Bekendtgørelse om en forsøgsordning om anvendelse af peberspray over for indsatte i visse fængsler og arresthuse (peberspraybekendtgørelsen)
 

I medfør af § 62, stk. 5 og 6, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1337 af 3. december 2007 som ændret ved lov nr. 348 af 6. maj 2009, og § 776 i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1069 af 6. november 2008, fastsættes:

§ 1. Bekendtgørelsen gælder for Statsfængslet Østjylland, Statsfængslet i Nyborg, Anstalten ved Herstedvester, Københavns Fængsler og for arresthusene i Odense, Køge og Randers.

§ 2. Institutionen kan anvende peberspray over for indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 62. Bestemmelsen og denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse over for varetægtsarrestanter.

§ 3. Der må kun anvendes peberspray i overensstemmelse med retningslinier fra Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

§ 4. Peberspray må kun bæres, hvis der konkret foreligger en særlig risikosituation, hvor anvendelse af peberspray kan blive nødvendig. Udlevering af peberspray kan kun ske med tilladelse fra institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.

§ 5. Bestemmelse om anvendelse af peberspray træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.

Stk. 2. Hvis forholdene i det enkelte tilfælde ikke tillader, at man afventer en bestemmelse fra en efter stk. 1 kompetent person, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. I sådanne tilfælde skal en efter stk. 1 kompetent person så hurtigt som muligt underrettes om det passerede.

§ 6. Før peberspray anvendes, skal det så vidt muligt tilkendegives den indsatte, at peberspray vil blive anvendt, hvis personalets påbud ikke efterkommes. Det skal så vidt muligt sikres, at den indsatte har mulighed for at efterkomme påbuddet.

§ 7. Efter anvendelse af peberspray skal den indsatte i fornødent omfang tilbydes afhjælpning af gener forårsaget af anvendelsen af peberspray.

Stk. 2. Der skal snarest muligt gennemføres lægetilsyn af den indsatte efter anvendelse af peberspray.

§ 8. Hvis institutionen har anvendt peberspray over for en indsat, skal der så hurtigt som muligt udfærdiges rapport om magtanvendelse.

Stk. 2. Den indsatte skal efter anmodning have udleveret kopi af rapporten.

Stk. 3. Der skal endvidere så hurtigt som muligt foretages indberetning til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 5. oktober 2009 og gælder til og med den 30. september 2010.

Justitsministeriet, den 30. september 2009

Brian Mikkelsen

/ Annette Esdorf