11. Henstillet til direktoratet for kriminalforsorgen at tilbagebetale B et bødebeløb, idet jeg fandt, at der forelå en sådan grad af sandsynlighed for, dels at begivenhedsforløbet omkring betalingen havde bibragt B den urigtige opfattelse, at betalingen var nødvendig for at forhindre A´s øjeblikkelige indsættelse til udståelse af bødeforvandlingsstraffen, dels at betalingen skete som følge af denne urigtige opfattelse. (J. nr. 1978-1336-610)

A klagede over, at et beløb på 700 kr., som politiet havde modtaget fra B som afdrag på A's skyldige bødebeløb, var afleveret ufrivilligt og/eller på urigtigt grundlag.

Det fremgik af sagen, at A ved tre domme afsagt af Københavns byret inden for perioden december 1977-marts 1978 var idømt bøder på ialt 1.200 kr.

Politidirektøren i København afslog ved skrivelse af 15. august 1978 at eftergive bøderne.

Den 16. august 1978 blev A anholdt af Københavns politi. Hun blev sigtet for tyveri og indbragt til station 4. B, den på det tidspunkt opholdt sig hos A, blev anholdt nogle timer senere vedrørende den samme sag og ligeledes indbragt til station 4. I den rapport, den s.d. blev optaget vedrørende det nævnte tyveriforhold, var i slutningen anført:

" Inden anholdte (B) blev dimitteret her fra stationen, betalte han 700 kr. a conto på bøde . . . Kvittering udstedt af vagthavende i ordenspolitiet udleveret til anholdte."

I en skrivelse, som blev modtaget i justitsministeriet den 21. august 1979, klagede A til ministeriet over politidirektørens afslag af 15. august 1978 på bødeeftergivelse. Hun anførte, at hun ikke havde mulighed for at betale de idømte bøder.

I skrivelse af 18. september 1978 meddelte justitsministeriet A, at ministeriet ikke fandt grundlag for at ændre politidirektørens afgørelse.

I klagen til mig - der også vedrørte spørgsmålet om bødeeftergivelse - anførte A bl. a. følgende om politiets modtagelse den 16. august 1978 af det omtalte beløb på 700 kr. fra B:

" . . . eftersom der ulovligt blev frastjålet min ven 700 kr., hvorefter der blev skrevet under med mit navn. Ham indbildte de, at dette var min underskrift, og til mig sagde de, at han havde gjort det godvilligt og "fået lov" til at underskrive med mit navn. Dertil må jeg nok tilføje, at min ven ikke deler hjem med mig, og at vi ikke er samlevere.

Efter at jeg i anledning af A´s klage havde anmodet politidirektøren i København om en udtalelse, bl. a. om det omtalte betalingsspørgsmål, blev A og B den 14. november 1978 afhørt til politirapport med henblik på uddybning af klagen. A fastholdt ved denne afhøring at der i forbindelse med indbetalingen af de 700 kr. uden hendes samtykke blev foretaget underskrift med hendes navn. Hun forklarede videre bl. a. følgende:

Efter ankomsten til stationen blev hun frataget sine ting, hvorefter hun blev hensat i venterum.

På et tidspunkt, medens hun sad i venterummet, blev hun kort gjort bekendt med, at hendes ven havde betalt kr. 700 af på hendes bøder, idet hun ellers skulle have været indsat til afsoning.

Ovennævnte meddelelser blev givet til hende ganske kort, medens hun sad i venterummet,

hvorefter døren dertil atter blev lukket.

B forklarede til rapporten den 14. november 1978, at han i forbindelse med anholdelsen den 16. august 1978 blev visiteret af kriminalpolitiet og frataget 1,000 kr. i kontanter. Han forklarede i forbindelse hermed bl. a. følgende:

" Herefter var han kommet til afhøring hos kriminalpolitiet, og under afhøringen kom en mand ind og spurgte afhørte, om han kunne låne (A) nogle penge.

Hertil havde afhørte svaret, at hvis (A) manglede 50 eller 100 kr., kunne hun godt låne dem af ham.

Hertil havde manden svaret, at det ikke var nok, hvortil afhørte havde svaret, at han ikke havde fælles økonomi med (A), hvorefter manden gik uden at sige yderligere.

Afhørte havde overhovedet ikke nævnt beløb af størrelsesordenen kr. 700, og det havde kun været hans hensigt at låne (A) kr. 50 eller 100 som foran nævnt.

Kort tid efter kom manden tilbage og sagde til afhørte: "Du kan gå"! Umiddelbart efter sagde den samme mand: "Hvis vi ikke havde taget der 700 kr., var (A) kommet ind at sidde".

Da han herefter fik sine ting udleveret, konstaterede han, at der manglede 700 kr., som han nu forlanger at få tilbage, idet han ikke på noget tidspunkt har givet tilladelse til , at der blev taget af hans penge til at betale (A´s) bøder med.

Som nævnt er han enig med klageren (A) med undtagelse af hendes klage på side 1 forneden, hvor hun skriver: Ham indbildte at dette var min underskrift, og til mig sagde de, at han havde gjort det godvilligt og "fået lov" til at underskrive med mit navn".

Denne passage havde afhørte intet kendskab til, idet der ikke over for ham var blevet sagt noget om dette."

Kriminalpolitiet på station 4 anførte i en rapport af 24. november 1918 nærmere følgende vedrørende handlingsforløbet den 16. august 1978 i forbindelse med indbetalingen af de 700 kr.:

Ved visitationen blev (B) fundet i besiddelse af cirka. 1000 kr. som blev oplyst var deres fællespenge.

Da det af RR- oplysninger fremgik, at (A) skyldte 1,100 kr. i bøder., blev K. f. P. orienteret om de 1000 kr. K. F. P. anmodede herefter om, at et passende beløb, således at de anholdte havde penge at leve for, blev indkrævet som afdrag på (A´s) bøder.

Både (A) og (B) blev foreholdt dette, og man blev enige om, at 700 kr. var rimeligt som et beløb, der kunne undværes i deres øjeblikkelige situation. Pengene blev afleveret i herværende stations bødekontor, der udfærdigede kvittering, som (B) og (A) fik udleveret.

I sin udtalelse af 18. december 1978 henviste politidirektøren til rapporten af 14. november 1978 og oplyste, at det eneste skriftlige, der forelå i forbindelse med indbetalingen af beløbet, var den kvittering, der af station 4 er udstedt for indbetalingen af det nævnte beløb. Politidirektøren vedlagde den nævnte kvittering.

I udtalelsen af 10. januar 1979 henviste justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgen, til den ovennævnte rapport af 16. august 1978, hvoraf det fremgik, A´s bekendt inden løsladelsen fra station 4 havde betalt 700 kr. a. conto på bøden vedrørende dommen af 19. december 1977. Justitsministeriet anførte videre, til at A og B til rapporterne af 14. november 1978) havde afgivet indbyrdes modstridende forklaringer. På baggrund af det, der var oplyst af politiet til politirapport af 24. november 1978, hvorefter der var enighed mellem A og B om beløbets betaling, fandt justitsministeriet ikke grundlag for at tilbagebetale beløbet.

Efter en gennemgang af sagen fandt jeg det rigtigst at udbede mig en yderligere udtalelse fra direktoratet for kriminalforsorgen efter forud indhentet udtalelse fra politidirektøren i København. I skrivelsen til direktoratet for kriminalforsorgen anførte jeg bl. a. følgende:

Jeg anmoder om, at der til nærmere belysning af begivenhedsforløbet den 16. august 1978 omkring betalingen af det omtalte beløb på 700 kr. må blive indhentet en redegørelse fra kriminalassistent . . . jfr. politirapporten af 16. august 1978, og eventuelle andre polititjenestemænd, der måtte have overværet det passerede -- med stillingtagen til de fremstillinger af begivenhedsforløbet, som (A) og (B) har givet til rapporterne af 14. november 1978.

Idet jeg henviser til disse fremstillinger, skal jeg specielt udbede mig en udtalelse om, hvorvidt det blev tilkendegivet at (A) og (B), at den pågående betaling var nødvendig for at undgå, at (A) kom til bødeafsoning - eller om situationen i øvrigt var en sådan, at de kunne antage, at dette var tilfældet.

Jeg udbeder mig endvidere politidirektørens og direktoratets udtalelse om, hvorvidt det kunne anses for rigtigt på det pågældende tidspunkt og i den foreliggende situation at foretage umiddelbar hensættelse til bødeafsoning; jeg henviser herved til reglerne i direktoratets cirkulære nr. 233 af 15. december 1975 om ( bl. a. ) iværksættelse af udståelse af frihedsstraf ( jfr. herved brevvekslingen i direktoratets sag j. nr. 2. k. 1974 - 2185 -- min beretning for 1975, s 315 ff. jfr. 1976, s. 35) og nu cirkulære nr. 2 af 2. januar 1979 om iværksættelse og udståelse m. v. af frihedsstraf m. v.

De to kriminalassistenter, der overværede det passerede den 16. august 1978, anførte i en redegørelse af 4. juli 1979 bl. a. følgende:

Som anført i omh. rapport ( af 24. november 1978; min bemærkning) blev Kontoret for Politisager underrettet, idet man der havde verserende sager vedr. bødeinddrivelser.

K. F. P. anmodede om, at et passende beløb, således at de anholdte havde et rimeligt beløb at leve for, blev indkrævet som afdrag på (A´s) bøder.

I K. F. P. blev det oplyst, at (A) havde ansøgt om benådning for bøderne, denne ansøgning var blevet afslået, hvilket (A) var blevet gjort bekendt med, ligesom bøden på ny var opkrævet, men ikke betalt.

Sagen mod (A) var på det stade i k. f. P. , at man derfra stod foran at lade forvandlingsstraffen træde i kraft, jfr. straffelovens § 53.

Her på stationen blev (A) og (B) foreholdt k. f. P. s oplysninger, hvortil de erkendte, at det var rigtigt, at de ikke havde betalt de opkrævede bøder.

Både (A) og (B) var enige om, at de kunne undvære kr. 700 af de kr. 1000, de var i besiddelse af, som afdrag på bøderne. herefter blev pengene den 16. august 1978 indbetalt til herv. stations bødekontor, hvorfra der blev udfærdiget normal kvittering, underskrevet af stationens bødemand. Genpart blev udleveret til (A).

Politidirektøren i København anførte i en udtalelse af 11. juli 1979 bl. a. følgende:

Det tilføjes, at den normale praksis, der bruges ved afsoning af bødeforvandlingsstraffe er den, at de bødefældte afhentes til afsoning, hvis de ikke reagerer på en tilsigelse til afsoning.

Tilsigelse til afsoning sker først, når de bødefældte een gang forgæves har været rykket for indbetaling af en bøde, uden at de på nogen som helst måde har reageret.

(A) har ikke været tilsagt til afsoning af bødeforvandlingsstraf. Det vil i et tilfælde som det foreliggende derfor kun være rigtigt at indsætte hende til afsoning af forvandlingsstraf, hvis hun selv indvilliger heri.

Direktoratet for kriminalforsorgen anførte i en udtalelse af 27. juli 1979 bl. a. følgende:

Specielt vedrørende ombudsmandens spørgsmål om, hvorvidt det blev tilkendegivet (A) og (B), at den pågældende betaling var nødvendig for at undgå, at hun kom til bødeafsoning - eller om situationen i øvrigt var en sådan, at de kunne antage, at dette var tilfældet - har fungerende politidirektør . . . telefonisk oplyst, at kriminalassistenterne . . . har oplyst, at de ikke har nogen klar erindring, vedrørende disse punkter, hvorfor de ikke kan udtale sig yderligere.

Jeg udtalte herefter i en skrivelse til A :

" Jeg forstår Deres skrivelse af 22. september 1978 til mig og (B´s) rapportforklaring af 14. november 1978 således, at De og han her gør gældende, at de 700 kr. blev frataget ham den 16. august 1978 mod hans vilje, det vil nærmere sige blev frataget ham ved visitationen og ved den senere løsladelse blev nægtet tilbageleveret.

Efter de oplysninger, der i øvrigt foreligger i sagen, finder jeg ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at lægge til grund, at det forholdt sig således, men finder at måtte lægge til grund, at (B) udtalte beløbet eller i hvert fald accepterede, at politiet under de givne omstændigheder tilbageholdt beløb til delvis dækning af Deres bøderestance.

jeg er enig med politidirektøren og direktoratet for kriminalforsorgen (jfr. udtalelserne af 11. og 27 juli 1979) i, at der ikke på tidspunktet for Deres og (B´s) anholdelse foreslå de nødvendige forudsætninger for, at De kunne indsættes til udståelse af bødeforvandlingsstraf.

Selv om Deres og (B´s) forklaringer til rapporten af 14. november 1978 ikke er ganske overensstemmelse, peger de dog begge i retning af, at betalingen skete for at undgå, at De straks blev indsat til strafudståelse.

Denne antagelse forekommer i øvrigt i sig selv nærliggende, for så vidt som det på forhånd må forekomme usandsynligt, at (B) i den givne situation ville aflevere den overvejende del af sin kontante beholdning på 1000 kr., hvis der ikke var en stærk og aktuel grund dertil, som f. eks. den, at de ellers fortsat ville blive tilbageholdt og indsat til strafudståelse.

I samme retning taler efter min opfattelse også kriminalassistentens redegørelse af 4. juli 1979. Jeg forstår det, der er anført i redegørelsen, at kriminalassistenterne fra kontoret for politisager dels havde fået anmodning om at indkræve et passende bødeafdrag, dels i forbindelse hermed havde fået oplyst, at " man derfra stod foran at lade forvandlingsstraffen træde i kraft, jfr. straffelovens § 53", og således, at kriminalassistenterne gjorde Dem og (B) bekendt med såvel kontoret for politisagers betalingskrav som den citerede oplysning vedrørende bødeforvandlingsstraffen. Efter min mening må det under disse omstændigheder have været overordentlig nærliggende for (B) at forstå situationen således, at betalingen var nødvendig for at forhindre, at Deres udståelse af forvandlingsstraf straks blev iværksat. I forbindelse hermed henviser jeg til direktoratet for kriminalforsorgens oplysninger i udtalelse af 27. juli 1979 - baseret på telefonsamtale med den fungerende politidirektør - hvorefter kriminalassistenterne ikke har nogen klar erindring vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det blev tilkendegivet Dem og (B), at indbetaling var nødvendig for at undgå, at De kom til udståelse af bødeforvandlingsstraffen: kriminalassistenterne vil således ikke afvise, at (B) kan være bibragt den opfattelse, at manglende betaling af beløbet ville medføre, at De blev indsat til strafudståelse.

Herefter finder jeg, at der foreligger en sådan grad af sandsynlighed for, at begivenhedsforløbet omkring betalingen bibragt (B) den urigtige opfattelse, at betalingen var nødvendig for at forhindre deres øjeblikkelige indsættelse til udståelse af bødeforvandlingsstraffen, og for. at betalingen skete som følge af denne urigtige opfattelse - at beløbet bør tilbagebetales ham, såfremt han ønsker det. Jeg har henstillet til direktoratet for kriminalforsorgen, at dette sker.

I skrivelse af 30. oktober 1979 underrettede justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgen, mig om, at ministeriet havde bestemt, at de 700 kr. skulle tilbagebetales til B.

Jeg meddelte herefter justitsministeriet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.