|
|
|
||
|
En fange, der afsoner straf af fængsel på livstid, klagede den 2. august 1957 over, at Justitsministeriet havde nægtet ham tilladelse til at modtage besøg af sagfører N med henblik på spørgsmålet om eventuelt sagsanlæg mod et dagblad i anledning af dets omtale af fangen. På min forespørgsel udtalte Justitsministeriet, at fangernes adgang til at have forbindelse med personer udenfor anstalten efter de gældende bestemmelser udtrykkeligt er begrænset til slægtninge og andre personer, som det skønnes af betydning for dem at have forbindelse med, jfr. anordning nr. 364 af 10. maj 1947 angående fuldbyrdelse af fængselsstraf i statsfængsel §§ 29 og 30. I det foreliggende tilfælde havde ministeriet ikke skønnet, at fangens ønske om at sætte sig i forbindelse med en advokat for at anlægge sag mod et dagblad efter forholdets karakter havde en sådan betydning, at tilladelsen burde gives. Den 30. september 1957 oplyste fangen, at han havde anlagt sag mod dagbladet ved Østre Landsret, og at hans beskikkede forsvarer, der som medlem af det pågældende blads bestyrelse ikke kunne påtage sig at føre sagen, havde anmodet sagfører N om at repræsentere fangen. Samtidig fremsendte fangen en skrivelse fra sagfører N, hvori denne meddelte, at han ikke ville kunne føre sagen, såfremt han ikke kunne få lejlighed til at tale med fangen. Jeg indhentede herefter en fornyet udtalelse fra Justitsministeriet, der oplyste, at man i anledning af et af fangen indsendt andragende havde meddelt, at man ikke havde set sig i stand til at tillade, at han blev fremstillet i et retsmøde i Østre Landsret den 8. oktober 1957, men at ministeriet den 5. oktober 1957 havde meddelt inspektøren for statsfængslet, at man efter omstændighederne intet havde at erindre imod, at der blev givet sagfører N adgang til at drøfte den verserende retssag med fangen under et besøg i statsfængslet. Fangen anmodede mig herefter den 8. oktober 1957 om bistand til at opnå tilladelse til fremstilling i retten under sagen, og den 12. oktober 1957 modtog jeg en skrivelse fra sagfører N, der fandt, at det hørte med til fuld forsvarlig førelse af sagen, at han havde sin klient ved sin side, når sagen skulle procederes. Under henvisning hertil henstillede jeg til Justitsministeriet, at man tog spørgsmålet om, hvorvidt det ville kunne tillades fangen at overvære proceduren i sagen, op til fornyet overvejelse. Den 19. november 1957 meddelte ministeriet, at der i Justitsministeriets cirkulære nr. 21 af 15. februar 1957 om fremstilling i retten som parter eller vidner i borgerlige sager af personer, der er idømt frihedsstraf, er fastsat almindelige retningslinjer, hvorefter fremstilling i retten kun bør ske, når fangen af vedkommende ret indkaldes til som part personligt at give møde i retten. I overensstemmelse hermed kunne ministeriet kun tillade fremstillingen af fangen, såfremt han af retten blev indkaldt til personligt at give møde i sagen. Ved Østre Landsrets dom af 28. februar 1958 blev dagbladets ansvarlige redaktør idømt 5 dagbøder á 50 kr. for overtrædelse af straffelovens § 267, ligesom forskellige udtryk, som bladet havde anvendt i forbindelse med omtale af fangen, blev kendt ubeføjede. En påstand om erstatning blev ikke taget til følge, se U. f. R. 1958 s. 644. |
|||
|
|
|||