|
|
|
||
|
A, der hensidder i statsfængslet i Vridsløselille, klagede over, at Direktoratet for Fængselsvæsenet i skrivelse af 24. april 1957 havde afslået at medvirke til, at han af fængslet blev indstillet til at aflægge svendeprøve. Det fremgik af direktoratets skrivelse, at man ved afgørelsen bl. a. havde lagt vægt på A's alder (51 år), de ham overgåede straffedomme for en række tildels alvorlige forbrydelser, hans spredte uddannelse og det forhold, at erhvervelsen af svendebrev efter det foreliggende, herunder A's forhold under tidligere løsladelser, kun ville få begrænset betydning for hans genindpasning. Direktoratet oplyste over for mig, at inspektøren for statsfængslet i anledning af klagen havde udtalt, at han fremdeles var af den opfattelse, at A burde have tilladelse til at aflægge svendeprøve, men han naturligvis måtte finde det i sin orden, at A ikke opnåede svendebrev, såfremt hans kvalifikationer ved prøven ikke fandtes tilstrækkelige. Direktoratet måtte imidlertid efter samtlige foreliggende omstændigheder - herunder de med vedkommende fag førte forhandlinger om tilgang af arbejdere til faget fra fængselsvæsenet - fastholde sin afgørelse. Den 9. maj 1958 havde jeg en samtale med direktøren for fængselsvæsenet og chefen for fængselsvæsenets arbejdsdrift, der oplyste, at man med henblik på uddannelsen af fanger i tidens løb havde haft en række drøftelser med svendeprøvekommissionerne indenfor de enkelte fag. For overhovedet at opnå godkendelse af uddannelsen i fængslerne havde det været nødvendigt at indgå på, at der foretages en vis sortering, inden indstilling til svendeprøve kan afgives. Selv om denne sortering foretages skånsomt, havde man for A's vedkommende under hensyn til de førte forhandlinger ikke ment at kunne rette henvendelse til vedkommende fags myndigheder for at indstille ham til svendeprøve. |
|||
|
Jeg udtale herefter, at jeg efter samtlige foreliggende oplysninger
ikke fandt at kunne kritisere den af direktoratet trufne afgørelse.
Sagen gav mig anledning til med henblik på fremtidig praksis at udtale, at man under forhandlingerne med fagene eller ved spørgsmålets behandling iøvrigt så vidt muligt burde søge frem til en ordning, hvor alene fangens faglige kvalifikationer er afgørende ved indstilling til svendeprøve. |
|||
|
|
|||