Inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille.

Ombudsmanden bad oplyst, om denne forskel gav direktoratet anledning til at foretage noget med henblik på at sikre, at der følges en mere ensartet praksis i statsfængslerne. (J. 1991-2038-615).

Den 11. og 13. december 1991 aflagde jeg inspektionsbesøg i Statsfængslet i Vridsløselille.

I tilslutning hertil modtog jeg 3 supplerende udtalelser fra statsfængslet i anledning af nogle spørgsmål, som jeg efter inspektionen skriftligt havde stillet til anstalten.

I en skrivelse af 12. maj 1992 til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet i Vridsløselille afgav jeg følgende redegørelse:

"1. Indledning.

Ombudsmanden har senest i 1980 aflagt inspektionsbesøg i Statsfængslet i Vridsløse- lille. Ombudsmandens redegørelse vedrørende dette besøg er optaget i Folketingets Ombudsmands beretning for 1980, s. 215-226.

Inspektionen den 11. og 13. december 1991 fulgte følgende program:

- indledende samtale med fængselsinspektøren og vicefængselsinspektørerne,

- møde med samarbejdsudvalget,

- møde med de indsattes talsmænd,

- rundgang i fængslet (belægningsafdelinger m.v.),

- samtaler med indsatte,

- rundgang i fængslet fortsat (værksteder m.v.),

- samtaler med indsatte fortsat,

- afsluttende samtale med fængselsledelsen og afsnitslederne.

I forbindelse med inspektionen modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf. nærmere nedenfor.

2. Bygningsmæssige forhold m.v.

Fængslet blev taget i brug i 1850'erne. Det er stjernebygget med 4 fløje, A, 13, C og D, udgående fra en fælles bygning, centralen. Alle fløjene er i 3 etager. Der er etageadskillelse i alle fløje. Alle afdelinger er forsynet med væg mod centralen. Hver fløj er opdelt i 3 afdelinger (etagevis). I de 8 almindelige fællesskabsafdelinger er cellekapaciteten nedbragt til Ca. 22. I hver afdeling er i de øvrige tidligere celler indrettet alrum med køkken, opholdsrum, bad og toiletter, rum til vaskemaskiner og tørretumbler (de indsatte skal selv vaske alt tøj), rum til andre faciliteter og til personalet.

Af specialafdelinger er der en sygeafdeling, en isolationsafdeling og en afdeling for indsatte frivilligt enrum. Endvidere er der ved hovedporten en særlig frigangsafdeling med plads til 13 indsatte.

Der er i fængslet plads til alt 233 indsatte.

Herudover findes der i Avedøre en åben fængselsafdeling, Kastanienborg med plads til 20 indsatte. Afdelingen er fortrinsvis forbeholdt indsatte med frigang til arbejde eller uddannelse. Denne afdeling besøgte jeg ikke under min inspektion.

Efter sin inspektion 1980 udtalte ombudsmanden generelt om de bygningsmæssige forhold:

" . . .

Spørgsmålet om, hvorledes de bygningsmæssige forhold generelt bør bedømmes, beror naturligvis ganske på, hvilket udgangspunkt der vælges.

På den ene side kan det efter min mening med rimelighed hævdes, at statsfængslet med sin helt forældede bygningsmæssige struktur fra 1850'erne ligger så langt fra nutidige forestillinger om, hvad såvel humane som behandlingsmæssige hensyn kræver med hensyn til indsattes boforhold, at dets fortsatte anvendelse må give anledning til væsentlige betænke- ligheder. Foretages der ikke radikale ombygninger, som i realiteten nærmer sig nybyggeri, kan der næppe røres ved den "knugende" atmosfære, som nødvendigvis knytter sig til den gammeldags fængselsbyggestil med dens kolosagtige struktur, ved den alt for ringe cellestørrelse cellerne i fløjene A, 13, C og D) er 2,18 x 3,74 m) og de forholdsvis små vinduer (0,93 x 1,05 i fløjene) med traditionelt armatur.

Tages der derimod udgangspunkt i den betragtning - og det er vel, hvad direktoratet har ment at måtte gøre - at statsfængslets anvendelse ikke lader sig overflødiggøre inden for den nærmere fremtid, hverken ved en begrænsning i den samlede anvendelse af frihedsstraf eller ved nye anlægsarbejder, må det efter min mening samtidig erkendes, at der, ikke mindst i de seneste år, er gennemført meget væsentlige forbedringer statsfængslet, som flere henseender hat gjort forholdene nogenlunde tålelige.

. . . "

Ombudsmanden henviste til, at den anden af de 4 fløje havde fået etageadskillelse, at belægget var nedsat, at der var skabt et tilfredsstillende skoleafsnit, og at der fandtes en velindrettet kirke.

De generelle betænkeligheder, som ombudsmanden gav udtryk for efter sin inspektion i 1980, kan jeg tilslutte mig.

Siden inspektionen i 1980 er der som ovenfor anført etableret etageadskillelse i alle 4 fløje. Endvidere er der igangværende bygningsarbejder anstalten med henblik på at etablere køkkener på afdelingerne. Dette har sammenhæng med, at fængslet pr. 1. april 1993 gennem- fører selvforplejning for de indsatte i overensstemmelse med de retningslinier, der fremgår af betænkning nr. 1058/1986 vedrørende beskæftigelsen at de indsatte kriminalforsorgen.

På grund af ombygningsarbejdere var det vanskeligt under inspektionen at danne sig et sikkert indtryk at den generelle vedligeholdelsesstandard på afdelingerne jeg noterede mig imidlertid at fællespholdesstuerne på de afdelinger, jeg så, var pænt indrettet og generelt virkede imødekommende.

Derimod var vedligeholdelsesstandarden i de forholdsvis få celler som jeg så, varierende. Der var flere celler som havde store plamager på væggene efter udbedring at murværket, uden at væggene herefter var blevet malet over. Navnlig var en enkelt celle klart under den standard der bør bydes de indsatte.

De indsatte og personalet orienterede mig om, at de indsatte har mulighed, for selv at male deres celle Den indsatte må selv betale malingen, hvis han ønsker istandsættelsen foretaget for det tidspunkt da cellen med den vedligeholdelsesstandard, der er sædvanlig i anstalten, ville blive malet.

Denne ordning, som ifølge det oplyste kun anvendes i Statsfængslet i Vridsløselille,

og hvorved de indsatte får indflydelse på indretningen af deres eget opholdsrum er efter min opfattelse mere tilfredsstillende for de indsatte og gavnlig med henblik på at gøre dem mere ansvarlige for deres egen celle og for deres afsoningssituation. Efter min opfattelse vil det være hensigtsmæssigt, om der blev søgt tilvejebragt større bevillingsmæssig mulighed for at give økonomisk hjælp til den maling, som de indsatte skal anvende til istandsættelse af egen celle. Jeg henviser i den forbindelse til, at de fleste indsatte og navnlig dem der følger skole- gangen i anstaltens skole har begrænsede økonomiske muligheder for selv at afholde udgifter, til maling.

3. Fritidsfaciliteter m. v.

Udover de fritidsfaciliteter, der er placeret på afdelingerne i form af billard / bordtennis på gangene køkken og opholdsstue, findes der som fritidsfaciliteter til brug for alle anstaltens indsatte gymnastiksalen og et kondirum. Der findes endvidere et hobbyrum, som jeg imidlertid ikke så under inspektionen - Hertil kommer fængslets kirke.

Kirken - der er den nyeste bygning i fængslet - ligger ude på terrænet og anvendes også til andre former end de rent kirkelige, bl.a. musikundervisning. Dens indretning er god og tilfredsstillende i forhold til formålet.

Der er et veludstyret kondirum, der er placeret i en bygning på terrænet.

Gymnastiksalen er ganske utidssvarende. Af størrelse svarer den omtrent til en almindelig badmintonbane. Der er mulighed for at spille badminton i salen, men der er kun en halv meter fra baglinien til væggen. Loftshøjden er utilstrækkelig. Endvidere er der mulighed for at spille basketball og indendørs fodbold. Forholdene er imidlertid alt for små til, at disse boldspil kan udøves tilfredsstillende.

Gymnastiksalen udgør sammen med kondirummet det eneste sportstilbud til de 233 indsatte i anstalten Efter min opfattelse er gymnastiksalens bygningsmæssige forhold så ringe, at en fuldstændig bygningsmæssig ændring må anses for påkrævet. Jeg kan ikke bedømme, om dette bør ske i form af et nybyggeri eller ved en fuldstændig ombygning af den eksisterende gymnastiksal. Jeg tillægger det vægt, at de sportstilbud, der tilbydes de indsatte, for de fleste indsatte må udgøre det måske vigtigste fritidstilbud under afsoningen.

Under min samtale med talsmændene oplyste de, at der fra anstaltens side næsten ikke afholdes nogen udgifter til kulturelle aktiviteter for de indsatte. De indsatte finansierer således selv deres videoordning hvilket koster den enkelte indsatte 40 kr. om måneden. Endvidere skal de indsatte betale en entre på 5 kr. i forbindelse med de som de indsatte arrangerer i anstalten. På disse områder er der tale om udgifter, som anstalten tidligere afholdt, men som nu - på grund af besparelser - skal afholdes af de indsatte selv.

Jeg er naturligvis opmærksom på, at der på kriminalforsorgens område ligesom mange andre steder inden for den offentlige forvaltning - er krav om besparelser. Jeg går imidlertid ud fra, at fængslet er valg i, at de kulturelle arrangementer, som de indsatte selv iværksætter, det omfang det overhovedet er økonomisk muligt, bør have tilskud af fængslet, således at arrangementerne fortsat kan have et rimeligt omfang.

4. Købmandsordningen.

De indsatte har mulighed for at købe almindelige dagligvarer hos en købmand, som sælger varer i fængslet. Talsmændene udtrykte utilfredshed med priserne, som efter deres opfattelse er for høje. Efter kontrakten mellem anstalten og købmanden skal købmanden sælge til normale priser, herunder tilbudspriser, Endvidere er han forpligtet til at opstille en sodavandsautomat på besøgsgangen til brug for de indsatte og deres pårørende under besøg.

Fængselsinspektøren oplyste, at han var af den opfattelse at der ved fastsættelse af priserne i fængslets butik må tages hensyn til de særlige personaleudgifter, der er forbundet med at drive forretning i fængslet, men at der ikke, skal tages hensyn til transportudgifter. Fængselsinspektøren oplyste at fængslet generelt har problemer med overhovedet at få en købmand til at oprette butik i anstalten.

Spørgsmålet om købmandsordningen har været genstand for udførlig omtale i de indsattes blad "Rebstigen". (som jeg modtager).

Jeg går ud fra, at fængselsledelsen løbende holder tilsyn med at købmanden overholder den kontrakt der er indgået med fængslet. Jeg finder ikke på det foreliggende grundlag at have tilstrækkelig anledning til at foretage videre.

5. Besøgsafdelingen

Der er 12 besøgsrum 7 mindre og 4 Større; 1 rum anvendes til advokatbesøg.

Hvert at de almindelige besøgsrum er udstyret med standardmøblement med en brik, et bord, en håndvask og en radio. Der er fremlagt og præservativer.

På besøgsgangen er indrettet en lille plads med madrasser legetøj m.v. til brug for de besøgende børn.

Mit generelle indtryk af afdelingen var, at standarden er god.

Som anført ovenfor har købmanden i en sodavandsautomat stående på besøgsgangen.

Talsmanden oplyste, at Betjentforeningens idrætsforening har stillet en række automater op på vagtmestergangen. Opstillingen har den virkning, at de pårørende, før de skal på besøg, trækker øl, vand, slik eller burgere i idrætsforeningens automater. Dette indebærer en nedgang i omsætningen i købmandens automater og medfører efter det oplyste prisstigninger på varerne, i købmandens butik. En af talsmændene oplyste - som noget positivt ved at betjentforeningens idrætsforening har opstillet automatorne - at det har medført at købmanden har sat priserne i sin automat en krone ned.

Fængselsinspektøren oplyste at automaterne er stillet op på vagtmestergangen, på et sted hvor personalet hele tiden passerer. Principielt har de pårørende intet at gøre på denne gang. De ser imidlertid automaterne når de kommer på besøgsgangen og de bliver ikke hindret i at gå derhen og trække varer.

Efter at have set, hvordan betjentforeningens automater er placeret Ca. 5 meter fra det sted, hvor de Pårørende passerer på vej til besøgsgangen, mener jeg at det er berettiget når de indsatte finder, at dette er en reel konkurrent til købmandens automat.

Det er min opfattelse, at der må tages et vist hensyn til den uvilje, som de indsatte har udtrykt imod indirekte at støtte idrætsforeningen økonomisk. Om foreningen overhovedet vil få noget økonomisk udbytte af opstillingen var det på tidspunktet for inspektionen for tidligt at udtale sig om.

Jeg henstiller til fængslet på et passende tidspunkt at indhente oplysninger om, hvorledes det forholder, sig med en eventuel fortjeneste med henblik på at overveje om der bør foretages noget vedrørende automatopstillingen. Jeg udbeder mig - senest i maj 1993 - underretning om, hvorledes overvejelserne vedrørende dette spørgsmål er faldet ud.

6. Isolationsafdelingen.

Der er 19 celler på isolationsafdelingen. De er på grund af de indsattes tilstand under anbringelsen udsat for et stort slid.

I den ene af de celler, som jeg så, var malingen på væggen ud mod gangen skallet af. Efter det oplyste skyldtes det udsivning fra en faldstamme, der ligger inde i væggen. Fængselsforvalteren oplyste, at anstalten har indsendt en ansøgning om en total udskiftning af hele faldstammesystemet til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Jeg henstiller til direktoratet, at denne ansøgning imødekommes, i hvert fald i det omfang, mangler ved det eksisterende system har virkning som i det. foreliggende tilfælde.

Endvidere anmoder jeg om en udtalelse fra statsfængslet om, hvorvidt anvendelse af denne celle til beboelse er sundhedsmæssigt forsvarlig, og om, hvorvidt den rent faktisk anvendes til anbringelse af indsatte.

I begge de celler jeg så, manglede der en kuglelampe på væggen.

Anstaltens 2 særligt sikrede celler er beliggende på denne afdeling. Der var ikke under mit besøg nogen indsatte, der var placeret i henhold til de særlige regler for indsatte, som er placeret i særligt. sikret celle. Den ene af cellerne blev anvendt af gangmanden på isolationsafdelingen. Denne celle - der udgør opholdsrummet for en sikringscelleanbragt -- består af 2 almindelige celler. Den var i god stand. Den del af den særligt sikrede celle, som skulle udgøre arbejdsrummet for en person, der var anbragt i særligt sikret celle, var belagt med en varetægtsarrestant. Jeg så derfor ikke dette rum. Den anden særligt sikrede celle blev for opholds- rummets vedkommende anvendt til opbevaring af materiale til beskæftigelse af de indsatte på isolationsafdelingen. Arbejdsværelset til den anden særligt sikrede celle anvendtes som motionsrum for de indsatte på isolationsafdelingen.

Der var til de 2 særligt sikrede celler knyttet særskilt bad og toilet.

Isolationsafdelingens gårdtursareal består af 2 gårde med et areal på hver Ca. 8 x 5½ m. gårdene er overdækket med hønsenet. Der er et lille bed i midten. I den ene af gårdene var en motionscykel.

De to gårde gjorde et mørkt og knugende indtryk. Jeg finder, at gårdene er klart utilfredsstillende.

Jeg henstiller til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at der søges tilvejebragt midler til forbedring af gårdtursarealet for de isolationsanbragte.

7. Sikringsceller.

De to sikringsceller er placeret over for hinanden med en mellemgang imellem. Ingen af cellerne var i brug under inspektionen. Den ene celle er indrettet med en seng uden remme og med en alarmknap monteret på sengen. Denne alarm går til vagtmesterkontoret. I den anden celle har sengen remme. To alarmknapper er monteret på samme side af sengen, men forskudt for hinanden. Der var sat puder op ved hovedgærdet for at forhindre den indsatte i at banke sit hoved mod sengens hovedgærde. Dette er muligt, efter at det ikke længere er tilladt at anvende sele over brystet. Den faste vagt, som er påbudt, hvis den indsatte er fastspændt, sidder som udgangspunkt ude i mellemgangen mellem de 2 sikringsceller.

8. Arbejdspladser.

Besøget p arbejdspladserne blev foretaget af sekretariatschefen ved embedet og en fuldmægtig.

Arbejdspladserne består af økonomiområdet (der står for vedligeholdelsesarbejderne i anstalten), småfagsværksted, sadelmagerværksted, børstenbinderi, snedkeri, smedeværksted, kludeproduktion, malerværksted og centralkøkkenet.

Nogle af arbejdspladserne bar præg af, at de endnu ikke var endeligt indrettet. Smede- værkstedet var på grund at et påbud fra Arbejdstilsynet næsten fuldstændig nedlagt, og den lille rest at denne værkstedsfunktion, der fortsat bestod, var flyttet til nye lokaler. Der, hvor smedeværkstedet tidligere havde haft til huse, var der ved at blive indrettet snedkeri og maler- værksted.

Arbejdstilsynet har inden for de sidste 3 år været på besøg i anstalten 8-9 gange. Der har udover det påbud, der angik smedeværkstedet, været et andet alvorligt påbud, der foreskrev nogle ændringer af det tidligere malerværksted, som ikke kunne opfyldes. Endvidere havde anstalten en aftale om, at arbejdstilsynet i begyndelsen af 1992 skulle aflægge besøg i anstalten for at besigtige arbejdsforholdene ved tøjsorteringen på grund af en måske mangel- fuld udsugning på denne arbejdsplads.

En indsat rejste under en samtale tvivl om, hvorvidt der af arbejdstilsynet var udstedt påbud, som anstalten ikke havde efterkommet.

Jeg har efter inspektionen skriftligt rejst dette spørgsmål over for anstalten, der i en udtalelse af 6. maj 1992 har anført følgende:

" . . .

Det er anført, at en indsat har henvist til, at der skulle foreligge et påbud vedrørende trappen til depotet, og der skulle være udstedt et påbud vedrørende opbevaring af rengøringsmidler.

For så vidt angår trappen til depotet kan det oplyses, at sagen flere gange har været drøftet i sikkerhedsudvalget der foreligger imidlertid ikke påbud vedrørende trappen. Ved Arbejdstilsynets besøg i anstalten d. 20. januar 1992 blev depot trappen besigtiget, jf. vedlagte tilsynsrapport af 27, januar 1992. Anstalten afventer nu tilbud på sikring af trappen. Tilbudet forventes at foreligge inden for den allernærmeste tid.

Der foreligger ej heller noget egentligt skriftligt påbud vedrørende opbevaring at rengøringsmidler i forbindelse med at arbejdstilsynet I januar 1991 aflagde besøg i anstalten fik anstalten et mundtligt uformelt "påbud' om at finde anden opbevaringsmåde. Rengøringsmidlerne blev herefter flyttet til et andet lokale og anbragt på reoler, i modsætning til tidligere,hvor de stod anbragt på gulvet. Anstalten betragter sagen som afslutte.

Som nævnt i forbindelse med Ombudsmandens inspektion d. 11. og 13. december 1991 havde anstalten anmodet arbejdstilsynet om at aflægge besøg i anstalten og besigtige arbejdsforholdene i forbindelse med tøjsortering. Baggrunden herfor var, at der på et møde i sikkerhedsudvalget var rejst tvivl om, hvorvidt der var tilstrækkelig udsugning i de lokaler, hvor tøjsorteringen var flyttet hen. Som det fremgår af den vedlagte tilsynsrapport af 27. januar 1992, gav besøget anledning til en vejledning om udsugning. Anstalten gav under Arbejdstilsynets besøg tilsagn om, at man ville etablere et udsugningsanlæg senest inden d.1. april 1992. Udsugningsanlægget var etableret før fristens udløb, og Arbejdstilsynet har under et senere besøg givet udtryk for, at man var tilfreds med den etablerede udsugning. Anstalten har endnu ikke modtaget noget skriftligt vedrørende dette seneste besøg."

Jeg går ud fra, at trappen til depotet vil blive sikret i overensstemmelse med de anvisninger, som Arbejdstilsynet gav under sit besøg.

Jeg foretager på denne baggrund ikke videre vedrørende disse spørgsmål.

Under den afsluttende samtale med fængselsledelsen og afsnitslederne blev bl. a. drøftet de beskæftigelsestilbud, som anstalten tilbyder de indsatte, sat i relation til det arbejde som de indsatte kan forventes at skulle påtage sig efter endt afsoning. I den forbindelse tilkendegav medarbejderne i anstalten, at det vigtigste ved den arbejdstræning der finder sted i anstalten, er at bibringe de indsatte noget arbejdsdisciplin. Dette moment vil blive forbedret ved gennemførelse af AUF-betænkningens principper i anstalten. Det er endvidere vigtigt med det store udbud af forskellige arbejdspladser, som netop Statsfængslet i Vridsløselille råder over. En række af værkstederne er efter anstaltens opfattelse helt svarende til en lignende arbejdsplads andre steder i samfundet. Andre værksteder der ikke kan siges at opfylde dette krav, og som derfor ikke kan opfattes som relevante set i relation til det arbejde, som en indsat kan forventes at få tilbudt efter løsladelse foretrækkes alligevel af visse indsatte også disse værksteder har derfor deres berettigelse.

Jeg noterede mig det oplyste om disse forhold og jeg foretager ikke videre.

9. Undervisning

Skolen (med bibliotek) er indrette i det gamle kirkerum Den er indrettet med to større undervisningsrum og et specielt indrettet datarum med 7 PC'ere. Datarummet anvendes bl. a. til datalære på HF.

Det blev oplyst, at de indsatte i lukkede anstalter som udgangspunkt ikke må få udleveret egne PC’ere. Dette fremgår af cirkulæreskrivelse af 23. december 1983 vedrørende opstilling af indsattes egne elektroniske databehandlingsanlæg. I cirkulæreskrivelsen er det anført, at fængselsinspektøren midlertidigt kan tillade en indsat at opstille og anvende egen PC'er i institutionen, hvis dette er begrundet i undervisnings- eller uddannelsesmæssige hen- syn. Anlægget skal da opstilles i skolens regi, og den indsatte har kun adgang til at benytte anlægget i dagtimerne under kontrollable forhold. Der er ikke adgang til f. eks. via telefon- nettet at have forbindelse ud af institutionen. Fængselsinspektøren oplyste, at baggrunden for disse regler er risikoen for, at PC'erne anvendes til kriminelle formål.

Det er i den ovenfor nævnte cirkulæreskrivelse indledningsvis anført, at Direktoratet for Kriminalforsorgen efter drøftelse med rigspolitichefen havde besluttet at anmode kriminalforsorgens teknikudvalg om en samlet redegørelse for ordens og sikkerhedsmæssige problemer ved indsattes opstilling og anvendelse af egne PC'ere.

Endvidere er det anført, at cirkulærskrivelsens bestemmelser er midlertidige.

Jeg anmoder direktoratet om at orientere mig om indholdet af den redegørelse, som teknikudvalget blev anmodet om at afgive, og resultatet af de overvejelser, som denne redegørelse gav anledning til i direktoratet. I tilslutning hertil beder jeg oplyst, om direktoratet overvejer at fastsætte endelige bestemmelser på området.

Talsmændene klagede over, at der inden for det sidste år var sparet ca. 340.000 kr. inden for undervisningsområdet bl.a. ved ikke at afholde udgifter til lærervikarer.

Statsfængslet har i tilslutning til inspektionen afgivet en udtalelse af 31. marts 1992 om besparelserne inden for undervisnings- og fritidsområdet jeg forstår denne udtalelse således, at forbruget af vikartimer ikke har været væsentligt mindre i 1991 i forhold til tidligere år. Der har ganske vist været en overførsel af en post på 225.000 kr. fra undervisningsområdet til fængslets almindelige drift. Denne post på 225,000 kr. var afsat til undervisningsledernes ferie, vikarpuljen og kursusmidler. Da denne post ikke i tidligere budgetår har været forbrugt i større udstrækning, er bevillingen i disse år gået tilbage til direktoratet ved budgetårets slutning. På denne baggrund har fængslet efter forhandling med direktoratet opnået, at denne post i stedet er blevet overført til anstaltens almindelige drift.

Denne disposition giver mig ikke anledning til bemærkninger.

På fritidsområdet var der ved udgangen af 1991 145000 kr., som ikke var anvendt til det forudsatte formål. Anstalten har kun forbrugt 50% af de midler, der for budgetåret 1991 var afsat til dette formål. Derfor er de resterende 145.000 kr. overført til anstaltens samlede driftsbudget.

For at fastholde de ikke-forbrugte 145.000 kr. i skolens regi har fængslet besluttet at afsætte 100.000 kr. til ombygning af depotet til fritidsfaciliteter (et fritidscenter) og de sidste 45.000 kr. til indkøb af specielt EDB- udstyr til skolen.

Efter min opfattelse er det som udgangspunkt af betydning at de midler, der afsættes såvel til undervisning som til fritidstilbud, anvendes til disse formål. Det kan derfor fremstå som i nogen grad mangelfuld budgetplanlægning, når der flere på hinanden følgende gange efter et budgetårs afslutning viser sig at være en besparelse på et for de indsattes hverdag så centralt område, uden at der på forhånd har været en målsætning med at gennemføre bespa- relser (f.eks. for at foretage en ekstraordinær indsats på området i det efterfølgende budgetår. Efter at have modtaget anstaltens redegørelse for, hvilke planer der er lagt for at fast- holde midlerne i skolens regi, foretager jeg imidlertid ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

Talsmændene gav under samtalen med dem udtryk for den opfattelse at nogle indsatte ikke kan få deres ønske om at gå i skole opfyldt, fordi der er en intern aftale i anstalten om, at højst 23% af de indsatte kan gå i skole ad gangen.

Hertil har anstalten i en udtalelse af 31. marts 1992 oplyst

r

For så vidt angår de indsattes klage over, at der er en sådan kvoteordning mellem skole og værkstedet, at indsatte med rimeligt uddannelsesønske ikke kan komme i skole, skal jeg udtale, at dette ikke er rigtigt. Skolen, der er en arbejdsplads i fængslet som andre, har et såkaldt normalt tal af indsatte på 48, der er tilknyttet skolen som beskæftigelsesområde. Dette antal indsatte er, hvad skolen magter, når man tager hensyn til plads og lærerressourcer. Dog er det således, at såfremt det ud over dette tal kommer indsatte fra andre anstalter, som er i gang med en uddannelse, eller af andre grunde mest hensigtsmæssigt anbringes i skolen, vil også de komme til at gå i skole. Det er undervisningslederens opfattelse som jeg er enig med ham i, at skolen på Vridsløselille har en størrelse, så den er i stand til at opfylde alle rimelige uddannelsesønsker for de indsatte. Det betyder ikke at alle indsatte kan komme i skole, så snart de vil, altså så snart, de udtrykker ønske om det, men det betyder, at sådanne indsatte, når man betænker de rimelige afsoningsforløb (afsoningsforløb, af en vis tidsmæssig udstrækning, min tilføjelse), der er tale om på Statsfængslet i Vridsløselille, vil kunne gennemføre sådanne uddannelser, som de måtte måske i løbet af afsoningstiden.

Jeg har taget det oplyste til efterretning og foretager ikke mere vedrørende spørgs- målet om antallet af indsatte der kan gå i skole.

10. Økonomiske forhold for indsatte ved løsladelsen.

Under mødet med samarbejdsudvalget rejste jeg spørgsmålet om, hvorvidt der altid ved løsladelsen af en indsat er sikkerheds for at den pågældende har tilstrækkelige økonomiske midler til sit underhold i de første dage efter løsladelsen. Jeg spurgte herunder om praksis for underretning af den kommunale socialforvaltning inden løsladelsen med henblik på, at kommunen kunne være forberedt på et eventuelt behov for bistand til den løsladte.

Forsorgslederen oplyste, at anstalten kun retter henvendelse til socialforvaltningen hvis den indsatte er indforstået med det.

Forsorgslederen tilkendegav, at anstalten vil være indforstået med helt konkret at vej- lede den indsatte om, hvorledes han skal forholde sig med hensyn til penge til sit underhold umiddelbart forbindelse med løsladelsen heri ligger selvfølgelig, at anstalten vil have sørget for, at der er en løsning, som den indsatte kan holde sig til.

Jeg har taget forsorgslederens tilkendegivelse til efterretning.

Jeg vil under et møde, som jeg inden for den nærmeste tid vil afholde med Direktoratet for Kriminalforsorgen, drøfte, om andre anstalter har tilsvarende problemer med at sikre de indsattes underhold umiddelbart efter løsladelsen.

11. Beklædningshjælp.

Forsorgslederen gav udtryk for, at de indsatte har problemer med at få imødekommet ansøgninger til de sociale myndigheder om bevilling af hjælp til tøj til brug under udgang, når udgangens formål er at besøge pårørende.

Jeg har efterfølgende fået oplyst, at Direktoratet for Kriminalforsorgen har rettet henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse med henblik på at drøfte spørgsmålet med ankestyrelsen.

Endvidere fremgår det af den oversigt af 20. marts 1992 over sager, der skal på principielt møde i Den Sociale Ankestyrelse at ankestyrelsen har taget en sag om dette spørgsmål op til principiel behandling.

Jeg anmoder direktoratet om at underrette mig om, hvad der sker i sagen.

12, Registrering af effekter på depot.

Talsmændene rejste som et problem, at de indsatte har vanskeligt ved at bevise, at effekter, som de har indleveret på depot, bortkommet fra depotet. Vanskeligheden ved at bevise dette hænger bl.a. sammen med et mangelfulgt registreringssystem.

Fængselsledelsen oplyste, at der er nedsat et udvalg i anstalten, der behandler spørgsmålet om registrering af og kvittering for indleverede effekter. Indtil udvalget har afsluttet sine overvejelser, har anstalten som en midlertidig ordning indført, at de indsatte får kopi af den registrering at indleverede effekter, der finder sted ved modtagelsen.

Ved min rundgang på fængslet beskrev depotforvalteren proceduren ved ind- og udlevering af effekter på depotet. Registrering af effekterne, der henlægges på depot, finder sted sammen med den indsatte, således at den indsatte og den funktionær der modtager effekterne, i fællesskab bliver enige om, hvorledes registreringen skal foretages. Den indsatte og den ansatte anslår hver for sig en værdi for de indleverede effekter, som påføres effektfortegnelsen. Den indsatte modtager en kopi at effektfortegnelsen med angivelse af hvad han har indleveret, og kvitterer for, hvad han efterfølgende får udleveret.

Jeg fik kopi af en effektfortegnelse med tilhørende bilag, der vedrørte en tilfældig indsat. Der var på blanketten under overskrifterne værdigenstande, kufferter m.v., forsorg og inspektionskontor anført en række typer at effekter, som det er typisk, at en indsat kan medbringe ved indsættelsen. Der er for så vidt angår de effekter, som eventuelt skal opbevares på depot, en kolonne til den indsattes vurdering af effektens værdi og en kolonne til fængslets vurdering. På den effektfortegnelse som jeg fik kopi at, var alene kolonnen med den indsattes vurdering udfyldt. Jeg går ud fra, at der heri ligger, at fængslet har tiltrådt den indsattes vurdering.

Som bilag til effektfortegnelsen som jeg modtog, var vedlagt 2 håndskrevne sedler om, at den indsatte den 18. januar 199l og den 27. juni 1991 fik udleveret flere nærmere beskrevne effekter. Den indsatte har ikke på disse bilag (håndskrevne sedler) kvitteret for modtagelsen at effekterne. Det fremgår, at den indsatte den 13. januar 1991 fik udleveret 1 armbånd og den 27. juni 1991 fik udleveret 1 armlænke, mens det at effektfortegnelsen kun fremgår, at han modtog 1 armbånd. Anstalten har efterfølgende telefonisk oplyst, at der vedrørende den udleverede armlænke foreligger en kuvert, der supplerer det materiale, som jeg modtog under inspektionen. Af denne kuvert fremgår det, at armlænken er kvitteret som modtaget af depotet og efterfølgende er udleveret til den indsatte. Den indsatte har kvitteret for modtagelsen på denne kuvert.

På en tilsvarende kuvert har han kvitteret for modtagelsen af de effekter, han fik ud- leveret den 18. januar 1991. Jeg har modtaget kopi af de omtalte kuverter.

Jeg har ingen bemærkninger til den omtalte procedure.

Jeg anmoder om at modtage underretning om resultatet af det udvalgsarbejde, der er gang vedrørende registrering af og kvittering for indsattes egne effekter, der opbevares og udleveres af anstalten.

13. Økonomiske forhold for Statsfængslet.

Under samtalen med samarbejdsudvalget rejste medarbejderne et spørgsmål vedrørende anstaltens budgetter. De oplyste. at anstalten ud af sit budget skal afholde udgifter til vedlligeholdelse af de lejeboliger, der tilhører fængslet. Lejeboligerne bebos af ansatte, og disse betaler leje i overensstemmelse med regler, der er fastsat af Finansministeriet herom. Leje- indtægterne kan anstalten ikke disponere over. Hvis lejen forøges, bliver også det beløb, der skal afholdes til vedligeholdelse af den lejede ejendom, forøget. Da anstaltens budgetter de senere år er blevet beskåret uden hensyntagen til den øgede forpligtelse til at afholde udgifter til vedligeholdelse af lejeboliger, har det medført, at det beløb, som anstalten har haft til dis- position til vedligeholdelse af selve fængslet, er blevet tilsvarende reduceret.

Et tilsvarende problem blev nævnt af de indsattes talsmand, der klagede over, at de beløb, som de indsatte bliver pålagt at betale erstatning f. eks. i forbindelse med begået hær- værk, ikke af anstalten kan anvendes til at foretage reparationer af den effekt eller det rum, der er blevet beskadiget. Udgiften hertil skal afholdes af anstaltens almindelige budget.

Det her omtalte spørgsmål er ikke et spørgsmål, der specielt vedrører statsfængslet.

Jeg har besluttet mig for at drøfte det rejste problem under et møde, som jeg inden for den nærmeste tid vil afholde med Direktoratet for Kriminalforsorgen ned henblik på, at spørgsmålet muligvis kan rejses over for Finansministeriet.

14. Samtaler med enkelte indsatte.

Forud for inspektionen var det ved opslag i anstalten oplyst, at indsatte under inspek- tionen kunne få en samtale med mig eller en af mine medarbejdere om konkrete sager. Sekre- tariatschefen ved embedet og jeg havde samtaler med henholdsvis 7 og 4 indsatte. Nogle af disse samtaler resulterede i konkrete sager, som jeg har behandlet særskilt.

15. Gennemgang af rapporter m.v.

Ved starten af inspektionen anmodede jeg om inden afslutningen af besøget i stats- fængslet at modtage kopier af rapporter vedrørende

- anvendelse af håndjern,

- enrumsanbringelse,

- sikringscelleanbringelse,

- magtanvendelse og

- videre gående visitation af besøgende.

Jeg anmodede endvidere om at modtage notater foretaget i henhold til cirkulæret om brevveksling og besøg og om at modtage udskrifter at forhørsprotokollen. Jeg bad om at modtage dette materiale for nogle nærmere angivne perioder.

Ved min gennemgang at det modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksom- heden henledt på, hvorvidt proceduren i forhold til de gældende cirkulærer er blevet fulgt. Min gennemgang giver anledning til følgende bemærkninger:

a) Forhørsprotokollen.

Jeg modtog kopi at de seneste 43 forhør, der var afholdt i anstalten. Disse forhør dækker perioden fra den 17. til den 30. oktober 1991.

De 16 af forhørene endte med ikendelse af en disciplinær sanktion i form at en bøde eller straffecelle. I andre 6 sager endte forhøret med en hel eller delvis inddragelse af den udgangstilladelse. I nogle at disse sager blev det samtidig bestemt, at et eller flere spørgsmål blev overladt til den indsattes enhed (funktionærerne på indsattes afdeling) at afgøre. I andre 10 sager blev resultatet at det afholdte forhør, at sagen blev sendt til den indsattes enhed til afgørelse. Jeg går ud fra, at der allerede ved afslutningen at forhøret var gjort op med spørgsmålet om at ikende den indsatte en disciplinærstraf, således at behandlingen i indsattes enhed bestod i at afgøre, om sagen skulle have andre konsekvenser for indsattes afsoningsforløb, f. eks. konsekvenser for den indsattes udgangsforløb.

10 af forhørene endte med enrumsanbringelse; heraf var de 5 forhør i anledning af den indsattes anmodning om at gå frivilligt i enrum. 2 af forhørene resulterede i midlertidig enrumsanbringelse (i begge tilfælde var der en verserende politimæssig efterforskning), så kun 3 af disse forhør endte med en enrumsanbringelse i sædvanlig forstand. (Disse 3 tilfælde indgår i de tilfælde af enrumsanbringelser, som jeg gennemgår i et særskilt afsnit nedenfor).

2 sager endte med, at den indsatte blev pålagt at betale erstatning, og i et tilfælde endte forhøret med en konstatering af, at sagen ville blive anmeldt til politiet, hvorfor der intet var at foretage disciplinært. I et yderligere tilfælde, der er medtaget under de forhør, der medførte indgreb i indsattes udgangstilladelse, konstaterede forhørslederen, at der vil ske politianmeldelse, og at der intet var at foretage disciplinært.

Jeg har ikke ved min gennemgang fundet tilfælde, hvor de gældende procedureregler for afholdelse af førhør i disciplinærsager ikke har været overholdt.

Talsmændene udtrykte under inspektionen utilfredshed med. at sager om disciplinære overtrædelser afgøres af en overvagtmester efter bemyndigelse fra anstaltsledelsen.

Talsmændene henviste til, at overvagtmesteren er uden juridisk uddannelse, og at de fandt det betænkeligt, at overvagtmesteren skal træffe afgørelse på grundlag af indberetninger fra sine kolleger i anstalten.

I et notat af 8. april 1992, som jeg modtog den 14. april 1992, redegjorde anstalten således for anstaltens synspunkter om delegation at kompetence med hensyn til afgørelse af sager om disciplinære overtrædelser:

"1. Baggrunden for den nævnte delegation af kompetence.

Siden Ca. 1970 er der inden for kriminalforsorgens hierarkisk opbyggede system sket en omfattende delegation af kompetence. Store grupper af nøje afgrænsede sagsområder er delegeret til anstaltslederne, således at afgørelse træffes at disse efter retningslinjer angivet at Direktoratet for Kriminalforsorgen. Baggrunden herfor har været dels hensynet til, at afgørelser vedr. den enkelte indsatte træffes af personale med et godt kendskab, til denne og til forholdene i den enkelte institution, dels hensynet til muligheden for i den centrale styrelse at kunne koncentrere de nødvendige styrende vejledende og kontrollerende funktioner samt afgørelser i konkrete enkeltsager af principiel betydning.

Ganske tilsvarende hensyn ligger til grund for den ganske omfattende delegation af kompetence der inden for de sidste 10 til 15 år har fundet sted fra anstaltens ledelse til andre personalemedlemmer eller grupper af personale. Der kan ved siden af peges på mange afgørelsestyper af indgribende betydning for de indsatte, først og fremmest alle afgørelser i relation til de indsattes sagsbehandling, herunder afgørelser om udgang, om frigang og udstationering og om prøveløsladelse. Senest er planlagt en omfattende delegation af økonomisk kompetence til bl. a. den enkelte afdeling med dennes indsatte og personale.

De lokalt delegerede afgørelser træffes efter de af Direktoratet for kriminalforsorgen fastsatte retningslinjer samt efter retningsliner fastsat internt af anstaltens ledelse. Det er for så vidt angår interne retningslinjer ledelsens helt klare holdning - Som i øvrigt deles af store dele af personalegrupperne at sådanne er nødvendige af hensyn til beskyttelse af den enkelte indsattes retsstilling, men at mere detaljerede regler er så vidt muligt ikke bør fastsættes i nedskrevet form idet man herved risikerer en fastlåsning af praksis, der kan modvirke en i øvrigt ønskværdig udvikling af det enkelte sagsområde eller modvirke hensynet til, at den enkelte konkrete afgørelse så vidt muligt søges tilpasset den enkelte indsattes individuelle forhold. I et vist omfang sker ledelsens kontrol derved, at den enkelte afgørelse eller afgørelsestype skal tiltrædes af inspektionen. Men tilrettelæggelse af anstaltens praksis sker først og fremmest i anstaltens permanente udvalg, herunder først og fremmes anstaltens koordinationsudvalg (hvori deltager også disciplinærovervagtmesteren), som afholder møde 1 gang om måneden. Her styres og koordineres de enkelte enheders afgørelser og praksis samt forholdet mellem de enkelte afgørelsestyper (f. eks. disciplinærstraf / karantæne med hensyn til udgang). Ved siden af sådanne møder giver inspektionen dagligt vejledning og rådgivning i principielle og/eller tvivlsomme sager efter henvendelse fra såvel personale som indsatte. Den enkelte indsattes klager over sagsbehandlingen - herunder disciplinærsager eller sager om f.eks. anbringelse i enrum behandles og afgøres af inspektionen.

2. Anstaltens erfaringer med ordningen.

Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 34 er den disciplinære myndighed hos institutionens leder eller den, han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den. Af straffelovens § 47 fremgår, hvilke disciplinærstraffe der kan anvendes over for dømte, der udstår frihedsstraf, men de disciplinære sanktioner er ved fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og ved justitsministeriets cirkulære om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf og om disciplinærsagers gennemførelse begrænset til advarsel, bøde og strafcelle. De handlinger og undladelser, for hvilke der kan ikendes disciplinærstraf fremgår ligeledes af fuldbyrdelsesbekendtgørelse samt de udfyldende cirkulærer. Den enkelte anstalts praksis inden for området fremgår af kvartårlige statiske oversigter, udsendt af Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvor afgørelsen er opgjort på forseelsens art og disciplinærstraffens art og størrelse. Disse oversigter drøftes løbende i anstalten. Praksis mellem ensartede institutionstyper søges koordineret dels ved møder mellem lederne af ligeartede anstalter (de lukkede anstalter Således i 1988 og 1991), dels ved undersøgelser foretaget af Direktoratet for Kriminalforsorgen. På grundlag af den seneste undersøgelse i 1988 blev der udarbejdet vejledende retningslinjer for anvendelsen af disciplinærstraf i bl. a. de lukkede fængsler. Disse vejledende retningslinjer har siden da været lagt til grund for delegationen til anstaltens disciplinærovervagtmester og dennes afløser (e). De

nævnte retningslinjer er i anstalten senest revideret i 1991. Direktoratet for Kriminalforsorgen er på nuværende tidspunkt ved at udarbejde en ny undersøgelse af praksis på området.

Når resultatet af denne foreligger, kan forventes en fornyet revision af anstaltens interne, vejledende retningslinjer.

Med hensyn til fremgangsmåden ved ikendelse af disciplinærstraffe gælder bestemmelserne i cirkulære om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf m. v. Men herudover er der internt fastsat følgende retningslinier og begrænsninger for disciplinærovervagtmesterens kompetence.

Som nævnt af talsmændene træffes en del afgørelser på grundlag at indberetninger fra (disciplinærovervagtmesterens) kolleger i anstalten. Hvis den indsatte under afhøring afviser eller i øvrigt er uenig i det beskrevne faktum, skal disciplinærovervagtmesteren afhøre den eller de rapportskrivende funktionærer, der under afhøring udtaler sig under strafansvar som tjenestemand. Den indsatte skal herefter gøres bekendt med det således fremkomne. Hvis den indsatte herefter fortsat ikke kan vedkende sig faktum, skal inspektionen inddrages i sagen.

Det fremdragne eksempel er blot ét blandt adskillige, hvor inspektionen efter retningslinjerne skal inddrages, fordi der foreligger bevistvivl. Af andre eksempler kan nævnes sager, hvor der kan foreligge tvivl om, hvorvidt der foreligger bevis for overfald, eller om der kun kan statueres (det mildere) deltagelse i slagsmål.

Endvidere skal inspektionen altid inddrages, såfremt der er tvivl om subsumptionen, herunder om forseelsen efter sin karakter tillige udgør en sådan overtrædelse at straffelovgivningen, at der bør ske politianmeldelse.

Endelig skal inspektionen altid inddrages, såfremt der - uden for umiddelbart konstanterer bare forseelser som, f. eks. undvigelse - bliver tale om anvendelse af disciplinærstraf af strafcelle.

Af den seneste kvartalsopgørelse fra direktoratet, 3. kvartal 1991, fremgår det, at disciplinærstraf at strafcelle blev anvendt i i alt 16 tilfælde, hvoraf de 2 var betingede.

Disciplinærstraf af bøde blev anvendt i 119 tilfælde. Disciplinærstraf i form af advarsel er ikke medtaget i de kvartårlige oversigter, men tillægges i anstalten gentagelsesvirkning Inspektionen bliver inddraget i en disciplinærstraffesag ca. 1 til 2 gange ugentlig.

Det bør oplyses, at anstalten i tilfælde af større fælles aktioner fra de indsattes side, som f. eks. strejke, nægtelse af at gå på cellen ved indlukning og lignende, følger sine egne interne retningslinier. Disse ligner vel hinanden fra gang til gang, men fastsættes i det enkelte tilfælde efter drøftelse med anstaltens øvrige ledelse, afpasset bl.a. efter det konkrete formål med aktionen og under hensyntagen til, om aktionen og dennes varighed er varslet.

På baggrund af de indvundne erfaringer med delegation af kompetence har anstalten siden 1984 tilladt, at visse typer af forseelser, der er umiddelbart konstaterbare, afgøres ved forelæggelse af advarsel eller bøde. Dette er således tilfældet for så vidt angår for sent fremmøde på arbejdsplads eller i skole. Advarsel eller bøde forelægges af værkmester eller skole- betjent. Den indsatte kan vælge at udtale sig ved forhør, der forestås af forhørsovervagtmesteren. Sanktionen er advarsel for førstegangsovertrædelse, stigende til bøde på 20 kr. i fjerde- gangstilfælde. Efter 6 uger uden for sent fremmøde anses forseelsen som en førstegangsforseelse. 2 til 4 gange om året forelægges sagen efter ønske fra den indsatte for disciplinær- overvagtmesteren. Der har typisk været tale om tilfælde, hvor det for sene fremmøde skyldes for sen udlukning til arbejde/skole ved kolleger.

Samme fremgangsmåde (forelæg af advarsel eller bøde) tillades anvendt i situationer, hvor mange sager kommer til påkendelse samtidig, f.eks. efter de oven for omtalte aktioner eller efter visitation af en hel afdeling og dennes indsatte. Hvis en sådan aktion giver anledning til f.eks. 10 forelæg, vil typisk de 6 blive accepteret uden videre, medens de resterende giver anledning til en almindelig disciplinærsag.

I sager, hvori inspektionen har været inddraget, orienteres den indsatte om sin klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen. I alle andre sager kan sagen forelægges inspektionen. Klager over disciplinære afgørelser til henholdsvis inspektion og Direktoratet for Kriminalforsorgen er sjældent forekommende. Måske en sag om måneden. Til belysning kan det oplyses, at inspektionen flere gange ugentlig modtager og behandler klager over indgreb, der ikke har karakter at disciplinærstraf, f.eks. afslag på eller karantæne med hensyn til udgang, konfiskation eller inddragelse for en periode af ulovlige eller ureglementerede effekter m.v.

3. Evt. principielle betænkeligheder ved den stedfundne delegation.

Inspektionen vil aldrig kunne hævde, at alle disciplinære afgørelser truffet i anstalten er rigtige eller retfærdige ud fra et forsøg på at angive en objektiv målestok. Denne erkendelse er imidlertid uafhængig af den stedfundne delegation af kompetence til en ikke-juridisk uddannet medarbejder under forudsætning af, at delegationen sker med de afgrænsninger og retningslinjer, der er angivet ovenfor under punkt 2, Synspunktet ville være ganske det samme, hvis alle disciplinære afgørelser skulle træffes af Inspektionen selv. Der kan blot henvises til den i to-instansystemet liggende forudsætning, at afgørelsen i første instans kan være forkert. En evt. tilbagekaldelse af den skete delegation vil antages at kunne føre til en endog mere negativ situation. Det tænkes herved på det forhold, at der siden 1970 er sket en radikal udvidelse af anstalternes mulighed for ud fra skønsmæssigt fastsatte kriterier at give tilladelse til udståelse i fællesskab til udgang og prøveløsladelse m.v. Efter gældende regler og praksis er sådanne tilladelser et normalt led i straffuldbyrdelsen, der kræver en særlig udførlig begrundelse for afslag. Som nævnt er negative afgørelser på disse områder langt oftere genstand for klage, end det er tilfældet for så vidt angår afgørelser i disciplinære sager. Også i øvrigt er det anstaltens opfattelse at negative afgørelser på disse områder med den stedfundne udvikling i dag af de indsatte opleves mere indgribende end ikendelse af disciplinærstraf. Det er i konsekvens heraf, at alle sådanne afgørelser - og ikke blot positive - skal tiltrædes af inspektionen. Hvis man forestillede sig, at inspektionen selv skulle forestå undersøgelse og afgørelse af alle disciplinære sager, ville det alt andet lige betyde enten en mere rutinemæssig og dermed overfladisk behandling af disciplinærsagsområdet eller en lavere prioritering af spørgsmålet om kontrol koordinering og videreudvikling af de nævnte, andre sagsområder.

Som det fremgår af det ovenfor nævnte, prioriterer herværende inspektion den nugældende ordning Denne synsvinkel bygger imidlertid udelukkende på de ovenfor nævnte praktiske "retfærdighedssynspunkter"og tager ikke hensyn til det meget væsentlige spørgsmål om, hvorledes ordningen opleves af de indsatte. Udover de af talsmændene anførte synspunkter kan der peges på f.eks., at det er den samme myndighed der afgør undersøger og fuldbyrder disciplinærstraffen, og at den eneste klageinstans nemlig Direktoratet for Kriminalforsorgen opleves som "indspist" med inspektionen. De indsatte er også ganske klar over, at vel kan folketingets Ombudsmand påvirke - og har i vidt omfang påvirket - de af Direktoratet for Kriminalforsorgen og af de enkelte anstalter fastsatte retningslinjer men også at Ombudsmanden ikke kan ændre en inden for de fastsatte retningslinjer skønsmæssigt truffet konkret afgørelse.

Det er således de netop nævnte principielle betænkeligheder og ikke den skete delegation af kompetence - der bl.a. har begrundet, at inspektøren som medlem af og undertegnede som sekretær for straffelovrådets arbejdsgruppe om en lov om fuldbyrdelse af straf m.

v. har fundet det rigtigt at indstille, at disciplinærafgørelser med ikendelse af straffecelle over 7 dage bør kunne forelægges domstolene til prøvelse."

Efter § 34, stk. 1, i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen, er den disciplinære myndighed hos institutionens leder eller den, han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den. på baggrund af den redegørelse som jeg har fået for anstaltens praksis på dette område herunder det tilsyn, som anstaltsledelsen fører med disciplinærstrafområdet - finder jeg ikke at have grundlag for at foretage videre vedrørende spørgsmålet om delegation af kompetencen til at afgøre disse sager en overvagtmester.

Anstalten har i sin redegørelse orienteret om, at anstalten siden 1984 har tilladt, at visse typer af forseelser, der er umiddelbart konstaterbare afgøres ved forelæggelse af advarsel eller bøde.

Før jeg tager stilling til denne procedureform, anmoder jeg direktoratet om en udtalelse om, hvorvidt denne procedure efter direktoratets opfattelse er i overensstemmelse med de gældende retningslinier for ikendelse af disciplinærstraf som de er fastsat i bekendtgørelse om fuldbyrdelse af frihedsstraf og i cirkulære af 10. marts 1976 om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse.

b) Anvendelse af håndjern

Jeg modtog 2 rapporter vedrørende anvendelse af håndjern i månederne, august, september og oktober 1991.

I begge tilfælde var der tale om anvendelse af håndjern under transport uden for institutionens område for at hindre undvigelse. Frygten for undvigelse var konkret begrundet i tidligere undvigelser. Anvendelse af håndjern under transport sker med hjemmel i § 1 i cirkulære af 22. januar 1987 om anvendelse at håndjern over for indsatte.

Efter cirkulærets § 2 træffer anstaltens vagthavende leder eller den, han bemyndiger dertil, bestemmelse om anvendelse at håndjern. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelse af den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.

I begge tilfælde blev afgørelsen truffet af en af de funktionærer, der deltog i transporten. I det ene tilfælde er der sket underretning af overvagtmester, før den indsatte blev belagt med håndjern. Af den anden rapport fremgår der imidlertid intet om underretning om anvendelsen at håndjern til overvagtmester forud for eller umiddelbart efter anvendelsen af håndjern.

I modsætning til de tilfælde, hvor håndjern anvendes i stedet for anbringelse i sikrings celle, er en sådan underretning ikke foreskrevet, når håndjern anvendes under transport.

I begge tilfælde har overvagtmester og anstaltslederen nogle dage efter haft rapporten til gennemsyn uden at have bemærkninger hertil.

Efter § 3 i cirkulæret skal lægetilsyn finde sted, 1) når magt har været anvendt, medmindre institutionens vagthavende leder finder det åbenbart unødvendigt, 2) såfremt forholdene taler derfor.

I ingen af de foreliggende tilfælde blev der anvendt magt. begge blev tilset af en sygeplejerske.

Min gennemgang af rapporterne giver mig ikke anledning til bemærkninger. Da rapportmaterialet har været af så beskedent et omfang, skal jeg med henblik på at danne mig et bedre indtryk af anstaltens praksis anmode Statsfængslet i Vridsløselille om at fremsende yderligere rapportmateriale for perioden 1. november 1990 til 1. august 1991.

Jeg har i forbindelse med min gennemgang noteret mig, at Statsfængslet i Vridsløselille for en 3-måneders periode havde anvendt håndjern 2 gange, mens Statsfængslet i Horsens i en 5-måneders periode i 1990 havde anvendt håndjern i 31 tilfælde.

c) Anbringelse i enrum.

Jeg modtog notater vedrørende 9 indsatte, der i tiden fra den 1. august til den 1. november 1991 havde været anbragt i enrum i henhold til cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum.

Efter cirkulærets § 2, stk. 2, kan tvangsmæssig enrumsanbringelse kun finde sted, hvis

"1) det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,

2) det findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,

3) det findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug at euforiserende stoffer,

4) den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig,

5) den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er nødvendige af sikkerhedshensyn,

6) den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er påkrævet for at gennemføre en

almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare,

7) den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i institutionen efter dennes bestemmelse."

I 3 tilfælde skete enrumsanbringelsen i henhold til nr. 3, i 3 tilfælde i henhold til nr. 4, i 1 tilfælde i henhold til nr. 5 og i 2 tilfælde i henhold til nr. 7.

Af de i cirkulæret anførte procedureregler har jeg hæftet mig ved reglen i § 3, stk. 6, 2. pkt. Efter denne bestemmelse skal den indsatte have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal af anstaltens notat om enrumsanbringelsen fremgå, om godkendelse er sket.

Det fremgår kun af et af notaterne, at denne regel er efterlevet.

Jeg anmoder anstalten om at modtage oplysning om. hvorledes proceduren er i relation til denne regel.

Cirkulærets § 4, stk. 5 og 6, indeholder følgende bestemmelser:

"Stk. 5. Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

Stk. 6. Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk. 5 og om anbringelsens ophør gøres notat."

I 8 af de 9 tilfælde har enrumsanbringelserne varet ud over 1 uge, og i alle disse tilfælde foreligger der notater om overvejelserne om anbringelsens ophør. I 4 af disse 8 tilfælde er reglen om, at enrumsanbringelsen skal overvejes hver gang, der er forløbet en uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen, overtrådt. Der er således forløbet 10 eller 14 dage, før enrumsanbringelsen er taget op til overvejelse på ny.

I 3 tilfælde er der intet notat om enrumsanbringelsens ophør, og kun i 1 tilfælde er klokkeslæt for enrumsanbringelsens ophør noteret. Jeg henviser herved til Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse af 19. april 1991 om notatpligt ved ophør af enrumsanbringelse.

Jeg finder på denne baggrund at måtte henstille til Direktoratet for Kriminalforsorgen at indskærpe vigtigheden af, at de nævnte procedureregler iagttages, således at det sikres, at de indsatte ikke opholder sig længere tid end højst nødvendigt i enrum.

I to tilfælde var indsatte anbragt i enrum udover 4 uger. I disse tilfælde skal der efter § 7, stk. 1, i cirkulæret omgående ske indberetning til direktoratet. Med indberetningen skal følge genpart af de i § 3, stk. 6, og § 4, stk. 6, nævnte notater. Der blev i begge tilfælde fore- taget indberetning til direktoratet om enrumsanbringelserne, men i det ene af tilfældene blev indberetning først foretaget den 2. december 1991, selv om den indsatte allerede den 6.

november 1991 havde været enrumsanbragt i 4 uger. Den indsatte blev udtaget af enrum allerede et par dage efter den 12. november 1991.

Jeg har opfattet bestemmelsen i cirkulærets § 7, stk. 1, således, at pligten til at indbe-

rette til direktoratet efter 4 ugers enrumsanbringelse følges op af en selvstændig vurdering i direktoratet af nødvendigheden af enrumsanbringelsens opretholdelse. Jeg finder det meget beklageligt, at denne indberetningspligt tilsyneladende er blevet overset det omtalte tilfælde. Jeg henstiller til Direktoratet for Kriminalforsorgen at indskærpe over for anstalten at efter- leve reglen om indberetningspligt.

Jeg har noteret mig, at Statsfængslet i Vridsløselille for en 3-måneders periode havde 9 tilfælde af enrumsanbringelse, mens Statsfængslet i Horsens i en 3-måneders periode i 1990 havde 33 tilfælde af enrumsanbringelse. Alle enrumsanbringelserne i Statsfængslet i Horsens var begrundet i arbejdsværing.

d) Sikringscelleanbringelse.

Jeg modtog 12 rapporter vedrørende sikringscelleanbringelser i perioden fra den 1. maj til den 1. november 1991.

Efter § 13 i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen kan sikringscelleanbringelse ske, såfremt det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller hindre selv- mord eller anden selvbeskadigelse.

Anbringelsen var de 10 af tilfældene sket for at hindre selvmord eller selvbeskadigelse. I et enkelt af disse tilfælde var anbringelsen også sket for at afværge truende vold. I de to sidste tilfælde var anbringelsen sket henholdsvis for at afværge truende vold og for at betvinge voldsom modstand.

Spørgsmålet om anvendelse af sikringscelle er i øvrigt reguleret ved cirkulære nr. 155 af 15. juli 1974, som ændret ved cirkulære af 16. april 1991, om anvendelse af sikringsceller i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. Cirkulærets § 3 har følgende ordlyd:

"Stk. 1. Bestemmelse om anvendelse af sikringscelle m.v. træffes af anstaltens vagt- havende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer lederens afgørelse, træffes bestemmelsen af overvagtmesteren eller, hvis dette ikke er muligt, af vagtmesteren eller dennes stedfortræer ellr den tilstedeværende funktioner som er ansvarlig for det

pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder / arrestforvareren skal normalt omgåen- de underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.

Stk. 3. Der skal straks udfærdiges rapport om det passerede på særlige rapportblanketter (d. f. k. 110), der rekvireres fra Statsfængslet i Nyborg, På et observationsskema ( d. f.

.k. 107), der rekvireres i Statsfængslet i Nyborg, skal der foretages notat, hver gang personalet har tilset den indsatte. Notatet skal indeholde oplysning om tidspunktet for tilsynet samt oplysning om den indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for opretholdelse af anbringelsen / fikseringen."

Af rapporterne fremgår det, at der i alle tilfælde -- bortset fra i et tilfælde er sket underretning af enten overvagtmesteren eller institutionens leder. Underretningen har fundet sted inden for 20 minutter efter, at anbringelsen havde fundet sted, dog i et tilfælde først efter 1½ time.

I et tilfælde fremstår det, som om underretning af overvagtmesteren eller institutionens leder overhovedet ikke har fundet sted.

Jeg skal på denne baggrund anmode anstalten om at oplyse, om der, som det fremgår af rapporterne, i det ene tilfælde først er sket underretning efter 1½ time, og i det andet tilfælde overhovedet ikke er sket underretning af overvagtmesteren eller institutionslederen. Jeg henviser til sikringscellerapporterne angående anbringelserne den 24. august og 16. september 1991.

Jeg har kun modtaget kopi af observationsskema, der er foreskrevet anvendt i cirkulærets § 3, stk. 3, vedrørende 4 af sikringscelleanbringelserne. Anstalten har telefonisk oplyst, at der i de øvrige tilfælde ikke er anvendt observationsskema.

Jeg finder det kritisabelt, at fængslet ikke har overholdt de regler cm anvendelse af observationsskema, som blev fastsat ved ændringen af 16. april 1991 af cirkulæret om anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. Jeg udbeder mig en redegørelse for, hvorfor reglerne ikke er efterlevet. Det Fremgår af direktoratets følgeskrivelse af 16. april 1991 til kriminalforsorgens anstalter og arrestinspektørerne, at direktoratet forudsatte, at der på det enkelte tjenestested fastsattes retningslinier for proceduren for sikringscelleanbringelser og fiksering, herunder for placeringen af ansvaret for reglernes overholdelse Jeg udbeder mig en kopi af disse regler. Endvidere fremgår det af følgeskrivelsen udtrykkeligt, at lederen af institutionen er ansvarlig for overholdelse af reglerne i forbindelse med sikringscelleanbringelse, herunder for kontrollen med, at sikringscellerapporterne er korrekt udfyldt, jf. cirkulærets § 3, stk. 3.

Om lægetilsyn ved sikringscelleanbringelser bestemmer cirkulærets § 4 følgende: "Stk. 1. Anstaltens / arresthusets læge (eventuelt natlæge) skal, så hurtigt som omstændighederne tilsiger det, orienteres om det passerede, således at der på grundlag heraf træffes afgørelse om, hvornår lægetilsyn bør finde sted.

Stk. 2. Anvendes bælte og eventuelt handsker og fod- og håndremme, eller er indsættelse i sikringscelle i øvrigt forbundet med magtanvendelse, skal læge tilkaldes omgående med henblik på at lægetilsyn kan finde sted snarest muligt."

Om de tilfælde, der er omfattet af § 4, stk. 2, er i følgeskrivelsen anført følgende:

"Udgangspunktet er, at tilkald af læge er det første, der skal foretages, efter at anbringelsen / fikseringen er gennemført. Dette er ikke til hinder for, at der fra den pågældendes afdeling i institutionen indhentes oplysninger om indsattes adfærd, helbredstilstand og lignende med henblik på at tilvejebringe oplysninger, der kan have indflydelse på lægens beslutning om, hvor hurtigt lægetilsyn skal ske. Det er ej heller til hinder for, at der lokalt fastsættes retningslinier, hvorefter den ansvarlige for anbringelsen/ fikseringen underretter en sygeplejerske, der er til stede i institutionen, med henblik på at denne kan foretage lægetilkald. Efter formuleringen af § 4, stk. 2, må det imidlertid være en forudsætning, at indhentelse af oplysninger eller underretning af sygeplejerske kan ske i løbet af ganske få minutter."

Efter rapporterne blev læge underrettet, og de sikringscelleanbragte tilset af læge i alle 12 tilfælde. Der gik op til 25 minutter fra anbringelsen fandt sted, til lægen blev under- rettet.

I 3 tilfælde blev der anvendt magt i forbindelse med anbringelsen. I 2 tilfælde anvendtes remme under den indsattes ophold i sikringscellen. I 4 af disse tilfælde blev lægen underrettet. inden for 10 minutter og i et tilfælde efter 20 minutter.

Som det fremgår af cirkulæret skal lægetilkald ved anbringelser, hvorunder der an- vendes remme, eller hvor der under indsættelsen har været anvendt magt, ske omgående.

Lægetilkald 20 minutter efter, at anbringelsen har fundet sted, overstiger klart den tidsramme, som personalet har til at tilkalde læge i disse situationer. Også lægetilkald, der finder sted efter 10 minutter uden forudgående forgæves forsøg på at tilkalde læge, forekommer mig at være noget sent. Jeg henviser til det i følgeskrivelsen anførte, hvorefter udgangspunktet er, at tilkald af læge er det første, der skal foretages, efter anbringelsen / fikse- ringen er gennemført.

Jeg udbeder mig underretning om, hvad anstalten vil gøre for i fremtiden at sikre, at tilkald af læge i tilfælde, som er omfattet af cirkulærets § 4, stk. 2, finder sted omgående.

De tilfælde, der ikke er omfattet af reglen om omgående lægetilkald, giver mig ikke anledning til bemærkninger.

lægetilsynet, der er Foreskrevet at skulle finde sted snarest muligt i de tilfælde, hvor der anvendes bælte eller magt i forbindelse med anbringelsen, har i de 4 af tilfældene fundet sted inden for et tidsrum af 25-55 minutter efter anbringelsen i det sidste tilfælde fandt læge- tilsynet først sted efter en time og 45 minutter. I dette tilfælde havde personalet 2 gange efter det oprindelige tilkald af læge på ny rettet henvendelse til lægen.

Lægetilsynet har i de øvrige tilfælde (hvor der ikke har været anvendt magt eller remme) fundet sted inden for et tidsrum af 25 minutter og 2 timer og 5 minutter efter anbringelsen.

I min skrivelse af 8. maj 1992 vedrørende tilkaldelse af læge i forbindelse med sikringscelleanbringelse i Statsfængslet i Horsens har jeg taget til efterretning, at direktoratet har iværksat nogle tiltag med henblik på at sikre en bedre kontakt med og bistand fra det almindelige vagtlægesystem i forbindelse med sikringscelleanbringelser. Jeg har herunder bemærket, at jeg går ud fra, at direktoratet senere vil foretage undersøgelser med henblik på at få oplyst, om de nævnte tiltag har haft den ønskede effekt i relation til at sikre, at lægetilsyn sker overensstemmelse med cirkulærets bestemmelser.

Jeg foretager på denne baggrund ikke videre i anledning af min ovenfor anførte gennemgang af lægetilsyn i forbindelse med sikringscelleanbringelser i Statsfængslet i Vridsløselille i perioden fra den 1. maj til den 1. november 1991.

Jeg har i min skrivelse af 8. maj 1992 vedrørende min inspektion af Statsfængslet i Horsens sammenholdt sikringscellerapporterne fra Statsfængslet i Vridsløselille med sikringscellerapporterne fra Statsfængslet i Horsens.

Jeg henviser herved til det, jeg har anført i min ovennævnte skrivelse.

e) Magtanvendelse.

Jeg modtog 2 rapporter om magtanvendelse for en periode på 1 år.

Den ene rapport vedrørte et tilfælde, hvor en indsat ikke ville efterkomme personalets anvisning om at flytte fra en celle til en anden.

Denne rapport giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Den anden rapport vedrører et tilfælde, hvor en fængselsbetjent i forbindelse med, at han ledsagede en indsat til Hvidovre Hospital, på hospitalet pludselig observerede en anden indsat, der tidligere var undveget. Fængselsbetjenten tog førergreb på den undvegne og kørte i fængslets bil til Statsfængslet i Vridsløselille.

Heller ikke denne rapport kan give mig anledning til bemærkninger.

Jeg har noteret mig, at Statsfængs1et i Horsens i en 1-årig periode fra den 17. november 1989 til 8. november 1990 havde 21 tilfælde af magtanvendelse.

f) Videregående visitation af besøgende.

Jeg modtog 2 rapporter vedrørende videregående visitation af besøgende, Disse rapporter vedrørte de videregående visitationer af besøgende, der havde fundet sted anstalten i perioden fra den 1. november 1990 til den 1. november 1990. Rapporterne var dateret henholdsvis den 24. september og 15. oktober 1991.

Reglerne om videregående visitation af besøgende findes i cirkulærskrivelse af 28. januar 1981 om retningslinier med hensyn til kontrollen med, at adgangen til besøg til indsatte i lukkede institutioner ikke benyttes til indsmugling.

Min gennemgang at rapporterne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

g) Brevveksling og besøg.

Jeg modtog kopi af de 315 notater, som anstalten en periode fra den 4. oktober 1990 til den 1, november 1991 havde foretaget vedrørende gennemlæsning af breve til indsatte.

En af mine medarbejdere har efterfølgende telefonisk fået oplyst, at fængslet ikke i den nævnte periode havde foretaget gennemlæsning af breve, der blev afsendt at de indsatte.

Efter § 5 i cirkulære af 18. december 1980 om de indsatte adgang til brevveksling og besøg m.v. gennemlæses breve til og fra indsatte ikke, medmindre det i det enkelte tilfælde at institutionen skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold, såfremt omstændighederne taler derfor, kan institutionens leder dog bestemme, at der skal foretages stikprøvevis gennemlæsning med henblik på kontrol med, at adgangen til ukontrolleret brevveksling ikke misbruges.

Efter § 5, stk. 3, i cirkulæret skal der ske fornødent notat om eventuel gennemlæsning med oplysning om grunden hertil.

Inspektøren i fængslet har i en skrivelse at 1. marts 1989 som interne regler for Stats- fængslet i Vridsløselille bestemt, at breve til og fra indsatte i almindelighed ikke gennemlæses. Stikprøvevis kontrol kan dog foretages for at hindre misbrug. Normalt vil breve uden afsender, breve fra andre indsatte og fra tidligere indsatte blive gennemlæst. I øvrigt kan gennemlæsning kun ske efter bestemmelse i hvert enkelt konkret tilfælde af inspektøren eller af vagthavende leder.

Notaterne, som jeg modtog, var foretaget på lister, der udover datoen for gennemlæsningen og en stikordsvis angivelse af grunden til gennemlæsningen, indeholdt nummeret på den indsatte, som brevet var til, og en oplysning om, hvorvidt brevet indeholdt penge.

I langt den overvejende del af de tilfælde, hvor breve var gennemlæst, var der tale om stikprøvekontrol, breve uden afsender eller breve med nuværende eller tidligere indsatte som afsendere. Jeg har lagt til grund, at der i alle de tilfælde, hvor der som grund til gennemlæsningen er angivet et navn og/eller en postboks- afsenderadresse, har været tale om afsendere,

der var anstalten bekendt som nuværende eller tidligere indsatte, eller tale om adresser, som anstalten bekendt tilhørte institutioner under kriminalforsorgen.

I en lang række tilfælde består notatet i en angivelse af, at det har været et "tykt brev" eller lignende. Ifølge anstalten dækker denne betegnelsen over breve/småpakker, der er åbnet for at konstatere, om der er en brevforsendelse eller en pakke.

Efter min gennemgang af notaterne kan jeg konstatere, at de fastsatte bestemmelser om notatpligt efterleves. Jeg har kun i 3 tilfælde ud af de 315 notater ikke umiddelbart kunnet forstå grunden til den foretagne gennemlæsning. Disse tilfælde giver mig dog ikke anledning til at foretage noget.

Jeg modtog et enkelt notat om tilbageholdelse af breve i henhold til § 6 i cirkulære om de indsattes adgang til brevveksling og besøg. Brevet var sendt fra en indsat på Københavns fængsler til en indsat på Statsfængslet i Vridsløselille og indeholdt ifølge notatet en opfordring til at påvirke et vidne i en verserende straffesag. Brevet blev afleveret til politiet.

Der skal efter § 6, stk. 3, ske fornødent notat om tilbageholdelsen med oplysning om grunden, afsenderen skal underrettes om tilbageholdelsen og begrundelsen herfor, medmindre formålet med tilbageholdelsen herved forspildes.

Det fremgår ikke at notatet, om afsenderen er blevet underrettet om tilbageholdelsen og begrundelsen herfor:. Det er min opfattelse, at det ville være naturligt at lade denne oplys- ning indgå som en del af indholdet at det notat, der skal foretages efter § 6, stk. 3.

I øvrigt har notatet ikke givet mig anledning til bemærkninger.

Jeg modtog 50 kopier at breve til ansøgere, der efter cirkulærets § 12 havde fået afslag på deres ansøgning om tilladelse til at besøge indsatte i fængslet. Disse breve udgør det notat, som anstalten skal foretage i henhold til cirkulærets § 12, stk. 4, når besøg nægtes. Jeg har modtaget notater for en periode fra den 1. november 1990 til den 1. november 1991. Anstalten har oplyst, at notaterne opbevares i et besøgscharteque, der vedrører den enkelte indsatte, og at dette charteque destrueres ved den indsattes løsladelse, Jeg modtog derfor kun kopier

vedrørende afslag på besøg hos aktuelle indsatte.

Ved min gennemgang af notaterne har jeg ikke foretaget en nærmere undersøgelse af grundlaget for de meddelte afslag på besøgstilladelse.

Efter cirkulærets § 12, stk. 2, kan besøg af bestemte personer forbydes af institutionens leder, hvis der søges opretholdt en tilknytning, der hidrører fra studiebesøg og lignende. Tilsvarende gælder, såfremt tilknytningen i det væsentlige hidrører fra fælles anstaltsophold.

Efter cirkulærets § 12, stk. 3, kan besøg af bestemte personer i øvrigt forbydes af institutionens leder, "såfremt det i det enkelte tilfælde skønnes påkrævet af ordens og sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold:"

I ingen at de notater, som jeg har haft til gennemsyn, har anstalten angivet, om besøgs- tilladelsen er nægtet i henhold til bestemmelsen i § 12, stk. 2, eller § 12, stk. 3, eller eventuelt med hjemmel i begge bestemmelser. Anstalten har blot gengivet de faktiske oplysninger, som fængslet har lagt til grund for afgørelsen. Endvidere har fængslet i enkelte tilfælde, når fængslet havde henvist til, at ansøgeren havde en verserende sag, oplyst vedkommende om, at han kunne rette henvendelse på ny, når den verserende sag var afsluttet.

I henhold til forvaltningslovens § 22 skal afgørelser. der meddeles skriftligt. og som ikke giver parten fuldt ud medhold, være ledsaget af en begrundelse. Efter forvaltningslovens § 24 skal afgørelsen indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Anstalten har hverken henvist til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, eller angivet de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Jeg henstiller, at anstalten for fremtiden sikrer, at afgørelser om nægtelse af besøgstilladelse er begrundet i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24. Jeg udbeder mig underretning om, hvad anstalten foretager i anledning af min henstilling.

I tilslutning til min gennemgang af det foreliggende rapportmateriale vedrørende anvendelse af håndjern og magtanvendelse og de foreliggende notater vedrørende anbringelse i enrum beder jeg oplyst, om den forskel, der tilsyneladende eksisterer mellem praksis i Statsfængslet i Vridsløselille og Statsfængslet i Horsens ved anvendelse af de omtalte tvangsindgreb, giver direktoratet anledning til at foretage noget med henblik på at sikre, at der følges en mere ensartet praksis.

16. Opfølgning.

Jeg udbeder mig underretning om resultatet af de overvejelser og foranstaltninger, som direktoratet og statsfængslet foretager i anledning af de ovennævnte henstillinger m. v.

17. Underretning.

Folketingets Retsudvalg og Statsfængslet i Horsens modtager en genpart af denne redegørelse."