Dokumentets
dato |
22 dec
2004 |
Dato for
offentliggørelse |
02 mar
2005
12:51 |
SKM-nummer |
SKM2005.96.LSR |
Myndighed |
Landsskatteretten |
Emneord |
Samlevende,
fængsel,
ægteskab |
Resumé |
Fængsling
var i
sig selv
ikke en
hindring
for, at
et
ægteskabeligt
samliv
mellem
ægtefæller
kunne
etableres
under
afsoningen. |
Reference(r) |
Kildeskatteloven
§ 4 |
Klagen
vedrører
spørgsmålet, om
klageren og
hendes ægtefælle
i indkomstårene
2000 og 2001,
hvor ægtefællen
afsonede en
fængselsstraf,
var at anse som
samlevende i
skattemæssig
forstand, jf.
kildeskattelovens
§ 4, stk. 1 og
2. Ægteskabet er
indgået efter,
at ægtefællens
afsoning er
begyndt.
Landsskatterettens
afgørelse
Den påklagede
afgørelse
ændres, idet
Landsskatteretten
finder, at
klageren og
ægtefællen i
2000 og 2001
kunne anses som
samlevende
ægtefæller, jf.
kildeskattelovens
§ 4.
Sagens
oplysninger
Klagerens
repræsentant har
over for
Landsskatteretten
oplyst følgende
vedrørende de
faktiske
forhold:
Klagerens
forhold til B,
som hun blev
gift med i 1999,
blev indledt i
august 1998.
Klageren boede
på daværende
tidspunkt i X
sammen med sin
datter.
B flyttede
den 1. januar
1999 ind hos
klageren og
datteren. Han
blev imidlertid
ikke tilmeldt
folkeregistret
på denne
adresse, men på
en anden adresse
i X, der dog
reelt var
fremlejet til én
af hans
kammerater.
B blev
anholdt i
februar 1999, på
et tidspunkt
hvor han og
klageren havde
planer om at
indgå ægteskab.
Planerne om
ægteskab blev
imidlertid
udskudt, da B i
de efterfølgende
4 måneder var
varetægtsfængslet
i isolation.
Klageren
kontaktede på
baggrund af
fængslingen
kommunen for at
få oplyst, om
der var grundlag
for at ændre B's
folkeregisteradresse,
således at denne
blev ændret til
hendes adresse.
Kommunen oplyste
i første omgang,
at de
registreringsmæssige
forhold var uden
nogen praktisk
betydning.
Kommunen blev
imidlertid den
8. marts 1999
ringet op af
politiet, der
oplyste, at B
aldrig har boet
på den opgivne
adresse, hvortil
der blev ydet
boligsikring,
idet han
rettelig havde
boet hos
klageren.
Kommunen
stoppede som
følge heraf B's
boligstøtte med
tilbagevirkende
kraft fra
ansøgningstidspunktet,
og krævede ved
afgørelse af 1.
april 1999
tilbagebetaling
af den samlede
ydede
boligstøtte for
perioden fra den
1. januar 1999
til den 31.
marts 1999.
Isolationsfængslingen
af B blev
ophævet primo
juni 1999, men B
blev i juni 1999
idømt en
fængselsstraf på
4 år.
Klageren og B
blev viet den
29. juni 1999.
Klageren
kontaktede efter
vielsen igen
kommunen med
henblik på
ændring af
ægtefællens
adresse, men
kommunen svarede
igen, at det var
uden betydning,
at ægtefællen
ikke havde
folkeregisteradresse
på hendes
adresse.
Ægtefællen
havde under sin
afsoning af
fængselsstraffen
udgang hver
tredje weekend
med henblik på
at besøge
familien. Dette
blev senere
ændret til hver
anden weekend.
Ægtefællen
blev pr. 1.
september 1999
tilmeldt
folkeregistret
på klagerens
adresse.
Familien modtog
herefter
adskillige
repressalier og
var udsat for
hærværk.
Klageren og
hendes datter
måtte som følge
heraf forlade
det fælles hjem,
og de flyttede
den 21. december
1999 ind på et
krisecenter.
Klageren og
ægtefællen
besluttede på
grund af
omstændighederne
at flytte fra X.
De blev i den
forbindelse
skrevet på
venteliste i en
boligforening,
hvortil
ægtefællen havde
et boligbrev.
Klageren fik i
den forbindelse
adressebeskyttelse.
Det Sociale
Nævn i
statsamtet
hjemviste ved
brev af 22.
december 1999
sagen vedrørende
ægtefællens
boligstøtte til
fornyet
behandling i
kommunen.
Hjemvisningen
var begrundet i,
at ægtefællen
ikke inden
kommunens brev
af 1. april 1999
var blevet
orienteret om
henvendelsen fra
politiet og i,
at han således
ikke havde haft
mulighed for at
udtale sig
desangående.
Familieterapeut
C har i brev af
26. september
2000 til
socialrådgiver D
i statsfængslet,
udtalt følgende
i anledning af
en anmodning fra
ægtefællen om 14
dages orlov:
"..
B har en lille
datter på 4 år.
Jeg kender
familien gennem
knap 3 år og i
den tid har
datteren oplevet
mange ting som
normalt ikke er
oplevet af et
barn i den
alder:
Hun har været
adskilt fra sin
mor i en længere
periode, da
hendes mor først
var
isolationsfængslet
og dernæst
varetægtsfængslet.
Hun boede da i
en plejefamilie.
Far er i
fængsel og har
p.t. udgang hver
3. weekend,
ellers er hendes
kontakt til
hendes far
henvist til
fængslet.
Indtil for få
måneder siden
boede jun med
sin mor på et
krisecenter,
hvilket var en
belastende tid
for familien.
Jeg oplever
hende som en
meget kvik pige,
der er
ualmindelig
selvhjulpen, en
udvikling som
har været
nødvendig for
hende, for at
klare det pres
og den
uforudsigelige
hverdag hun har
haft.
Jeg ser
hendes
selvstændighed
og krav om
selvstændighed
på nogen punkter
være udviklet
som en 6 årig.
Det er meget
usundt.
Hun har behov
for at være i
nogle
forudsigelige og
trygge rammer,
så hun kan tage
det med ro og
ikke være nødt
til at klare så
meget selv. Hun
har brug for en
far der har
mulighed for at
stille op, så
hun kan få lov
til at være
lille.
Hun er meget
knyttet til far
og jeg er helt
overbevist om,
at det er
vigtigt for
hendes videre
udvikling og
trivsel, at hun
får en
fornemmelse af,
at hun er i en
familie, hvor de
voksne
kontinuerligt er
tilstede.
Hun skal være
storesøster om 3
måneder, hvilket
må tale for at
hun får endnu
mere behov for
at far er hjemme
så meget som
muligt.
.."
Klageren
fødte den 8.
januar 2001
ægteparrets søn,
og parret fik
den 15. juni
2001 tildelt en
lejlighed på i
Y.
Klageren blev
syg den 3. maj
2001, og
ægtefællen søgte
som følge heraf
om afbrydelse af
strafafsoningen.
Denne afbrydelse
blev tildelt med
virkning fra den
9. maj 2001 og
indtil den 9.
juni 2001.
Afbrydelsen
skyldtes, at
ægtefællen måtte
tage ophold i
familiens hjem
for at varetage
arbejdet i
hjemmet og tage
sig af familiens
to børn.
I efteråret
2001 søgte
ægtefællen om
lov til at
afsone sin
reststraf i
halvåbent
fængsel med
henblik på at
bibeholde
kontakten til
familien.
Socialrådgiver i
Y kommune,
udarbejdede i
den forbindelse
sålydende
udtalelse:
"..
Jeg som er
familiens
socialrådgiver,
kan kun støtte
B's ansøgning
om, at han får
lov til at
afsone sin rest
straf i ½ åben
fængsel, eller i
Z arrest, hvor
kontakten til
familien kan
bibeholdes.
Det kan
oplyses, at den
periode, hvor B
havde
strafafbrydelse
på grund af at
hustruen var
blevet smittet
med
leverbetændelse,
klarede B
hjemmet og
arbejdet med
begge børn til
forvaltningens
tilfredsstillelse,
hans nær kontakt
til børnene gav
især datteren et
løft.
Begge børn
har stort behov
for, at den gode
kontakt
bibeholdes.
Moderen lider af
rengørings mani,
som nemt kan
tage overhånd,
men som B. er
god til at
støtte op om, så
hun kan holde
det på et
normalt plan,
men det kræver
den nærkontakt,
som er i ½ åbent
fængsel.
".
I foråret
blev det på
grund af
familiens frygt
for genoptagelse
af repressalier
m.v. i
samarbejde med
politiet og
Direktoratet for
Kriminalforsorgen
besluttet, at
ægtefællens
adresse
midlertidigt
skulle
registreres i X.
Ægtefællen blev
således pr. 15.
marts 2001
registreret med
folkeregisteradresse
i X. Adressen
blev imidlertid
den 1. december
2001 igen ændret
til Y, hvor
klageren og
børnene uændret
havde været
tilmeldt.
I vinteren /
foråret 2002
påbegyndtes en
udstationering
af ægtefællen
med henblik på
hans løsladelse.
Socialrådgiver
har i den
forbindelse
skrevet således
til Arresthuset:
"..
Under henvisning
til, at der er 2
små børn i
hjemmet, der
skal køres ind i
et normalt
familiemønster,
dels skal B og
hustruen have
fundet en
hverdag igen,
helst inden B
starter på job.
Hvorfor
udstationeringen
støttes."
Ægtefællen
blev løsladt i
april 2002.
Der er til
brug for
Landsskatterettens
behandling af
sagen fremlagt
kopi af
afgørelse af 22.
december 1999,
truffet af Det
Sociale Nævn
statsamtet.
Afgørelsen, der
er adresseret
til klagerens
ægtefælle, er
begrundet
således:
"Det Sociale
Nævn hjemviser
sagen til
fornyet
vurdering i X
Kommune, idet
Det Sociale Nævn
ikke har
modtaget nogen
oplysninger om,
på hvilket
grundlag
politiet har
kunnet fastslå,
at De ikke har
boet på adressen
i X i perioden
01.01.99 "
31.03.99.
Som sagen
foreligger
oplyst, har
kommunen uden
videre lagt til
grund, at De
aldrig har boet
i ovennævnte
lejlighed. Der
er ikke på nogen
måde anført på
hvilket
grundlag, man er
nået til dette
resultat."
Af afgørelsen
fremgår
endvidere:
"Oplysninger
og retsgrundlag,
der har ligget
til grund for
nævnets
afgørelse:
Sagsfremstilling:
Den 01.01.99
blev De tilmeldt
folkeregistret
på adressen i X.
De blev bevilget
boligstøtte til
denne lejlighed.
Den 08.03.99
får
Boligstøttekontoret
en opringning
fra politiet,
ved en
kriminalassistent,
som oplyser, at
De ikke bor og
aldrig har boet
på adressen,
hvortil der blev
ydet
boligsikring.
Det oplyses
fra politiet, at
De bor på en
anden adresse i
X. Det er en
anden person,
der bor i
lejligheden med
boligstøtte.
Denne anden
person har lovet
politiet at få
meldt flytning
på
folkeregistret
snarest. Dette
er dog ikke sket
den 12.05.99
ifølge brev fra
kommunen.
Som følge af
ovennævnte
oplysninger fra
politiet stopper
kommunen Deres
boligstøtte med
tilbagevirkende
kraft fra
ansøgningstidspunktet.
Ved brev af
01.04.99 kræver
boligstøttekontoret
tilbagebetaling
af 4.973 kr.,
hvilket er den
samlede ydede
boligstøtte for
perioden
01.01.99 -
31.03.99.
Ifølge sagens
akter er De ikke
inden dette brev
orienteret om
henvendelsen fra
politiet og har
ikke haft
mulighed for at
udtale Dem."
Skatteankenævnets
afgørelse
Skatteankenævnet
har ved den
påklagede
afgørelse nægtet
at anse klageren
og ægtefællen
som samlevende i
relation til
kildeskattelovens
§ 4, stk. 1 og
2. Nævnet har
derfor beskattet
ægtefællerne af
hver deres
indkomst for
indkomstårene
2000 og 2001.
Nævnet har
som begrundelse
for afgørelsen
anført:
"Skatteankenævnet
finder ikke, at
De og B har
været
samlevende, idet
der ikke hverken
i 1999, eller i
de efterfølgende
år, 2000 eller i
2001 inden for
hvert af
indkomstårene,
herunder inden
udgangen af
disse, rent
faktisk har
været etableret
en fælles
husførelse.
Ægtefællerne
beskattes
herefter hver af
deres indkomst
for 2000 og
2001.
Lovhenvisning:
personskattelovens
§ 4, stk. 1.
Ved
afgørelsen er
henset til
anvisningerne i
Ligningsvejledningen
afsnit
A.A.4.2 om
den
ægteskabelige
samlivsstatus
Cirkulære nr.
135 af 4.
november 1988
pkt. 18 og 19 om
ægtefællers
indkomstopgørelse
samt til
Landsskatterettens
kendelse af 23.
september 1996
om etablering af
samliv i
skattemæssig
henseende ved
etablering af
fælles
husførelse.
Skatteankenævnet
finder, at sagen
skal afgøres ud
fra en
fortolkning af
kildeskattelovens
§ 4 stk. 1 og 2,
herunder
Personskattelovens
§ 10, stk. 3, om
personfradrag.
Det afgørende
er om klager har
været samlevende
ægtefæller i
indkomstårene. I
den forbindelse
lægger
Skatteankenævnet
vægt på, at der
skal have været
etableret et
samliv i
skattemæssig
henseende ved
etablering af
fælles
husførelse
mellem parterne
og at sagen ikke
i sig selv kan
afgøres ud fra
de registrerede
folkeregisteradresser,
men skal afgøres
ud fra de
faktiske
forhold.
Skatteankenævnet
har bemærket, at
ægteskabet først
indgås den 29.
juni 1999 eller
efter at
strafafsoningen
er påbegyndt,
samt at
afsoningen er
påbegyndt i
februar 1999 og
har vedvaret
indtil
løsladelse i
april 2002.
Parterne har
således som
ægtefæller ikke
været samlevende
i 1999.
Om der har
været etableret
en fælles
husførelse i
tiden før
ægteskabets
indgåelse er i
denne forstand
uden betydning
for sagen, da en
sambeskatning
alene er
gældende for
samlevende
ægtefæller.
Samlevende par
uden for
ægteskab er ikke
omfattet af
Kildeskattelovens
§ 4.
Efter
ægteskabets
indgåelse bliver
parterne
omfattet af
Kildeskattelovens
§ 4 for 1999,
men
sambeskatning
kan kun finde
sted, såfremt
ægtefællerne er
samlevende
jævnfør
Kildeskatteloven
§ 4 stk. 2. I
modsat fald
beskattes hver
af ægtefællerne
af hver deres
indkomst jævnfør
Kildeskatteloven
§ 4 stk. 1.
Om den
adskillelse
ægtefællerne har
haft er varig
eller
midlertidig
finder
Skatteankenævnet
alene er af
betydning,
såfremt
ægtefællerne på
et eller andet
tidspunkt, har
haft etableret
en fælles
husførelse.
Det forhold,
at
strafafsoningen
har været
afbrudt i en
periode i 2001
som følge af
ægtefællens
sygdom, anser
Skatteankenævnet
ikke for at være
af betydning i
relation til
hvorvidt
ægtefællerne er
samlevende, da
orlov i
ægtefællens
sygeperiode ikke
skattemæssigt
kan sidestilles
med en
etablering af en
fælles
husførelse. En
fælles
husførelse kan
først anses for
etableret efter
en løsladelse /
eventuelt efter
en
udstationering,
som ifølge det
oplyste først
sker i 2002.
Ud fra de
foreliggende
bilag som lægges
til grund som de
faktiske forhold
finder
Skatteankenævnet
ikke, at
ægtefællerne på
noget tidspunkt,
hverken i 1999
som ægtefæller,
eller i de
efterfølgende år
2000 og 2001 har
været
samlevende, idet
der ikke inden
for hvert af
indkomstårene,
herunder inden
udgangen af
disse, rent
faktisk har
været etableret
en fælles
husførelse
mellem
ægtefællerne."
Klagerens
påstand og
argumenter
Klagerens
repræsentant har
principalt
nedlagt påstand
om, at klageren
og hendes
ægtefælle i
indkomstårene
2000 og 2001 har
været at anse
som samlevende i
skattemæssig
henseende, jf.
kildeskattelovens
§ 4.
Det er til
støtte for den
principale
påstand i første
række gjort
gældende, at
klageren og
hendes ægtefælle
ved udgangen af
2000 og 2001 var
samlevende i
skattemæssig
henseende, jf.
kildeskattelovens
§ 4, og at en
midlertidig
adskillelse af
ægtefællerne i
faktisk
henseende på
tidspunktet for
indgåelse af
ægteskab er uden
betydning for,
at der mellem
parterne ved
ægteskabets
indgåelse var
etableret samliv
i skattemæssig
henseende. Hun
har i den
forbindelse
anført, at selve
indgåelsen af
ægteskab skaber
en formodning
for, at der er
opstået et
økonomisk og
skattemæssigt
fællesskab
mellem parterne.
Repræsentanten
har til støtte
for det anførte
bl.a. bemærket,
at der ikke i
kildeskattelovens
§ 4 eller i
forarbejderne
til denne er
indeholdt en
nærmere
definition af
begrebet
"samlevende i
skattemæssig
henseende". Der
er i
bestemmelsen og
i forarbejderne
alene indeholdt
negative
afgrænsninger,
der giver
retningslinier
for, hvornår
ægteskabeligt
samliv i
skattemæssig
henseende må
anses for
ophævet.
Samlivsophævelse
uden separation
eller skilsmisse
udgør i henhold
hertil ikke en
samlivsophævelse
i skattemæssig
henseende før
udgangen af det
indkomstår, i
hvilket
ophævelsen af
samlivet har
fundet sted.
Ophævelse af
samliv i faktisk
henseende udgør
således ikke
automatisk en
ophævelse af
samlivet i
skattemæssig
henseende. Det
er således
understreget i
forarbejderne,
at der består en
forskel mellem
samliv i faktisk
henseende og i
skattemæssig
henseende.
Det fremgår
af cirkulære nr.
135 af 4.
november 1988
tilsvarende, at
alene en varig
adskillelse
mellem
ægtefæller vil
medføre en
ophævelse af
samlivet i
skattemæssig
forstand. En
midlertidig
adskillelse i
faktisk
henseende vil
derimod ikke
medføre
samlivsophævelse
i skattemæssig
forstand. Denne
fortolkning
understøttes
videre af, at
det i
Ligningsvejledningen
for 1999, afsnit
A.4.2.3, er
anført, at en
faktisk
adskillelse
mellem
ægtefællerne
alene medfører
en ophævelse af
samlivet i
skattemæssig
henseende, i det
omfang
ophævelsen
skyldes en
uoverensstemmelse
mellem
ægtefællerne.
Dvs. hvis der er
tale om en varig
adskillelse. Det
fremgår direkte
af
Ligningsvejledningen,
at
"Samlivet
anses derfor som
udgangspunkt
ikke for
ophævet, hvis
ægtefællerne
lever faktisk
adskilt som
følge af deres
erhverv, fordi
adskillelsen
ofte vil være af
midlertidig
karakter. Det
samme gør sig
gældende, hvis
den ene
ægtefælle
afsoner en
længerevarende
fængselsstraf."
Det i
Ligningsvejledningen
anførte er
funderet i en
praksisændring,
som blev
gennemført i
1985 efter en
henvendelse fra
en arbejdsgruppe
under KRIM,
vedrørende
ægtefællers
mulighed for at
overføre
uudnyttede
personfradrag, i
det omfang den
ene ægtefælle
afsoner en
længerevarende
fængselsstraf.
Henvendelsen og
skattedirektoratets
besvarelse, der
førte til, at
samliv ikke
længere anses
som ophævet
under
fængselsophold,
er refereret i
TfS 1985, nr.
604.
Skattedirektoratets
besvarelse
understreger
synspunktet, at
ophævelse af
samlivet i
faktisk
henseende ikke
nødvendigvis
medfører en
ophævelse af
samlivsforholdet
i skattemæssig
henseende.
Synspunktet
understreges
ligeledes af
Vestre Landsrets
dom af 17. maj
1991, refereret
i TfS 1991, nr.
248 - af hvilken
det fremgår, at
alene en
samlivsophævelse,
der er grundet i
uoverensstemmelser,
kan medføre
ophævelse af
samlivet i
skattemæssig
henseende - og
af kendelse fra
Landsskatteretten,
refereret i LSRM
1966, nr. 64.
Det må heraf
modsætningsvis
følge, at en
midlertidig,
fysisk og
ufrivillig
adskillelse af
parterne er uden
betydning for
vurderingen af,
om der er
indtrådt et
skattemæssigt
samliv mellem
ægtefæller. En
midlertidig,
fysisk og
ufrivillig
adskillelse på
tidspunktet for
ægteskabets
indgåelse er
således uden
betydning for
vurderingen af,
hvorvidt der er
etableret et
samliv i
skattemæssig
henseende mellem
parterne.
Baggrunden
herfor er, at
indgåelsen af et
ægteskab skaber
en formodning
for, at der er
opstået et
økonomisk og
skattemæssigt
interessefællesskab
mellem
ægtefællerne.
Selve indgåelsen
af ægteskab
medfører derfor,
at der er
etableret samliv
i skattemæssig
henseende. Af
samme grund vil
alene en
samlivsophævelse
i faktisk
henseende
grundet
uoverensstemmelser
skabe en
formodning for,
at der ikke
længere består
et sådant
økonomisk og
skattemæssigt
interessefællesskab
mellem parterne,
hvorfor disse
heller ikke
længere vil være
samlevende i
skattemæssig
henseende.
Repræsentanten
har til støtte
for den
principale
påstand i anden
række gjort
gældende, at
klageren og
ægtefællen
allerede forud
for fængslingen
havde etableret
samliv i faktisk
henseende, idet
ægtefællerne
allerede forud
for fængslingen
havde etableret
fælles
husførelse og
fælles bopæl.
Hun har til
støtte herfor
anført, at det
var af
personlige
årsager, at
klagerens
nuværende
ægtefælle ikke
blev tilmeldt
den fælles
adresse, men
valgte at lade
sig registrere
på en anden
adresse i X,
uanset at dette
ikke var i
overensstemmelse
med de faktiske
forhold. Det er
i den
forbindelse
understreget, at
de offentlige
myndigheder -
dels politiet
dels
Boligstøttekontoret
- har truffet
afgørelser, der
støtter det
forklarede om,
at parret reelt
forud for
fængslingen var
samlevende på
klagerens
adresse. Der er
herom henvist
til afgørelsen
vedrørende
boligstøtte og
til, at
klagerens
tidligere
samlever, nu
ægtefælle, under
sin
strafafsoning
havde udgang
først hver
tredje, dernæst
hver anden
weekend med
henblik på at
besøge familien.
Der er
yderligere
henvist til det
fremlagte
materiale fra
familieterapeut
og
socialrådgiver,
der efter
repræsentantens
opfattelse
dokumenterer, at
der bestod et
tæt
familiemæssigt
forhold. Et
familieforhold,
som
socialmyndighederne
stedse søgte at
understøtte og
bevare trods
fængslingen af
faderen.
Repræsentanten
har for det
tilfælde, at
Landsskatteretten
på trods af den
foreliggende
dokumentation
nægter at
anerkende, at
klageren og
ægtefællen
allerede i 1999
og var at anse
som samlevende
ægtefæller i
skattemæssig
henseende,
subsidiært
nedlagt påstand
om, at klageren
og ægtefællen i
indkomståret
2001 var
samlevende i
skattemæssig
henseende, jf.
kildeskattelovens
§ 4.
Hun har til
støtte herfor
anført, at
ægtefællerne
senest den 9.
maj 2001
etablerede
samliv i faktisk
såvel som i
skattemæssig
henseende, idet
klagerens
ægtefælle pr. 9.
maj 2001 tog
ophold i
familiens hjem
for at varetage
arbejdet i
hjemmet og for
at tage sig af
familiens børn.
Det er i
relation hertil
understreget, at
strafafbrydelse
i praksis alene
tildeles, i det
omfang den
indsatte har et
hjem at tage
ophold i.
Told-
og
Skattestyrelsens
indstilling
Told- og
Skattestyrelsen
har indstillet
den påklagede
afgørelse
stadfæstet.
Landsskatterettens
bemærkninger og
begrundelse
Bestemmelsen
i
kildeskattelovens
§ 4 er
formuleret
således:
"Stk. 1.
Ægtefæller
beskattes hver
af deres
indkomst.
Stk. 2. For
samlevende
ægtefæller, der
begge er
skattepligtige
her til landet
efter § 1,
foretages
opgørelsen af
deres
skattepligtige
indkomst og
beregningen af
deres
indkomstskat
efter reglerne i
denne lovs
afsnit III og
efter
personskatteloven.
Stk. 3. Ved
separation eller
skilsmisse
mellem
samlevende
ægtefæller anses
samlivet i
skattemæssig
henseende for
ophævet på
tidspunktet for
separationen
eller
skilsmissen.
Stk. 4. Ved
samlivsophævelse
uden separation
eller skilsmisse
anses samlivet i
skattemæssig
henseende for
ophævet med
udgangen af det
indkomstår, i
hvilket
ophævelsen af
samlivet har
fundet sted.
Stk. 5.
Genoptager
ægtefæller
samlivet efter
separation eller
samlivsophævelse,
anses samlivet
også i
skattemæssig
henseende for
genoptaget på
dette tidspunkt.
Stk. 6.
Bortfalder
skattepligten
efter § 1 for en
af ægtefællerne
eller for begge,
anses samlivet i
skattemæssig
henseende for
ophævet på
tidspunktet for
skattepligtens
bortfald."
Bestemmelsen
fortolkes efter
praksis således,
at sambeskatning
forudsætter, at
der er etableret
samliv efter
ægteskabets
indgåelse. Dette
følger bl.a. af
Landsskatterettens
kendelse af 23.
september 1996,
der
offentliggjort i
TfS 1996, nr.
819.
Klageren og
ægtefællen skal
således i
indkomstårene
2000 og 2001
beskattes af
hver deres
indkomst,
medmindre det
kan anses for
godtgjort, at
ægtefællerne
efter
ægteskabets
indgåelse den
29. juni 1999 og
inden udgangen
af 2000
henholdsvis 2001
har etableret
samliv i
skattemæssig
henseende.
Samliv i
skattemæssig
henseende
forudsætter i
henhold til
juridisk
litteratur og
praksis, at
ægtefællerne
efter
ægteskabets
indgåelse har
etableret fælles
husførelse, jf.
bl.a. den
ovenfor nævnte
kendelse fra
Landsskatteretten.
Det følger
imidlertid
tillige af
praksis, at det
ikke er enhver
form for
manglende
samliv, der
medfører, at et
allerede
etableret samliv
mellem
ægtefæller anses
for ophørt i
relation til
kildeskattelovens
§ 4, stk. 4. Det
ægteskabelige
samliv anses
således ikke for
ophørt i
skattemæssig
henseende som
følge af, at den
ene ægtefælle
afsoner en
langvarig
fængselsstraf,
jf. den af
repræsentanten
påberåbte
praksisændring,
der er
offentliggjort i
TfS 1985, nr.
604.
Da det
forhold, at den
ene ægtefælle
afsoner en
langvarig
fængselsstraf,
ikke er til
hinder for, at
et allerede
etableret
ægteskabeligt
samliv kan anses
som bestående,
må retten nære
betænkelighed
ved antage, at
fængsling i sig
selv er til
hinder for, at
ægteskabeligt
samliv mellem
ægtefæller kan
etableres under
afsoningen.
Ægtefællerne
har boet sammen,
før manden
bliver indsat og
ægteskabet
indgås. Efter
ægteskabets
indgåelse er han
fortsat
fængslet, men
har - bortset
fra en kortvarig
periode - bopæl
på samme adresse
som hustruen.
Han opholder sig
på den fælles
bopæl, når han
har udgang fra
fængslet, og han
fungerer som
ægtefælle og
familiefar, når
fængselsopholdet
ikke forhindrer
dette. På denne
baggrund anses
det for
godtgjort, at
klageren og
ægtefællen i
2000 og 2001 har
været samlevende
ægtefæller i
relation til
reglerne i
kildeskattelovens
§ 4.
Den påklagede
afgørelse ændres
derfor i
overensstemmelse
med den
principale
påstand.