FOB 1957.176 - Nyborg statsfængsel havde nægtet oppegående patienter på sygeafdelingen tilladelse til at deltage i fællesgudstjenester. Efter klage hertil blev praksis ændret. (J. nr. 523/57).

 

Den 29. december 1957 klagede A over, at Nyborg statsfængsel samme dag havde nægtet ham og andre oppegående patienter på sygeafdelingen tilladelse til at deltage i den fælles gudstjeneste, og oplyste, at en fængselsfunktionær havde udtalt, at patienterne på sygeafdelingen ikke har adgang til sådanne gudstjenester.

Gennem Direktoratet for Fængselsvæsenet modtog jeg en udtalelse fra inspektøren for statsfængslet i Nyborg, der bekræftede, at man havde nægtet A adgang til gudstjenesten den 29. december 1957, idet det gennem mange år havde været en fast regel, at patienter på sygeafdelingen ikke havde adgang til at deltage i gudstjenester eller andre fælles arrangementer.

Spørgsmålet havde imidlertid i anledning af A's klage været taget op til fornyet overvejelse og drøftelse bl. a. med fængselspræsten, fængselslægen og psykiateren, og den hidtil praktiserede regel blev derefter fra begyndelsen af januar 1958 ændret, således at fanger, der er indlagt på sygeafdelingen, kan få tilladelse til at deltage i gudstjenester i fængselskirken, såfremt lægelige grunde ikke taler derimod. Anmodning om deltagelse skal i hvert enkelt tilfælde forelægges for og afgøres endeligt af inspektøren. Ifølge inspektøren havde A siden den nye ordnings indførelse deltaget i gudstjenesterne.
 
  Jeg udtalte herefter, at den tidligere praksis ikke havde været i overensstemmelse med § 25, stk. 2, pkt. 1, i kgl. anordning nr. 364 af 10. maj 1947 angående fuldbyrdelse af fængselsstraf i statsfængsel ("Fangerne skal have adgang til at deltage i den fælles gudstjeneste, som afholdes i fængslet.").