FOB 1957.73 - De indsatte i statsfængslet i Horsens kunne kun købe kaffe fra et københavnsk kaffefirma. - Direktoratet for Fængselsvæsenet har forsøgsvis tilladt anstalterne at indkøbe kaffen lokalt. (J. nr. 662/56).
 

 
Under mit besøg den 23. maj 1957 på statsfængslet i Horsens klagede en af de forvarede over, at er i statsfængslets butik kun kunne købes kaffe fra et københavnsk kaffefirma, hvis kaffe var forholdsvis dyr og ikke særlig god.

Den 27. august 1957 modtog jeg en udtalelse fra Direktoratet for Fængselsvæsenet og erklæringer af 7. juli 1957 fra fængselsforvalteren og af 26. juli 1957 fra overlægen ved statsfængslet.

Fængselsforvalteren oplyste, at der flere gange havde været klaget - også til direktoratet - over kvaliteten, uden at der dog var sket nogen ændring, men at han helst så, at leverancen blev overdraget en lokal leverandør, som det tidligere havde været  tilfældet.

Overlægen var enig med den forvarede i at den kaffe, der blev solgt i anstaltens butik, ikke var af tilfredsstillende kvalitet, og oplyste, at man hos lokale leverandører ville kunne købe kaffe af bedre kvalitet både til samme og til en billigere pris. Han tilføjede, at forvarede på udgang meget ofte købte kaffebønner i Horsens som udtryk for, at de ikke fandt den kaffe, der leveredes i anstaltens butik, tilfredsstillende.

Direktoratet for Fængselsvæsenet bestemte derefter, at samtlige anstalters forbrug af kaffe og kaffetilsætning fra og med den 1. oktober 1957 forsøgsvis skulle indgå blandt de økonomivarer, på hvilke anstalterne indhenter tilbud lokalt.