12. Udtalt over for justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgen, at det efter min mening - i hvert fald - er ønskeligt, at en anmodning om begrundelse i skriftlig form imødekommes i de tilfælde, hvor den pågældende afgørelse er af mere indgribende betydning for den indsatte.

(J. nr. 1977 - 671 - 615.

Den 18. oktober 1977 skrev jeg således til justitsministeriet, direktoratet For kriminal- forsorgen:

I skrivelse af 16. marts 1977 klagede (A) over direktoratets besvarelse i skrivelse af 28. januar 1977 af hans klage over, at de indsatte ikke kunne få udleveret genparter af vedkommende anstalts skriftlige afgørelser . v. men alene modtog mundtlig orientering om sådanne afgørelser.

Det fremgår af sagen, at (A) i skrivelser af 31. maj og 22. oktober 1976 klagede over, at "fanger ikke får udleveret meddelelser, svar osv. . . . . eller kopi heraf. Også - eller måske især - i de tilfælde , hvor f. eks. svaret . . . er fremkaldt ved en skriftlig henvendelse."

Direktoratet besvarede (A's) henvendelse i skrivelse af 28 januar 1977 og anførte:

> . . . anstaltens forpligtelse til at gøre indsatte bekendt med afgørelser, der træffes, og indstillinger i spørgsmål, som ikke afgøres af institutionerne, er fastsat i § 28 justitsministeriets bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf. Det har på intet tidspunkt været overvejet at fastsætte regler om skriftlig orientering at de indsatte om afgørelser m. v. og efter direktoratets opfattelse bør anstalterne på grund af de ærlige anstaltsforhold og det meget store antal enkeltafgørelser, der træffes, være frit stillet med hensyn til, på hvilken måde de vil orientere afgørelser m. v.

Direktoratet finder således ikke grundlag for at foretage videre i sagens anledning.

. . . <

Over denne besvarelse klagede (A) i skrivelse af l6. marts 1977 til mig.

I sin udtalelse af 13, juni 1977 i anledning af klagen har direktoratet gengivet bestemmelsen i § 28 i bekendtgørelse nr. 423 af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf:

> . . .

De indsatte skal snarest muligt gøres bekendt med de afgørelser, der træffes vedrørende deres forhold, og efter anmodning underrettes om begrundelsen for afgørelsen. På tilsvarende måde skal de orienteres om indstillinger spørgsmål, som ikke afgøres af institutionen og om begrundelsen for indstillingen.

Stk. 2. I forbindelse med afslag skal de indsatte gøres bekendt med adgangen til at fore- lægge spørgsmålet for direktoratet.>

Direktoratet har tilføjet, at det er direktoratets opfattelse, at hverken denne bestemmelse eller andre bestemmelser giver de indsatte noget retskrav på at modtage anstaltslederens afgørelser i skriftlig form<.

Jeg skal herefter udtale følgende:

Det er den almindelige forvaltningsretlige opfattelse, at forvaltningsmyndigheder ikke uden for de tilfælde, hvor skriftlighedsformen er særligt foreskrevet, har en almindelig pligt til at udfærdige forvaltningsafgørelser i skriftlig form, jfr. således bl. a. Poul Andersen: Dansk forvaltningsret ( 5. udg. 1965), S. 310 ff.

Det er antaget, at bestemmelser, der foreskriver, at en administrativ afgørelse skal inde- holde en (samtidig) begrundelse må fortolkes således at de indebærer et krav om, at afgørelsen skal udfærdiges i skriftlig form, jfr. således Poul Andersen a. st. s. 311. Dette kan dog næppe gælde undtagelsesfrit, jfr. herved også Carl Aage Nørgaard: Forvaltningsret - sagsbehandling (1912), s. 139.

Den ovennævnte bestemmelse i § 28 i bekendtgørelsen af 21. juni 1973 indeholder ikke noget direkte krav om, at afgørelser skal foreligge i skriftlig form, eller et krav om, at afgørelser skal indeholde (samtidig) begrundelse. Og der kan efter min mening ikke fra bestemmelsen om, at den indsatte efterfølgende kan forlange begrundelse for den trufne afgørelse, sluttes, at han har krav på ar modtage afgørelsen og/eller dens begrundelse i skriftlig form. Herved kommer også det, der er anført direktoratets ovennævnte skrivelse af 28 januar 1977 (om anstaltsforholdene m. v.) i betragtning.

Der findes derimod en række specielle administrative bestemmelser der hjemler den indsatte krav på efter begæring, at modtage afgørelse og begrundelse i skriftlig form. Jeg henviser således til cirkulære at 15. december 1975 om anbringelse m. v. kriminalforsorgens anstalter § 30, stk. 5 journalnotat vedrørende overførelse fra åben til lukket anstalt), cirkulære af 25. september 1975 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum § 2, stk. 5 (notat om enrums- anbringelse), cirkulære af 25. juni 1975 om behandling af sager om løsladelse på prøve m. v. § 14, stk. 2 (løsladelse resolution), cirkulære af 10, marts 1976 om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf § 11 (udskrift af notat om disciplinærsag).

Herudover er der ikke grundlag for formulering af nogen mere præcis regel om, at anstalterne, når de indsatte fremsættet anmodning om begrundelse for en afgørelse, skal meddele begrundelsen (og dermed afgørelsen) i skriftlig form. Jeg skal dog bemærke følgende: Der kan forekomme tilfælde f. eks. særlig komplicerede klagesager, hvor det ikke er ikke er muligt i mundtlig form at give en begrundelse, der er fyldestgørende, herunder fyldestgørende i den forstand, at den er et egnet grundlag for den indsattes overvejelse af, om han bør påklage afgørelsen til direktoratet. I sådanne tilfælde er det efter min mening rigtigst, at anstalten meddeler begrundelsen i skriftlig.

Herudover er det efter mening - i hvert fald - ønskeligt, at en anmodning om begrun- delse i skriftlig form imødekommes i de tilfælde, hvor (hvem pågældende afgørelse er af mere indgribende betydning for den indsatte, De ovenfor nævnte specie administrative bestemmelser må betragtes som et udslag af dette synspunkt. Specielt med hensyn til tilfælde, hvor en indsat anmoder om en skriftlig begrundelse for en beslutning om hans anbringelse i sikringscelle, må en pligt til at imødekomme en sådan anmodning efter min mening følge af en analogi af reglerne om udlevering af notatudskrift ved enrumsanbringelse og ved ikendelse af disciplinærstraf. Jeg henviser øvrigt i denne sammenhæng til Ole Krarup og Jørgen Mathiassen: Elementær forvaltningsret (1975), s, 113 (med henvisning til min beretning for 1973, s. 65).

Jeg skal endelig henlede opmærksomheden på det krav om skriftlighed, som indirekte følger af loven om offentlighed i forvaltningen indenfor det sagsområde, hvor denne lov finder anvendelse jfr. herved lovens § 6, stk. 1). Jeg skal specielt pege på bestemmelser i lovens § 4 og § 10, stk. 4. Efter § 4 skal en myndighed, der modtager mundtlige faktiske oplysninger af væsentlig betydning for en sags afgørelse, gøre notat herom på en sådan måde, at oplysningerne kan meddeles i overensstemmelse med bestemmelserne i offentlighedsloven. Af lovens § 10, stk. 4 - fortolket på grundlag af bestemmelsens forarbejder - følger, at en part i en forvaltningssag, der har krav på aktindsigt, praktisk taget altid har krav på at modtage denne aktindsigt ved udlevering af kopier af sagens akter, jfr. herved bl. a. min beretning for 1972, s, 152 ff.

Jeg har fundet at burde gøre de ovenfor anførte bemærkninger - på baggrund af den efter min mening for kategoriske udtalelse, der indeholdes i direktoratets skrivelse af 13. juni 1971 til mig.

Det følger af det anførte, at direktoratets besvarelse af 29 januar 1977 er forholdsvis summarisk - og derfor ikke helt udtømmende, Bl. a. under hensyn til den konkrete sammen- hæng, hvori (A) havde rejst det omtalte spørgsmål finder jeg dog ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af, at direktoratet ikke gjorde besvarelsen mere udførlig.>

13. Behandlingen af disciplinærsag mod en indsat i statsfængslet ved Sdr. Omme gav på enkelte punkter anledning til kritik, (J. nr. 1977-803-614).

A klagede over, at direktoratet for kriminalforsorgen havde tiltrådt en disciplinær- afgørelse, der var truffet af statsfængslet ved Sdr. Omme i anledning af, at statsfængslet fandt, at han den 3. april 1977 var vendt beruset tilbage fra en udgang.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A i statsfængslet ved Sdr Omme udstod en straf af fængsel i 10 måneder for tyveri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. I weekenden 2. - 3 april 1977 havde han udgang til søndag aften (den 3 april). Det var oplyst, at A i forbindelse med denne udgang (og i forbindelse med en tidligere udgang i marts 1971) fik udleveret statsfængslets meddelelse af 9. november 1976 >vedrørende sygdom og transport i offentlige transportmidler under udgang>. I denne meddelelse indskærpes de indsatte, >at man ikke må beruse sig eller på anden måde være til ulempe under rejsen fra og til anstalten>.

Baggrunden for denne indskærpelse var, at nogle indsatte på grund at beruselse havde opført sig helt urimeligt især i rutebilerne fra Skjern - Vejle.

I meddelelsen er videre anført.

Såfremt indsatte vender beruset tilbage fra udgang, eller anstalten i øvrigt erfarer, at en indsat under udgangen har været til ulempe at andre personer på grund af urimelig opførsel (beruselse), vil det blive betragtet som udgangsmisbrug, som kan medføre disciplinærstraf og Udgangskarantæne.>

Det var videre oplyst at det i pkt. 14 i statsfængslets interne bestemmelser om weekendudgang af 1. februar 1977 (der er tilgængelig for de indsatte) er bestemt at indsatte, der beruser eller i øvrigt optræder på en upassende måde under udgangen, må påregne disciplinær forfølgning og nægtelse af yderligere udgang>.

I en rapport af 3. april 1977 fra vagtmesterkontoret er det anført, at A kl. 20.15 fra Vejle havde ringet til vagtmesterkontoret og oplyst at rutebilchaufføren ikke ville veksle en check som

betaling for rejsen. Han fik af vagtmesterkontoret besked på at tage med rutebilen samt meddele chaufføren, at han ville modtage en billet ved ankomsten til statsfængslet.

I en rapport af 4. april 1977 indberettede fængselsoverbetjent B. der den 3. april 1977 var ansvarshavende på afdeling E (modtagelsesafdelingen), til vagtmesterkontoret, at A ved tilbagekomsten til statsfængslet om aftenen den 3. april 1977 var synligt beruset, og at han derfor havde haft ophold på afdeling om natten.

I den anledning blev der samme dag (4. april 1977) afholdt disciplinærforhør med vicefængselsinspektøren som forhørsleder. I statsfængslets forhørsprotokol er indledningsvis anført, ar forhøret blev afholdt i anledning af rapporten af 3 april 1977, og det er videre anført, at A ved forhøret forklarede. > . . . at han var på almindelig udgang til Slagelse. Indsatte oplyser, at han har drukket 4 genstande (øl) fra Slagelse til Vejle.

indsatte forklarer, at han forsøgte at betale rutebilchaufføren med en check, men blev afvist. Indsatte er indforstået med at betale for en rutebillet.

For at være mødt beruset fra udgang ikendtes der 1987 (A) en bøde på 10,00 kr. ligesom udgang frakendes ham i 2 perioder.

< . . .

Dagen efter anmodede A om en samtale med fængselsinspektøren. Han anførte som begrundelse for samtalen, at han ikke have været beruset ved tilbagekomsten den 3. april 1977, og henviste til, at han på rejsen fra Slagelse til statsfængslet kun havde drukket 4 øl og ikke havde drukket noget forinden.

Under samtalen med fængselsinspektøren den samme dag fastholdt A, at han ikke var synligt beruset ved tilbagekomsten til fængselet. Fængselsinspektøren indhentede i den anledning en supplerende rapport af 8. april 1977 fra B. I rapporten var anført, at fængselsover- betjent C, der var fungerende vagtmester på den afdeling, hvor A var indsat, den 3. april 1977 var på modtagelsesafdelingen for at hjælpe til. C havde, forinden A kom ind på B´s kontor til visitation, gjort B opmærksom på, at A var synligt beruset, idet hans gang var usikker, og at han i øvrigt nærmest virkede sløv. I rapporten havde B videre anført: > . . .

Da (A) kom ind på kontoret til undertegnede til visitation behandlede jeg inds. som sædvanlig og traf under visitationen selv min afgørelse og jeg kan oplyse, at jeg kom frem til betegnelsen >synlig beruset< efter følgende vurdering: Inds. medbragte en check som skulle følges af en såkaldt > rød kvittering< . Da inds. skulle kvittere, måtte jeg udtrykkelig vise, hvor der skulle kvitteres. Inds. gjorde under ophold på kontoret brug af store armbevægelser, pegede med strittende fingre på forskellige effekter som lå på skrivebordet og virkede i det hele døsig.

Lad mig til slut anføre, at (A) blev indsat i en stue her på afdelingen, og da vi ca. 5 min. senere ville udlevere sengetøj til inds. var han allerede faldet i en dyb søvn og havde kl. 6.00 d. 4. april 77 slet ikke gjort brug af sengetøjet.>

Den 12. april 1977 meddelte fængselsinspektøren A, at disciplinærafgørelsen efter hans opfattelse var korrekt, idet det måtte anses for godtgjort, at han havde været beruset ved tilbagekomsten til statsfængslet den 3. april 1977.

A klagede herefter i skrivelse af 14. april 1977 til direktoratet over den skete disciplinærstraf. han anførte, at det var korrekt, at han havde drukket 4 øl under rejsen fra Slagelse til Vejle, men at han ikke havde været <beruset endsige synligt beruset> ved tilbagekomsten fra udgang.

I en udtalelse af 22 juli 1977, som fængselsinspektøren afgav i anledning, af klage til direktoratet, anførte han, at han efter de foreliggende oplysninger fandt det godtgjort at A var beruset ved hjemkomsten fra udgang.

Statsfængslet udtalelse var bl. a. vedlagt udskrift af forhørsprotokollen for den 4. april 1977 samt de ovennævnte rapporter af 3., 4. og 8. april 1977.

I skrivelse af 5. maj 1971 meddelte direktoratet A, at direktoratet ikke fandt grundlag for at kritisere statsfængslets afgørelse.

I klagen til mig anførte A:

> . . . På hele rejsen - 5 timer - havde jeg i alt fået 4 - 5 øl, hvilket ikke kan skabe beruselse, hvorimod rejsetræthed i forbindelse med for lidt søvn under orloven kan være medvirkende til, at betjentene har fundet mig ligevægtig og kaldt det synlig beruselse, idet afgørelsen om beruselse er de vagthavende betjentes, og ikke baseret på lægeundersøgelse eller blodprøve. . . < I sine udtalelser af 13. og 23. juni 1977 henholdt statsfængslet og direktoratet sig til henholdsvis statsfængslets udtalelse af 22, april 1977 og direktoratets af 5, maj 1977.

I skrivelse af 11. august 1977 til direktoratet anmodede jeg direktoratet og statsfængslet om en nærmere udtalelse vedrørende en række Spørgsmål og forhold med tilknytning til §§ 7 og 9 i direktoratets cirkulære nr. 44 af 10. marts 1976 om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse. De nævnte bestemmelser har følgende indhold:

§ 7: >Den, der udøver disciplinærmyndigheden, afgør, om disciplinærsagen kan gennemføres på grundlag af den foreliggende indberetning, eller om det af hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente yderligere indberetninger eller foretage afhøringer af personale eller indsatte.

Stk. 2. Disciplinærsager skal altid behandles hurtigst muligt.<

§ 7: I disciplinærsager . . . gøres den indsatte bekendt med, hvad der er indberettet og orienteres i hovedtræk om hvad der måtte være fremkommet under eventuelle afhøringer i sagen.

Stk. 2. Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer.

Stk. 4. Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de afgivne forklaringer, der skal pro- tokolleres, medens vedkommende er til stede. Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende. Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses for overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om afgørelsen.<

De spørgsmål og forhold, jeg anførte i min skrivelse af 11. august 1977, var opregnet i følgende 5 punkter:

>1) spørgsmålet om, hvorvidt det havde været rigtigst, at der som grundlag for disciplinærafgørelsen af 4. april 1977 (tiltrådt af fængselsinspektøren den 14. april 1977) havde foreligget afhøring af eller udtalelse fra begge de fængselsfunktionærer, som havde været til stede ved modtagelsen af (A) på afdeling F den 3. april 1977. Det bemærkes herved, at oplysninger om fængselsoverbetjent (C's) vurdering alene forekommer i et referat i (B´s) rapport - og først i dennes efterfølgende rapport af 8. april 1977. Jeg anmoder om, at sagen nu vedlægges en udtalelse fra (C) om dennes iagttagelse ved (A's) hjemkomst fra udgang.

2) Spørgsmålet om, hvorvidt (B´s) rapport af 4. april 1977 - også bortset fra det ovenfor anførte - udgjorde et fyldestgørende grundlag for afgørelsen af disciplinærsagen (og karantæne- sagen). I den nævnte rapport af 4. april 1977 var alene anført, at indsatte var >synlig beruset<, men intet anført om konkrete omstændigheder, hvorpå fængselsoverbetjenten støttede denne vurdering. Der foreligger således spørgsmål om, hvorvidt der før disciplinærsagens afgørelse burde have været indhentet en uddybet rapport fra (B) eller sket afhøring af denne.

3) I den foreliggende udskrift af forhørsprotokollen for den 4, april 1977 anføres, at forhøret blev afholdt i anledning af rapport af 3. april 1977, Jeg går ud fra, at forhøret navnlig blev afholdt i anledning af rapporten af 4. april 1977, Jeg udbeder mig en udtalelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det af forhørsprotokollen burde have fremgået, dels at begge rapporter lå til grund for afhøringen, dels at indsatte var gjort bekendt med begge rapporters indhold, - idet jeg gør ud fra, at dette var tilfældet.

4) Spørgsmålet, om det ikke af forhørsprotokollen burde have fremgået, hvad indsatte forklarede med hensyn til selve det påsigtede forhold, nemlig at han var beruset ved hjemkomsten fra udgang, jfr. rapporten af 4. april 1977 - herunder hvorvidt han erkendte eller nægtede sig skyldig.

5) Det forhold, at protokollen ikke synes at opfylde kravet i disciplinærsagscirkulærets § 9, stk. 4. Det følger allerede af det ovenfor anførte, at notatet i protokollen ikke indeholder en gengivelse af det indberettede - og formentlig heller ikke af det forklarede, idet jeg går ud fra, at indsatte har afgivet forklaring om, hvorvidt han var beruset ved hjemkomsten, jfr. ovenfor under pkt. 4. Endvidere indeholder notatet ikke oplysning om, hvilke bestemmelser der anses overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist. . . . <

I forbindelse med det sidst anførte anmoder jeg om, at der i udtalelsen må ske en præci- sering af det retlige grundlag for disciplinærstraffens anvendelse. Det bedes herunder præciseret, hvorvidt der på nogen måde i forbindelse med udgangstilladelsen var fastsat vilkår vedrørende spiritusmisbrug.

Med hensyn til de nævnte spørgsmål modtog jeg følgende udtalelser fra statsfængslets og direktoratet:

ad 1: Statsfængslet anførte, at forhørslederen havde skønnet, at rapport af 4. april 1977 udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for disciplinærsagens afgørelse. Om baggrunden for dette skøn fremgik det af statsfængslets udtalelse, at personalet på modtagelsesafdelingen har en god erfaring i at vurdere, hvorvidt indsatte, der vender tilbage fra udgang, er berusede, at de må opholde sig på modtagelsesafdelingen om natten og i den forbindelse indberettes til vagtmesterkontoret.

Statsfængslet påpegede videre, at disciplinærafgørelsens rigtighed efterfølgende blev bekræftet dels gennem B's rapport af 8. april 1977, dels gennem indholdet af den udtalelse fra C, som jeg anmodede om i min skrivelse af 11. august 1977. I denne udtalelse oplyste C at han den 3. april 1977 sammen med B stod i fordøren og tog imod A og andre indsatte, der vendte tilbage fra udgang C kunne på lang afstand se, at A var beruset, idet A havde en sligrende gang.

Da A var kommet ind, skulle han på toilettet. Under visitationen af A kunne det konstateres, at hans øjne var meget slørede, og at han lugtede kraftigt af spiritus, samt at han havde en rallende tale, C anførte videre, at han ikke havde nogen betænkelighed ved at bedømme A som stærkt beruset ved hjemkomsten fra udgang.

Ved en telefonsamtale den 7. september 1977 med direktoratet havde fængselsinspekt- øren endvidere oplyst, at statsfængslet normalt finder det tilstrækkeligt, at det var den ansvars- havende på en afdeling, der udfærdigede rapport om det passerede i de tilfælde, hvor han selv havde overværet den episode, som kunne medføre disciplinære reaktioner, Statsfængslet fandt ikke, at det var nødvendigt at indhente rapporter fra samtlige funktionærer, som havde overværet en episode.

Ved telefonsamtalen havde fængselsinspektøren for en sikkerheds skyld indhentet en supplerende rapport fra B. Som følge af denne rapports indhold havde fængselsinspektøren fun- det det ufornødent også at indhente en udtalelse fra C.

Direktoratet anførte:

Som sagen forelå oplyst, da fængselsinspektøren den 14. april 1977 fastholdt den ikendte disciplinærstraf m. v., finder direktoratet ikke, at det var nødvendigt også at indhente udtalelse fra (C), idet de iagttagelser som (B) havde gjort i forbindelse med visitationen, jfr. herved rapporten af 8. april 1977, efter direktoratets opfattelse med tilstrækkelig sikkerhed godtgjorde, at den pågældende var beruset.

Imidlertid finder direktoratet, at den indsatte under en genoptagelse af disciplinærsagen til forhørsprotokollen burde have været foreholdt (B's) rapport af 8. april 1971, hvilket man har meddelt statsfængslet ved Sdr. Omme. Direktoratet foretager imidlertid ikke videre, da fængselsinspektøren de facto har foretaget en efterprøvelse af afgørelsen, og det er oplyst, at den pågældende nu er løsladt. . . .<

ad 2:

Statsfængslet anførte, at B's rapport af 4. april 1977 efter statsfængslets opfattelse udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for disciplinærsagens afgørelse.

Direktoratet anførte, at direktoratet over for statsfængslet havde udtalt:

> . . . at (B's) rapport af 4, april 1977 efter direktoratets opfattelse ikke havde et sådant indhold, at der var tilstrækkeligt grundlag for sagens afgørelser , men at der , forinden den indsatte blev ikendt disciplinærstraffen, burde have været indhentet en uddybet rapport fra fængselsover- betjenten eller foretaget afhøring af denne om, hvilke konkrete omstændigheder han støttede sin vurdering på. . . . <

ad 3:

Statsfængslet anførte, at det var en fejl, når det i forhørsprotokollen ikke var anført, at rapporten af 4. april 1977 var forelagt ved forhøret. Statsfængslet anførte videre, at det af forhørsprotokollen burde være fremgået, at A var gjort bekendt med rapporterne af 3 og 4 april 1977. Direktoratet henholdt sig til statsfængslets udtalelser.

ad 4:

Statsfængslet anførte, at A´s forklaring under forhøret blev protokolleret og ikke andet.

Direktoratet anførte:

> . . . at direktoratet har tilkendegivet over

for anstalten, at det af forhørsprotokollen burde have fremgået, om den pågældende erkendte eller nægtede sig skyldig, samt at det burde have været tydeliggjort, at det var indsattes forklaring, som var protokolleret. . . .<

ad 5:

Statsfængslet anførte, at det måtte erkende >at notatet i forhørsprotokollen ikke som anført i disciplinærcirkulæret indeholder en gengivelse af rapporten<. Vedrørende det retlige grundlag for disciplinærafgørelsen oplyst statsfængslet, at A ikke var pålagt antabus under udgangen, men at det retlige grundlag havde været til stede i den indledningsvis omtalte meddelelse af 9. november 1976 og statsfængslets interne bestemmelser for weekendudgang.

Direktoratet anførte:

> . . . at direktoratet er enig i, at det retlige grundlag for afgørelsen er til stede, jfr. herved § 33 i justitsministeriets bekendtgørelse af 21 juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf, jfr. den meddelelse som bliver udleveret til de indsatte inden påbegyndelse af udgange samt navnlig pkt. 14 i de interne bestemmelser om weekendorlov.

Direktoratet har imidlertid meddelt anstalten, at det af forhørsprotokollen burde have fremgået, hvilke bestemmelser man anså for overtrådt, samt på hvilket grundlag dette ansås for bevist.

Imidlertid finder man ikke grundlag for at udtale kritik over for anstalten over, at notatet i forhørsprotokollen ikke indeholder en gengivelse af rapporterne, idet den pågældende under forhøret blev gjort bekendt med indholdet af begge rapporter, jfr, herved anstaltens besvarelse ad pkt. 3. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det omtalte krav i § 9, stk. 4, i disciplinærcirkulæret kun er et formkrav, som muliggør, at forhørslederen, såfremt det findes hensigtsmæssigt, kan undlade at fremlægge selve rapportens indhold for den indsatte.

Jeg udtalte herefter følgende i en skrivelse til A:

> A. Disciplinærafgørelsen

Således som sagen nu foreligger oplyst, finder jeg ikke, at der er rimelig grund til at betvivle, at De ved Deres hjemkomst fra udgang var i en tilstand, der må betragtes som beruselse, Der har herefter været det fornødne retlige grundlag for den nævnte disciplinærstraf. Med hensyn til de bestemmelser, der herved kommer i betragtning, henviser jeg til direktoratets udtalelse af. . . . .

B. Den sagsbehandling, der gik forud for disciplinærafgørelsen.

Idet jeg henviser til punklerne 1 - 5 ovenfor, skal jeg udtale følgende:

ad 1: Efter min mening knytter der sig - også bortset fra en eventuel bevismæssig usik- kerhed principielle betænkeligheder til disciplinærafgørelser, hvorved en indsat på grundlag af en enkelt fængselsfunktionærs udtalelse pålægges disciplinærstraf for et forhold, som han selv benægter.

Jeg ville have fundet det rettest, om der forud for disciplinærsagens afgørelse havde foreligget rapporter eller andre udtalelser fra begge de fængselsfunktionærer, der havde været vidner til Deres hjemkomst. Jeg har gjort statsfængslet bekendt med min opfattelse.

ad 2: Jeg er - på linje med direktoratets skrivelse af . . . . - af den opfattelse at (B's) rapport af 4. april 1977 ikke burde have været lagt til grund for disciplinærsagens afgørelse, uden nærmere uddybning - ved en supplerende rapport eller en afhøring - hvilke konkrete omstændigheder han støttede sin vurdering af Deres tilstand på.

Da direktoratet har gjort statsfængslet bekendt med sin opfattelse på dette punkt, foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

ad 3: Jeg er enig med statsfængslet i, at rapporten af 4 april 1977 burde have været omtalt i forhørsprotokollen, og at denne burde have indeholdt oplysning om, hvorvidt De var gjort bekendt med den nævnte rapport og rapporten af 3 april 1977.

Jeg har gjort statsfængslet bekendt med min opfattelse.

ad 4 og 5: Jeg er enig i de opfattelser vedrørende forhørsprotokollens indhold som direktoratet har givet udtryk for i skrivelsen af . . . .

Da direktoratet har tilkendegivet statsfængslet sin opfattelse foretager jeg ikke videre vedrørende disse spørgsmål.

Efter min opfattelse burde direktoratet ved sin behandling af Deres klage af 4. april 1977 have været opmærksom på, at der forelå spørgsmål om, hvorvidt statsfængslet i Deres sag havde overholdt de gældende regler for behandling af disciplinærsager, og have taget dette spørgsmål op til undersøgelse.

Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse.<

4