23. Udtalt over for justitsministeriet, at ministeriets afgørelse i en sag om prøveløsladelse på halv tid havde hvilet på et ufyldestgørende grundlag.

(J. nr. 1977-1179-614)

I skrivelse af 4. august 1977 klagede A over justitsministeriets afgørelse af 28. juli 1977, hvorefter ministeriet ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at søge udvirket benådning for hende og heller ikke fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder som kunne

begrunde, at løsladelse på prøve fandt sted på det tidspunkt da hun ville have Udstået halv-

delen af den straf, hun var idømt (prøveløsladelse i henhold til straffelovens § 38, stk. 2).

I skrivelse at 11. august 1977 anmodede jeg justitsministeriet, direktoratet for krimi-

nalforsorgen, om en udtalelse efter forud indhentet erklæring fra statsfængslet ved Horserød.

Den 2. september forelagde ministeriet klagen for statsfængslet og anmodede om en

udtalelse, herunder om der efter anstaltens behandling af prøveløsladelsessagen var sket

ændringer i A’s forhold.

Den 9. september 1977 sendte statsfængslet sagen tilbage til justitsministeriet og hen-

holdt sig til anstaltens skrivelse af 2. september 1977, der gengives senere.

Justitsministeriet oplyste i en udtalelse af 20. september 1977 til mig, at ministeriet

samme dato - efter at have modtaget en fornyet indstilling fra statsfængslet ved Horserød om prøveløsladelse - havde truffet bestemmelse om, at A skulle løslades på prøve i henhold til straffelovens § 38. stk. 2. Hun blev herefter prøveløsladt den 21 september 1977.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A. der ikke tidligere var straffet, ved

Frederiksberg birkerets dom af 6. september 1976 blev idømt straf af fængsel i 2 år og 6

måneder for tyveri, der var begået i perioden december 1973 -marts 1976 på x -fabrik, hvor

hun arbejdede. Dommen blev påanket af anklagemyndigheden, og ved Østre Landsrets anke-

dom af 5. november 1976 blev straffen ændret til 3 års fængsel. A var i sagen anholdt og varetægtsfængslet fra den 16. marts 1976. Den 28. december 1976 blev hun overført til fort- sat strafudståelse i statsfængslet ved Horserød. Halvdelen af den idømte straf var udstået den 16. september 1977. Som ovenfor anført blev hun løsladt på prøve den 21. september 1977.

I skrivelse af 30. juni 1977 anmodede A’s beskikkede forsvarer under straffesagen ju-

stitsministeriet om, at hun blev benådet for den resterende straf, subsidiært prøveløsladt, når halvdelen af den idømte straf var udstået. Som begrundelse anførte advokaten, at hun ikke tidligere var straffet, og at hun, som følge af strafudståelsen og de konsekvenser, strafud-

ståelsen havde for hendes familiemæssige forhold, var meget nervesvækket. Om de familie-

mæssige forhold oplyste advokaten, at hun var enlig og havde 3 børn; en pige. B, på 17 år,

en dreng, C, på 16 år .og en dreng, D, på 6½ år. Hendes moder havde under hendes strafudståelse måtte tage sig af børnene, men havde ikke længere kræfter til dette. idet moderen samtidig skulle passe sin mand, der var syg, og passe hans arbejde som vicevært

samt sit eget arbejde (aften- og natarbejde). Advokaten anførte videre, at A’s to ældste børn som følge af hendes strafudståelse nu var præget af adfærdsproblemer: bl. a. havde hendes 16-årige søn været anbragt på kostskole, men ville ikke efter sommerferien på ny kunne optages på skolen. For at der ikke skulle opstå uoprettelige skader hos hendes børn fandt advokaten det nødvendigt, at hun blev benådet eller prøveløsladt.

Spørgsmålet om prøveløsladelse blev samme dag (30. juni 1977) behandlet på et en-

hedsmøde statsfængslet ved Horserød. Enhedsmødet afgav i den anledning en udtalelse af 1. juli 1977. og anbefalede, at A blev prøveløsladt, når halvdelen af straffen var udstået. Som begrundelse herfor henviste enhedsmødet til, at hendes hjem sandsynligvis ville lide sammen- brud såfremt hun ikke blev prøveløsladt. Enhedsmødet henviste i den forbindelse til den belastning, en fortsat strafudståelse ville være for hendes moder og børn.

I udtalelsen henvistes endvidere til hendes helbredsforhold samt en række andre forhold, der kunne begrunde en prøveløsladelse, når halvdelen af straffen var udstået.

Enhedsmødet redegjorde i udtalelsen nærmere for de ovennævnte forhold. Om forhol-

dene i A's hjem, herunder forholdene for hendes moder og børn som følge af strafudståelsen, var det i udtalelsen anført, at hendes moder, der er 65 år, ikke i længden kunne klare den store arbejdsbyrde det var at skulle passe A's børn og samtidig klare de opgaver, hun i øvrigt havde.

A's datter B passede om aftenen sin yngste broder og var således afskåret fra at være

sammen med jævnaldrende kammerater: hun havde flere gange været til læge på grund af

dårlige nerver. Herom henviste enhedsmødet til udtalelser af 16. marts og 20. juni 1977 fra

B’s læge G. I udtalelsen af 16. marts 1977, der var afgivet til brug for behandlingen af

spørgsmålet om hyppigere udgang under strafudståelsen, anførte lægen, at B flere gange under A's strafudståelse havde konsulteret ham. B havde en mavelidelse, der efter lægens opfattelse var nervøst betinget. Lægen anførte endvidere, at B havde måtte opsige sin stilling for at kunne klare pasningen af lillebroderen D og i øvrigt hjælpe mormoderen. B's forhold til sin moder havde altid været det bedet mulige. Lægen anbefalede, at B blev aflastet "ved at give hendes eneste reelle støtte, moderen, mulighed for at komme i hjemmet så ofte, som givne regler tillader". I udtalelsen af 20. juni 1977 anførte lægen, at B's forhold var "nær-

mest uændrede, men det er uden for al tvivl, at samværet med moderen er en meget stor støtte for hende". Som følge heraf anbefalede lægen, "at moderen gives mulighed for at være mest

muligt i hjemmet".

Om den ældste søns forhold oplyste enhedsmødet sin udtalelse at han efter moderens anholdelse var blevet anbragt på en kostskole Opholdet på kostskolen havde været meget svingende med hensyn til hans trivsel og sociale tilpasning. I den seneste tid havde der været voksende problemer med ham på skolen og han havde den 20. juni 1977 forladt skolen og var vendt tilbage til hjemmet, hvor han nu opholdt sig. Socialcentret arbejdede på at få placeret ham i en egnet familiepleje, men centret havde den 1. juli 1977 udtalt, at dette ikke umiddel- bart kunne ske. Enhedsmødet anførte, at også den ældste søn havde behov for, at A kom hjem.

Om A's yngste søns forhold oplyste enhedsmødet i sin udtalelse at han i august 1977 skulle begynde at gå i skole og at det ville være af "allerstørste vigtighed, at hans moder er i hjemmet når han kommer fra skole, da mormoderen ikke kan forventes at klare at være til rådighed på de forskellige tidspunkter D får fri fra skole".

Enhedsmødet henviste øvrigt om A's børns forhold til en udtalelse af 9. juni 1977

fra socialrådgiver . . . ved socialcentret Enghave. I udtalelsen anførte socialrådgiveren:

" . . .

B hjælper til i hjemmet og med pasningen af D, hun har samtidig deltidsjob. B har

siden moderens fængsling fået problemer i forholdet til sine kammerater og er blevet sky

og nervøs lukker sig helt inde med sine tanker og har det tydeligt meget svært, men ønsker ikke at tale om det til fremmede, så det er svært at hjælpe hende.

C, som hidtil har været veltilpasset på kostskolen har siden Jul haft tiltagende van-

skeligheder. Han forsømmer undervisningen og har svært ved at overholde skolens husorden, og er af den grund én gang blevet bortvist; det lykkedes dog at få forholdet bragt i orden igen. C’s problemer har helt klart forbindelse med moderens fængsling kommer der ro om de hjemlige forhold, vil han også fungere bedre.

D på 7 år forstår ikke helt, hvad det er der er sket, men han er præget af, at moderen

ikke er i hjemmet selv om mormoderen og B gør, hvad de kan for ham. Drengen er blevet

tiltagende urolig og vanskelig.

Alt i alt må det siges, at familielivet er meget belastet af, at moderen ikke er i hjem- met. Børnene trænger meget til - hver på sin måde - at forholdet i hjemmet normaliseres".

Om A's helbredsforhold anførte enhedsmødet, at hun i begyndelsen af juni måned

var blevet "mere og mere deprimeret, græd meget og virkede meget selvopgivende". Den

9. juni 1977 havde hun været i konsultation hos fængselslægen, der i en erklæring af samme dato anførte, at hun var "stærkt deprimeret uden tegn på psykose" og var "stærkt påvirket af sit ophold og arbejde her på institutionen" og "naturlig optaget af sine børn". Under henvis- ning hertil anbefalede lægen, at A fik arbejde eller undervisning uden for anstalten.

Om A's personlige forhold i øvrigt anførte enhedsmødet, at det var planen at hun efter

endt strafudståelse ville flytte sammen med . . ., der havde været hendes ven gennem 3½ år,

og som "i høj grad (havde været) med til "at holde (A) oppe", men man må med en vis rimelighed forudse, at der kan være grænser for, hvor længe han kan holde til det pres, som hele situationen pålægger ham".

Enhedsmødet anførte i sin udtalelse videre, at Det danske Rengøringsselskab havde

garanteret at A kunne få arbejde, hvis hun blev løsladt den 16. september 1977, og enheds-

mødet henviste til, at hun i mange år havde haft arbejde som rengøringsassistent og ikke kunne tænke sig noget andet arbejde i fremtiden.

Om de andre forhold, der kunne begrunde prøveløsladelse når halvdelen af straffen var udstået, henviste enhedsmødet i udtalelsen til, at A ikke tidligere var straffet, at straffeti-

den var langvarig (3 år), at hun under straffesagen havde været varetægtsfængslet i meget lang tid (234 dage), og at en fortsat strafudståelse formodedes at være skadelig ud fra et specialpræventivt synspunkt.

Inspektøren for statsfængslet ved Horserød tiltrådte den 4. juli 1977 enhedsmødets

udtalelse og indstillede, at A blev søgt benådet, subsidiært løsladt på prøve i henhold til

straffelovens § 38, stk. 2, på vilkår af 2 års prøvetid.

I anledning af statsfængslets indstilling anmodede justitsministeriet den 12. juli 1971

politimesteren på Frederiksberg, der havde behandlet straffesagen mod A, om en udtalelse. Justitsministeriet anmodede om, at sagen blev tilbagesendt gennem statsadvokaten for Sjælland.

Politimesteren på Frederiksberg sendte den 18. juli 1977 sagen til statsadvokaten

med oplysning om, at han ikke kunne anbefale, at A blev benådet, subsidiært prøveløsladt. Politimesteren henviste herved til en notits af 13. juli 1977 fra kriminalassistent, E der havde været leder af efterforskningen i straffesagen mod hende, samt til kriminalitetens omfang og art.

I den nævnte notits af 13. juli 1977 anførte F, at A var en af hovedfigurerne i en om- fattende tyveri. og hælerisag vedrørende tyverier af . . . fra x -fabrik. Sagen havde omfattet

A's tyverier af minimum Ca. 800 stk. . . . til en bruttoværdi af Ca. 800.000,- kr. De stjålne

var umiddelbart efter tyverierne afsat. via en storhæler til et net af hælere. kriminalassistenten anførte videre, at A af efterforskningsmæssige grunde havde været anholdt og varetægtsfæng-

let fra 16 marts 1976 til 24. august 1976, da politimesteren på Frederiksberg havde begæret forundersøgelse indledt.

I ovennævnte periode havde kriminalassistenten afhørt A 5 - 10 gange, og hun havde

dels uopfordret, dels i forbindelse med sagsbehandlingen adskillige gange klart givet udtryk for, at hun kun var interesseret i besøg af . . .,der havde fået besøgstilladelse. A's moder havde også fået besøgstilladelse, og kriminalassistenten havde over for A pointeret, at hendes børn også ville kunne få besøgstilladelse. Hun havde frabedt sig dette, "idet børnene var hende ligegyldige, ligesom hun helst heller ikke ville have besøg af moderen, fordi denne derved kom til at optage et af de ugentlige to besøg, som domfældte havde tildelt. A havde klart givet udtryk for, at kun . . . skulle udnytte de besøg, han kunne få. Kriminalassistenten erindrede, at han under en samtale havde spurgt A, om der ikke kunne være en del praktiske problemer, som hun skulle drøfte med sin moder i forbindelse med hendes opretholdelse af

hjemmet, men hun havde dertil svaret, at hendes moder selv måtte klare dette, og at hun så vidt muligt kun ville have besøg af . . . Kriminalassistenten henviste endvidere til, at en med- domfældt, F, over for kriminalassistenten havde givet udtryk for, at A aldrig havde vist sine børn rimelig interesse eller omsorg, og at hun ofte havde ladet børnene alene uden opsyn i flere dage.

Statsadvokaten for Sjælland fremsendte den 19. juli 1977 sagen til justitsministeriet

med udtalelse om, at statsadvokaten kunne tilslutte sig politimesterens ovennævnte udtalelse af 18. juli 1977.

Som supplement til Statsfængslets indstilling om prøveløsladelse sendte statsfængslet

den 22. juli 1977 til justitsministeriet en erklæring af 20 juli 1977 fra overlæge J, der samme dag, efter anmodning fra personalet ved A's enhed havde haft en samtale med hende med henblik på en bedømmelse af strafudståelsens konsekvenser for hendes familie, hende selv og hendes helbredstilstand. I erklæringen henviste overlægen bl. a. til A's ansvarsfølelse for sine børn og den indvirkning hendes strafudståelse havde på hendes børns forhold herunder den indvirkning, det havde på hendes tilstand at hun som følge af strafudståelsen, ikke havde nogen særlig mulighed for at tage sig at sine børn. Erklæringen konkluderede i, at overlæge J

anså "det for fuldt berettiget ud fra et helbredsmæssigt synspunkt at støtte (hendes) ansøgning om prøveløsladelse i henhold til straffelovens § 38, stk. 2."

I skrivelse af 28. juli 1977 meddelte justitsministeriet A, at ministeriet samme dato havde meddelt hendes advokat, at ministeriet ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag for

at søge udvirket benådning, og at der heller ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at løsladelse på prøve fandt sted, allerede når halvdelen af straffen var udstået. Ministeriet anførte:

" . . .

Der er ved afgørelsen lagt vægt på kriminalitetens art og omfang, ligesom der ikke

foreligger lægelig dokumentation for, at den pågældendes helbred vil forringes væsentligt

ved fortsat strafudståelse. . . . "

I sin klage af 4. august 1977 til mig anførte A, at hendes hjem og børn ville lide sam-

menbrud som følge af, at hun ikke var blevet prøveløsladt. Hun anførte endvidere at hun var bekendt med, at kriminalassistent E havde afgivet en udtalelse i sagen, "som måske forkla- rer hvorfor jeg fik afslag".

I skrivelse af 11. august 1971 anmodede jeg justitsministeriet, direktoratet for krimi-

nalforsorgen om udtalelser fra ministeriet og statsfængslet ved Horserød.

Forinden jeg modtog udtalelser fra statsfængslet og justitsministeriet meddelte stats-

fængslet i en skrivelse af 2. september 1977 justitsministeriet, at A's psykiske tilstand,

siden statsfængslets indstilling om benådning / prøveløsladelse i begyndelsen af juli 1977,

var blevet yderligere forværret. Hendes enhed i statsfængslet havde derfor på et møde 26. august 1977 på ny behandlet hendes forhold. Til brug for mødet havde statsfængslet indhen-

tet udtalelser fra speciallæge i psykiatri, overlæge H, der havde haft en samtale med A den 15. august 1977, en udtalelse af 18. august 1977 fra læge G, der har kendt og været læge for A gennem 16 år samt læge for hendes børn, udtalelse af 24. august 1977 fra forstander. . . og socialrådgiver . . . ved kriminalforsorgen, Ringgårdsafdelingen, samt et brev fra F, der som tidligere anført er meddomfældt.

Overlæge H anførte i sin udtalelse der var af 19. august 1977, at hun fuldt ud kunne

støtte udtalelsen i overlæge J's erklæring af 20. juli 1977 om, at der var helbredsmæssige grunde for, at A blev prøveløsladt i henhold til straffelovens § 38, stk. 2. H anførte at havde

oplyst, at hun under strafudståelsen og specielt efter afslaget på prøveløsladelse havde "lidt

af en depression, fordi hun føler, at børnene og hendes moder belastes for stærkt af hendes afsoning". Om hendes børn oplyste H, at den ældste søn mod sin vilje nu var anbragt i et Plejehjem, der ikke mere kunne klare at have ham, og at han derfor skulle på institution,

hvilket han reagerede voldsomt imod. Datteren H kunne ikke komme i lære som damefrisør da hun som følge af pasning af D ikke kunne påtage sig aftenuddannelse. H oplyste endvidere at A i begyndelsen havde trukket sig "tilbage fra børnene, da hun var så deprimeret over at sidde i 7 måneders isoleret varetægtsarrest at (hun) blev helt menneskesky og ikke syntes at (hun) kunne belaste børnene med, at de skulle besøge (hende i) Vestre Fængsel" Hun syntes endvidere ikke, at hendes weekend udgang hver anden uge gav hende tilstrækkelig tid til at være nok for sine børn. Hun havde over for sin yngste dreng skjult, at hun var i fængsel,

idet hun "simpelthen ikke (kunne) bære, at han skulle have det at vide". I udtalelsens konklu-

sion anførte H, at A havde en depression fremkaldt af den belastning, det var for hende at være fængslet, og den belastning, det var for hende, at moderen skulle klare pasningen af hendes børn, og at børnene led under, at hun var fængslet. Psykisk var A ved at bryde helt sammen under disse belastninger. H oplyste, at As helbred fra lægelig side måtte anses for væsentligt truet ved fortsat strafudståelse, der kunne medføre varig forringelse af hendes psykiske tilstand.

Læge G anførte i udtalelsen af 18. august 1977:

" . . .

Gennem 16 år har jeg kendt og været læge for fru (A).

Jeg har ikke i dette lange tidsrum, når jeg husker tilbage, sandt at sige, nogen erind- ring om forhold eller episoder, som måtte miskreditere. Børnenes pasning - renlighed og op-

førsel - har for mig at bedømme været upåklagelig, og fru (A) har stedse ved samtaler udvist stor interesse for børnenes tarv og vel. Det har ikke altid været let efter skilsmisse for mange år siden at være alene, og det nye "ægteskab" som fulgte viste sig efter år at måtte ophøre. . .

Kriminalforsorgen Ringgårdsafdeling anførte i udtalelsen af 24. august 1977, at afde-

lingen første gang havde været i kontakt med A Ca. 1 uge efter anholdelsen og fængslingen,

og at hun da var meget nervøs for sine børn. og at hun under varetægtsfængslingen havde

været meget plaget og fuld af samvittighedsnag over for børnene. Årsagen til, at hun under varetægtsfængslingen ikke havde ønsket besøg af sine børn, var, at hun var af den opfattelse, "at de korte besøg i fængslet ville være en større belastning for både hende selv og børnene end slet ingen". Det var afdelingens indtryk, at der havde været tale om en reel omsorg for hendes børn, og afdelingen havde over for A givet udtryk for, at afdelingen forstod og aner- kendte hendes beslutning om ikke at modtage besøg af sine børn.

F anførte i sit brev, at hun og hendes mand ikke kom i A's hjem, og at det derfor

måtte bero på en misforståelse, når kriminalassistent E havde refereret til hende for at have

udtalt, at A ofte forlod hjemmet og lod børnene alene uden opsyn i flere dage.

På enhedsmødet den 26. august 1977 var der enighed om, at A efterhånden havde

"nærmet sig en uhyggelig tilstand af håbløs modløshed" og at hun klart var præget af en

udtalt depression. Enheden frygtede at et fortsat fængselsophold ville knække hende totalt. Under henvisning hertil indstillede enheden at Spørgsmålet Prøveløsladelse i henhold til §

38, stk. 2, blev rejst på ny.

Inspektøren for statsfængslet tiltrådte, enhedens indstilling og anbefalede i skrivelse

af 2. September 1977 til justitsministeriet at A blev løsladt på de vilkår, han havde anført i

sin indstilling af 4. juli 1977.

Som indledningsvis anført traf justitsministeriet herefter den 20. september 1977 af- gørelse om, at A skulle prøveløslades i henhold til straffelovens § 38, stk. 2, og hun blev prø-

veløsladt den 21. september 1977.

Statsfængslet ved Horserød henholdt sig udtalelse af 9, september 1977 til mig til

statsfængslets ovennævnte udtalelse at 2. september 1977 til justitsministeriet.

Justitsministeriet anførte i udtalelsen af 20. September 1977 til mig at ministeriet efter

den fornyede indstilling fra statsfængslet ved Horserød havde truffet beslutning om, at A

skulle løslades på Prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 2.

Jeg udtalte følgende i en skrivelse til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalfor-

sorgen:

"Straffelovens § 38 har som bekendt følgende indhold:

"Når to trediedele af straffetiden dog mindst 4 måneder en udstået afgør justitsminis- teren eller den, han bemyndiger dertil om den dømte skal løslades på prøve.

Stk. 2. Efter justitsministerens bestemmelse kan løsladelse på prøve ske tidligere, når særlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden dog mindst 4 måneder.

Stk. 3. . . .

Stk. 4. Løsladelse på prøve forudsætter at den dømtes forhold ikke gør løsladelse util-

rådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de til løsladelsen knyttede vilkår".

I tilslutning til justitsministeriets cirkulære af 25. juni 1975 om behandling af sager om løsladelse på prøve m. v., har direktoratet udsendt et notat af samme dato om retnings-

linier med hensyn til løsladelse på prøve efter straffelovens § 38 stk. 1 og 2. Notatets afsnit

II vedrører retningslinier for anvendelsen af straffelovens § 38, stk. 2.

Jeg skal først bemærke, at det af sagen fremgår, at der forelå stærkere grunde til prø- veløsladelse efter § 38, stk. 2, ved direktoratets afgørelse herom den 20. september 1977, end der forelå da direktoratet i juli måned gav afslag på prøveløsladelse efter den nævnte bestem- melse. De to afgørelser er for så vidt ikke inkonsekvente i forhold til hinanden.

Klagen til mig vedrører som nævnt justitsministeriets afgørelse (afslag) af 28. juli 1977.

Spørgsmålet, om der bør ske prøveløsladelse efter § 38, stk. 2, beror naturligvis i væsentlig grad på en skønsmæssigt præget vurdering. En sådan vurdering kan jeg efter de regler og den praksis, der gælder for min virksomhed, kun kritisere såfremt der foreligger

særlige omstændigheder.

Jeg finder ikke at burde tage stilling til selve afgørelsen af 28. juli, men finder at

burde gøre nogle bemærkninger om det grundlag, hvorpå afgørelsen blev truffet.

Jeg skal i denne henseende først bemærke, at det efter min mening var klart, at der,

således som sagen forelå oplyst for justitsministeriet allerede i juli måned 1977, forelå grunde af betydelig vægt for en prøveløsladelse efter § 38, stk. 2.

Med udgangspunkt i afsnit II i det ovenfor nævnte notat af 25. juni 1976, pkt. 1-3

( litr. a-g), skal jeg bemærke følgende:

ad .1: Der forelå oplysning om, at der kunne skaffes (A) tilfredsstillende bolig- og arbejdsforhold. Det måtte dog antages, at hun kunne løslades til tilsvarende boligforhold

efter udståelse af to tredjedele af straffetiden. Derimod var det uoplyst, om det foreliggende arbejdstilbud var et arbejdstilbud, der ville forspildes, hvis hun først blev prøveløsladt væsentligt senere efter § 38, stk. 1.

ad 2: Det var klart, at der forelå omstændigheder som indebar, at humanitetshensyn talte for en prøveløsladelse. Den nærmere vægt af disse hensyn kunne naturligvis vurderes forskelligt. Vedrørende A's) forhold til sine børn forelå der desuden divergerende oplysnin-

ger, jfr. herom nedenfor.

ad 3: Det var endvidere klart, at en række af de forhold der omtales under pkt. 3. i det omtalte notats afsnit II talte for prøveløsladelse.

ad b: (A) havde ikke tidligere udstået fængselsstraf.

ad c: (A) kunne næppe betragtes som omfattet af denne "bestemmelse" hvorefter det

"i nogen grad taler imod anvendelse af prøveløsladelse i henhold til § 38, stk. 2~, hvis "der foreligger overtrædelse af Straffelovens § 191, grovere røveri, alvorlig økonomisk kriminali-

tet eller misbrug af betroet stilling som advokat eller offentligt ansat" Det synes vanskeligt at

antage, at Udtrykket "alvorlig økonomisk kriminalitet" efter den sammenhæng, hvori det op- træder i notatet, skulle dække et arbejdspladstyveri som det foreliggende, selv om dette var

af usædvanlig stort omfang.

ad d: Straffetiden var forholdsvis langvarig (3 år).

ad e: (A) havde under straffesagen været varetægtsfængslet i omkring 8 måneder.

ad f: Det var nærliggende at antage at fortsat strafudståelse ville være skadelig ud

fra et specialpræventivt synspunkt; muligheden for, at den kunne være gavnlig, kunne i hvert

fald afskrives.

Det fremgår af Justitsministeriets skrivelse at 28, juli 1977 at der ved afgørelsen om afslag var "lagt vægt på kriminalitetens art og omfang". Dette er på linie med de udtalelser i sagen, der var afgivet af politimesteren og statsadvokaten. Ud over at henvise til mine bemærkninger ovenfor vedrørende notatet af 25, juni 1975, afsnit II, pkt. 3, litr. c, henviser

jeg til min skrivelse af 12. december 1974 i direktoratets sag 2. k. j. nr. 40-672-7. Jeg afgav ved denne skrivelse en udtalelse vedrørende spørgsmålet, om justitsministeriet ved sine afgø- relser af spørgsmål om prøveløsladelse efter § 38, stk. 2, kan tillægge det en vis betydning at

den begåede kriminalitets grovhed og art giver generalpræventive hensyn en særlig vægt. Jeg fandt ikke dette spørgsmål utvivlsomt, men mente dog, at ministeriet ikke forfulgte noget ulovligt formål ved at lade sådanne betragtninger indgå i afgørelsen. Jeg begrundede nærme-

re denne opfattelse. Sagen gav mig dog anledning til over for justitsministeriet at give udtryk for den opfattelse at der efter min mening må udvises stor tilbageholdenhed med hensyn til at lade generalpræventive hensyn indgå overvejelserne vedrørende prøveløsladelse (efter § 38, stk. 2). Jeg anførte, at jeg herved ikke alene lægger vægt på, at en varetagelse at de nævnte

hensyn ligger uden for rammerne af, hvad der er omtalt i forarbejderne til prøveløsladelses- reglerne, men også på, at ministeriet ved en vurdering af generalpræventive hensyn i forbin- delse med prøveløsladelsessager bevæger sig ind på en opgave, der har lighed med den strafudmålingsopgave på basis af lovovertrædelsens grovhed og art, som ellers er forbeholdt

domstolene og som en administrativ myndighed principielt ikke er egnet til at foretage. Jeg skal i tilslutning hertil specielt bemærke, at der efter min mening knytter sig visse betænke- ligheder til, at et spørgsmål om det, der forelå i (A's) sag, nemlig spørgsmålet om strengheden af sanktioner ved arbejdspladstyverier modsat anden berigelseskriminalitet , bliver et spørgs- mål, der afgøres på administrativt niveau i en prøveløsladelsessag.

Selv om det ikke udtrykkeligt er sagt i justitsministeriets skrivelse at 28. juli 1977,

finder jeg det ubetænkeligt at gå ud fra, at ministeriets afgørelse i nogen grad har været på- virket af den stilling til sagen, som blev indtaget af politimesteren og Statsadvokaten. Politi- mesterens og statsadvokatens indstilling var imidlertid ikke alene baseret på en vurdering af kriminalitetens art og omfang, men også på indholdet af den erklæring, der var afgivet til politimesteren af kriminalassistent (E), der i sin tid havde behandlet den pågældende straffe-

sag. Denne udtalelse indeholdt en overordentlig negativ vurdering af (A's) forhold til sine børn og var ifølge kriminalassistentens oplysninger baseret på hans samtaler med (A) under varetægtsfængslingen (og en samtale med den meddomfældte (F)). Udtalelsen måtte allerede isoleret betragtet forekomme påfaldende, men væsentligere var, at den efterlod et helt andet indtryk end de oplysninger, der i øvrigt forelå sagen vedrørende forholdet mellem (A) og

hendes børn. Efter min mening burde justitsministeriet ikke have ladet kriminalassistentens udtalelse indgå i afgørelsesgrundlaget, forinden der var tilvejebragt nærmere oplysninger om det pågældende spørgsmål - således som det senere skete - bl. a. ved udtalelserne fra krimi- nalforsorgens Ringgårdsafdeling, - og uden at (A) var gjort bekendt med den pågældende

udtalelse og havde haft lejlighed til at udtale sig derom.

Konklusionen af min bedømmelse af sagen må herefter blive, at justitsministeriets afgørelse af 28. juli 1977 hvilede på et ufyldestgørende grundlag."