|
|
|
||
|
A, der hensad i en under fængselsvæsenet hørende anstalt, klagede over, at en overvagtmester ved anstalten uden hans tilladelse havde rettet henvendelse til hans familie. Overvagtmesteren afviste overfor mig klagen og oplyste, at han efter ordre fra inspektøren havde aflagt et besøg hos A's broder den 9. maj 1962. Fængselsinspektøren bekræftede, at overvagtmesterens besøg var aflagt i henhold til en af ham givet ordre, idet der ved et funktionærmøde i april måned havde været enighed om, at overvagtmesteren ved lejlighed skulle opsøge A's broder. Inspektøren udtalte videre, at han ved indrulleringssamtalen den 19. marts 1962 med A mente at have drøftet dette spørgsmål med ham, og at han ved denne lejlighed havde opnået A's samtykke. I denne forbindelse anførte inspektøren, at det er en fast og ufravigelig regel, at hjemmebesøg ikke foretages imod den pågældende indsattes ønske. Da referatet af indrulleringssamtalen imidlertid ikke udviste, at han havde sikret sig A's samtykke til besøget, turde han ikke ganske afvise, at der kunne foreligge en fejl fra hans side. I tilslutning hertil bemærkede inspektøren, at han ved flere lejligheder havde gjort A bekendt med, at for så vidt der måtte være begået en fejl, påhvilede ansvaret ham og ikke overvagtmesteren. Justitsministeriet udtalte, at der består en praksis, hvorefter der fra de under fængselsvæsenet hørende anstalter normalt ikke rettes henvendelse til en indsats familie uden den indsattes samtykke. Ministeriet udtalte videre, at det ikke fandt tilstrækkelig grund til at foretage videre i sagen, selvom det ikke kunne udelukkes, at inspektøren ikke havde indhentet A's samtykke til besøget. |
|||
|
Ved min bedømmelse måtte jeg lægge til grund, at overvagtmesteren
havde handlet efter ordre fra inspektøren, da han den 9. maj 1962
besøgte A's broder, og at der derfor ikke kunne rettes kritik mod
overvagtmesteren. Da det ikke fremgik af referatet af indrulleringssamtalen, at inspektøren havde sikret sig A's samtykke til besøget, og da inspektøren ikke turde afvise, at han kunne have forsømt at indhente det, måtte jeg dernæst lægge til grund, at A's samtykke ikke var indhentet. Jeg udtalte herefter, at det var beklageligt, at inspektøren ikke havde sikret sig A's samtykke. |
|||
|
|
|||