Fængselsbetjent og arrestforvarer straffet for vold mod indsat -
Arrestforvarer ville påvirke fængselsfunktionær til at ændre forklaring i retten

  


En fængselsfunktionær og en arrestforvarer blev ved Højesteret 22. august 1979 hver idømt 30 dages ubetinget fængsel for vold mod en indsat i en sikringscelle i Arresthuset i Køge.

Det fremgår af sagen, at fængselspersonalet havde besluttet, at en urolig indsat skulle føres i sikringscelle. De havde inden overførslen til sikringscelle skulle finde sted, tilkaldt forstærkning fra politiet, hvorfor der kom 3 polititjenestemænd til stede.

Polititjenestemændene forklarede i retten, at den indsatte, da dennes celle var blevet åbnet, havde stået inden for døren med begge hænderne i lommerne. Han havde klaget over, at han havde ondt i ryggen. Fængselspersonalet havde taget fat i ham og ført ham til sikringscellen. I sikringscellen var han først blevet lagt på maven og derefter på ryggen. Ifølge polititjenestemændene havde han ikke gjort modstand men var alligevel blevet tildelt adskillige slag af en fængselsfunktionær både med knyttede næver og med flad hånd. Polititjenestemændene forklarede også, at Arrestforvareren, der var tilstede under sikringscelleanbringelsen, havde givet et tegn til fængselsfunktionæren, som efter polititjenestemændenes opfattelse ikke kunne forstås anderledes, end at fængselsfunktionæren skulle slå på den indsatte. 

Fængselsfunktionærerne, der var indkaldt i retten som vidner, forklarede - med en enkelt undtagelse - at den pågældende indsatte havde gjort voldsom modstand, og at der ikke var blevet anvendt mere magt end nødvendigt for at passivisere denne. I byretten blev de frifundet med dommerstemmerne 2-1. I landsretten ville en enkelt dommer frifinde dem, medens flertallet fandt dem skyldige. I Højesteret blev de begge fundet skyldige. Det fremgår af sagen, at de i sommeren 1978 blev suspenderet fra tjenesten efter ansøgning. 

Det fremgår også af sagen, at den tiltalte arrestforvarer i følge et notat af 12. december 1978 fra politiet i Køge skulle have bedt den medtiltalte fængselsfunktionær "ændre sin hidtidige forklaring under sagen". Hertil havde tiltalte forklaret, at "det er rigtigt, at han har talt med T2 om sagen, idet de jo begge var i en presset situation. Der har dog ikke på noget tidspunkt været tale om, at han har bedt T2 ændre sin forklaring. Tiltalte har blot villet »retlede« T2 og sagt, at han skulle fortælle, hvad der regulært var sket."


Derefter fik han af T2  mindst to lussinger med flad hånd, en med håndfladen og en med håndryggen. Det klaskede lidt fra slagene. På et tidspunkt drejede Thurbjerg Jensen hovedet, således at en lussing suste forbi og ramte det ene øje på T1, der stod på den modsatte side af briksen. T1 tog sig til øjet og sagde: »Han slog mig sgu«, hvorpå T1 spurgte vidnet, om øjet var blevet blåt.

Sagen er gengivet i UfR.1979.858.H og gengives uforkortet nedenfor:
 
   
  
 
H. D. 22. august 1979 i sag II 196/1979
Rigsadvokaten mod T1 (adv. Winsløv Olsen e.o.) og T2 (lrs. Erik Rasmussen e.o.).

Køge rets dom 9. november 1978.
 
Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales T1 og T2 ifølge anklageskrift af 7. september 1978 fra statsadvokaten for Sjælland til straf
1. T1 for overfald efter straffelovens § 244, stk. 4, jfr. § 151, ved den 3. juli 1978 ca. kl. 13,30 i sikringscellen i Køge arresthus, hvor han er ansat som arrestforvarer, at have givet medtiltalte, der var fængselsbetjent, ordre til at øve vold mod den i arresthuset indsatte Bent Thurbjerg Jensen, der var sagesløs, og som af flere arresthusfunktionærer blev holdt fast liggende på maven på en briks i sikringscellen, idet tiltalte førte sin knyttede hånd op og ned over Jensens ryg som tegn til, at der skulle slås, hvorefter medtiltalte tildelte Jensen flere knytnæveslag på ryggen og slag med flad hånd i nakken, og - efter at Jensen, som stadig blev fastholdt, var blevet vendt om på ryggen på briksen - yderligere tildelte ham slag med flad hånd dels som lussinger, dels som baghåndsslag i ansigtet, hvorefter tiltalte gav tegn til, at medtiltalte skulle ophøre med at slå.
 
2. Tiltalte T2 for overfald efter straffelovens § 244, stk. 4, jfr. § 154, ved den 3. juli 1978 ca. kl. 13,30 i sikringscellen i Køge arresthus, hvor han er ansat som fængselsbetjent, at have øvet vold mod Bent Thurbjerg Jensen, der var sagesløs, og som af flere arresthusfunktionærer blev holdt fast liggende på maven på en briks i sikringscellen, idet tiltalte, efter at medtiltalte på den i forhold 1 anførte måde havde givet tegn hertil, tildelte Jensen flere knytnæveslag på ryggen og slag med flad hånd i nakken, og efter at Jensen, som stadig blev fastholdt, var blevet vendt om på ryggen på briksen yderligere tildelte ham slag med flad hånd dels som lussinger, dels som baghåndsslag i ansigtet, hvorefter medtiltalte gav tegn til, at tiltalte skulle ophøre med at slå.
 
Tiltalte T1 er født den 8. juni 1918 i - - -.
Tiltalte T2 er født den 16. juli 1935 i - - -.
 
Ingen af de tiltalte er tidligere straffet.
De tiltalte har nægtet sig skyldige.
 
Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af de tiltalte samt af vidnerne Bent Thurbjerg Jensen, politiassistenterne Bjarne Steen Pihl, Leif Bladt og Svend Erik Juul Johansen, Køge politi, overvagtmester Poul Larsen, fængselsbetjentene Lars Erik Christensen, Kai Erik Lubcke Hansen, Bent Jacobsen og Linda Jensen, samt vagtmestrene Verner Dahl Brorson og Hans Olaf Andersen, alle Køge Arresthus.
 
Det fremgår af sagen, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i skrivelse af 30. juni 1978 til Bent Thurbjerg Jensen, Vestre Fængsel, meddelte, at denne indtil videre skulle overføres til arresthuset i Køge til fortsat strafudståelse. Overførslen fandt derefter sted mandag den 3. juli 1978. Samme eftermiddag indberettede tiltalte T1 telefonisk til Direktoratet, at Thurbjerg Jensen efter sin ankomst til arresten var blevet anbragt i sikringscellen med assistance af politiet. I den anledning anmodede Direktoratet samme dag telefonisk den fungerende politimester om hos T1 og de assisterende politifolk at søge oplyst, hvad der var passeret. Efter samtale med to af politifolkene og med T1 foranledigede den fungerende politimester, at Thurbjerg Jensen blev tilbageført til Vestre Fængsel sidst på eftermiddagen den 3. juli 1978.
 
Tiltalte T1 har bl.a. forklaret, at han i 36 år har været ansat i Kriminalforsorgen, hvor han var vagtmester ved Københavns Fængsler, da han i 1972 blev ansat som arrestforvarer i Køge. Under et møde i Direktoratet for Kriminalforsorgen i begyndelsen af juni 1978 blev det oplyst, at man ønskede Thurbjerg Jensen overført til Køge arrest. Tiltalte udtrykte betænkelighed herved og stillede som betingelse dels at overførslen først skete efter tiltaltes forestående ferie, dels at tiltalte med sikkerhed kunne disponere over vagtmester Hans Olaf Andersen, når Thurbjerg Jensen ankom. Den 26. juni 1978 var tiltalte igen til møde i Direktoratet. Han gjorde opmærksom på, at de indsattes talsmand havde henstillet, at Jensen ikke blev overført til Køge arrest, idet dette ville ødelægge den gode atmosfære i arresten. Svaret herpå var kort og godt,  at Thurbjerg Jensen skulle til Køge, »selv om han skulle bæres derned.« Tiltalte har fra sit tidligere virke kendskab til Thurbjerg Jensen, som han mener at have haft et godt forhold til. Der var af Direktoratet opregnet forskellige særlige afsoningsbetingelser, som skulle være gældende for Thurbjerg Jensen. Betingelserne afveg ganske væsentligt fra de vilkår, som de øvrige indsatte havde. Dette fandt tiltalte uantageligt, men bestemmelserne herom kunne ikke ændres. Tiltalte bad herefter om, at man søgte at motivere Thurbjerg Jensen for overførslen, og at man sikrede, at denne først skete, når tiltalte var til stede, idet tiltalte som et ufravigeligt krav bad Thurbjerg Jensens overførsel startet med en samtale på tiltaltes kontor. Mandag den 3. juli 1978 ankom Thurbjerg Jensen, uden at tiltalte i forvejen var underrettet. Tiltalte blev bekendt med overførslen, da han kom tilbage fra frokost omkring kl. 13,10. »Huset stod da i kog«, og tillidsrepræsentanten Linda Jensen forlangte mere personale, hvis Thurbjerg Jensen skulle være i arresten. Der var i forvejen til 48 indsatte kun to personer på vagt om natten, og klientellet var på daværende tidspunkt væsentligt hårdere, end belægget normalt er på et arresthus. Overvagtmester Poul Larsen oplyste, at personalet havde meddelt, at det ikke længere beherskede situationen. Ifølge overvagtmesteren havde Thurbjerg Jensen været ved at halshugge en medarbejder, mod hvem Thurbjerg Jensen smækkede en dør i. Da der lød buldren fra Thurbjerg Jensens celle nr. 104, meddelte overvagtmesteren, at man ønskede Thurbjerg Jensen overført til sikringscelle, herunder ønskede man forstærkning fra politiet. Overvagtmesteren gjorde tiltalte opmærksom på, at det kunne gå galt, og at det kunne være nødvendigt at slå Thurbjerg Jensen ned. Dette tog tiltalte til efterretning. Der blev tilkaldt tre politiassistenter, der af tiltalte blev informeret om situationen, herunder om at Thurbjerg Jensen skulle slås ned, hvis det blev nødvendigt. Thurbjerg Jensen råbte højlydt fra cellen og sparkede og bankede på døren. Denne blev åbnet ved, at overvagtmesteren med en madras foran sig knaldede døren tilbage. Tiltalte stod i gangen over for sikringscellen og iagttog derfor ikke nærmere åbningen af celle 104. Thurbjerg Jensen blev ført ud fra celle 104 af to fængselsbetjente, der havde førergreb i hver sin arm, medens T2 vistnok tog halsgreb. Tiltalte gik hen til Thurbjerg Jensen og tog denne i håret, idet han spurgte, om de ikke skulle tale sammen på kontoret. Dette afviste Thurbjerg Jensen, idet han blandt andet sagde, at tiltalte godt vidste, at overførslen til Køge var ulovlig. Thurbjerg Jensen blev derefter ført til sikringscellen, hvorunder han efter tiltaltes skøn gjorde voldsom modstand og blandt andet sagde, at han nok skulle sørge for, at de medvirkendes familie blev slået ned. Tiltalte gik først ind i sikringscellen, hvor han anbragte sig i hjørnet nærmest skillerummet ind til lægeværelset. På et tidspunkt, hvor Thurbjerg Jensen var anbragt på briksen, uden at tiltalte husker, om han lå på ryggen eller på maven, så tiltalte Thurbjerg Jensens ene hånd komme fri, nemlig den hånd, der var længst borte fra tiltalte selv. Thurbjerg Jensen lå nu med hovedet vendt mod tiltalte. Tiltalte gav da ved at føre venstre arm op og ned 2 gange tegn til T2, hvem han had de været i øjenkontakt med, et tegn som betød. at Thurbjerg Jensen skulle pacificeres. Der var ikke noget aftalt tegn, og tiltalte har ikke tidligere givet et sådant tegn. Han så, at T2 gav Thurbjerg Jensen 3 eller 4 slag med flad hånd, hvorunder der lød nogle ikke særligt høje klask. Tiltalte kan ikke sige, hvor slagene ramte. Da han så, at fængselsbetjenten havde fået greb på Thurbjerg Jensen, således at han kunne fastspændes, sagde han herefter til T2: »Så er det godt.« Medens dette var passeret, var tiltalte gået nærmere hen mod briksen. Han havde herunder fået et slag i det ene øje af en hånd, der kom tværs over briksen, og som han troede var Thurbjerg Jensens. Ingen af de tilstedeværende - heller ikke Thurbjerg Jensen eller politifolkene - sagde noget under episoden i sikringscellen. Den magt, der var blevet anvendt over for Thurbjerg Jensen, var efter tiltaltes skøn den mildeste form alt taget i betragtning. Tiltalte mener, at som situationen var, kunne han have brugt tåregas eller beordret brug af stave. Udfra tiltaltes kendskab til Thurbjerg Jensen tilkaldte han embedslægen, skønt dette i øvrigt ikke var påkrævet. Samtidig underrettede han Direktoratet for Kriminalforsorgen. Tiltalte har aldrig bedt T2 slå, og T2 er heller ikke kendt for at slå, men er kendt som en rolig fængselsbetjent, som af utallige indsatte er blevet rost.
 
Det er foreholdt T1, at han ifølge politirapport af 12. juli 1978 skal have forklaret, at han ikke ved den pågældende lejlighed havde set, at nogen slog på Thurbjerg Jensen, og at han heller ikke ville have accepteret noget sådant. Ifølge rapporten skal tiltalte have fastholdt denne forklaring efter at være gjort bekendt med rapportforklaringer fra de tre politiassistenter om, at Thurbjerg Jensen var blevet slået.
Endelig er det foreholdt tiltalte, at han ifølge  politirapporter af 17. og 27. juli 1978 skal have bestridt rigtigheden af T2's forklaring om, at T1 havde givet T2 tegn til at slå.
 
T1 har hertil bemærket, at han var chokeret og målløs over den udvikling, sagen tog, således at han »måske har forfladiget det passerede.« Det var efter tiltaltes opfattelse med urette, at politiet interesserede sig så voldsomt for sikringscelleanbringelsen, der måtte være en sag mellem tiltalte og direktøren for Kriminalforsorgen. Tiltalte tog derfor ikke de første afhøringer seriøst. Han vil karakterisere T2 som ordblind og som en person, der har vanskeligt ved at formulere sig. Det har været tiltaltes opfattelse, at politiet kørte rundt med T2 for at få en tilståelse af grov vold. Sikringscelleanbringelsen er efter tiltaltes bedste overbevisning sket i nøje overensstemmelse med det gældende cirkulære herom. Der var efter tiltaltes opfattelse ingen andre muligheder end at beordre brug af den magt, der blev anvendt. Fra det øjeblik, hvor Thurbjerg Jensen kom ind i sikringscellen, overtog tiltalte ledelsen af anbringelsen, og han sikrede sig herunder, at der ikke blev anvendt mere magt, end øjemedet krævede.
 
T2 har bl.a. forklaret, at han siden 1964 har været fængselsbetjent, hele tiden i Køge arrest. Thurbjerg Jensen blev modtaget af Lubcke Hansen og tiltalte, til hvem Thurbjerg Jensen sagde »tykke svin«. Thurbjerg Jensen blev først ført til celle 102, som han afviste, fordi den var beskidt, og derefter til celle 104. Han var »lidt opspændt«, men fremførte i øvrigt ingen protester. Han forlangte sin bagage bragt fra vognen op i cellen, hvilket ikke er sædvanligt. Tiltalte blev senere tilkaldt af overvagtmester Poul Larsen, der oplyste, at Thurbjerg Jensen var sprælsk og skulle føres i sikringscelle. På det tidspunkt var der tilkaldt tre politiassistenter, som var i 1. etage. Tiltalte spurgte overvagtmesteren, om der skulle slås, hvilket denne bekræftede. Tiltalte har herved bemærket, at det spørger man altid om i en situation som den foreliggende. Han tog sit armbåndsur af, således som man skal ifølge reglementet. Tiltalte overværede ikke, hvorledes Thurbjerg Jensen blev ført ud af celle 104 af kollegerne Lllbcke Hansen og Poul Larsen. Da han var ført ud på gangen og hen ved trappen, tog tiltalte hovedfaldsgreb på ham. I kampens hede så tiltalte ikke, om T1 gik hen til Thurbjerg Jensen, forinden denne var ført ind i sikringscellen. Her blev Thurbjerg Jensen lagt på briksen, idet man, som man skal, anbragte ham på maven. Da Thurbjerg Jensen var lagt ned, og man skulle til at spænde benene, overtog tiltalte det føregreb, som Poul Larsen havde i Thurbjerg Jensens højre arm. Thurbjerg Jensen sagde ikke noget, men kæmpede en lille smule. Herunder var Thurbjerg Jensens højre hånd lige ved at glide ud af tiltaltes hånd. T1, der stod et stykke fra på den modsatte side af briksen, gav tegn som af T1 forklaret. Tiltalte har ikke set det før, men har hørt om det blandt kolleger i Køge arrest. Efter tiltaltes opfattelse betyder det, at der skal slås. Tiltalte gav derefter med sin højre knyttede hånd Thurbjerg Jensen et slag på det ene skulderblad, hvorefter Thurbjerg Jensens højre hånd kom fri. Derpå gav tiltalte med knyttet næve Thurbjerg Jensen et slag på det andet skulderblad. En af de andre fik fat i Thurbjerg Jensens fri højre arm, hvorefter tiltalte gav Thurbjerg Jensen nogle dask i nakken med flad hånd, det vil sige som lussinger og baghåndsslag, vistnok kun to slag, der ikke var særligt kraftige. Thurbjerg Jensen blev derefter vendt om på ryggen. Medens de andre var i gang med at spænde Thurbjerg Jensen og holde ham fast, gav tiltalte ham nogle slag på kinderne med flad hånd som beskrevet i anklageskriftet. Slagene var ikke særligt kraftige. Tiltalte brugte højre hånd og ramte herunder T1 i ansigtet, fordi T1 »i kampens hede var kommet for tæt på.« T1 sagde derefter: »Nu er det godt.« Tiltalte var ikke sur på Thurbjerg Jensen, der gjorde en lille smule modstand og godt kunne have gjort mere modstand. Ifølge tiltalte var det ikke nødvendigt at slå, og tiltalte ville ikke have slået, hvis han ikke havde fået tegn fra T1. Han tør ikke sige, hvad der ville være sket, hvis han ikke havde adlydt tegnet. Tiltalte havde intet hørt om, at der forelå særlige beskrivelser over Thurbjerg Jensens legemlige tilstand, da han blev overført til Køge.
 
Tiltalte T1 har til det sidst anførte bemærket, at det under mødet i Kriminalforsorgen forud for overførslen blev oplyst, at Thurbjerg Jensen havde en skade i ryggen og glassplinter i fødderne. Personalet var ikke blevet gjort bekendt hermed.
 
Vidnet Bent Thurbjerg Jensen (født 4. september 1942) har forklaret, at han straks protesterede mod at skulle overføres til Køge Arrest og gjorde det klart, at han ville klage, og at han i Køge arrest ville fortsætte med at klage. Da han ankom til arresten, bad han om at måtte blive anbragt i isoleringscelle, ligesom han bad om at få bragt sine ting. Det er muligt, at han til en af fængselsbetjentene har sagt noget i retning af »fede svin« eller lignende. Dette skyldtes, at vidnet ikke følte, at han hurtigt nok blev    lukket ind i isoleringsafdelingen. Han tilkendegav over for personalet, at han ville protestere, men at de ikke måtte tage det personligt, da de jo ikke var ansvarlige for den afgørelse, der var truffet. Det er foreholdt vidnet, at han ifølge rapport af 27. juli 1978 skal have erkendt, at han var utilbens og provokerende. Vidnet har hertil bemærket, at udtalelserne skal forstås på den baggrund, som vidnet ovenfor har refereret. Vidnet kendte fra Vestre Fængsel fængselsbetjent L|bcke Hansen, der tog imod ham. Efter at vidnet havde været på toilettet, og efter at klokken i cellen, som ikke virkede, var blevet repareret, ringede vidnet for at få sine ting. En fængselsbetjent kom til stede og bad vidnet om at tage det roligt og få det til at gå, bla. ved at indvillige i at gå i fællesskab. Dette afviste vidnet og smækkede døren i for næsen af betjenten, men uden at der var fare for, at denne kom i klemme. Ca. et kvarter senere ringede vidnet, uden at der blev svaret. Han begyndte derefter også at banke på døren i øverste højre hjørne over låsen, fordi det der giver mest larm. Han råbte ikke fra cellen. Nogen tid efter blev døren åbnet stille. Vidnet stillede sig lige ved siden af døren med begge hænder i lommen. Han bad om at komme på toilettet, men fik at vide at han lige skulle gå en lille tur. Vidnet forstod straks, at han skulle i sikringscellen. Han så ude på gangen forskelligt personale, bl. a. T1, samt nogle ordensbetjente. To fængselsbetjente tog føregreb på vidnet, der bad dem om at passe på hans ryg og arme. Vidnet havde først sagt, at han godt kunne gå selv. Han gjorde ingen modstand undervejs til sikringscellen. I gangen blev vidnet grebet i håret, uden at han vidste af hvem, ligesom han fik nogle slag i nakken og baghovedet, uden at han ved, hvorfra slagene kom. På et tidspunkt, inden de var nået til sikringscellen, sagde T1, at vidnet kunne være kommet med op på kontoret. Vidnet var efter ankomsten blevet opfordret til at komme til T1's kontor. Dette havde vidnet afvist, idet han havde bedt T1 komme til vidnet, hvis han havde noget at tale med ham om. I sikringscellen blev vidnet først lagt på maven, idet han fortsat blev fastholdt. Det var hans fornemmelse, at T1 gik amok og slog ham over lænden. Vidnet bad igen om, at man passede på hans ryg. Medens vidnet stadig var fastholdt, fik han nogle slag i nakken. Da han derefter blev vendt om, så han, at T2 stod ved hovedgærdet. T2 slog derefter vidnet i hovedet. Vidnet bad ham passe på vidnets tænder, hvorved vidnet vendte hovedet og blev ramt på det ene øre. Idet T2 slog, uden at vidnet kan sige hvor mange slag, ramte T2 T1 med en finger i øjet. Slagene blev tildelt med håndryg og håndflade. Da T1 blev ramt, vendte han sig grinende til en af politibetjentene og sagde: »Han har ramt mig i øjet« eller sådan noget lignende. Politibetjenten svarede et eller andet, hvortil T1 sagde noget lignende som: »Så har han fået nok.« Vidnet har fastholdt, at han ikke på noget tidspunkt havde den ene hånd fri, da han blev anbragt på briksen i sikkerhedscellen.
 
Vidnet politiassistent Bjarne Steen Pihl har forklaret, at han sammen med to kolleger var blevet tilkaldt til arresten, hvor T1 oplyste, at man skulle flytte en fange, der var voldsmand og psykopat. Hvis der blev problemer, skulle fangen pandes ned. Vidnet hørte, at der blev buldret på døren fra cellen, men han hørte ingen råb fra denne. Da døren til cellen blev åbnet af fængselspersonalet, stod Thurbjerg Jensen stille og roligt med hænderne ned langs siden. Han havde ikke hænderne i lommen. To fængselsbetjente tog føregreb på Thurbjerg Jensen, der ikke gjorde modstand. Derimod sagde han noget om toilet og om, at det var en fandens tid, det tog. Vidnet husker ikke, om nogen slog efter Thurbjerg Jensen, da han blev ført hen ad gangen. Han så, at Thurbjerg Jensen på gangen blev trukket i håret bagfra, uden at han så af hvem. Vidnet har ikke set, om nogen havde hovedfaldsgreb på Thurbjerg Jensen. Vidnet gik med ind i sikringscellen, hvor han stod i kort afstand fra briksen ved dennes fodende. Thurbjerg Jensen lå på maven, da vidnet kom ind i sikringscellen. Han blev holdt fast i arme og ben af fængselspersonalet og gjorde, så vidt vidnet kunne se, ikke modstand. T1 gik hen ved siden af briksen, bøjede sig ind over denne og førte sin knyttede hånd ned og op to gange over Thurbjerg Jensens ryg uden at berøre denne. Derefter slog T2 Thurbjerg Jensen i ryggen omkring skulderbladene med knyttet hånd en eller to gange, hvorved der lød et dunk, så det rungede i brystkassen. Thurbjerg Jensen vred sig ikke og prøvede ikke på at dreje sig, hvad han heller ikke havde gjort, før han fik slagene, idet han, såvidt vidnet kunne se, ingen modstand gjorde. Endnu medens Thurbjerg Jensen lå på maven, fik han af T2 nogle drag over nakken, uden at vidnet tør sige, om det var med håndfladen og/eller med håndryggen. Thurbjerg Jensen, der stadig ikke gjorde modstand, blev vendt om på ryggen. Han sagde da, idet han så på T1, noget lignende som: »Og den står du model til, T1.« Thurbjerg Jensen, der stadig var fastholdt, løftede hovedet fra briksen, medens armene stadig blev holdt nede mod denne. Derefter fik han af T2  mindst to lussinger med flad hånd, en med håndfladen og en med håndryggen. Det klaskede lidt fra slagene. På et tidspunkt drejede Thurbjerg Jensen hovedet, således at en lussing suste forbi og ramte det ene øje på T1, der stod på den modsatte side af briksen. T1 tog sig til øjet og sagde: »Han slog mig sgu«, hvorpå T1 spurgte vidnet, om øjet var blevet blåt. Thurbjerg Jensen havde i det forløb, som vidnet overværede, overhovedet ingen modstand gjort, og den beskrevne magtanvendelse i det omfang, den bestod af slag, var således ikke nødvendig efter vidnets opfattelse. Vidnet havde ligesom sine kolleger holdt sig i baggrunden uden at gøre indsigelse mod det passerede, hvorved vidnet har bemærket, at det, der foregik, medens Thurbjerg Jensen lå på briksen, gik ret stærkt. Efter vidnets opfattelse er det meget smertefuldt at forsøge at frigøre sig fra føregreb. Vidnet har ikke set T1 slå på Thurbjerg Jensen. 15-20 minutter efter tilbagekomsten til politistationen blev vidnet og en kollega kaldt til politiassessoren, der fungerede under politimesterens fravær. Enten samme dag eller dagen efter blev vidnet og kollegerne anmodet om at udfærdige en notits. Vidnet mener, at de inden samtalen med politiassessoren med den vagthavende i grove træk havde talt sammen om, hvad der var foregået. Vidnet syntes selv, at man i arresten havde »strammet den lovlig meget«, men vidnet vidste jo ikke, hvad der var gået forud.
 
Vidnet politiassistent Leif Bladt har forklaret, at han blev tilkaldt sammen med to kolleger, som af forrige vidne forklaret. T1 havde oplyst, at en voldsom person skulle i sikringscelle, og at der ikke skulle tages nogen chancer med ham, da han var en kendt voldsmand. Mere blev der ikke sagt. Der hørtes bankelyde på celledøren samt lyde fra en summer, ligesom en lampe lyste. Vidnet hørte ingen råb. Vidnet så først Thurbjerg Jensen, da denne blev ført ud på gangen af to mand med førergreb. T1 tog Thurbjerg Jensen i forhåret og ruskede ham lidt, idet han sagde noget i retning af, hvad han bildte sig ind. Vidnet har ikke bemærket, om nogen - herunder T1 - slog Thurbjerg Jensen på gangen. Thurbjerg Jensen gjorde ingen modstand, men nævnte, at han havde dårlig ryg. Han blev af tre mand ført ind i sikringscellen. Vidnet stillede sig i forrummet ved observationsruden, hvorfra han havde fuldt overblik over selve briksen. Thurbjerg Jensen blev anbragt på maven, hvorved han vred sig lidt, men ikke nævneværdigt. Vidnet så skråt bagfra T1, der stod mellem observationsruden og briksen, gå hen til briksen, idet han førte sin knyttede hånd op og ned over ryggen på Thurbjerg Jensen uden at berøre denne. Derefter slog T2 med knyttet hånd Thurbjerg Jensen et par gange ca. midt mellem skulderbladene. Det var efter vidnets opfattelse hårde slag, fordi han kunne høre det sige »dunk« helt ud i forrummet, hvortil døren stod åben. Vidnet gik derefter ind i sikringscellen. Såvidt vidnet husker, fik Thurbjerg Jensen ikke flere slag, medens han lå på maven, hvilket han gjorde endnu, da vidnet gik ind i sikringscellen. Derefter blev han vendt om på ryggen, hvorpå han af T2 fik nogle hårde lussinger med flad hånd såvel med håndfladen som håndryggen. T1, der stod ganske tæt ved briksens hovedgærde, blev ramt af T2 på kinden ved venstre øje. Thurbjerg Jensen vred sig lidt for at undgå slag. Fængselspersonalet holdt hele tiden fat i Thurbjerg Jensen, uden at denne på noget tidspunkt var fri, såvidt vidnet bemærkede. Efter vidnets opfattelse var det ikke nødvendigt at slå Thurbjerg Jensen. I det hele havde det ikke været rart at overvære episoden. Vidnet mener derfor nok, at han og kollegerne nævnte episoden over for den vagthavende.
 
Vidnet politiassistent Svend Erik Juul Johansen har forklaret om tilkaldelsen og situationen, indtil Thurbjerg Jensen blev ført ud af celle 104, i alt væsentligt som vidnerne Pihl og Bladt. Thurbjerg Jensen blev ført ud med føregreb, og det var ikke vidnets indtryk, at han gjorde modstand. Vidnet kom til at gå bagved Thurbjerg Jensen og de to fængselsbetjente, der førte ham. Man »diskuterede« det meste af vejen hen til sikringscellen. Af det, der blev sagt, erindrer vidnet kun en bemærkning fra Thurbjerg Jensen om, at de skulle huske på hans dårlige ryg. I sikringscellen, hvor vidnet stod ved ydervæggen, så han, at Thurbjerg Jensen først blev lagt på maven. Han var stadig fastholdt og gjorde ikke modstand. T1 gik derefter frem mod briksen og gjorde 2 eller 3 gange tegn, som af vidnerne Pihl og Bladt forklaret. Det var vidnets indtryk, at det betød, at Thurbjerg Jensen skulle slås. Han var, så vidt vidnet kunne se, ikke fri af fængselspersonalets greb. En fængselsbetjent, der stod på den side af briksen, der vendte mod ydervæggen, slog 2-3 gange, uden at vidnet kunne se, hvor på ryggen slagene ramte, men vidnet kunne tydeligt høre, at der blev slået. Vidnet så ikke, om Thurbjerg Jensen fik andre slag, medens han lå på maven. Det var absolut ikke vidnets indtryk, at personalet på noget tidspunkt havde været ved at miste kontrollen over Thurbjerg Jensen. Denne gjorde fortsat ikke modstand, men spurgte på et tidspunkt T1, om denne var klar over betingelserne for anbringelse i sikringscelle. Vidnet husker ikke, om T1 svarede. På et tidspunkt efter at Thurbjerg Jensen var blevet vendt om på ryggen, tildelte den fængselsbetjent, der havde slået i ryggen, Thurbjerg Jensen flere slag med håndfladen og håndryggen i ansigtet. T1, der stod på den modsatte side af briksen, blev herunder ramt af et forfejlet slag. T1 sagde ud i rummet, at han var blevet slået. Efter den position, som vidnet havde i cellen, er det muligt, at Thurbjerg Jensen på et tidspunkt kan have været ved at vride sig fri med den ene arm, uden at vidnet kunne se det. Det var dog vidnets samlede indtryk, at Thurbjerg Jensen ikke gjorde modstand, således at vidnet mener, at det var uberettiget, at der blev slået.
 
Vidnet overvagtmester Poul Larsen har forklaret, at han siden 1964 har været ansat i fængselsvæsenet, først i Vestre Fængsel og fra 1969 i Køge Arrest. Vidnet bad Lubcke Hansen modtage Thurbjerg Jensen, fordi Lubcke Hansen kendte ham ret godt. Straks efter anbringelsen var der vedblivende råben og banken fra cellen. På et tidspunkt meddelte fængselsbetjent Bent Jacobsen meget oprevet, at Thurbjerg Jensen nær havde klemt hovedet af Jacobsen med celledøren. Personalet gav udtryk for, at man ikke magtede situationen, idet man nægtede at lukke op for Thurbjerg Jensens celle mere. Vidnet besluttede derfor, at han skulle anbringes i sikringscellen, idet vidnet efter at have rådført sig med Lubcke Hansen tilkaldte assistance fra politiet. Han understregede over for politiet, at de skulle have gode stave med, da fængslets egne stave er værdiløse. Vidnet ledede overførslen. Han bad de tre politifolk, der kom, om at stå i beredskab, og tilkendegav, at Thurbjerg Jensen skulle slås ned. Politiet var udmærket klar over, at vidnet, der var i en stresset situation, hermed mente, at der skulle gribes voldsomt ind. Thurbjerg Jensen, der fortsat sparkede på celledøren og råbte, blev af Lubcke Hansen og vidnet med føregreb ført ud af celle 104. Thurbjerg Jensen gav ondt fra sig og gjorde voldsom modstand. I den anledning tog T2 sidehalsgreb på Thurbjerg Jensen, der efterhånden var hysterisk. Under overførslen var der ikke andre, der fysisk havde fat i Thurbjerg Jensen, som sprællede og gjorde kraftig modstand. Vidnet så ikke på noget tidspunkt henne i sikringscellen, om T1 var til stede. Thurbjerg Jensen blev ved en fejltagelse lagt på maven, idet vidnet fortsat holdt hans højre arm i føregreb. Vidnet kom herved til at stå med ansigtet nedad. For at vende Thurbjerg Jensen skrævede vidnet over den forholdsvis lave sikringsseng, idet han fastholdt sit greb i højre arm og trak Thurbjerg Jensen med rundt. Herved måtte Lubcke Hansen slippe sit greb i venstre arm. Vidnet mærkede på spændingerne i Thurbjerg Jensens krop, at denne slog med den frie venstre arm, hvorfor vidnet trykkede ansigtet ned mod Thurbjerg Jensens bryst for ikke at blive ramt i ansigtet. Vidnet hørte udveksling af slag, formentlig »en tre stykker«. Han så ingen slå. Derefter blev Thurbjerg Jensen fastspændt på normal vis. Vidnet hørte ikke under episoden nogen bemærkning rettet mod T1. Såvidt vidnet husker, blev der intet sagt under episoden, bortset fra at Thurbjerg Jensen hele tiden gav ondt fra sig. Der foreligger ikke i Køge Arrest nogen aftale om speciel tegngivning. Det tegn, som T1 hævdes at have givet, betyder klart »pacificér ham«. Vidnet har fra politigården kendskab til, at man bruger forskellige tegn for at tilkendegive: »Nu er ballet forbi« eller: »Nu skal der ikke parlamenteres mere.« Ingen i tjenesten er i tvivl om, hvad disse tegn betyder.
 
Vidnet fængselsbetjent Lars Erik Christensen har forklaret, at han omkring kl. 12,30 hørte Thurbjerg Jensen banke og hamre på celledøren, der blev åbnet, hvorefter Thurbjerg Jensen, der brokkede sig over anbringelsen, gik på toilettet. Thurbjerg Jensen var derefter igen begyndt at banke, ligesom han ringede på tilkaldeknappen, der i mellemtiden var blevet slået til. Kollegaen Bent Jacobsen oplyste, at han havde henvendt sig ved cellen, hvor han var blevet truet, ligesom Thurbjerg Jensen havde forsøgt at smække celledøren i hovedet på ham. Vidnet overværede, at Thurbjerg Jensen af Poul Larsen og Lubcke Hansen, der havde føregreb, blev ført fra celle 104 til sikringscellen. Undervejs tog T2 fat fra siden i noget, der kan ligne et sideholdsgreb om hovedet. Da Thurbjerg Jensen var i føregreb, er det svært at sige, om han gjorde modstand. I hvert fald brokkede han sig. Da han i sikringscellen var anbragt på maven, havde vidnet fat i benene, der ikke på noget tidspunkt gled fra vidnet. Vidnet måtte efter sin position hele tiden se nedad. Han bemærkede på et tidspunkt, at T1 var til stede, og hørte, uden at han husker, om det var på gangen eller i sikringscellen, at T1 spurgte Thurbjerg Jensen, hvorfor denne ikke var kommet op og tale med T1. Vidnet var som nævnt hele tiden koncentreret om Thurbjerg Jensens ben. Han så ingen slå, men hørte noget, der kunne minde om lussinger. På et tidspunkt begyndte Thurbjerg Jensen at rotere rundt. Vidnet, der var anspændt af situationen, mente, at det var, fordi han blev vendt, og vidnet fulgte rutinemæssigt med stadigvæk uden at se op. Umiddelbart efter at Thurbjerg Jensen var vendt om, blev han fastspændt. Thurbjerg Jensen bad politifolkene stå ved, hvad de havde overværet, idet han ville indgive en klage. Vidnet har intet kendskab til, at der er særlige tegn, når der skal pacificeres eller andet. Vidnet har indtil februar 1978 gjort tjeneste i Vridsløse, hvorfra han heller ikke har kendskab til sådanne tegn.
 
Vidnet, fængselsbetjent Kai Erik Lubcke Hansen har bla. forklaret, at han den 15. april 1971 blev ansat som fængselsbetjent, og at han siden den 15. april 1977 har gjort tjeneste i Køge arrest. Vidnet kendte Thurbjerg Jensen fra sin tidligere tjeneste og tog alene imod ham ved ankomsten. Thurbjerg Jensen stillede forskellige krav bl.a. om at få sine ting udleveret og om at få 100 frimærker, så han kunne klage. Da T2 senere kom til, kaldte Thurbjerg Jensen ham en »stor fed grim bondekarl«. Efter at fængselsbetjent Bent Jacobsen havde fortalt, at han ved henvendelse i celle 104 nær havde fået hovedet klemt af, da Thurbjerg Jensen smækkede celledøren i, meddelte vidnet overvagtmesteren, at personalet ikke længere ville gå ind i cellen. Det blev derefter bestemt, at Thurbjerg Jensen skulle anbringes i sikringscelle. Der var ingen råben fra celle 104, men derimod buldren på døren. Vidnet gik ud fra, at Thurbjerg Jensen var klar over, at de kom, og at de var mange. Vidnet var derfor forberedt på, at Thurbjerg Jensen ville modtage dem med et stole eller bordben, hvorfor vidnet tog en madras som skjold. Efter at celledøren var skubbet hurtigt op, så vidnet, at Thurbjerg Jensen stod roligt med hænderne ned langs siden, hvorfor vidnet straks lagde madrassen fra sig. Thurbjerg Jensen blev derefter i føregreb ført ud af cellen, idet vidnet holdt i venstre og overvagtmester Larsen i højre arm. Thurbjerg Jensen gjorde ikke modstand, men nævnte, at han havde dårlig ryg, og bad dem om ikke at tage for hårdt. Med det kendskab vidnet og overvagtmesteren havde til Thurbjerg Jensen, fastholdt de deres greb, idet de ikke ønskede at tage nogen chancer. Ude på gangen tog T2 sidehalsgreb på Thurbjerg Jensen, der stadig ikke gjorde modstand eller sagde noget. På et tidspunkt kom T1 til og spurgte Thurbjerg Jensen, om aftalen ikke var, at Thurbjerg Jensen skulle tale med ham. Thurbjerg Jensen svarede, at han »kraftedemig ikke har nogen aftale med dig.« Thurbjerg Jensen gjorde fortsat ikke modstand, hvilket han heller ikke kunne, da vidnet og overvagtmesteren havde virkelig godt fat i ham. I sikringscellen slap T2 sidehalsgrebet og stillede sig ved hovedgærdet for enden af briksen. Thtirbjerg Jensen blev derefter lagt på maven for at sikre, at man ikke brækkede hans arme. Overvagtmester Larsen havde stadig føregreb i højre arm, medens vidnet, der skulle spænde mavebæltet, langsomt slap venstre arm, for at Thurbjerg Jensen kunne blive vendt. Meningen var, at T2 skulle overtage venstre arm, når vendingen var foretaget. Før vendingen var sket, har vidnet hverken set eller hørt slag. Da vidnet havde sluppet venstre arm, så han T1 stå ved siden af briksen på samme side som den, hvor vidnet indtil da havde befundet sig. Vidnet gik over på den modsatte side af briksen, hvorfra overvagtmester Larsen var skrævet over på den side, hvor T1 fortsat stod. Vidnet havde derefter travlt med at få spændt mavebæltet. Han så og hørte dog herunder, at T2 efter lyden at dømme gav Thurbjerg Jensen hårde lussinger, idet T2 sagde: »Kan du så ligge stille.« Vidnet mindes ikke, om T2 på daværende tidspunkt havde fat i Thurbjerg Jensens venstre arm. Da vidnet skulle spænde mavebæltet, så han, at T2 havde fat i venstre arm, der blev holdt ned langs siden på Thurbjerg Jensen. Medens T2 gav lussinger, bad Thurbjerg Jensen om, at man passede på hans tænder. Vidnet så, at T1 blev ramt af et af T2's slag, fordi T1 havde bøjet sig ind over Thurbjerg Jensen. Derefter sagde T1: »Så er det godt T2.« Ingen af politifolkene havde sagt noget under episoden. Da døren var lukket til sikringscellen, råbte Thurbjerg Jensen, at de nok skulle få gengældt det passerede. Under anbringelsen var Thurbjerg Jensen ikke på noget tidspunkt ude af personalets kontrol. Vidnet syntes dog, at han, efter at Thurbjerg Jensen var vendt om på ryggen, så »en masse arme« ved hovedgærdet, arme som både kan have været T2's og Thurbjerg Jensens. Vidnet har været med til at fastspænde mange indsatte og vil ud fra sin erfaring sige, at efter den situation, der forelå, havde man situationen fuldstændig under kontrol.
 
Vidnet, fængselsbetjent Bent Jacobsen har bl.a. forklaret, at han i 8 år har været fængselsbetjent, heraf de to sidste i Køge arrest. Han kendte Thurbjerg Jensen fra engang for 5-6 år siden i Vestre Fængsel. Vidnet henvendte sig i celle 104, da Thurbjerg Jensen ringede med klokken. Thurbjerg Jensen var hidsig over at være bragt til Køge og forlangte at få sine ting omgående. Vidnet forsøgte at tale stille og roligt, mens han stod på dørtrinnet til cellen. Thurbjerg Jensen smækkede imidlertid døren så kraftigt i, at vidnet måtte trække hovedet til sig, for at det ikke skulle blive smadret. Da Thurbjerg Jensen senere blev ført ud af cellen, så det ikke ud til, at han gjorde modstand, udover den modstand man som regel vil forsøge, fordi det gør ondt at være i føregreb. Vidnet hørte ikke Jensen sige andet, end at man skulle passe på hans dårlige ryg. Vidnet kender intet til det i sagen omhandlede tegn fra T1. T2 har et godt rygte blandt de indsatte. Vidnet tror ikke, at T2 af egen drift ville slå på nogen af de indsatte, medmindre det var afgørende nødvendigt at gøre det.
 
Vidnet, fængselsbetjent Linda Jensen har forklaret, at hun er tillidsrepræsentant for personalet i Køge arrest. Først den 3. juli 1978 blev hun bekendt med, at Thurbjerg Jensen samme dag skulle overføres til arresten. Hun forstod ikke hvorfor, idet han er kendt som en vanskelig mand, der slet ikke passede til det fællesskab, man har i Køge arrest. Da hun også havde hørt ham omtalt som voldsom, tilkendegav hun over for arrestforvareren, at man om natten måtte have 4 personer i tjeneste i stedet for som vanligt 2. Vidnet kender intet til særlige tegn mellem personalet eller fra arrestforvareren. T2 har et enormt godt forhold til de indsatte. Han er meget loyal over for ledelsen, og vidnet vil nærmest sige, at han er autoritetstro. Hun mener ikke, at han ville slå, uden at have fået ordre hertil. Vidnet tror, at T2 er ordblind, og han deltager ikke meget i den faglige debat.
 
Vidnet, vagtmester Verner Dahl Brorson har forklaret, at han har været ansat i fængselsvæsenet siden 1966 med tjeneste i Køge siden 1976. Han har intet kendskab til, at der i arresten anvendes særlige tegn til tilkendegivelse af, at en indsat skal pacificeres eller slås. Han har hørt sådanne tegn omtalt på Politigården i København. Efter vidnets opfattelse har T2 et mægtigt godt forhold til de indsatte. Vidnet mener ikke, at T2 ville anvende vold, medmindre det var strengt nødvendigt.
 
Vidnet, vagtmester Hans Olaf Andersen har forklaret, at han siden 1967 har været ansat i Kriminalforsorgen og i de sidste 6-7 år har gjort tjeneste i Køge arrest. Fra Københavns Fængsler kender vidnet Thurbjerg Jensen, der ikke er nogen nem indsat. Da vidnet hørte rygter om, at Thurbjerg Jensen skulle anbringes i Køge, søgte han telefonisk i Vestre Fængsel at få nærmere oplysninger herom. Baggrunden var, at vidnet på grund af det udstrakte fællesskab i Køge arrest var meget betænkelig ved at modtage Thurbjerg Jensen. T1 meddelte vidnet, at denne skulle være en slags barnepige for Thurbjerg Jensen og bla. skulle ledsage denne under udgang. Vidnet spurgte uvilkårligt T1, om denne var bindegal, og vidnet søgte at undslå sig opgaven. Der bruges ikke i Køge arrest særlige tegn til, at der skal anvendes vold. T2 har et fint forhold til de indsatte, som han giver en god behandling. Han er samtidig meget autoritetstro.
 
Ifølge rapport af 3. juli 1978 vedrørende anbringelse i sikringscelle afgivet af overvagtmester Poul Larsen, blev Thurbjerg Jensen anbragt i sikringscellen den nævnte dag kl. 13,30 for at afværge truende vold. Ved anbringelsen blev der ifølge rapporten anvendt magt i form af »føregreb og sidehalsgreb.«
 
Embedslæge Bent Lund Jørgensen, der blev underrettet kl. 13,45 af T1, har i rapporten anført, at lægetilsynet blev foretaget kl. 14, idet lægen i øvrigt har påtegnet følgende bemærkninger:
»Pt. er tilset i sikringsrummet. Til venstre for midtlinien i panden ses en mindre bule, og under venstre øje ses lidt rødme. Pt klager desuden over ømhed af venstre skulder, som intet sikkert frembyder. Klager endvidere over smerter i ryggen. P.g.a. pt.'s aggression er han under undersøgelsen fastspændt.«
 
Anbringelsen ophørte ifølge rapporten samme dag kl. 14,30.

Retten skal udtale:
Efter de tiltaltes egne forklaringer sammenholdt med politiassistenterne Pihl, Bladt og Johansens vidneforklaringer lægger retten til grund, at tiltalte T1, medens Thurbjerg Jensen lå på maven på briksen, gav tiltalte T2 det i anklageskriftet beskrevne tegn. Tiltalte T2 slog derefter som beskrevet i anklageskriftet, medens Thurbjerg Jensen lå henholdsvis på maven og på ryggen, hvorefter T1 bad T2 om at ophøre med at slå. Efter bevisførelsen kan det - i overensstemmelse med anklagemyndighedens procedure - ikke udelukkes, at Thurbjerg Jensen, medens han lå på maven, var ved at få højre arm fri, samt at han under vendingen på et tidspunkt havde venstre arm fri.
 
To af rettens medlemmer finder under hensyn hertil og til det kendskab, som T1 havde til Thurbjerg Jensens farlighed, at T1 ved at give tegn til T2 om at pacificere Thurbjerg Jensen og ved at acceptere, at T2 derefter slog som beskrevet, ikke har overskredet grænserne for den magtanvendelse, som måtte anses for nødvendig for at sikre Thurbjerg Jensens anbringelse i sikringscellen, jfr. straffelovens § 13, stk. 3. Idet de af tiltalte T2 under disse omstændigheder anvendte slag ikke kan tilregnes ham som strafbare angreb på Thurbjerg Jensen, stemmer disse medlemmer for at frifinde de tiltalte.

Et af rettens medlemmer udtaler:
 
Uanset om det lægges til grund, at Thurbjerg Jensen, medens han lå på maven, var ved at få højre arm fri, eller denne arm efter tiltalte T1's opfattelse var blevet fri, må det efter bevisførelsen i øvrigt have været ganske klart for T1, at der ikke forelå en situation, som med rimelighed kunne begrunde anvendelse af knytnæveslag og senere lussinger. Der henses herved navnlig til, at Thurbjerg Jensen ifølge politiassistenternes vidneforklaringer i det hele ikke havde gjort nævneværdig modstand samt til, at han fortsat var fastholdt i benene og med føregreb i venstre arm, ligesom der udover fængselsfunktionærerne var tre politifolk med stave til stede. Idet tiltalte T2 efter hans egen forklaring ligeledes har været klar over, at Thurbjerg Jensen ikke havde givet rimelig anledning til, at der blev anvendt de nævnte knytnæveslag og lussinger, finder dette medlem, at de tiltalte må anses for skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet.
 
Der gives dom efter stemmeflertallet.
- - -

Østre Landsrets dom 14. februar 1979 (8. afd.).
 
Den indankede dom, der er afsagt den 9. november 1978 af retten i Køge (sag nr. SS 194/78) er påanket af anklagemyndigheden til domfældelse efter anklageskriftet.
 
De tiltalte har påstået frifindelse.
 
For landsretten er der foruden af de tiltalte afgivet forklaring af vidnerne Bent Thurbjerg Jensen, politiassistenterne Bjarne Steen Pihl, Leif Bladt og Svend-Erik Juul Johansen, overvagtmester Poul Larsen samt fængselsbetjentene Lars Erik Christensen, Kai Erik Lubcke Hansen og Bent Jacobsen, der alle i det væsentlige har forklaret som gengivet i den indankede dom.
 
Tiltalte T1 har yderligere forklaret, at han i sikringscellen følte, at situationen var ved at løbe ud af kontrol. Det tegn, tiltalte gav medtiltalte T2, betød blot, at Thurbjerg Jensen skulle pacificeres på en eller anden måde, f.eks. ved slag eller ved at man lagde sig hen over ham. Når tiltalte forklarede til politirapport som gengivet i den indankede dom, skyldtes det også, at han ikke mente, at han havde pligt til at afgive forklaring til politiet om en anbringelse i sikringscelle. Det var et problem mellem ham som arrestforvarer og kriminalforsorgen, idet tiltalte herved har tilføjet, at han muligt i sin fremgangsmåde har »fulgt en forkert taktik«.
 
Tiltalte har været foreholdt notat af 12. december 1978 fra politiet i Køge, hvorefter han efter underrettens dom telefonisk har bedt medtiltalte T2 ændre sin hidtidige forklaring under sagen. Hertil har tiltalte forklaret, at det er rigtigt, at han har talt med T2 om sagen, idet de jo begge var i en presset situation. Der har dog ikke på noget tidspunkt været tale om, at han har bedt T2 ændre sin forklaring. Tiltalte har blot villet »retlede« T2 og sagt, at han skulle fortælle, hvad der regulært var sket.
 
Tiltalte T2 har yderligere forklaret, at efter hans opfattelse kunne det tegn, medtiltalte T1 gav, kun forstås således, at Thurbjerg Jensen skulle have nogle dask. Tiltalte har ikke kunnet angive nogen anden måde at pacificere Thurbjerg Jensen på end ved at slå. Tiltalte har fastholdt, at han dengang følte, at det ikke var nødvendigt at slå. Thurbjerg Jensen var under kontrol, men sprællede lidt.
 
Vidnet Thurbjerg Jensen har yderligere forklaret, at han er helt sikker på, at han i sikringscellen ikke havde slået sig løs eller var i færd med at vride sig løs. Da han blev slået, fastholdtes han i arme og ben uden at gøre modstand. Vidnet fremsatte ikke trusler under episoden.
 
Vidnerne politiassistent Steen Pihl og politiassistent Leif Bladt har samstemmende forklaret, at der for dem ingen tvivl var om, hvad tiltalte T1's tegn betød, selv om de ikke i forvejen kendte tegnet. Efter vidnernes opfattelse var slagene hverken berettigede eller nødvendige. Da de forlod arresthuset talte de om, at man denne gang var gået over stregen.
 
Vidnet politiassistent Juul Johansen har fastholdt, at det var hans indtryk, at magtanvendelse ikke var nødvendig. Det kom som noget af et chock for vidnet, at det skete kunne foregå i et fængsel i Danmark.
 
Vidnet overvagtmeter Poul Larsen har yderligere forklaret, at Thurbjerg Jensen var helt skruet op. Han havde en arm fri og dermed mulighed for at slå. Vidnet så en arm svinge, men om det var Thurbjerg Jensens arm, eller om det var en andens, har vidnet ikke kunnet sige.
 
Vidnet fængselsbetjent Lars Christensen har yderligere forklaret, at han efter slagene hørte nogen sige »så er det godt så er det nok«, men om denne udtalelse stammede fra T1 eller overvagtmester Larsen, har vidnet ikke været i stand til at oplyse.
 
 Vidnet fængselsbetjent Lubcke Hansen har yderligere forklaret, at han ikke synes, at det var nødvendigt at slå Thurbjerg Jensen, men at han kan forestille sig, at T2 blev nervøs, fordi Thurbjerg Jensens arm kom fri.
 
Vidnet fængselsbetjent Bent Jacobsen har yderligere forklaret, at Thurbjerg Jensen stod roligt, da vidnerne Larsen og Lubcke Hansen gik ind i cellen for at føre ham til sikringscellen. Endnu den 3. juli 1978 blev Thurbjerg Jensen tilbageført til Vestre fængsel. Her blev han den 5. juli 1978 undersøgt af læge Janina Mikkelsen, der i en samme dag udfærdiget erklæring udtalte:
»- - -
Objektivt: der ses talrige små sugillationer (blodunderløbninger) over venstre halvdel af panden, ansigtet, samt bag venstre øre. I panderegionens venstre side ca. 3 X 2 cm stor hævelse, - excoriation, - egentlig hæmatom.
 
Ydre cranium: - tegn på fraktur.
 
Ved obj. undersøgelse af begge skuldre og arme findes habituel status uden tegn på friske læsioner«.
 
Forud for Thurbjerg Jensens overførsel til Køge arrest den 3. juli 1978 blev spørgsmålet om hans anstaltsmæssige placering forhandlet i Direktoratet for kriminalforsorgen.
 
De herom optagne referater har i uddrag været dokumenteret under domsforhandlingen i landsretten. Af referaterne fremgår, at Thurbjerg Jensen havde afslået at blive anbragt i statsfængslet på Kragskovhede eller på Kærshovedgård. Herefter kom Køge arrest ind i billedet som stedet for en midlertidig anbringelse. Herom anføres i et mødereferat af 12. juni 1978 bla.:
»- - - Overvagtmester Carlson pegede på, at den indsatte muligvis ville svale af, hvis han kom 3 dage på orlov. I øvrigt troede Carlson ikke, at Køge arrest var velegnet til den indsatte, der formentlig enten ville smadre den eller i løbet af kort tid stille sig an i rollen som arrestforvarer«.
 
I et møde i kriminalforsorgen den 22. juni 1978 drøftede man orlov-spørgsmålet. Det hedder i mødereferatet bla.:
»- - - derefter talt med vicepolitidirektør Nørgaard, som bestemt udtalte sig imod orlov, idet han anser den indsatte for at være en af de ganske få der frembyder en virkelig alvorlig fare for retssikkerheden, hvorfor den pågældende bør afsone til endt straf. Nørgaard anmodede om, at politiet blev hørt til sin tid om prøveløsladelsesspørgsmålet, hvilket jeg lovede«.
 
Efter at Thurbjerg Jensen var blevet gjort bekendt med afgørelsen om hans overflytning til Køge arrest, rettede han i en skrivelse af 29. juni 1978 henvendelse til Folketingets retsudvalg. I skrivelsen anfører Thurbjerg Jensen bla.:
»- - -
Jeg skal gerne indrømme, at jeg sikkert ikke er helt let at omgås, men taget i betragtning, at jeg fra mit andet år, til mit femtende, har været anbragt på ca. 25 forskellige anstalter, og af de sidste 21 år, har jeg tilbragt de 18 i fængsel, på fire domme. Men man kan vel roligt påstå, at jeg er opdraget af børneværnet og kriminalforsorgen, og vel optræder og taler, på den måde jeg har lært, og som det har kostet det offentlige millioner, at få banket ind i kroppen på mig. - - -«
 
Efter episoden i Køge arrest blev der stillet spørgsmål til Justitsministeren. I svaret til Folketingets retsudvalg hedder det bla.:
 
»Man skal indledningsvis, inden besvarelsen af de i spørgsmålet indeholdte 28 underspørgsmål, give følgende oplysninger om N.N.s afsoningsforhold:
 
N.N., der er født den 4. september 1944, er kendt i alle lukkede fængsler på en sådan måde, at de pågældende institutioner har afgørende betænkeligheder ved at modtage ham. I 1963 blev han efter fængselsnævnets bestemmelse overflyttet fra det daværende lukkede ungdomsfængsel i Nyborg til særfængslet i Horsens på grund af psykiske vanskeligheder. Under afsoning af en senere dom måtte han i 1965 overflyttes fra særfængslet i Horsens til anstalten ved Herstedvester. Baggrunden var en episode, hvorunder N.N. overfaldt en vagtmester og en overbetjent i Horsens og tilføjede begge stiksår med en lommekniv. For dette forhold blev N.N. idømt forvaring.
 
N.N. blev prøveudskrevet fra Herstedvester i begyndelsen af 1970, men blev i efteråret 1970 varetægtsfængslet for nye forhold. For forholdene blev han i foråret 1972 idømt 3 års særfængsel. Straffen blev udstået i Herstedvester, hvorfra han blev prøveløsladt i begyndelsen af 1973.
 
Han blev på ny varetægtsfængslet den 12. oktober 1973 og ved Østre Landsrets ankedom af 7. marts 1975 idømt en fællesstraf af fængsel i 9 år for alvorlig kriminalitet, hvori indgik vold og røveri. Det er denne dom, N.N. nu afsoner. N.N. er imidlertid ved Østre Landsrets ankedom af 17. maj 1976 idømt yderligere en straf af fængsel i 6 måneder i forbindelse med handel med euforiserende stoffer under afsoningen i statsfængslet i Vridsløselille. Som det nærmere fremgår af besvarelsen af spørgsmål 2, er det denne sag, der er årsagen til, at man ikke har ment at kunne efterkomme N.N.s eget ønske om på ny at komme til at afsone i Vridsløselille. Det skal yderligere bemærkes, at man forud for den under spørgsmål 2 behandlede forsøgsvise anbringelse den 5. august 1976 i statsfængslet i Horsens havde åbnet mulighed for, at N.N. i stedet kunne anbringes i statsfængslet i Nyborg. En sådan anbringelse var N.N. imidlertid selv meget stærkt imod. Efter den nye episode i Horsens i november 1977 som der er redegjort for i svaret på spørgsmål 7 har det været nødvendigt at træffe usædvanlige afgørelser om afsoningssted for i det hele taget at gennemføre straffuldbyrdelsen.
 
Der er ikke andre indsatte i kriminalforsorgen, der har frembudt tilsvarende vanskeligheder«.

Fem af rettens medlemmer udtaler:
 
Også efter det for landsretten fremkomne findes det bevist, at tiltalte T1, mens Bent Thurbjerg Jensen lå på maven på briksen, gav tiltalte T2 det i anklageskriftet nævnte tegn, der måtte forstås som et tegn til at slå. Tiltalte T2 slog derefter Thurbjerg Jensen som beskrevet i anklageskriftet, dog at det ikke findes godtgjort, at der er givet denne mere end to knytnæveslag i ryggen. Efter bevisførelsen finder disse dommere ikke at kunne udelukke at Thurbjerg Jensen, mens han lå på maven, var ved at få højre arm fri, og at han i forbindelse med vendingen på et tidspunkt havde venstre arm fri. Rettens flertal finder ikke grundlag for at antage, at Thurbjerg Jensen under begivenhedsforløbet har gjort fysisk modstand af betydning, ligesom det må lægges til grund at fængselspersonalet hele tiden, også da Thurbjerg Jensen havde armen eller armene fri som foran anført, havde ham under kontrol.
 
Der har herefter ikke foreligget en situation som omhandlet i straffelovens § 13, stk. 3.
 
Idet Thurbjerg Jensen må anses for sagesløs og idet den udøvede vold efter de afgivne lægeerklæringer findes at måtte henføres under straffelovens § 244, stk. 4, 2. pkt. som værende af mindre grov beskaffenhed, vil de tiltalte være at anse skyldige efter anklageskriftet.
 
Ingen af rettens medlemmer har fundet anledning til for så vidt angår tiltalte T2 at bringe straffelovens § 84, stk. 1, nr. 5 i anvendelse.
 
Den af de tiltalte i medfør af straffelovens § 244, stk. 4, jfr. § 151 og § 154 forskyldte straf fastsættes for hver til fængsel i 30 dage.
 
Et af rettens medlemmer vil af de af flertallet i den indankede dom anførte grunde frifinde de tiltalte.
 
Dette medlem tiltræder den skete strafudmåling.
 
Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.

Højesterets dom.
 
Den i denne sag af Østre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af de tiltalte med påstand om formildelse, af anklagemyndigheden til skærpelse.
 
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Helga Pedersen, Høeg, Bangert, Weber og Gersing.
 
De tiltalte blev fra den 24. juli 1978 at regne suspenderet fra deres stilling som henholdsvis arrestforvarer og fængselsbetjent. Den 13. marts 1979 blev de begge afskediget efter ansøgning fra udgangen af juni måned 1979, tiltalte T1 med pension efter lov om tjenestemandspension og tiltalte T2 således, at han er berettiget til opsat pension i henhold til nævnte lovs §§ 24-26.
 
Tre dommere - Bangert, Weber og Gersing - finder, at straffene er passende bestemt, og at der ikke er grundlag for at gøre straffene betinget. De stemmer derfor for at stadfæste dommen.
 
Dommerne Helga Pedersen og Høeg, der ligeledes finder straffene passende bestemt, stemmer for, at straffene under hensyn til det om de tiltaltes personlige forhold oplyste gøres betinget med en prøvetid på 2 år.
 
Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:
 
Landsrettens dom bør ved magt at stande.
 
Sagens omkostninger for Højesteret udredes af de tiltalte, T1 og T2.