydelser« sigtes bl.a. til konfiskerede beløb.

    Som led i straffuldbyrdelsesloven foreslås en opsplitning af de nugældende regler om inddrivelse af bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb i straffelovens § 52 og retsplejelovens § 1003 samt § 1013, stk. 3, så bestemmelserne om bøder optages i straffuldbyrdelsesloven, og bestemmelserne om tvangsbøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb henføres til eller bibeholdes i retsplejeloven. Der henvises herved til pkt. 4.1.1.2., jf. pkt. 4.1.1.1.2. og 4.1.1.1.3., i de almindelige bemærkninger til forslaget til straffuldbyrdelseslov. Endvidere henvises til afsnit III om bødestraffe med tilhørende bemærkninger i forslaget til straffuldbyrdelseslov. Om tvangsbøder og sagsomkostninger henvises desuden til retsplejelovens § 997, stk. 3, og § 1013, stk. 3, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 21 og 25.

    Det foreslås på den baggrund, at der i retsplejelovens § 997, stk. 2, som 2. pkt. indføjes en bestemmelse, hvorefter de gældende regler om inddrivelse af konfiskationsbeløb udvides med en henvisning til § 90, stk. 4, § 91, stk. 2 og 3, og § 92 i forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    Henvisningen til straffuldbyrdelseslovens § 90, stk. 4, indebærer en videreførelse af muligheden for administrativt at fastsætte bestemmelser om, at politiets afgørelse om henstand med og afdragsvis betaling af konfiskerede beløb ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

    Henvisningen til straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 2 og 3, medfører, at politiet i lighed med bøder og sagsomkostninger kan inddrive konfiskerede beløb i straffesager, der forfølges af det offentlige, ved udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister.

    Endelig indebærer henvisningen til straffuldbyrdelseslovens § 92 en videreførelse af bemyndigelsen til administrativt at fastsætte regler om indeholdelse af indtægter mv.

    Efter retsplejelovens § 997, stk. 3, kan der i domme, hvorved nogen tilpligtes at opfylde en forpligtelse mod det offentlige, som tvangsmiddel fastsættes en fortløbende bøde, der tilfalder statskassen.

    Det foreslås, at der som 2. pkt. i § 997, stk. 3, indsættes en bestemmelse, hvorefter § 90, stk. 4, i forslaget til straffuldbyrdelseslov finder tilsvarende anvendelse på tvangsbøder.

    Henvisningen til § 90, stk. 4, indebærer en videreførelse af muligheden for administrativt at fastsætte bestemmelser om, at politiets afgørelse om henstand med og afdragsvis betaling af tvangsbøder, fastsat i domme i straffesager, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed

    Retsplejelovens § 997, stk. 4, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om, fra hvilket tidspunkt efter dommens afsigelse udståelsen af frihedsstraf regnes for påbegyndt i tilfælde, hvor domfældte efter domsafsigelsen har været undergivet varetægtsfængsel.

    Bestemmelsen foreslås ophævet som led i gennemførelsen af en samlet regulering i straffuldbyrdelsesloven af straffuldbyrdelsens iværksættelse og beregning af straffetiden, jf. § 8, stk. 3, og § 14, stk. 2, i forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    Retsplejelovens § 1000, 1. pkt., indeholder en adgang for retten eller de lægdommere, der har medvirket ved sagens behandling, til at indstille til justitsministeren, at domfældte benådes. § 1000, 2. pkt., indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved udøvelsen af lægdommeres adgang til at afgive indstilling om benådning. Som det fremgår af pkt. 5.3.2. i de almindelige bemærkninger til forslaget til straffuldbyrdelseslov, blev denne bestemmelse oprindeligt indført med dødsstraffen for øje. Dødsstraffen blev afskaffet endeligt ved lov nr. 1097 af 22. december 1993 om ændring af lov om tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed og lov om straf for krigsforbrydelser.

    Retsplejelovens § 1000 skal sammenholdes med § 1001, stk. 3, 1. pkt., 1. led, hvorefter straffens fuldbyrdelse udsættes, når den ret, som har afsagt dommen, finder grund til at indstille den domfældte til fuldstændig benådning eller til at benådes med straf af en mildere art. Det samme gælder, når ansøgning herom indgives af den domfældte, for så vidt en ansøgning ikke allerede tidligere er afslået, jf. § 1001, stk. 3, 1. pkt., 2. led. Om en påbegyndt fuldbyrdelse af straffen skal standses på grund af en ansøgning om benådning, afgøres ifølge retsplejelovens § 1001, stk. 3, 2. pkt., af justitsministeren.

    Efter retsplejelovens § 1001, stk. 1, skal straffuldbyrdelsen udsættes, såfremt den, der er idømt frihedsstraf, bliver alvorligt syg. I øvrigt kan justitsministeren tillade, at straffuldbyrdelsen udsættes, når en umiddelbar udståelse af straffen ville medføre uforholdsmæssige, uden for straffens øjemed liggende følger for den pågældendes velfærd eller væsentlige ulemper for det offentlige, jf. retsplejelovens § 1001, stk. 2.

    I kapitel 5 i forslaget til straffuldbyrdelseslov foreslås en samlet regulering af udsættelse med straffuldbyrdelsen og den administrative behandling af sager om benådning. I dette kapitel indgår også en nærmere regulering af spørgsmålet om, hvornår straffuldbyrdelsen skal udsættes på behandlingen af en ansøgning om udsættelse eller benådning.

    På den baggrund foreslås de ovennævnte bestemmelser i retsplejelovens §§ 1000 og 1001 ophævet.

    Retsplejelovens § 1003 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte bestemmelser om, at politimesterens afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder, sagsomkostninger og konfiskation ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

    Som nævnt bl.a. i bemærkningerne ovenfor til retsplejelovens § 997, stk. 2, i lovforslagets § 2, nr. 20, foreslås retsplejelovens § 1003, for så vidt angår bøder, overført til straffuldbyrdelsesloven som led i en samlet regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe.

    Ved lovforslagets § 2, nr. 22, foreslås retsplejelovens § 1003 ophævet, idet reglerne om konfiskation, tvangsbøder og sagsomkostninger videreføres ved en henvisning i retsplejelovens § 997, stk. 2, om konfiskation, § 997, stk. 3, om tvangsbøder og § 1013, stk. 3, om sagsomkostninger til § 90, stk. 4, om afskæring af klageadgangen i visse bødesager i forslaget til straffuldbyrdelseslov, jf. herved bemærkningerne til de pågældende bestemmelser i lovforslagets § 2, nr. 20, 21 og 25.

    Opstår der med hensyn til dommens fortolkning, beregningen af frihedsstraffe, som er idømt eller træder i stedet for idømt straf, eller i andre henseender tvist mellem politimesteren eller den overordnede myndighed og den, over for hvem der er spørgsmål om at fuldbyrde en straffedom, forelægges spørgsmålet på dennes begæring for den ret, der har afsagt dom i sagen i 1. instans, jf. retsplejelovens § 998, stk. 1. Efter retsplejelovens § 91, stk. 2, 2. pkt., træffes rettens afgørelse under medvirken af domsmænd.

    Som led i straffuldbyrdelsesloven foreslås § 998, stk. 1, ændret med henblik på, at uenighed om kriminalforsorgens beregning af straffetiden afgøres efter denne lov som led i en samlet regulering af spørgsmålet om beregning af straffetiden, jf. § 112, nr. 1, jf. §§ 14 og 16. Herudover tilsigtes ingen ændring af det hidtidige anvendelsesområde for retsplejelovens § 998, stk. 1. Denne bestemmelse vil derfor fortsat bl.a. skulle anvendes på tvist om fordelingen af sagsomkostninger og om forældelse af adgangen til straffuldbyrdelse, jf. straffelovens § 97 og § 97 a.

    Som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven foreslås retsplejelovens § 999 i et nyt stk. 2 suppleret af en bestemmelse, hvorefter straffedommen i tilfælde, hvor domfældte er varetægtsfængslet efter dom, skal fuldbyrdes, så snart det kan konstateres, at dommen er endelig.

    Formålet med bestemmelsen er at sikre, at en person, der er varetægtsfængslet efter endelig dom, hurtigst muligt overgår fra behandling efter retsplejelovens regler om varetægtsarrestanter til straffuldbyrdelsesloven og således bl.a. omfattes af de særlige rettigheder, der gælder for indsatte.

    Efter retsplejelovens § 1013, stk. 3, kan omkostninger, som det er pålagt at erstatte, inddrives efter de i bogen om den borgerlige retspleje foreskrevne regler eller ved tilbageholdelse i indtægter efter de regler, der gælder for bøder, jf. straffelovens § 52.

    Ved forslaget ændres retsplejelovens § 1013, stk. 3, så pålagte omkostninger kan inddrives efter reglerne i § 90, stk. 4, § 91, stk. 2 og 3, og § 92 i forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    Henvisningen til de nævnte bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven indebærer en viderførelse af muligheden for at foretage lønindeholdelse for pålagte sagsomkostninger i straffesager, der forfølges af det offentlige, jf. herved bl.a. bemærkningerne ovenfor til retsplejelovens § 997, stk. 2, i lovforslagets § 2, nr. 20.

    Den ændrede affattelse af retsplejelovens § 1013, stk. 3, tilsigter ikke at udelukke, at sagsomkostninger som hidtil også kan inddrives efter reglerne om inddrivelse af krav i den borgerlige retspleje, jf. herved bl.a. retsplejelovens kapitel 45 om tvangsfuldbyrdelse.

    Efter retsplejelovens § 1017, stk. 2, straffes med bøde eller med hæfte under visse betingelser bl.a. den, der giver væsentlig urigtig meddelelse om en straffesag, der endnu ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder. Forslaget skal sammenholdes med lovforslagets § 1, nr. 5, hvor fængselsstraffens faste minimum foreslås nedsat til det nuværende minimum for hæfte, dvs. 7 dage. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 1 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Ikrafttrædelseslovens § 7 indeholder regler om omsætning af de strafarter, der er anvendt i ældre lovgivning (lovgivning forud for straffeloven af 1930) bortset fra den militære lovgivning til de strafarter, der anvendes i straffeloven (bøde, hæfte og fængsel). Efter ikrafttrædelseslovens § 7, 2. pkt., træder i stedet for fængsel uden nærmere betegnelse i den ældre lovgivning hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Efter § 7, 3. pkt., træder i stedet for simpel fængsel hæfte.

    Ved forslaget udgår hæfte af ikrafttrædelseslovens § 7, 2. pkt., så der i stedet for fængsel uden nærmere betegnelse i den ældre lovgivning træder fængsel indtil 6 måneder. I § 7, 3. pkt., ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder, så der i stedet for simpel fængsel træder fængsel indtil 4 måneder. Ændringerne er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. og pkt. 2.2.5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter ikrafttrædelseslovens § 11, stk. 2, henregnes til sagsomkostninger udgifter ved de i straffelovens § 30 omhandlede foranstaltninger, som ikke udredes ad privat vej eller afholdes efter reglerne i lov nr. 237 af 12. juni 1922 om værgerådsforsorg m.m., jf. bekendtgørelse nr. 139 af 31. marts 1926. Straffelovens § 30 blev ophævet ved § 1, nr. 3, i lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov.

    Det foreslås på den baggrund, at reglen i ikrafttrædelseslovens § 11, stk. 2, ophæves.

    Efter ikrafttrædelseslovens § 11, stk. 3, 1. pkt., påhviler udgifterne ved den i straffelovens § 45 omhandlede forsikring, for så vidt angår statsanstalter, staten og i øvrigt vedkommende kommune. Udgifterne kan ikke fordres godtgjort af domfældte eller hans bo, jf. § 11, stk. 3, 2. pkt.

    Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås straffelovens § 45 ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven. Det foreslås derfor, at også ikrafttrædelseslovens § 11, stk. 3, ophæves. Det forudsættes i den forbindelse, at bestemmelsen om, at udgifterne ved forsikringen ikke kan fordres godtgjort af domfældte eller hans bo, videreføres i de administrative regler, der skal udstedes i medfør af § 6 forslaget til straffuldbyrdelseslov.

    Efter ikrafttrædelseslovens § 18, stk. 4, udbetales der ved fængselsstyrelsens foranstaltning af de arbejdspenge, som er tillagt den pågældende i medfør af straffelovens § 35, så meget, som efter omstændighederne skønnes rimeligt, til hel eller delvis fyldestgørelse af den bidragsberettigedes krav. Bestemmelsen sigter til bidragspligtige, der er hensat til afsoning af underholdsbidrag, jf. §§ 10-18 i lov om inddrivelse af underholdsbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 631 af 15. september 1986. Afsoning af underholdsbidrag omfattes ikke direkte af straffuldbyrdelsesloven, jf. § 1 i forslaget til straffuldbyrdelseslov, men ifølge inddrivelseslovens § 11, stk. 4, sker afsoningen efter reglerne om straf af hæfte.

    Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås straffelovens § 35 om indsattes arbejdspligt ophævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven. Endvidere har bestemmelsen i ikrafttrædelseslovens § 18, stk. 4, ikke længere praktisk betydning. Det foreslås på den baggrund, at den pågældende bestemmelse ophæves.

    Efter ikrafttrædelseslovens § 17, stk. 1, afsones tvangsbøder efter reglerne om straf af hæfte.

    Ved forslaget ændres bestemmelsen, så afsoningen af tvangsbøder sker efter reglerne om straf af fængsel. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 2, stk. 1, i lov om skærpet straf for visse overtrædelser af borgerlig straffelov og om ændring af politilovgivningen indeholder hjemmel til at straffe overtrædelser af midlertidige foranstaltninger, som en politimester eller politidirektøren i København har truffet til sikring af den offentlige ro og orden, fred og sikkerhed mv. i henhold til politiloven og lov angående omordning af Københavns politi. Bestemmelsen indeholder endvidere hjemmel til straf for overtrædelse af tilsvarende bestemmelser udstedt af justitsministeren gældende for hele landet. Efter § 2, stk. 1, kan overtrædelse af sådanne bestemmelser straffes med »bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år«.

    Ved forslaget udgår »hæfte« af den pågældende bestemmelse, så strafferammen herefter er »bøde eller fængsel indtil 2 år«. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelsen af hæftestraffen, jf. princip 5 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 2, stk. 2, i lov om skærpet straf for visse overtrædelser af borgerlig straffelov og om ændring af politilovgivningen indeholder hjemmel til at straffe overtrædelse af de af politimestrene og politidirektøren i København udfærdigede politivedtægter med »bøde eller hæfte indtil 3 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel i samme tid«.

    Ved forslaget ændres hoved- og sidestrafferammen i den pågældende bestemmelse til en strafferamme, der omfatter bøde og fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 8 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter den nordiske udleveringslovs § 3, stk. 2, kan udlevering til fuldbyrdelse af en dom kun ske, hvis dommen bl.a. lyder på frihedsstraf.

    Ved forslaget ændres ordet »frihedsstraf« til »fængselsstraf«. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Ændringen indebærer alene en ajourføring af henvisningerne til retsplejeloven. De nugældende henvisninger omfatter de regler, der i 1960 ved lovens vedtagelse fandtes i kapitlerne 68 om beslaglæggelse, 69 om ransagning, 71 om anholdelse og 72 om fængsling. Kapitel 68 omfattede på daværende tidspunkt også regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden, ligesom kapitel 69 omfattede regler om regler om legemsindgreb.

    Henvisningen til reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden foreslås dog ophævet, da der næppe kan antages at være behov for anvendelse af sådanne indgreb i forbindelse med en sag om udlevering. En tilsvarende ændring blev gennemført i udleveringsloven, jf. § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996 og lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998.

    Det bemærkes, at der ikke herved er tilsigtet nogen ændring af reglerne om retshjælp på det pågældende område. Fremsætter den stat, der har anmodet om udlevering, f.eks. anmodning om, at der til brug for den verserende straffesag i den anmodende stat foretages telefonaflytning af den pågældende persons samtaler i Danmark, vil spørgsmålet om imødekommelse af en sådan anmodning skulle afgøres efter de almindelige regler om retshjælp. Det indebærer, at der skal tages stilling til, om telefonaflytning kan foretages i en tilsvarende dansk straffesag.

    Der henvises for så vidt angår ændringen af henvisningen til retsplejeloven til bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 2.

    Endvidere ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 1 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 4 i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. indeholder regler for, hvorledes straffedomme, der er afsagt i et af de øvrige nordiske lande, skal afsones i Danmark. Bestemmelsen fastsætter, hvilke strafarter i de øvrige nordiske lande, som skal svare til dansk fængsel og hæfte. F.eks. skal den finske og svenske strafart fængsel betragtes som svarende til dansk hæfte, mens de samme landes strafarter tugthus og strafarbejde skal betragtes som svarende til dansk fængsel.

    Ved forslaget foreslås en ny affattelse af bestemmelsen, så idømte frihedsstraffe i de øvrige nordiske lande skal omsættes til fængsel af samme varighed som den idømte frihedsstraf. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 5, stk. 1, i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. indeholder regler for afsoning af danske fængsels- og hæftestraffe i de øvrige nordiske lande.

    Ved forslaget udgår »hæfte« af bestemmelsen. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter § 7 og § 12 i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. kan der anordnes tilsyn her i landet med personer, der er løsladt på prøve fra et af de nordiske lande, eller som er idømt en betinget dom i et af disse lande.

    Lovens § 8, stk. 1, indeholder bestemmelse om omsætning til en dansk strafart i tilfælde af, at retten træffer bestemmelse om fuldbyrdelse af den betingede dom. Tilsvarende indeholder § 13, stk. 3, regler for omsætning til en dansk strafart i tilfælde af, at justitsministeren træffer bestemmelse om fuldbyrdelse af reststraffen.

    Omsætningen skal i medfør af de gældende regler ske efter lovens § 4. Ved forslaget ændres denne henvisning til, at omsætningen skal ske til en fængselsstraf af samme varighed, jf. herved den foreslåede ændring af formuleringen af § 4 i lovforslagets § 6, nr. 1. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter ministeransvarlighedslovens § 6, stk. 1, straffes en minister for overtrædelse af lovens § 5 om tilsidesættelse af pligter og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til Folketinget med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

    Ved forslaget udgår »hæfte«, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 2 år. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 5 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter ministeransvarlighedslovens § 6, stk. 2, straffes en minister for overtrædelse af lovens § 5 om tilsidesættelse af pligter og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til Folketinget med bøde eller hæfte, hvis forholdet er begået af uagtsomhed.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 1 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter § 1 i lov om tatovering straffes den, der tatoverer en person under 18 år, med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 1 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter lovens § 41, stk. 1, straffes overtrædelse af reglerne om forsikringspligt for nukleare anlæg her i landet (§ 26) og om forsendelser af nukleare substanser (§ 38, stk. 1 og 4) med bøde eller hæfte. § 41, stk. 2, giver mulighed for i forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, at fastsætte straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder i de pågældende bestemmelser. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 1 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter § 5 i lov om benzinforhandlerkontrakter straffes leverandører af motorbrændstoffer mv. for ydelse af visse tilskud eller andre subsidier, der kan medføre ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen i detailleddet, jf. lovens § 4, med bøde eller hæfte.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæfte, jf. princip 1 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter § 5 i lov om ydelse af juridisk bistand samt om detektivvirksomhed mv. straffes overtrædelser af loven eller de i medfør af loven givne pålæg med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 måneder.

    Ved forslaget ændres hoved- og sidestrafferammen i den pågældende bestemmelse til én strafferamme, der omfatter bøde og fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 7.a. i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter § 5 i lov om pas til danske statsborgere mv. straffes overtrædelser af loven eller de i medfør af loven fastsatte bestemmelser med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder.

    Ved forslaget ændres hoved- og sidestrafferammen i den pågældende bestemmelse til én strafferamme, der omfatter bøde og fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 7.a. i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter strandingslovens § 22, stk. 1, straffes den, som i strid med loven egenmægtigt bjerger strandet gods med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder, for så vidt ikke højere straf er forskyldt efter den almindelige lovgivning.

    Ved forslaget udgår hæfte, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 5 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter adoptionslovens § 34, stk. 1, straffes overtrædelse af visse bestemmelser vedrørende adoption og døgnpleje med bøde eller hæfte. § 34, stk. 2, indeholder en bemyndigelse til i forskrifter, der udstedes i medfør af lovens § 30, stk. 2, at fastsætte straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder i de pågældende bestemmelser. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 2 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter lovens § 10 kan der træffes beslutning om, at en skyldner skal hensættes til afsoning af skyldigt bidrag. Efter § 11, stk. 4, sker afsoningen efter reglerne om straf af hæfte.

    Ved forslaget ophæves bestemmelsen i § 11, stk. 4. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.4.3., jf. pkt. 2.2.5.3., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter § 14, stk. 1, i lov om svangerskabsafbrydelse straffes under visse betingelser en læge, der afbryder en andens svangerskab, med hæfte eller fængsel indtil 2 år, under formildende omstændigheder med bøde.

    Ved forslaget udgår hæfte, så strafferammen herefter er fængsel indtil 2 år, under formildende omstændigheder bøde. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 7.b. i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter § 15 i lov om svangerskabsafbrydelse straffes bl.a. den, der til andre end sygehuse sælger genstande eller stoffer, der er bestemt til afbrydelse af svangerskab, med bøde, hæfte eller under særlig skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 1 i pkt. 2.2.5.5., jf. pkt. 2.2.5.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter rigsretslovens § 44, stk. 1, straffes et vidne, der ulovligt udebliver fra rigsretten, med bøder eller hæfte indtil 6 måneder.

    Da bestemmelsen fastsætter strafmaksimum til det nuværende strafmaksimum for hæftestraf på 6 måneder, ændres hæfte ved forslaget til fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 1, straffes den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

    Ved forslaget udgår hæfte, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 5 i pkt. 2.2.5.5.i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter krigsmateriellovens § 15, stk. 1, straffes overtrædelse af lovens bestemmelser om tilladelse til produktion, optagelse af udenlandske lån og om pligtmæssig vejledning og hjælp til Statens Våbenkontrol under tilsynsbesøg med bøde eller hæfte. Efter § 15, stk. 2, kan straffen under skærpende omstændigheder stige til fængsel i indtil 1 år.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 1 i pkt. 2.2.5.5., jf. pkt. 2.2.5.1., i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., straffes uforsvarlig behandling af dyr med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Efter § 28, stk. 3, straffes overtrædelse af pålæg efter lovens § 21, stk. 1, vedrørende et dyrs behandling mv. med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Efter § 29, stk. 1, 4. pkt., straffes overtrædelse af en frakendelse af retten til at holde dyr med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

    Ved forslaget udgår hæfte af de nævnte bestemmelser, så strafferammen i § 28, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, er bøde eller fængsel indtil 1 år, og i § 29, stk. 1, 4. pkt., er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 5 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Forslaget vedrører bestemmelser, som har en strafferamme på bøde eller (eventuelt under skærpende omstændigheder) hæfte.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder, så strafferammen herefter er bøde eller (eventuelt under skærpende omstændigheder) fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 2 og 3 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter dyreforsøgslovens § 16, stk. 1, straffes overtrædelse af lovens regler om dyreforsøg, herunder tilsidesættelse af vilkår for tilladelser og påbud, med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 2 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    § 16, stk. 1, i lov om massemediernes informationsdatabaser indeholder straffehjemmel for overtrædelse af visse af lovens regler, herunder for undladelse af at efterkomme påbud fra Pressenævnet. Strafferammen er bøde eller hæfte. På samme måde straffes den, der uberettiget udnytter eller videregiver oplysninger fra en redaktionel informationsdatabase, jf. § 16, stk. 2.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 2 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter våbenlovens § 10, stk. 1, kan visse overtrædelser af loven straffes med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år. Våbenlovens § 10, stk. 4, indeholder en bemyndigelse til i forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, at fastsætte straf af bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder i de pågældende bestemmelser. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. pkt. 2.2.5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter våbenlovens § 10, stk. 3, 1. pkt., straffes overtrædelse af lovens § 4, stk. 1 eller 2, med bøde. Er den pågældende tidligere mere end én gang dømt for overtrædelse af § 4, stk. 1 eller 2, er straffen hæfte eller fængsel indtil 2 år, under særligt formildende omstændigheder dog bøde, jf. § 10, stk. 3, 2. pkt.

    Ved forslaget udgår hæfte af § 10, stk. 3, 2. pkt., så strafferammen under de i bestemmelsen angivne betingelser herefter er fængsel indtil 2 år, under særligt formildende omstændigheder dog bøde. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 5 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter inkassolovens § 29, stk. 1, straffes overtrædelse af visse af lovens regler med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. § 29, stk. 2, indeholder en bemyndigelse til i forskrifter, der er udstedt i medfør af lovens § 20, at fastsætte straf i form af bøde eller hæfte for overtrædelse af forskrifterne.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 2 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter medieansvarslovens § 53, stk. 1, straffes overtrædelse af visse af lovens regler med bøde eller hæfte. Efter § 53, stk. 2, straffes på samme måde undladelse af at efterkomme pålæg om offentliggørelse af visse kendelser fra Pressenævnet og domme.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 2 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter lovens § 10, stk. 1, straffes overtrædelse af visse af lovens regler med bøde eller hæfte. § 10, stk. 2, indeholder hjemmel til i forskrifter, der udfærdiges efter loven, at fastsætte straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 2 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter § 29, stk. 1, i lov om offentlige myndigheders registre straffes tilsidesættelse af visse vilkår samt overtrædelse af visse af lovens bestemmelser med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 2 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter § 27, stk. 1, i lov om private registre mv. straffes tilsidesættelse af visse vilkår samt overtrædelse af visse af lovens bestemmelser mv. med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. § 27, stk. 2, indeholder en bemyndigelse til i forskrifter, der udstedes i medfør af loven, at fastsætte straf af enten bøde eller bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 2 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Forslaget berører de bestemmelser i færdselslovens § 117, som indeholder en strafferamme på »hæfte eller fængsel indtil 1 år«.

    Ved forslaget udgår hæfte, således at strafferammen herefter er fængsel indtil 1 år. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelsen af hæftestraffen, jf. princip 7 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Den nugældende bestemmelse i færdselslovens § 117, stk. 4, om spiritus- og promillekørsel i brugsstjålet køretøj indeholder en strafferamme på »bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år«.

    Ved forslaget udgår hæfte, så strafferammen herefter er bøde eller fængsel indtil 1 år. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 5 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter færdselslovens § 118, stk. 5, 2. pkt., kan der fastsættes straf af hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifter udstedt i medfør af færdselslovens § 86 a.

    Ved forslaget ændres hæfte til fængsel indtil 4 måneder. Ændringen er en følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen, jf. princip 1 i pkt. 2.2.5.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Som følge af lovforslagets § 2, nr. 14, 15 og 19, om en ændring af systematikken i retsplejelovens regler for behandling af straffesager i byretten, er det nødvendigt at ændre reglerne i færdselslovens § 119 om den processuelle behandling af færdselslovsovertrædelser.

    Det foreslås, at færdselslovsovertrædelserne behandles efter de samme systematik som andre sager, dvs. at de sager, hvor der ikke skal medvirke domsmænd - hvilket er langt den overvejende del af sagerne - skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81. Dette indebærer, at også sager om spirituskørsel eller kørsel i frakendelsestiden, hvor der er påstand om fængselsstraf, skal behandles efter reglerne i kapitel 81.

    Forslaget medfører ingen ændringer i, hvornår domsmænd skal medvirke i sager om overtrædelse af færdselsloven.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1. og pkt. 2.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Færdselslovens § 119, stk. 3, nr. 1, indeholder bestemmelse om, at domsmænd ikke medvirker i sager, der i dag fremmes efter retsplejelovens § 925 og § 935, stk. 1.

    Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 14 og 16, hvor det foreslås, at den gældende bestemmelse i § 925 ophæves og i stedet indsættes som § 922 i et nyt særligt kapitel 79 om tilståelsessager.

    Forslaget indebærer samtidig, at henvisningen til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 935, stk. 1, om tilståelsessager, udgår, da reglen hører hjemme i kapitel 81 og derfor efter den foreslåede ændring af systematikken i retsplejeloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 14, 15 og 19, bliver overflødig, da det foreslås, at der aldrig skal medvirke domsmænd i sager, der behandles efter dette kapitel.

    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1. og pkt. 2.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven i lighed med straffuldbyrdelsesloven træder i kraft den 1. juli 2001.

    Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om valg af straf for en tidligere begået overtrædelse af de i §§ 1-29 nævnte love, som ikke er endelig pådømt ved lovens ikrafttræden, jf. herved pkt. 2.2.5.4.1. i de almindelige bemærkninger til lovhedsstraf

    Bestemmelsen indebærer, at der ved lovovertrædelser, som er begået før lovens ikrafttræden, men først kommer til pådømmelse (eventuelt i ankeinstansen) efter dette tidspunkt, skal idømmes fængselsstraf, selv om straffen efter hidtidig praksis havde medført straf af hæfte. I de tilfælde, hvor hæfte indtil 30 dage ville være forskyldt, idømmes fængsel med samme antal dage som hæfte, jf. § 31, stk. 1. Ville højere straf af hæfte være forskyldt, kan en lavere straf af fængsel idømmes, dog ikke mindre end 30 dage eller mere end 4 måneder, jf. § 31, stk. 2.

    Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om fastsættelse af straf i medfør af straffebestemmelser uden for de i lovforslagets §§ 1-29 nævnte love, hvor hæfte indgår i strafferammen.

    Bestemmelsen fastsætter i stk. 1, at der efter lovens ikrafttræden ikke kan idømmes hæftestraf, selv om straffebestemmelser i anden lovgivning fortsat giver mulighed herfor.

    I stk. 2 fastsættes det, at der ved anvendelse af straffebestemmelser uden for de i lovforslagets §§ 1-29 nævnte love, hvor hæfte indgår i strafferammen, kan idømmes fængsel indtil 4 måneder, jf. pkt. 2.3.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Stk. 3 indebærer, at de i § 31 foreslåede overgangsbestemmelser om straffastsættelsen ved overtrædelser, der er omfattet af lovforslagets §§ 1-29, finder tilsvarende anvendelse på overtrædelser af anden lovgivning.

    Bestemmelsen regulerer i stk. 1 fastsættelsen af forvandlingsstraf for bøde vedrørende en lovovertrædelse, der er begået før lovens ikrafttræden. Bestemmelsen indebærer, at de i § 31 foreslåede overgangsbestemmelser om straffastsættelsen ved overtrædelser, der er omfattet af lovforslagets §§ 1-29, finder tilsvarende anvendelse ved fastsættelse af forvandlingsstraf, jf. herved pkt. 2.2.5.4.3. i de alminde lige bemærkninger til lovforslaget.

Stk. 2 regulerer spørgsmålet om fuldbyrdelse af hæftestraf eller forvandlingsstraf af hæfte, som er idømt eller fastsat før lovens ikrafttræden. Bestemmelsen indebærer, at allerede idømte eller fastsatte hæftestraffe også efter lovens ikrafttræden fuldbyrdes som hæftestraffe, jf. herved pkt. 2.2.5.4.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Bestemmelsen indeholder regler om lovens territoriale anvendelsesområde.

    Lovens § 1 (straffeloven), § 3 (lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m.), § 5 (lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige), § 6 (lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf), § 7 (lov om ministres ansvarlighed), § 8 (lov om tatovering), § 10 (lov om benzinforhandlerkontrakter), § 12 (lov om pas til danske statsborgere mv.), § 14 (adoptionsloven), § 15 (lov om inddrivelse af underholdsbidrag), § 17 (lov om rigsretten), § 18 (lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv.) og § 27 (lov om offentlige myndigheders registre) kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.