3 generelle problemer vedrørende afsoningsforholdene i kriminalforsorgens åbne og lukkede anstalter.

På baggrund af de foreliggende oplysninger tog ombudsmanden til efterretning, at (DFK.) senere vil udsende nærmere retningslinier om fremvisning af videofilm i fængslerne, samt at DFK ved den kommende revision af beklædningscirkulæret vil overveje at ændre bestemmelserne om udlevering af arbejdstøj til de indsatte. (J. nr. 1993-I 71-628).

I tilslutning til mm inspektion den 1. og 2. december 1992 i Statsfængslet i Nyborg meddelte jeg Direktoratet for Kriminalforsorgen en skrivelse af 8. februar 1993, at der under min inspektion i anstalten fra de indsattes side var blevet rejst flere generelle spørgsmål om afsoningsforholdene i Statsfængslet i Nyborg, og at jeg senere i min inspektionsrapport ville give en samlet redegørelse herfor. Jeg meddelte endvidere, at der blandt de generelle forhold som de indsatte havde klaget over, var følgende 3 forhold:

1) Købmandsbutikken i fængslet.

2) Videoordningen.

3) Arbejdstøjet til de indsatte.

Da de ovennævnte 3 forhold måtte antages ikke alene at vedrøre Statsfængslet i Nyborg, men flere af kriminalforsorgens lukkede og åbne fængsler, anmodede jeg Direkto- ratet For Kriminalforsorgen om en udtalelse om de rejste spørgsmål.

Jeg modtog herefter med skrivelser af 12. marts og 26. april 1993 henholdsvis Stats- fængslet i Nyborgs og Direktoratet for Kriminalforsorgens udtalelser herom.

Om de 3 nævnte forhold fremgår herefter følgende:

Ad 1. Købmandsbutikken i fængslet.

I skrivelsen af 8. februar 1993 til Direktoratet for Kriminalforsorgen anførte jeg følgende:

I Statsfængslet i Nyborg er der - som flere af kriminalforsorgens institutioner - ind- ført selvforplejning for de indsatte. Det var mit indtryk under inspektionen, at de indsatte som udgangspunkt er meget tilfredse med ordningen, bortset fra den måde købmandsbutikken bliver drevet på. De indsatte klagede især over, at priserne er for høje, at der ikke er tilbudsvarer svarende til de tilbud, der annonceres med for den pågældende købmandskæde uden for fængslet at varerne er for dårlige, og herunder at varerne ofte mangler varedeklaration og datostempel og at det er svært at se varerne fra købmandsbutikkens vindue.

Ved mine senere samtaler under inspektionen med blandt andet fængselsinspektøren og forpagteren af købmandsbutikken blev det oplyst, at det er vanskeligt at få folk til at drive købmandsbutikkerne i anstalterne. Det er derfor svært for anstalterne at fastsætte nærmere retningslinier for priser og at håndhæve krav om tilbudsvarer. Det er endvidere efter det oplyste ikke muligt - på grund af de særlige forhold - at drive købmandsbutikkerne efter samme koncept som tilsvarende butikker uden for fængslerne.

I skrivelsen anmodede jeg direktoratet om en udtalelse om "...hvilke undersøgelser og overvejelser direktoratet har foretaget i forbindelse med driften af købmandsbutikkerne i de fængsler, hvor der er indført selvforplejning. I disse anstalter er der ikke tale om, at de indsatte alene skal have mulighed for supplerende indkøb til en fuld kost. Der hviler derfor en særlig forpligtelse på kriminalforsorgen til at sikre, at selvforplejningen kan ske på en tilfredsstillende ernæringsrigtig måde inden for de økonomimuligheder, som de indsatte har. Jeg beder i den forbindelse oplyst, om direktoratet har overvejet muligheden for selv at drive butikkerne - på samme måde som værkstederne i kriminalforsorgens institutioner. Jeg bemærker i den forbindelse, at de indsattes kostpenge - efter det over for mig oplyste - er fastsat i overensstemmelse med Forbrugerstyrelsens oplysninger om, hvor meget en person kan klare sig for pr. dag i husholdningspenge. Jeg må gå ud fra, at Forbrugerstyrelsen ved beregningen heraf har taget hensyn til, at forbrugeren har mulighed for at købe flere varer i større mængder og på tilbud."

I udtalelsen af 12. marts 1993 anførte fængselsinspektøren ved Statsfængslet i Nyborg følgende:

Jeg henviser til vedlagte udtalelse fra fængselsforvalteren af 11.3.1993, hvortil jeg kan henholde mig.

Jeg kan i øvrigt i tilslutning til de oplysninger der herfra blev givet ombudsmanden under besøget oplyse, at det i forbindelse med etableringen af købmandsbutikken efter selvforplejningens indførelse viste sig umuligt at få de lokale supermarkeder til at interessere sig for opgaven, idet de efter at være blevet orienteret om butikkens åbningstider, der flere gange om ugen strækker sig til kl. 20-20.30, meddelte, at de på grund af personaleomkostningerne ikke var interesseret.

Når det alligevel lykkedes at få et stort supermarked til at gå ind i opgaven skyldtes det, at den ældre indehaver ønskede at "trappe ned" og derfor fandt, at det var en passende opgave for ham, mens sønnen drev den store forretning videre.

Vi må imidlertid forudse, at det ved evt. ophør af denne ordning vil blive umuligt at få en stor forretning til at påtage sig opgaven, hvilket er nødvendigt, hvis man skal fastholde rimelige lave priser.

I fængselsforvalterens udtalelse af 11. marts 1993 er anført følgende:

Fængselskøbmanden er kontraktligt forpligtet til at sælge varer I fængselsbutikken til samme priser som er gældende i hans egen forretning.

Der blev den 21. juni 1991 - efter direktoratets godkendelse - indført en ændring i kontrakten, hvorefter købmanden ikke er forpligtet til at føre tilbudsvarer svarende til tilbuddene i hans egen forretning.

Om varernes kvalitet, deklaration og datostempel er der kun at sige, at varesortimentet svarer til det, som føres i købmandens egen butik (købmandskæden K).

Ved indretningen af fængselsbutikken blev der gjort så meget som muligt, for at man skal kunne overskue varerne fra den udvendige side af disken, når der samtidig skulle tages hensyn til de særlige fængselsmæssige forhold.

Sammenfattende kan det oplyses, at der i den nuværende købmandstid (fra 1. september 1990) har været fremsat meget få klager til undertegnede over de nævnte forhold.

Direktoratet for Kriminalforsorgen anførte sin udtalelse af 26. april 1993 følgende:

Direktoratet kan oplyse, at Kriminalforsorgen tidligere i flere fængsler har drevet

købmandsbutik med begrænset varesortiment for de indsatte, Butikkerne blev afviklet for nogle år siden, da driften ikke var rentabel. Købmandsbutik drives fortsat for Kriminalforsorgens regning på Københavns Fængsler.

I fængsler med selvforplejning forudsættes købmandsbutikkerne at udbyde et bredt varesortiment til priser, som svarer til priserne i det øvrige samfund, herunder at føre tilbuds- varer og lignende. Denne opgave varetages efter Kriminalforsorgens opfattelse bedst af lokale handlende, der ofte vil kunne drage nytte af samdriften med deres egen butik. Sådanne ordninger svarer også bedst til Kriminalforsorgens principper om normalisering og åbenhed.

På den baggrund har Direktoratet bortforpagtet købmandsbutikkerne til private næringsdrivende. Fængslerne stiller normalt lokaler og inventar til rådighed for forpagterne enten vederlagsfrit eller mod en mindre forpagtningsafgift. Direktoratet er opmærksom på eventuelle problemer i forbindelse med prisniveauet mv. butikkerne, og fængslerne følger til stadighed driften af butikkerne og kontrollerer, om priserne er rimelige, samt om der er varer på tilbud.

For så vidt angår købmandsbutikken i Statsfængslet i Nyborg kan Direktoratet tilslutte sig det af statsfængslet anførte vedrørende mulighederne for oprettelse og drift af købmandsbutik i fængslet. Det bemærkes, at købmanden i henhold til forpagtningsaftalens punkt 2 har forpligtet sig til at sælge varer til samme priser, som normalt er gældende i hans egen forretning, samt til jævnligt at have varer på tilbud i fængselsbutikken.

Ad. 2. Videoordningen

I skrivelsen af 8. februar 1993 til Direktoratet for Kriminalforsorgen anførte jeg følgende:

De indsatte klagede over, at den tidligere videoordning i fængslet er blevet inddraget under henvisning til, at fremvisning af videofilm i cellerne over fængslets interne fjernsyns- net sidestilles med offentlig fremvisning og dermed er i strid med de ophavsretlige regler for fremvisning af videofilm.

Under min senere samtale med fængslets ledere, herunder skoleleder (S), blev det bekræftet, at videoordningen var blevet stoppet efter "Vridsløselille-sagen", hvor det var kommet frem at fremvisning over anstalternes interne fjernsynsnet måtte sidestilles mod offentlig fremvisning.

Det blev videre oplyst, at man i fængslets fritidsudvalg arbejdede med at få en løs- ning på problemet. og at man i den forbindelse havde kontakt til direktoratet.

I skrivelsen anmodede jeg direktoratet om en udtalelse om, hvilke undersøgelser direktoratet havde foretaget vedrørende videospørgsmålet, herunder vedrørende det i den forbindelse rejste ophavsretlige spørgsmål. Jeg bad endvidere om oplysning om, hvad undersøgelserne i givet fald foreløbig havde resulteret i.

I udtalelsen af 12. marts 1993 anførte fængselsinspektøren ved Statsfængslet i Nyborg følgende:

Der er fra januar 1993 indgået en aftale med "TV 1000" om distribution af denne kanals udsendelser. Aftalen er indgået efter indstilling fra et enigt fritidsudvalg, og aftalen finansieres ved, at alle indsatte i fællesskabsafdelingerne, der har eget TV- apparat, betaler en afgift på 14 kr. om ugen.

Direktoratet for Kriminalforsorgen anførte i sin udtalelse af 26. april 1993 følgende:

Spørgsmålet om anvendelse af video Kriminalforsorgens institutioner har været overvejet af Direktoratet blandt andet i forbindelse med en henvendelse af 17. august 1984 fra Foreningen af Danske Videogramdistributører. Foreningen gjorde hen blandt andet gældende, at fremvisning i fængslerne af videofilm, der er lejet i detailhandlen, var ulovlig. Efter drøftelse med Kulturministeriet og Lovafdelingen pålagde Direktoratet skrivelse af 21. august 1984 institutionerne - indtil spørgsmålet om fremvisning af videofilm i fængslerne var nærmere afklaret - ved indgåelse af lejemål eller, når institutionernes materiel i øvrigt blev anvendt, at sikre sig, at det af kontrakten med udlejeren fremgik, at filmen kunne fremvises i institutloven. Spørgsmålet blev efterfølgende drøftet mellem Lovafdelingen og Kulturministeriet, der var mest tilbøjelig til at give Videogramdistributørforeningen ret. På et møde med Direktoratet den 21. februar 1985 tilkendegav Lovafdelingen herefter, at Direktoratet burde forhandle med Distributørforeningen om betaling for visning af video i anstalterne. Direktoratet har imidlertid overladt det til de enkelte anstalter at indgå aftaler med videoudlejningsselskaber om leje a f videoer til forevisning i anstalterne.

Den 8. september 1986 udsendte Direktoratet en skrivelse fra Foreningen af Danske Videogramdistributører til anstalterne til orientering. I skrivelsen gjorde foreningen opmærksom på, at videoer lejet i almindelige detailforretninger ikke må vises i institutioner.

Efter indgåelse af forlig ..... i "Vridsløselillesagen" udsendte Direktoratet endvidere med skrivelse af 16. maj 1990 vedlagte memo . . . med tilkendegivelse om, at Direktoratet herved ville "sikre sig, at der kun vises videofilm efter de i medsendte "MEMO" angivne retningslinier". Dette "MEMO" er udarbejdet af Videogramdistributørforeningen og tiltrådt af Kammeradvokaten, . . .

1 december 1990 havde Direktoratet et møde med videogramdistributørerne om fremvisning af videogrammer i Kriminalforsorgens institutioner. I tilslutning hertil har Direktoratet påny overvejet, om der bør fastsættes nærmere retningslinier for anstalternes fremvisning af video m.v. Da de ophavsretlige regler imidlertid er noget uklare, og da ophavsretslovgivningen var- og fortsat er - under revision, har Direktoratet ikke fundet det hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt at udsende sådanne retningslinier. Når resultatet af Kulturministeriets revision af ophavsretslovgivningen foreligger, vil Direktoratet udsende nærmere retningslinier på området.

For så vidt angår den konkrete videoordning Statsfængslet i Nyborg henvises til statsfængslets skrivelse af 12. marts 1993 ..., hvoraf det fremgår, at der efter indstilling fra statsfængslets fritidsudvalg er indgået aftale med TV-1000 gældende fra 1. januar 1993. Aftalen omfatter distribution af denne TV-kanals udsendelser. Der vedlægges kopi af aftalen

. . . TV-1000 sender filmprogrammer hele døgnet.

Når statsfængslet (fritidsudvalget) har valgt denne ordning, skyldes det, at den indtil da gældende ordning om leje af diverse film til institutionsbrug var for dyr, hvorfor fængslet valgte løsningen med opsætning af en parabol.

Efter Direktoratets skrivelse af 16. maj 1990 har der udviklet sig forskellig praksis i de lukkede anstalter. Statsfængslet i Ringe har for tiden en aftale med "Metronome" om leje og fremvisning af videogrammer (. . .). Statsfængslet i Horsens har renoveret TV-modtager- nettet, så der kan sendes videogrammer via hybridnettet. Statsfængslet, i Vridsløselille og Anstalten ved Herstedvester lejer ikke videogrammer, men kan med de eksisterende kanaler sende videogrammer fra 12 kanaler.

I de åbne fængsler kan der som hovedregel sendes videogrammer fra de kanaler (sendestationer), som findes i lokalområdet. Enkelte statsfængsler, blandt andet Statsfængslet ved Sdr. Omme, har opsat parabol.

I skrivelsen af 8. februar 1993 til Direktoratet for Kriminalforsorgen anførte jeg følgende:

De indsatte klagede over det arbejdstøj, de får udleveret. Tøjet er både for dårligt og ofte i for små størrelser, og de indsatte, der er beskæftiget med udendørs arbejde, kan ikke få udleveret termotøj svarende til det, som enhedsfunktionærerne får udleveret.

Under min senere samtale med fængslets ledere erkendte fængselsforvalteren, at de indsattes arbejdstøj er for dårligt, og at man vil gøre noget herved. Fængselsforvalteren meddelte samtidig, at der dog ikke er mulighed for at udlevere termotøj til de indsatte med udendørs arbejde.

I skrivelsen bad jeg Direktoratet for Kriminalforsorgen om oplysning om, hvad baggrunden var for, at de indsatte, der er beskæftiget med udendørs arbejde, ikke kan få udleveret arbejdstøj af samme kvalitet, som enhedsfunktionærernes arbejdstøj.

I udtalelsen af 12. marts 1993 henviste fængselsinspektøren ved Statsfængslet i Nyborg til et notat af 11. marts 1993 fra fængselsforvalteren, hvortil han henholdt sig.

I notatet af 11. marts 1993 er anført følgende:

I henhold til kriminalforsorgens cirkulære kan indsatte med udendørs arbejde bl.a. få udleveret en strikket trøje og en stortrøje.

Tøjet er udmærket, men som bekendt indgår der i værkmestres og enhedsfunktionærers beklædning det mere moderne termotøj, som bæres under det egentlige arbejdstøj. Fordelen ved termotøj er, at det er varmt, samtidig med at det er let og giver god bevægelsesfrihed.

I erkendelse heraf har økonomiafdelingen efter aftale med depotet iværksat en forsøgsvis ordning, hvorefter indsatte med udendørs arbejde har mulighed for at låne termotøj og i visse tilfælde i kedeldragt. Ordningen omfatter teknisk afd., bygningsvæsenet samt haveholdene og administreres af de ledende værkmestre for de pågældende områder."

Direktoratet for Kriminalforsorgen anførte sin udtalelse af 26. april 1993 følgende:

" . . .

Vedrørende spørgsmålet om termotøj til arbejdsbrug oplyses, at de indsatte efter de gældende regler ikke har krav på at få udleveret termotøj. I medfør af §§ 1 og 6 i cirkulære af 19. september 1978 om udlevering af beklædning m.v. til indsatte, som ændret ved cirkulære af 10. december 1992, udleveres diverse arbejdsbeklædning, herunder for eksempel stortrøje og uldne arbejdsbenklæder, efter behov.

Det fremgår (af) udtalelsen fra Statsfængslet i Nyborg. . ., at man har imødekommet de indsattes ønsker om termotøj ved at etablere en ordning, hvorefter indsatte med udendørs arbejde har mulighed for at låne termotøj og i visse tilfælde en kedeldragt.

Det tilføjes, at Direktoratet ved en kommende revision af beklædningscirkulæret vil tage under overvejelse at ændre bestemmelserne om udlevering af arbejdstøj."

Jeg udtalte herefter følgende i en skrivelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet i Nyborg:

Jeg har forståelse for, at det kan være forbundet med vanskeligheder at drive købmandsbutikkerne i kriminalforsorgens anstalter på helt samme vilkår som tilsvarende købmandsbutikker / kæder uden for fængslet.

Uanset dette finder jeg imidlertid, at kriminalforsorgen - i de anstalter, hvor der er indført selvforplejning - har en særlig pligt til at sikre, at selvforplejningen kan ske på en tilfredsstillende ernæringsrigtig måde inden for de økonomiske rammer, som de indsatte har.

De indsattes kostpengebeløb er fastsat i overensstemmelse med Forbrugerstyrelsens oplysninger om, hvor meget en person kan klare sig for pr. dag, jf. det jeg i øvrigt har refereret ovenfor fra min skrivelse af 8. februar 1993 til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Under henvisning til ovenstående er det min opfattelse, at såfremt det viser sig, at varerne i købmandsbutikkerne ikke kan leveres til samme priser og af samme kvalitet, som i købmandsbutikker / kæder uden for fængslerne, må der fra kriminalforsorgens side tages initiativ til en ændret drift af købmandsbutikkerne eller en revidering af kostpengebeløbets størrelse.

Efter min gennemgang af de fremsendte udtalelser med bilag finder jeg ikke på nuværende tidspunkt anledning til at foretage videre vedrørende dette punkt. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på, at direktoratet i sin udtalelse har anført, at direktoratet er opmærksom på eventuelle problemer i forbindelse med prisniveauet m.v. i butikkerne, og at fængslerne til stadighed følger driften af butikkerne og kontrollerer, om priserne er rimelige, samt om der er varer på tilbud.

Ad. 2; Videoordningen.

Jeg har taget det oplyste til efterretning, herunder at Direktoratet for Kriminalforsorgen når resultatet af Kulturministeriets revision af ophavsretslovgivningen foreligger vil udsende nærmere retningslinier på området.

Jeg udbeder mig underretning om, hvad der videre sker i sagen.

Jeg har taget det oplyste til efterretning, herunder at Direktoratet for Kriminalforsorgen ved en kommende revision af beklædningscirkulæret vil overveje at ændre bestemmelserne om udlevering af arbejdstøj. Jeg udbeder mig underretning om, hvad der videre sker i sagen.