Dato: 7. JULI 2003

FOLKETINGETS OMBUDSMAND
Gammel Torv 22. 1457 København K
Telefon 33 13 25 12. Telefax 33 13 07 17

Personlig henvendelse 10-15

J.nr.: 2002-4137-625
Sagsbehandler: PK3/lbi

 

KRIM Retshjælpen
Fiskergade 33-37
8000 Århus C

 

Vedrørende retshjælpens J.nr. 10007422

Jeg har nu afsluttet min behandling af Xxs sag, og jeg har meddelt Direktoratet for Kriminalforsorgen at direktoratet ved afgørelser om erstatning efter straffuldbyrdelseslovens § 107 ikke kan lægge vægt på om den indsatte "indvilliger i" at lade sig undersøge således som det er sket i Xxs tilfælde. Jeg har henstillet til Direktoratet for Kriminalforsorgen at træffe en ny afgørelse i sagen. Jeg har endvidere udtalt mig om myndighedernes afgørelser om aktindsigt.

Retshjælpen kan læse nærmere herom i afsnittet "Ombudsmandens udtalelse" sidst i brevet.

Her følger en gennemgang af sagen og en nærmere begrundelse for resultatet af min undersøgelse.

Den 12. april 2002 modtog Københavns Fængsler oplysninger om at Xx var i besiddelse af ca. 50-60 rohypnol og ca. 70 gram hash som han angiveligt skulle have gemt i endetarmen. Københavns Fængsler oplyste herefter Xx om at han skulle have foretaget en rectalundersøgelse eller - som alternativ hertil - iføres en bodypacker-dragt. Xx blev endvidere oplyst om at han ville blive anbragt i observationscelle hvis han ikke frivilligt indvilligede i et af disse indgreb.

Xx ønskede ikke at medvirke til de pågældende indgreb og blev derfor anbragt i observationscelle. Efter godt en time valgte Xx at få foretaget en rectalundersøgelse Mistanken om at Xx havde stoffer på sig, blev ikke bekræftet ved undersøgelsen.

Den 20. maj 2002 anmodede Xx Københavns Fængsler om. erstatning for uberettiget rectalundersøgelse (eller om strafafkortning).

Den 20. august 2002 traf Københavns Fængsler afgørelse i sagen og fandt at rectalundersøgelsen af Xx havde været berettiget.

Hvad spørgsmålet om erstatning angik, henviste Københavns Fængsler Xx til Rigsadvokaten.

I breve af 30. august 2002 og 4. september 2002 klagede Xx ved Krim Retshjælpen til Direktoratet for Kriminalforsorgen over Københavns Fængslers afgørelse i dens helhed.

Den 28. november 2002 traf Direktoratet for Kriminalforsorgen afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

 

A.d 3:

Direktoratet har som, anført ikke fundet grundlag for at kritisere den foretagne rectalundersøgelse eller fremgangsmåden i forbindelse med denne.

Direktoratet mener endvidere at Xx ikke er berettiget til erstatning.

Direktoratet har ved afgørelsen, lagt vægt på kriminalitetens art og at Xx indvilligede i at blive undersøgt. Direktoratet bar endvidere lagt vægt på at fængslet havde bestemte grunde til at antage at Xx havde gemt stoffer indvortes. Det er Direktoratets vurdering at indgrebet ikke var uforskyldt uanset der ikke blev fundet noget i forbindelse med undersøgelsen.

 

Den 20. december 2002 indbragte Krim Retshjælpen sagen for mig som partsrepræsentant for Xx.

Retshjælpen anførte vedrørende afslaget på erstatning at Xx havde følt sig presset til at medvirke til rectalundersøgelsen, og at han således ikke kunne siges at have ‘indvilliget’’ heri.

Retshjælpen klagede endvidere over at Xx ikke havde fået fuld aktindsigt i sagen. Retshjælpen bemærkede at retshjælpen på grund af den manglende aktindsigt var afskåret fra nærmere at kunne begrunde at indgrebet over for Xx var "uforskyldt", og at erstatning derfor burde udbetales.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har i en udtalelse af 13. januar 2003 henholdt sig til direktoratets afgørelse af 28. november 2002.

 

 

Ombudsmandens udtalelse

 

Efter straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 2, kan institutionens leder eller den der bemyndiges dertil, af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn træffe bestemmelse om en nærmere undersøgelse af den indsattes person, hvis der er bestemte grunde til at antage at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter. En sådan nærmere undersøgelse af den indsattes person må kun foretages under medvirken af en læge, j f lovens § 60, stk. 6.

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen har efter straffuldbyrdelseslovens

§ 60, stk. 9, fastsat nærmere regler om gennemførelse af undersøgelser af den indsattes

person og opholdsrum, jf bekendtgørelse nr. 380 af 17. maj 2001. Bekendtgørelsens §

4 er sålydende:

"§ 4. Hvis den indsatte ikke vil medvirke til, at der gennemføres recto-vaginal undersøgelse, eller hvis undersøgelsen af andre grunde ikke kan gennemføres, kan den indsatte i stedet udelukkes fra fællesskab under observation af en vagt efter reglerne i bekendtgørelse om. udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse."

Straffuldbyrdelseslovens §§ 106 og 107 er sålydende:

"§ 106. En indsat har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, såfremt

den indsatte uforskyldt har

1) udstået fængselsstraf i for lang tid,

2) været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller

3) været udelukket fra fællesskab.

§ 107. Der kan tillægges den, der under fuldbyrdelse af straf m.v. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end de i § 106 nævnte, erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a."

Erstatning efter § 107 er, som det fremgår, fakultativ (erstatning "kan" ydes) i. modsætning til erstatning efter § 106. Spørgsmålet er dog om den formuleringsmæssige forskel vil få nogen betydning i praksis, hvilket Hans Jørgen Engbo i Straffuldbyrdelsesret (DJØF’s forlag, 2001), s. 159, med en henvisning til praksis efter retsplejelovens § 1018 b, antager ikke vil blive tilfældet.

Hans Jørgen Engbo har samme sted anført følgende om begrebet "uforskyldt" (s. 159):

"Kravet om, at indgrebet skal være uforskyldt, betyder, at der ikke må foreligge ‘egen

skyld’, hvortil det efter almindelige erstatningsretlige principper må kræves,

- at den indsattes adfærd har indeholdt et dadelværdigt moment (culpa),

- at denne adfærd har forårsaget indgrebet (causalitet), og

- at indgrebet har stået for den indsatte som, en påregnelig følge af hans adfærd (adækvans)."

Der er i en tilknyttet note (nr. 51) henvist til praksis efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, og § 1018 d, stk. 2, som nærmere beskrevet. Der er endvidere henvist til s. 31 ff i. betænkning nr. 801/1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Såvel Københavns Fængsler som. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen har truffet afgørelse om rectalundersøgelsens lovlighed (om der har været "bestemte grunde" til at gennemføre undersøgelsen, jfl. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 2). At dette har været tilfældet, er for så vidt uomtvistet i sagen hos mig.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har herefter truffet afgørelse om hvorvidt Tommy Runges anmodning om erstatning for den gennemførte undersøgelse skulle imødekommes.

Min undersøgelse angår direktoratets afgørelse om afslag på erstatning - herunder og især det forhold at Xx efter direktoratets opfattelse har indvilliget i at blive undersøgt (punkt I nedenfor). Jeg har endvidere udtalt mig om myndighedernes afgørelser om aktindsigt (punkt II nedenfor).

Jeg har ikke inddraget Københavns Fængsler i min behandling af retshjælpens klage og er derfor - på det foreliggende grundlag - afskåret fra at udtale mig om spørgsmålet om Københavns Fængslers vejledning af Xx (vejledningen om kompetenceforholdene vedrørende erstatningsspørgsmålet).

 

I. Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse og begrundelsen for afgørelsen om at afslå at betale erstatning

Direktoratet for Kriminalforsorgen har den 28. november 2002 begrundet direktoratets afslag på anmodningen om erstatning, jf. straffuldbyrdelseslovens § 107 (og afgørelsen om at godkende rectalundersøgelsen af Tommy Runge), således:

"Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på kriminalitetens art og at Xx indvilligede i at blive undersøgt. Direktoratet har endvidere lagt vægt på at fængslet havde bestemte grunde til at antage at Xx havde gemt stoffer indvortes. Det er Direktoratets vurdering at indgrebet ikke var uforskyldt uanset der ikke blev fundet noget i forbindelse med. undersøgelsen."

 

1. Jeg må forstå henvisningen til "kriminalitetens art" således at dette ikke alene har været af betydning for afgørelsen om at godkende at der blev foretaget rectalundersøgelse af Xx, men også har spillet en rolle ved afgørelsen af erstatningsspørgsmålet

Det giver mig ikke anledning til bemærkninger at dette forhold er indgået i begge afgørelser.

2. Jeg kan heller ikke kritisere at direktoratet har tiltrådt Københavns Fængslers vurdering af at der var "bestemte grunde til at antage at Xx havde gemt stoffer indvortes". Dette har betydning for afgørelsen om rectalundersøgelsen og kan efter omstændighederne have betydning ‘for erstatningsspørgsmålet.

3. Om det forhold at Direktoratet for Kriminalforsorgen har lagt vægt på at Xx "indvilligede i at blive undersøgt", bemærker jeg at der efter min opfattelse ved afgørelsen af om den pågældende har været udsat for et uforskyldt indgreb, ikke kan lægges vægt på hvorledes den pågældende har stillet sig til ønsket om en undersøgelse. Jeg mener derfor at det er en. fejl at Direktoratet for Kriminalforsorgen har ladet dette kriterium indgå i vurderingen af erstatningsspørgsmålet.

Jeg har samtidig hermed gjort Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til direktoratet at træffe en ny afgørelse.

Jeg bemærker i øvrigt følgende:

I et tilfælde som det foreliggende hvor der som alternativ til en frivillig medvirken er de midler til rådighed som er nævnt i bekendtgørelsens § 4, kan man vanskeligt tale om frivillighed i noget tilfælde. Og i tilfælde hvor den pågældende efter at have været anbragt i observationscelle indvilliger i at lade sig undersøge, kan det i hvert fald ikke karakteriseres som frivillig medvirken.

Jeg har anmodet Direktoratet for Kriminalforsorgen om.. at underrette mig om direktoratets fornyede afgørelse.

 

II. Aktindsigt

Retshjælpen har klaget over den del af Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse af 28. november 2002 der vedrører aktindsigt.

I Københavns Fængsler, Inspektionens udtalelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen den 16. september 2002 er anført følgende om dette spørgsmål:

For så vidt angår min afgørelse (vedr. aktindsigt) om at undtage personlige oplysninger, skal jeg bemærke, at de personlige oplysninger, der er undtaget, er efternavnene på de omtalte fængselsfunktionærer, hvilket er fast praksis på Københavns Fængsler. Der er en meget stor gennemgang af indsatte på Københavns Fængsler, hvorfor det ikke er muligt at foretage en konkret sikkerhedsmæssig vurdering af de indsatte i forbindelse med anmodninger om aktindsigt.

Endvidere er der undtaget oplysninger vedr. de(n) person(er), der har oplyst, at indsatte skulle være i besiddelse af stoffer, jfr. observationscellerapporten.

Jeg skal i øvrigt bemærke, at det fremover vil blive præciseret i anmodninger om aktindsigt, hvilke personlige oplysninger, der er undtaget.

 

Som det fremgår af den gengivne del af Inspektionens udtalelse, har Københavns Fængsler meddelt Direktoratet for Kriminalforsorgen at Københavns Fængsler i tilfælde som det foreliggende i fremtiden vil præcisere hvilke personlige oplysninger der undtages fra aktindsigt. På den baggrund foretager jeg mig ikke mere på dette punkt.

Undtagelse af oplysninger efter forvaltningslovens § 15 forudsætter en konkret afvejning af de modstående hensyn i den enkelte sag.

Det fremgår efter min opfattelse ikke klart af sammenhængen om det som Københavns Fængsler har anført i udtalelsen af 16. september 2002 (hvorefter der ikke foretages en konkret (sikkerhedsmæssig) vurdering af de indsatte i forbindelse med anmodninger om aktindsigt), alene knytter sig til den oplyste praksis hvorefter fængselsfunktionærernes efternavne konsekvent undtages fra aktindsigt, eller om udsagnet skal forstås bredere. Direktoratet for Kriminalforsorgen har i forbindelse med afgørelsen af 28. november 2002 ikke taget stilling til det som Københavns Fængsler har anført om praksis. Direktoratet er heller ikke kommet ind herpå i forbindelse med direktoratets udtalelse til mig i anledning af retshjælpens klage.

Jeg har under henvisning til min henstilling ovenfor bedt Direktoratet for Kriminalforsorgen om at forholde sig til det som Københavns Fængsler har anført om behandlingen af aktindsigtssager, i forbindelse med direktoratets videre behandling af sagen i øvrigt.

Jeg har bedt Direktoratet for Kriminalforsorgen orientere mig om sagens videre forløb, men foretager mig ikke mere i anledning af retshjælpens klage.

Jeg beder retshjælpen afvente hvad min henstilling fører til, før retshjælpen og Xx tager stilling til om der er grundlag for at klage til mig igen.

 

Med venlig hilsen
Hans Gammeltoft-Hansen



 

Kopi er samtidig sendt til:
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen (med selvstændigt brev)