FOB 1959.183 - Rengøring af badeanstalten i statsfængslet i Nyborg og badekabinernes indretning. (J. nr. 447/59).

 

I juli 1959 klagede A over, at baderummene på statsfængslet i Nyborg ikke blev tilstrækkeligt rengjort, ligesom han fandt det rimeligt, om badekabinerne blev forsynet med forhæng.

Fængselsinspektøren udtalte, at A's klage havde været berettiget, og at der var iværksat foranstaltninger til at få badeanstalten grundigt rengjort samt til at hindre, at rengøringen fremtidigt skulle svigte.

Med hensyn til anbringelse af forhæng for badekabinerne udtalte inspektøren, at kabinerne i badeanstalten indtil for nogle år siden havde været forsyne med korte døre, som var blevet fjernet, da det ikke havde været muligt at holde dem rene; de blev ikke erstattet med plasticforhæng, da sådanne forhæng ikke ansås for at være tilstrækkeligt holdbare.

Direktoratet for Fængselsvæsenet henholdt sig til inspektørens udtalelse med hensyn til rengøringen af badeanstalten og tilføjede, at det havde meddelt inspektøren, at det fandt det rettest, at der påny blev anbragt korte døre for badekabinerne, og at det overfor inspektøren havde udtrykt sin beklagelse af, at rengøringen af badeanstalten ikke havde været tilfredsstillende.
 
  Jeg udtalte herefter, at jeg kunne henholde mig til direktoratets udtalelse.