43. Udtalt over for statsfængsler i Vridsløselille at jeg fandt det uheldigt, at der i statsfængslets praksis ved besøgstilladelse havde foreligget usikkerhed med hensyn til gennemførelsen af kravet om "personlig tilknytning" i besøgscirkulærets § 15, stk. 1.

Over for direktoratet for kriminalforsorgen fremhævet ønskeligheden af, at der nu i løbet af forholdsvis kort tid tages stilling til spørgsmålet om ændring af besøgscirkulæret bl. a. med henblik på at fjerne den forskelsbehandling og usikkerhed i øvrig, som administrationen af § 15, stk. 1, kan give anledning til. (J. nr. 1977-26-615).

A klagede over, at direktoratet for kriminalforsorgen havde tiltrådt, at inspektoren for statsfængslet i Vridsløselille havde nægtet hende tilladelse til at besøge B, der var indsat i statsfængslet.

Det fremgik af sagen, at A den 17. november 1976 rettede henvendelse til statsfængslet for at besøge B, og at fængselsinspektøren nægtede hende tilladelse hertil.

Umiddelbart efter - den 18. november 1976 - rettede B skriftlig henvendelse til fængselsinspektøren og anmodede om "tilladelse til at modtage regelmæssigt besøg af (A), jfr. besøgscirkulærets § 15. Min tilknytning til (A) er af personlig karakter. Således har vi bl. a. gennem længere tid brevvekslet regelmæssigt." For så vidt fængselsinspektøren ikke fandt at kunne imødekomme B’s anmodning, anmodede B om, at sagen måtte blive forelagt direktoratet.

Fængselsinspektøren forelagde derefter sagen for direktoratet med en udtalelse af 19. november 1976, hvori han bl. a. udtalte følgende:

" . . .

Jeg har den 17. november d. å. haft en samtale med (A) i anledning af, at hun blev nægtet besøg hos ovenanførte indsatte. Hun forklarede selv, at hun havde ikke andet personligt kendskab til indsatte, at hun havde skrevet til ham. Inspektøren er bekendt med at (A) har skrevet til indsatte i sin egenskab af KRIM-medlem, og at hun har været aktiv for at skabe sympatistrejker i andre anstalter i forbindelse med indsatte nr. 138 (C’s) overførelse til anstalten ved Herstedvester.

Jeg har i meddelelse til indsatte af dags dato gjort ham bekendt med at han ikke kan få besøg, da han ikke ses at have en sådan personlig tilknytning til den pågældende, at denne falder indenfor den i § 15 i besøgscirkulæret anførte personkreds.

. . . "

I skrivelse af 18. november 1976 havde A indgivet klage til direktoratet over fæng- selsinspektørens afslag, og i den anledning indhentede direktoratet en udtalelse fra fængselsinspektøren, der henholdt sig til den ovennævnte udtalelse af 19. november 1976.

I skrivelsen af 1. december 1976 til A meddelte direktoratet kunne tiltræde ststsfængslets afgørelse.

Direktoratet havde ikke anført nogen begrundelse men en begrundelse blev efter A’s anmodning givet i direktoratets skrivelse af 17. december 1976 til A, hvori der anførtes følgende:

" . . .

I medfør af § 15. stk. 1, i direktoratets cirkulære af 25. juni 1973 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg m. v. har de indsatte adgang til at modtage besøg af personer, til hvem de har en personlig tilknytning. Denne regel er fastsat i henhold til § 22 i justitsministeriets bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf hvorefter de indsatte gennem besøg har mulighed for at opretholde og styrke forbindelsen med omverdenen. Det forudsættes således, at forbindelsen har bestået, inden den indsatte har påbegyndt strafudståelsen. I denne sag er det oplyst, at De ikke har en sådan personlig tilknytning til den indsatte.

. . . "

I klagen til mig anførte A bl. a. følgende:

" . . .

Ud fra mit kendskab til kriminalforsorgens virke er cirkulæret vedrørende adgang til besøg af indsatte ikke tidligere blevet fortolket på den måde. Mig bekendt har praksis altid været, at indsatte godt har kunnet få besøg af personer, som de gennem brevvekslinger har lært at kende under afsoningen. I hvert fald har jeg selv indtil flere gange stiftet bekendtskab med den fremgangsmåde.

Jeg finder det ganske urimeligt og forkert, at direktoratet i en bestemt situation over for en bestemt person kan fortolke reglerne anderledes, end de plejer at gøre.

. . . "

I den udtalelse af 10. marts 1977, som direktoratet afgav til mig i anledning af A's klage, henholdt direktoratet sig til sin tidligere afgørelse.

I skrivelse af 15. marts 1977 oplyste direktoratet mig imidlertid mm at A nu af statsfængslet havde fået tilladelse til at besøge den pågældende.

Uanset dette fandt A at burde fastholde sin klage og gjorde på ny bemærkninger til direktoratets udtalelse om, at det ved besøgscirkulærets § 15, stk. 1, "forudsættes . . . ,

at forbindelsen har bestået, inden den indsatte har påbegyndt strafudståelsen". Hun anførte herom nærmere.

" . . .

For mig at se er det en ny regel. som direktoratet dermed indfører. Jeg har tidligere besøgt fanger i de danske fængsler, og jeg har aldrig haft kontakt med disse, før de påbegyndte strafudståelsen. Som det måske er Dem bekendt, havde jeg kontakt med tidligere indsatte (C), og ham havde jeg skrevet til en gang, før jeg fik tilladelse til at besøge ham på Vridsløselille. Jeg kunne nævne flere eksempler på samme, og jeg kan - hvis det ønskes - give oplysninger om mange personer, som besøger fanger i danske fængsler - fanger, de først har fået kontakt med efter indsættelsen.

Det er derfor klart, at reglen om kendskab til strafafsoneren før indsættelsen kun anvendes i ganske specielle situationer. Således har jeg da også fået besøgstilladelsen til (B) nu, selv om mit forhold til ham på ingen måde har ændret sig i den forløbne tid.

Ved på denne måde at anvende regler (eller opfinde nye) efter forgodtbefindende gør direktoratet og fængselsledelsen sig skyldig i magtmisbrug. Og det er mit håb med denne klage at få slået fast, at denne fremgangsmåde er utilladelig og strider mod reglerne, så jeg ikke i fremtiden vil blive udsat for en lignende fremgangsmåde.

. . . "

I skrivelse af 6. juli 1977 til mig oplyste statsfængslet, at der efter drøftelse på samarbejdsudvalgsmøde den 4. april 1977 var fulgt følgende retningslinier:

"For så vidt angår besøg vil man ikke opretholde nogen regel om, at besøgende skal have særlig tilknytning, Undtagelsen er tidligere indsatte, der generelt ikke kan opnå besøgs-

tilladelse og i særlige tilfælde af ordens- og sikkerhedshensyn." Statsfængslet oplyste videre, at det fastholdes, at "i alle tilfælde skal der forud af den indsatte være anmodet om besøgstilladelse ."

Statsfængslet udtalte endvidere følgende:

" . . .

Når (A) indtil ovennævnte dato blev nægtet besøg, skyldtes det, at man på anstalten fortolkede det generelle besøgscirkulære således, at personlig kendskab mellem indsatte og besøgende forud for indsættelsen var en forudsætning for, at tilladelse blev givet.

Anstalten vil dog ikke afvise, at andre indsatte har fået besøg, selv om forannævnte forudsætning ikke var opfyldt, men dette skyldtes alene praktiske vanskeligheder i forbindelse med administrationen af den tidligere gældende besøgsregel.

. . . "

Denne sidstnævnte - ikke helt klare - udtalelse drøftede en af mine medarbejdere telefonisk med statsfængslet og direktoratet. Jeg måtte herefter forstå udtalelsen således, at den navnlig sigtede til de praktiske vanskeligheder. der havde været forbundet med at konstatere, hvorvidt der havde bestået en personlig tilknytning mellem en indsat og den person, der ønskede at besøge ham.

Statsfængslet havde i betydeligt omfang henholdt sig til den indsattes oplysning om, at der bestod en personlig tilknytning, og havde således ved at undlade at uddybe spørgsmålet nærmere accepteret nogle besøg, hvor en nærmere undersøgelse ville have vist, at der ikke var nogen personlig tilknytning. Omvendt var besøg nægtet, hvor statsfængslet havde forhåndsviden om, at der ikke bestod nogen personlig tilknytning.

Direktoratet henholdt sig til statsfængslets udtalelse.

Jeg udtalte herefter følgende i en skrivelse til A:

"Efter § 15, stk. 1, i justitsministeriets cirkulære nr. 140 af 25. juli 1973 om brevveksling og besøg har den indsatte kun adgang til at modtage besøg af personer, til hvem han har "en personlig tilknytning".

Når direktoratet i sin skrivelse af 17. december 1976 til Dem har givet udtryk for, at det ved bestemmelsen er forudsat, at "forbindelsen (den personlige tilknytning, min bemærkning) har bestået, inden den indsatte har påbegyndt strafudståelsen«. er denne Formulering efter min opfattelse ikke helt dækkende. Der kan under strafudståelsen, f. eks. i forbindelse med udgang, meget vel tænkes etableret relationer mellem en indsat og en anden person, som bør betragtes som "personlig tilknytning" i cirkulærets forstand. På den anden side er jeg enig i, at en ren brevkontakt, etableret efter strafudståelsens begyndelse, i almindelighed ikke kan betragtes som en "personlig tilknytning".

Efter de foreliggende oplysninger i sagen har jeg ikke grundlag for at kritisere direktoratets afgørelse af 1. december (og 17, december) 1976, hvorefter besøgstilladelse blev nægtet på grund af manglende "personlig tilknytning".

Således som sagen foreligger oplyst, må jeg lægge til grund, at statsfængslet ikke har fulgt nogen fastere praksis med hensyn til gennemførelse af kravet om "personlig tilknytning" i besøgscirkulærets § 15, stk. 1. Jeg henviser herved ikke alene til statsfængslets udtalelse af 6. juli 1977 og de telefoniske oplysninger, jeg har modtaget tilknytning hertil, men også til statsfængslets udtalelse af 19. november 1976, der viser, at afslaget på besøgstilladelse til Dem ikke alene var begrundet i reglen i § 15, stk. 1, I besøgscirkulæret. I betragtning af den vægt, der i administrationen - ikke mindst i kriminalforsorgens administration i forhold til de indsatte - bør lægges på lighedssynspunkter, må jeg finde den usikkerhed, der tidligere har foreligget i statsfængslets praksis, uheldig. Jeg har gjort statsfængslet bekendt med min opfattelse, men finder efter den nyordning, der nu fra april 1977 er gennemført i statsfængslet, ikke i øvrigt anledning til at foretage videre i forhold til statsfængslet.

Jeg henviser i øvrigt til de synspunkter, som jeg anførte i den udtalelse, der er gengivet i min beretning for 1973, s. 372 ff. Jeg henstillede da til direktoratet at søge sikret, at anstalternes praksis med hensyn til administration af besøgscirkulærets § 15, stk. 1, blev fastlagt på grundlag af ensartede principielle retningslinier.

Jeg henstillede endvidere til direktoratets overvejelse, om ikke de hensyn, der kan tilsige visse begrænsninger de indsattes besøgsret, i tilstrækkelig grad kan varetages gennem reglen i § 15, stk. 2, i cirkulæret (afslag efter konkret begrundelse), således at anvendelse af den generelle regel i § 15, stk. 1, begrænses.

Som jeg ligeledes meddelte Dem i min skrivelse af 4. april 1977, foreligger der nu en indstilling fra en arbejdsgruppe om ændring af besøgscirkulæret, herunder cirkulærets § 15.

Den foreliggende sag har givet mig anledning til over for direktoratet - under henvisning til mine ovenfor omtalte henstillinger - at fremhæve ønskeligheden af, at der nu i løbet af, forholdsvis kort tid tages stilling til spørgsmålet om ændring af besøgscirkulæret, bl. a. med henblik på at fjerne den forskelsbehandling og usikkerhed i øvrigt, som administrationen af den gældende regel i besøgscirkulærets § 15, stk. 1, kan give anledning til."

I skrivelse af 22. februar 1978 meddelte direktoratet for kriminalforsorgen mig, at en supplerende indstilling fra "Arbejdsgruppen vedrørende revision af anordninger m. v." om revision af reglerne om de indsattes adgang til brevveksling og besøg m. v. for tiden var forelagt anstalterne til udtalelse.