FOB 1955.102 - Et statsfængsel havde i to af en fange afsendte breve indlagt en tryksag, således at modtagerne kunne se, at han var fange.

Såvel vedkommende fængselsinspektør som Direktoratet for Fængselsvæsenet beklagede forholdet. - Sagen gav dernæst anledning til, at direktoratet ved cirkulæreskrivelse af 15. marts 1956 henledte opmærksomheden på, at tryksager som de omhandlede ikke må indlægges i breve, som en fange afsender, medmindre denne er indforstået dermed.

Herefter udtalt, at der ikke fandtes grundlag for at foretage videre i sagen. (J. nr. 609/55).

  

I skrivelse af 16. december 1955 beklagede en i statsfængsel hensiddende fange sig over, at fængslet, i strid med bestemmelsen i § 29, stk. 3, i kgl. anordning nr. 364 af 10. maj 1947, havde indlagt en tryksag i to af ham afsendte breve, således at modtagerne kunne se, at han sad i fængsel.

I den anledning indhentede jeg udtalelser af 15. marts 1956 fra Direktoratet for Fængselsvæsenet og af 7. januar og 5m marts 1959 fra inspektøren for statsfængslet.

Inspektøren oplyste, at det var almindelig praksis, at der i tiden p til jul blev lagt en tryksag i brev, som fangerne afsendte, for at undgå, at der i anledning af julen tilsendtes fangerne ekstraforplejning eller andet, som disse ikke må modtage, og som derfor eventuelt måtte returneres. Inspektøren erkendte, at den omhandlede tryksag ikke burde have været lagt i fangens to brev, og beklagede, at det var sket.

Direktoratet for Fængselsvæsenet tiltrådte inspektørens beklagelse og meddelte, at direktoratet i et den 15. marts 1956 udsendt cirkulære til inspektørerne for de under fængselsvæsenet hørende anstalter har henledt opmærksomheden på, at der i breve som en fange afsender, ikke af anstalten må indlægges vejledninger angående reglerne om aflæggelse af besøg hos fanger eller om tilsendelse af breve el. lign. til fanger eller iøvrigt noget, der kan vise, at vedkommende afsender opholder sig i fængsel, medmindre fangen på forhånd er gjort bekendt med, at sådan vejledning gives, og ikke har anmodet om fritagelse herfor.
 
  Da det skete således var beklaget, og da direktoratet havde draget omsorg for, at tilsvarende fejlekspeditioner fremtidig undgås, udtalte jeg den 9. april 1956, at jeg ikke fandt anledning til at foretage videre.