25, Henstillet til justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgen, at tage nogle spørgsmål vedrørende varetægtsarrestanters besøgstider op til overvejelse.

(J nr. 1978 - 1062 - 610).

I skrivelse af 19. oktober 1978 til justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgen, udtalte jeg følgende:

"Med hensyn til besøgstider for personer, der udstår frihedsstraf, gælder som bekendt bestemmelsen i § 16 i direktoratets cirkulære nr. 14o af 25. juni 1973 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg m.v. Efter denne bestemmelse skal de indsatte "så vidt muligt have adgang til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed eller et besøg for hver 2 ugers periode af to timers varighed.

Hverken efter retsplejeloven eller varetægtsanordningen gjaldt der før den 1. oktober 1978 regler om varetægtsfængsledes besøgstider. Derimod havde direktoratet for kriminalfor- sorgen i cirkulærskrivelse af 4. juli 1968 (Bestemmelser vedrørende fængselsvæsenet, 1968, s. 28~29) vedrørende besøgstider i arresthuse fastsat en regel om en minimal besøgstid på en halv time. Direktoratet har telefonisk oplyst, at direktoratet anser cirkulæreskrivelsen for at være gældende både for personer, der udstår frihedsstraf, og for varetægtsfængslede; direktoratet mener dog ikke, at cirkulæreskrivelsen gælder for besøg, der afvikles uden for arresthuset (det vil sige i politiets lokaler), og anser det for tvivlsomt, om cirkulæreskrivelsen gælder med hensyn til besøg, der vel afvikles i arresthuset, men som finder sted under politiets kontrol (overvågning).

Heller ikke den nugældende bestemmelse i retsplejelovens § 771, der trådte i kraft den 1, oktober 1978, eller den supplerende regel i § 21 i bekendtgørelsen af 12 september 1978 om ophold I varetægtsfængsel omtaler (direkte) spørgsmålet om besøgstiders varighed.

Direktoratets cirkulære af 30 september 1978 om varetægtsarrestantens adgang til brevveksling og besøg m. v. indeholder § 10, stk. 1, den generelt formulerede regel om besøgstider, af varetægtsarrestanter skal have adgang til besøg, "så ofte og længe forholdene i varetægts- fængslet (arresthuset) tillader det.

Det fremgår af den nye udgave af kriminalforsorgens cirkulæresamling (bind 2), tillæg 1978, at direktoratets ovennævnte cirkulærskrivelse af 4. juli 1968 fortsat anses for gældende (optaget i tillægget som T 94).

Om den generelt formulerede bestemmelse i § 10, stk. 1, i direktoratets cirkulære af 30 september 1978 fremgår det af indstillingen af februar 1978 fra "Konsulentgruppen vedrørende regler om ophold i varetægtsfængsel" s. 34, at hensigten har været, af "besøgstiderne . . . fastsættes noget videre end på fuldbyrdelsesområdet (jf. fuldbyrdelsescirkulærets § 16)".

Der synes med hensyn til spørgsmålet om besøgtider for varetægtsfængslede navnlig at foreligge følgende problemer:

1) Der forligger spørgsmål om, hvorvidt det tilstrækkeligt klart er præciseret over for politimyndighederne og arresthusene, at minimumsregler (en halv time) i cirkulæreskrivelsen af 4. juli 1968 fortsat er gældende også for varetægtsfængsledes vedkommende.

2) Endvidere synes der at være behov for en præcisering af cirkulæreskrivelsens rækkevidde med hensyn til varetægtsfængsledes besøgstider; jeg sigter herved til direktoratets oplysninger (jfr. ovenfor) hvorefter cirkulæreskrivelsen ikke antages at gælde besøg der afvikles politiets lokaliteter og hvorefter det er tvivlsomt, om cirkulæreskrivelsen gælder for besøg, der vel afvikles i arresthuset, men under sted under politiets overvågning jeg går ud fra, at direktoratet er enig i, at der kan blive spørgsmål om en betænkelig vilkårlighed, hvis den omtalte minimumsordning ikke skal gælde for disse to kategorier af besøg såvel som for de besøg, der finder sted i arresthuset under arrestpersonalets kontrol (eller uden særlig kontrol).

3) Der kan synes at foreligge en Inkonsekvens, for så vidt som det på den ene side ifølge konsulentgruppens indstilling af februar 1978 har været hensigten at give varetægtsfængslede en videregående besøgsadgang end personer, der udstår frihedsstraf, men på den anden side fremgår af § 16 i cirkulæret af 1973, sammenholdt med cirkulæreskrivelsen af 4. juli 1968, at der for personer, som udstår frihedsstraf, gælder en minimal besøgstid på en time (omend kun " " så vidt muligt"), medens der for varetægtsfængslede alene gælder en minimal besøgstid på en halv time.

4) Hertil kommer, at en vurdering af besøgsspørgsmålet for varetægtsfængsledes vedkommende som den, der er anlagt af politiet i Hillerød, navnlig under henvisning til personalemæssige problemer vedrørende udøvelse af besøgskontrol - en vurdering, som vel også må påregnes anlagt i andre politikredse og andre arresthuse naturligvis vil kunne medføre, at de varetægtsfængsledes besøgsmuligheder - i strid med konsulentgruppens intention, jfr. ovenfor - bliver væsentligt ringere end besøgsmulighederne for personer, der udstår frihedsstraf.

Jeg skal i forbindelse hermed gøre følgende generelle bemærkninger:

Jeg er enig med konsulentgruppen, i at der er grundlag for en mere liberal besøgsordning for varetægtsfængslede end for personer, der udstår frihedsstraf.

Denne principielle opfattelse kan støttes på princippet i retsplejelovens § 770, hvorefter en varetægtsarrestant "alene (er) undergivet de indskrænkning, som er nødvendige til sikring af varetægtsfængslingens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet". Og opfattelsen har vel også en støtte i retsplejelovens § 771, stk. 1,1. punktum, når det her anføres, at "en varetægtsarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed I varetægtsfængslet tillader det"; det kan vel hævdes, at der ikke herved er taget stilling til varigheden af de enkelte besøg, men det må dog på den anden side efter min mening erkendes, at der, hvis der arbejdes med meget korte besøgstider - således som tilfældet har været i den konkrete sag fra Hillerød - vil ske en reel udhuling af princippet i § 771, stk. 1,1. punktum.

Til støtte for en liberal besøgsordning for varetægtsfængslede taler imidlertid først og fremmest humanitetshensyn og nogle praktiske hensyn til den varetægtsfængslede (og hans pårørende): Varetægtstiden er typisk mere belastende end strafudståelsestiden, og behovet for kontakt med pårørende tilsvarende større, Og der foreligger jævnligt for den varetægtsfængslede i den første tid efter varetægtsfængslingen en række problemer, som han har praktisk behov for at drøfte med pårørende, f.eks. hustruen. Jeg finder imidlertid, at der er grund til hertil at føje, at disse hensyn har en særlig vægt i varetægtsfængslingens første tid. Dette gæl- der naturligvis særlig grad, hvis den varetægtsfængslede er undergivet isolation og således typisk udsat for en særlig belastning. Forholdet er således det, at hensynet til den varetægtsfængslede i særlig grad taler for en forholdsvis liberal besøgsordning i den periode, hvor strafprocessuelle hensyn på den anden side jævnligt findes at tilsige, at besøg finder sted under kontrol; det her anførte illustrerer de betænkeligheder, der knytter sig til en accept af, at personalemæssige forhold fører til begrænsning af ellers anerkendte besøgstider. Hertil kommer den efter min mening ikke uvæsentlige betragtning, at en særlig begrænsning af besøgstiden i den første tid af varetægtsopholdet (med den hertil svarende mulighed for senere lempelse) af den varetægtsfængslede kan blive oplevet som en pression over for ham.

Under henvisning til det ovenfor anførte finder jeg at burde henstille til direktoratet at tage de omtalte spørgsmål om besøgstider for varetægtsfængslede op til nærmere overvejelse

Jeg vil gøre folketingets retsudvalg bekendt med denne skrivelse."

Den 31. januar 1979 gjorde direktoratet for kriminalforsorgen mig bekendt med, at direktoratet efter drøftelse med justitsministeriet (departementet) havde udarbejdet følgende udkast til en cirkulærskrivelse om besøgstider for indsatte (herunder varetægtsarrestanter):

" 1) Efter de gældende regler skal personer, der udstår frihedsstraf, så vidt muligt have adgang til mindst 1 ugentligt besøg af mindst 1 times varighed eller i besøg for hver 2 ugers periode af 2 timers varighed.

Varetægtsarrestanter skal have adgang til besøg så ofte og længe forholdene i varetægtsfængslet (arresthuset) tillader det.

2) Direktoratet bestemmer herved, at besøgets varighed ikke mod den indsattes (varetægtsarrestantens) og de besøgendes ønske bør være kortere en ½ time, og at der i det omfang, forholdene muliggør det, bør tages hensyn til ønsker fra den indsatte og de besøgende om længere besøgstid, fx hvor særlige personlige forhold gør sig gældende eller hvor det drejer sig om tilrejsende besøgende eller besøgende, der ikke aflægger så mange besøg som tilladt.

3) For så vidt angår varetægtsarrestanter henledes opmærksomheden på, at det ved bestemmelsen om deres adgang til besøg er tilsigtet at give varetægtsarrestanter en videregående besøgsadgang end personer, der udstår frihedsstraf.

4) Foranstående regler finder - medmindre særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler derimod - tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor besøg hos varetægtsarrestanter kontrolleres af politiet

5) Direktoratets cirkulærskrivelse af 4, juli 1968 om besøgstider ophæves."

I skrivelse af 6. februar 1979 henledte jeg direktoratets opmærksomhed på, at udkastet til cirkulæreskrivelsen (pkt. 4) ikke syntes at indeholde nogen klar stillingtagen til spørgsmålet om besøgstider vedrørende besøg, der afvikles i politiets lokaliteter, jfr. herved min skrivelse af 19, oktober 1978.