|
|
|
||
|
I september 1965 klagede A, der var indsat i Vestre Fængsel over, at inspektøren for Københavns Fængsler havde nægtet ham tilladelse til at gå med en ring, som han havde medbragt ved indsættelsen i fængslet. Klagen blev i henhold til ombudsmandslovens § 6, stk. 3, oversendt til Direktoratet for Fængselsvæsenet, idet jeg samtidig udbad mig underretning om direktoratets afgørelse. I skrivelse af 27. september 1965 underrettede direktoratet mig om, at det havde tiltrådt den af inspektøren trufne afgørelse, hvorefter A ikke måtte bære den pladering, som han havde medtaget ved sin indsættelse i Vestre Fængsel. Direktoratet henviste til anordning nr. 389 af 3. september 1948 angående fuldbyrdelse af fængselsstraf i arresthus § 25, stk. 1, der kun tillader udlevering af vielses- eller forlovelsesringe. I den anledning besluttede jeg at tage spørgsmålet op til nærmere undersøgelse af egen drift i medfør af ombudsmandslovens § 6, stk. 5, og jeg anmodede direktoratet om en udtalelse om den praksis, der følges ved de under fængselsvæsenet hørende anstalter med hensyn til udlevering af ringe. Samtidig anmodede jeg direktoratet om nærmere at redegøre for baggrunden for de på området gældende regler. Efter forud indhentet udtalelse fra anstalterne udtalte direktoratet i skrivelse af 7. januar 1966, at de indsatte efter de gældende regler om fuldbyrdelse af fængselsstraf, ungdomsfængsel og arbejdshus m.m. har adgang til at være i besiddelse af vielses- eller forlovelsesringe. Af de indhentede udtalelser fra anstalterne fremgik det, at de nævnte regler gennemgående administreres i overensstemmelse med den praksis, der fulgtes ved Københavns Fængsler, hvorefter der kun tillodes udlevering af glatte ringe eller ringe med indgraveret navn eller dato. Om baggrunden for de nævnte regler bemærkede direktoratet, at en udvidet adgang til at være i besiddelse af ringe, herunder eventuelle kostbare ringe, ville stride imod det i almindelighed fulgte ligelighedsprincip, medføre forøget risiko for illegal handel mellem de indsatte og indebære betydelige kontrolmæssige vanskeligheder samt i givet fald kunne lette gennemførelsen af en undvigelse. Udtalelsen slutter med at henvise til, at inspektørerne næsten enstemmigt havde udtalt sig imod en udvidet adgang til udlevering af ringe, hvorefter direktoratet for sit vedkommende ikke fandt grundlag for at gennemføre en ændring af praksis på dette område. Af udtalelserne fra anstalterne fremgik det, at 11 anstalter ud af 16 adspurgte fulgte den af direktoratet godkendte praksis vedrørende udlevering af ringe, medens de resterende 5 anstalter, herunder begge forvaringsanstalterne, normalt tillod udlevering af alle typer ringe, medmindre disse er usædvanlig værdifulde. |
|||
| Jeg udtalte at den af direktoratet fremførte argumentation ikke forekom mig at afgive tilstrækkelig begrundelse for opretholdelse af den gældende praksis, og jeg henstillede derfor til direktoratet at overveje en ordning svarende til den, der praktiseredes ved Forvaringsanstalten og Særfængslet i Horsens. | |||
|
Justitsministeriet bestemte herefter, at en hver ring, uanset om den angives at være en forlovelses- eller vielsesring eller ikke, kan udleveres, mod at det tilkendegives den indsatte, at udlevering finder sted på egen risiko. Der bør dog normalt kun udleveres en ring til hver indsat, og udlevering af særlig kostbare ringe bør ikke finde sted. |
|||
|
|
|||