FOB 1959.184 - En forvaret klagede over, at han ikke kunne få en samtale med en læge ved den pågældende psykopatforvaringsanstalt.

Sagen gav anledning til, at Direktoratet for Fængselsvæsenet meddelte inspektørerne for de under fængselsvæsenet hørende anstalter, at man forudsætter, at der ved de enkelte anstalter er gennemført sådanne bestemmelser, at det altid kan konstateres, om en anmodning om fremstilling er blevet imødekommet. (J. nr. 628/58).

 

I juli 1958 klagede A, der hensad i Psykopatforvaringsanstalten i Horsens, bl. a. over, at han ikke havde kunnet få en samtale med anstaltens læger.

Den 27. marts 1958 nedlagde A arbejdet, og umiddelbart derefter anmodede han om at blive fremstillet for overlægen, idet han gjorde gældende, at han i 3 uger forgæves havde bedt om at blive fremstillet for en reservelæge. Overlægen meddelte, at A først ville blive fremstillet, når han havde genoptaget sit arbejde. Den 29. marts 1958 om morgenen begyndte A igen at arbejde.

Den 2. juli 1958 var A fremstillet for overlægen og den 7. og 11. juli 1958 for en fungerende reservelæge.

Overlægen udtalte over for mig, at der ikke nu kunne konstateres, om A i tiden 29. marts-1. juli 1958 havde været fremstillet for anstaltens læger, eller hvor mange gange A siden indsættelsen 6. juli 1957 havde været fremstillet for anstaltens læger. Overlægen oplyser herved, at anmodninger om fremstilling afgives på særlige sedler, er senere tilintetgøres, og at mindre betydningsfulde samtaler ofte ikke indføres i journalen.

Overlægen anførte endvidere, at man i almindelighed følger den praksis, at begæring om fremstilling så vidt muligt imødekommes inden for en uge, men at det ikke altid er muligt at overholde denne regel, idet personalet ikke er fuldtalligt.

Justitsministeriet udtalte, at overlægens udtalelser ikke gav anledning til bemærkninger, og at Direktoratet for Fængselsvæsenet nu ville overveje at gennemføre en almindelig bestemmelse for samtlige anstalter, herunder også psykopatforvaringsanstalterne, hvorefter sedler med begæring om fremstilling skal opbevares og eventuelt henlægges på vedkommende fanges charteque med påtegning om, hvornår anmodningen er imødekommet.
 
  Den 19. januar 1959 udtalte jeg, at det ikke ved den foretagne undersøgelse var konstateret, om A efter genoptagelsen af sit arbejde den 29. marts 1958 var blevet fremstillet for overlægen i henhold til sin anmodning af 27. marts 1958, eller om han iøvrigt var blevet fremstillet i tiden 29. marts-1. juli 1958.
 
Direktoratet for Fængselsvæsenet har derefter fra inspektørerne for de under fængselsvæsenet hørende anstalter indhentet udtalelser angående spørgsmålet om, hvorvidt fangernes skriftlige anmodning om samtaler bør opbevares, og i  cirkulæreskrivelse af 6. maj 1960 har direktoratet meddelt, at det ikke har fundet grund til at ændre den ved de enkelte anstalter gennemførte ordning. Direktoratet tilføjede, at det forudsatte, at de gældende ordninger indebærer, at det altid vil kunne konstateres, at en fanges anmodning om fremstilling er blevet imødekommet, og at fremstillingen har fundet sted senest inden 1 uge efter anmodningens fremsættelse, samt at anstalterne iøvrigt ved fangers (forvaredes) anmodning om fremstilling følger de retningslinjer, der er fastsat i direktoratets cirkulærskrivelse af 18. november 1954, hvorefter skriftlige anmodninger fra fanger skal påføres notat om den trufne afgørelse og derefter henlægges i fangens charteque, og hvorefter der med hensyn til mundtlige anmodninger gøres notat om anmodningens indhold og om den afgørelse, der træffes.