|
|
|
||
|
A, der var indsat i et statsfængsel, klagede den 18. april 1963 over fængslets tandpleje. Han anførte, at han den 18. marts 1963 på egne og 66 andre indsattes vegne havde rettet henvendelse til inspektøren for statsfængslet vedrørende forholdet, men at henvendelsen hidtil var forblevet uden resultat, idet Direktoratet for Fængselsvæsenet ikke havde foretaget sig noget for at ændre de efter A's opfattelse uheldige tandplejeforhold. Inspektøren bekræftede overfor mig, at A den 18. marts 1963 afleverede den omtalte henvendelse, der var underskrevet af ham og 66 andre indsatte, men da henvendelsen ikke indeholdt konkrete klager over tandbehandlingen, hvilket inspektøren havde henledt A's opmærksomhed på, var der ikke anledning for ham til at foretage nogen undersøgelse. Den følgende dag forelagde han telefonisk spørgsmålet for Direktoratet for Fængselsvæsenet, der ville drøfte henvendelsen med tandlægen. Den 4. april 1963 blev inspektøren underrettet om, at direktoratet ved en drøftelse med tandlægen dagen før havde meddelt denne, at han på grund af alder måtte fratræde sin stilling senest med udgangen af 1963. Ved en senere fremstilling meddelte inspektøren A på forespørgsel, at han havde drøftet henvendelsen med direktoratet, men han meddelte ikke A, at tandlægen ville blive afskediget. Enkelte indsatte, der siden havde berørt spørgsmålet om tandlægens eventuelle afsked, havde fået at vide, at inspektøren regnede med, at statsfængslet fik en ny tandlæge inden for en overskuelig tid. Direktoratet for Fængselsvæsenet udtalte overfor mig, at der ved skrivelse af 28. august 1963 blev meddelt tandlægen afsked på grund af alder fra udgangen af december måned 1963, og at det ikke havde fundet anledning til at underrette de indsatte om samtalen med tandlægen eller om beslutningen om, at der skulle ske skifte i tandlægestillingen. Ifølge anordning af 3. juli 1962 om fuldbyrdelse af fængselsstraf har fangerne adgang til at rette skriftlig henvendelse til myndighederne, og denne adgang har altid været forstået som en adgang for den enkelte fange. Efter fast praksis har man af fængselsordensmæssige hensyn ikke besvaret kollektive henvendelser; sådanne henvendelser gøres til genstand for undersøgelse, og viser det sig, at noget bør rettes, sker det, men der gives ikke meddelelse herom til underskriverne på den kollektive henvendelse. Den 2. november 1963 meddelte jeg direktoratet, at jeg havde taget ovennævnte oplysninger til efterretning, men tilføjede, at der vel måtte kunne forekomme tilfælde af særlig art, hvor det ville være rettest, at en kollektiv henvendelse blev besvaret. På min anmodning om en udtalelse om, hvorvidt direktoratet kunne tiltræde, at fangerne blev gjort opmærksom på, at kollektive henvendelser normalt ikke blev besvaret, udtalte direktoratet, at det ikke var tilladt de indsatte at samle underskrifter til en kollektiv henvendelse, og at der, hvis der blev gjort forsøg herpå, i almindelighed ville blive skredet ind fra anstaltens ledelse. Da det var ret sjældent, at der blev gjort forsøg på kollektive henvendelser, fandt direktoratet det ikke påkrævet eller hensigtsmæssigt, at de indsattes opmærksomhed blev henledt på, at kollektive henvendelser normalt ikke blev besvaret. |
|||
| Den 5. december 1963 udtalte jeg over for direktoratet, at jeg principielt måtte finde det rigtigst, at de indsatte blev gjort bekendt med, at det ikke var tilladt at foretage kollektive henvendelser. Forekom der alligevel et tilfælde af kollektiv henvendelse, måtte det også være rigtigst, at en sådan ikke blev modtaget af fængselsledelsen. En fremgangsmåde som den i nærværende sag fulgte forekom mig at være inkonsekvent, og den havde været direkte medvirkende til at fremkalde klagen til mig. Under henvisning hertil anmodede jeg direktoratet om at tage sagen op til fornyet overvejelse. | |||
|
Den 19. februar 1964 udtalte direktoratet, at spørgsmålet havde været drøftet på et inspektørmøde, og at der blandt inspektørerne var enighed om det af direktoratet udtalte, hvorefter det ikke fandtes påkrævet eller hensigtsmæssigt at de indsattes opmærksomhed blev henledt på, at kollektive henvendelser normalt ikke blev besvaret. Direktoratet var imidlertid sindet, når der blev spørgsmål om at ændre anordningen af 3. juli 1962, at optage til overvejelse at indføje en bestemmelse gående ud på, at kollektive henvendelser fra de indsatte ikke er tilladt. |
|||
|
Den 4. marts 1964 udtalte jeg, at de af fængselsinspektøren og
Direktoratet for Fængselsvæsenet trufne dispositioner vedrørende
tandplejeforholdene i statsfængslet ikke gav mig grundlag for
kritik. Direktoratets udtalelse om, at det vil være sindet at optage til overvejelse at indføje en bestemmelse i anordningen af 3. juli 1962 gående ud på, at kollektive henvendelser fra de indsatte ikke er tilladt, tog jeg til efterretning, idet jeg dog principielt måtte finde det rigtigst, at de indsatte, indtil en sådan ændring eventuelt er gennemført, i givet fald gøres bekendt med, at en kollektiv henvendelse normalt ikke kan forventes besvaret. |
|||
| Den 8. april 1964 meddelte Direktoratet for Fængselsvæsenet, at det havde anmodet fængselsinspektørerne om fremtidig at forholde sig i overensstemmelse med min udtalelse. | |||
|
|
|||