|
H. D. 22. august 1979
i sag II 196/1979 |
Rigsadvokaten
mod T1 (adv. Winsløv Olsen e.o.) og
T2 (lrs. Erik Rasmussen e.o.).
|
![](blank.gif) |
Køge rets dom 9. november 1978.
|
Under denne sag, der er behandlet under medvirken af
domsmænd, tiltales T1 og T2 ifølge anklageskrift af
7. september 1978 fra statsadvokaten for Sjælland
til straf |
1. |
T1 for
overfald efter straffelovens § 244, stk. 4, jfr. §
151, ved den 3. juli 1978 ca. kl. 13,30 i
sikringscellen i Køge arresthus, hvor han er ansat
som arrestforvarer, at have givet medtiltalte, der
var fængselsbetjent, ordre til at øve vold mod den i
arresthuset indsatte Bent Thurbjerg Jensen, der var
sagesløs, og som af flere arresthusfunktionærer blev
holdt fast liggende på maven på en briks i
sikringscellen, idet tiltalte førte sin knyttede
hånd op og ned over Jensens ryg som tegn til, at der
skulle slås, hvorefter medtiltalte tildelte Jensen
flere knytnæveslag på ryggen og slag med flad hånd i
nakken, og - efter at Jensen, som stadig blev
fastholdt, var blevet vendt om på ryggen på briksen
- yderligere tildelte ham slag med flad hånd dels
som lussinger, dels som baghåndsslag i ansigtet,
hvorefter tiltalte gav tegn til, at medtiltalte
skulle ophøre med at slå.
|
2. |
Tiltalte T2
for overfald efter straffelovens § 244, stk. 4, jfr.
§ 154, ved den 3. juli 1978 ca. kl. 13,30 i
sikringscellen i Køge arresthus, hvor han er ansat
som fængselsbetjent, at have øvet vold mod Bent
Thurbjerg Jensen, der var sagesløs, og som af flere
arresthusfunktionærer blev holdt fast liggende på
maven på en briks i sikringscellen, idet tiltalte,
efter at medtiltalte på den i forhold 1 anførte måde
havde givet tegn hertil, tildelte Jensen flere
knytnæveslag på ryggen og slag med flad hånd i
nakken, og efter at Jensen, som stadig blev
fastholdt, var blevet vendt om på ryggen på briksen
yderligere tildelte ham slag med flad hånd dels som
lussinger, dels som baghåndsslag i ansigtet,
hvorefter medtiltalte gav tegn til, at tiltalte
skulle ophøre med at slå.
|
|
Tiltalte T1 er
født den 8. juni 1918 i - - -. |
Tiltalte T2 er
født den 16. juli 1935 i - - -.
|
Ingen af de
tiltalte er tidligere straffet. |
De tiltalte har
nægtet sig skyldige.
|
Der er under
domsforhandlingen afgivet forklaring af de tiltalte samt af
vidnerne Bent Thurbjerg Jensen, politiassistenterne Bjarne
Steen Pihl, Leif Bladt og Svend Erik Juul Johansen, Køge
politi, overvagtmester Poul Larsen, fængselsbetjentene Lars
Erik Christensen, Kai Erik Lubcke Hansen, Bent Jacobsen og
Linda Jensen, samt vagtmestrene Verner Dahl Brorson og Hans
Olaf Andersen, alle Køge Arresthus.
|
Det fremgår af
sagen, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i skrivelse af
30. juni 1978 til Bent Thurbjerg Jensen, Vestre Fængsel,
meddelte, at denne indtil videre skulle overføres til
arresthuset i Køge til fortsat strafudståelse. Overførslen
fandt derefter sted mandag den 3. juli 1978. Samme
eftermiddag indberettede tiltalte T1 telefonisk til
Direktoratet, at Thurbjerg Jensen efter sin ankomst til
arresten var blevet anbragt i sikringscellen med assistance
af politiet. I den anledning anmodede Direktoratet samme dag
telefonisk den fungerende politimester om hos T1 og de
assisterende politifolk at søge oplyst, hvad der var
passeret. Efter samtale med to af politifolkene og med T1
foranledigede den fungerende politimester, at Thurbjerg
Jensen blev tilbageført til Vestre Fængsel sidst på
eftermiddagen den 3. juli 1978.
|
Tiltalte T1 har
bl.a. forklaret, at han i 36 år har været ansat i
Kriminalforsorgen, hvor han var vagtmester ved Københavns
Fængsler, da han i 1972 blev ansat som arrestforvarer i
Køge. Under et møde i Direktoratet for Kriminalforsorgen i
begyndelsen af juni 1978 blev det oplyst, at man ønskede
Thurbjerg Jensen overført til Køge arrest. Tiltalte udtrykte
betænkelighed herved og stillede som betingelse dels at
overførslen først skete efter tiltaltes forestående ferie,
dels at tiltalte med sikkerhed kunne disponere over
vagtmester Hans Olaf Andersen, når Thurbjerg Jensen ankom.
Den 26. juni 1978 var tiltalte igen til møde i Direktoratet.
Han gjorde opmærksom på, at de indsattes talsmand havde
henstillet, at Jensen ikke blev overført til Køge arrest,
idet dette ville ødelægge den gode atmosfære i arresten.
Svaret herpå var kort og godt, at
Thurbjerg Jensen skulle til Køge, »selv om han skulle bæres
derned.« Tiltalte har fra sit tidligere virke kendskab til
Thurbjerg Jensen, som han mener at have haft et godt forhold
til. Der var af Direktoratet opregnet forskellige særlige
afsoningsbetingelser, som skulle være gældende for Thurbjerg
Jensen. Betingelserne afveg ganske væsentligt fra de vilkår,
som de øvrige indsatte havde. Dette fandt tiltalte
uantageligt, men bestemmelserne herom kunne ikke ændres.
Tiltalte bad herefter om, at man søgte at motivere Thurbjerg
Jensen for overførslen, og at man sikrede, at denne først
skete, når tiltalte var til stede, idet tiltalte som et
ufravigeligt krav bad Thurbjerg Jensens overførsel startet
med en samtale på tiltaltes kontor. Mandag den 3. juli 1978
ankom Thurbjerg Jensen, uden at tiltalte i forvejen var
underrettet. Tiltalte blev bekendt med overførslen, da han
kom tilbage fra frokost omkring kl. 13,10. »Huset stod da i
kog«, og tillidsrepræsentanten Linda Jensen forlangte mere
personale, hvis Thurbjerg Jensen skulle være i arresten. Der
var i forvejen til 48 indsatte kun to personer på vagt om
natten, og klientellet var på daværende tidspunkt væsentligt
hårdere, end belægget normalt er på et arresthus.
Overvagtmester Poul Larsen oplyste, at personalet havde
meddelt, at det ikke længere beherskede situationen. Ifølge
overvagtmesteren havde Thurbjerg Jensen været ved at
halshugge en medarbejder, mod hvem Thurbjerg Jensen smækkede
en dør i. Da der lød buldren fra Thurbjerg Jensens celle nr.
104, meddelte overvagtmesteren, at man ønskede Thurbjerg
Jensen overført til sikringscelle, herunder ønskede man
forstærkning fra politiet. Overvagtmesteren gjorde tiltalte
opmærksom på, at det kunne gå galt, og at det kunne være
nødvendigt at slå Thurbjerg Jensen ned. Dette tog tiltalte
til efterretning. Der blev tilkaldt tre politiassistenter,
der af tiltalte blev informeret om situationen, herunder om
at Thurbjerg Jensen skulle slås ned, hvis det blev
nødvendigt. Thurbjerg Jensen råbte højlydt fra cellen og
sparkede og bankede på døren. Denne blev åbnet ved, at
overvagtmesteren med en madras foran sig knaldede døren
tilbage. Tiltalte stod i gangen over for sikringscellen og
iagttog derfor ikke nærmere åbningen af celle 104. Thurbjerg
Jensen blev ført ud fra celle 104 af to fængselsbetjente,
der havde førergreb i hver sin arm, medens T2 vistnok tog
halsgreb. Tiltalte gik hen til Thurbjerg Jensen og tog denne
i håret, idet han spurgte, om de ikke skulle tale sammen på
kontoret. Dette afviste Thurbjerg Jensen, idet han blandt
andet sagde, at tiltalte godt vidste, at overførslen til
Køge var ulovlig. Thurbjerg Jensen blev derefter ført til
sikringscellen, hvorunder han efter tiltaltes skøn gjorde
voldsom modstand og blandt andet sagde, at han nok skulle
sørge for, at de medvirkendes familie blev slået ned.
Tiltalte gik først ind i sikringscellen, hvor han anbragte
sig i hjørnet nærmest skillerummet ind til lægeværelset. På
et tidspunkt, hvor Thurbjerg Jensen var anbragt på briksen,
uden at tiltalte husker, om han lå på ryggen eller på maven,
så tiltalte Thurbjerg Jensens ene hånd komme fri, nemlig den
hånd, der var længst borte fra tiltalte selv. Thurbjerg
Jensen lå nu med hovedet vendt mod tiltalte. Tiltalte gav da
ved at føre venstre arm op og ned 2 gange tegn til T2, hvem
han had de været i øjenkontakt med, et tegn som betød. at
Thurbjerg Jensen skulle pacificeres. Der var ikke noget
aftalt tegn, og tiltalte har ikke tidligere givet et sådant
tegn. Han så, at T2 gav Thurbjerg Jensen 3 eller 4 slag med
flad hånd, hvorunder der lød nogle ikke særligt høje klask.
Tiltalte kan ikke sige, hvor slagene ramte. Da han så, at
fængselsbetjenten havde fået greb på Thurbjerg Jensen,
således at han kunne fastspændes, sagde han herefter til T2:
»Så er det godt.« Medens dette var passeret, var tiltalte
gået nærmere hen mod briksen. Han havde herunder fået et
slag i det ene øje af en hånd, der kom tværs over briksen,
og som han troede var Thurbjerg Jensens. Ingen af de
tilstedeværende - heller ikke Thurbjerg Jensen eller
politifolkene - sagde noget under episoden i sikringscellen.
Den magt, der var blevet anvendt over for Thurbjerg Jensen,
var efter tiltaltes skøn den mildeste form alt taget i
betragtning. Tiltalte mener, at som situationen var, kunne
han have brugt tåregas eller beordret brug af stave. Udfra
tiltaltes kendskab til Thurbjerg Jensen tilkaldte han
embedslægen, skønt dette i øvrigt ikke var påkrævet.
Samtidig underrettede han Direktoratet for
Kriminalforsorgen. Tiltalte har aldrig bedt T2 slå, og T2 er
heller ikke kendt for at slå, men er kendt som en rolig
fængselsbetjent, som af utallige indsatte er blevet rost.
|
Det er foreholdt
T1, at han ifølge politirapport af 12. juli 1978 skal have
forklaret, at han ikke ved den pågældende lejlighed havde
set, at nogen slog på Thurbjerg Jensen, og at han heller
ikke ville have accepteret noget sådant. Ifølge rapporten
skal tiltalte have fastholdt denne forklaring efter at være
gjort bekendt med rapportforklaringer fra de tre
politiassistenter om, at Thurbjerg Jensen var blevet slået.
Endelig er det foreholdt tiltalte, at han ifølge
politirapporter af 17. og
27. juli 1978 skal have bestridt rigtigheden af T2's
forklaring om, at T1 havde givet T2 tegn til at slå.
|
T1 har hertil
bemærket, at han var chokeret og målløs over den udvikling,
sagen tog, således at han »måske har forfladiget det
passerede.« Det var efter tiltaltes opfattelse med urette,
at politiet interesserede sig så voldsomt for
sikringscelleanbringelsen, der måtte være en sag mellem
tiltalte og direktøren for Kriminalforsorgen. Tiltalte tog
derfor ikke de første afhøringer seriøst. Han vil
karakterisere T2 som ordblind og som en person, der har
vanskeligt ved at formulere sig. Det har været tiltaltes
opfattelse, at politiet kørte rundt med T2 for at få en
tilståelse af grov vold. Sikringscelleanbringelsen er efter
tiltaltes bedste overbevisning sket i nøje overensstemmelse
med det gældende cirkulære herom. Der var efter tiltaltes
opfattelse ingen andre muligheder end at beordre brug af den
magt, der blev anvendt. Fra det øjeblik, hvor Thurbjerg
Jensen kom ind i sikringscellen, overtog tiltalte ledelsen
af anbringelsen, og han sikrede sig herunder, at der ikke
blev anvendt mere magt, end øjemedet krævede.
|
T2 har bl.a.
forklaret, at han siden 1964 har været fængselsbetjent, hele
tiden i Køge arrest. Thurbjerg Jensen blev modtaget af
Lubcke Hansen og tiltalte, til hvem Thurbjerg Jensen sagde
»tykke svin«. Thurbjerg Jensen blev først ført til celle
102, som han afviste, fordi den var beskidt, og derefter til
celle 104. Han var »lidt opspændt«, men fremførte i øvrigt
ingen protester. Han forlangte sin bagage bragt fra vognen
op i cellen, hvilket ikke er sædvanligt. Tiltalte blev
senere tilkaldt af overvagtmester Poul Larsen, der oplyste,
at Thurbjerg Jensen var sprælsk og skulle føres i
sikringscelle. På det tidspunkt var der tilkaldt tre
politiassistenter, som var i 1. etage. Tiltalte spurgte
overvagtmesteren, om der skulle slås, hvilket denne
bekræftede. Tiltalte har herved bemærket, at det spørger man
altid om i en situation som den foreliggende. Han tog sit
armbåndsur af, således som man skal ifølge reglementet.
Tiltalte overværede ikke, hvorledes Thurbjerg Jensen blev
ført ud af celle 104 af kollegerne Lllbcke Hansen og Poul
Larsen. Da han var ført ud på gangen og hen ved trappen, tog
tiltalte hovedfaldsgreb på ham. I kampens hede så tiltalte
ikke, om T1 gik hen til Thurbjerg Jensen, forinden denne var
ført ind i sikringscellen. Her blev Thurbjerg Jensen lagt på
briksen, idet man, som man skal, anbragte ham på maven. Da
Thurbjerg Jensen var lagt ned, og man skulle til at spænde
benene, overtog tiltalte det føregreb, som Poul Larsen havde
i Thurbjerg Jensens højre arm. Thurbjerg Jensen sagde ikke
noget, men kæmpede en lille smule. Herunder var Thurbjerg
Jensens højre hånd lige ved at glide ud af tiltaltes hånd.
T1, der stod et stykke fra på den modsatte side af briksen,
gav tegn som af T1 forklaret. Tiltalte har ikke set det før,
men har hørt om det blandt kolleger i Køge arrest. Efter
tiltaltes opfattelse betyder det, at der skal slås. Tiltalte
gav derefter med sin højre knyttede hånd Thurbjerg Jensen et
slag på det ene skulderblad, hvorefter Thurbjerg Jensens
højre hånd kom fri. Derpå gav tiltalte med knyttet næve
Thurbjerg Jensen et slag på det andet skulderblad. En af de
andre fik fat i Thurbjerg Jensens fri højre arm, hvorefter
tiltalte gav Thurbjerg Jensen nogle dask i nakken med flad
hånd, det vil sige som lussinger og baghåndsslag, vistnok
kun to slag, der ikke var særligt kraftige. Thurbjerg Jensen
blev derefter vendt om på ryggen. Medens de andre var i gang
med at spænde Thurbjerg Jensen og holde ham fast, gav
tiltalte ham nogle slag på kinderne med flad hånd som
beskrevet i anklageskriftet. Slagene var ikke særligt
kraftige. Tiltalte brugte højre hånd og ramte herunder T1 i
ansigtet, fordi T1 »i kampens hede var kommet for tæt på.«
T1 sagde derefter: »Nu er det godt.« Tiltalte var ikke sur
på Thurbjerg Jensen, der gjorde en lille smule modstand og
godt kunne have gjort mere modstand. Ifølge tiltalte var det
ikke nødvendigt at slå, og tiltalte ville ikke have slået,
hvis han ikke havde fået tegn fra T1. Han tør ikke sige,
hvad der ville være sket, hvis han ikke havde adlydt tegnet.
Tiltalte havde intet hørt om, at der forelå særlige
beskrivelser over Thurbjerg Jensens legemlige tilstand, da
han blev overført til Køge.
|
Tiltalte T1 har
til det sidst anførte bemærket, at det under mødet i
Kriminalforsorgen forud for overførslen blev oplyst, at
Thurbjerg Jensen havde en skade i ryggen og glassplinter i
fødderne. Personalet var ikke blevet gjort bekendt hermed.
|
Vidnet Bent
Thurbjerg Jensen (født 4. september 1942) har forklaret, at
han straks protesterede mod at skulle overføres til Køge
Arrest og gjorde det klart, at han ville klage, og at han i
Køge arrest ville fortsætte med at klage. Da han ankom til
arresten, bad han om at måtte blive anbragt i
isoleringscelle, ligesom han bad om at få bragt sine ting.
Det er muligt, at han til en af fængselsbetjentene har sagt
noget i retning af »fede svin« eller lignende. Dette
skyldtes, at vidnet ikke følte, at han hurtigt nok blev
lukket ind i
isoleringsafdelingen. Han tilkendegav over for personalet,
at han ville protestere, men at de ikke måtte tage det
personligt, da de jo ikke var ansvarlige for den afgørelse,
der var truffet. Det er foreholdt vidnet, at han ifølge
rapport af 27. juli 1978 skal have erkendt, at han var
utilbens og provokerende. Vidnet har hertil bemærket, at
udtalelserne skal forstås på den baggrund, som vidnet
ovenfor har refereret. Vidnet kendte fra Vestre Fængsel
fængselsbetjent L|bcke Hansen, der tog imod ham. Efter at
vidnet havde været på toilettet, og efter at klokken i
cellen, som ikke virkede, var blevet repareret, ringede
vidnet for at få sine ting. En fængselsbetjent kom til stede
og bad vidnet om at tage det roligt og få det til at gå, bla.
ved at indvillige i at gå i fællesskab. Dette afviste vidnet
og smækkede døren i for næsen af betjenten, men uden at der
var fare for, at denne kom i klemme. Ca. et kvarter senere
ringede vidnet, uden at der blev svaret. Han begyndte
derefter også at banke på døren i øverste højre hjørne over
låsen, fordi det der giver mest larm. Han råbte ikke fra
cellen. Nogen tid efter blev døren åbnet stille. Vidnet
stillede sig lige ved siden af døren med begge hænder i
lommen. Han bad om at komme på toilettet, men fik at vide at
han lige skulle gå en lille tur. Vidnet forstod straks, at
han skulle i sikringscellen. Han så ude på gangen
forskelligt personale, bl. a. T1, samt nogle ordensbetjente.
To fængselsbetjente tog føregreb på vidnet, der bad dem om
at passe på hans ryg og arme. Vidnet havde først sagt, at
han godt kunne gå selv. Han gjorde ingen modstand undervejs
til sikringscellen. I gangen blev vidnet grebet i håret,
uden at han vidste af hvem, ligesom han fik nogle slag i
nakken og baghovedet, uden at han ved, hvorfra slagene kom.
På et tidspunkt, inden de var nået til sikringscellen, sagde
T1, at vidnet kunne være kommet med op på kontoret. Vidnet
var efter ankomsten blevet opfordret til at komme til T1's
kontor. Dette havde vidnet afvist, idet han havde bedt T1
komme til vidnet, hvis han havde noget at tale med ham om. I
sikringscellen blev vidnet først lagt på maven, idet han
fortsat blev fastholdt. Det var hans fornemmelse, at T1 gik
amok og slog ham over lænden. Vidnet bad igen om, at man
passede på hans ryg. Medens vidnet stadig var fastholdt, fik
han nogle slag i nakken. Da han derefter blev vendt om, så
han, at T2 stod ved hovedgærdet. T2 slog derefter vidnet i
hovedet. Vidnet bad ham passe på vidnets tænder, hvorved
vidnet vendte hovedet og blev ramt på det ene øre. Idet T2
slog, uden at vidnet kan sige hvor mange slag, ramte T2 T1
med en finger i øjet. Slagene blev tildelt med håndryg og
håndflade. Da T1 blev ramt, vendte han sig grinende til en
af politibetjentene og sagde: »Han har ramt mig i øjet«
eller sådan noget lignende. Politibetjenten svarede et eller
andet, hvortil T1 sagde noget lignende som: »Så har han fået
nok.« Vidnet har fastholdt, at han ikke på noget tidspunkt
havde den ene hånd fri, da han blev anbragt på briksen i
sikkerhedscellen.
|
Vidnet
politiassistent Bjarne Steen Pihl har forklaret, at han
sammen med to kolleger var blevet tilkaldt til arresten,
hvor T1 oplyste, at man skulle flytte en fange, der var
voldsmand og psykopat. Hvis der blev problemer, skulle
fangen pandes ned. Vidnet hørte, at der blev buldret på
døren fra cellen, men han hørte ingen råb fra denne. Da
døren til cellen blev åbnet af fængselspersonalet, stod
Thurbjerg Jensen stille og roligt med hænderne ned langs
siden. Han havde ikke hænderne i lommen. To fængselsbetjente
tog føregreb på Thurbjerg Jensen, der ikke gjorde modstand.
Derimod sagde han noget om toilet og om, at det var en
fandens tid, det tog. Vidnet husker ikke, om nogen slog
efter Thurbjerg Jensen, da han blev ført hen ad gangen. Han
så, at Thurbjerg Jensen på gangen blev trukket i håret
bagfra, uden at han så af hvem. Vidnet har ikke set, om
nogen havde hovedfaldsgreb på Thurbjerg Jensen. Vidnet gik
med ind i sikringscellen, hvor han stod i kort afstand fra
briksen ved dennes fodende. Thurbjerg Jensen lå på maven, da
vidnet kom ind i sikringscellen. Han blev holdt fast i arme
og ben af fængselspersonalet og gjorde, så vidt vidnet kunne
se, ikke modstand. T1 gik hen ved siden af briksen, bøjede
sig ind over denne og førte sin knyttede hånd ned og op to
gange over Thurbjerg Jensens ryg uden at berøre denne.
Derefter slog T2 Thurbjerg Jensen i ryggen omkring
skulderbladene med knyttet hånd en eller to gange, hvorved
der lød et dunk, så det rungede i brystkassen. Thurbjerg
Jensen vred sig ikke og prøvede ikke på at dreje sig, hvad
han heller ikke havde gjort, før han fik slagene, idet han,
såvidt vidnet kunne se, ingen modstand gjorde. Endnu medens
Thurbjerg Jensen lå på maven, fik han af T2 nogle drag over
nakken, uden at vidnet tør sige, om det var med håndfladen
og/eller med håndryggen. Thurbjerg Jensen, der stadig ikke
gjorde modstand, blev vendt om på ryggen. Han sagde da, idet
han så på T1, noget lignende som: »Og den står du model til,
T1.« Thurbjerg Jensen, der stadig var fastholdt, løftede
hovedet fra briksen, medens armene stadig blev holdt nede
mod denne. Derefter fik han af T2 mindst
to lussinger med flad hånd, en med håndfladen og en med
håndryggen. Det klaskede lidt fra slagene. På et tidspunkt
drejede Thurbjerg Jensen hovedet, således at en lussing
suste forbi og ramte det ene øje på T1, der stod på den
modsatte side af briksen. T1 tog sig til øjet og sagde: »Han
slog mig sgu«, hvorpå T1 spurgte vidnet, om øjet var blevet
blåt. Thurbjerg Jensen havde i det forløb, som vidnet
overværede, overhovedet ingen modstand gjort, og den
beskrevne magtanvendelse i det omfang, den bestod af slag,
var således ikke nødvendig efter vidnets opfattelse. Vidnet
havde ligesom sine kolleger holdt sig i baggrunden uden at
gøre indsigelse mod det passerede, hvorved vidnet har
bemærket, at det, der foregik, medens Thurbjerg Jensen lå på
briksen, gik ret stærkt. Efter vidnets opfattelse er det
meget smertefuldt at forsøge at frigøre sig fra føregreb.
Vidnet har ikke set T1 slå på Thurbjerg Jensen. 15-20
minutter efter tilbagekomsten til politistationen blev
vidnet og en kollega kaldt til politiassessoren, der
fungerede under politimesterens fravær. Enten samme dag
eller dagen efter blev vidnet og kollegerne anmodet om at
udfærdige en notits. Vidnet mener, at de inden samtalen med
politiassessoren med den vagthavende i grove træk havde talt
sammen om, hvad der var foregået. Vidnet syntes selv, at man
i arresten havde »strammet den lovlig meget«, men vidnet
vidste jo ikke, hvad der var gået forud.
|
Vidnet
politiassistent Leif Bladt har forklaret, at han blev
tilkaldt sammen med to kolleger, som af forrige vidne
forklaret. T1 havde oplyst, at en voldsom person skulle i
sikringscelle, og at der ikke skulle tages nogen chancer med
ham, da han var en kendt voldsmand. Mere blev der ikke sagt.
Der hørtes bankelyde på celledøren samt lyde fra en summer,
ligesom en lampe lyste. Vidnet hørte ingen råb. Vidnet så
først Thurbjerg Jensen, da denne blev ført ud på gangen af
to mand med førergreb. T1 tog Thurbjerg Jensen i forhåret og
ruskede ham lidt, idet han sagde noget i retning af, hvad
han bildte sig ind. Vidnet har ikke bemærket, om nogen -
herunder T1 - slog Thurbjerg Jensen på gangen. Thurbjerg
Jensen gjorde ingen modstand, men nævnte, at han havde
dårlig ryg. Han blev af tre mand ført ind i sikringscellen.
Vidnet stillede sig i forrummet ved observationsruden,
hvorfra han havde fuldt overblik over selve briksen.
Thurbjerg Jensen blev anbragt på maven, hvorved han vred sig
lidt, men ikke nævneværdigt. Vidnet så skråt bagfra T1, der
stod mellem observationsruden og briksen, gå hen til
briksen, idet han førte sin knyttede hånd op og ned over
ryggen på Thurbjerg Jensen uden at berøre denne. Derefter
slog T2 med knyttet hånd Thurbjerg Jensen et par gange ca.
midt mellem skulderbladene. Det var efter vidnets opfattelse
hårde slag, fordi han kunne høre det sige »dunk« helt ud i
forrummet, hvortil døren stod åben. Vidnet gik derefter ind
i sikringscellen. Såvidt vidnet husker, fik Thurbjerg Jensen
ikke flere slag, medens han lå på maven, hvilket han gjorde
endnu, da vidnet gik ind i sikringscellen. Derefter blev han
vendt om på ryggen, hvorpå han af T2 fik nogle hårde
lussinger med flad hånd såvel med håndfladen som håndryggen.
T1, der stod ganske tæt ved briksens hovedgærde, blev ramt
af T2 på kinden ved venstre øje. Thurbjerg Jensen vred sig
lidt for at undgå slag. Fængselspersonalet holdt hele tiden
fat i Thurbjerg Jensen, uden at denne på noget tidspunkt var
fri, såvidt vidnet bemærkede. Efter vidnets opfattelse var
det ikke nødvendigt at slå Thurbjerg Jensen. I det hele
havde det ikke været rart at overvære episoden. Vidnet mener
derfor nok, at han og kollegerne nævnte episoden over for
den vagthavende.
|
Vidnet
politiassistent Svend Erik Juul Johansen har forklaret om
tilkaldelsen og situationen, indtil Thurbjerg Jensen blev
ført ud af celle 104, i alt væsentligt som vidnerne Pihl og
Bladt. Thurbjerg Jensen blev ført ud med føregreb, og det
var ikke vidnets indtryk, at han gjorde modstand. Vidnet kom
til at gå bagved Thurbjerg Jensen og de to fængselsbetjente,
der førte ham. Man »diskuterede« det meste af vejen hen til
sikringscellen. Af det, der blev sagt, erindrer vidnet kun
en bemærkning fra Thurbjerg Jensen om, at de skulle huske på
hans dårlige ryg. I sikringscellen, hvor vidnet stod ved
ydervæggen, så han, at Thurbjerg Jensen først blev lagt på
maven. Han var stadig fastholdt og gjorde ikke modstand. T1
gik derefter frem mod briksen og gjorde 2 eller 3 gange
tegn, som af vidnerne Pihl og Bladt forklaret. Det var
vidnets indtryk, at det betød, at Thurbjerg Jensen skulle
slås. Han var, så vidt vidnet kunne se, ikke fri af
fængselspersonalets greb. En fængselsbetjent, der stod på
den side af briksen, der vendte mod ydervæggen, slog 2-3
gange, uden at vidnet kunne se, hvor på ryggen slagene
ramte, men vidnet kunne tydeligt høre, at der blev slået.
Vidnet så ikke, om Thurbjerg Jensen fik andre slag, medens
han lå på maven. Det var absolut ikke vidnets indtryk, at
personalet på noget tidspunkt havde været ved at miste
kontrollen over Thurbjerg Jensen. Denne gjorde fortsat ikke modstand,
men spurgte på et tidspunkt T1, om denne var klar over
betingelserne for anbringelse i sikringscelle. Vidnet husker
ikke, om T1 svarede. På et tidspunkt efter
at Thurbjerg Jensen var blevet vendt om på ryggen, tildelte
den fængselsbetjent, der havde slået i ryggen, Thurbjerg
Jensen flere slag med håndfladen og håndryggen i ansigtet.
T1, der stod på den modsatte side af briksen, blev herunder
ramt af et forfejlet slag. T1 sagde ud i rummet, at han var
blevet slået. Efter den position, som vidnet havde i cellen,
er det muligt, at Thurbjerg Jensen på et tidspunkt kan have
været ved at vride sig fri med den ene arm, uden at vidnet
kunne se det. Det var dog vidnets samlede indtryk, at
Thurbjerg Jensen ikke gjorde modstand, således at vidnet
mener, at det var uberettiget, at der blev slået.
|
Vidnet
overvagtmester Poul Larsen har forklaret, at han siden 1964
har været ansat i fængselsvæsenet, først i Vestre Fængsel og
fra 1969 i Køge Arrest. Vidnet bad Lubcke Hansen modtage
Thurbjerg Jensen, fordi Lubcke Hansen kendte ham ret godt.
Straks efter anbringelsen var der vedblivende råben og
banken fra cellen. På et tidspunkt meddelte fængselsbetjent
Bent Jacobsen meget oprevet, at Thurbjerg Jensen nær havde
klemt hovedet af Jacobsen med celledøren. Personalet gav
udtryk for, at man ikke magtede situationen, idet man
nægtede at lukke op for Thurbjerg Jensens celle mere. Vidnet
besluttede derfor, at han skulle anbringes i sikringscellen,
idet vidnet efter at have rådført sig med Lubcke Hansen
tilkaldte assistance fra politiet. Han understregede over
for politiet, at de skulle have gode stave med, da fængslets
egne stave er værdiløse. Vidnet ledede overførslen. Han bad
de tre politifolk, der kom, om at stå i beredskab, og
tilkendegav, at Thurbjerg Jensen skulle slås ned. Politiet
var udmærket klar over, at vidnet, der var i en stresset
situation, hermed mente, at der skulle gribes voldsomt ind.
Thurbjerg Jensen, der fortsat sparkede på celledøren og
råbte, blev af Lubcke Hansen og vidnet med føregreb ført ud
af celle 104. Thurbjerg Jensen gav ondt fra sig og gjorde
voldsom modstand. I den anledning tog T2 sidehalsgreb på
Thurbjerg Jensen, der efterhånden var hysterisk. Under
overførslen var der ikke andre, der fysisk havde fat i
Thurbjerg Jensen, som sprællede og gjorde kraftig modstand.
Vidnet så ikke på noget tidspunkt henne i sikringscellen, om
T1 var til stede. Thurbjerg Jensen blev ved en fejltagelse
lagt på maven, idet vidnet fortsat holdt hans højre arm i
føregreb. Vidnet kom herved til at stå med ansigtet nedad.
For at vende Thurbjerg Jensen skrævede vidnet over den
forholdsvis lave sikringsseng, idet han fastholdt sit greb i
højre arm og trak Thurbjerg Jensen med rundt. Herved måtte
Lubcke Hansen slippe sit greb i venstre arm. Vidnet mærkede
på spændingerne i Thurbjerg Jensens krop, at denne slog med
den frie venstre arm, hvorfor vidnet trykkede ansigtet ned
mod Thurbjerg Jensens bryst for ikke at blive ramt i
ansigtet. Vidnet hørte udveksling af slag, formentlig »en
tre stykker«. Han så ingen slå. Derefter blev Thurbjerg
Jensen fastspændt på normal vis. Vidnet hørte ikke under
episoden nogen bemærkning rettet mod T1. Såvidt vidnet
husker, blev der intet sagt under episoden, bortset fra at
Thurbjerg Jensen hele tiden gav ondt fra sig. Der foreligger
ikke i Køge Arrest nogen aftale om speciel tegngivning. Det
tegn, som T1 hævdes at have givet, betyder klart »pacificér
ham«. Vidnet har fra politigården kendskab til, at man
bruger forskellige tegn for at tilkendegive: »Nu er ballet
forbi« eller: »Nu skal der ikke parlamenteres mere.« Ingen i
tjenesten er i tvivl om, hvad disse tegn betyder.
|
Vidnet
fængselsbetjent Lars Erik Christensen har forklaret, at han
omkring kl. 12,30 hørte Thurbjerg Jensen banke og hamre på
celledøren, der blev åbnet, hvorefter Thurbjerg Jensen, der
brokkede sig over anbringelsen, gik på toilettet. Thurbjerg
Jensen var derefter igen begyndt at banke, ligesom han
ringede på tilkaldeknappen, der i mellemtiden var blevet
slået til. Kollegaen Bent Jacobsen oplyste, at han havde
henvendt sig ved cellen, hvor han var blevet truet, ligesom
Thurbjerg Jensen havde forsøgt at smække celledøren i
hovedet på ham. Vidnet overværede, at Thurbjerg Jensen af
Poul Larsen og Lubcke Hansen, der havde føregreb, blev ført
fra celle 104 til sikringscellen. Undervejs tog T2 fat fra
siden i noget, der kan ligne et sideholdsgreb om hovedet. Da
Thurbjerg Jensen var i føregreb, er det svært at sige, om
han gjorde modstand. I hvert fald brokkede han sig. Da han i
sikringscellen var anbragt på maven, havde vidnet fat i
benene, der ikke på noget tidspunkt gled fra vidnet. Vidnet
måtte efter sin position hele tiden se nedad. Han bemærkede
på et tidspunkt, at T1 var til stede, og hørte, uden at han
husker, om det var på gangen eller i sikringscellen, at T1
spurgte Thurbjerg Jensen, hvorfor denne ikke var kommet op
og tale med T1. Vidnet var som nævnt hele tiden koncentreret
om Thurbjerg Jensens ben. Han så ingen slå, men hørte noget,
der kunne minde om lussinger. På et tidspunkt begyndte
Thurbjerg Jensen at rotere rundt. Vidnet, der var anspændt
af situationen, mente, at det var, fordi han blev vendt, og
vidnet fulgte rutinemæssigt med stadigvæk uden at se op.
Umiddelbart efter at Thurbjerg Jensen var vendt om, blev han
fastspændt. Thurbjerg Jensen bad politifolkene stå ved, hvad
de havde overværet, idet han ville indgive en klage. Vidnet
har intet kendskab til, at der er særlige tegn, når der skal
pacificeres eller andet. Vidnet har indtil februar 1978
gjort tjeneste i Vridsløse, hvorfra han heller ikke har
kendskab til sådanne tegn.
|
Vidnet,
fængselsbetjent Kai Erik Lubcke Hansen har bla. forklaret,
at han den 15. april 1971 blev ansat som fængselsbetjent, og
at han siden den 15. april 1977 har gjort tjeneste i Køge
arrest. Vidnet kendte Thurbjerg Jensen fra sin tidligere
tjeneste og tog alene imod ham ved ankomsten. Thurbjerg
Jensen stillede forskellige krav bl.a. om at få sine ting
udleveret og om at få 100 frimærker, så han kunne klage. Da
T2 senere kom til, kaldte Thurbjerg Jensen ham en »stor fed
grim bondekarl«. Efter at fængselsbetjent Bent Jacobsen
havde fortalt, at han ved henvendelse i celle 104 nær havde
fået hovedet klemt af, da Thurbjerg Jensen smækkede
celledøren i, meddelte vidnet overvagtmesteren, at
personalet ikke længere ville gå ind i cellen. Det blev
derefter bestemt, at Thurbjerg Jensen skulle anbringes i
sikringscelle. Der var ingen råben fra celle 104, men
derimod buldren på døren. Vidnet gik ud fra, at Thurbjerg
Jensen var klar over, at de kom, og at de var mange. Vidnet
var derfor forberedt på, at Thurbjerg Jensen ville modtage
dem med et stole eller bordben, hvorfor vidnet tog en madras
som skjold. Efter at celledøren var skubbet hurtigt op, så
vidnet, at Thurbjerg Jensen stod roligt med hænderne ned
langs siden, hvorfor vidnet straks lagde madrassen fra sig.
Thurbjerg Jensen blev derefter i føregreb ført ud af cellen,
idet vidnet holdt i venstre og overvagtmester Larsen i højre
arm. Thurbjerg Jensen gjorde ikke modstand, men nævnte, at
han havde dårlig ryg, og bad dem om ikke at tage for hårdt.
Med det kendskab vidnet og overvagtmesteren havde til
Thurbjerg Jensen, fastholdt de deres greb, idet de ikke
ønskede at tage nogen chancer. Ude på gangen tog T2
sidehalsgreb på Thurbjerg Jensen, der stadig ikke gjorde
modstand eller sagde noget. På et tidspunkt kom T1 til og
spurgte Thurbjerg Jensen, om aftalen ikke var, at Thurbjerg
Jensen skulle tale med ham. Thurbjerg Jensen svarede, at han
»kraftedemig ikke har nogen aftale med dig.« Thurbjerg
Jensen gjorde fortsat ikke modstand, hvilket han heller ikke
kunne, da vidnet og overvagtmesteren havde virkelig godt fat
i ham. I sikringscellen slap T2 sidehalsgrebet og stillede
sig ved hovedgærdet for enden af briksen. Thtirbjerg Jensen
blev derefter lagt på maven for at sikre, at man ikke
brækkede hans arme. Overvagtmester Larsen havde stadig
føregreb i højre arm, medens vidnet, der skulle spænde
mavebæltet, langsomt slap venstre arm, for at Thurbjerg
Jensen kunne blive vendt. Meningen var, at T2 skulle
overtage venstre arm, når vendingen var foretaget. Før
vendingen var sket, har vidnet hverken set eller hørt slag.
Da vidnet havde sluppet venstre arm, så han T1 stå ved siden
af briksen på samme side som den, hvor vidnet indtil da
havde befundet sig. Vidnet gik over på den modsatte side af
briksen, hvorfra overvagtmester Larsen var skrævet over på
den side, hvor T1 fortsat stod. Vidnet havde derefter travlt
med at få spændt mavebæltet. Han så og hørte dog herunder,
at T2 efter lyden at dømme gav Thurbjerg Jensen hårde
lussinger, idet T2 sagde: »Kan du så ligge stille.« Vidnet
mindes ikke, om T2 på daværende tidspunkt havde fat i
Thurbjerg Jensens venstre arm. Da vidnet skulle spænde
mavebæltet, så han, at T2 havde fat i venstre arm, der blev
holdt ned langs siden på Thurbjerg Jensen. Medens T2 gav
lussinger, bad Thurbjerg Jensen om, at man passede på hans
tænder. Vidnet så, at T1 blev ramt af et af T2's slag, fordi
T1 havde bøjet sig ind over Thurbjerg Jensen. Derefter sagde
T1: »Så er det godt T2.« Ingen af politifolkene havde sagt
noget under episoden. Da døren var lukket til
sikringscellen, råbte Thurbjerg Jensen, at de nok skulle få
gengældt det passerede. Under anbringelsen var Thurbjerg
Jensen ikke på noget tidspunkt ude af personalets kontrol.
Vidnet syntes dog, at han, efter at Thurbjerg Jensen var
vendt om på ryggen, så »en masse arme« ved hovedgærdet, arme
som både kan have været T2's og Thurbjerg Jensens. Vidnet
har været med til at fastspænde mange indsatte og vil ud fra
sin erfaring sige, at efter den situation, der forelå, havde
man situationen fuldstændig under kontrol.
|
Vidnet,
fængselsbetjent Bent Jacobsen har bl.a. forklaret, at han i
8 år har været fængselsbetjent, heraf de to sidste i Køge
arrest. Han kendte Thurbjerg Jensen fra engang for 5-6 år
siden i Vestre Fængsel. Vidnet henvendte sig i celle 104, da
Thurbjerg Jensen ringede med klokken. Thurbjerg Jensen var
hidsig over at være bragt til Køge og forlangte at få sine
ting omgående. Vidnet forsøgte at tale stille og roligt,
mens han stod på dørtrinnet til cellen. Thurbjerg Jensen
smækkede imidlertid døren så kraftigt i, at vidnet måtte
trække hovedet til sig, for at det ikke skulle blive
smadret. Da Thurbjerg Jensen senere blev ført ud af cellen,
så det ikke ud til, at han gjorde modstand, udover den
modstand man som regel vil forsøge, fordi det gør ondt at
være i føregreb. Vidnet hørte ikke Jensen sige andet, end at
man skulle passe på hans dårlige ryg. Vidnet kender intet
til det i sagen omhandlede tegn fra T1. T2 har et godt rygte
blandt de indsatte. Vidnet tror ikke, at T2 af egen drift
ville slå på nogen af de indsatte, medmindre det var
afgørende nødvendigt at gøre det.
|
Vidnet,
fængselsbetjent Linda Jensen har forklaret, at hun er
tillidsrepræsentant for personalet i Køge arrest. Først den
3. juli 1978 blev hun bekendt med, at Thurbjerg Jensen samme
dag skulle overføres til arresten. Hun forstod ikke hvorfor,
idet han er kendt som en vanskelig mand, der slet ikke
passede til det fællesskab, man har i Køge arrest. Da hun
også havde hørt ham omtalt som voldsom, tilkendegav hun over
for arrestforvareren, at man om natten måtte have 4 personer
i tjeneste i stedet for som vanligt 2. Vidnet kender intet
til særlige tegn mellem personalet eller fra
arrestforvareren. T2 har et enormt godt forhold til de
indsatte. Han er meget loyal over for ledelsen, og vidnet
vil nærmest sige, at han er autoritetstro. Hun mener ikke,
at han ville slå, uden at have fået ordre hertil. Vidnet
tror, at T2 er ordblind, og han deltager ikke meget i den
faglige debat.
|
Vidnet,
vagtmester Verner Dahl Brorson har forklaret, at han har
været ansat i fængselsvæsenet siden 1966 med tjeneste i Køge
siden 1976. Han har intet kendskab til, at der i arresten
anvendes særlige tegn til tilkendegivelse af, at en indsat
skal pacificeres eller slås. Han har hørt sådanne tegn
omtalt på Politigården i København. Efter vidnets opfattelse
har T2 et mægtigt godt forhold til de indsatte. Vidnet mener
ikke, at T2 ville anvende vold, medmindre det var strengt
nødvendigt.
|
Vidnet,
vagtmester Hans Olaf Andersen har forklaret, at han siden
1967 har været ansat i Kriminalforsorgen og i de sidste 6-7
år har gjort tjeneste i Køge arrest. Fra Københavns Fængsler
kender vidnet Thurbjerg Jensen, der ikke er nogen nem
indsat. Da vidnet hørte rygter om, at Thurbjerg Jensen
skulle anbringes i Køge, søgte han telefonisk i Vestre
Fængsel at få nærmere oplysninger herom. Baggrunden var, at
vidnet på grund af det udstrakte fællesskab i Køge arrest
var meget betænkelig ved at modtage Thurbjerg Jensen. T1
meddelte vidnet, at denne skulle være en slags barnepige for
Thurbjerg Jensen og bla. skulle ledsage denne under udgang.
Vidnet spurgte uvilkårligt T1, om denne var bindegal, og
vidnet søgte at undslå sig opgaven. Der bruges ikke i Køge
arrest særlige tegn til, at der skal anvendes vold. T2 har
et fint forhold til de indsatte, som han giver en god
behandling. Han er samtidig meget autoritetstro.
|
Ifølge rapport af
3. juli 1978 vedrørende anbringelse i sikringscelle afgivet
af overvagtmester Poul Larsen, blev Thurbjerg Jensen anbragt
i sikringscellen den nævnte dag kl. 13,30 for at afværge
truende vold. Ved anbringelsen blev der ifølge rapporten
anvendt magt i form af »føregreb og sidehalsgreb.«
|
Embedslæge Bent
Lund Jørgensen, der blev underrettet kl. 13,45 af T1, har i
rapporten anført, at lægetilsynet blev foretaget kl. 14,
idet lægen i øvrigt har påtegnet følgende bemærkninger: |
»Pt. er tilset i
sikringsrummet. Til venstre for midtlinien i panden ses en
mindre bule, og under venstre øje ses lidt rødme. Pt klager
desuden over ømhed af venstre skulder, som intet sikkert
frembyder. Klager endvidere over smerter i ryggen. P.g.a.
pt.'s aggression er han under undersøgelsen fastspændt.«
|
Anbringelsen
ophørte ifølge rapporten samme dag kl. 14,30. |
Retten skal udtale: |
Efter de
tiltaltes egne forklaringer sammenholdt med
politiassistenterne Pihl, Bladt og Johansens
vidneforklaringer lægger retten til grund, at tiltalte T1,
medens Thurbjerg Jensen lå på maven på briksen, gav tiltalte
T2 det i anklageskriftet beskrevne tegn. Tiltalte T2 slog
derefter som beskrevet i anklageskriftet, medens Thurbjerg
Jensen lå henholdsvis på maven og på ryggen, hvorefter T1
bad T2 om at ophøre med at slå. Efter bevisførelsen kan det
- i overensstemmelse med anklagemyndighedens procedure -
ikke udelukkes, at Thurbjerg Jensen, medens han lå på maven,
var ved at få højre arm fri, samt at han under vendingen på
et tidspunkt havde venstre arm fri.
|
To af rettens
medlemmer finder under hensyn hertil og til det kendskab,
som T1 havde til Thurbjerg Jensens farlighed, at T1 ved at
give tegn til T2 om at pacificere Thurbjerg Jensen og ved at
acceptere, at T2 derefter slog som beskrevet, ikke har
overskredet grænserne for den magtanvendelse, som måtte
anses for nødvendig for at sikre Thurbjerg Jensens
anbringelse i sikringscellen, jfr. straffelovens § 13, stk.
3. Idet de af tiltalte T2 under disse omstændigheder
anvendte slag ikke kan tilregnes ham som strafbare angreb på
Thurbjerg Jensen, stemmer disse medlemmer for at frifinde de
tiltalte. |
Et af rettens medlemmer udtaler:
|
Uanset om det
lægges til grund, at Thurbjerg Jensen, medens han lå på
maven, var ved at få højre arm fri, eller denne arm efter
tiltalte T1's opfattelse var blevet fri, må det efter
bevisførelsen i øvrigt have været ganske klart for T1, at
der ikke forelå en situation, som med rimelighed kunne
begrunde anvendelse af knytnæveslag og senere lussinger. Der
henses herved navnlig til, at Thurbjerg Jensen ifølge
politiassistenternes vidneforklaringer i det hele ikke havde
gjort nævneværdig modstand samt til, at han fortsat var
fastholdt i benene og med føregreb i venstre arm, ligesom
der udover fængselsfunktionærerne var tre politifolk med
stave til stede. Idet tiltalte T2 efter hans egen forklaring
ligeledes har været klar over, at Thurbjerg Jensen ikke
havde givet rimelig anledning til, at der blev anvendt de
nævnte knytnæveslag og lussinger, finder dette medlem, at de
tiltalte må anses for skyldige i overensstemmelse med
anklageskriftet.
|
Der gives dom
efter stemmeflertallet. |
- - - |
Østre Landsrets dom
14. februar 1979 (8. afd.).
|
Den indankede
dom, der er afsagt den 9. november 1978 af retten i Køge
(sag nr. SS 194/78) er påanket af anklagemyndigheden til
domfældelse efter anklageskriftet.
|
De tiltalte har
påstået frifindelse.
|
For landsretten
er der foruden af de tiltalte afgivet forklaring af vidnerne
Bent Thurbjerg Jensen, politiassistenterne Bjarne Steen
Pihl, Leif Bladt og Svend-Erik Juul Johansen, overvagtmester
Poul Larsen samt fængselsbetjentene Lars Erik Christensen,
Kai Erik Lubcke Hansen og Bent Jacobsen, der alle i det
væsentlige har forklaret som gengivet i den indankede dom.
|
Tiltalte T1 har
yderligere forklaret, at han i sikringscellen følte, at
situationen var ved at løbe ud af kontrol. Det tegn,
tiltalte gav medtiltalte T2, betød blot, at Thurbjerg Jensen
skulle pacificeres på en eller anden måde, f.eks. ved slag
eller ved at man lagde sig hen over ham. Når tiltalte
forklarede til politirapport som gengivet i den indankede
dom, skyldtes det også, at han ikke mente, at han havde
pligt til at afgive forklaring til politiet om en
anbringelse i sikringscelle. Det var et problem mellem ham
som arrestforvarer og kriminalforsorgen, idet tiltalte
herved har tilføjet, at han muligt i sin fremgangsmåde har
»fulgt en forkert taktik«.
|
Tiltalte har
været foreholdt notat af 12. december 1978 fra politiet i
Køge, hvorefter han efter underrettens dom telefonisk har
bedt medtiltalte T2 ændre sin hidtidige forklaring under
sagen. Hertil har tiltalte forklaret, at det er rigtigt, at
han har talt med T2 om sagen, idet de jo begge var i en
presset situation. Der har dog ikke på noget tidspunkt været
tale om, at han har bedt T2 ændre sin forklaring. Tiltalte
har blot villet »retlede« T2 og sagt, at han skulle
fortælle, hvad der regulært var sket.
|
Tiltalte T2 har
yderligere forklaret, at efter hans opfattelse kunne det
tegn, medtiltalte T1 gav, kun forstås således, at Thurbjerg
Jensen skulle have nogle dask. Tiltalte har ikke kunnet
angive nogen anden måde at pacificere Thurbjerg Jensen på
end ved at slå. Tiltalte har fastholdt, at han dengang
følte, at det ikke var nødvendigt at slå. Thurbjerg Jensen
var under kontrol, men sprællede lidt.
|
Vidnet Thurbjerg
Jensen har yderligere forklaret, at han er helt sikker på,
at han i sikringscellen ikke havde slået sig løs eller var i
færd med at vride sig løs. Da han blev slået, fastholdtes
han i arme og ben uden at gøre modstand. Vidnet fremsatte
ikke trusler under episoden.
|
Vidnerne
politiassistent Steen Pihl og politiassistent Leif Bladt har
samstemmende forklaret, at der for dem ingen tvivl var om,
hvad tiltalte T1's tegn betød, selv om de ikke i forvejen
kendte tegnet. Efter vidnernes opfattelse var slagene
hverken berettigede eller nødvendige. Da de forlod
arresthuset talte de om, at man denne gang var gået over
stregen.
|
Vidnet
politiassistent Juul Johansen har fastholdt, at det var hans
indtryk, at magtanvendelse ikke var nødvendig. Det kom som
noget af et chock for vidnet, at det skete kunne foregå i et
fængsel i Danmark.
|
Vidnet
overvagtmeter Poul Larsen har yderligere forklaret, at
Thurbjerg Jensen var helt skruet op. Han havde en arm fri og
dermed mulighed for at slå. Vidnet så en arm svinge, men om
det var Thurbjerg Jensens arm, eller om det var en andens,
har vidnet ikke kunnet sige.
|
Vidnet
fængselsbetjent Lars Christensen har yderligere forklaret,
at han efter slagene hørte nogen sige »så er det godt så er
det nok«, men om denne udtalelse stammede fra T1 eller
overvagtmester Larsen, har vidnet ikke været i stand til at
oplyse.
|
Vidnet
fængselsbetjent Lubcke Hansen har yderligere forklaret, at
han ikke synes, at det var nødvendigt at slå Thurbjerg
Jensen, men at han kan forestille sig, at T2 blev nervøs,
fordi Thurbjerg Jensens arm kom fri.
|
Vidnet
fængselsbetjent Bent Jacobsen har yderligere forklaret, at
Thurbjerg Jensen stod roligt, da vidnerne Larsen og Lubcke
Hansen gik ind i cellen for at føre ham til sikringscellen.
Endnu den 3. juli 1978 blev Thurbjerg Jensen tilbageført til
Vestre fængsel. Her blev han den 5. juli 1978 undersøgt af
læge Janina Mikkelsen, der i en samme dag udfærdiget
erklæring udtalte: |
»- - - |
Objektivt: der
ses talrige små sugillationer (blodunderløbninger) over
venstre halvdel af panden, ansigtet, samt bag venstre øre. I
panderegionens venstre side ca. 3 X 2 cm stor hævelse, -
excoriation, - egentlig hæmatom.
|
Ydre cranium: -
tegn på fraktur.
|
Ved obj.
undersøgelse af begge skuldre og arme findes habituel status
uden tegn på friske læsioner«.
|
Forud for
Thurbjerg Jensens overførsel til Køge arrest den 3. juli
1978 blev spørgsmålet om hans anstaltsmæssige placering
forhandlet i Direktoratet for kriminalforsorgen.
|
De herom optagne
referater har i uddrag været dokumenteret under
domsforhandlingen i landsretten. Af referaterne fremgår, at
Thurbjerg Jensen havde afslået at blive anbragt i
statsfængslet på Kragskovhede eller på Kærshovedgård.
Herefter kom Køge arrest ind i billedet som stedet for en
midlertidig anbringelse. Herom anføres i et mødereferat af
12. juni 1978 bla.: |
»- - -
Overvagtmester Carlson pegede på, at den indsatte muligvis
ville svale af, hvis han kom 3 dage på orlov. I øvrigt
troede Carlson ikke, at Køge arrest var velegnet til den
indsatte, der formentlig enten ville smadre den eller i
løbet af kort tid stille sig an i rollen som
arrestforvarer«.
|
I et møde i
kriminalforsorgen den 22. juni 1978 drøftede man
orlov-spørgsmålet. Det hedder i mødereferatet bla.: |
»- - - derefter
talt med vicepolitidirektør Nørgaard, som bestemt udtalte
sig imod orlov, idet han anser den indsatte for at være en
af de ganske få der frembyder en virkelig alvorlig fare for
retssikkerheden, hvorfor den pågældende bør afsone til endt
straf. Nørgaard anmodede om, at politiet blev hørt til sin
tid om prøveløsladelsesspørgsmålet, hvilket jeg lovede«.
|
Efter at
Thurbjerg Jensen var blevet gjort bekendt med afgørelsen om
hans overflytning til Køge arrest, rettede han i en
skrivelse af 29. juni 1978 henvendelse til Folketingets
retsudvalg. I skrivelsen anfører Thurbjerg Jensen bla.: |
»- - - |
Jeg skal gerne
indrømme, at jeg sikkert ikke er helt let at omgås, men
taget i betragtning, at jeg fra mit andet år, til mit
femtende, har været anbragt på ca. 25 forskellige anstalter,
og af de sidste 21 år, har jeg tilbragt de 18 i fængsel, på
fire domme. Men man kan vel roligt påstå, at jeg er opdraget
af børneværnet og kriminalforsorgen, og vel optræder og
taler, på den måde jeg har lært, og som det har kostet det
offentlige millioner, at få banket ind i kroppen på mig. - -
-«
|
Efter episoden i
Køge arrest blev der stillet spørgsmål til
Justitsministeren. I svaret til Folketingets retsudvalg
hedder det bla.:
|
»Man skal
indledningsvis, inden besvarelsen af de i spørgsmålet
indeholdte 28 underspørgsmål, give følgende oplysninger om
N.N.s afsoningsforhold:
|
N.N., der er født
den 4. september 1944, er kendt i alle lukkede fængsler på
en sådan måde, at de pågældende institutioner har afgørende
betænkeligheder ved at modtage ham. I 1963 blev han efter
fængselsnævnets bestemmelse overflyttet fra det daværende
lukkede ungdomsfængsel i Nyborg til særfængslet i Horsens på
grund af psykiske vanskeligheder. Under afsoning af en
senere dom måtte han i 1965 overflyttes fra særfængslet i
Horsens til anstalten ved Herstedvester. Baggrunden var en
episode, hvorunder N.N. overfaldt en vagtmester og en
overbetjent i Horsens og tilføjede begge stiksår med en
lommekniv. For dette forhold blev N.N. idømt forvaring.
|
N.N. blev
prøveudskrevet fra Herstedvester i begyndelsen af 1970, men
blev i efteråret 1970 varetægtsfængslet for nye forhold. For
forholdene blev han i foråret 1972 idømt 3 års særfængsel.
Straffen blev udstået i Herstedvester, hvorfra han blev
prøveløsladt i begyndelsen af 1973.
|
Han blev på ny
varetægtsfængslet den 12. oktober 1973 og ved Østre
Landsrets ankedom af 7. marts 1975 idømt en fællesstraf af
fængsel i 9 år for alvorlig kriminalitet, hvori indgik vold
og røveri. Det er denne dom, N.N. nu afsoner. N.N. er
imidlertid ved Østre Landsrets ankedom af 17. maj 1976 idømt
yderligere en straf af fængsel i 6 måneder i forbindelse med
handel med euforiserende stoffer under afsoningen i
statsfængslet i Vridsløselille. Som det nærmere fremgår af
besvarelsen af spørgsmål 2, er det denne sag, der er årsagen
til, at man ikke har ment at kunne efterkomme N.N.s eget
ønske om på ny at komme til at afsone i Vridsløselille. Det
skal yderligere bemærkes, at man forud for den under
spørgsmål 2 behandlede forsøgsvise anbringelse den 5. august
1976 i statsfængslet i Horsens havde åbnet mulighed for, at
N.N. i stedet kunne anbringes i statsfængslet i Nyborg. En
sådan anbringelse var N.N. imidlertid selv meget stærkt
imod. Efter den nye episode i Horsens i november 1977 som
der er redegjort for i svaret på spørgsmål 7 har det været
nødvendigt at træffe usædvanlige afgørelser om afsoningssted
for i det hele taget at gennemføre straffuldbyrdelsen.
|
Der er ikke andre
indsatte i kriminalforsorgen, der har frembudt tilsvarende
vanskeligheder«. |
Fem af rettens medlemmer udtaler:
|
Også efter det
for landsretten fremkomne findes det bevist, at tiltalte T1,
mens Bent Thurbjerg Jensen lå på maven på briksen, gav
tiltalte T2 det i anklageskriftet nævnte tegn, der måtte
forstås som et tegn til at slå. Tiltalte T2 slog derefter
Thurbjerg Jensen som beskrevet i anklageskriftet, dog at det
ikke findes godtgjort, at der er givet denne mere end to
knytnæveslag i ryggen. Efter bevisførelsen finder disse
dommere ikke at kunne udelukke at Thurbjerg Jensen, mens han
lå på maven, var ved at få højre arm fri, og at han i
forbindelse med vendingen på et tidspunkt havde venstre arm
fri. Rettens flertal finder ikke grundlag for at antage, at
Thurbjerg Jensen under begivenhedsforløbet har gjort fysisk
modstand af betydning, ligesom det må lægges til grund at
fængselspersonalet hele tiden, også da Thurbjerg Jensen
havde armen eller armene fri som foran anført, havde ham
under kontrol.
|
Der har herefter
ikke foreligget en situation som omhandlet i straffelovens §
13, stk. 3.
|
Idet Thurbjerg
Jensen må anses for sagesløs og idet den udøvede vold efter
de afgivne lægeerklæringer findes at måtte henføres under
straffelovens § 244, stk. 4, 2. pkt. som værende af mindre
grov beskaffenhed, vil de tiltalte være at anse skyldige
efter anklageskriftet.
|
Ingen af rettens
medlemmer har fundet anledning til for så vidt angår
tiltalte T2 at bringe straffelovens § 84, stk. 1, nr. 5 i
anvendelse.
|
Den af de
tiltalte i medfør af straffelovens § 244, stk. 4, jfr. § 151
og § 154 forskyldte straf fastsættes for hver til fængsel i
30 dage.
|
Et af rettens
medlemmer vil af de af flertallet i den indankede dom
anførte grunde frifinde de tiltalte.
|
Dette medlem
tiltræder den skete strafudmåling.
|
Der vil være at
give dom efter stemmeflertallet. |
Højesterets dom.
|
Den i denne sag
af Østre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets
tilladelse indanket for Højesteret af de tiltalte med
påstand om formildelse, af anklagemyndigheden til skærpelse.
|
I pådømmelsen har
deltaget fem dommere: Helga Pedersen, Høeg, Bangert, Weber
og Gersing.
|
De tiltalte blev
fra den 24. juli 1978 at regne suspenderet fra deres
stilling som henholdsvis arrestforvarer og fængselsbetjent.
Den 13. marts 1979 blev de begge afskediget efter ansøgning
fra udgangen af juni måned 1979, tiltalte T1 med pension
efter lov om tjenestemandspension og tiltalte T2 således, at
han er berettiget til opsat pension i henhold til nævnte
lovs §§ 24-26.
|
Tre dommere -
Bangert, Weber og Gersing - finder, at straffene er passende
bestemt, og at der ikke er grundlag for at gøre straffene
betinget. De stemmer derfor for at stadfæste dommen.
|
Dommerne Helga
Pedersen og Høeg, der ligeledes finder straffene passende
bestemt, stemmer for, at straffene under hensyn til det om
de tiltaltes personlige forhold oplyste gøres betinget med
en prøvetid på 2 år.
|
Der vil være at
give dom efter stemmeflertallet. |
Thi kendes for ret:
|
Landsrettens dom bør ved magt at stande.
|
Sagens omkostninger for Højesteret udredes af
de tiltalte, T1 og T2. |
|