
	FOB1991.185
		A klagede til mig over en kommunes indførelse af nye metoder i den kommunale inkassovirksomhed. Som eksempel vedlagde han en særlig kuvert med en bred rød stribe og ordet INKASSO, som af kommunen var blevet anvendt ved opkrævning af restskat. Han vedlagde endvidere et avisudklip omhandlende kommunens inkassobil, en rød Ford Escort forsynet med et skilt påskrevet: “INKASSO (K) KOMMUNE”. I den anledning rettede jeg den 20. marts 1991 henvendelse til kommunen, idet jeg anførte: “… Til brug for mine overvejelser om, hvorvidt der er tale om krænkelse af sådanne væsentlige retlige interesser, at jeg af egen drift bør tage sagen op til undersøgelse efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, skal jeg anmode om nærmere faktiske oplysninger vedrørende sagen, herunder udlån af sagens akter samt kommunens eventuelle øvrige bemærkninger. Jeg vedlægger et andet avisudklip fra (et dagblad) den 13. marts 1991, hvor formanden for Foreningen af Pantefogeder i Danmark blandt andet udtaler, at brug af inkassobilen indebærer en risiko for fejl. Endvidere vedlægges en kopi af Sø- og Handelsrettens dom af 31. maj 1976, hvor en privat inkassovirksomhed blev dømt for overtrædelse af markedsføringslovens § 1 for at anvende en lignende inkassobil. Jeg beder endvidere kommunen overveje, om brugen af de nu indførte inkassometoder indebærer en overtrædelse af offentlige myndigheders tavshedspligt. …” Kommunen besvarede min anmodning i en skrivelse af 2. april 1991, hvori kommunen blandt andet anførte: “Fra 1/1 1991 anvender inkassoafdelingen en speciel kuvert med påtrykt “inkasso” med hvid skrift på rød baggrund. Formålet med denne kuvert er udelukkende at gøre restanterne opmærksomme på, at her er der en rudekuvert, hvis indhold man ikke uden videre skal overse, hvilket man desværre ofte har indtryk af, at restanter gør, når der kommer skrivelser fra det offentlige. At der skulle være tale om brud på tavshedspligten har vi lidt vanskeligt ved at se, idet vi går ud fra, at der er posthemmelighed her i landet, hvorfor de omhandlede kuverter ikke kan komme til offentlighedens kendskab på nogen måde. … Med hensyn til anvendelse af “inkassoskilte” på een af kommunens biler finder vi det naturligt, at kommunens køretøjer er forsynet med afdelingsskilte, hvilket f.eks. anvendes inden for vejvæsenet, hjemmeplejen m.v. Selvfølgelig er der her tale om et område, der “går lidt tæt på” tavshedspligten, men vi kan ikke se den helt store forskel på en kommunes anvendelse af sådanne skilte og fjernsynets anvendelse af pejlevogne, der vistnok også holder uden for skyldneres bopæl. Endelig kan vi også nævne, at det er almindeligt, at politiet afhenter skyldnere til fremstilling i fogedretten i vogne, der tydeligt er afmærket “politi”. Vi har selvfølgelig studeret den i Sø- og Handelsretten i 1976 afsagte dom vedrørende et privat inkassofirmas forretningsmetoder, og i den forbindelse tillader vi os at gøre opmærksom på, at der i samfundet er sket en ikke uvæsentlig ændring i de siden dommen forløbne 15 år. Med hensyn til spørgsmålet om “skandalisering” af skyldneren kan vi ikke se den helt store forskel i, at en inkassovogn holder ud for f.eks. et parcelhus, hvor der foretages udpantning for skyldige restancer, når en sådan udpantning kan medføre, at ejendommen i løbet af ganske kort tid kan sættes på tvangsauktion med deraf følgende annoncering i de lokale dagblade med tydelig angivelse af ejendommens adresse, matr. nr. m.v.” Jeg rettede derefter henvendelse til Indenrigsministeriet, Justitsministeriet og Skatteministeriet, med anmodning om de nævnte ministeriers eventuelle bemærkninger til sagen. I en skrivelse af 1. maj 1991 svarede Indenrigsministeriet: “… I denne anledning skal man udtale, at det kommunale tilsyn alene er et retligt tilsyn, samt at tilsynsmyndigheden i sager om rækkevidden af offentlige myndigheders tavshedspligt alene har grundlag for at afgive vejledende udtalelser om forståelsen af kommunalretlige regler. Det må således efter Indenrigsministeriets opfattelse tilkomme Skatteministeriet og Justitsministeriet at udtale sig om det rejste spørgsmål om eventuelt brud på tavshedspligten.” I en skrivelse af 2. maj 1991 udtalte Justitsministeriet følgende: “Efter straffelovens § 152, stk. 3, er en oplysning fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Hvilke hensyn, som kan føre til, at en oplysning betragtes som fortrolig, er for den offentlige forvaltning nærmere opregnet i forvaltningslovens § 27. Efter bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 6, omfatter tavshedspligten enhver oplysning, som det er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder til enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske forhold. Omfattet af begrebet “økonomiske forhold” er blandt andet oplysninger om indtægts- og formueforhold, skatteforhold, og efter omstændighederne oplysninger om manglende betalingsevne, jf. betænkning om tavshedspligt 998/1984, side 76. Det er i den forvaltningsretlige teori almindeligt antaget, at offentlige myndigheder skal optræde korrekt og hensynsfuldt over for borgerne, jf. dr. jur. Niels Eilschou Holm, Juristen, 1986, side 227 ff. Kravet til en hensynsfuld optræden fra myndighedernes side indebærer bl.a. andet, at myndighederne ikke ved henvendelser til borgerne bør røbe oplysninger, som kan være belastende for den enkelte, jf. Eilschou Holm, a.st., side 236. På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den fremgangsmåde, som kommunen efter det oplyste anvender, ikke er i overensstemmelse med grundlæggende forvaltningsretlige principper og med god forvaltningsskik.” I en skrivelse af 29. maj 1991 udtalte Skatteministeriet: “Told- og Skattestyrelsen har ved brev af 23. maj 1991 meddelt Departementet, at styrelsen ikke har nogen bemærkninger, idet sagen efter styrelsens opfattelse drejer sig om kommunens embedsførelse, hvilket spørgsmål henhører under Tilsynsrådet. Departementet kan tilslutte sig denne opfattelse, idet det bemærkes, at de pågældende incassometoder efter det for departementet oplyste også anvendes ved andre krav end skattekrav. Endvidere bemærkes, at de pågældende metoder ikke er anbefalet af skattemyndighederne.” Jeg besluttede at behandle sagen i henhold til bestemmelsen i ombudsmandslovens § 6, stk. 5, og udtalte i en skrivelse til kommunen følgende: “De nye inkassometoder er indført for at effektivisere inddrivelsen af skyldige restancer til kommunen. For at nå denne målsætning har kommunen valgt at anvende metoder, som virker på flere niveauer. Dels, som det er anført af kommunen, ved at gøre restanten opmærksom på, at der her er tale om en alvorlig sag, men også ved - som borgmester (B) er citeret for at have udtalt til (et dagblad) den 12. marts 1991 - at bilen “skal blive set af naboer, venner og bekendte og dermed få folk til at betale deres gæld”. Anvendelsen af inkassobilen er således tænkt at have den afskrækkende virkning, at andre skyldnere af frygt for på lignende måde at blive hængt ud vil gøre en ekstra indsats for at få afviklet deres gæld. Vedrørende inkassobilen. Straffelovens § 152 har følgende ordlyd: “Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding eller der i øvrigt foreligger særlig skærpende omstændigheder. Stk. 3. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.” Forvaltningslovens § 27 har følgende indhold: “Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c- 152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til: statens sikkerhed eller rigets forsvar, rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske forhold, eller enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller for- retningsforhold. Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1. Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil. Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om tavshedspligt, eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder straffelovens § 152 og §§ 152 c- 152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne regler eller pålæg.” Oplysning om, at en bestemt person har skyldige restancer - og manglende betalingsevne eller -vilje - og derved er part i en kommunal inkassoforretning, må efter omstændighederne anses for en fortrolig oplysning, som er omfattet af tavshedspligten for offentligt ansatte. Tavshedspligten indebærer, at de omhandlede oplysninger ikke må videregives til uvedkommende. I denne forbindelse må “naboer, venner og bekendte” betragtes som uvedkommende, og det kan efter min opfattelse ikke være afgørende, at oplysningen, som det er tilfældet ved anvendelsen af bilen, videregives på en mere ubestemt måde uden en egentlig adressat. Placeringen af den letgenkendelige inkassobil uden for en skyldners bopæl i kortere eller længere tid indebærer derfor efter omstændighederne en ulovlig røbelse af fortrolige oplysninger. For så vidt angår private erhvervs- og inkassovirksomheder har Sø- og Handelsretten i dommen af 31. maj 1976 anset det for klart stridende mod markedsføringslovens § 1 at anvende trussel om skandalisering som middel til at opnå betaling af skyldige beløb. I det konkrete tilfælde var der tale om, at et inkassofirma i sine rykkerskrivelser lod forstå, at manglende betaling ville føre til et besøg af firmaets meget iøjnefaldende inkassovogn. Skønt markedsføringsloven ikke gælder i forhold til kommunerne, er jeg enig med klageren i, at det vil være uheldigt, om den kommunale inkassovirksomhed kunne betjene sig af metoder, som lovgivningen forbyder private inkassovirksomheder at anvende. Vedrørende inkassokuverten. Forsendelse af inkassoskrivelser i særligt mærkede kuverter indebærer en risiko for, at modtagerens situation - restancen over for det offentlige - bliver bekendtgjort for det omgivende (lokale) samfund. Kuverterne er markante, og kan let identificeres af postfunktionærer og af personer med tilknytning til skyldnerens husstand. Der kan endvidere ske fejl, dels under adressering og postforsendelse, men også ved identificeringen af inkassosagerne på kommunens inkassokontor. Der er ikke i lovgivningen fastsat almindelige regler om, hvordan kommunale embedsmænd skal optræde under inkassoforretninger, eller hvilke regler, der gælder for brevforsendelser fra offentlige myndigheder. Derimod er det for så vidt angår stævningsmænd i bekendtgørelse nr. 255 af 20. juni 1972 om instruks for stævningsmænd bestemt, at stævningsmænd skal foretage forkyndelse hensynsfuldt og diskret. Denne specielle regel er imidlertid udtryk for et helt generelt gældende princip om, at offentlige myndigheder skal optræde korrekt og hensynsfuldt, uanset hvilke sagskategorier der er tale om. Som eksempler på princippets anvendelse inden for inddrivelsesområdet kan nævnes de sager, som er omtalt af Niels Eilschou Holm i Juristen 1986, s. 236. Det fremgår heraf, at politiet i en familieretlig bidragssag ikke burde have rettet henvendelse til den bidragspligtige på dennes bopæl, før den pågældende forgæves var blevet tilsagt til selv at give møde på politikontoret. Ved anholdelse af skyldnere med henblik på fremstilling i fogedretten bør politiet ikke afhente skyldnere på arbejdspladsen, før end afhentning på bopælen har været forsøgt på et tidspunkt, hvor det er sandsynligt, at skyldneren er at træffe på bopælen, jf. Folketingets Ombudsmands beretning 1972, s. 132. Vedrørende brevforsendelser har ombudsmanden udtalt i beretningen for 1981, s. 158, at man ved indkaldelse af et vidne burde have undladt at anvende betegnelsen “strafafsoner”, ligesom tilsigelser bør fremsendes i lukkede kuverter og uden, at det af afsenderangivelsen direkte fremgår, at brevet hidrører fra politiet, Folketingets Ombudsmands beretning 1966, s. 82, og Folketingets Ombudsmands beretning 1961, s. 124. Det er efter min opfattelse ikke i overensstemmelse med principperne om hensynsfuld sagsbehandling at fremsende inkassoskrivelser i kuverter med en mærkning som beskrevet. Jeg skal tilføje, at også på dette område har forbrugerombudsmanden i sine beretninger fastlagt principper gældende for erhvervsdrivendes rykker- og inkassoskrivelser. Forbrugerombudsmanden har lagt vægt på, at skrivelser ikke er utilbørligt truende eller unødigt krænkende, samt at påtegninger udenpå kuverter skal tjene et rimeligt formål og ikke virke krænkende eller i øvrigt meddele oplysninger om modtageren, som denne med rimelighed kunne kræve hemmeligholdt. Således må det f.eks. ikke anføres på kuverten, at brevet indeholder en rykkerskrivelse, ligesom åbne girokort ikke må anvendes som rykkerskrivelser. Jf. specielt forbrugerombudsmandens beretning fra 1977-78, s. 32 ff. Det må efter min opfattelse også her være det rigtigste, at den offentlige inkassovirksomhed holder sig inden for de rammer, som er fastlagt for private. Sammenfattende skal jeg herefter udtale, at jeg finder det kritisabelt, at (K) kommune har anvendt en særlig iøjnefaldende bil i den kommunale inkassovirksomhed. Jeg henstiller, at kommunen ophører med brugen af inkassobilen. Jeg må endvidere finde det rigtigst, at kommunen også ophører med brugen af de særligt mærkede inkassokuverter. Jeg anmoder om underretning om, hvad der videre sker i sagen.” I en senere skrivelse oplyste kommunen, at kommunalbestyrelsen havde taget henstillingen til efterretning. Der ville fremover ikke blive anvendt særlige kendetegn på inkassomaterialet fra kommunen. Jeg meddelte herefter, at jeg ikke foretog videre i sagen.